C.E.3.5.2.1.1 Generelt om indkomstopgørelsen for den længstlevende ægtefælle og en samlever
Indhold
Dette afsnit beskriver de generelle regler om indkomstopgørelsen for den længstlevende ægtefælle og en samlever, når dødsboet er omfattet af DBSL (dødsboskatteloven) afsnit II.
Afsnittet indeholder:
- Personer omfattet af reglen
- Hovedregel
- Undtagelse
►◄
Se afsnit C.E.14 Definitioner og forklaringer om definition af en samlever i dødsboskattelovens forstand.
Personer omfattet af reglen
Reglen omfatter den længstlevende ægtefælle, når dødsboet er et selvstændigt skattesubjekt omfattet af DBSL (dødsboskatteloven) § 3. Den længstlevende ægtefælle og afdøde må ikke være separeret ved dødsfaldet.
Reglen omfatter også en samlever.
Se afsnit C.E.3.5.1 Hvilke regler gælder for den længstlevende ægtefælle og en samlever, når dødsboet er omfattet af DBSL afsnit II? om reglerne, når afdøde og den længstlevende ægtefælle var separeret ved dødsfaldet.
Hovedregel
Den længstlevende ægtefælle og en samlever skal bruge skattelovgivningens almindelige regler for personer i
- dødsåret
- de efterfølgende indkomstår.
Se DBSL (dødsboskatteloven) § 42, stk. 1.
Det betyder, at den længstlevende ægtefælle beskattes af indtægter og udgifter vedrørende
- sin andel af ægtefællernes hidtidige delingsformue
- sit skilsmissesæreje
- sit fuldstændige særeje.
Se afsnit C.E.14 Definitioner og forklaringer om forklaring af delingsformue, skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje.
Når den længstlevende ægtefælle sælger nogen af sine aktiver til andre end afdødes arvinger og legatarer - mens dødsboet er under skifte - indgår skattepligtig fortjeneste eller tab også i den længstlevende ægtefælles indkomstopgørelse. En fortjeneste eller et tab vedrører ikke dødsboets indkomstopgørelse.
Bemærk
Når nogen af den længstlevende ægtefælles aktiver udloddes til afdødes andre arvinger eller legatarer er den længstlevende ægtefælle ikke skattepligtig af fortjeneste og tab. Se afsnit C.E.3.5.2.2.1 Når den længstlevende ægtefælles formue udloddes til andre arvinger eller legatarer.
Undtagelse
Dødsboskatteloven fastsætter en række regler, som afviger fra skattelovgivningens almindelige regler for personer.
Se afsnit
- C.E.3.5.2.1.2 om den længstlevende ægtefælle og en samlever som udlodningsmodtager i afdødes bo
- C.E.3.5.2.1.3 om udlodning af fast ejendom og KGL (kursgevinstloven) § 22, stk. 4
- C.E.3.5.2.1.4 om afdødes renteudgifter omfattet af LL (ligningsloven) § 5, stk. 8
- C.E.3.5.2.2 om regler, der kun gælder for den længstlevende ægtefælle.
►◄
Læs også:
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed