Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-1
<< >>

I.A.4.6 Dagsbeviser for varebiler

Dette afsnit beskriver reglerne for køb af dagsbeviser, der giver lov til at køre privat i en vare- og lastbil (gulpladebil) med en totalvægt på op til 4 ton, selvom bilen er registreret til "erhvervsmæssig godstransport".  

Indhold

  • Regel
  • Lovgrundlag
  • Pris og bestilling

Regel

For biler med en tilladt totalvægt på indtil 4 tons omfattet af VÆGTAL (vægtafgiftsloven) § 4, stk. 1, II, A, eller § 1, stk. 2, i BRÆNDAL (brændstofforbrugsafgiftsloven), der ikke er registreret til hel eller delvis privat benyttelse, kan Motorstyrelsen tillade, at der for privat benyttelse af køretøjet betales en afgift på 185 kr. pr. dag, hvor køretøjet anvendes privat i indtil 20 dage pr. kalenderår.

Der udstedes bevis for betalingen, som skal medbringes under kørsel med bilen den pågældende dag og på forlangende forevises politiet eller Skatteforvaltningen. Se VÆGTAL (vægtafgiftsloven) § 4, stk. 8            

Betalingen dækker de tilsvar - bortset fra moms - der følger af den private benyttelse af og rådighed over køretøjet den pågældende dag, og køretøjet anses fortsat som udelukkende erhvervsmæssigt benyttet. Der kan ikke udstedes tilladelse til motorkøretøjer, der er fritaget for afgift efter vægtafgiftsloven eller brændstofforbrugsafgiftsloven eller fritaget for registreringsafgift efter § 2 i REGAL (registreringsafgiftsloven). Se VÆGTAL (vægtafgiftsloven) § 4, stk. 9                  

Et dagsbevis giver lov til at køre privat i en gulpladebil med en totalvægt på op til 4 ton, selvom bilen er registreret til "erhvervsmæssig godstransport" og normalt ikke må bruges til privat kørsel.

Alle kan købe et dagsbevis, når de har ejerens/lejerens tilladelse til at køre privat i bilen. Der kan købes dagsbeviser til gulpladebiler, uanset om den er købt eller lejet, herunder leaset.

Der er to muligheder for at købe dagsbeviser, enten via Motorregistreret eller gennem appen "Dagsbevis".

Det gælder for et dagsbevis købt i Motorregisteret:

  • Hvert dagsbevis gælder i ét døgn, fra kl. 00.00 til 23.59.
  • Der kan højst købes 20 dagsbeviser til hver bil i et kalenderår (1. januar til 31. december).
  • Dagsbeviset skal købes mindst 1 time før den private kørsel påbegyndes.
  • Der kan tidligst købes et dagsbevis 45 dage, før det skal bruges.
  • Dagsbeviset skal medbringes i bilen. Print din kvittering, eller medbring den elektronisk (fx på e-mail). Det er dit ansvar, at kvitteringen kan læses.

Det gælder for et dagsbevis købt i appen:

  • Hvert dagsbevis gælder i ét døgn, fra kl. 00.00 til 23.59.
  • Der kan højst købes 20 dagsbeviser til hver bil i et kalenderår (1. januar til 31. december).
  • Dagsbeviset skal købes mindst 5 minutter før den private kørsel påbegyndes.
  • Der kan tidligst købes et dagsbevis 45 dage, før det skal bruges.
  • Kvitteringen(dagsbeviset) gemmes i app'en, og skal kunne fremvises ved evt. kontrol.

Dagsbeviser kan ikke refunderes eller flyttes til andre dage.

Antallet af dagsbeviser

Du skal købe dagsbeviser til det antal dage, du råder over bilen til privat kørsel. Du kan højst købe 20 dagsbeviser til samme bil i et kalenderår.

Eksempel 1

Du låner bilen med hjem fra arbejde til en ferie. Dagen efter kører du i bilen til lufthavnen, hvor den står tre dage. Når du kommer hjem, kører du dagen efter bilen til virksomhedens adresse. Her skal du have 5 dagsbeviser.

Eksempel 2

Du låner bilen til en skiferie, hvor du kører i bilen til et skisportssted. Bilen står stille i de fire dage, du er der. På sjettedagen kører du hjem, men først på den syvende dag kører du bilen til virksomhedens adresse. Du skal have 7 dagsbeviser.◄

Undtagelse fra krav om køb af dagsbeviser inden kørsel - deltidsbrandmænd m.fl. 
Deltidsbrandmænd m.v., der tilkaldes til udrykning, mens de udfører deres normale hverv, hvor de kører i en gulpladebil, kan købe et dagsbevis efter kørslen er foretaget. Ordningen omfatter også andre personer, der tilkaldes til akut udrykningskørsel på samme vis som deltidsbrandmænd.

Betalingen for denne kørsel skal ske inden syv dage efter udrykningskørslen, og føreren skal efter anmodning kunne dokumentere, at der var tale om tilkald til udrykningskørsel.

Deltidsbrandmænd m.fl. kan købe dagsbeviser efter kørslen har fundet sted via Motorregistret.

Se VÆGTAL (vægtafgiftsloven) § 4, stk. 8                                                     

Lovgrundlag

Bestemmelserne om dagsbeviser fremgår af VÆGTAL (vægtafgiftsloven) § 4, stk. 8 og 9

Pris og bestilling

 Last- og varebiler

Totalvægt højst
3.000 kg.

Totalvægt
3.001-4000 kg.

Virksomheden har trukket hele momsbeløbet fra ved køb/leje.

Dagsbevis: 225 kr.

Dagsbevis: 185 kr.

Virksomheden har IKKE trukket hele momsbeløbet fra ved køb/leje.

Dagsbevis: 185 kr.

Dagsbevis: 185 kr.


Bestilling og betaling af dagsbeviser sker via Motorregistret på skat.dk eller appen "Dagsbevis", (download i App Store eller Google Play).

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.