Indhold

Afsnittet handler om, hvad indholdet af en gældssanering kan være.

Afsnittet indeholder:

• Bortfald eller nedsættelse af gæld
• Skæringstidspunktet for gældsposter
• Fordringer der ikke omfattes af gældssaneringskendelsen
• Fordringer der bortfalder ved gældssaneringskendelsen
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Bortfald eller nedsættelse af gæld

En gældssanering kan gå ud på bortfald eller nedsættelse af skyldners gæld. Se konkurslovens § 198. Hvorvidt skyldners gæld skal bortfalde helt eller nedsættes bestemmes ud fra en beregning af skyldners betalingsevne. Hvordan betalingsevnen beregnes, gennemgås i G.A.3.4.5.6.2 Fastsættelse af afdragsbeløbet og de enkelte indtægts- og udgiftsposter Fastsættelse af afdragsbeløbet og de enkelte indtægts- og udgiftsposter.

Grundlaget for skifterettens kendelse er skyldners forslag til gældens sanering, herunder til indholdet af en eventuel ordning til afvikling af den del af gælden, som fortsat skal bestå. Se konkurslovens § 213.

Skifteretten er ikke forpligtet til at følge skyldners forslag. Hvis skifteretten ikke kan godkende skyldners forslag, er skifteretten derfor ikke afskåret fra at afsige en kendelse, som tager skyldnerens forslag delvist til følge på visse nærmere fastsatte vilkår. Det forudsætter dog, at skyldner tiltræder disse vilkår for gældens sanering.

Bortfald af skyldners gæld

Bortfald af hele skyldners gæld kommer på tale, hvis skyldner i løbet af afdragsperioden kun vil kunne betale et uvæsentligt beløb. Dvs., hvis beregningen af skyldners betalingsevne viser, at skyldner ikke vil kunne foretage afdrag, eller kun vil kunne afdrage et ubetydeligt beløb. Se konkurslovens § 216, stk. 2, 1. pkt.

Nedsættelse af skyldners gæld

Skyldner vil få nedsat sin gæld, hvis beregningen af betalingsevnen viser, at skyldner vil kunne afdrage mere end et ubetydeligt beløb i løbet af afdragsperioden. I forbindelse med nedsættelse af gælden er det skifteretten, der træffer afgørelse om henstand med og afdragsvis betaling af den del af gælden, som skyldner skal betale. Afdragsperioden i en gældssanering udgør som hovedregel 3 år, men kan være længere når visse betingelser er opfyldt, jf. konkurslovens § 216, stk. 4. Se mere herom i G.A.3.4.5.6.3 Afdragsperiodens længde Afdragsperiodens længde.

Skæringstidspunktet for gældsposter 

Afgørende for, om en fordring omfattes af gældssaneringen, er som udgangspunkt, om fordringen er stiftet før gældssaneringens skæringsdag, jf. konkurslovens § 199, stk. 1. Der gælder dog visse undtagelser for krav på B-skatter og restskatter.

Reglerne om valg af skæringstidspunkt varierer alt efter om skyldner er under konkurs eller ej. De to situationer gennemgås herunder.

Skæringstidspunkt når skyldner ikke er under konkurs

Som hovedregel vil skæringstidspunktet være datoen for skifterettens afgørelse om gældssaneringssagens indledning, jf. konkurslovens § 199, stk. 1, jf. § 206.

Når særlige forhold taler derfor, kan skifteretten dog bestemme, at kendelsen kun skal omfatte fordringer, der er stiftet inden et af skifteretten fastsat tidligere tidspunkt, jf. konkurslovens § 199, stk. 1. Der sker herved en tilbagerykning af skæringstidspunktet, så gældssaneringskendelsen begrænses til kun at angå gæld, som er stiftet inden det tidspunkt skifteretten fastsætter. Skæringstidspunktet kan kun rykkes tilbage, ikke frem.

Denne mulighed tager sigte på tilfælde, hvor skyldners håbløse insolvenstilstand hovedsageligt må tilskrives den ældre del af gælden, og hvor der er en sådan forskel mellem arten og/eller omstændighederne ved pådragelsen af henholdsvis den ældre og den nyere del af gælden, at en forskelsbehandling er rimelig.

Dette vil navnlig kunne forekomme, når skyldner er tidligere erhvervsdrivende, hvis gældsproblemer skyldes gammel forretningsmæssig gæld. Her vil det ofte være urimeligt, hvis en kendelse om gældssanering i lige høj grad skulle ramme den ældre, betydelige forretningsmæssige gæld, som privat eller offentlig gæld af nyere dato, der ikke har sammenhæng med den ældre gæld.

Samme forhold vil også kunne gøre sig gældende, når den samlede gældsmasse dels består af et eller flere ældre krav af ganske betydelig størrelse, fx et erstatningskrav, konfiskationskrav mv., dels er sammensat af en flerhed af nyere "normale" gældsposter, som hver for sig er af beskeden størrelse og står i rimeligt forhold til skyldners nuværende indtægter.

Efter omstændighederne vil bestemmelsen derfor gøre det muligt, at rimelige omkostninger ved forsøg på at tilvejebringe en ordning af skyldners økonomiske forhold holdes uden for en gældssanering, samt at der ved en gældssanering i et vist omfang kan tages hensyn til "den daglige husholdnings kreditorer".

Det vil desuden være muligt at gennemføre gældssanering i sager, hvor skyldners forhold i relation til den nyere del af gælden ellers kunne føre til, at en i øvrigt velbegrundet gældssanering er udelukket.

Uanset om skæringstidspunktet flyttes, beregnes renter til tidspunktet for indledning af en gældssaneringssag. Se konkurslovens § 200, stk. 1, nr. 2.

Skæringstidspunkt når skyldner er under konkurs

Er skyldneren under konkursbehandling, omfatter kendelsen om gældssanering som udgangspunkt alene fordringer, der er stiftet inden konkursdekretets afsigelse. Se konkurslovens § 199, stk. 2.

Skifteretten kan dog bestemme, at kendelsen skal omfatte fordringer, der er stiftet inden et af skifteretten fastsat tidspunkt, der dog ikke kan fastsættes til et tidspunkt senere end skifterettens afgørelse om at indlede sag om gældssanering, jf. konkurslovens § 206.

Dette kan der være behov for i særlige tilfælde, hvor der er stiftet gæld i tiden efter konkursdekretets afsigelse og inden gældssaneringssagens indledning. Det noteres dog, at den omstændighed, at der er stiftet (forbrugs)gæld kort tid før indgivelse af en ansøgning om gældssanering, normalt vil tale afgørende imod gældssanering.

Særligt vedrørende skattekrav

Det skatteretlige princip om indkomstårets udelelighed, jf. kildeskattelovens § 22, fraviges i forbindelse med gældssanering. Det indebærer, at gældssaneringen omfatter visse skattekrav, selvom de normalt først anses for stiftet ved indkomstårets udløb.

For krav på B-skat gælder det, at disse omfattes af en kendelse om gældssanering, hvis B-skattekravets forfaldstidspunkt ligger inden gældssaneringens skæringstidspunkt, jf. konkurslovens § 199, stk. 1-2. Se konkurslovens § 199, stk. 3, 1. pkt.

For restskat gælder det, at krav herpå omfattes af en kendelse om gældssanering, hvis restskatten vedrører det indkomstår, som udløber efter gældssaneringens skæringstidspunkt, jf. konkurslovens § 199, stk. 1-2 Se konkurslovens § 199, stk. 3, 2. pkt.

Ovenstående medfører, at skyldneren i det igangværende indkomstår vil skulle betale A-skat af sin personlige indkomst og evt. B-skatterater, der forfalder efter gældssaneringssagens skæringstidspunkt. Opstår der herefter en restskat ved udgangen af indkomståret, vil denne blive saneret.

Forsøger skyldner at misbruge disse regler ved eksempelvis at øge sin restskat, må gældssanering nægtes med henvisning til, at skyldner har indrettet sig med henblik på gældssanering. Se G.A.3.4.5.2.2 De subjektive betingelser De subjektive betingelser. Skyldner er dog ikke forpligtet til at ændre sin forskudsopgørelse ved at forhøje sin forskudsindkomst med avancer/genvundne afskrivninger på aktiver, som er solgt inden gældssaneringens indledning. Det skyldes, at den heraf følgende restskat netop bør saneres.

Særligt om krav på tilbagebetaling af pension og boligstøtte

Krav på tilbagebetaling af pension efter pensionslovens § 39 b og tilbagebetaling af boligstøtte efter boligstøttelovens § 46 b anses for stiftet ved indkomstårets udløb. Se herved afgørelsen UfR 2021.1679 VLR.

Fordringer der ikke omfattes af gældssaneringskendelsen 

Som nævnt ovenfor er hovedreglen, at al gæld, som opfylder de tidsmæssige betingelser i konkurslovens § 199, stk. 1-3, omfattes af gældssaneringen. Dette suppleres af konkursloven § 200, stk. 3, der fastslår, at krav på bøder, tvangsbøder, værdikonfiskation og krav på betaling af tillæg til skat som følge af urigtig eller undladt selvangivelse har samme stilling som almindelige fordringer, selvom de under konkurs ville have status som § 98-krav.

Der er imidlertid særlige typer af fordringer, som ikke kan omfattes af gældssaneringskendelsen, jf. konkurslovens § 199, stk. 4. Dette gælder for pantefordringer i det omfang pantet strækker til. Panthaverne bindes dog fortsat af kendelsen, for den del af fordringen, som ikke dækkes af pantet.

Det betyder, at gældssaneringskendelsen ikke omfatter pantefordringer, der opnår dækning ved senere realisation. En eventuel udækket del vil være omfattet af gældssaneringen med den fastsatte dividende. 

Der er ikke hjemmel til, at skifteretten tvangsmæssigt kan nedskrive pantesikret gæld i forbindelse med en gældssaneringssag.

Andre sikkerhedsrettigheder såsom udlæg og ejendomsforbehold, der ikke kan omstødes, omfattes ligeledes ikke af gældssaneringen, jf. princippet i konkurslovens § 199, stk. 4. Det betyder, at sådanne udlæg m.v. kan realiseres uanset gældssaneringssagen. Da omstødelsesreglerne i konkurslovens kapitel 8 finder tilsvarende anvendelse ved gældssanering, skal disse dog observeres. Se konkurslovens § 221 og G.A.3.4.5.8.1 Omstødelse i forbindelse med gældssanering.

Skifteretten eller en eventuel medhjælper skal underrettes om krav, der falder uden for en kendelse om gældssanering.

Særligt om tjenestemandslån

Tjenestemænd kan give transport på lån til låneinstitutter, der er anerkendt til at yde de pågældende lån. Samtidig giver skyldneren tilladelse til, at långiver kan få udbetalt en del af skyldners løn eller pension som afdrag på gælden. Se tjenestemandslovens § 57 og § 49.

I en sag lånte en tjenestemand 35.000 kr. af Tjenestemændenes Låneforening på de vilkår, at den månedlige ydelse skulle indeholdes i hans løn og udbetales til långiver. Landsretten mente, at kravet ikke var omfattet af gældssaneringen efter princippet i konkurslovens § 199, stk. 4. Långiverens fordring blev altså anset som et sikret krav, og skulle derfor holdes udenfor gældssaneringssagen. Se UfR 1991.49 ØLR.

Overenskomstansatte der indgår i lignende låneaftaler, kan ikke sidestilles med tjenestemænd, da der ikke er det samme beskyttelseshensyn ved lønforskrivning over for overenskomstansatte som over for tjenestemænd. Sådanne krav skal derfor omfattes af gældssaneringen. Se UfR 2018.1591 VLR.

Særligt om beboerindskudslån

Krav i anledning af et beboerindskudslån efter boligstøttelovens §§ 56-57 anses for værende omfattet af konkurslovens § 199, stk. 4. Se UfR 1998.353 ØLR.

Særligt om investeringsfonds- og etableringskonti

Ved efterbeskatning af investeringsfonds- og etableringskontohenlæggelser kan udbetaling fra det kontoførende pengeinstitut ikke ske, før skattekravet er fyldestgjort.

Skattekravet er derfor sikret i kontoens indestående og kan, i det omfang kontoen strækker til, gøres gældende uanset den stedfundne gældssanering, fordi ordningen er en lovbestemt panteret. Se konkurslovens § 199, stk. 4. Det opståede skattekrav omfattes alene af gældssaneringen i det omfang, kravet ikke kan fyldestgøres gennem kontoens indestående.

Fordringer der bortfalder ved gældssaneringskendelsen

Ved kendelse om gældssanering bortfalder følgende fordringer, jf. konkurslovens § 200, stk. 1:

1. gaveløfter,
2. krav på de renter, der er påløbet de af kendelsen omfattede fordringer for tiden efter gældssaneringssagens indledning,
3. krav ifølge en leasingaftale, der pålægger skyldneren at anvise en køber af det leasede aktiv eller i øvrigt må anses for finansiel leasing, på ydelser, der angår perioden efter indledning af gældssaneringssag, og som ikke er omfattet af konkurslovens § 94, i det omfang fordringshaveren ikke kan godtgøre, at ydelserne må sidestilles med afdrag
4. krav på konventionalbod, i det omfang boden ikke er erstatning for et lidt tab.

De øvrige nævnte krav i konkurslovens § 98 er stillet som almindelige fordringer i gældssaneringen. Se konkurslovens § 200, stk. 3. Dette indebærer, at der ikke i gældssanering er tale om efterstillede krav på samme måde som i konkurs.

Alle kreditorer skal behandles lige. Dog kan en kreditor samtykke i en mindre gunstig behandling end den, de øvrige får. Se konkurslovens § 200, stk. 4.

Derudover bortfalder fordringer, som kun vil afkaste et uvæsentligt beløb. Se konkurslovens § 216, stk. 2, 2. pkt. Bestemmelsen anvendes særskilt på hver fordring, således at de mindste fordringer bortfalder, indtil de resterende fordringer hver især afkaster mere end et uvæsentligt beløb.

Bortfald af renter når skyldner er under konkurs

Er skyldneren under konkursbehandling, er udgangspunktet, at krav på renter af de af kendelsen omfattede fordringer, bortfalder for tiden efter konkursdekretets afsigelse. Se konkurslovens § 200, stk. 2.

Træffer skifteretten bestemmelse om, at skæringsdagen skal fastsættes til et andet tidspunkt end konkursdekretets afsigelse, anvendes de almindelige regler dog fortsat, hvorved renterne bortfalder for tiden efter indledningen af gældssaneringssagen. Se konkurslovens § 200, stk. 1.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området: