C.E.3.3.4.2 Dødsboets salg - der ikke er udlodning - af ejendom omfattet af EBL
Indhold
Dette afsnit beskriver, hvordan dødsboets salg - der ikke er udlodning - af ejendom omfattet af EBL (ejendomsavancebeskatningsloven) behandles skattemæssig.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Skattefrit ejendomssalg eller skattefri del af fortjeneste efter EBL (ejendomsavancebeskatningsloven)
- Skattefrit ejendomssalg af ejendomme omfattet af DBSL (dødsboskatteloven) § 27, stk. 3
- Frigørelsesafgift for næringsejendomme der er overført fra landzone til byzone eller sommerhusområde før 1. januar 2004
Se afsnit C.E.14 Definitioner og forklaringer om definition af udlodning.
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen omfatter skiftede dødsboer, hvor skiftet sker i forbindelse med dødsfaldet, og hvor dødsboet ikke er skattefritaget efter DBSL (dødsboskatteloven) § 6.
Se afsnit C.E.3.1.5 Hvornår er et dødsbo skattefritaget? om, hvornår et dødsbo er skattefritaget.
Skattefrit ejendomssalg eller skattefri del af fortjeneste efter EBL (ejendomsavancebeskatningsloven)
Når dødsboet sælger en ejendom mv., der er omfattet af EBL (ejendomsavancebeskatningsloven) § 8, skal fortjeneste og tab ikke medregnes i bobeskatningsindkomsten, hvis et salg før dødsfaldet ville have været skattefri efter EBL (ejendomsavancebeskatningsloven) § 8 (parcelhusreglen).
EBL (ejendomsavancebeskatningsloven) § 8 omfatter ikke kun ejendomme, da stk. 4 fritager for beskatning efter ABL (aktieavancebeskatningsloven) ved salg af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, der er forbundet med brugsret til en beboelseslejlighed i en ejendom med mere end to beboelseslejligheder, hvis lejligheden har tjent til bolig for ejeren. Også fortjeneste ved salg - omfattet af EBL (ejendomsavancebeskatningsloven) § 8, stk. 4 - er omfattet af dødsboets fritagelse for beskatning. Se afsnit C.B.2.6 Aktier/andelsbeviser med boligret - andelsboliger/andelslejligheder/aktielejligheder.
Dødsboet skal heller ikke medregne fortjeneste, som vedrører
- stuehuset med tilhørende grund og have
- ejerboligdelen
når denne del af fortjenesten ville have været skattefri efter EBL (ejendomsavancebeskatningsloven) § 9 ved et salg før dødsfaldet.
DBSL (dødsboskatteloven) § 27, stk. 2, bestemte tidligere, at når ejendomme er omfattet af VUL § 33, stk. 1, 5 eller 7, 1. pkt., på salgstidspunktet, har dødsboet fradrag efter EBL (ejendomsavancebeskatningsloven) § 6, stk. 2, i den del af gevinsten, der er skattepligtig, hvis der ved et salg før dødsfaldet kunne være givet et sådant bundfradrag.
DBSL (dødsboskatteloven) § 27, stk. 2, bestemmer nu, at dødsboet kan få et fradrag efter EBL (ejendomsavancebeskatningsloven) § 6, stk. 2, i den del af gevinsten, der er skattepligtig, når ejendommen på afståelsestidspunktet er omfattet af ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, eller § 35, stk. 1, hvis der ved en afståelse før dødsfaldet kunne være givet et sådant fradrag. Lovændringen trådte i kraft 1. januar 2018 og har virkning fra og med det skatteår henholdsvis indkomstår, hvor beskatningen sker på grundlag af ejendomsvurderinger foretaget efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6, jf. lov nr. 688 af 8. juni 2017, § 22, stk. 1 og 12, som senest ændret ved lov nr. 1729 af 27. december 2018.
Bemærk
Dødsboet er omfattet af reglerne i EBL (ejendomsavancebeskatningsloven) § 8, stk. 5 og § 9, stk. 4, om beskatning af genanbragt fortjeneste ved ændret klassifikation af erhvervsejendom og ved forhøjet boligandel i blandet benyttet ejendomme. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 27, stk. 2, sidste pkt.
Skattefrit ejendomssalg af ejendomme omfattet af DBSL (dødsboskatteloven) § 27, stk. 3
Når dødsboet sælger en ejerbolig omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, hvor grundarealet er under 1.400 m2, skal fortjeneste og tab ikke medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten, når følgende er opfyldt
- den afdøde har anmodet om, at der vedrørende ejendommen foretages en matrikulær udstykning af et grundareal efter lov om udstykning og anden registrering i matriklen,
- sagsbehandlingen af anmodningen om udstykning er færdigbehandlet efter dødsfaldet,
- der er tale om et en- eller tofamilieshus som nævnt i EBL (ejendomsavancebeskatningsloven) § 8, stk. 1, der har tjent til bolig for den afdøde umiddelbart forud for dødsfaldet, og
- der ikke er tale om fortjeneste ved afståelse af en erhvervsejendom, der efter EBL (ejendomsavancebeskatningsloven) §§ 6 A, 6 C eller 10 er genanbragt i ejendommen.
Bestemmelsen er indført ved lov nr. 2614 af 28. december 2021 og er trådt i kraft den 1. januar 2022, jf. lovens § 8, stk. 2.
Frigørelsesafgift for næringsejendomme der er overført fra landzone til byzone eller sommerhusområde før 1. januar 2004
For en fast ejendom, som
- er anskaffet som led i næring og
- er pålagt frigørelsesafgift i afdødes, den længstlevende ægtefælles eller dødsboets ejertid
kan dødsboet trækkes frigørelsesafgiften fra efter den tidligere regel i LL (ligningsloven) § 4A, stk. 1, når fortjeneste eller tab ved salget gøres op. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 27, stk. 4 i BEK nr.827 af 22/08/2003. Fradraget er betinget af, at frigørelsesafgiften ikke forinden er tilbagebetalt eller bortfaldet.
Reglen er ophævet ved lov nr. 458 af 9. juni 2004. Ophævelsen har virkning for ejendomme, der overføres fra landzone til byzone eller sommerhusområde den 1. januar 2004 eller senere. Reglen gælder derfor fortsat for ejendomme, der er zoneinddraget før 1. januar 2004.
Læs også:
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed