Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Østre Landsret havde ikke fundet det godtgjort, at sagsøgeren (et ApS) rent faktisk havde udloddet udbytte til sit moderselskab i Luxembourg. Udbyttet fremgik ikke af moderselskabets årsregnskab. Landsretten lagde til grund, at sagsøgeren udloddede udbyttet til anden side end moderselskabet, og sagsøgeren var derfor ikke fritaget for indeholdelse af udbytteskat, jf. KSL (kildeskatteloven) § 65, stk. 4, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra c. Sagsøgeren var endvidere ansvarlig for betaling af den ikke-indeholdte kildeskat, jf. KSL (kildeskatteloven) § 69, stk. 1.

Skatteministeriet havde subsidiært gjort gældende, at sagsøgerens moderselskab ikke var udbyttets retmæssige ejer ("beneficial owner"), men derimod blot et gennemstrømningsselskab, og at sagsøgeren også af den grund ikke var fritaget for indeholdelse af udbytteskat, men det synspunkt havde landsretten altså ikke anledning til at tage stilling til.

Landsretten bemærkede alene, at efter det anførte fandt retten ikke anledning til at tage stilling til de øvrige under sagen rejste spørgsmål vedrørende moder-/datterselskabsdirektivet, dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg eller en eventuel skærpende ændring af praksis med tilbagevirkende kraft.

Højesteret stadfæstede Landsrettens dom. 

Moderselskaber, der var hjemmehørende henholdsvis på Cypern og i Luxembourg, var i medfør af SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra c), skattepligtige af udbytter fra deres danske datterselskaber, idet der hverken efter moder-/datterselskabsdirektivet eller dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem Danmark og henholdsvis Cypern og Luxembourg skulle ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten, fordi der forelå misbrug af direktivet og overenskomsterne. Datterselskabernes indsigelse om, at der skulle være tale om en praksisskærpelse, blev afvist. Datterselskabet i sag B-1980-12 var ansvarlig for den manglende indeholdelse af udbytteskat. For så vidt angår den ene af de to udbytteudlodninger fra selskabet i sag B-1980-12, fandt landsretten dog, at det hverken forelå misbrug af den dansk-cypriotiske dobbeltbeskatningsoverenskomst eller moder-/datterselskabsdirektivet, hvorfor denne udbytteudlodning ikke var skattepligtig efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra c).   

SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra c), 5. pkt. (nu 6. pkt.), skal fortolkes sådan, at skattefrihed efter bestemmelsen forudsætter, at betingelsen i bestemmelsen i dagældende 3. pkt. til SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra c), er opfyldt, dvs. at beskatningen af udbyttet skal frafaldes eller nedsættes efter moder/datterselskabsdirektivet eller efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

To sager blev behandlet samlet. Begge domme er anket til Højesteret.

Tidligere instanser:

• B-1980-12: Landskatteretten, SKM2012.26.LSR
• B-2173-12: Skatterådet, SKM2011.441.SR

Østre Landsret stadfæstede Landsskatterettens kendelse, offentliggjort som SKM2010.268.LSR.

Se også Skatteministeriets kommentar til dommen offentliggjort som SKM2012.100.SKAT.

Landsskatteretten

Tidligere SKM2018.466.SR

Skatterådet

►SKM2022.555.SR◄

►Spørger, Holdco-1, var ejet af Fonden i Luxembourg. Spørger ejede selskaber hjemmehørende i en række lande, herunder i Danmark. Spørger havde købt en ejendom gennem selskabet Holdco-2 i Danmark. Spørger finansierede sine investeringer dels ved hjælp af egenkapital og dels ved hjælp af egenkapital og dels ved hjælp af aktionærlån fra Fonden. I den aktuelle sag var det et dansk selskab, Holdco-2, der betalte renter til Spørger i Luxembourg. Renter påløb som følge af et aktionærlån i Holdco-2 til finansiering af købet af en ejendom. Spørger ønskede derfor bekræftet, at Spørger skulle anses for at være den reelle ejer af modtaget udbytte fra et helejet dansk ejendomsselskab og derfor ikke skulle anses for at være skattepligtigt i Danmark i henhold til SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra c). Skatterådet bekræftede, at Spørger var den reelle ejer af modtaget udbytte fra det danske ejendomsselskab.◄

►SKM2022.471.SR◄

►C påtænkte at udlodde 800.000 euro til moderselskabet, B, i X-land. 50.000 euro af udbyttet skulle anvendes til drift og nye investeringer i B. De resterende 750.000 euro forventedes at skulle udloddes til den personlige aktionær. Spørger ønskede derfor at vide, om B ville blive begrænset skattepligtig af udlodningen. Hvis Skatterådet svarede nej til dette, ønskede Spørger bekræftet, at B ikke blev skattepligtig til Danmark af den del af udbyttet, som ikke blev udloddet til den personlige aktionær. Skatterådet fandt, at B blev begrænset skattepligtig til Danmark af udlodningen. Skatterådet bekræftede, at B ikke var begrænset skattepligtig til Danmark af den del af udbyttet, som ikke blev udloddet til den personlige aktionær. Hvis Skatterådet svarede nej til det første spørgsmål, men ja til det andet spørgsmål, ønskede Spørger bekræftet, at den del af udbyttet, der blev videreudloddet til den personlige aktionær, var omfattet af art. 10 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og W-land, så udbytteskatten for denne del kunne nedsættes til skattesatsen her. Det bekræftede Skatterådet.◄

►SKM2022.423.SR◄

►Sagen drejede sig om reglerne for begrænset skattepligt til Danmark af udbytte og renteindtægter, som blev oppebåret af spørgers moderselskab i Luxembourg. Spørger ønskede i den forbindelse bekræftet, at moderselskabet var beskyttet af den dansk-luxembourgske dobbeltbeskatningsoverenskomst og dermed ville kunne påberåbe sig fritagelse fra dansk kildeskat på renter og udbytter.

Det luxembourgske moderselskab var omfattet af SICAV-RAIF-regimet, hvorfor det var fritaget for indkomstskat. Moderselskabet betalte i stedet en årlig tegningsafsnit på 0,01 pct. af nettoværdien af selskabets aktiver.

Spørgsmålet i sagen var herefter, om spørgers moderselskab var omfattet af den særlige slutprotokol, der fandtes i den dansk-luxembourgske dobbeltbeskatningsoverenskomst, og som udelukkede visse særligt begunstigende luxembourgske holdingselskaber fra overenskomstens bestemmelser.

Skatterådet bemærkede på baggrund af slutprotokollens baggrundsmateriale, at udelukkelsen ikke gjaldt for såkaldte luxembourgske »investment fund«, dvs. når selskabet utvetydigt havde karakter af et investeringsforetagende. Et luxembourgsk »investment fund« skulle således organisatorisk og adfærdsmæssigt besidde samme grundlæggende principper, som var kendetegnet for investeringsenheder. Med andre ord udelukkedes et selskab, der ved anvendelse af de luxembourgske regler for investeringsforetagende agerede som holdingselskab, fra dobbeltbeskatningsoverenskomstens bestemmelser.

Da indkomsten i sagen blev oppebåret af et selskab, som efter Skatterådets vurdering reelt agerede som holdingselskab for koncernens aktiviteter, omfattes det luxembourgske moderselskab af slutprotokollens § 1. Spørgers moderselskab var dermed begrænset skattepligtig af udbytte- og renteindtægter, som modtages fra dets danske datterselskab.◄

►SKM2022.391.SR◄

►Spørger ønskede at få bekræftet, at påtænkt udlodning fra selskabet H2 til dets luxembourgske ejer, H1, ikke var begrænset skattepligtig efter selskabsskattelovens § 2, stk. 2, litra c.

Skatterådet bekræftede, at udlodningen ikke var omfattet af begrænset skattepligt.

Skatterådet fandt, at H1’s ejerandele i H2 var datterselskabsaktier. Skatterådet fandt endvidere, at udbytteudlodningen ikke ville blive skattepligtig til Danmark, idet H1 var omfattet af moder-/datterselskabsdirektivet, samt ansås for den retmæssige ejer af udbyttet.

Af samme årsag fandt Skatterådet, at strukturen ikke kunne have som hovedformål at opnå en skattefordel, som virkede mod formålet og hensigten med skatteretten, hvorfor ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse.

Det var en forudsætning for Skatterådets vurdering, at udbytteudlodningen ikke blev videreudloddet eller på anden måde overført til hovedaktionæren i H1, A, men blev investeret i H6.◄

►SKM2022.390.SR◄

►Spørger ønskede bekræftet, at Spørger og fem overliggende selskaber ikke var begrænset skattepligtige af udbytter udloddet fra Spørgers danske datterselskab, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c. Endvidere ønskede Spørger bekræftet, at det øverste amerikanske selskab ikke var begrænset skattepligtig af godskrevne renter på lån ydet af en transparent enhed i koncernen til Spørgers danske datterselskab jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d. Skatterådet bekræftede, at forespurgte situationer ikke var omfattet begrænset skattepligt.

To luxembourgske selskaber ansås for at være retmæssig ejer af de udbytter, som ikke blev udloddet videre og var dermed omfattet af moder-/datterselskabsdirektivet. Udbytter, som blev udloddet til amerikanske transparente enheder ansås for udloddet direkte til det øverste amerikanske selskab. Dette selskab ansås som retmæssig ejer og omfattet af den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst. I spørgsmålet om renter ansås det øverste amerikanske selskab ikke for begrænset skattepligtig af rentebetalinger, idet forholdet var omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA.

Skatterådet tog alene stilling til den skattemæssige vurdering af de forespurgte selskaber, hvorfor der ikke er foretaget en skattemæssige vurdering af de to spørgsmål i forhold til et yderligere amerikansk selskab i koncernen.◄

►SKM2022.352.SR◄

►Skatterådet bekræftede, at hverken Fonden eller H2 var begrænset skattepligtig til Danmark af udbytte, der påtænktes udloddet fra et dansk ejendomsselskab, H3, til H2 og videre til Fonden.

Skatterådet fandt, at den umiddelbare modtager af udbyttet, H2, der var omfattet af bestemmelserne i moder-/datterselskabsdirektivet og den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, med stor sandsynlighed kunne anses for retmæssig ejer heraf. Der vil dog altid skulle foretages en vurdering for hver enkelt udbytteudlodning, da spørgsmålet om retmæssig ejer er en transaktionsmæssig vurdering.

Der lagdes vægt på, at Fonden som udgangspunkt selv ville være berettiget til frafald af kildeskatten efter den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, såfremt Fonden havde modtaget udbytterne direkte fra H3, at Fonden ikke ville udlodde al dens overskudslikviditet og at Fonden bestod af puljeaktiver, der forvaltedes af et Managementselskab, der repræsenterede og handlede på vegne af Fonden. Managementselskabet havde ingen tilknytning til investorerne i Fonden - med undtagelse af det nordiske børsnoterede selskab, G2, der ejede 10,1 pct. af deltagerkapitalen i Fonden, og derfor som udgangspunkt selv ville kunne modtage skattefri udbytter, hvis selskabet havde modtaget udbytte direkte fra H3.

Ligningslovens § 3 fandt efter en samlet konkret vurdering ikke anvendelse på udbytteudlodninger fra H3 til H2, idet formålet med ejerstrukturen blev vurderet til at være konkret forretningsmæssigt begrundet.◄

SKM2022.141.SR

Flytning af skattemæssigt hjemsted udløste ikke likvidationsbeskatning af aktionærer og var ikke omfattet af ligningslovens § 3.

SKM2022.140.SR

Flytning af skattemæssigt hjemsted udløste ikke likvidationsbeskatning af aktionærer og var ikke omfattet af ligningslovens § 3.

H1 var et dansk selskab, der ejede fast ejendom i EU-land 1. Der pågik forhandlinger om salg af ejendommen. Selskabets hjemsted var flyttet til EU-land 1. H1 var ejet med 94% af H2 i EU-land 1 og med 6% af H6 i EU-land 2. De to aktionærer var ikke forbundne parter. H2 var ejet indirekte 100% af H5 i EU-land 1. H5 var via et K/S i DBO-land 1 ejet med ca. 32% af fysiske personer i DBO-land 1, ca. 58% var via selskaber i EU-land 3 ejet af private equity fonde (hverken EU eller DBO-land), og 7,5% af aktierne var børsnoterede. Skatterådet bekræftede, at H2 ikke var skattepligtig af likvidationsprovenu i forbindelse med H1’s flytning af hjemsted, idet H2 skulle anses for beneficial owner heraf. Der blev lagt vægt på, at der måtte anses for at være substans i H5, og at H5 havde reel råden over likvidationsprovenuet, idet likvidationsprovenuet ikke skulle føres videre eller i hvert fald ikke med sikkerhed var bestemt til at blive ført videre til personer, der ikke ville have tilsvarende beskyttelse efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark. Skatterådet bekræftede endvidere, at H6 ikke var skattepligtig af likvidationsudlodningen, eftersom selskabet ikke havde bestemmende indflydelse på H1. Skatterådet bekræftede desuden, at ligningslovens § 3, ikke fandt anvendelse, da et af de væsentligste formål med arrangementet på baggrund af det oplyste ikke var at opnå en skattefordel som virkede mod formålet og hensigten med skatteretten. Det var en forudsætning, at der ikke ville blive udloddet udbytte til aktionærerne i H5 indenfor den nærmeste årrække.

SKM2022.139.SR

Flytning af skattemæssigt hjemsted udløste ikke likvidationsbeskatning af aktionærer og var ikke omfattet af ligningslovens § 3.

H1 var et dansk selskab, der havde ejet fast ejendom i EU-land 1. H1 havde negativ egenkapital. Det ønskedes at flytte selskabets hjemsted til EU-land 1. H1 var ejet med 94% af H2 i EU-land 1 og med 6% af H6 i EU-land 2. De to aktionærer var ikke forbundne parter. H2 var ejet indirekte 100% af H5 i EU-land 1. H5 var via et K/S i DBO-land 1 ejet med ca. 32% af fysiske personer i DBO-land 1, ca. 58% var via selskaber i EU-land 3 ejet af private equity fonde (hverken EU eller DBO-land), og 7,5% af aktierne var børsnoterede. Skatterådet bekræftede, at H2 ikke var skattepligtig af likvidationsprovenu i forbindelse med H1’s flytning af hjemsted, idet H2 skulle anses for beneficial owner heraf. Der blev lagt vægt på, at der måtte anses for at være substans i H5, og at H5 havde reel råden over likvidationsprovenuet, idet likvidationsprovenuet ikke skulle føres videre eller i hvert fald ikke med sikkerhed var bestemt til at blive ført videre til personer, der ikke ville have tilsvarende beskyttelse efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark. Skatterådet bekræftede endvidere, at H6 ikke var skattepligtig af likvidationsudlodningen, eftersom selskabet ikke havde bestemmende indflydelse på H1. Skatterådet bekræftede desuden, at ligningslovens § 3, ikke fandt anvendelse, da H1 havde negativ egenkapital, og selskabet derfor ikke ville have nogen midler at udlodde, som ikke umiddelbart forinden var blevet tilført af selskabets aktionærer.

SKM2022.97.SR

Sagen omhandlede en tysk alternativ investeringsfond (Spørger), der ejede 100% af anparterne i et dansk ejendomsselskab (datterselskab).

I spørgsmål 1 kunne Skatterådet bekræfte, at Spørger ikke skulle anses som begrænset skattepligtig til Danmark i relation til udbytte udloddet fra det danske datterselskab. Skatterådet fandt, at Spørger var omfattet af fordelingsbestemmelserne i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst om beskatning af indkomst og formue, og at Spørger med stor sandsynlighed ville blive anset for at være retmæssig ejer af udbyttet. Skatterådet understregede, at spørgsmålet om retmæssig ejer udgør en transaktionsbestemt vurdering, der altid skal foretages for hver enkelt udbytteudlodning.

Omgåelsesklausulen i ligningslovens § 3 fandt efter en samlet konkret vurdering ikke anvendelse på udbytteudlodninger fra det danske datterselskab til Spørger, idet formålet med ejerstrukturen blev vurderet til at være konkret forretningsmæssigt begrundet.

I spørgsmål 2 kunne Skatterådet bekræfte, med henvisning til begrundelsen i spørgsmål 1, at Spørger ikke skulle anses som begrænset skattepligtig til Danmark i relation til renter af kontrolleret gæld, hvor låntageren var det danske datterselskab.

SKM2022.95.SR

Spørger (H3) var et dansk selskab, som ønskede bekræftet at en påtænkt udbytteudlodning til dets moderselskab (H2), der var beliggende i Storbritannien, ikke var begrænset skattepligtig til Danmark. Det var oplyst, at den påtænkte udbytteudlodning skulle anvendes af H2, som var udset til at forestå koncernens ekspansion, til opkøb og investeringer af nye driftsdatterselskaber.

Skatterådet fandt, at H2 ikke var begrænset skattepligtig til Danmark af den påtænkte udbytteudlodning. Skatterådet lagde i sin vurdering vægt på, at den påtænkte udbytteudlodning ikke ville blive videreudloddet til de bagvedliggende ejere, som var hjemmehørende på De britiske Jomfruøer.

Skatterådet fandt endvidere, at H2 ikke kunne anses for at være et gennemstrømningsselskab, da den påtænkte udbytteudlodning skulle anvendes af H2 til de beskrevne formål. På denne baggrund fandt Skatterådet, at H2 skulle anses for at have dispositionsretten over den påtænke udbytteudlodning og derfor skulle anses for at være den retmæssige ejer.

H2 var derfor ikke begrænset skattepligtig til Danmark, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 2 stk. 1, litra c.

SKM2022.12.SR

C A/S ønskede at udlodde udbytte til sit moderselskab, B, der derefter påtænkte at videreudlodde udbyttet til A, der var børsnoteret. Herefter skulle udbyttet anvendes i en samlet udbyttebetaling til aktionærerne i A. C A/S ønskede derfor at vide, om B blev begrænset skattepligtig af udbytte fra C A/S. Skatterådet bekræftede, at B ikke blev begrænset skattepligtig efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra c.

SKM2021.520.SR

C påtænkte at udlodde 900.000 euro til moderselskabet, B Ltd. i X-land. 200.000 euro af udbyttet skulle anvendes til at afdrage på en mellemregning med C. Ca. 50.000 euro skulle blive i B og anvendes til nye investeringer. 650.000 euro af udbyttet skulle udloddes videre til den personlige aktionær. Spørger ønskede derfor at vide, om B blev begrænset skattepligtig til Danmark af udbytteudlodningen. Hvis Skatterådet svarede nej til dette, ønskede spørger at vide, om B blev begrænset skattepligtig til Danmark af den del af udbyttet, som ikke udloddedes til den personlige aktionær. Skatterådet fandt, at B blev begrænset skattepligtig til Danmark af udlodningen. Skatterådet bekræftede, at B ikke var begrænset skattepligtig til Danmark af den del af udbyttet, som ikke udloddedes til den personlige aktionær.

SKM2021.167.SR

Skatterådet henviser til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA, artikel 10, stk. 3, hvorefter Danmark har givet afkald på at beskatte udbytter fra danske selskaber, når den retmæssige ejer af udbyttet er et selskab, som er hjemmehørende i USA, og som direkte eller indirekte ejer aktier, der repræsenterer 80 pct. eller mere af stemmerettighederne i det selskab, som udbetaler udbyttet og aktierne har været ejet i en 12 måneders periode. Det er videre en betingelse, at det amerikanske selskab opfylder betingelserne i artikel 22, stykke 2, litra c, punkt i), (Limitation of Benefit bestemmelse).

Skatterådet bekræfter, at H1 Inc. opfylder betingelserne og dermed kan modtage udbyttebetalinger fra H3 A/S og fra H2 ApS, uden at der pålægges kildeskat i Danmark, når vedtagelsen af udbyttet tidligst sker på et tidspunkt hvor H1 Inc. har ejet aktierne i de danske selskaber i en periode på mindst 12 måneder.

SKM2021.151.SR

Skatterådet bekræftede, at H2 AB ikke var begrænset skattepligtig efter SEL § 2, stk. 1, litra c, af udbytteudlodningen H1 ApS.

Det var Skatterådets opfattelse, at SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra c, i sig selv indeholdt en klar adgang til at fastholde den begrænsede skattepligt med henblik på at imødegå misbrug. Danmark kunne derfor indeholde kildeskat af udbyttebeløbet, hvis det modtagende svenske selskab ikke kunne anses for retmæssig ejer af udbyttet.

Det var Skatterådets opfattelse, at investorerne havde retserhvervet det beløb, som selskabsretligt var udloddet som udbytte. Det var imidlertid Skatterådets opfattelse, at der ikke var tale om misbrug, og at H3 AB derfor ikke kunne anses for et gennemstrømningsselskab. H3 AB havde i kraft af Investment Agreement de facto rådighed over udbyttebeløbet, som selskabet i henhold til aftalen havde anvendt til nyinvestering. H2 AB var derfor ikke begrænset skattepligtig til Danmark af udbytteudlodningen efter SEL § 2, stk. 1, litra c.

Det var videre Skatterådets opfattelse, at investorerne ikke havde retserhvervet det beløb, som ikke selskabsretligt var videreudloddet som udbytte. H3 AB var derfor ikke et gennemstrømningsselskab i forhold til dette beløb, og H2 AB var følgelig heller ikke begrænset skattepligtig til Danmark af denne del af udbytteudlodningen efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra c. Der var herefter ikke grundlag for at bringe LL § 3 i anvendelse.

SKM2021.72.SR

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at A-Masterfond skattemæssigt skulle kvalificeres som et selvstændigt skattesubjekt efter danske skatteregler. Fonden indeholdt en lang række af de sædvanlige karakteristika, der normalt kendetegnede et selvstændigt skattesubjekt omfattet af SEL § 1, stk.1, nr. 2. Fordeling af overskuddet skete således i forhold til den af deltagerne indskudte kapital, deltagernes hæftelse var begrænset til den indskudte kapital og likvidationsprovenuet skulle udbetales i forhold til deltagernes indskudte kapital i tilfælde af likvidation. Dertil kom, at fonden havde en investeringsforvalter, der handlede selvstændigt og uafhængigt af investorerne, ligesom at investorerne ikke havde ejendomsretten - eller på anden måde rådighed - over Fondens aktiver mv.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 2, at deklareret udbytte fra et anpartsselskab, der skattemæssigt var hjemmehørende i Danmark, ikke ville være omfattet af dansk begrænset skattepligt., når A-Masterfond indirekte via en skattemæssig transparent enhed ejede 100 pct. af kapitalen i det udbytteudloddende selskab. Skatterådet bekræftede dermed, at A-Masterfond var omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, at A-Masterfond var retmæssig ejer af udbyttet, og at ejerne af A-Masterfond ikke opnåede en uberettiget fordel, der virkede mod formålet og hensigten med skatteretten, ved at investere gennem A-Masterfond og den transparente enhed.

Spørgsmålene 3-5 bortfaldt herefter.

Spørgsmål 6 vedrørte, om Lux HoldCo ville være begrænset skattepligtig af udbytte fra datterselskabet PropCo2. Skatterådet bekræftede, at A-Masterfond var retmæssig ejer af udbytte udloddet fra det danske selskab, idet Lux HoldCo skulle anses for at være et gennemstrømningsselskab uden beføjelser til at råde over udbyttet. Udbytteudlodning fra det danske anpartsselskab ville herefter ikke være omfattet af dansk skattepligt.

SKM2020.559.SR

Et dansk selskab indgik i en koncern, der ultimativt var ejet af en børsnoteret Real Estate Investment Trust (REIT) i USA. Skatterådet bekræftede, at udbytter til selskabets moderselskab i et andet EU-land ikke ville udløse begrænset skattepligtigt i Danmark for moderselskabet eller overliggende selskaber. Skatterådet bekræftede desuden, at rentebetalinger til et koncernforbundet Limited Partnership i USA ikke ville udløse begrænset skattepligtigt i Danmark. Ligningslovens § 3 fandt ikke anvendelse.

SKM2020.482.SR

Det ønskedes bekræftet, at spørger (Fonden) kunne anses som et selvstændigt skattesubjekt. Fonden havde en række lighedspunkter med danske værdipapirfonde, som efter dansk skattepraksis ansås for at være selvstændige skattesubjekter. Lighedspunkterne bestod i, at Fonden blev administreret af et managementselskab, at Fonden havde selvstændige "vedtægter", at ingen af deltagerne hæftede udover deres indskudte kapital, at såvel fordeling af overskud som likvidationsprovenu skete i forhold til den af investorerne indskudte kapital, samt at der var mulighed for at udvide investorkredsen. Derfor måtte Fonden efter en samlet konkret vurdering anses for at være et selvstændigt skattesubjekt.

Det ønskedes desuden bekræftet, at udbytte modtaget af Fonden fra et dansk anpartsselskab, var fritaget for dansk udbytteskat, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra c, 5. pkt., når Fonden ejede 100 pct. af kapitalen i det danske anpartsselskab.

Det kunne bekræftes, at Fonden kunne modtage udbytte fra det danske helejede datterselskab skattefrit. Der var herved henset til, at Fonden i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten skulle betragtes som en "anerkendt pensionskasse", der var hjemmehørende i overenskomstens forstand, idet samtlige investorer i fonden var tyske pensionskasser. Det fulgte herefter af artikel 10, stk. 3 i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, at kildestatens beskatning ikke måtte overstige 5 pct. af bruttobeløbet af udbytte, hvis den retmæssige ejer af udbyttet var et selskab, som direkte ejede mindst 10 pct. af kapitalen i det udbyttebetalende selskab. Spørgsmålet om retmæssig ejer af udlodning af udbytte var en transaktionsmæssig vurdering. Selvom vurderingen afhang af de konkrete forhold på udbetalingstidspunktet, var det dog på baggrund af det oplyste opfattelsen, at Fonden med stor sandsynlighed ville blive anset for at være den retmæssige ejer af udbyttet fra det helejede danske datterselskab. For dette resultat talte bl.a. det forhold, at Fonden var administreret af et af investorerne uafhængigt tysk kapitalforvalterselskab, der var under tilsyn af de tyske finansmyndigheder, og som samlet set havde ca 150 fuldtidsansatte, der for en række forskellige kunder forvaltede mere end  80 mia. euro. Endvidere var det oplyst, at managementselskabet, der ikke var kontraktligt eller på anden måde juridisk forpligtet til at videreformidle udbytte af de danske helejede datterselskaber til investorerne, havde en uindskrænket ret til - på vegne af Fonden - at disponere over udbytte med henblik på at træffe de investeringsmæssige beslutninger. Den uindskrænkede ret støttedes bl.a. af de forhold, at der var mange investorer, som ingen stemmerettigheder havde i Fonden, samt at Fonden havde fravalgt den tyske bestemmelse om udbyttepolitikken for AIF’er, hvorefter managementselskabet selv frit på vegne af Fonden kunne vælge, hvornår udlodning skulle ske. Der var endvidere ikke omstændigheder, der indebar, at den generelle omgåelsesklausul i LL (ligningsloven) § 3 fandt anvendelse på en evt. udbytteudlodning.

SKM2020.445.SR

Det ønskedes bekræftet, at det var i strid med EØS-aftalen, at Danmark beskatter udbytter fra det danske datterselskab H2 A/S til dets moderselskab H1 i Liechtenstein. Dette kunne dog ikke bekræftes. Det var Skattestyrelsens opfattelse, at moderselskabet i Liechtenstein ikke befandt sig i en situation, der var sammenlignelig med et dansk moderselskab, da moderselskabet i praksis reelt havde mulighed for under visse omstændigheder helt at undgå indkomstbeskatning i Liechtenstein. Det var derudover også Skattestyrelsens opfattelse, at den danske udbyttebeskatning kunne begrundes i det tvingende almene hensyn til sammenhængen i skattesystemet. Dette blev tiltrådt af Skatterådet.

Afgørelsen er påklaget

SKM2020.352.SR

H1 påtænkte at flytte sit hjemsted fra Danmark til EU-land 1. Skatterådet bekræftede, at den grænseoverskridende hjemstedsflytning ikke medførte dansk avance- og udbyttebeskatning af anpartshaverne i H1, herunder, at omgåelsesklausulen i LL (ligningsloven) § 3 ikke skulle anvendes. Det var oplyst, at der ikke var og ikke forventedes overskud i selskabet, og at de øvrige aktionærer havde en vetoret i det tilfælde, at der skule opstå overskud. Spørger havde oplyst, at spørgsmålet om at udlodde udbytte fra H1 i de næste mange år ville være rent teoretisk. Det var derfor en forudsætning for afgørelsen, at der ikke ville blive udloddet udbytte indenfor den nærmeste årrække. Hvis der alligevel udloddedes udbytte, og det viste sig, at formålet med arrangementet alligevel var at undgå betaling af dansk kildeskat, kunne selskabet ikke støtte ret på afgørelsen. LL (ligningsloven) § 3 ville da kunne anvendes på arrangementet.

SKM2020.259.SR

Spørger ønskede bekræftet, at den generelle misbrugsbestemmelse i LL (ligningsloven) § 3 ikke fandt anvendelse på to udbytteudlodninger fra H1 til dets moderselskab, H2, der var hjemmehørende i DBO-land 3. 

Den ene udlodning (9,5 mio. EURO) skulle ses i lyset af et aktiesalg fra Danmark til et koncernselskab i EU-land 1, hvor der opstod en fordring, der senere tilbagebetales. Den anden udlodning (3,9 mio. USD) skete i forlængelse af koncernens opkøb af en ekstern koncern (H10), der var foretaget af H2. I forbindelse med opkøbet af H10, lånte H2 penge af det ultimative moderselskab, H3. Udlodningen anvendes til at tilbagebetale det koncerninternt lån til H3.

Skatterådet bekræftede, at H2 ikke var skattepligtig til Danmark af udbytteudlodningerne, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra c. Skatterådet bekræftede ligeledes, at den generelle misbrugsbestemmelse i LL (ligningsloven) § 3 ikke fandt anvendelse på udlodningerne.

Vedrører primært LL (ligningsloven) § 3

SKM2020.205.SR

H1 (spørger) indgik i en koncern (Koncernen), som ejede flere driftsejendomme i udlandet, primært X-land. Koncernens ultimative moderselskab var registreret på Jersey og børsnoteret på to europæiske børser.

I koncernen indgik også et operativt administrations- og holdingselskab i Nederlandene (H11), som udgjorde koncernens administrative hovedkontor med 24 fuldtidsansatte medarbejdere inden for Finans, M&A, Legal og IT, herunder bl.a. koncernens CEO, CFO og "Head of Legal & Compliance".

Spørger ønskede Skatterådets bekræftelse på, at en udbytteudlodning til selskabets moderselskab i Cypern kunne ske uden at moderselskabet blev begrænset skattepligtig af udbyttet efter SEL § 2, stk. 1, litra c, samt at arrangementet ikke var omfattet af den generelle anti-omgåelsesregel i LL § 3.

Det blev fundet godtgjort, at udbyttet fra H1 til det cypriotiske moderselskab ville blive videreudloddet til dette selskabs moderselskab i Nederlandene, dvs. det administrative hovedkontor H1, men at udbyttet herfra ikke var bestemt til at blive videreudloddet til selskaber, som enten er beliggende i et land uden for EU og som ikke har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, eller som i øvrigt udnytter overenskomstmæssige fordele til at opnå en lempeligere beskatning end hvis investeringen i Danmark var sket direkte i H1.

Det blev endvidere fundet godtgjort, at arrangement var reelt og forretningsmæssigt begrundet og ikke havde til formål at omgå dansk beskatning af udbytter.

Der kunne derfor svares ja til de stillede spørgsmål.

SKM2019.349.SR

H2 ejede tidligere en række udenlandske datterselskaber, som blev overdraget til H2's tyske moderselskab, H1, der fungerede som holdingselskab for koncernen. De ultimative fysiske aktionærer var ligeledes hjemmehørende i Tyskland. Overdragelsen af datterselskaberne skete ved salg af aktier til markedsværdi og overdragelsen blev finansieret ved udstedelse af et gældsbrev. H2 ønskede at udlodde gældsbrevet til sit moderselskab H1 og ønskede bekræftet, at udlodningen kunne ske uden kildeskat. Skatterådet bekræftede, at H1 var retmæssig ejer af udlodningen og at der ikke pålægges nogen kildeskat ved udlodningen, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c. Skatterådet bekræftede ligeledes, at den generelle misbrugsbestemmelse i ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse, idet arrangementet blev anset for reelt og tilrettelagt af velbegrundede, kommercielle årsager, der afspejlede den økonomiske virkelighed. Der blev bl.a. lagt vægt på, at H1 havde ansvar for kontrol og styring af udenlandske datterselskaber og dermed rådede over kapitalen, og at det var selskabets egne ansatte, der udøvede denne råden. Holdingselskabet havde løbende geninvesteret udloddet overskud fra datterselskaberne, hvilke understøttede de kommercielle årsager til at opretholde selskabet. I spørgsmål 2 bekræftede Skatterårdet, at de aktier som H2 ejede i G1 (Abu Dhabi), kunne betegnes som "koncernselskabsaktier" efter aktieavancebeskatningslovens § 4B. H2 ejede "kun" 49 % af stemmerne, men der var indgået en partneraftale hvoraf det bl.a. fremgik, at den anden part (der ejer de resterende 51 %) var forpligtet til at stemme i overensstemmelse med instruktioner fra H2, således at H2 reelt havde råderet over mere end halvdelen af stemmerettighederne.

SKM2019.191.SR

Skatterådet bekræftede, at tre tyske alternative investeringsfonde (AIF’er) skulle anses for selvstændige skattesubjekter efter en dansk skatteretlig vurdering. Derudover bekræftede Skatterådet, at de pågældende AIF’er efter en konkret vurdering ville kunne anses for retmæssig ejer af renter og udbytter fra Danmark.

SKM2018.509.SR

SKM2018.504.SR

SKM2018.222.SR

SKM2018.209.SR

Vedrører primært LL (ligningsloven) § 3

SKM2018.189.SR

SKM2017.626.SR

Vedrører primært LL (ligningsloven) § 3

SKM2017.333.SR

Ej begrænset skattepligtig efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra c, af udbytter. Skatterådet lagde vægt på, at en stor del af det udbytte, der allerede var udloddet, faktisk var anvendt til at finansiere opkøb af et selskab.

SKM2016.197.SR

Begrænset skattepligtig efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra c, af udbytter. Skatterådet lagde vægt på, at pengene konkret er videreudloddet af Selskab A til de bagvedliggende ejere, og at der foreligger misbrug, da det x-landske holdingselskab anvendes til at opnå overenskomstmæssige fordele, således at de med-investorer/porteføljeaktionærer, som Selskab D investerer på vegne af, opnår uhensigtsmæssige skattemæssige fordele og derved undgår kildeskat i Danmark.

SKM2016.72.SR

SKM2015.268.SR

Sagen omhandler gennemstrømningsbestemmelsen i SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra c, 7. og 8 pkt.

Skatterådet bekræftede, at A Ltd. ikke blev begrænset skattepligtig til Danmark af udlodninger af både historiske udbytter og fremtidige udbytter, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra c, 7. og 8 pkt. Hertil lagde Skatterådet vægt på efter en konkret vurdering, at selskabet faktisk fungerede som gennemstrømningsenhed for udlodningerne (P 1 og P 2 fordringerne) og uden rådighed over udbytterne, men at der ikke forelå misbrug af dobbeltbeskatningsoverenskomster, idet koncernstrukturen havde eksisteret længe, og selskabet siden etableringen i x-år havde betydelig realøkonomisk aktivitet i Danmark, hvormed A Ltd.'s køb af koncernen ikke blot var en såkaldt gennemstrømningsinvestering.

Selskab G ejede 100 % af kapitalen i Selskab H. Dette selskab drev virksomhed inden for x-branche og gennem ejerskab af andre selskaber. Selskaberne indgik i koncernen under Selskab A Ltd., der var hjemmehørende på Jersey. Skatterådet afviste at svare på, at der ikke ville være dansk udbytteskattepligt for modtageren ved udlodningen af det under "den påtænkte disposition" beskrevne likvidationsprovenu, hvis det udloddedes i det kalenderår, hvor Selskab G endeligt opløstes. Ligeledes afvistes det, at svare på, at der ikke ville være dansk udbytteskattepligt for modtageren ved udlodning af det under "den påtænkte disposition" beskrevne udbytte.

Skatterådet bekræftede, at y-landske sambeskatningsbidrag ("koncernbidrag") ydet af A A/S' y-landske filialer til to y-landske selskaber, der indirekte ejede A A/S, K, og I, ikke ville blive anset som skattepligtige udbytter i A A/S. Der forelå ikke et aktionærforhold mellem A A/S og dets y-landske filialer. Der var derfor ikke grundlag for at kvalificere betalingen af koncernbidrag fra de y-landske filialer som udbytte for A A/S.

Skatterådet bekræftede, at et amerikansk selskab og et italiensk selskab ikke var begrænset skattepligtige efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra c, af likvidationsprovenu fra et dansk selskab, som udloddedes samme år, som selskabet ophørte, idet likvidationsprovenuet ikke var omfattet af LL (ligningsloven) § 16 A, stk. 3, nr. 1.

Uanset om likvidationsudlodningen blev videreudloddet af det amerikanske selskab og det italienske selskab, ændredes besvarelsen ikke herved, idet de bagvedliggende ejere var fysiske personer bosiddende i EU/EØS, der ikke var begrænset skattepligtige af aktieavancerne.

Skatterådet bekræftede, at A ApS måtte anses for at afstå aktiver og passiver på det tidspunkt, hvor ledelsens sæde flyttede til Holland.

Skatterådet afviste at besvare, om A ApS skulle indeholde skat af et likvidationsprovenu i forbindelse med skattepligtens ophør, idet der var tale om en transaktion, hvor det ikke var fastlagt, hvem der kunne disponere, og hvem slutmodtageren af aktieposten og likvidationsudlodningen var.

Skatterådet bekræftede, at B Company, Canada eller andre af koncernselskaberne ikke var begrænset skattepligtige af fremtidige udlodninger fra A ApS, Holland, idet A ApS ved flytning af ledelsens sæde til Holland dermed fik hjemsted i Holland. A ApS' aktier kunne heller ikke henføres til et fast driftssted i Danmark

Skatterådet vurderede nogle spørgsmål i forbindelse med en koncerns opdeling i to, herunder blev E ApS's nuværende datterselskaber og datterdatterselskaber flyttet til den del af koncernen, hvor disse datterselskaber retmæssigt hørte til efter opsplitningen. Skatterådet bekræftede med et "Ja, se dog indstilling og begrundelse", at E ikke var forpligtet til at indeholde kildeskat af en række påtænkte udlodninger, som foretoges i forbindelse med ovenstående omstrukturering, til sit moderselskab D, jf. kildeskattelovens § 65, idet D  ikke var begrænset skattepligtig til Danmark af de modtagne udlodninger, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra c.

Skatterådet bemærkede, at der ikke var taget stilling til de skattemæssige konsekvenser, som hver enkelt disposition indebar for de deltagende parter.