F.A.9.1.2 Lovgrundlag

Reglerne om varernes oprindelse findes i EU-parlamentets og Rådets forordning (EUTK) art. 59-68. Der hører to forordninger til EUTK, hvor der også fremgår regler om varernes oprindelse. Disse er

• Kommissionens delegerede forordning 2015/2446 (DF) art. 31-70

• Kommissionens gennemførelsesforordning 2015/2447 (GF) art. 57-126.

Ovenstående forordninger indeholder bestemmelser om ikkepræferenceoprindelse og præferenceoprindelse.

Forordningerne beskriver bl.a. regler og procedure for, hvordan varer kan opnå oprindelse i et bestemt land, bevis for oprindelse, kumulation, verifikation af oprindelsesbeviser og Registrerede Eksportør system (REX)

Den delegerede forordning (DF) vedrører til dels basale toldregler om fastsættelse af varernes oprindelse, herunder regler om forarbejdning eller bearbejdning af varer.

Reglerne i gennemførelsesforordningen (GF) indeholder bl.a. reglerne for anvendelse af REX systemet.

Endelig findes der bestemmelser i bekendtgørelse om Toldbehandling §§ 128-132 som omhandler regler for udstedelse af ikkepræferenceoprindelsescertifikater i Danmark.

For varer med præferenceoprindelse findes lovgrundlaget, ud over reglerne i DF og GF, i de handelsaftaler som EU har indgået med 3. lande om præference. De kan inddeles i henholdsvis

• ensidige handelsaftaler, eller

• gensidige handelsaftaler.

Disse handelsaftaler indeholder regler og krav til varerne, som skal være opfyldt, før disse kan komme ind i EU eller aftalelandet til en lavere told end den tarifmæssige told, altså præferencetold.

At en handelsaftale er ensidig betyder, at der kun er mulighed for præferencetold ved import til EU fra 3. landet samt ved eksport fra EU med henblik på bilateral kumulation ved import til 3. landet. Ved en gensidig handelsaftale er der mulighed for præferencetold både ved import til EU men også ved import til 3. landet.

Lovgrundlaget for både de ensidige og de gensidige præferencearrangementer er fastsat i de enkelte handelsaftaler, som kan findes i afsnit F.A.9.5 Oversigt over indgåede handelsaftaler mellem EU og tredjelande.

Det skal bemærkes, at disse handelsaftaler, er indgået af EU og skal anses som en retsakt fra en af Unionens institutioner på lige fod med andre retsakter, som fx forordninger og direktiver.

Se art. 217, 218 og 267 i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde.

Det er bekræftet af EU-Domstolen i sag 22/70 AETR, at EU har kompetence til at indgå internationale aftaler. Domstolen udtalte, at bestemmelserne i disse aftaler, fra ikrafttrædelsen af en sådan aftale, udgør en integrerende del af EU-retten, og at Domstolen efter EU-retten har kompetence til at afgøre spørgsmål vedrørende fortolkningen af sådanne aftaler.

Se også sag 12/86, Demirel, præmis 7, og sag C-162/96, Racke, præmis 41, hvor dette er bekræftet.