Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-1
<< >>

G.A.3.6.2.2.3.9. Protokol om administrativt samarbejde og bekæmpelse af svig vedrørende merværdiafgift og gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter og afgifter

►Indhold

Dette afsnit handler om inddrivelse af danske fordringer på baggrund af protokollen om administrativt samarbejde og bekæmpelse af svig vedrørende merværdiafgift og gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter og afgifter.

Afsnittet indeholder:

  • Regelgrundlag
  • Fysiske og juridiske personer omfattet af protokollen
  • Protokollens anvendelsesområde
  • Begrænsning af inddrivelsesstatens forpligtelser
  • Forældelse

Regelgrundlag

I forbindelse med Storbritanniens udtrædelse af EU er der den 30. december 2020 indgået en handels- og samarbejdsaftale mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side (OJ L 149, 30.4.2021, s. 10-2539).

Aftalen indeholder blandt andet en protokol om administrativt samarbejde og bekæmpelse af svig vedrørende merværdiafgift og gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter og afgifter (VAT-protokollen). Se protokollen på aftalens side 2166-2277.

Fysiske og juridiske personer omfattet af protokollen

Det følger af aftalens artikel 512, litra l) at både fysiske og juridiske personer er omfattet af aftalen. Fodnoten til protokollens artikel PVAT.3, litra l) præciserer yderligere, at begrebet "person" omfatter enhver sammenslutning af personer, der ikke har status som juridisk person, men som i henhold til gældende ret er anerkendt som havende rets- og handleevne. Dette omfatter også ethvert andet juridisk arrangement uanset art og form, med eller uden status som juridisk person, der gennemfører transaktioner, som er pålagt moms eller som er betalingspligtige for de af protokollen omfattede fordringer.

Protokollens anvendelsesområde

Protokollen omfatter:

  • EU’s medlemsstater
  • Det Forenede Kongerige (Storbritannien og Nordirland)

Det fremgår af protokollens artikel PVAT.1 at der fortsat består et administrativt samarbejde mellem EU-medlemsstaterne og Det Forenede Kongerigemed det formål at styrke samarbejdet mellem parterne på momsområdet og i forhold til gensidig bistand med henblik på inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter og afgifter.

Protokollens parter skal på anmodning fra den modsatte part bistå med inddrivelsen af:

  • Fordringer i relation til moms, told og punktafgifter, der opkræves af eller på vegne af en stat eller dens territoriale eller administrative underenheder, dog ikke lokale myndigheder, eller på vegne af Unionen
  • Administrative sanktioner, bøder, gebyrer og tillægsgebyrer vedrørende ovennævnte fordringer relateret til moms, told og punktafgifter
  • Renter og omkostninger i forbindelse med disse fordringer

Se protokollens artikel PVAT.2, stk. 1, litra b)

Begrænsning af inddrivelsesstatens forpligtelser

Inddrivelsesstaten er ikke forpligtet til at yde bistand, hvis det samlede beløb af de fordringer, for hvilke der anmodes om bistand, er på under 5.000 GBP. Se protokollens artikel PVAT.33, stk. 4

Det fremgår derudover af protokollens artikel PVAT.33, stk. 1 at inddrivelsesstaten ikke er forpligtet til at yde bistand, hvis inddrivelsen af fordringen på grund af den betalingspligtiges situation ville give anledning til alvorlige økonomiske eller sociale vanskeligheder, og såfremt denne stats love tillader en sådan fritagelse for nationale fordringer.


Ligeledes er inddrivelsesstaten ikke forpligtet til at yde bistand, såfremt omkostningerne eller de administrative byrder for denne stat vil stå i et klart misforhold til den økonomiske fordel, som ansøgerstaten opnår. Se protokollens artikel PVAT.33, stk. 2

Desuden gælder der en tidsmæssig begrænsning af inddrivelsesstatens forpligtelse til at yde bistand til inddrivelse. Se protokollens artikel PVAT.33, stk. 3

"Den bistandssøgte myndighed er ikke forpligtet til at yde den i artikel PVAT.20 og artikel PVAT.22 til PVAT.31 omhandlede bistand, hvis den oprindelige anmodning om bistand efter artikel PVAT.20, PVAT.22, PVAT.23, PVAT.25 eller PVAT.31 vedrører fordringer, der er over fem år gamle regnet fra tidspunktet for fordringens forfaldsdato i den stat, hvor den bistandssøgende myndighed er hjemmehørende, frem til tidspunktet for fremsættelse af den oprindelige anmodning om bistand.

Hvis der imidlertid gøres indsigelse mod fordringen eller den oprindelige akt, der hjemler ret til eksekution i den stat, hvor den bistandssøgende myndighed er hjemmehørende, anses den femårige frist for at løbe fra det tidspunkt, hvor den stat, hvor den bistandssøgende myndighed er hjemmehørende, fastslår, at der ikke længere kan gøres indsigelse mod fordringen eller den akt, der hjemler ret til eksekution.

Hvis den stat, hvor den bistandssøgende myndighed er hjemmehørende, giver henstand med betalingen eller mulighed for betaling i rater, anses den femårige frist for at løbe fra det tidspunkt, hvor den samlede betalingsperiode udløber.

I disse tilfælde er den bistandssøgte myndighed dog ikke forpligtet til at yde bistand, som vedrører fordringer, der er over ti år gamle, regnet fra tidspunktet for fordringens forfaldsdato i den stat, hvor den bistandssøgende myndighed er hjemmehørende."

Forældelse

Det er forældelsesreglerne i ansøgerstaten, der gælder. For danske fordringer gælder derfor de danske forældelsesregler. Se protokollens artikel PVAT.34, stk. 1

Med hensyn til afbrydelse, suspension eller forlængelse af forældelsesfrister, er det som hovedregel inddrivelsesstatens lovgivning, som skal anvendes ved afgørelsen af, om der er sket afbrydelse med videre, dog under forudsætning af, at der er hjemmel for den tilsvarende virkning i ansøgerstaten.
Hvis afbrydelse med videre ikke er mulig efter inddrivelsesstatens lovgivning, kan der dog alligevel ske afbrydelse med videre efter ansøgerstatens lovgivning, ligesom ansøgerstaten selv kan foretage handlinger, der afbryder, suspenderer eller forlænger forældelsesfristen i overensstemmelse med dennes lovgivning, selvom fordringen er sendt til inddrivelse i udlandet. Se protokollens artikel PVAT.34, stk. 2◄

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.