Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

C.F.9.2.3.9.2 Cypern - Gennemgang af DBO'en

Indhold

Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 30 og den tilhørende protokol.

Ved gennemgangen er det som udgangspunkt anført, om artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2017. Se DBO'en om den præcise ordlyd.

Se også OECD's modeloverenskomst afsnit C.F.8.2.2.1.32, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.

MLI'en

DBO’en er modificeret som følge af Danmarks og Cyperns indgåelse af den multilaterale konvention (MLI’en), idet DBO’en anses som en omfattet skatteaftale efter MLI’ens artikel 1. I den følgende gennemgang er det nævnt, hvilke konkrete modifikationer der gør sig gældende for denne DBO på grundlag af de forbehold og tilvalg, som Danmark og Cypern har taget i forbindelse med indgåelsen af MLI’en.

MLI’en har for denne DBO virkning i Danmark for kildeskatter fra og med den 1. januar 2021.

MLI’en har for denne DBO virkning i Danmark for andre skatter fra og med den 1. januar 2021.

For en beskrivelse af DBO’en uden modifikationer fra MLI’en henvises der til Den juridiske vejledning, version 2022-2.

Som følge af Danmarks og Cyperns indgåelse af MLI’en skal præamblen i DBO’en, erstattes af præambelteksten i MLI’ens artikel 6, stk. 1.

Som følge af Danmarks og Cyperns indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 7, stk. 1, anvendelse. Derudover erstatter MLI’ens artikel 7, stk. 1, bestemmelserne i DBO’en i det omfang, at disse bestemmelser ikke er forenelige. MLI’ens artikel 7, stk. 1, vedrører begrænsning af fordele ifølge DBO’en i forbindelse med arrangementer og transaktioner. Der er tale om en omgåelsesklausul i form af en "Principal Purpose Test" eller "PPT". Den forenklede LOB-bestemmelse i MLI’en finder ikke anvendelse.

Reglen i MLI’ens artikel 7, stk. 1, svarer til artikel 29, stk. 9, i OECD’s modeloverenskomst.

Se også

Se også afsnit C.F.8.3.1 Overordnet om MLI'en og de enkelte artikler om MLI'en og dens implementering i dansk ret.

Se også afsnit C.F.8.3.1.6 Artikel 6: Formål med en omfattet skatteaftale om MLI'ens artikel 6. 

Se også afsnit C.F.8.3.1.7 Artikel 7: Forhindring af misbrug af aftaler om MLI'ens artikel 7.

 

Artikel 1: De af DBO'en omfattede personer

Artikel 1 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artikel 1 i DBO'en indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 1, stk. 2 og artikel 1, stk. 3.

Se afsnit C.F.8.2.2.1 Artikel 1: Personer omfattet af overenskomsten om OECD's modeloverenskomst artikel 1.

Artikel 2: De af DBO'en omfattede skatter

Artikel 2 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

DBO'en omfatter ikke formueskatter.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.2 Artikel 2: Skatter omfattet af modeloverenskomsten om OECD's modeloverenskomst artikel 2.

Artikel 3: Almindelige definitioner

Artikel 3 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

"Danmark" betyder Kongeriget Danmark og omfatter også ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som efter international ret og ifølge dansk lovgivning er eller senere måtte blive betegnet som et område, hvor Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til

  • efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund og de overliggende vande
  • anden virksomhed med henblik på efterforskning eller økonomisk udnyttelse af området.

Færøerne og Grønland er ikke omfattet af DBO'en.

DBO'en finder kun anvendelse på den del af Cypern, som er kontrolleret af regeringen i Republikken Cypern, det vil sige den græsk-cypriotiske del (sydøen).

Definitionen af "International trafik" afviger fra modeloverenskomsten. Artikel 3 i DBO'en anvendes kun på foretagender, der er hjemmehørende i et af landene.

Artikel 3 i DBO'en indeholder ikke en definition af "anerkendt pensionsinstitut".

Artikel 3 i DBO'en nævner ikke, at de kompetente myndigheder kan enes om en anden fortolkning.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.3 Artikel 3: Almindelige definitioner om OECD's modeloverenskomst artikel 3.

Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted

Artikel 4 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst

Artikel 4, stk. 1, i DBO'en nævner ikke anerkendte pensionsinstitutter. Artikel 4, stk. 3, i DBO'en nævner ikke kravet om indgåelse af en aftale mellem de to landes kompetente myndigheder.

Se afsnit C.F.8.2.2.4 Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted om OECD's modeloverenskomst artikel 4.

Artikel 5: Fast driftssted

Artikel 5 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artikel 5 i DBO'en indeholder en bestemmelse om efterforskning af naturforekomster. Se artikel 5, stk. 4, i DBO'en.

I artikel 5, stk. 5, litra a)-d), i DBO'en er det ikke en forudsætning for ikke at statuere fast driftssted, at den aktivitet, der udøves, er af forberedende eller hjælpende karakter.

Artikel 5 i DBO'en har ikke en bestemmelse svarende til OECD’s modeloverenskomst, stk. 4.1., om aktiviteter  på forretningsstedet eller forretningsstederne, der udgør komplementære funktioner, som er en del af et sammenhængende forretningsområde, og som ikke er omfattet af stk. 4 i OECD's modeloverenskomst.

Af artikel 5, stk. 6, i DBO'en fremgår, at hvis en uafhængig agent handler på et foretagendes vegne i en af staterne og denne person i den pågældende stat har og udøver en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, skal dette foretagende uanset bestemmelserne i artikel 5, stk. 1 og 2, i DBO'en anses for at have et fast driftssted i denne stat med hensyn til enhver virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til sådan virksomhed, som er nævnt i artikel 5, stk. 5, i DBO'en og som, hvis den var udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted i henhold til bestemmelserne i artikel 5, stk. 5, i DBO'en.

Artikel 5, stk. 7 i DBO'en om uafhængige agenter indeholder ikke modeloverenskomstens bestemmelse om, at en personen ikke anses for at være en uafhængig agent, hvis personen udelukkende - eller næsten udelukkende - arbejder for et eller flere nært forbundne foretagender.

Artikel 5 i DBO'en har ikke en bestemmelse svarende til OECD's modeloverenskomst, stk. 8, som definerer, hvornår en person eller et foretagende er nært forbundet.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.5 Artikel 5: Fast driftssted om OECD's modeloverenskomst artikel 5.

Artikel 6: Indkomst af fast ejendom

Artikel 6 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.6 Artikel 6: Indkomst af fast ejendom om OECD's modeloverenskomst artikel 6.

Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

Artikel 7 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artikel 7 i DBO'en indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 3, i DBO'en.

Hvis det har været sædvane at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af fordeling af foretagendets samlede fortjeneste, skal dette stadig være muligt. Se artikel 7, stk. 4, i DBO'en.

Fortjeneste skal ikke henføres til et fast driftssted, hvis det faste driftssted kun har foretaget vareindkøb for foretagendet. Se artikel 7, stk. 5, i DBO'en.

Fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, skal ske efter samme metode år for år, medmindre der er gode og fyldestgørende grunde til en anden fremgangsmetode. Se artikel 7, stk. 6, i DBO'en.

Bemærk

Artikel 7 i DBO'en indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, om sekundær justering.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.7 Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed om OECD's modeloverenskomst artikel 7.

Artikel 8: Skibs- og luftfart

Artikel 8 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artikel 8 i DBO'en omfatter også fortjeneste ved udlejning af skibe og fly med eller uden besætning, hvis det anvendes i international trafik af lejeren, eller hvis lejeindtægten udgør en del af anden fortjeneste, som beskattes efter artikel 8 i DBO'en. Se artikel 8, stk. 2, i DBO'en.

Fortjeneste ved brug, anvendelse eller udlejning af containere, herunder anhængere, pramme og lignende udstyr til brug ved transport af containere, der anvendes til transport i international trafik af varer, kan kun beskattes i det land hvor foretagendet er hjemmehørende. Se artikel 8, stk. 3, i DBO'en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.8 Artikel 8: Fortjeneste ved skibs- og luftfart om OECD's modeloverenskomst artikel 8.

Artikel 9: Indbyrdes forbundne foretagender

Artikel 9 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.9 Artikel 9: Forbundne foretagender om OECD's modeloverenskomst artikel 9.

Artikel 10: Udbytte

Artikel 10 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst. Se nærmere om OECD's modeloverenskomst artikel 10 C.F.8.2.2.10 Artikel 10: Udbytte

Kildelandet kan beskatte udbytter med 15 pct., såfremt den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat.

Hvis det modtagende selskab direkte ejer mindst 10 pct., og har ejet det uafbrudt i mindst 1 år og udbyttet fastsættes indenfor denne periode, af den samlede aktiekapital i det udbetalende selskab, som anses for hjemmehørende i kildelandet, og det modtagende selskab (dog ikke interessentskab) anses for at være den retmæssige ejer af udbyttet, kan kildelandet dog kun beskatte udbytter med 0 pct.

Hvis den retmæssige ejer er den anden kontraherende stat eller enhver regeringsinstitution eller enhver enhed, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan kildelandet dog kun beskatte med 0 pct.

Hvis den retmæssige ejer er en pensionskasse eller anden lignende institution, der udbyder pensionsordninger på nærmere bestemte kriterier, se art. 10, stk. 2, i DBO'en kan kildelandet dog kun beskatte udbytter med 0 pct.

Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten udnyttes. Se om Danmarks interne regler for beskatning af udbytte i selskabskonstruktioner samt om begrebet retmæssig ejer samt LL (ligningsloven) § 3 i afsnit C.D.8.10.5 Udbytteindtægter Udbytteindtægter (begrænset skattepligt - selskaber).

Se også

Se afsnit A.B.4.1.4.2 Tilbagebetaling af udbytteskat om tilbagebetaling af dansk udbytteskat.

Artikel 11: Renter

Artikel 11 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Renter kan kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 11, stk. 1.

Bemærk

Artikel 11 i DBO'en indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 11, stk. 5, om renters oprindelse

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.11 Artikel 11: Renter om OECD's modeloverenskomst artikel 11.

Artikel 12: Royalties

Artikel 12 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.12 Artikel 12: Royalties om OECD's modeloverenskomst artikel 12.

Se nærmere om Danmarks interne regler for beskatning af royalty i afsnit C.F.3.1.9 Royalty og om begrebet retmæssig ejer i afsnit C.F.8.2.2.10.1.3 Modtager af udbytte.

Se afsnit C.F.8.2.2.12.3 Beskatningsretten til royalties om tilbagebetaling af dansk royaltyskat.

Artikel 13: Kapitalgevinster

Artikel 13 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Fortjeneste ved salg af containere, herunder anhængere, pramme og lignende udstyr til transport af containere, der anvendes til transport af varer i international trafik, kan kun beskattes i det land hvor foretagendet er hjemmehørende. Se artikel 13, stk. 4, i DBO'en.

Bemærk

Artikel 13 i DBO'en indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 13, stk. 4, om kildelandsbeskatning af fortjeneste ved salg af aktier i ejendomsaktieselskaber. Denne fortjeneste er derfor omfattet af artikel 13, stk. 5, i DBO'en (opsamlingsbestemmelse).

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.13 Artikel 13: Kapitalgevinster om OECD's modeloverenskomst artikel 13.

Artikel 14: Personligt arbejde i tjenesteforhold

Artikel 14 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

183-dages-reglen finder anvendelse, når vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i bopælslandet. Se artikel 14, stk. 2, litra b, i DBO'en.

Vederlag for personligt arbejde, som udføres om bord på et skib eller fly, der anvendes i international trafik af et foretagende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat. Se artikel 14, stk. 3, i DBO'en.

Se også

Se også

Artikel 15: Bestyrelseshonorar

Artikel 15 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.16 Artikel 16: Bestyrelseshonorar om OECD's modeloverenskomst artikel 16 om bestyrelseshonorarer.

Artikel 16: Kunstnere og sportsfolk

Artikel 16 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Hvis besøget i kildelandet i væsentligt omfang er støttet af offentlige midler fra kildelandet eller bopælslandet, kan vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 16, stk. 3, i DBO'en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.17 Artikel 17: Entertainere og sportsudøvere om OECD's modeloverenskomst artikel 17.

Artikel 17: Pensioner, sociale ydelser og lignende betalinger

Artikel 17 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Regel

Private pensioner og andre lignende vederlag kan kun beskattes i bopælslandet, hvad enten de stammer fra tidligere tjenesteforhold eller ikke. Se artikel 17, stk. 2, i DBO'en.

Undtagelse - kildelandsbeskatning

Kildelandet kan beskatte private pensioner og andre lignende vederlag, hvis

  • modtageren har haft fradrag i kildelandet for betalte bidrag til pensionsordningen, eller
  • modtageren ikke er blevet beskattet i kildelandet af bidrag, som er indbetalt af en arbejdsgiver.

Kildelandet kan i disse tilfælde beskatte pension, der udbetales af en pensionskasse eller anden tilsvarende institution, der udbyder pensionsordninger, som fysiske personer kan tilslutte sig for at sikre sig pensionsydelser. Pensionskassen eller institutionen skal være oprettet, skattemæssigt anerkendt og kontrolleret efter landets lovgivning. Se artikel 17, stk. 3, i DBO'en.

Sociale ydelser

Kildelandet kan beskatte betalinger efter den sociale sikringslovgivning i kildelandet eller efter enhver anden ordning, der stammer fra offentlige midler i kildelandet. Se artikel 17, stk. 1, i DBO'en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.18 Artikel 18: Pensioner om OECD's modeloverenskomst artikel 18.

Artikel 18: Offentlige hverv

Artikel 18 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.19 Artikel 19: Offentligt hverv om OECD's modeloverenskomst artikel 19.

Artikel 19: Studerende

Artikel 19 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.20 Artikel 20: Studerende om OECD's modeloverenskomst artikel 20.

Artikel 20: Andre indkomster

Artikel 20 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.21 Artikel 21: Andre indkomster om OECD's modeloverenskomst artikel 21 om andre indkomster.

Artikel 21: Metoder til ophævelse af dobbeltbeskatning

Artikel 21 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Begge lande giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, der kan beskattes i kildelandet efter DBO'en.

Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i kildelandet, lempes skatten i bopælslandet efter metoden exemption med progression. Indkomsten medregnes i beskatningsgrundlaget, og skatten nedsættes med den del af skatten, som svarer til den indkomst, der kun kan beskattes i kildelandet.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.23 Artikel 23 A og 23 B: Metoder til ophævelse af dobbeltbeskatning om OECD's modeloverenskomst artikel 23.

Artikel 22: Ikke-diskriminering

Artikel 22 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.24 Artikel 24: Ikke-diskriminering om OECD's modeloverenskomst artikel 24.

Artikel 23: Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler

Artikel 23 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artikel 23 i DBO'en indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 25, stk. 5, om voldgift.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.25 Artikel 25: Gensidig aftaleprocedure (Mutual Agreement Procedure) om OECD's modeloverenskomst artikel 25.

MLI'en

Som følge af Danmarks og Cyperns indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 16, stk. 1, 1. pkt., anvendelse. Derudover erstattes DBO’ens artikel 23, stk. 1, 1. pkt., af MLI’ens artikel 16, stk. 1, 1. pkt. MLI’ens artikel 16, stk. 1, 1. pkt., indebærer, at en person kan indgive anmodning om indledning af den gensidige aftaleprocedure i både bopæls- og kildelandet.

Reglen i MLI’ens artikel 16, stk. 1, 1. pkt., svarer til artikel 25, stk. 1, 1. pkt., i OECD’s modeloverenskomst.

Se også

Se også afsnit C.F.8.3.1.16 Artikel 16: Indgåelse af gensidige aftaler om MLI'ens artikel 16. 

Bemærk

Danmark har taget forbehold efter MLI’ens artikel 28, stk. 2, således at MLI’ens bestemmelser om voldgift ikke finder anvendelse i forhold til sager, der drejer sig om DBO’er mellem Danmark og andre EU-lande. Inden for EU gælder EU-voldgiftskonventionen og EU-voldgiftsdirektivet, og det vil herefter alene være disse EU-retsakter, der vil være gældende i forholdet mellem Danmark og Belgien.

Se også

Se også afsnit C.F.8.3.1.28 Artikel 28: Forbehold om MLI'ens artikel 28

Artikel 24: Udveksling af oplysninger

Artikel 24 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.26 Artikel 26: Udveksling af oplysninger om OECD's modeloverenskomst artikel 26.

Artikel 25: Personer ansat ved diplomatiske og konsulære repræsentationer

Artikel 25 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 Artikel 28: Medlemmer af diplomatiske repræsentationer og konsulære embeder om OECD's modeloverenskomst artikel 28.

Artikel 26: Territorial udvidelse

Artikel 26 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.30 Artikel 30: Territorial udvidelse om OECD's modeloverenskomst artikel 30 om territorial udvidelse.

Artikel 27: Ikrafttræden

DBO'en trådte i kraft 12. maj 2011 og har virkning fra 1. januar 2012.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.31 Artikel 31: Ikrafttræden om OECD's modeloverenskomst artikel 31om ikrafttræden.

Artikel 28: Opsigelse

Artikel 28 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.32 Artikel 32: Opsigelse om OECD's modeloverenskomst artikel 32 om opsigelse.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteret

►SKM2023.251.HR◄

Artikel 10. Moderselskaber, der var hjemmehørende henholdsvis på Cypern og i Luxembourg, var i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, skattepligtige af udbytter fra deres danske datterselskaber, idet der hverken efter moder-/datterselskabsdirektivet eller dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem Danmark og henholdsvis Cypern og Luxembourg skulle ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten, fordi der forelå retsmisbrug efter direktivet, og fordi moderselskaberne ikke kunne anses for at være retmæssig ejer af de udloddede beløb efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne.

I den ene sag (sag 69/2021), der angik to udbytter, fandt Højesteret, at det ene udbytte var fritaget for beskatning efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, sammenholdt med den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst. 

Højesteret tiltrådte, at selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, 5. pkt., om transparente moderselskaber, må forstås således, at fritagelse for skattepligt forudsætter, at også betingelsen om, at beskatning skal frafaldes eller nedsættes efter moder-/datterselskabsdirektivet eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst, er opfyldt.

En indsigelse om, at en beskatning stred imod en bindende administrativ praksis, blev ikke taget til følge. I sag 69/2021 blev det indeholdelsespligtige selskab anset for ansvarlig for den manglende indeholdelse af udbytteskat, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, jf. kildeskattelovens § 65, stk. 1. 

Kravet på betaling af det ikke indeholdte beløb skulle tillægges renter efter opkrævningsloven. EMRK artikel 6 og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder kunne ikke føre til et andet resultat.◄

Tidligere instanser: SKM2012.26.LSR  SKM2021.409.ØLR

Byretten

SKM2020.132.BR

Artikel 14. Sagen angik, om en skatteyders indkomst, tjent ombord på to cypriotiske skibe i 2013, var omfattet af artikel 14, stk. 3, i DBO'en mellem Danmark og Cypern, og dermed om det var Danmark eller Cypern, som havde beskatningsretten til lønindkomsten.

Retten anførte, at begrebet "international trafik" i DBO'en mellem Danmark og Cypern, artikel 3, stk. 1, litra H, jf. artikel 14, stk. 3, skal forstås således, at et skib er i international trafik, når dets hovedopgave efter en helhedsvurdering er at transportere personer eller gods for en andens regning mellem pladser, jf. U.2018.1385H (SKM2018.60.HR).

Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at de omhandlede skibe var bygget som specialskibe, der kan udføre opgaver af konstruktionsmæssig og installationsmæssig karakter på åbent hav.

Retten anførte, at det forhold, at arbejdsstederne lå langt væk, og at skibet derfor har sejlet langt med mandskab og materialer, ikke i sig selv medfører, at der er tale om skibe i international trafik.

Retten anførte endvidere, at det forhold, at der også blevet sejlet skrot til Y13-By i Y11-Land ikke medfører, at helhedsvurderingen af skibenes hovedopgave ændres.

På denne baggrund fandt retten, at skatteyders vederlag for sit arbejde ombord på de to Cypriotiske skibe ikke var omfattet af artikel 14, stk. 3, i DBO'en mellem Danmark og Cypern. Skatteyderen var således fuldt skattepligtig til Danmark af sin indkomst optjent på de Cypriotiske skibe i indkomstårene 2013.

SKM2020.72.BR

Artikel 14. Sagen angik, om en skatteyders indkomst, tjent ombord på to cypriotiske skibe i 2014 og 2015, var omfattet af artikel 14, stk. 3, i DBO'en mellem Danmark og Cypern, og dermed om det var Danmark eller Cypern, som havde beskatningsretten til lønindkomsten.

Højesteret har i en tidligere dom slået fast, at begrebet "international trafik" i DBO'en mellem Danmark og Cypern, artikel 3, stk. 1, litra H, jf. artikel 14, stk. 3, skal forstås således, at et skib er i international trafik, når dets hovedopgave efter en helhedsvurdering er at transportere personer eller gods for en andens regning mellem pladser, jf. U. 2018.1385H (SKM2018.60.HR).

Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at de omhandlede skibe efter deres karakter var specialbyggede til at udføre tunge løft meget præcist, mens skibet stod fast på havbunden med sine seks ben. Skibene må på grund af deres opbygning og faktiske anvendelse, betragtes som moderne højtspecialiserede installationsskibe.

Retten anførte endvidere, at uanset de omhandlede skibe også fragtede vindmølledele til og fra "pladser", og det forhold, at færdiggørelsen af vindmølleinstallationerne blev foretaget af teknikere fra et andet skib, har skibenes hovedopgave været installation af havvindmøller.

På denne baggrund fandt retten, at skatteyders vederlag for sit arbejde ombord på de to cypriotiske skibe ikke var omfattet af artikel 14, stk. 3, i DBO'en mellem Danmark og Cypern. Skatteyderen var således fuldt skattepligtig til Danmark af sin indkomst optjent på de cypriotiske skibe i indkomstårene 2014 og 2015, jf. Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. Statsskattelovens § 4.

Landsskatteretten

SKM2020.46.LSR

Artikel 14 og 21. Landsskatteretten fandt, at klager ikke var berettiget til exemptionslempelse i henhold til artikel 21, stk. 2, jf. artikel 14, stk. 3, i DBO'en af 11. oktober 2010 mellem Danmark og Cypern i forbindelse med arbejde ombord på et skib, idet skibet ikke kunne anses for at have været i international trafik. Retten fandt endvidere ikke, at klageren som følge af SKATs bindende svar af 18. august 2014 var berettiget til exemptionlempelse for omhandlede indkomstår. Retten bemærkede herved bl.a., at klageren selv havde fremlagt de forudsætninger og de faktiske forhold, som SKAT havde lagt til grund i forbindelse anmodningen om det bindende svar. Ved formuleringen af spørgsmålet havde klageren indlagt som forudsætning, at der var tale om sejlads i "international trafik", og der sås ikke at være noget til hinder for, at SKAT havde kunnet indlægge en sådan forudsætning i forbindelse med svaret. De indlagte forudsætninger i det bindende svar var ikke til stede i den af den påklagede afgørelse omfattede periode, jf. skatteforvaltningslovens § 25, stk. 2, hvorfor SKATs afgørelse blev stadfæstet.

Skatterådet

SKM2020.205.SR

Artikel 10

Skatterådet fandt, at en udbytteudlodning til et selskabs moderselskab i Cypern kunne ske uden at moderselskabet blev begrænset skattepligtig af udbyttet efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.

 

 
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.