D.A.8.1.1.9 Reduceret momsgrundlag ved salg af egne kunstgenstande ML § 30, stk. 4
Indhold
Dette afsnit omhandler opgørelse af momsgrundlaget ved salg af egne kunstgenstande.
Afsnittet indeholder:
- Lovgrundlag
- Momsregistreringsgrænsen
- Definition: Kunstgenstande
- Definition: Reduceret momsgrundlag
- Betingelser for at anvende et reduceret momsgrundlag
- Sondringen mellem kunstgenstande og kunstneriske ydelser
- Kunstnerisk medhjælp
- Kunstudstilling og udstillingsvederlag
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Se også
Se også afsnit D.A.18.3.3 Begrebet "kunstgenstande" ML § 69, stk. 4 om ML (momsloven) § 69, stk. 4, om kunstgenstande.
Lovgrundlag
Kunstneres salg af egne kunstværker var momsfri, indtil momsloven blev ændret ved lov nr. 375 af 18. maj 1994. Momsfritagelsen blev ændret til en regel om reduceret momsgrundlag. Se ML (momsloven) § 30, stk. 3. Samtidig hermed blev der indført en særlig høj registreringsgrænse. Se ML (momsloven) § 48, stk. 2, nr. 2.
ML (momsloven) § 30, stk. 4, har følgende ordlyd:
"Stk. 4 Kunstnere eller disses arvinger kan ved førstegangssalg af kunstnerens egne kunstgenstande, jf. § 69, stk. 4, afgiftsberigtige de pågældende genstande på et reduceret grundlag svarende til 20 pct. af afgiftsgrundlaget som fastsat efter §§ 27-29."
Bestemmelsen blev stk. 4 ved § 5, nr. 7, i lov nr. 1240 af 11. juni 2021.
Momssystemdirektivets artikel 81 har følgende ordlyd:
"De medlemsstater, der pr. 1. januar 1993 ikke gjorde brug af muligheden for at anvende en nedsat sats i henhold til artikel 98, kan, når de gør brug af muligheden i artikel 89, fastsætte, at afgiftsgrundlaget for de i bilag III, nr. 26), omhandlede leveringer af kunstgenstande er lig med en brøkdel af det beløb, der er fastlagt efter artikel 73, 74, 76, 78 og 79.
Den i stk. 1 omhandlede brøkdel fastlægges på en sådan måde, at den moms, der skal betales, udgør mindst 5 % af det beløb, der er fastlagt efter artikel 73, 74, 76, 78 og 79."
Se direktiv 2022/542, artikel 1, nr. 4.
Momssystemdirektivets bilag III, nr. 26, har følgende ordlyd:
"Liste over leveringer af varer og ydelser, som kan belægges med de i artikel 98 omhandlede nedsatte satser og fritagelsen med ret til fradrag af moms
1) (...)
26) Leveringer af kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter anført i bilag IX, del A, B og C
27) (...)
Se direktiv 2022/542, artikel 1, nr. 22 og 23, samt bilag.
BILAG IX har følgende ordlyd:
KUNSTGENSTANDE, SAMLEROBJEKTER OG ANTIKVITETER OMHANDLET I ARTIKEL 311, STK. 1, NR. 2), 3) OG 4)
DEL A
Kunstgenstande
DEL B
Samlerobjekter
DEL C
Antikviteter
Varer, der hverken er kunstgenstande eller samlerobjekter, men som er over 100 år gamle (KN-kode 9706 00 00 ).
Før 6. april 2022 havde artikel 81 følgende ordlyd:
"De medlemsstater, der pr. 1. januar 1993 ikke gjorde brug af muligheden for at anvende en nedsat sats i henhold til artikel 98, kan, når de gør brug af muligheden i artikel 89, fastsætte, at afgiftsgrundlaget for de i artikel 103, stk. 2, omhandlede leveringer af kunstgenstande er lig med en brøkdel af det beløb, der er fastlagt efter artikel 73, 74, 76, 78 og 79.
Den i stk. 1 omhandlede brøkdel fastlægges på en sådan måde, at den moms, der skal betales, udgør mindst 5 % af det beløb, der er fastlagt efter artikel 73, 74, 76, 78 og 79."
Om artikel 89, se afsnit D.A.8.3.1 Lovgrundlag og D.A.8.3.4 Særregler.
Momssystemdirektivets artikel 103, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:
"Stk. 1. Medlemsstaterne kan bestemme, at den nedsatte sats eller en af de nedsatte satser, som de anvender i overensstemmelse med artikel 98 og 99, ligeledes finder anvendelse på indførsel af kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter som defineret i artikel 311, stk. 1, nr. 2), 3) og 4).
Stk. 2. Når de gør brug af den i stk. 1 omhandlede mulighed, kan medlemsstaterne ligeledes anvende den nedsatte sats på følgende leveringer:
- leveringer af kunstgenstande, der foretages af kunstneren eller dennes retssuccessorer
- leveringer af kunstgenstande, der foretages lejlighedsvis af en afgiftspligtig person, der ikke er en afgiftspligtig videreforhandler, når kunstgenstandene er blevet indført af den afgiftspligtige person selv eller er blevet leveret til ham af kunstneren eller dennes retssuccessorer, eller når de har givet ham ret til at fradrage det fulde momsbeløb."
Bemærk, at artikel 103 er ophævet med virkning fra 1. januar 2025. Se direktiv 2022/542, artikel 1, nr. 12, og artikel 3.
Momsregistreringsgrænsen
Der gælder en særlig høj registreringsgrænse for kunstneres salg af egne kunstværker. Læs mere herom i afsnit D.A.14.2.4 Førstegangssalg af kunstværker ML § 48, stk. 2, nr. 2.
Selvom en kunstner er momsregistreret efter momslovens almindelige regler, er den forhøjede registreringsgrænse i ML (momsloven) § 48, stk. 2, nr. 2, stadig gældende for kunstnerens førstegangssalg af egne værker. Se SKM2002.263.TSS.
Definition: Kunstgenstande
Den toldmæssige tarifering af varerne bestemmer, om der er tale om en kunstgenstand. Se ML (momsloven) § 69, stk. 4 og afsnit D.A.18.3.3 Begrebet "kunstgenstande" ML § 69, stk. 4 om kunstgenstande.
Ved eksempelvis tarifering efter ML (momsloven) § 69, stk. 4, nr. 2 om skulpturer, skal der lægges vægt på, om genstandene kan anses potentielt at konkurrere med produkter med tilsvarende funktion og udseende.
En tarifering i Toldtariffen kapitel 99 omfatter ikke genstande, som i kraft af deres ydre form ligner tilsvarende produkter, som er fremstillet industrielt eller håndværksmæssigt, og som de kan konkurrere med. Det gælder, selvom genstanden er fremstillet i hånden af berømte kunstnere i begrænset antal, eller at de samles af liebhavere og udstilles på museer. Det har heller ikke betydning, at genstanden er signeret. Se sag C-228/89, Firma Farfalla Flemming & Partner.
Glasprodukter, herunder vaser, skåle, fade, lysestager/lyseholdere, elektriske belysningsartikler mv., kunne efter deres fremtræden ikke anses at konkurrere med produkter med tilsvarende funktion og udseende. Se SKM2001.270.LSR.
Vaser, fade, skåle, smykker, figurer, vinglas, vandkander og fyrfadslysestager var glasarbejder af håndværksmæssig art med karakter af handelsvarer, og varer af kommerciel karakter til dekoration og udsmykning. De var derfor ikke omfattet af Toldtariffens position 9703/KN-kode 9703. Glasarbejder er nemlig handelsvarer, når de efter deres ydre form ligner tilsvarende produkter, som er fremstillet industrielt eller håndværksmæssigt. De befinder sig derved potentielt i en økonomisk konkurrencesituation med sådanne lignende glasarbejder. Se SKM2011.349.LSR.
Bronzeaftryk af en barnehånd/-fod var ikke kunstværker med kunstværkets karakter af helt personlige frembringelser. Se SKM2011.348.LSR.
Definition: Reduceret momsgrundlag
Kunstnere og kunstneres arvinger kan ved førstegangssalg af kunstneres egne værker momsberigtige værkerne på et reduceret grundlag, svarende til 20 pct. af momsgrundlaget. Se ML (momsloven) § 30, stk. 4.
ML (momsloven) § 30, stk. 4, finder anvendelse for såvel fysiske som juridiske personer. Se SKM2005.158.TSS.
Eksempel på det reducerede momsgrundlag
Hvis en kunstgenstand koster 10.000 kr. eksklusiv moms, skal momsbeløbet beregnes således:
- Det reducerede momsgrundlag beregnes som 20 pct. af 10.000 kr. = 2.000 kr.
- Momsbeløbet beregnes som 25 pct. af 2.000 kr. = 500 kr.
Der skal udstedes sædvanlig faktura, og momsbeløbets størrelse skal være angivet på fakturaen. Se SKM2002.167.TSS.
Betingelser for at anvende et reduceret momsgrundlag
Der er to betingelser, som begge skal være opfyldte, for at det er muligt at anvende et reduceret momsgrundlag efter ML (momsloven) § 30, stk. 4:
- Førstegangssalg: Der skal være tale om et førstegangssalg af kunstnerens egen kunstgenstand.
- Salg i eget navn: Kunstneren skal foretage salget af egne værker i eget navn.
Ad a) Førstegangssalg
Betingelsen for at anvende det reducerede momsgrundlag er, at der foreligger et førstegangssalg af kunstnerens egen kunstgenstand.
Ved vurderingen af, om der foreligger et førstegangssalg er det afgørende, om kunstneren fra starten har ejet den pågældende kunstgenstand. Se SKM2005.158.TSS.
I de tilfælde hvor en kunstner er ansat i et selskab og som lønmodtager fremstiller en kunstgenstand, jf. ML (momsloven) § 69, stk. 4, vil selskabet som udgangspunkt være ejer af kunstgenstanden fra starten. Det er derfor selskabet, der ved salg af kunstgenstanden, kan anvende det reducerede momsgrundlag, jf. ML (momsloven) § 30, stk. 4. Se SKM2005.158.TSS.
I de tilfælde, hvor kunstnervirksomheden er en juridisk person uden ansatte i selskabet, kan der ikke være fremstillet en kunstgenstand, som fra starten ejes af selskabet. Selskabet kan dog fra 3. part købe kunstnerydelser omfattet af ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 7, eller andre ydelser, til brug for fremstillingen af kunstgenstanden således, at selskabet på denne vis har ejet kunstgenstanden fra starten. Se SKM2005.158.TSS.
Når der ikke er tale om førstegangssalg, kan momsen for visse kunstgenstandes vedkommende beregnes efter reglerne for brugte varer. Se afsnit D.A.18.3.2 Begrebet ?brugte varer? ML § 69, stk. 3 om brugte varer.
ML (momsloven) § 30, stk. 4, omfatter salg af gengivelsesrettighederne til kunstnerens egne arbejder. Se MNA1980, 674.
ML (momsloven) § 30, stk. 4, omfatter kunstnerens salg af egne kunstværker, uanset om kunstværket betales som engangsydelse eller årlige licensydelser. Se AFG1982, 813DEP.
Ad b) Salg i eget navn
Kunstnere kan anvende det reducerede grundlag, når de sælger egne værker på kunstudstillinger, hvis salget foregår i kunstnerens eget navn.
Når et galleri eller en kunsthandler sælger en kunstgenstand ved et kommissionssalg, skal der derimod beregnes moms af den fulde salgspris. Se SKM2002.167.TSS.
Kunstnere kan også foretage førstegangssalg af egne kunstgenstande, når et galleri medvirker ved salget. Salget skal ske i kunstnerens navn, og kunstneren skal have ejendomsret til kunstgenstanden, indtil salget sker. Galleriet skal udstede fakturaen i kunstnerens navn. Se SKM2002.167.TSS, som er yderligere præciseret i SKM2008.144.SKAT.
Kunstnerens faktureringspligt kan anses for opfyldt, hvis galleriet i kunstnerens navn og for dennes regning udsteder en faktura til køberen af kunstværket. Det er altså ikke længere et krav, at galleriet skal anvende kunstnerens fakturapapir. Se SKM2008.144.SKAT, som præciserer SKM2002.167.TSS.
Sondringen mellem kunstgenstande og kunstneriske ydelser
ML (momsloven) § 30, stk. 4, omfatter kun varer. Ydelser er altså ikke omfattet af bestemmelsen.
Ved sondringen mellem kunstgenstande og kunstneriske ydelser lægges bl.a. der vægt på, at en vare kan sælges flere gange.
I SKM2004.136.LSR, som omhandler video / DVD / lysbillede-installationer, har Landsskatteretten lagt vægt på, at en ydelse er færdig efter præsentationen, imens en vare kan sælges flere gange. Landsskatteretten anså efter en konkret vurdering Video / DVD / lysbillede-installationerne for at være en ydelse, som er færdig efter præsentationen. Disse installationer blev ikke anset som kunstgenstande omfattet af ML (momsloven) § 69, stk. 4, og var dermed ikke omfattet af ML (momsloven) § 30, stk. 4, om reduceret momsgrundlag. Salg af lysskulpturer blev anset som levering af kunstneriske ydelser omfattet af ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 7.
I SKM2022.152.LSR, som omhandler udsmykning af en bygning og en plads/gårdrum foran bygningen lagde Landsskatteretten vægt på, at modtagerinstitutionen og tilskudsgiveren havde hyret virksomheden til at fremkomme med en ide til udsmykning af modtagerinstitutionens gårdsplads, samt til at udarbejde et skitseforslag på baggrund heraf, og efter godkendelse af dette til at realiseret værket baseret på skitseforslaget. Virksomhedens levering af kunstopgaven var således karakteriseret ved at består af en række omstændigheder og handlinger, af hvilken levering af det udførte værk kun udgjorde ét led, og som i overvejende grad bestod af tjenesteydelser. Landsskatteretten fandt derfor, at leverancen måtte anses for én samlet transaktion, der måtte kvalificeres som levering af en tjenesteydelse.
►I SKM2022.602.SR, som omhandler digital kunst (digitale billeder), hvilke sælges som kryptokunst, også kendt som NFT’er (non-fungible-tokens) lagde Skatterådet vægt på, at kryptokunsten leveres elektronisk, hvorfor der i momslovens forstand ikke tale om levering af et materielt gode, og derfor er der ikke tale om levering af vare, men en ydelse. Skatterådet tog dog herved ikke stilling til, om der var tale om en momsfritaget kunstnerisk ydelse, jf. ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 7.◄
Kunstnerisk medhjælp
Udtrykket "kunstnerens egne kunstgenstande" i ML (momsloven) § 30, stk. 4, omfatter også tilfælde, hvor værket udføres med delvis hjælp af andre efter kunstnerens personlige anvisninger og kontrol. Se SKM2007.540.SR.
Kunstudstilling og udstillingsvederlag
Et galleris levering af bistand med salg, lokaler mv. til kunstneren er momspligtigt. Se SKM2008.144.SKAT.
Det udstillingsvederlag, som en kunstner modtager for udstilling af sine værker, er omfattet af momslovens almindelige regler. Vederlaget skal derfor behandles efter momslovens almindelige regler, herunder den almindelige registreringsgrænse. Se SKM2002.263.TSS og SKM2004.136.LSR.
En kunstner, der er momsregistreret for udstilling af kunstværker, men ikke momsregistreret for førstegangssalg af kunstnerens egne kunstgenstande, har fradragsret for momsen af de udgifter, der relaterer sig direkte til udstilling af kunstværker. Kunstneren vil ikke kunne fratrække moms af udgifter til fremstilling af kunstværkerne (materialer mv.). Se SKM2002.263.TSS.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
EU-domme | ||
C-228/89, Firma Farfalla Flemming & Partner | Selv om de i hovedsagen omhandlede "paperweights" blev anset for kunstværker, kunne dette forhold ikke være afgørende for varens tarifering. Disse "paperweights" havde i kraft af deres ydre kendetegn og egenskaber tariferingsmæssigt karakter af handelsvarer, da de kunne konkurrere med produkter, som ser tilsvarende ud og fremstilles industrielt af berømte glasværker. Dette resultat kunne ikke ændres ved, at de i hovedsagen omhandlede "paperweights" var fremstillet i hånden af berømte kunstnere i begrænset antal, eller at de blev samlet af liebhavere og udstilles på museer, uden nogensinde at blive anerkendt som brevpressere. At den pågældende glaskunstner, som havde fremstillet "paperweight' ene", havde signeret dem, kunne heller ikke være afgørende for at kunne betegne dem som kunstværker i Toldtariffen kap. 99' s forstand. | |
Landsskatteretskendelser | ||
SKM2022.152.LSR | Sagen angik, hvorvidt en virksomheds aktivitet vedrørende en kunstopgave skulle anses som levering af en momsfritaget kunstnerisk ydelse i henhold til ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 7 eller om der rettelig var tale om førstegangssalg af et kunstværk, jf. ML (momsloven) § 30, stk. 3. Landsskatteretten fandt, at virksomhedens levering af kunstopgaven skulle kvalificeres som en kunstnerisk tjenesteydelse, jf. ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 11, litra f. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på, at det udført værk var resultatet af en flerhed af tjenesteydelser, af hvilke levering af det udførte værk kun udgjorde ét led, og som i overvejende grad bestod af tjenesteydelser. Efter en samlet vurdering fandt Landsskatteretten, at leverancen måtte anses for én samlet transaktion, der skulle kvalificeres som levering af én tjenesteydelse. Der blev herved bl.a. henset til, at virksomheden skulle levere en række specifikke kunstneriske ydelser bestående af ideen til udsmykning af bygningen og pladsen foran bygningen, skitsering af forslaget til udsmykningen samt iværksættelse og gennemførsel af udsmykningen ud fra skitsen, at modtagerinstitutionen havde pligt til at tegne og betale forsikring allerede fra arbejdets påbegyndelse, og at modtagerinstitutionen havde bestilt en kunstopgave, der skulle tilpasses netop modtagerinstitutionens gårdsplads. Modtagerinstitutionen havde således ikke ønsket blot at bestille et værk, men derimod et værk, som var udarbejdet på baggrund af en kunstnerisk ide, og som inddrog det eksisterende gårdrum og de omkringliggende bygninger. | |
SKM2011.349.LSR | Virksomhedens glasarbejder var ikke sammenlignelig med forholdet i SKM2001.270.LSR, da virksomhedens glasarbejder potentielt kunne anses at konkurrere med produkter med tilsvarende funktion og udseende. Virksomheden producerede og solgte vaser, fade, skåle, smykker, figurer, vinglas, vandkander og fyrfadslysestager. Landskatteretten fastslog, at samtlige virksomhedens produkter ikke kunne anses som kunstgenstande i henhold til ML (momsloven) § 69, stk. 4, nr. 2. Der var altså tale om glasarbejder af håndværksmæssig art med karakter af handelsvarer, og varer af kommerciel karakter til dekoration og udsmykning, hvorfor glasarbejderne ikke var omfattet af Toldtariffens position 9703/KN-kode 9703, jf. herved bl.a. de indledende bestemmelser til Toldtariffens kapitel 97 og de Forklarende Bemærkninger til 9703. Virksomhedens glasarbejder måtte anses for handelsvarer, når de efter deres ydre form lignede tilsvarende produkter, som var fremstillet industrielt eller håndværksmæssigt. De befinder sig derved potentielt i en økonomisk konkurrencesituation med sådanne lignende glasarbejder. | |
SKM2011.348.LSR | Bronzeaftryk af en barnehånd/-fod var ikke kunstværker med deres karakter af helt personlige frembringelser, hvorved indehaveren gav et æstetisk ideal udtryk, jf. EF-domstolens dom i sag C-228/89. Det ændrede ikke ved bedømmelsen, hvorvidt bronzeaftrykkene var fremstillet i hånden i et begrænset antal af indehaveren, herunder var signeret, eller at bronzeaftrykkene kunne tillægges kunstnerisk karakter. Bronzeaftrykket var dermed ikke omfattet af ML (momsloven) § 69, stk. 4, nr. 2. | |
SKM2004.136.LSR | Video / DVD / lysbillede-installationer blev ud fra en konkret vurdering ikke anset som kunstgenstande omfattet af ML (momsloven) § 69, stk. 4 og var dermed ikke omfattet af dagældende ML (momsloven) § 30, stk. 3 om reduceret momsgrundlag. Salg af lysskulpturer blev anset som levering af kunstneriske ydelser omfattet af ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 7. Der blev lagt vægt på, at en ydelse er færdig efter præstationen, imens en vare kan sælges flere gange. Udstillingsvederlag er et almindeligt momspligtigt vederlag for levering af en ydelse. | |
SKM2001.270.LSR | Glasprodukter, herunder vaser, skåle, fade, lysestager/lyseholdere, elektriske belysningsartikler mv. blev efter en konkret vurdering anset for at være omfattet af ML (momsloven) § 69, stk. 4, nr. 2, om skulpturer og dermed omfattet af dagældende ML (momsloven) § 30, stk. 3, om reduceret momsgrundlag. Told- og Skattestyrelsen udtalte under sagens behandling for Landsskatteretten, at styrelsen var enig med SKAT, idet produkterne vurderes at være i en potentiel økonomisk konkurrencesituation med lignende industrielt eller håndværksmæssigt fremstillede produkter. Til støtte for det anførte var der også henvist til EF-domstolens dom i sag C-228/89, særligt dennes præmisser 12, 13, 19, 20 og 22. Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, bemærkede, at Told- og Skattestyrelsens information vedrørende toldtariffens position 97 03, hvorefter også vaser, skåle etc. kunne være omfattet af denne position, måtte antages at være i overensstemmelse med praksis på området. På baggrund af det oplyste om fremstillingsprocessen samt at alle produkterne var fremstillet og signeret af A, der arbejdede alene på værkstedet, måtte de omhandlede produkter anses som unika. Herefter og idet de omhandlede produkter heller ikke efter deres fremtræden kunne anses potentielt at konkurrere med produkter med tilsvarende funktion og udseende, fandt disse retsmedlemmer, at de omhandlede produkter måtte anses for omfattet af toldtariffens position/KN-kode 97 03. Et retsmedlem bemærker, at Told- og Skattestyrelsens information om tariferingen af glaskunst ikke har dækning i de forklarende bemærkninger til toldtariffens position/KN-kode 97 03. På baggrund af EF-domstolens generelle betragtninger i sag C-228/89 må det antages, at EF-domstolen i givet fald vil finde, at produkter som de omhandlede ikke er skulpturer i henhold til toldtariffens position 97 03. Derimod findes de omhandlede produkter efter en analogi at kunne anses som keramiske produkter, og dermed omfattet af ML (momsloven) § 69, stk. 4, nr. 4, idet de kriterier, som er gengivet i Landsskatterettens kendelse i TfS 2000.156, også var opfyldt. | |
MNA1980, 674 | ML (momsloven) § 30, stk. 3, (dagældende) om reduceret momsgrundlag omfatter også salg af gengivelsesrettighederne til kunstnerens egne arbejder. | |
Skatterådet | ||
►SKM2022.602.SR◄ | ►Skatterådet kunne ikke bekræfte, at digital kunst (digitale billeder), hvilke sælges som kryptokunst, også kendt som NFT’er (non-fungible-tokens) kunne sælges med et reduceret afgiftsgrundlag, jf. ML (momsloven) § 30, stk. 4, jf. § 69, stk. 4, idet det alene var kunstgenstande, der udgør varer, der kunne sælges med et reduceret grundlag. Henset til, at kryptokunst leveres elektronisk, var der i momslovens forstand ikke tale om levering af et materielt gode, og derfor var der ikke tale om levering af vare, men en ydelse.◄ | |
SKM2018.616.SR | Skatterådet bekræftede, at Spørger ville kunne anvende reglerne om reduceret momsgrundlag ved salg af egne kunstgenstande, jf. dagældende ML (momsloven) § 30, stk. 3, selvom salget sker efter omdannelse af Spørgers enkeltmandsvirksomhed til et selskab, idet den påtænkte omdannelse må anses for en virksomhedsoverdragelse, jf. dagældende ML (momsloven) § 8, stk. 1, 3. pkt. Skatterådet bekræftede, at Spørgers arvinger ville kunne anvende reglerne om reduceret momsgrundlag ved salg af egne kunstgenstande, jf. dagældende ML (momsloven) § 30, stk. 3, selvom salget sker efter omdannelse af Spørgers enkeltmandsvirksomhed til et selskab i forbindelse med behandlingen af Spørgers dødsbo, idet den påtænkte omdannelse må anses for en virksomhedsoverdragelse, jf. dagældende ML (momsloven) § 8, stk. 1, 3. pkt. Skatterådet bemærkede, at selskabet i denne situation ikke må have til hensigt øjeblikkeligt at likvidere den pågældende virksomhed eller eventuelt at sælge lagerbeholdningen. | |
SKM2007.540.SR | Udtrykket "kunstnerens egne kunstgenstande" i dagældende ML (momsloven) § 30, stk. 3, omfatter også tilfælde, hvor værket udføres med delvis hjælp af andre, efter kunstnerens personlige anvisninger og kontrol. | |
Skatteministeriet | ||
AFG1982, 813DEP | Anvendelsen af ML (momsloven) § 30, stk. 4, om reduceret momsgrundlag gælder ved kunstnerens salg af egne kunstværker, uanset om kunstværket betales som engangsydelse eller årlige licensydelser. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed