Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2020.37.HR

Sagen angik, hvem der efter RPL § 343, stk. 3, skulle afholde udgiften til honorar til skønsmand i forbindelse med isoleret bevisoptagelse til brug for en klagesag ved Landsskatteretten.

Skønsrekvirenterne havde forud for bevisoptagelsen modtaget tilsagn fra skattemyndighederne om fuld godtgørelse af udgifterne til bevisoptagelsen. Både byretten og siden landsretten havde med henvisning til det meddelte tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse pålagt skattemyndighederne at betale skønsmandens honorar.

Højesteret udtalte, at udgifterne ved en bevisoptagelse efter RPL § 343, stk. 1, afholdes foreløbigt af den part, der ønsker beviset optaget, og at det derfor var skønsrekvirenterne, som foreløbigt skulle afholde udgiften til skønsmandens honorar.

Højesteret udtalte endvidere, at medmindre parterne har aftalt andet, så træffer retten efter § 343, stk. 3, bestemmelse om betaling af omkostningerne ved bevisoptagelsen, og at der ved afgørelsen heraf skal lægges vægt på, hvem der har fået medhold ved bevisoptagelsen. Højesteret fandt, at der hverken i retsplejeloven eller i skatteforvaltningsloven er holdepunkter for, at en afgørelse om at ville yde fuld omkostningsgodtgørelse kan tillægges betydning ved afgørelsen om sagsomkostningerne ved bevisoptagelsen efter RPL § 343, stk. 3.

Højesteret fandt på denne baggrund, at der ikke var hjemmel i RPL § 343, stk. 3, til med henvisning til det meddelte tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse at pålægge skattemyndighederne at betale skønsmandens honorar i forbindelse med bevisoptagelsen til brug for klagesagen ved Landsskatteretten.

Skønsrekvirenterne skulle derfor betale skønsmandens honorar.

Skattestyrelsen kunne ikke pålægges at betale skønsmanden direkte.

Afgørelsen viser, at selvom Skatteankestyrelsen har givet tilsagn om fuld omkostningsdækning ved gennemførelse af syn og skøn, medfører det ikke at Skattestyrelsen kan pålægges at betale skønsmanden direkte, men at rekvirenten som i alle andre tilfælde, skal indsende anmodning om omkostningsdækning efter reglerne i skatteforvaltningsloven.

Landsretsdomme

SKM2020.558.VLR

I en sag om, hvorvidt et stutteri var erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende, blev der til belysning heraf afholdt syn og skøn. Ved afslutningen af syn og skønnet var parterne ikke enige om fordelingen af omkostningerne til syn og skønnet. Ingen af parterne ønskede at stille supplerende spørgsmål.

Byretten traf afgørelse om, at Skatteforvaltningen skulle afholde udgifterne til syn og skønnet jf. RPL § 343, stk. 3.

Rekvisitus anførte i kæren, at der jf. RPL § 201 var indhentet et overslag over omkostningerne ved besvarelsen af rekvirentens spørgsmål, og havde ikke selv stillet spørgsmål. Rekvisitus anførte desuden at det efter RPL § 343, stk. 2, var rekvirenten der foreløbigt skulle afholde udgifterne til syn og skønnet, og da retten ikke havde hjemmel til, at træffe afgørelse i den bagvedliggende materielle administrative klagesag, og at denne hjemmel var tillagt Landsskatteretten, kunne RPL § 343, stk. 3, ikke finde anvendelse, da denne bestemmelse forudsatte at der var truffet afgørelse i den administrative materielle sag til hvilken der var optaget syn og skøn. Der var desuden ikke i selve ordlyden af RPL § 343, stk. 3, hjemmel til den af retten foretagne vurdering af udfaldet af syn og skønnet. Dette fremgår alene af forarbejderne. Rekvisitus anførte endeligt, at det ville være i strid med forarbejderne til reglerne i RPL §§ 201 og 208, som indført i 2014, og at der ville opstå en regelkonflikt mellem §§ 201 og 208 og RPL § 343, stk. 3. RPL §§ 201 og 208 ville således blive uden reel betydning for omkostningsfordelingen.

Hverken byretten eller landsretten delte rekvirentens opfattelse, og med henvisning til Højesterets kendelse i UfR 2020.1011, blev det afgjort, at omkostningerne ved syn og skønnet skulle afgøres efter RPL § 343, stk. 3, jf. anmodning herom, og ud fra rettens vurdering af udfaldet af syn og skønnet. Det bemærkes, at det sagen i UfR 2020.1011 drejede sig om, hvorvidt det kunne pålægges Skatteforvaltningen at betale skønsmandens honorar direkte. Det var der efter Højesterets opfattelse ikke hjemmel til i RPL § 343, stk. 3. Højesteretssagen drejede sig således ikke om RPL §§ 201 og 208.

Der var ikke konflikt mellem RPL § 208 og § 343, hvorfor der skulle foretages en medholdsvurdering efter RPL § 343, stk. 3

SKM2020.557.ØLR

I en sag om, hvorledes en fordeling af, hvilke udgifter vedrørende bygge- og renoveringsprojekt der havde bragt en ejendom i bedre stand end ved købet, og om, hvilke arbejder der måtte antages at have medført en varig værdiforøgelse af ejendommen, blev der til belysning heraf afholdt syn og skøn. Ved afslutningen af syn og skønnet var parterne enige om fordelingen af omkostningerne til syn og skønnet i overensstemmelse med fordelingen jf. det efter RPL § 201 indhentede overslag.

Imidlertid fandt byretten anledning til at beslutte, at det var skønsindstævnte og dermed Skatteforvaltningen, der skulle afholde alle udgifterne til syn og skønnet.

Ingen af parterne havde tilkendegivet, om der ønskedes besvaret supplerende spørgsmål.

Rekvisitus anførte, at der jf. RPL § 201 var indhentet et overslag over omkostningerne ved besvarelsen af parternes spørgsmål. Rekvisitus anførte desuden, at det efter RPL § 343, stk. 2, var rekvirenten, der foreløbigt skulle afholde udgifterne til syn og skønnet, og da retten ikke havde hjemmel til at træffe afgørelse i den bagvedliggende materielle administrative klagesag, og at denne hjemmel var tillagt Landsskatteretten, kunne RPL § 343, stk. 3, ikke finde anvendelse, da denne bestemmelse forudsatte at der var truffet afgørelse i den administrative materielle sag, til hvilken der var optaget syn og skøn. Der var desuden ikke i ordlyden af RPL § 343, stk. 3, hjemmel til den af retten foretagne vurdering af udfaldet af syn og skønnet. Dette fremgår alene af forarbejderne. Rekvisitus anførte endeligt, at det ville være i strid med forarbejderne til reglerne i RPL §§ 201 og 208, som indført i 2014, og at der ville opstå en regelkonflikt mellem §§ 201 og 208 og RPL § 343, stk. 3. RPL §§ 201 og 208 ville således blive uden reel betydning for omkostningsfordelingen.

Landsretten var enig med rekvisitus og traf afgørelse om, at omkostningerne ved syn og skønnet foreløbigt skulle betales af rekvirenten og rekvisitus i overensstemmelse med fordelingen, der fremgik af det efter RPL § 201 indhentede overslag.

Der skulle fastsættes en foreløbig omkostningsfordeling jf. RPL § 343, stk. 2, men efter fordelingen jf. RPL §§ 201 og 208.

SKM2020.525.ØLR

Rekvisitus anførte, at der jf. RPL § 201 var indhentet et overslag over omkostningerne ved besvarelsen af rekvirentens spørgsmål, og havde ikke selv stillet spørgsmål. Rekvisitus anførte desuden, at det efter RPL § 343, stk. 2, var rekvirenten, der foreløbigt skulle afholde udgifterne til syn og skønnet, og da retten ikke havde hjemmel til at træffe afgørelse i den bagvedliggende materielle administrative klagesag, og at denne hjemmel var tillagt Landsskatteretten, kunne RPL § 343 stk. 3, ikke finde anvendelse, da denne bestemmelse forudsatte at der var truffet afgørelse i den administrative materielle sag, til hvilken der var optaget syn og skøn. Der var desuden ikke i selve ordlyden af RPL § 343, stk. 3, hjemmel til den af retten foretagne vurdering af udfaldet af syn og skønnet. Dette fremgår alene af forarbejderne. Rekvisitus anførte endeligt, at det ville være i strid med forarbejderne til reglerne i RPL §§ 201 og 208, som indført i 2014, og at der ville opstå en regelkonflikt mellem §§ 201 og 208 og RPL § 343 stk. 3. RPL §§ 201 og 208 ville således blive uden reel betydning for omkostningsfordelingen.

Hverken byretten eller landsretten var enige heri, og med henvisning til Højesterets kendelse i UfR 2020.1011, blev det afgjort, at omkostningerne ved syn og skønnet skulle afgøres efter RPL § 343, stk. 3, jf. anmodning herom fra rekvirenten, og ud fra rettens vurdering af udfaldet af syn og skønnet. Det bemærkes at det sagen i UfR 2020.1011, drejede sig om hvorvidt det kunne pålægges Skatteforvaltningen, at betale skønsmandens honorar direkte. Det var der efter Højesterets opfattelse ikke hjemmel til i RPL § 343, stk. 3. Højesteretssagen drejede sig således ikke om RPL §§ 201 og 208.

Der skulle ske en endelig omkostningsfordeling efter medholdsvurdering i RPL § 343 stk. 3.

SKM2017.414.VLR

Der skulle gennemføres et syn og skøn af et betydeligt antal udlejningsejendomme, der var ejet af dels et dansk selskab og gennem dette selskab, dels af nogle udenlandske selskaber. Ejendommene var beliggende i udlandet. 

Efter aftale mellem parterne og da skønsmanden også fandt det mest praktisk, blev det aftalt, at skønsmanden skulle forestå den praktiske indhentelse af det materiale, som skønsmanden havde brug for, samt at skønsmand også skulle sikre den praktiske adgang til de enkelte ejendomme. Dette skulle skønsmanden sørge for hos de relevante forretningsbestyrer af de udenlandske ejendomme, efter at rekvirenten havde oplyst om hvilke ejendomme og forretningsbestyrer der var tale om. 

Efter at nogle få besigtigelser var gennemført, fremsendte skønsmanden et aconto honorarkrav på 356.250 kr. inkl. moms. 

Inden parterne efter RPL § 208 havde udtalt sig om det fremsatte honorarkrav, fremlagde skønsmanden en lægeerklæring om, at han på grund af helbredsproblemer ikke kunne fortsætte som skønsmand. 

Skønsmanden blev herefter fritaget for hvervet som skønsmand, men kravet om betaling af det fremsatte aconto honorarkrav blev opretholdt. 

Såvel rekvirenten som SKAT indstillede efter RPL § 208, at skønsmandens aconto honorarkrav, dog bortset fra skønsmandens dokumenterede udgifter til hotelophold mv., ikke blev godkendt af retten. Det var parternes hovedsynspunkt, at det beroede på skønsmandens forhold, at der som følge af dennes helbredsforhold ikke ville blive udfærdiget et skønserklæring, og at det materiale mv. som skønsmanden allerede havde fremskaffet, ikke kunne anvendes af en anden skønsmand. Skønsmanden fremlagde på trods af opfordring hertil ikke sit fremskaffede materiale. 

Byretten gav rekvirenten og SKAT medhold og afviste således, at skønsmanden var berettiget til noget honorar ud over det af parterne accepterede. 

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse med begrundelsen om, at det var skønsmanden, der var den nærmeste til, at bære ansvaret for, at der ikke ville blive udarbejdet en skønserklæring, og videre havde skønsmanden ikke dokumenteret, at de fremskaffede oplysninger kunne anvendes af en anden skønsmand, at skønsmanden ikke havde dokumenteret, at det beroede på rekvirentens forhold, at det havde været mere kompliceret end forudsat, at fremskaffe det relevante materiale, som det var aftalt, at skønsmanden skulle fremskaffe.

Ikke honorar til fratrådt skønsmand.

SKM2007.864.VLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt et deltidslandbrug med heste blev drevet erhvervsmæssigt i indkomstårene 1998-2000.

Indtægterne kom stort set fra udlejning af hestebokse til skatteyderens samlever. Under sagen gjorde ministeriet bl.a. gældende, at man ved vurderingen af, om der var tale om erhvervsmæssig aktivitet, skulle se bort fra bogførte indtægter hidrørende fra samleveren.

Efter oplysningerne om økonomien mellem skatteyderen og samleveren fandt landsretten det ikke bevist, at samleveren reelt havde betalt for at have sine heste opstaldet, i hvilken forbindelse landsretten lagde vægt på, at samleveren hver måned indbetalte mindre til budgetkontoen end skatteyderen.

På baggrund af det anførte, og selv om det efter en erklæring fra syns- og skønsmanden måtte lægges til grund, at virksomheden med stutteri og udlejning af heste og hestebokse var en virksomhed, havde skatteyderen ikke godtgjort, at virksomheden havde et sådant omfang, at den kunne anses for erhvervsmæssigt drevet. Landsretten frifandt derfor Skatteministeriet.

Skønserklæringen ikke tillagt betydning.

SKM2004.159.ØLR

Sagen drejer sig om, hvorvidt et stutteri i 1997 og 1998 udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed med den virkning, at skatteyderen var berettiget til at fratrække underskuddet ved driften af stutteriet.

Der forelå en syns- og skønserklæring om, at stutteriet var drevet teknisk landbrugsfagligt forsvarligt. På trods af skønserklæringen tiltrådte landsretten, at stutteriet ikke opfyldte kravene til at blive anset som en erhvervsmæssig virksomhed, idet landsretten fandt, at stutteriet, som i det væsentlige var drevet på grundlag af kun en avlshoppe, ikke havde det fornødne omfang.

Den omstændighed, at driften i et senere indkomstår (2002) hovedsageligt på grund af salg af et føl og salg af halvpart af en hest havde medført en samlet indtægt på 105.000 kr., der med fradrag af direkte udgifter havde resulteret i et overskud på 36.000 kr., kunne på baggrund af de foregående års tilfældige og usikre indtægter foranlediget af, at driften var baseret på kun en avlshoppe, ikke føre til et andet resultat.

Skønserklæringen ikke tillagt betydning.

SKM2002.530.VLR

I forbindelse med overdragelsen af en gård mellem uafhængige parter havde parterne i slutsedlen fordelt købesummen på de overdragne aktiver. Sælgeren gjorde gældende, at afskrivningsgrundlaget ikke skulle opgøres efter denne fordeling og støttede sig på en skønserklæring.

Landsretten fastslog, at den pågældende fordeling i slutsedlen var en del af over-dragelsesaftalen, og at det anførte beløb måtte anses som udtryk for parternes vedtagelse om afståelsessummen for driftsbygningerne. Denne værdi havde køber da også anvendt som sit afskrivningsgrundlag. Skattemyndighederne havde ikke anfægtet fordelingen af købesummen. På denne baggrund kunne det forhold, at skønsmanden havde anslået bygningernes almindelige handelsværdi til en anden og væsentlig lavere værdi ikke føre til, at skattemyndighedernes ansættelse kunne tilsidesættes.

Skønserklæringen ikke tillagt betydning.

SKM2001.64.ØLR

Sagen drejer sig om salg af ejendom til selskab til overpris er anset som maskeret udlodning til hovedaktionæren.

Landsretten fandt, at sagsøgeren ikke ved henvisning til skønsrapporten eller ved det i øvrigt foreliggende havde godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte det af sagsøgte udøvede skøn over ejendommens værdi på overdragelsestidspunktet.  Sagsøgtes påstand om frifindelse blev derfor taget til følge.

Skønserklæringen ikke tillagt betydning.

UfR2000.2202.ØL

Syns- og skønsmand fik et honorar på ca. 13.000 kr. for den første skønserklæring. For besvarelse af to supplerende spørgsmål krævede han 12.000 kr., idet han havde udarbejdet skitsetegninger og projekt. Byretten henviste til, at syns- og skønsmanden, forinden han påbegyndte dette, burde have kontaktet parterne. Derfor nedsattes honoraret til 6.000 kr., hvilket landsretten stadfæstede.

Honorar nedsat.

Byretsdomme

SKM2020.555.BR

I en sag, hvor skatteyder var fraflyttet Danmark, var der ikke enighed om værdien af en aktieportefølje. Til fastlæggelse heraf blev der afholdt syn og skøn. Skønsmand anmodede om at få tillagt et honorar for besvarelsen af det supplerende syn og skøn i overensstemmelse med sit honoraroverslag. Parterne var enige om, at besvarelsen af det supplerende syn og skøn ikke berettigede til et honorar i den størrelsesorden som skønsmanden havde begæret, og påstod honoraret nedsat med 60 %. Retten var enig i, at der, uanset parternes accept af honoraroverslaget, ikke var grundlag for det begærede honorar, og nedsatte dette i overensstemmelse med parternes påstand.

Skønsmandens honorar nedsat

SKM2019.297.BR

I denne sag ønskede skønsmændene fremskaffet yderligere oplysninger, og rekvirenten mente, at skønsmændene skulle afholde udgifter hertil. Retten bemærkede, at det var rekvirentens opgave at fremskaffe sagens oplysninger, og udgifterne der til påhvilede ind til videre rekvirenten og kunne ikke pålægges skønsmændene.

Skønsmænd skulle ikke afholde udgifter til oplysning af sag

SKM2009.723.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt underskud fra et hestestutteri skattemæssigt kunne trækkes fra. Sagsøgeren havde overtaget stutteriet i 1992 fra sin ægtefælle, som havde etableret dette i 1976.

Skønsmanden vurderede, at stutteriet på sigt ville kunne give et resultat på eller omkring 0 kroner.

Retten lagde til grund, at driften havde givet underskud i perioden fra overtagelsen i 1992 og frem til 2003/2004. I regnskabsåret 2003/2004 gav stutteriet overskud.

På trods af skønsmandens vurdering fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at stutteriet havde været drevet erhvervsmæssigt med overskud for øje.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Skønserklæring ikke tillagt betydning.

Retten lagde i sin begrundelse vægt på, at sagsøgeren havde overtaget et etableret stutteri, hvor indkøringsfasen burde have været afsluttet allerede på overtagelsestids-
punktet, og at driften blev opretholdt på trods af, at den havde givet underskud i lang årrække.

Afgørelse viser altså, at det kan have betydning, om der på overdragelsestidspunktet ikke længere er tale om en indkøringsperiode.

SKM2009.367.BR

Sagsøgeren - en fysioterapeut - drev et stutteri og mindre kvæghold fra sin landbrugsejendom. Driften havde i en årrække ikke givet overskud. Sagsøgeren besluttede i 1998 at nedlægge stutteriet og omlægge til kvægbrug og boksudlejning. Omlægningen forløb over perioden 1999-2001, hvor sagsøgeren øgede antallet af kvæg, indtil landbruget blev solgt i 2006. Sagen drejede sig om, hvorvidt landbruget var erhvervsmæssigt drevet i 1999.

Ved et syn og skøn vurderede skønsmanden med en vis modifikation, at den af sagsøgeren drevne landbrugsvirksomhed i 1999 ud fra en teknisk/ landbrugsfaglig bedømmelse blev drevet forsvarligt under en for en ejendom som den pågældende sædvanlige driftsform. Skønsmanden fastslog, at det var en driftsøkonomisk forsvarlig disposition at afvikle hesteholdet, og at driftsomlægningen i 1999 kunne karakteriseres som en driftsøkonomisk hensigtsmæssig beslutning.

Byretten fastslog, at uanset der var tale om en drift i omlægning, måtte udgangspunktet tages i driften i det pågældende år på baggrund af erfaringerne fra de foregående år og med de driftsmæssige muligheder, der foreligger for de nærmeste efterfølgende år. Retten fandt det ikke godtgjort, at ejendommen med den driftsform, den havde i 1999, blev drevet med et erhvervsmæssigt sigte, ligesom det måtte lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke havde udsigt til at blive overskudsgivende. Herefter blev Skatteministeriet frifundet.

Skønserklæring ikke tillagt betydning.

SKM2009.45.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgerens stutteri var erhvervsmæssigt drevet i indkomståret 1997.

Byretten lagde til grund, at sagsøgeren havde fået fradrag for underskud siden virksomhedens etablering i 1970 og til og med indkomståret 1996. Retten lagde endvidere til grund, at sagsøgeren og hendes ægtefælle havde været fagligt meget kompetente til at drive stutterivirksomhed.

Der havde været udmeldt syn og skøn og i skønsrapporten blev det udtalt, at ejendommen i 1997 ud fra en teknisk/ landbrugsfaglig bedømmelse ikke blev drevet forsvarligt, og at stutterivirksomheden med den valgte driftsform ikke kunne give et overskud på eller omkring 0 kroner, hverken før eller efter afskrivninger.

Retten fandt det imidlertid driftsmæssigt forsvarligt, at sagsøgeren havde neddroslet driften på grund af en verserende ekspropriationssag, og at det ikke var sandsynliggjort, at sagsøgeren kunne have lejet de omfattende driftsbygninger ud som foreslået af syns- og skønsmanden. På den baggrund fandt retten, at stutteriet i 1997 blev drevet på en i situationen sædvanlig og forsvarlig måde, og at der ikke havde været grund til at antage, at virksomheden ikke på ny ville blive overskudsgivende, når den efter ekspropriationssagens afslutning var blevet lagt i nye rammer. På den baggrund tog retten sagsøgerens påstand om nedsættelse af den skattepligtige indkomst til følge.

Skønserklæring ikke tillagt betydning.

Byrettens afgørelse blev ikke kæret, selvom sagen efter SKATs opfattelse blev afgjort på fejlagtige forudsætninger. Retten lagde nemlig til grund, at den omstændighed, at selvangivelserne kun var tilsidesat i årene 1997 - 1999, var udtryk for, at SKAT anerkendte, at virksomheden havde været erhvervsmæssig i alle de øvrige år (1970-1996 og 2000-2008). 

Retten forstod altså sagen på den måde, at der skulle tages stilling til, om der i den korte 3-års periode fra 1997-1999 havde været et "hul", hvor virksomheden ikke var erhvervsmæssig.

Byrettens kendelse bør derfor kun tillægges betydning i de tilfælde, hvor det kan lægges til grund, at landbrugs-
virksomheden i en lang årrække har været erhvervsmæssig - både før og efter den periode, som sagen nu drejer sig om. Den situation forekommer formentlig meget sjældent.

SKAT

TfS1998.764.TSS

Told- og Skattestyrelsen oplyser, at styrelsen i en konkret syns- og skønssag, af syns- og skønsmandens faglige organisation fik medhold i, at det krævede honorar var for højt.

Honorar nedsat.