Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-1
<< >>

E.A.1.9 Efterlevelse af reglerne for tildeling af statsstøtte (visse afgiftslempelser), herunder indberetning til EU's statsstøtteregister

Indhold

Skatteministeriet har en række ordninger, der har karakter af statsstøtte, og som er omfattet af Europa-Kommissionens krav om offentliggørelse af oplysninger om støttetildelinger.

Dette afsnit indeholder reglerne om efterlevelse for tildeling af statsstøtte, herunder regler for indberetningen af oplysninger om støttetildelinger. Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag
  • Ordninger omfattet af kravet om efterlevelse af reglerne for tildeling af statsstøtte og af kravet om indberetning.

Regel og lovgrundlag

Ved lov nr. 1558 af 13. december 2016 er gennemført tilpasninger af afgiftslovgivningen til Europa-Kommissionens statsstøttereform om modernisering af Den Europæiske Unions statsstøttepolitik. Reformen betyder bl.a., at der bliver skabt større åbenhed om tildeling af statsstøtte. Samtidig er processen i forbindelse med godkendelse af støtteordninger gjort smidigere. Det er som led heri nødvendigt at forpligte de virksomheder, der modtager over 500.000 euro eller derover i støtte pr. støtteordning pr. kalenderår, til at indberette støttebeløbet til Skatteforvaltningen.

Da Skatteforvaltningen ikke har mulighed for i forbindelse med virksomhedernes indberetning at isolere de enkelte støttebeløb på baggrund af de nuværende indberettede datagrundlag, er de berørte virksomheder nødt til selv at vurdere, om virksomhederne er omfattet af kravet om indberetning.

Virksomhederne skal opgøre, hvor meget virksomhederne har modtaget i støtte under de enkelte støtteordninger og tidspunktet for modtagelsen af støtten, før det kan afgøres, hvorvidt de enkelte virksomheder er omfattet af kravet om indberetning. Virksomheder, som er omfattet af kravet om indberetning, skal indberette relevante beløb og andre oplysninger til Skatteforvaltningen.

Lov nr. 1558 af 13. december 2016 bemyndiger skatteministeren til at fastsætte de nærmere regler for indberetning og offentliggørelse af påkrævede oplysninger i Europa-Kommissionens statsstøtteregister. Denne bemyndigelse er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 478 af 15. maj 2017 om indberetning og offentliggørelse af oplysninger om statsstøtte på skatteområdet. Bekendtgørelsen er ophævet ved udgangen af juni måned 2019.

Ved lov nr. 331 af 30. marts 2019 bemyndiges skatteministeren til at fastsætte nærmere regler om, at virksomheder ikke kan opnå tilbagebetaling efter miljø- og energibeskatningslovene, når de ikke opfylder de til enhver tid gældende betingelser for at modtage støtte. Denne bemyndigelse er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 566 af 3. maj 2019 om efterlevelse af regler for tildeling af statsstøtte på skatteområdet, som er ændret ved bekendtgørelse nr. 1356 af 16. juni 2021.

I bekendtgørelsen om efterlevelse af regler for tildeling af statsstøtte på skatteområdet gengives de tidligere regler for indberetning og offentliggørelse af oplysninger om statsstøtte, og derudover udnyttes bemyndigelsen til at udstede regler vedrørende kriseramte virksomheder. Se § 7 i bekendtgørelsen. Bekendtgørelsen har virkning fra 1. juli 2019.

Statsstøtte skal som udgangspunkt anmeldes til og godkendes af Europa-Kommissionen, medmindre støtten er omfattet af anvendelsesområdet for Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108 (gruppefritagelsesforordningen) og Kommissionens Forordning (EU) 2020/972 af 2. juli 2020 om ændring af forordning (EU) nr. 1407/2013 for så vidt angår forlængelse og ændring af forordning (EU) nr. 651/2014 for så vidt angår forlængelse og relevante tilpasninger. Gruppefritagelsesforordningen giver medlemsstaterne mulighed for - inden for et afgrænset område og under iagttagelse af visse betingelser - at iværksætte støtteordninger uden Europa-Kommissionens forudgående godkendelse.

Støtteordninger på baggrund af Europa-Kommissionens retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi (meddelelse fra Europa-Kommissionen 2014/C 200/01) (retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi) og Meddelelse fra Kommissionen 2020/C 224/02 skal godkendes.

Støtteordningerne, som er omtalt i dette afsnit (se opdelingen af ordningerne nedenfor), er iværksat med hjemmel i gruppefritagelsesforordningen eller retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi.

Det følger af gruppefritagelsesforordningens artikel 1, nr. 4, litra c, at kriseramte virksomheder ikke må tildeles statsstøtte på baggrund af gruppefritagelsesforordningens regler. En kriseramt virksomhed defineres i gruppefritagelsesforordningens artikel 2, nr. 18, som en virksomhed, for hvilken mindst én af følgende omstændigheder gælder:

"a) for selskaber med begrænset ansvar (bortset fra en SMV, der har bestået i mindre end tre år, eller, med hensyn til støtteberettigelse til risikofinansieringsstøtte, en SMV inden for de første syv år efter dens første kommercielle salg, der efter en due diligence-undersøgelse foretaget af den udvalgte finansielle formidler opfylder betingelserne for risikofinansieringsinvestering), når over halvdelen af selskabets tegnede kapital er forsvundet som følge af akkumulerede tab. Dette er tilfældet, når der ved at trække de akkumulerede tab fra reserverne (og alle andre poster, der almindeligvis betragtes som en del af virksomhedens egenkapital) forekommer et negativt akkumuleret beløb på over halvdelen af den tegnede kapital. I denne bestemmelse forstås ved »selskab med begrænset ansvar« navnlig de virksomhedstyper, der nævnes i bilag I i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU ..., og »kapital« omfatter, når det er relevant, en eventuel kurspræmie

b) for selskaber, hvor mindst nogle af selskabsdeltagerne hæfter ubegrænset for selskabets gæld (bortset fra en SMV, der har bestået i mindre end tre år, eller, med hensyn til støtteberettigelse til risikofinansieringsstøtte, en SMV inden for de første syv år efter dens første kommercielle salg, der efter en due diligence-undersøgelse foretaget af den udvalgte finansielle formidler opfylder betingelserne for risikofinansieringsinvestering), når over halvdelen af selskabets kapital som opført i selskabets regnskaber er forsvundet som følge af akkumulerede tab. I denne bestemmelse forstås ved »selskab, hvor mindst nogle af selskabsdeltagerne hæfter ubegrænset for selskabets gæld« navnlig de virksomhedstyper, der er nævnt i bilag II i direktiv 2013/34/EU

c) når virksomheden er under konkursbehandling eller efter de nationale regler opfylder kriterierne for konkursbehandling på begæring af dens kreditorer

d) når virksomheden har modtaget redningsstøtte og endnu ikke har tilbagebetalt lånet eller bragt garantien til ophør eller har modtaget omstruktureringsstøtte og stadig er underlagt en omstruktureringsplan

e) når virksomheden ikke er en SMV og i de seneste to år har haft og stadig har:

1) en gældsandel, dvs. et forhold mellem bogført gæld og egenkapital, på over 7,5 og

2) en EBITDA-rentedækningsrate på under 1,0"

Endvidere følger det af retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi, punkt 16 (herunder fodnote 19 til punkt 16), at der ikke må ydes støtte til kriseramte virksomheder efter disse retningslinjer. Se meddelelse fra Kommissionen 2014/C 200/01 (punkt 16) og meddelelsen fra Kommissionen 2004/C 244/02 (punkt 2.1).

En virksomhed betragtes uanset størrelse efter retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi som værende i krise under følgende omstændigheder:

  • hvis der er tale om et selskab med begrænset ansvar, når over halvdelen af den tegnede kapital er forsvundet, og over en fjerdedel af denne kapital er gået tabt i løbet af de sidste tolv måneder
  • hvis der er tale om et selskab, hvor i det mindste nogle af deltagerne hæfter ubegrænset for virksomhedens gæld, når over halvdelen af egenkapitalen som opført i virksomhedens regnskaber er forsvundet, og over en fjerdedel af denne kapital er gået tabt i løbet af de sidste tolv måneder
  • når virksomheden, uanset dens selskabsform, efter de nationale regler opfylder betingelserne for konkursbehandling mv.

Det har ingen betydning for, hvorvidt en virksomhed er kriseramt, om den modtager et støttebeløb, der er over eller under grænsen på 500.000 euro. Se ovenfor.

Udover ovennævnte definitioner for kriseramte virksomheder, jf. gruppefritagelsesforordningen og retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi, fremgår det endvidere af bekendtgørelse nr. 566 af 3. maj 2019, som er ændret ved bekendtgørelse nr. 1356 af 16. juni 2021, at såfremt Skatteforvaltningen konstaterer, at en virksomhed er kriseramt, så træffer Skatteforvaltningen afgørelse om, at virksomheden ikke er berettiget til støtte i henhold til de relevante ordninger indtil det tidspunkt, hvor de forhold der begrunder, at virksomheden er kriseramt, ikke længere foreligger. Enhver virksomhed skal på forlangende forsyne Skatteforvaltningen med de informationer, som er nødvendige for, at Skatteforvaltningen kan vurdere, om virksomheden er kriseramt.

Ordninger omfattet af kravet om efterlevelse af reglerne for tildeling af statsstøtte og af kravet om indberetning

En virksomhed, der modtager støtte omfattet af en eller flere nedenstående ordninger, kan være omfattet af kravet om indberetning.

Iværksatte støtteordninger med hjemmel i gruppefritagelsesforordningen er:

Godkendte støtteordninger på baggrund af retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi er:

Denne opdeling fremgår af lovforslag 29/2016. Opdelingen har betydning for, hvilken af de to ovennævnte definitioner af kriseramte virksomheder, som finder anvendelse.

Virksomheder, som skal opgøre

Opgørelsen skal ske pr. juridisk enhed identificeret ved et cvr-nummer. Indberetningen skal ske pr. juridisk enhed, uanset evt. fællesmomsregistreringer eller delregistreringer.

Omregning fra kroner til euro

Omregningen fra danske kroner til euro skal ske efter den kurs, der gjaldt den første arbejdsdag i oktober i det år, indberetningen vedrører, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Indberetningen for støtte ydet i fx 2018 skal således omregnes efter den kurs, der gælder mandag den 1. oktober 2018. Satsen for 2018 er 7,4557 kr./euro. Dvs. 500.000 euro i 2018 svarer til 3.727.850 kr.

Hvad skal indberettes og hvornår

Gennemsigtighedskravet trådte i kraft den 1. juli 2016. Første indberetning til Skatteforvaltningen skal ske senest den 1. september 2017 og efterfølgende senest den 1. september i året, der følger efter støttetildelingen.

For så vidt angår støtte i form af skattefordele, skal oplysningerne offentliggøres i Europa-Kommissionens statsstøtteregister senest 1 år fra indberetning af støttebeløbet til Skatteforvaltningen. Virksomhederne skal derfor i fx 2019 indberette støttebeløb til Skatteforvaltningen, som er ydet i perioden fra 1. januar 2018 til 31. december 2018, hvis støttebeløbet i den enkelte ordning udgør 500.000 euro eller derover i et kalenderår.

Støtten skal opgøres samlet for hele perioden.

Indberetningspligten for 2016 vedrører alene perioden fra 1. juli 2016 til 31. december 2016, og når et støttebeløb overstiger 500.000 euro. Indberetningspligten følger efter 2016 hele kalenderår, og når et støttebeløb overstiger 500.000 euro. Dvs. der kan være virksomheder, som ikke er omfattet af kravet om indberetning for 2016, men vil være omfattet af kravet om indberetning for 2017 og fremadrettet.

De oplysninger, der skal offentliggøres i Europa-Kommissionens statsstøtteregister, er:

  • Støttebeløbets størrelse
  • Støttemodtagerens navn
  • Virksomhedens størrelse (SMV eller stor virksomhed)
  • Støtteinstrument (direkte tilskud, lån, garanti, skattefordel)
  • Dato for støttens tildeling Datoen for støttetildelingen skal angives som den 31. december i det kalenderår, som lempelsen vedrører
  • Formålet med støtten (eksempelvis støtte til miljøbeskyttelse)
  • Støttetildelende myndighed
  • Link til støttens gennemførelsesbestemmelse (national lovgivning)
  • Støtteforanstaltningens betegnelse.

Skatteforvaltningen er i besiddelse af flere af ovenstående oplysninger, men virksomhederne skal selv indberette bl.a. støttebeløbets størrelse.

Indberetningen foretages elektronisk efter Skatteforvaltningens nærmere anvisning, herunder hvilke oplysninger, som skal indberettes. Anvisningen vil fremgå af Skatteforvaltningens hjemmeside om indberetning af oplysninger til EU's register om statsstøtte.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.