C.C.2.4.2.4.3.2 Skade på et driftsmiddel eller et skib
Indhold
Afsnittet beskriver, hvordan udgifter til reparation af skade på et driftsmiddel eller et skib skal behandles også i forhold til udbetalte forsikrings - eller erstatningssummer. Desuden omtales behandlingen af udgåede driftsmidler.
Afsnittet indeholder.
- Regel
- Skadegørende handlinger, herunder strafbare handlinger og konfiskation
- Udgåede driftsmidler
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regel
Udgift til reparation af en skade på et driftsmiddel eller et skib kan trækkes fra i det indkomstår, hvori reparationen udføres. Se AL (afskrivningsloven) § 7, stk. 1. Hvis der ikke er udbetalt en forsikrings - eller erstatningssum, kan hele reparationsudgiften trækkes fra.
Hvis der er udbetalt en forsikrings - eller erstatningssum, der er mindre end udgiften til reparation, kan kun det beløb, som reparationsudgiften er større end forsikrings - eller erstatningssummen, trækkes fra.
Hvis forsikrings - eller erstatningssummen er større end reparationsudgiften, skal forskelsbeløbet trækkes fra i saldoværdien for driftsmidlerne efter AL (afskrivningsloven) § 5. Se AL (afskrivningsloven) § 7, stk. 2.
Efter AL (afskrivningsloven) § 7, stk. 2 følger det af den generelle regel om, at forsikrings- og erstatningssummer sidestilles med salgssummer, jf. AL (afskrivningsloven) § 48.
Hvis udgiften til reparation er større, end hvad der kan anses som reparationsudgift, anses det overskydende beløb som en forbedringsudgift, der skal lægges til på saldoen.
Hvis | Så |
der ikke er udbetalt en forsikrings- eller erstatningssum | kan hele reparationsudgiften trækkes fra. |
der er udbetalt en forsikrings- eller erstatningssum, der er mindre end udgiften til reparation, | kan kun det beløb, som reparationsudgiften er større end forsikrings- eller erstatningssummen, trækkes fra. |
forsikrings- eller erstatningssummen er større end reparationsudgiften, | skal forskelsbeløbet trækkes fra i saldoværdien for driftsmidlerne efter AL (afskrivningsloven) § 5, jf. AL (afskrivningsloven) § 7, stk. 2. |
udgiften til reparation er større, end hvad der kan anses som reparationsudgift | er det overskydende beløb en forbedringsudgift, der skal lægges til på saldoen. |
Reparationsudgifter er udgifter til at sætte aktivet i samme stand, som det var i, da skaden skete. Se AL (afskrivningsloven) § 7, stk. 3.
Eksempel: Efter skade på et driftsmiddel bliver der udbetalt en forsikringssum på 100.000 kr.
Virksomheden bruger 150.000 kr. til reparationen.
Udgiften til at sætte driftsmidlet i samme stand, som det var i, før skaden skete, er 130.000 kr.
130.000 kr. ÷ 100.000 kr. = 30.000 kr., der kan trækkes fra.
150.000 kr. ÷ 130.000 kr. = 20.000 kr., der er en forbedringsudgift.
Skadegørende handlinger, herunder strafbare handlinger og konfiskation
Hvis skaden er opstået ved ejerens forsætlige, skadegørende handling eller i forbindelse med ejerens strafbare handling, fx under spirituskørsel, er der ikke fradrag. Se LSRM 1971,39.
Tab ved konfiskation af driftsmidler som følge af skatteyderens egen strafbare handling kan ikke trækkes fra. Se LSRM 1955, 138.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelser | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsskatteretskendelser | ||
LSRM 1971.39 LSR | En bladhandler beskadigede sin varebil ved et kørselsuheld. Varebilen, der blev totalskadet ved uheldet, havde en saldoværdi ved årets begyndelse på 14.604 kr. Bilen blev solgt for ophugningsværdien på 2.273 kr. med et tab på 12.331 kr. Bladhandleren blev dømt til 30 dages hæfte og tab af kørekortet i to år for spirituskørsel. Dette resulterede i, at forsikringsselskabet ikke erstattede tabet, som han derfor trak fra i sin indkomstopgørelse. Tabet, der ansås for at være en direkte følge af det strafbare forhold kunne ikke anses for at have en sådan forbindelse med hans erhvervsmæssige virksomhed, at han havde fradrag for det. | |
LSRM 1955.138 LSR | En læge anskaffede i 1951 en ny personbil til brug i sin lægepraksis. Bilen blev konfiskeret, fordi han havde givet urigtige oplysninger i forbindelse med, at han havde fået indkøbstilladelse til bilen. Han trak tabet fra under henvisning til en regel i LL (ligningsloven) § 7, stk. 1 om fradrag for tab ved afhændelse af driftsmidler. Landsskatteretten udtalte, at reglen kun tager sigte på tab, der står i normal og lovlig forbindelse med erhvervet. Det strafmæssige hensyn, der ligger bag en konfiskation, må i almindelighed udelukke, at der kan gives fradrag i indkomsten for tab, der er opstået ved konfiskation. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed