Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-1
<< >>

C.H.2.1.19 Henstand

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne for henstand med betalingen af skat af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, der er omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Skatten af fortjenesten
  • Betingelser for henstand
  • Vilkår for henstand
  • Ansøgning om henstand.

Regel

Skattestyrelsen kan efter ansøgning tillade, at der gives henstand med betalingen af skatten af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, når omstændighederne, herunder navnlig hensynet til videreførelsen af en erhvervsvirksomhed, taler derfor. Se EBL (ejendomsavancebeskatningsloven) § 12, stk.1.

Bemærk

Henstand kan gives, uanset på hvilken måde fortjenesten er opstået (salg, skade mv.).

Skatten af fortjenesten

Tilladelse til henstand kan omfatte den del af skatten, som forholdsmæssigt falder på fortjenesten på den afståede ejendom. Se EBL (ejendomsavancebeskatningsloven) § 12, stk. 3.

Skatten beregnes som en forholdsmæssig andel af hver af de skatter, der indgår i skatteberegningen efter PSL (personskatteloven) §§ 6, 7 og 8, i det omfang en fortjeneste indgår i beregningsgrundlaget for skatten.

Det samlede beløb, der kan gives henstand med, udgør derfor summen af den forholdsmæssige andel af de kommunale indkomstskatter, sundhedsbidrag, bundskat og topskat efter fradrag af personfradrag, der kan henføres til fortjeneste ved afståelse af fast ejendom.

For juridiske personer eller andre, hvor skatten beregnes med en proportional skatteprocent, beregnes henstandsbeløbet som en forholdsmæssig andel af skatten.

Betingelser for henstand

Henstandsordningen er betinget af følgende:

  • Den afståede ejendom skal helt eller med en ikke uvæsentlig del have været anvendt i driften af en erhvervsvirksomhed
  • Den skattepligtige skal inden udløbet af det indkomstår, der følger efter det, hvor fortjenesten er konstateret, anskaffe anden fast ejendom. Denne ejendom skal også helt eller med en ikke uvæsentlig del indgå i driften af en erhvervsvirksomhed
  • Der skal stilles sikkerhed for betalingen af henstandsbeløbet.

Sikkerheden kan fx bestå i et skadesløsbrev med oprykkende prioritetspanteret i den nyerhvervede ejendom efter de prioriteter, der indestår ved overtagelsen, men inden for kontantejendomsværdien. Sikkerhed kan dog også stilles i form af bankgaranti eller lignende.

For at få henstand skal anskaffelsessummen for den eller de genanskaffede faste ejendomme mindst svare til afståelsessummen for den afståede ejendom. Ganske uvæsentlige differencer er dog ikke til hinder for, at der kan gives henstand.

Se EBL (ejendomsavancebeskatningsloven) § 12, stk. 2 og 3.

Bemærk

Er fortjenesten konstateret i anledning af en skade, udløber fristen for at genanskaffe dog først med udgangen af det indkomstår, der følger efter det, hvor erstatningen er endeligt fastsat. Når der er ganske særlige omstændigheder, kan fristerne for at genanskaffe forlænges efter ansøgning. Se EBL (ejendomsavancebeskatningsloven) § 12, stk. 4.

Vilkår for henstand

Henstanden gives i øvrigt på nærmere vilkår, der fastsættes i hvert enkelt tilfælde. Som vejledning for praktiseringen af henstandsordningen gælder følgende:

Henstandsbeløbet vil blive krævet forrentet fra det tidspunkt, hvor skattebeløbet er forfaldent til betaling. Forrentningen skal ske med en rentesats på 1 pct. p.a. over Nationalbankens diskonto, dog mindst med 6 pct. p.a. Renteudgiften kan fratrækkes i den skattepligtige indkomst.

Endvidere vil henstandsbeløbet i almindelighed blive krævet afdraget inden for et tidsrum af 15 år fra forfaldstidspunktet. Hvor skatten af fortjenesten stammer fra en forsikrings- eller erstatningssum for brand eller anden skade, kan der dog gives afdragsfri henstand, indtil den skattepligtige har afhændet den genanskaffede (genopførte) ejendom.

Ansøgning om henstand

Ansøgning om henstand skal sendes til Skattestyrelsen.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
BEREGNER
Med Skatteberegning 2023, kan du beregne skatten for indkomståret 2023. Da skatteberegneren har form af et Excel-regneark, er det muligt at gemme de indtastede oplysninger på din egen computer. Skal du beregne skatten for indkomståret 2022, skal du i stedet benytte Skatteberegning 2022.
,, Skattemyndighedernes opgave er at forvalte den lovgivning, som gælder på skatteområdet. Ved varetagelsen af denne opgave skal myndighederne opretholde borgernes tillid til, at myndighederne holder sig til lovgrundlaget. Den opretholdes ikke, hvis myndighederne giver skatteyderen en opfattelse af, at en lovbunden afgørelse - f.eks. en skatteansættelse - er genstand for forhandling med SKAT.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.