Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-1
<< >>

G.A.3.4.3.5.3 Skifterettens rolle

Indhold

Dette afsnit omhandler skifterettens rolle i forbindelse med mødet om rekonstruktionsforslaget.

Afsnittet indeholder:

  • Skifteretten skal stadfæste rekonstruktionsforslaget før det er gyldigt
  • Tilfælde hvor skifteretten skal nægte at stadfæste rekonstruktionsforslaget
  • Tilfælde hvor skifteretten kan nægte at stadfæste rekonstruktionsforslaget
  • Kære af skifterettens stadfæstelse

Skifteretten skal stadfæste rekonstruktionsforslaget før det er gyldigt

Det vedtagne rekonstruktionsforslag er ikke gyldigt, før skifteretten har stadfæstet det. Se konkurslovens § 13 e, stk. 1.

Indsigelse mod en stadfæstelse af rekonstruktionsforslaget skal fremsættes senest i det møde, hvor der stemmes om rekonstruktionsforslaget. Skifteretten kan give en kort frist til nærmere begrundelse af indsigelsen. Se konkurslovens § 13 e, stk. 2.

Tilfælde hvor skifteretten skal nægte at stadfæste rekonstruktionsforslaget

Skifteretten skal nægte at stadfæste et rekonstruktionsforslag i følgende situationer:

  1. Hvis fejl ved fremgangsmåden under behandlingen af rekonstruktionsforslaget eller ufuldstændighed i de tilvejebragte oplysninger må antages at have haft væsentlig betydning for resultatet af stemmeafgivningen. Se konkurslovens § 13 e, stk. 3, nr. 1
  2. Hvis rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse om tvangsakkord, der ikke er forenelig med konkurslovens § 10 a, eller forslaget i øvrigt er i strid med loven. Se konkurslovens § 13 e, stk. 3, nr. 2.
  3. Hvis skyldneren eller tredjemand for at indvirke på afstemningen har tilsagt nogen fordringshaver fordele uden for rekonstruktionen. Se konkurslovens § 13 e, stk. 3, nr. 3.

I det tilfælde, der er nævnt i nr. 3, kan skifteretten udsætte sin afgørelse, indtil rekonstruktionsforslaget har været underkastet en ny afstemning inden for fristen i konkurslovens § 13, stk. 1, eller en eventuel forlænget frist efter konkurslovens § 13 a. Se konkurslovens § 13 e, stk. 4.

Skifteretten skal nægte at stadfæste et rekonstruktionsforslag, hvis skyldner er en fysisk person og hvis skylder ikke ville kunne opnå gældssanering som følge af groft uforsvarlig forretningsførelse eller strafbare forhold. Se konkurslovens § 13 e, stk. 5, nr. 1.

Skifteretten skal nægte at stadfæste et rekonstruktionsforslag, hvis det medfører, at fordringshaverne bliver dårligere stillet end de var blevet under en konkursbehandling. Se konkurslovens § 13 e, stk. 6, 1. pkt.

Der skal være tale om en konkret helhedsvurdering af, hvilken dividende der kan forventes opnået i tilfælde af en konkurs.

Endelig skal skifteretten nægte at stadfæste rekonstruktionsforslaget, hvis følgende betingelser alle opfyldt:

  • Forslaget indeholder bestemmelse om tvangsakkord,
  • Skyldner er en fysisk person, der ikke udøver erhvervsmæssig virksomhed,
  • Det samlede beløb, som skyldner skal betale ifølge rekonstruktionsforslaget, er mindre end det samlede beløb som skyldner ville skulle betale i tilfælde af en gældssanering.

Se konkurslovens § 13 e, stk. 6.

Tilfælde hvor skifteretten kan nægte at stadfæste rekonstruktionsforslaget

Skifteretten kan nægte at stadfæste et rekonstruktionsforslag, hvis skyldner er en fysisk person og hvis skyldner ikke ville kunne opnå gældssanering som følge af uforsvarlige handlinger i økonomiske anliggender eller erstatningspådragende forhold. Se konkurslovens § 13 e, stk. 5, nr. 2.

Betinget stadfæstelse

Skifteretten kan betinge stadfæstelsen af, at skyldneren undergiver sig tilsyn af rekonstruktøren. Tilsynet skal påse, at skyldneren overholder vilkårene for rekonstruktionen og ikke bliver ude af stand til dette på grund af sin forretningsførelse eller sit forbrug. Tilsynet kan med dette formål for øje give skyldneren særlige anvisninger. Skyldneren skal give tilsynet alle fornødne oplysninger. Hvis skyldneren bringer fordringshavernes ret i fare, skal tilsynet give indberetning om dette til skifteretten, der ved indkaldelse til møde eller på anden måde gør fordringshaverne bekendt med indberetningen. Se konkurslovens § 13 e, stk. 7

Hvis skyldnerens bo tages under konkursbehandling samtidig med rekonstruktionsbehandlingens ophør, er konkurslovens § 13 e, stk. 7, ikke relevant. Konkurslovens § 13 e, stk. 7, vil derfor i praksis kun være relevant, hvis rekonstruktionsforslaget indeholder en bestemmelse om tvangsakkord.

Kære af skifterettens stadfæstelse

Skifterettens stadfæstelse eller nægtelse af stadfæstelse af rekonstruktionsforslaget kan kæres til landsretten. Se konkurslovens § 248, stk. 2. Fristen for dette er to uger. Se konkurslovens § 251, stk. 1.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
BEREGNER
Med Skatteberegning 2023, kan du beregne skatten for indkomståret 2023. Da skatteberegneren har form af et Excel-regneark, er det muligt at gemme de indtastede oplysninger på din egen computer. Skal du beregne skatten for indkomståret 2022, skal du i stedet benytte Skatteberegning 2022.
Spørg om skat
,, Skattemyndighedernes opgave er at forvalte den lovgivning, som gælder på skatteområdet. Ved varetagelsen af denne opgave skal myndighederne opretholde borgernes tillid til, at myndighederne holder sig til lovgrundlaget. Den opretholdes ikke, hvis myndighederne giver skatteyderen en opfattelse af, at en lovbunden afgørelse - f.eks. en skatteansættelse - er genstand for forhandling med SKAT.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.