A.A.7 Sagsbehandling

Indhold

Dette afsnit handler om reglerne for sagsbehandling på SKATs område.

Afsnittet indeholder:

• Lighedsgrundsætningen og praksisændringer (A.A.7.1)
• Partsbegrebet (A.A.7.2)
• Inhabilitet (A.A.7.3)
• Sagsbehandlingsreglerne (A.A.7.4)
• Formelle mangler eller fejl (A.A.7.5)
• Digital kommunikation (A.A.7.6)

A.A.7.1 Lighedsgrundsætningen og praksisændring

Indhold

Dette afsnit handler om lighedsgrundsætningens betydning for administrativ praksis samt principperne om betingelserne for praksisændringer, herunder adgangen til at støtte ret på indholdet af SKATs juridiske vejledninger.

Afsnittet indeholder:

• Baggrund for lighedsgrundsætning og praksisændring (A.A.7.1.1)
• Lighedsgrundsætningen (A.A.7.1.2)
• Adgangen til at støtte ret på administrativ praksis (A.A.7.1.3)
• Ændring contra udfyldning/præcisering af praksis (A.A.7.1.4)
• Skærpelse af praksis (A.A.7.1.5)
• Lempelse af praksis (A.A.7.1.6)

A.A.7.1.1 Baggrund for lighedsgrundsætning og praksisændring

Indhold

Dette afsnit handler om baggrunden for sammenhængen mellem lighedsgrundsætningen og betingelserne for praksisændring samt afledte virkninger af lighedsgrundsætningen.

Afsnittet indeholder:

• Definition på lighedsgrundsætningen
• Afledte virkninger af lighedsgrundsætningen
• Praksisændring

Definition på lighedsgrundsætningen

Lighedsgrundsætningen er et helt grundlæggende ulovbestemt forvaltningsretligt princip, som skal sikre, at der som udgangspunkt træffes identiske afgørelser i forhold til borgere med identiske omstændigheder. Eller sagt på en anden måde må en myndighed ikke udøve usaglig forskelsbehandling.

Afledte virkninger af lighedsgrundsætningen

Det er derfor en direkte følge af lighedsgrundsætningen, at en borger under nærmere betingelser kan støtte ret på SKATs administrative afgørelsespraksis, herunder beskrivelsen af praksis i SKATs juridiske vejledninger, styresignaler og øvrige offentliggjorte beskrivelser af praksis.

Praksisændring

Principperne om muligheden for praksisændringer kan imidlertid bevirke, at der må gøres undtagelse fra lighedsgrundsætningen. I det følgende beskrives de nærmere betingelser for at kunne støtte ret på lighedsgrundsætningen og administrativ praksis, samt principperne for praksisændring, herunder forskellen på praksisændring og udfyldning/præcisering af praksis.

A.A.7.1.2 Lighedsgrundsætning

Indhold

Dette afsnit handler om de grundlæggende betingelser for at kunne støtte ret på lighedsgrundsætningen, dvs. at borgerens/virksomhedens sag skal afgøres uden usaglig forskelsbehandling og derfor som udgangspunkt skal afgøres på samme måde som tilsvarende øvrige sager.

Afsnittet indeholder:

• Betingelsen om identitet
• Betingelsen om materiel rigtighed
• Betingelsen om lovlighed
• Undtagelse fra lighedsgrundsætningen
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Betingelsen om identitet

For det første er det en betingelse, at de tilsvarende sager er helt identiske. Fra praksis kan nævnes følgende afgørelser som eksempler på, at der ikke var tilstrækkelig identitet:

Eksempel

En pilot, der var blevet beskattet af besparelsen ved delvis frirejse fra hjem til arbejdssted, kunne ikke støtte ret på, at bl.a. DSB-ansatte ikke blev beskattet af tilsvarende frirejser. Se TfS 1995.486.ØLD.

Eksempel

En eksportchauffør, der var berettiget til et standardfradrag på 150 kr. pr. døgn, kunne ikke støtte ret på, at de fleste andre lønmodtagere var berettiget til fradrag på 350 kr. pr. døgn. Se TfS 1998.778.HD.

Betingelsen om materiel rigtighed

For det andet er det en betingelse, at de afgørelser, henholdsvis den praksis, der henvises til, er i overensstemmelse med skattemyndighedernes offentligt tilkendegivne praksis. Fra praksis kan henvises til følgende afgørelser som eksempler på tilfælde, hvor forskelsbehandlingen ikke var usaglig, fordi de afgørelser, der henvises til, var materielt urigtige i forhold til praksis i øvrigt:

Eksempel

Lighedsgrundsætningen kunne ikke påberåbes af en buschauffør, der blev nægtet fradrag for merudgifter til forplejning, uanset at buschauffører i andre kommuner fejlagtigt havde fået godkendt fradrag. Se TfS 1995.483.HD.

Eksempel

Klageren var blevet nægtet fradrag for afskrivninger i et sale and lease back projekt, uanset at andre deltagere i projektet med urette havde fået godkendt afskrivning. Se TfS 2000.374.HD.

Eksempel

Klageren fik ikke medhold i, at der ved opgørelse af avance ved salg af fast ejendom skulle ske pristalsregulering af anskaffelsessummen, selv om medejeren var blevet indrømmet pristalsregulering. Det blev lagt til grund, at opgørelsen af medejerens avance var fejlagtig. Se SKM2006.610.ØLR.

Betingelsen om lovlighed

For det tredje er det en betingelse, at de afgørelser, henholdsvis den praksis der henvises til, ikke er direkte ulovmedholdelig. Det vil i sådanne tilfælde ikke være usaglig forskelsbehandling, at en afgørelse ikke træffes i overensstemmelse med den ulovmedholdelige praksis. Fra praksis kan henvises til følgende eksempel:

Eksempel

Landsskatteretten fastslog, at SKATs praksis om modregning i restskat med overskydende AM-bidrag før beregning af procenttillæg af restskattebeløbet var lovstridig. Som følge heraf kunne klageren ikke få medhold i, at lighedsgrundsætningen fandt anvendelse. Se SKM2006.679.LSR.

Undtagelse fra lighedsgrundsætningen

Der gælder endvidere den undtagelse fra lighedsgrundsætningen, at der kan forekomme situationer, hvor en borger kan støtte ret på en individuel tilkendegivelse fra SKAT, uanset om dette fører til et resultat, der ikke er i overensstemmelse med den generelle praksis, se nærmere i afsnit A.A.4 Uformelle forhåndstilkendegivelser - forventningsprincippet.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Følgende skema viser supplerende afgørelser på området:

A.A.7.1.3 Adgangen til at støtte ret på administrativ praksis

Indhold

Dette afsnit handler om, at det er en følge af lighedsgrundsætningen, at borgere og virksomheder som udgangspunkt kan støtte ret på gældende administrativ praksis, medmindre praksis er direkte ulovlig. Den administrative praksis på skatteområdet dannes som udgangspunkt ved offentliggørelse af afgørelser på SKATs hjemmeside. Den administrative praksis kan efterfølgende blive ændret af domstolene. Den administrative praksis indarbejdes løbende i den generelle beskrivelse af praksis, der fremgår af SKATs juridiske vejledninger, styresignaler og øvrige offentliggjorte beskrivelser af praksis.

Afsnittet indeholder:

• Praksis skal dokumenteres eller sandsynliggøres
• Praksis skal være entydig, uden forbehold og ikke i strid med højere retskilder
• Oversigt over afgørelser, domme kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Praksis skal dokumenteres eller sandsynliggøres

Hvis en påstået praksis ikke er beskrevet i SKATs vejledninger mv. eller ikke er udmøntet i en fast praksis, er det op til borgeren/virksomheden at sandsynliggøre den påståede praksis. Det var ikke muligt i følgende eksempler:

• Retten fandt det ikke godtgjort, at der hidtil havde eksisteret en fast administrativ praksis om, at der efter fusionsskattelovens regler blev tilladt ubegrænset balancetilpasning. Se SKM2006.497.VLR.
• Det blev lagt til grund, at den beskrevne praksis om fradrag for udgifter til erhvervelse af filmrettigheder alene omfattede premierefilm i regnskabsåret og dermed ikke film, der havde haft premiere forud for erhvervelsesåret. Se SKM2001.408.ØLR.
• Det blev lagt til grund, at der ikke hidtil havde eksisteret en praksis om rentefradrag vedrørende låneaftaler på non-recourse vilkår. Se TfS 2000.148.HD.
• Det blev lagt til grund, at en efterfølgende opstået praksis om pristalsregulering af anskaffelsessum ikke var gældende for 1997. Se SKM2006.610.ØLR.

Praksis skal være entydig, uden forbehold og ikke i strid med højere retskilder

Der findes en række afgørelser, der belyser, om praksis har været så entydig, uden forbehold og ikke i strid med højere retskilder, at borgere/virksomheder kan støtte ret på denne praksis.

Et internt notat er ikke nødvendigvis identisk med SKATs gældende praksis. Se TfS 2000.871.HD, hvor der ikke kunne støttes ret på et internt notat om den skattemæssige behandling af bådudlejning

Nedenfor er refereret afgørelser opdelt som eksempler på, hvornår der kan støttes ret på, henholdsvis ikke kan støttes ret praksis.

Eksempler på tilfælde, hvor der kunne støttes ret på beskrivelsen af praksis:

Eksempel

Højesteret fastslog, at klageren havde ret til fradrag for udgifter til advokat- og revisorbistand i forbindelse med en skattestraffesag. Begrundelsen var, at dette fremgik af Ligningsrådets bindende anvisninger for det pågældende år, og at der kunne støttes ret på dette, selv om det senere var ændret. Se UfR 1965.399.HD.

Eksempel

Højesteret gav klageren medhold i, at der i overensstemmelse med Ligningsvejledningens beskrivelse af praksis kunne indrømmes fradrag for udgifter til arbejdsværelse. Se TfS 1996.210.HD.

Eksempel

Højesteret underkendte skattemyndighedernes fiksering af rente vedrørende hovedaktionærens tilgodehavende i eget selskab. Begrundelsen var, at i mangel af særlig lovregulering kunne der støttes ret på eksisterende praksis, hvorefter der ikke var sket rentefiksering. Se TfS 1996.642.HD.

Eksempel

Der kunne støttes ret på Ligningsvejledningens beskrivelse om, at erhvervelse af en fast ejendom fra et hovedaktionærselskab kunne ske til den senest offentliggjorte ejendomsvurdering plus/minus 15%. Se TfS 1994.295.ØLD.

Eksempel

Der kunne støttes ret på Ligningsvejledningens udsagn om, at et enfamilieshus kan udstykkes i 2 ejerlejligheder, som begge kan sælges skattefrit efter parcelhusreglen, uanset bopælskravet. Se SKM2008.149.BR.

Eksempel

Der kunne støttes ret på Momsvejledningens afsnit Q.1.3.2.4, hvorefter en pålagt bod i henhold til en Momsnævnsafgørelse kunne medføre regulering af momstilsvaret. Efter momslovens§ 52, stk. 5, jf. § 27, stk. 1, var det alene erstatning, der kunne medføre regulering af momstilsvaret. Se SKM2010.463.LSR.

Eksempler på tilfælde, hvor der ikke kunne støttes ret på beskrivelsen af praksis:

Eksempel

Avancen ved salg af et sommerhus var skattepligtig, fordi bygningen ikke var egnet som fritidsbolig. Det kunne ikke ændre noget i denne faste praksis, at der var dokumenteret enkelte afvigende afgørelser fra underordnede myndigheder. Se SKM2009.369.ØLR.

Eksempel

Der kunne ikke støttes ret på et internt notat om den skattemæssige behandling af bådudlejning, da interne notater ikke nødvendigvis er identiske med gældende praksis. Se TfS 2000.871.HD.

Eksempel

Der kunne ikke støttes ret på Ligningsvejledningens udsagn om ret til fradrag i anskaffelsessummen ved salg af aktier til det udstedende selskab, fordi tabet ikke ansås for reelt, men derimod konstrueret til at opnå skattefradrag. Se SKM2007.29.HR.

Eksempel

Der kunne ikke støttes ret på en cirkulæreskrivelse fra Told- og Skattestyrelsen. Det fremgik af skrivelsen, at foretagelse af en ekstraordinær skatteansættelse var betinget af gennemførelse af en straffesag. Da skrivelsens indhold ikke havde støtte i lov eller forarbejder, kunne ansættelsen foretages, selv om der ikke blev rejst straffesag. Se SKM2001.582.ØLR.

Eksempel

Der kunne ikke støttes ret på Ligningsvejledningens udsagn om beskatningen af hovedaktionærer af værdi af rådighed over lystbåd, fordi personen i sagen, ud over at være hovedaktionær, også var direktør i selskabet. Se SKM2004.153.VLR.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

A.A.7.1.4 Ændring eller udfyldning/præcisering af praksis

Indhold

Dette afsnit handler om forskellen på ændring af praksis og udfyldning/præcisering af praksis.

Afsnittet indeholder:

• Betydningen af at der er tale om udfyldning/præcisering af praksis
• Særligt om praksispræcisering
• Særligt om udfyldning af praksis
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser,SKAT-meddelelser med videre

Betydningen af at der er tale om udfyldning/præcisering af praksis

Ændring af praksis kan forekomme enten som en lempelse af hidtidig praksis eller som en skærpelse af hidtidig praksis. Sådanne praksisændringer kan ske under visse nærmere betingelser.

Se også

Afsnit A.A.7.1.5 om skærpelse af praksis

Afsnit A.A.7.1.6 om lempelse af praksis

Disse betingelser vedrørende praksisændring er imidlertid ikke relevante, hvis der ikke er tale om en egentlig praksisændring, men derimod er tale om en udfyldning/præcisering af hidtidig praksis. I det omfang en afgørelse rummer en udfyldning/præcisering af hidtidig praksis, er borgeren afskåret fra at påberåbe sig, at afgørelsen er i strid med lighedsgrundsætningen eller hidtidig praksis.

Hvis det lægges til grund, at en afgørelse er udtryk for præcisering/udfyldning af praksis, vil der i samme sag og i andre tilsvarende sager kunne ændres bagud i tid begrænset af gældende frist- og forældelsesregler.

Se også

Afsnit A.A.8 Fristregler om fristregler

Særligt om præcisering af praksis

Efter at SKAT fra 1. november 2005 er etableret som enhedsorganisation har begrebet præcisering af praksis stort set ingen selvstændig betydning. Derimod havde begrebet betydning i den tidligere hierarkiske struktur med over- og underordnede skattemyndigheder, hvor en praksispræcisering kunne modsvare en situation, hvor en afgørelse afklarede en tvetydig praksis hos de underordnede myndigheder. I en enhedsorganisation vil en afgørelse, der afklarer en tvetydig praksis, som altovejende hovedregel skulle behandles som en ændring af praksis, dvs. som en ændring af den delpraksis, der nu er blevet underkendt, eller som en skærpelse af en hidtidig delpraksis. Se A.A.7.1.5 om skærpelse af praksis, og. A.A.7.1.6 om lempelse af praksis.

Særligt om udfyldning af praksis

I realiteten er det kun situationer, hvor en afgørelse udfylder et tidligere vakuum, der ikke skal behandles efter principperne om praksisændring. Der kan nævnes en række afgørelser som eksempler på tilfælde, hvor det er fastslået, at en afgørelse udfyldte - og dermed ikke ændrede - hidtidig praksis.

Eksempel

Det blev lagt til grund, at der ikke havde foreligget en administrativ praksis om, at passagerer på katamaranfærgerne var fritaget for flyrejseafgift. Se SKM2009.39.ØLR.

Eksempel

Klageren blev nægtet afskrivning på investors udgift til "finders fee", fordi det ikke kunne dokumenteres, at dette spørgsmål havde været reguleret i hidtil gældende praksis. Se SKM2009.196.ØLR.

Eksempel

Det blev lagt til grund, at en afgørelse om AM-bidrag af vederlag for arbejde for dansk arbejdsgiver i udlandet udfyldte og altså ikke ændrede hidtidig praksis. Se SKM2007.154.BR.

Eksempel

Nægtelse af fradrag for udgifter til vedligeholdelse af fredede parkanlæg blev ikke anset for ændring af hidtidig praksis. Se SKM2009.95.HR.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

A.A.7.1.5 Skærpelse af praksis

Indhold

Dette afsnit handler om de grundlæggende principper for iværksættelse af en skærpende praksisændring. Disse principper om praksisskærpelse er ikke relevante, hvis det lægges til grund, at en afgørelse udfylder eller præciserer hidtidig praksis. Se nærmere i A.A.7.1.4.

• Varsling af ændring med fremtidig virkning
• Saglig begrundelse for ændringen

Varsling af ændring med fremtidig virkning

Det er et grundlæggende forvaltningsretligt princip, at det kun er muligt at iværksætte en skærpende praksisændring med virkning for fremtiden og efter udmelding af et passende varsel, der giver borgerne mulighed for at indrette sig efter den ændrede retstilstand.

Eksempel

I 1962 indskrænkede Ligningsrådets anvisning adgangen til fradrag for udgifter til advokat- og revisorbistand i skattesager. Denne praksisskærpelse kunne ikke gennemføres til skade for klageren i årene inden 1962. Se UfR 1965.399.HD.

Eksempel

Højesteret fastslog, at en ændring af praksis, således at kommanditisters fradrag blev begrænset til det ansvarlige indskud, ændrede kommanditisters retsstilling så væsentligt , at ændringen alene kunne have virkning for fremtiden. Se UfR 1983.8.HD.

Hvad der skal forstås som et passende varsel afhænger helt af de konkrete omstændigheder, dvs. hvilket tidsrum borgerne skønnes at have behov for til at kunne indrette sig efter praksisskærpelsen.

En praksisskærpelse skal offentliggøres på relevant måde, fx. I form af en SKM-meddelelse (styresignal) eller ved særlig nyhedsmarkering i de juridiske vejledninger.

Saglig begrundelse for ændringen

En praksisskærpelse er endvidere betinget af, at ændringen er sagligt begrundet. Der kan nævnes følgende eksempler, hvor en ændring var sagligt begrundet:

Eksempel

Højesteret anså det for en sagligt begrundet praksisændring, at kommanditisters fradrag blev begrænset til det ansvarlige indskud, da forhandlinger i Folketinget om dette spørgsmål ikke havde resulteret i lovgivning. Se UfR 1983.8.HD.

Eksempel

Højesteret gav skattemyndighederne medhold i, at det var sagligt begrundet at ændre praksis om selskabers fradrag for ydelser til stifterne. Praksisændringen bestod i, at fradragsretten - i modsætning til tidligere - blev gjort betinget af, at ydelserne stod i rimeligt forhold til modydelsen. Se UfR 1973.18.HD.

På den anden side kan nævnes et eksempel på, at betingelsen om saglig begrundelse for ændringen ikke var opfyldt:

Eksempel

En skærpende ændring af praksis om beskatning af privat kørsel i arbejdsgivers bil blev tilsidesat, bl.a. fordi ændringen savnede saglig begrundelse. Det blev tillagt betydning, at beskatningen var udtryk for forskelsbehandling i forhold til andre lignende situationer. Se TfS 1997.834.VLD.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

A.A.7.1.6 Lempelse af praksis

Indhold

Dette afsnit handler om principperne for lempelse af praksis.

Afsnittet indeholder:

• Lempelse efter underkendelse af praksis
• Lempelse på SKATs initiativ
• Særligt om lempelse med fremtidig virkning

Lempelse efter underkendelse af praksis

Lempelse af praksis er først og fremmest aktuelt, når og hvis SKATs praksis bliver endeligt underkendt af Landsskatteretten eller af domstolene. I en sådan situation er tidsbegrænsningen for gennemførelsen af praksislempelsen bagud i tid i tilsvarende sager bestemt af gældende frist- og forældelsesregler. For skatters og afgifters vedkommende er disse underkendelsessituationer særligt reguleret i SFL §§ 27, stk. 1, nr. 7, og 32, stk.1, nr. 1. Der henvises til afsnit A.A.8.2 og 8.3. Det sidestilles med underkendelse af praksis, at en sag hæves som følge af, at SKAT har erklæret sig enig i modpartens påstand.

Lempelse på SKATs initiativ

Lempelse af praksis kan også ske på SKATs eget initiativ. Det vil også i sådanne situationer være det klare udgangspunkt, at der i tilsvarende sager kan ændres bagud begrænset af gældende frist- og forældelsesregler, dvs. genoptagelse efter 3 års reglen i sidste punktum i henholdsvis SFL § 27, stk. 1, nr. 7, og § 32, stk. 1, nr. 1.

Særligt om lempelse med fremtidig virkning

Efter omstændighederne kan der forekomme situationer, hvor SKAT kan vælge at fastsætte, at en praksislempelse kun skal have virkning fremadrettet. Dette forudsætter for det første, at lempelsen ikke er en følge af, at der skønnes at være udsigt til, at hidtidig praksis ville blive underkendt ved Landsskatteretten eller domstolene. Det er endvidere en forudsætning for at kunne nøjes med fremadrettet virkning, at ændringen i overvejende grad består i ændring af faktum frem for i ændring af det retlige indhold, f.eks. ændring af et skøn baseret på tal eller lignende.

A.A.7.2 Partsbegrebet

Indhold

Dette afsnit handler om begrebet "part".

Afsnittet indeholder:

• Definition af part
• Hvem er part
• Hvad betyder det at være part
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
• Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Definition af part

En part er enhver, som har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i sagen. Der konkret anses for så væsentlig, at den pågældende har partsstatus.Se SFL § 36, stk. 1, § 38, stk. 1, § 39a, stk. 1 og § 40, stk. 1.

Det skatteretlige partsbegreb er identisk med det forvaltningsretlige partsbegreb. Se pkt. 49 - 55 i Vejledning om Forvaltningsloven nr. 11740 af 4. december 1986.

Hvem er part

Den person, som en afgørelse direkte retter sig til, er altid part i sagen.

Derudover kan en part f.eks. være en ægtefælle, en part i en overdragelsesaftale eller en gavemodtager. Se bemærkningerne til §§ 36, 38 og 40 i LFF 110 af 24. februar 2005.

En person, som kun bliver indirekte berørt af afgørelsen er ikke part.

Eksempler hvor, der er partstatus

I gavesager er både gavegiver og gavemodtager part, da begge hæfter for betalingen af gaveafgiften. Se BAL § 30, stk. 1.

I overdragelsessager kan både køber og sælger være part. Se AL § 45 og EBL § 4.

Ægtefæller er klageberettiget part vedrørende ægtefællens eller den forhenværende ægtefælles skatteansættelser for indkomstår, hvori de var samlevende i henhold til kildeskattelovens § 4. På grund af sambeskatningen af ægtefæller, har ægtefæller en direkte økonomisk interesse i hinandens skatteansættelser. Ægtefæller er til gengæld ikke part i og dermed klageberettiget i den anden ægtefælles afgørelser vedrørende afgifter eller ejendomsvurdering, da de ikke har en direkte økonomisk interesse i afgørelsen.

En ejer af en ejendom er klageberettiget vedrørende ejendommens vurdering. Sælgeren af ejendommen er også klageberettiget, hvis sælger fortsat hæfter for ejendommens skatter. En kommune er klageberettiget, hvis kommunen efter planlovens § 47 kan forpligtiges til at overtage ejendommen. Se bemærkningerne til § 38 i LFF 110 af 24. februar 2005.

Efter SKATs opfattelse, er det i omstruktureringssager selskabet som er part, da det er selskabet som laver omstruktureringen. Aktionærerne er ikke part i selskabets omstruktureringssag, da aktionærernes interesse i sagen alene er indirekte.

En kommanditist er kun part i sin egen sag, men ikke part i de andre kommanditisters sager, uanset ændringen vedrører et punkt, som er fælles for dem alle.

Hvis borgeren er død, er det dødsboet, som er part, ikke arvingerne. Arvingen er ikke part og dermed ikke klageberettiget, da arvingen kun berøres indirekte af værdiansættelserne. Se FOB2003.345. Dog kan afdødes ægtefælle - efter de almindelige regler herom - klage over afdødes skatteansættelser for de år, hvori de var samlevende.

I konkursboer, er det boet som er klageberettiget part vedrørende afgørelser for indkomstår forud for konkursåret. For fysiske personer er boet ikke klageberettiget for det indkomstår hvori konkursdekretet afsiges, da indkomstårets skattekrav ikke kan anmeldes i konkursboet. Se KL § 29 og TfS 1987.578.HR.

Eksempler hvor , der ikke partstatus

>Et selskabs interesse i et andet selskabs momssag om tilbagebetaling af moms anses for afledet og indirekte og ikke så væsentlig, at der kunne begrundes partsstatus. Selskabet havde i henhold til forligsaftale modtaget transport for et større beløb i det andet selskabs krav på transport. Se SKM2011.160.LSR<

En direktør for et selskab, der var gået konkurs, var ikke klageberettiget part vedrørende selskabets skatteansættelse. Se SKM2008.166.ØLR.

En lønmodtager er ikke part i arbejdsgiverens sag, uanset om sagen får virkning for lønmodtagerens skatteansættelse, da lønmodtageren kan påklage ændringen af sin egen skatteansættelse. Ligeledes er arbejdsgiveren ikke part i lønmodtagerens skattesag, da arbejdsgivers interesse er indirekte og afledet. Se SKM2008.87.LSR.

En lejer i en udlejningsejendom med flere lejemål er ikke klageberettiget part vedrørende ejendommens vurdering, selvom ejendomsskatten overvæltes på huslejen, da lejers interesse alene er indirekte. Se bemærkningerne til § 38 i LFF 110 af 24. februar 2005. I modsætning hertil, har en lejer som er eneste lejer i en erhvervsejendom og som afholder alle skatter og afgifter på ejendommen, en så væsentlig direkte retlig interesse i ejendommens vurdering, at han er part i relation til ejendomsvurderingen og dermed klageberettiget. Se SKM2006.461.LSR.

En anmelder er ikke part i den sag, som SKAT rejser på baggrund af anmeldelsen, da anmelder ikke har nogen væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i sagen.

Betalingsstandsningsboer, tvangsakkordboer og gældssaneringsboer er ikke egentlige boer og er derfor ikke klageberettigede parter. Den juridiske eller fysiske person kan fortsat selv disponere og herunder også klage over en afgørelse. Se KL § 15, § 162 og § 209 modsætningsvist.

Hvad betyder det at være part

Hvorvidt en person er part har betydning i flere relationer, f.eks.:

• Høring. Se afsnit A.A.7.4.5.
• Aktindsigt. Se afsnit A.A.6.2
• Klage. Se afsnit A.A.10 Klage og domstolsprøvelse.

Hvis en person er part indtræder der forskellige retsvirkninger, fx. skal personen høres, han er klageberettiget og har ret til aktindsigt efter reglerne om partsaktindsigt.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Skemaet viser relevante udtalelser på området:

A.A.7.3 Inhabilitet

Indhold

Dette afsnit handler om reglerne for speciel inhabilitet og konsekvenserne af manglende habilitet.

Afsnittet indeholder:

• Speciel inhabilitet (A.A.7.3.1)
• Konsekvenserne af manglende habilitet (A.A.7.3.2)

A.A.7.3.1 Speciel habilitet

Indhold

Dette afsnit handler om reglerne for speciel inhabilitet efter forvaltningsloven(FVL). Spørgsmålet om generel habilitet er ikke omfattet af forvaltningslovens kapital 2 og behandles ikke nærmere.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Særlig personlig og økonomisk interesse
• Familiemæssig tilknytning og partsmæssig interesse
• To-instans inhabilitet
• Øvrige omstændigheder
• Afgørelse af habilitet
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
• Oversigt over udtalelser fra Folketingets ombudsmand.

Regel

Ingen i den offentlige forvaltning må medvirke ved behandlingen af en sag, hvis afgørelse vedkommende har en særlig interesse i. Det skal reglerne om speciel inhabilitet sikre.

En myndigheds overtrædelse af habilitetsreglerne medfører derfor, at afgørelsen som udgangspunkt lider af en så væsentlig retlig mangel, at afgørelsen er ugyldig.

Se også

Afsnit A.A.7.5. om formelle mangler eller fejl.

Baggrunden for reglerne om inhabilitet er et ønske om at tilvejebringe sikkerhed for og tillid til, at de afgørelser, der træffes af en myndighed, ikke påvirkes af uvedkommende hensyn. Se FVL kapitel 2, §§ 3-6.

Inhabilitet kan forekomme i følgende tilfælde:

• Særlig personlig og økonomisk interesse. SeFVL § 3, stk. 1, nr. 1
• Familiemæssig tilknytning og partsmæssig interesse. Se FVL § 3, stk. 1, nr. 2
• Tilknytning til juridisk person. Se FVL § 3, stk. 1, nr. 3
• To-instans inhabilitet. Se FVL § 3, stk. 1, nr.4
• Øvrige omstændigheder. Se FVL § 3, stk.1, nr. 5

Særlig personlig og økonomisk interesse

I praksis forekommer speciel inhabilitet typisk i tilfælde, hvor der foreligger en konkret økonomisk interessekonflikt.

Speciel inhabilitet kan tillige være forårsaget af et mere personligt modsætningsforhold. Se FVL § 3, stk. 1, nr. 1.

Politiske modsætningsforhold eller sammenfaldende politiske opfattelser vil ikke i sig selv kunne medføre speciel inhabilitet.

Familiemæssig tilknytning

Familiemæssig tilknytning er vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op - eller nedstigende linie eller sidelinie. Efter bestemmelsen omfattes bl.a. nevøer og niecer, men ikke forældrenes søskende eller deres børn (fætre og kusiner).

Tilknytningsforholdet kan fx være et plejeforhold eller et fast samlivsforhold, der ikke beror på ægteskab. SeFVL § 3, stk. 1, nr. 2.

To-instans inhabilitet

To-instans inhabilitet kan fx være vejledning om fortolkning af en lov eller lignende hos en overordnet myndighed.

Det kan fx også være telefonisk vejledning hos en overordnet myndighed, der samtidig er klageinstans vedrørende den pågældende sag. Se FVL § 3, stk. 1, nr. 3. En sådan rådgivning kan medføre inhabilitet hos den pågældende medarbejder ved den overordnede myndighed.

Eksempel 1

Dette eksempel viser, at en sagsbehandler ved klageinstansen var inhabil, fordi han havde givet vejledning til 1. instans.

Ombudsmanden udtalte, at der ikke kunne ses bort fra risikoen for, at en sagsbehandler ved en klageinstans følte sig bundet af sin tidligere vejledning til 1. instans, da den pågældende sagsbehandler havde tilkendegivet en forholdsvis præcis og endelig opfattelse vedrørende den konkret sags udfald. Ombudsmanden anså derfor den pågældende sagsbehandler for inhabil ved klageinstansens behandling af sagen. Se FOB1998.364.

Eksempel 2

Dette eksempel viser, at en sagsbehandler ved klageinstansen ikke var inhabil.

Hvis vejledningen er givet i en sådan form, at den pågældende medarbejder hos den overordnede myndighed ikke har givet udtryk for sin endelige opfattelse med hensyn til den konkrete sags udfald, men blot har ydet vejledning med hensyn til fortolkningen af retsgrundlaget for afgørelsen og/eller har vejledt om den overordnede myndigheds praksis, vil bestemmelsen i FVL § 3, stk. 1, nr. 4 ikke medføre, at den pågældende medarbejder er inhabil i forhold til den pågældende sag, hvis afgørelsen bliver påklaget til den overordnede myndighed.

Øvrige omstændigheder

Bestemmelsen omfatter de øvrige omstændigheder, der er egnede til, at den pågældende kan anses for inhabil. SeFVL § 3, stk. 1, nr. 5.

Eksempel

I dette eksempel var der tale om inhabilitet.

En ligningskommissionsformand, der førte retssag om et byggeri mod hovedaktionæren i det selskab, hvis sag var til afgørelse i ligningskommissionen, blev anset for inhabil. Se TFS1986.486LSR.

Afgørelse af habilitet

Den, der er bekendt med forhold, der kan begrunde inhabilitet, har pligt til selv at orientere, herom. Se FVL § 6, stk. 1.

Hvis en person er inhabil, afgøres det af den myndighed, som skal træffe afgørelse vedrørende sagens realitet. Se FVL § 6, stk. 2.

Afgørelsen om inhabilitet kan alene indbringes for en klageinstans i forbindelse med påklage af afgørelsen i den pågældende sag.

Klagevejen følger således den materielle sag.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Oversigt over udtalelser fra Folketingets ombudsmand

Skemaet viser relevante udtalelser på området:

A.A.7.3.2 Konsekvenser af manglende habilitet

Indhold

Dette afsnit handler om konsekvenserne, hvis der foreligger manglende habilitet.

Afsnittet indeholder:

• Konsekvenser af speciel inhabilitet
• Ugyldighed
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Konsekvenser af speciel inhabilitet

Foreligger der speciel inhabilitet må den, der er inhabil, som udgangspunkt hverken træffe afgørelse i den pågældende sag eller i øvrigt medvirke ved sagens behandling.

Eksempel

Dette eksempel beskriver omfanget af inhabiliteten for et medlem af skatteankenævnet.

Et inhabilt medlem af et skatteankenævn er afskåret fra at deltage ikke blot i en eventuel afstemning om sagens afgørelse, men også i den forudgående behandling af sagen og af spørgsmålet om inhabilitet. Se FVL § 6 stk.3.

Ugyldighed

Habilitetsreglerne anses for garantiforskrifter, dvs. regler, der generelt har til formål at garantere afgørelsens rettighed.

Se også

Afsnit A.A.7.5 om formelle mangler eller fejl.

En myndigheds overtrædelse af habilitetsregler betyder derfor, at myndighedens afgørelse vil lide af en så væsentlig retlig mangel, at den må tilsidesættes som, ugyldig. Har der foreligget speciel inhabilitet i en sag, da afgørelsen blev truffet, vil retsvirkningen heraf være, at afgørelsen bliver ugyldig.

Eksempel

Eksemplet, viser en sag, hvor afgørelsen anses for ugyldig fordi sagsbehandleren er inhabil.

Skatteministeriet har ved et retsforlig anerkendt ugyldighedsvirkning vedrørende en afgørelse om pålæg af et skattetillæg som følge af forsinket selvangivelse, idet den samme sagsbehandler, tidligere havde behandlet den samme borgers anmodning om tilladelse til aktieombytning. Se SKM2005.52.DEP.

Årsagen til ugyldighed var, at der ikke var grundlag for at afvise den mulighed, at sagsbehandleren kunne være tilbøjelig til at træffe en begunstigende afgørelse i sagen om skattetillægget, fordi sagsbehandleren kunne blive bebrejdet, da den samme sagsbehandler havde behandlet ansøgningen om tilladelse til aktieombytning.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

A.A.7.4 Sagsbehandlingsreglerne

Indhold

Dette afsnit handler om sagsbehandlingsreglerne på SKATs område.

Afsnittet indeholder:

• Vejledningspligt (A.A.7.4.1)
• Repræsentation (A.A.7.4.2)
• Sagens oplysning (A.A.7.4.3)
• Notatpligt efter offentlighedsloven (A.A.7.4.4)
• Høring (A.A.7.4.5)
• Sagsfremstilling (A.A.7.4.6)
• Begrundelse (A.A.7.4.7)
• Underretning om afgørelsen efter forvaltningsloven og konsekvenserne af manglende underretning (A.A.7.4.8)
• Klagevejledning i afgørelser efter forvaltningsloven (A.A.7.4.9)
• Oplysningspligt efter persondataloven (A.A.7.4.10)

A.A.7.4.1 Vejledningspligt

Indhold

Dette afsnit handler om SKATs generelle vejledningspligt efter forvaltningsloven. Sidst i afsnittet er SKATs konkrete vejledningspligt med hjemmel i skattelovgivningen kort omtalt med henvisning til, hvor disse pligter er beskrevet i den juridiske vejledning.

Afsnittet indeholder:

• Almindelig vejledningspligt
• Personkreds
• Formkrav
• Hvad kan vejledningen omfatte?
• Tolkebistand
• Konkret vejledningspligt
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
• Oversigt over udtalelser fra Ombudsmanden med videre.

Almindelig vejledningspligt

SKAT skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der har spørgsmål til SKATs sagsområde. Se FVL § 7 stk. 1.

SKAT er efter forvaltningsloven kun forpligtet til at yde vejledning i tilknytning til sager, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af SKAT. Ifølge god forvaltningsskik bør SKAT også give vejledning i øvrigt inden for sit sagsområde. Se FVL § 2 stk. 1.

Hvis SKAT modtager en skriftlig henvendelse, der ikke vedrører SKATs sagsområde, skal SKAT videresende henvendelsen til rette myndighed, hvis det er muligt. Se FVL § 7 stk. 2.

Bemærk konkret vejledningsforpligtelse

Der er i lovgivningen på SKATs område hjemlet særlig vejledningsforpligtelse i konkrete situationer. De nævnes sidst i afsnittet.

Se også

Afsnit A.A.2.2 "Afgørelsesbegrebet" om hvad der anses for en forvaltningsafgørelse.

Personkreds

Vejledningsforpligtelsen efter forvaltningsloven gælder alene for personer, der henvender sig til SKAT. Men det følger af god forvaltningsskik, at der også gives vejledning i andre situationer, hvor det vil være naturligt og relevant. Det kan fx være i en konkret sag, hvor borgeren tilsyneladende har misforstået reglerne. SE FOB2000.285OM.

SKATs vejledningsforpligtelse omfatter ikke kun fysiske personer, men også henvendelser på vegne af juridiske personer. Se FOB2000.285OM.

Formkrav

Der er ingen formkrav til borgerens henvendelse. Borgeren kan henvende sig mundtligt ved personlig fremmøde eller pr. telefon, eller skriftligt i et brev eller pr. mail. Se FVL § 7 modsætningsvist.

Der er ingen formkrav til SKATs vejledning, men SKAT skal yde den fornødne vejledning afhængig af sagens karakter og de konkrete omstændigheder. Vejledningen kan gives enten mundtligt eller skriftligt og den kan være generel eller individuel. Vejledningen skal ydes i den form, som SKAT vurderer, er bedst i det konkrete tilfælde.

Se Vejledning til forvaltningsloven nr. 11740 04/12/1986 afsnit IV.

Eksempel

Her er et eksempel, der viser, at en vejledning gerne må være generel.

Klageren ønskede genoptagelse af skatteankenævnets sagsbehandling af skatteansættelsen for indkomståret 1992. Klageren påstod, at ansættelsen ikke var realitetsbehandlet. Det skyldtes, at han ikke havde afleveret et kørselsregnskab, fordi han ikke var blevet behørigt vejledt om aflæggelse af et kørselsregnskab. Retten fandt, at vejledningspligten efter forvaltningsloven var opfyldt ved citat af ligningsvejledningens bestemmelser for kørselsregnskab i flere sagsfremstillinger og endvidere ved henvisning i øvrigt til ligningsvejledningen. Se SKM2005.220.HR.

Hvad kan vejledningen omfatte?

SKAT kan fx give vejledning i form af

• Orientering om de regler, der gælder på SKATs område
• Orientering om den fremgangsmåde, borgeren skal følge ved henvendelse til SKAT, når han ønsker en sag taget under behandling, herunder om eventuelle:
  • Tidsfrister
  • Blanketter
  • Særlige sagsbehandlingsrutiner
  • Sagsbehandlingstider
• Orientering om hvilke oplysninger, borgeren skal komme med til brug for SKATs sagsbehandling.
• Hjælp til udfyldelse af ansøgningsskemaer, anmeldelser, klage med videre
• Orientering om rette myndighed, hvis en borger har henvendt sig personligt ved fremmøde eller pr. telefon til SKAT og SKAT ikke er den rette myndighed. Hvis borgeren har henvendt sig skriftligt, skal SKAT oversende henvendelsen til rette myndighed, så vidt det er muligt.

Se Vejledning til forvaltningsloven nr. 11740 04/12/1986 afsnit IV.

Omfanget af vejledningen afhænger af den konkrete situation. Hvis borgeren har en repræsentant, som må antages at have særligt kendskab til regelgrundlaget, kan vejledningspligten være mindre omfattende. Se FOB1990.270OM.

Eksempel

Eksemplet viser, at myndigheden kan være undergivet en mindre omfattende vejledningspligt.

Afslag på ansøgning om kontanthjælp med tilbagevirkende kraft blev påklaget med henvisning til, at kommunen havde tilsidesat sin vejledningsforpligtelse, da kommunen burde have vejledt om muligheden for kontanthjælp. Ombudsmanden fandt, at det forhold, at der havde medvirket advokat i sagen, i et vist omfang måtte fritage inkassokontoret fra vejledningsforpligtelsen. Inkassokontoret måtte med rette kunne forvente, at advokaten tilsvarende ville undersøge mulighederne for kontanthjælp ved henvendelse til forvaltningens bistandsafdeling. Se FOB1990.270OM.

Tolkebistand

SKAT skal sikre sig, at borgeren er i stand til at forstå og blive forstået af SKAT, når SKAT behandler sager, der vedrører borgeren. SKATs vejledningsforpligtelse omfatter således ikke kun selve vejledningen, men også bistand til, at det er muligt for borgeren at forstå indholdet af vejledningen. Udgangspunktet er, at SKAT taler og skriver dansk, men SKAT skal om fornødent stille tolke- og oversættelsesbistand til rådighed for en udlænding, en døv, eller en stum med videre. Det er SKAT, der skal afholde udgiften til den fornødne tolke- og oversættelsesbistand. Se Vejledning til forvaltningsloven nr. 11740 04/12/1986 afsnit IV pkt. 32 og FOB1990.240OM.

Når SKAT har vejledt om eventuelle dokumentationskrav, er det derimod borgerens eget ansvar, at dokumentationen afleveres til SKAT i en umiddelbar forståelig herunder sproglig tilgængelig form. Se SKM2006.487.VLR og BEK nr. 42 24/01/2006 § 2 stk. 3 vedrørende dokumentation af prisfastsættelse af kontrollerede transaktioner.

Eksempel

Dette eksempel viser, at myndigheden også er forpligtet til tolkebistand, når borgeren ikke har kendskab til, at der verserer en sag.

En tyrkisk indvandrer med dårlige danskkundskaber kom ud for en arbejdsulykke. Sikringsstyrelsen blev bekendt med ulykken og anmodede indvandreren om nærmere oplysninger om ulykken. Han vidste ikke, at sagen verserede og forstod ikke Sikringsstyrelsens brev. Han reagerede heller ikke på en rykkerskrivelse, der oplyste, at sagen ville blive henlagt, og at han herefter ikke ville have krav på erstatning. Efterfølgende blev genoptagelse af sagen nægtet, da fristen for genoptagelse var udløbet. Ombudsmanden udtalte, at efter forvaltningsloven og almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, så bør forvaltningsmyndigheden sikre sig, at de bliver forstået af udlændige, hvis sager de behandler. Navnlig i de tilfælde, hvor den pågældende ikke har kendskab til, at en sag verserer. Se FOB1990.240OM.

Nordisk Sprogkonvention

Danmark har ratificeret den Nordiske Sprogkonvention, der omfatter dansk, finsk, norsk, svensk og islandsk. Statsborgere i andre nordiske lande kan derfor i almindelighed anvende sit eget sprog efter behov ved sagsbehandling i Danmark. Sprogkonventionen gælder alene sager, hvor der skal træffes en afgørelse af en forvaltningsmyndighed som fx SKAT. Det påhviler den danske myndighed, at stille den fornødne tolkebistand til rådighed, så vidt det er muligt. Se Vejledning til forvaltningsloven nr. 11740 04/12/1986 afsnit IV pkt. 32 - 36 og Den Nordiske Sprogkonvention af 17. juni 1981.

Retten til at anvende sit eget sprog efter behov betyder, at SKAT ikke er forpligtet til at tilvejebringe tolkebistand, hvis borgeren kan forstå SKATs sprog tilstrækkelig godt og kan anvende et sprog, der kan forstås i tilstrækkeligt omfang af SKAT. Se Vejledning til forvaltningsloven nr. 11740 04/12/1986 afsnit IV pkt. 34.

Sprogkonventionens forpligtelser går ikke videre, end hvad der efter omstændighederne antages at følge efter Forvaltningsloven. Præciseringen i sprogkonventionen har derfor tilsvarende betydning for behandling af sager, der vedrører andre udenlandske statsborgere. Se Vejledning til forvaltningsloven nr. 11740 04/12/1986 afsnit IV pkt. 32.

Konkret vejledningsforpligtelse

SKAT har vejledningsforpligtelse, når der til en afgørelse er knyttet en særlig rettighed, som forudsætter handling fra borgeren. SKAT bør gøre borgeren opmærksom på rettighederne, også selv om borgeren ikke selv har rettet henvendelse til SKAT. Se FOB1991.143OM.

Se også

EF´s toldkodeks art. 11 om toldmyndighedernes pligt til at besvare enhver persons anmodning om oplysninger om anvendelse af toldforskrifterne.

Afsnit A.A.14.1 "Omgørelse" om pligten til at vejlede om adgangen til omgørelse efter SFL § 29.

Afsnit A.A.14.2 "Selvangivelsesomvalg" om pligten til at vejlede om adgangen til selvangivelsesomvalg efter SFL § 30.

TfS2000.740 afsnit 4.1 om pligten til at vejlede om adgangen til at foretage betalingskorrektion efter LL § 2 stk. 4.

Afsnit E.C.1.7 om pligten til at vejlede om adgangen til at udligne forhøjelse af en skatteansættelse med yderligere af- eller nedskrivninger. Se BEK nr. 1287 af 13/12/2005 § 1 stk. 2.

Afsnit A.A.7.4.9 "Klagevejledning" som beskriver SKATs pligt til at vejlede om mulighederne for at klage over SKATs afgørelser.

Afsnit A.A.12 Henstand og tilbagebetaling som følge af klage og forrentning ved tilbagebetaling "Henstand og tilbagebetaling" om pligten til at vejlede om henstand med betaling af skat, som en klage over opgørelsen vedrører. Se SFL § 51.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Skemaet viser relevante udtalelser på området:

A.A.7.4.2 Repræsentation

Indhold

Dette afsnit handler om

• En parts mulighed for at lade sig repræsentere eller bistå af andre (A.A.7.4.2.1)
• Hvornår stilles der krav om fuldmagt? (A.A.7.4.2.2)

A.A.7.4.2.1 En parts mulighed for at lade sig repræsentere eller bistå af andre

Indhold

Dette afsnit handler om en parts mulighed for at lade sig repræsentere eller bistå af andre.

Afsnittet indeholder:

• Hovedregel
• Undtagelse
• Hvem kan repræsentere eller bistå en part?
• Særligt for told
• Retsvirkningen af repræsentation
• Dækning af omkostninger ved repræsentation

Hovedregel

Den, der er part i en sag, kan som udgangspunkt på ethvert tidspunkt under sagens behandling vælge at lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse. Se FVL § 8, stk. 1.

Uden en udtrykkelig hjemmel ville tilsvarende være gældende under henvisning til almindelige fuldmagtssynspunkter.

Undtagelse

Partens ret til at lade sig repræsentere gælder ikke, hvis partens ret til at lade sig repræsentere må vige af hensyn til offentlige eller private interesser, herunder i særlige tilfælde parten selv. Se FVL § 8, stk. 2.

Der bør kun i ganske særlige tilfælde nægtes en part adgang til at lade sig repræsentere eller bistå af andre under sagens behandling.

Hvem kan repræsentere eller bistå en part?

Der er ikke fastsat regler om, hvem der kan repræsentere eller bistå en part.

Parten kan derfor lade sig repræsentere eller bistå af såvel sagkyndige - fx af en advokat eller revisor - som af andre. Af hensyn til et eventuelt straf- eller erstatningsansvar vil det dog normalt kunne kræves, at den, der repræsenterer en part, er myndig. Mindreårige, der har den fornødne modenhed, kan derimod godt bistå en part.

Eksempel

Et barn kan derfor bistå sine forældre som tolk.

Særligt for told

På toldområdet skal en repræsentant med undtagelse af nærmere angivne beskrevne tilfælde være etableret i Fællesskabet. Repræsentanten skal tilkendegive at handle på den persons vegne, der repræsenteres, og være i besiddelse af en fuldmagt fra denne.

Den person, der ikke tilkendegiver at handle i en anden persons navn eller for en anden persons regning, eller ikke er i besiddelse af den fornødne fuldmagt, anses for at handle i eget navn og for egen regning.

Se RFO 2913/1992 som senest ændret ved RFO af 01.0.07 om indførelse af en toldkodeks artikel 5 og artikel 64.

Retsvirkninger af repræsentation

Når en part har valgt at lade sig repræsentere af en anden, træder partsrepræsentanten i partens sted og har dermed alle partens rettigheder og forpligtelser.

Der er i en række tilfælde fastsat regler om, at forslag til afgørelse og afgørelsen i alle tilfælde skal sendes til både repræsentanten og parten.

Se forretningsordenerne for Landsskatteretten § 28, for Skatterådet § 14, for skatteankenævn, vurderingsankenævn, fælles skatte- og vurderingsankenævn samt motorankenævn § 27.

Dækning af omkostninger ved repræsentation

Omkostninger ved eventuel sagkyndig bistand er myndighederne uvedkommende.

Det gælder dog ikke i tilfælde, hvor

• myndighederne efter almindelige erstatningsregler er forpligtet til at dække udgifterne, eller

• hvor udgifterne er omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse. Se SFL kapitel 19.

Se også

Kapitel A.A.13 Omkostningsgodtgørelse i forbindelse med klagesager om omkostningsgodtgørelse.

A.A.7.4.2.2 Hvornår stilles der krav om fuldmagt?

Indhold

Dette afsnit handler om, hvornår der stilles krav om fuldmagt.

Afsnittet indeholder:

• Hvem træffer beslutning om fuldmagt?
• Hvornår træffes beslutning om fuldmagt?

Hvem træffer beslutning om fuldmagt?

Den pågældende myndighed afgør, om den der optræder som partsrepræsentant, skal fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden måde godtgøre, at den pågældende repræsenterer parten.

Hvornår træffes beslutning om fuldmagt?

Der kræves altid særskilt fuldmagt til at lade repræsentanten modtage penge fra myndigheden på partens vegne.

Der er udarbejdet instruks om inddragelse af partsrepræsentanter ved korrespondance mellem SKAT og en borger/virksomhed. Denne instruks gælder dog ikke, når der indledes en sag om strafansvar, eller når SKAT foretager tvangsindgreb med hjemmel i skatte- og afgiftslovgivningen i henhold til reglerne i retssikkerhedsloven. Se SKM2008.848.SKAT.

Nyt sagsforløb på SKATs initiativ

Ved påbegyndelse af et nyt sagsforløb på SKATs initiativ må der herefter alene ske henvendelse til borgeren/virksomheden selv, hvis SKAT på henvendelsestidspunktet har positivt kendskab til, at den pågældende har en aktuel repræsentant. Hvis SKAT således ikke fra borgeren/virksomheden har fået oplyst mundtligt eller skriftligt, at borgeren/virksomheden har en aktuel repræsentant, er det en betingelse for at rette henvendelse til en repræsentant, at SKAT er i besiddelse af en skriftlig samtykkeerklæring underskrevet af borgeren/virksomheden om, at henvendelsen tillige kan ske til en repræsentant for borgeren/virksomheden.

Henvendelser fra borgeren/virksomheden selv

Hvis en borger/virksomhed selv retter henvendelse til SKAT under et sagsforløb, hvor borgeren/virksomheden har haft en repræsentant, skal SKAT anmode borgeren/virksomheden om at bekræfte mundtligt eller skriftligt, at repræsentanten ikke er fravalgt for fremtiden. En manglende bekræftelse vil være ensbetydende med, at SKATs efterfølgende henvendelser kun kan ske til borgeren/virksomheden.

En sådan anmodning om bekræftelse er dog unødvendig, hvis det klart kan lægges til grund, at henvendelsen er sket i forståelse med repræsentanten og uden hensigt om fravalg af repræsentanten.

Dokumentation for fuldmagtsforholdet

>Hvis det er et sædvanligt led i pågældendes erhverv at optræde på klienters vegne, som eksempelvis advokater og revisorer, vil det i almindelighed ikke være nødvendigt at forlange en skriftlig fuldmagt.<

Dokumentation for fuldmagtsforholdet kan ske ved anvendelse af blanket 02.043. Blanketten findes på www.skat.dk i gruppe 02, skat, attestationer.

Typiske partsrepræsentanter

Hvis en repræsentant på vegne af en borger/virksomhed besvarer en henvendelse fra SKAT eller retter henvendelse til SKAT som led i et nyt sagsforløb, og denne repræsentant er

• advokat
• statsautoriseret eller registreret revisor
• konsulent i driftsøkonomi, se § 1 i lov om tilskud til jordbrugets konsulentvirksomhed
• medlem af Foreningen af Danske Revisorer eller
• ansat hos en af de nævnte grupper

skal efterfølgende henvendelser fra SKAT ske til både borgeren/virksomheden og repræsentanten.

Undtagelse

I særlige tilfælde kan repræsentanten anmode om, at SKAT kun korresponderer med repræsentanten. En sådan anmodning kan ikke omfatte brev om forslag til afgørelse og selve afgørelsen i sager, der er startet på SKATs initiativ

Eksempel

Hvis repræsentanten er repræsentant for en række borgere/virksomheder vedrørende et sagskompleks, der består af ensartede sager, kan det aftales, at der alene korresponderes med repræsentanten.

Eksempel

I sager om bindende svar sendes svaret sædvanligvis kun til repræsentanten.

Andre end typiske partsrepræsentanter

Er der tale om en henvendelse fra en repræsentant, der ikke omfattet af kredsen af typiske partsrepræsentanter, sker SKATs efterfølgende henvendelser til borgeren/virksomheden selv, medmindre SKAT er i besiddelse af en gyldig samtykkeerklæring. Repræsentanten informeres om dette.

A.A.7.4.3 Sagens oplysning (Officialprincippet)

Indhold

Dette afsnit handler om officialprincippet.

Afsnittet indeholder:

• Definition af officialprincippet
• Hjemmel
• Betydning
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
• Udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Definition af officialprincippet

Officialprincippet er princippet om, at en offentlig myndighed har pligt til at indhente alle relevante oplysninger i en sag før der træffes afgørelse.

Officialprincippet kaldes også undersøgelsesprincippet.

Hjemmel

Officialprincippet er en retsgrundsætning.

Betydning

Officialprincippet betyder, at SKAT skal sikre, at en sag er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en rigtig afgørelse. SKAT skal derfor sørge for, at alle relevante oplysninger fremskaffes og inddrages i sagen. Dette gælder både vedrørende de faktiske og de retslige forhold.

Det er en konkret vurdering i hver enkelt sag, om SKAT har tilstrækkelige oplysninger til at træffe en rigtig afgørelse.

Oplysningerne kan eventuelt skaffes ved at bede skatteyder om at fremskaffe oplysningerne, hvis skatteyder har mulighed herfor. SKAT skal dog efterfølgende kontrollere om skatteyders oplysninger er korrekte.

Oplysningerne kan eventuelt også fremskaffes fra andre myndigheder eller tredjemand i henhold til bestemmelserne i SKL m.fl.

SKAT har ifølge officialprincippet også pligt til at sagerne behandles enkelt, hurtigt og mest økonomisk.

Officialprincippet indebærer, at SKAT og borgeren ikke anses for modstående parter, som det er tilfældet, hvis skattesagen indbringes for domstolen. For domstolene gælder forhandlingsprincippet, som medfører, at parterne hver især må fremlægge det materiale, som parterne vil påberåbe sig.

Hvis SKAT ikke har overholdt officialprincippet, kan det medføre, at afgørelsen er ugyldig, da officialprincippet er en garantiforskrift.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelsr på området:

Udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Skemaet viser relevante udtalelser på området:

A.A.7.4.4 Notatpligt efter offentlighedsloven

Indhold

Dette afsnit handler om reglen for notatpligt efter offentlighedsloven (OFL).

Afsnittet indeholder:

• Baggrund
• Regel
• Betingelser
• Aktindsigt
• Forskellige typer af notater
• Konsekvenser, hvis betingelserne ikke er opfyldte
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Baggrund

Reglen om notatpligt skal sikre, at de faktiske oplysninger, der er af betydning for sagens afgørelse virkelig findes i de pågældende sager, uanset hvordan myndigheden er kommet i besiddelse af dem.

Regel

I sager, hvor der træffes afgørelse har forvaltningsmyndigheden, her SKAT, pligt til at notere oplysninger: Se OFL § 6 stk. 1.

De oplysninger, der skal noteres er oplysninger

• om en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, som myndigheden modtager mundtligt eller på anden måde
• som myndigheden på anden måde er bekendt med, fx fra andre sager.

Det gælder dog ikke, hvis oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.

Udover de oplysninger forvaltningen har pligt til at notere efter OFL § 6, følger det af god forvaltningsskik, at myndigheden desuden skal notere væsentlige oplysninger om sagens ekspedition.

Betingelser

Der knytter sig visse betingelser til notatpligten, herunder form, indhold, gennemførelse og opbevaring.

Dette skema viser de betingelser, der knytter sig til notatpligt:

Aktindsigt

Dokumenter, som indeholder oplysninger, der er noteret i henhold til notatpligten, er en del af grundlaget for afgørelsen og er undergivet aktindsigt med de undtagelser, der følger af OFL §§ 7-14.

Sådanne dokumenter er ligeledes omfattet af parters ret til aktindsigt med de undtagelser, der følger af FVL §§ 12-15.

Se også

Se også afsnit A.A.6.2 om aktindsigt og anmeldelser - den anmeldtes ret til indsigt mv. efter persondataloven - styresignal. Se SKM2009.210.SKAT.

Forskellige typer af notater

• Der udarbejdes notat af telefonisk samtaler i form af et telefonnotat
• Der udarbejdes notat fra et møde i form af et mødenotat
• Notat udarbejdet af parten og / eller partsrepræsentant

Konsekvenser, hvis betingelserne ikke er opfyldte

En tilsidesættelse af kravet om notatpligt kan medføre, at en klageinstans eller en domstol må lægge borgerens oplysninger til grund i den udstrækning oplysningerne ikke strider mod sagens oplysninger i øvrigt.

Overtrædelse af notatpligten, har ikke været af en sådan konkret væsentlighed, at den kan medføre afgørelsens ugyldighed. Se SKM2010.281.ØLR.

I en sag var det usikkert, om notatpligten var opfyldt vedrørende diverse møder forud for en afgørelse. Byretten fandt ikke, at den eventuelt manglende opfyldelse af notatpligten medførte ugyldighed. Se SKM2008.635.BR.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

A.A.7.4.5 Høring

Indhold

Dette afsnit handler om høring, når SKAT træffer afgørelser.

Afsnittet indeholder:

• Baggrund
• Ubetinget høring efter Skatteforvaltningsloven
• Betinget høring efter Forvaltningsloven
• Hvem skal foretage høring?
• Høring af sagens parter
• Høring af andre myndigheder
• Hvad skal der høres om?
• Høringsfrist
• Konsekvenser af manglende høring
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelser med videre

Baggrund

Formålet med høring er at sikre, at sagens parter får mulighed for at blive bekendt med afgørelses-grundlaget og kommentere det, før der træffes en afgørelse. Høringen sikrer, at misforståelser, manglende oplysninger med videre kan blive afklaret, så afgørelsen træffes på det bedst mulige faktiske grundlag. Tilliden til den offentlige forvaltning antages også at være større, når parten får mulighed for at kontrollere myndighedens beslutningsgrundlag, inden afgørelsen træffes. Se Bemærkninger i pkt. 8d til LFF 1984-10-02 nr. 4 Lovforslag til forvaltningsloven.

Forvaltningsloven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning, der behandler sager, hvor der bliver truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. SeFVL §§ 1 og 2.

Forvaltningslovens bestemmelser om høring er mindstekrav. Hvis der er bestemmelser i andre love, som har mere omfattende krav til høring, så er det de krav, der skal opfyldes.

Skatteforvaltningsloven gælder for Told- og Skatteforvaltningens udøvelse af forvaltning på myndighedens område. Skatteforvaltningsloven indeholder høringsbestemmelser for mange af SKATs afgørelser. Se SFL §§ 19 og 20.

Ubetinget høring efter skatteforvaltningsloven

Hovedregel

SKAT skal som hovedregel altid foretage høring, når der træffes afgørelser om:

• Skat
• Moms
• Afgifter
• Told
• Ejendomsvurdering

Se SFL §§ 19 og 20.

Skatteforvaltningslovens § 19 vedrører udarbejdelse af sagsfremstillinger, som skal sendes til høring hos sagens parter. Skatteforvaltningslovens § 20 vedrører varsling af en afgørelse. En afgørelse skal som hovedregel altid varsles og der skal som udgangspunkt også altid udarbejdes en sagsfremstilling. Der er imidlertid en række undtagelser til udarbejdelse af sagsfremstilling, så den praktiske hovedregel nærmere er, at en afgørelse alene skal varsles. Se om undtagelserne nedenfor under "SFL § 19 - sagsfremstilling".

Undtagelse

Høring kan undlades

• når en afgørelse træffes efter anmodning fra sagens parter, og anmodningen imødekommes fuldt ud, eller når
• Told- og Skatteforvaltningen og sagens parter i øvrigt er enige om afgørelsen.

Se SFL §§ 19 stk. 1 og 20 stk. 3.

Imødekommelse fuldt ud eller enighed om afgørelse, forudsætter enighed om såvel talmæssig resultat som begrundelsen for afgørelsen. Hvis en anmodning om genoptagelse ikke fuldt ud kan imødekommes, skal SKAT varsle den påtænkte afgørelse, inden der træffes endelig afgørelse.

SFL § 19 - sagsfremstilling

Høring efter skatteforvaltningslovens § 19 sker i form af udsendelse af en sagsfremstilling, der skal indeholde en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske forhold, der påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen. Der skal også oplyses om den begrundede afgørelse, som oplysningerne fører til. Se SFL § 19 stk. 2 og 3.

Told- og Skatteforvaltningen skal udsende sagsfremstilling, inden den træffer afgørelse, medmindre det er en af følgende typer af afgørelser:

• En afgørelse, der kan påklages til skatteankenævn, vurderingsankenævn eller motorankenævn. Se SFL §§ 5, 6 og7.
• En afgørelse, der kan påklages til Landsskatteretten, som afgør den uden deltagelse af læge retsmedlemmer. Se SFL § 13, stk. 3. 1. pkt.
• Et bindende svar truffet af Told- og Skatteforvaltningen, Se SFL § 21.
• En afgørelse, der efter skatteministeriets bestemmelse ikke skal afgøres af ankenævn eller Landsskatteretten. Det er afgørelser i disciplinær- og personalesager. Se SFL § 14 stk. 2 og Bekg. 2007-05-01 nr. 409 og 2005-10-25 nr. 1036.

Se SFL § 19 stk. 1 og stk. 5.

Kravet om høring i form af sagsfremstillinger vedrører således primært afgørelser om selskabsligning, moms, afgifter og told.

Se også

Afsnit A.A.7.4.6 Sagsfremstilling om hvornår, der skal laves en sagsfremstilling og hvad den skal indeholde.

SFL § 20 - agterskrivelse (forslag til afgørelse)

Høring efter skatteforvaltningslovens § 20 sker i form af et forslag til afgørelse, der skal opfylde forvaltningslovens krav til begrundelse. Det vil blandt andet sige henvisning til retsregler og de hovedhensyn der har været bestemmende for en eventuel skønsudøvelse. Se FVL § 24 og afsnit A.A.7.4.7 "Begrundelse" om krav til en begrundelses indhold.

Told- og Skatteforvaltningen skal udsende forslag til afgørelse, når afgørelsen vedrører:

• Ansættelse af indkomstskat (herunder også arbejdsmarkedsbidrag)
• Ejendomsværdiskat
• Gaveafgift
• Ejendomsvurdering

Se SFL § 20 stk. 1 og 4.

Høringspligten omfatter den type af oplysninger, der skal selvangives efter skattekontrollovens bestemmelser. Afgørelse af om der fx er et fradragsberettiget underskud, om der skal indrømmes skattelempelse efter en dobbeltbeskatningsaftale osv. er omfattet af høringspligten, da det er baseret på den type af oplysninger, der skal selvangives efter skattekontrollovens bestemmelser.

Høringspligten omfatter til gengæld ikke en ændret skatteberegning, der er en konsekvens af fx overførsel af uudnyttet underskud, bundfradrag eller personfradrag mellem ægtefæller, fremførsel af fradragsberettiget underskud eller beregning af skattelempelse efter en dobbeltbeskatningsaftale med en fremmed stat. Se Bemærkningerne til § 1 nr. 2 og 3 i LFF1999-03-04 nr. 1992 og pkt. 4.9 i LFF2005-02-24 nr. 110. Se også SKM2010.332.BR.

Eksempel

Dette eksempel viser, at den manglende høringspligt ved en ændret skatteberegning hos en ægtefælle er uafhængig af, om ægtefællerne stadig er samlevende eller gifte på ændringstidspunktet.

En kvinde fik reduceret underskudsoverførsel i indkomståret 2001 som følge af forhøjelse af sin daværende mands indkomst. Da der var tale om en konsekvensændring af ren beregningsmæssig karakter havde SKAT ikke haft pligt til at høre hustruen efter SFL § 20. Retten fandt heller ikke, at der var pligt til partshøring efter de almindelige forvaltningsretlige regler i FVL § 19 og § 20. Se SKM2010.332.BR.

Hvis en ægtefælles indkomst- eller ejendomsværdiskat ændres, som en direkte følge af en ansættelse for den skattepligtiges ægtefælle, skal der ske høring af ægtefællen på sædvanlig vis, når der ikke alene er tale om en ændret skatteberegning. Hvis fx ægtefællerne har fordelt renteudgifter mellem sig, og det ved ligning af den skattepligtiges ægtefælle konstateres, at de samlede renteudgifter er mindre end selvangivet, så skal ægtefællen varsles og høres om den afledte ændring.

Se også

Afsnit A.A.8.2.2 "Kort ligningsfrist" om den særlige 30 dages frist for varsling af en afledt ændring i en ægtefælles ansættelse.

Betinget høring efter forvaltningsloven

Forvaltningslovens høringsbestemmelser gælder, når der træffes afgørelser, som ikke er opremset i SFL §§ 19 og 20 og derfor ikke er omfattet af høringsbestemmelserne i skatteforvaltningsloven. Det vil sige, at fx afgørelser om skatteberegning og registreringsafgift omfattes af høringsbestemmelserne i forvaltningsloven.

Hovedregel

Myndighederne må ikke træffe en afgørelse, før parten er hørt, når:

• Parten er ubekendt med, at nogle oplysninger i sagen er i myndighedernes besiddelse,
• og oplysningerne er til ugunst for parten,
• og anses for at være af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Se FVL § 19.

Høringen efter skatteforvaltningsloven er ubetinget. Høring efter forvaltningsloven er der imod kun påkrævet, hvis myndigheden vurderer, at betingelserne for høringspligt er opfyldte.

Undtagelse

I forvaltningsloven er der nævnt nogle situationer, hvor myndighederne undtagelsesvist godt må træffe en afgørelse i uden høring. Se FVL § 19 stk. 2.

Endvidere kan myndighederne undlade at foretage høring, når afgørelsen ændres efter anmodning, hvis sagens karakter og hensynet til parten selv taler for det. Det vil fx være tilfældet, hvis en anmodning om ændring er til gunst for parten og anmodningen imødekommes fuldt ud. Se FVL § 20 og bemærkningerne til § 20 i LFF 1984-10-02 nr. 4.

Hvem skal foretage høring?

Den myndighed, som vil træffe en afgørelse, skal sikre høring af sagens parter. Landsskatteretten kan anmode Told- og Skatteforvaltningen om at udarbejde en sagsfremstilling og foretage høring til brug for Landsskatterettens behandling af en klage, hvis der ikke tidligere i sagsforløbet har været krav om en sagsfremstilling. Det vil sige klager, hvor skatteankenævnene er oversprunget, klager over Told- og Skatteforvaltningens bindende svar og sager der afgøres af Landsskatteretten uden deltagelse af læge retsmedlemmer. Se FVL § 19 og SFL §§ 19, 20 og 42b.

Se også

Afsnit A.A.1.8 "Landsskatteretten" om de afgørelser Landsskatteretten træffer uden deltagelse af læge retsmedlemmer.

Høring af sagens parter

Sagens parter skal høres, uanset om høring foretages efter forvaltningsloven eller skatteforvaltningsloven. Partsbegrebet forstås ens efter de to love. Sagens parter omfatter herefter afgørelsens adressat, men også andre, der har en væsentlig, individuel, direkte og retlig interesse i sagen. Det betyder fx, at i sager vedrørende ændret fordeling af afståelsesvederlag skal både køber og sælger høres og at både gavegiver og -modtager skal høres i sager vedrørende gaveafgift. Se AFL § 45 og EBL § 4. Særskilt fremsendelse til en ægtefælle kan normalt undlades, når ægtefællerne har samme folkeregisteradresse. Se bemærkningerne til § 20 i LFF2005-02-24 nr. 110.

Se også

Afsnit A.A.7.2. Partsbegrebet om partsbegrebet i skatteretten.

Eksempel

Dette eksempel viser, at høring ikke må indskrænkes til afgørelsens adressat, hvis afgørelsen har umiddelbar betydning for en anden.

SKAT ville ændre skatteansættelsen for et datterselskab, og det havde betydning for moderselskabets skatteansættelse, da selskaberne var sambeskattede. I forbindelse med ansættelsen af datterselskabets indkomst modtog moderselskabet en kopi af forslaget til afgørelse. Som følge af sambeskatningen modtog moderselskabet efterfølgende skatteopkrævninger som blev anset for skatteansættelser. Ansættelserne blev foretaget uden forudgående underretning af selskabet, men da moderselskabet havde modtaget kopi af underretningen til datterselskabet og havde haft lejlighed til at udtale sig ved et møde, kunne den manglende høring efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke føre til ugyldighed. Se SKM2001.344.HR.

Høring af andre myndigheder

Lovbestemt høring af andre myndigheder

Skatteankenævnet skal indhente en udtalelse om en modtaget klage fra Told- og Skatteforvaltningen. De øvrige ankenævn modtager en klage sammen med en udtalelse fra Told- og Skatteforvaltningen, og skal derfor ikke selv indhente udtalelser fra forvaltningen. Se SFL §§ 36 stk. 3, 38 stk. 3 og 39 a stk. 3.

Landsskatteretten har ikke en tilsvarende lovbestemt pligt til at lade en udtalelse fra den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, indgå i sin sagsbehandling. Men Landsskatteretten kan anmode om en udtalelse til klagen eller dele af klagen, hvis det findes hensigtsmæssigt. Se Landsskatterettens forretningsorden § 4 stk. 3 og § 5.

Ikke lovbestemt høring af andre myndigheder

SKATs sagsbehandling er underlagt officialprincippet. SKAT skal derfor høre andre myndigheder, hvis det skønnes nødvendigt af hensyn til sagens oplysning.

Se også

Afsnit A.A.7.4.3 om officialprincippet.

Bemærk Pensionsstyrelsen ved afgørelse om pligt til betaling af arbejdsmarkedsbidrag.

Hvis der ved afgørelse om bidragspligt eller ej er tvivl, om arbejdstageren eller den selvstændigt erhvervsdrivende er social sikret i et andet land, så skal Pensionsstyrelsen som kompetent myndighed høres om, hvor personen er socialt sikret. Se AMFL § 7 stk. 1 og 3 og § 14 i BEK nr. 1524 af 14/12/2006.

Høring af Pensionsstyrelsen er aldrig nødvendig, hvis:

• der er en blanket E101 attesteret af den kompetente sociale myndighed i et EU/EØS-land, eller
• der er en udtalelse fra Pensionsstyrelsen om social sikring, eller
• betaling af arbejdsmarkedsbidraget alligevel vil bortfalde som følge af lempelse efter dobbeltbeskatningsoverenskomst eller Ligningslovens § 33 A.

SKAT skal som afgørelsesmyndighed tilvejebringe de oplysninger, der er nødvendige, for at Pensionsstyrelsen kan afgive en udtalelse.

Eksempel

Et skattecenter havde anset en person bosiddende i Frankrig for pligtig til at betale arbejdsmarkedsbidrag af en afløsningssum for en uafdækket pensionsordning. Den Sociale Sikringsstyrelse (nu Pensionsstyrelsen) havde udtalt, at personen ikke var omfattet af dansk sociallovgivning, men var omfattet af social sikring i Frankrig. Han var derfor ikke pligtig til at betale arbejdsmarkedsbidrag af pensionsordningen i Danmark. Se SKM2007.80.LSR.

Hvad skal der høres om?

Efter forvaltningsloven skal sagens parter høres om oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder. Efter skatteforvaltningsloven skal der endvidere også høres om den afgørelse, som SKAT vil træffe på baggrund af oplysningerne om de faktiske omstændigheder. Begrundelsen for afgørelsen skal også fremgå, og den skal opfylde forvaltningslovens krav til begrundelse. Efter skatteforvaltningsloven skal sagens parter altså høres både om de faktiske og retlige oplysninger, mens høringen efter forvaltningsloven alene omfatter de faktiske oplysninger. Se FVL § 19 og SFL §§ 19 og 20.

De oplysninger, som parten skal høres om, kan være modtaget fra private eller fra andre offentlige myndigheder. Men det kan også være oplysninger, som parten selv har meddelt myndigheden i anden forbindelse, og som nu indgår i afgørelsesgrundlaget i den nye sag. Se Bemærkninger til § 19 i LFF 1984-10-02 nr. 4.

Se også

Afsnit A.A.7.4.7 "Begrundelse" om forvaltningslovens krav til en begrundelses indhold.

Fornyet høring

Hvis der i sagsforløbet kommer nye faktiske oplysninger, der er af betydning for sagen, eller hvis SKAT ændrer sin retlige vurdering, så skal der foretages en fornyet høring i form af nyt forslag til afgørelse/ny sagsfremstilling. Det er uden betydning for en fornyet høring, at der ikke blev afgivet udtalelse ved den første høring. Se FVL § 19 og SFL §§ 19 og 20.

Eksempel

Dette eksempel viser, at der ikke skal foretages fornyet høring blot fordi, der er kommet flere oplysninger i sagen. Krav om fornyet høring forudsætter nye oplysninger eller ny retlig vurdering af sagen.

Sagen vedrørte et 10-mandsprojekt med sale and lease back af togvogne. Advokatens ønske om et nyt møde med Ligningsrådet blev imødekommet. Samtidig med mødeindkaldelsen modtog advokaten kopi af Ligningsrådets materiale til brug for sagen, dog manglede et notat, som advokaten først modtog 5 dage før det berammede møde. Mødet blev afholdt og Ligningsrådet afsagde kendelse. Advokaten påstod ugyldighed grundet manglende høring af notatet. Landsretten fandt ikke, at kendelsen var ugyldig. Argumentationen i notatet var udbygget, men den indeholdt ikke nye faktiske omstændigheder. Se SKM2002.159.ØLR

Høringsfrist

Agterskrivelse og sagsfremstilling

Skatteforvaltningslovens frist for udtalelse til agterskrivelse eller sagsfremstilling er mindst 15 dage, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. SKAT kan fastsætte en længere frist, men kan til gengæld kun fastsætte en kortere frist, hvis sagens part ønsker det. En længere frist kan fx være relevant, hvis sagens part bor i et andet land eller hvis sagen er meget kompleks og indeholder mange dokumenter mm. En kortere frist kan fx være i partens interesse, hvis der ønskes hurtigere adgang til klagesystemet. SKAT skal kunne bevise partens samtykke, hvis der opstår tvist om fristens længde. Se SFL §§ 19 og 20.

Hvis den skattepligtige ønsker et møde kan told- og skatteforvaltningen kræve, at mødet afholdes inden indsigelsesfristens udløb. Se TfS1997,350LSR. Som begrundelse herfor er blandt andet henvist til, at det ikke kunne påhvile SKAT som en risiko, at den skattepligtiges advokat var på ferie og at den skattepligtige ikke selv ville deltage i et møde.

Skatteforvaltningslovens bestemmelser om frist for udtalelse til sagsfremstillinger gælder også for Skatterådets og ankenævnenes sagsbehandling. Se SFL §§ 4 stk. 2, 36 stk. 5, 38 stk. 4 og 39 a stk. 4.

Træffer SKAT afgørelse inden udløbet af høringsfristen, vil det normalt medføre ugyldighed. Manglende overholdelse af høringsfristen fører efter en konkret vurdering ikke til ugyldighed. Se TfS1995,605LSR, TfS2000,95HD og TfS2000,906LSR. Disse afgørelser er begrundet i, at det fremgik positivt, at den skattepligtige ikke ville fremsætte bemærkninger.

Bemærk toldskyld

EF's toldkodeks indeholder ikke særlige regler om høring. Men art. 220 om toldskyld forudsætter, at toldmyndigheden træffer en hurtig afgørelse, og artiklen sætter derfor mere snævre grænser for høringsfristen. Se art. 220 i EF's toldkodeks nr. 2913/92.

Told- og Skatteforvaltningens udtalelse til klage

Told- og Skatteforvaltningen skal udtale sig om klage til Ankenævnene. Fristen for udtalelsen til Skatteankenævnene er 14 dage, men fristen kan forlænges af Skatteankenævnene, hvis Told- og Skatteforvaltningen anmoder om det. Der er ikke en tilsvarende frist for udtalelse om klage til Vurderings- og Motorankenævn, da klagerne modtages fra Told- og Skatteforvaltningen sammen med en udtalelse. Se SFL §§ 36 stk. 3, 38 stk. 3 og 39a stk. 3.

Forvaltningslovens høringsfrist

Forvaltningsloven indeholder ikke en tilsvarende frist for udtalelse i forbindelse med høring. Fristen må i de enkelte tilfælde fastsættes således, at parten har en rimelig tid til at gennemgå oplysningerne og til at lave en udtalelse, hvis parten ønsker det. Se FVL § 19 og bemærkningerne til § 19 i LFF 1984-10-02 nr. 4 Lovforslag til forvaltningsloven.

Eksempel

Dette eksempel viser, at SKAT skal indrømme en længere frist end 15 dage, hvis det er nødvendigt for at parten har rimelige vilkår for at varetage sine interesser.

Landsretten fandt, at den 14 dages frist, der var fastsat i en agterskrivelse efter sagens omfang og afsendelsen kort før jul, var for kort til, at sagsøgeren kunne varetage sine interesser. Efter en konkret væsentlighedsvurdering førte fejlen ikke til ugyldighed. Retten lagde blandt andet vægt på, at sagsøgeren tidligere var informeret om ændringen og havde haft lejlighed til at udtale sig. Se SKM2002.508.ØLR

Eksempel

Dette eksempel viser, at SKAT som udgangspunkt ikke må træffe afgørelse i en sag, når der er modtaget en udtalelse, hvis svarfristen endnu ikke er udløbet.

Sagen vedrørte et 10-mandsprojekt, hvor der var udsendt agterskrivelse med høringsfrist til d. 15. december. Skatteforvaltningen modtog en indsigelse dateret d. 7. december og d. 12. december blev der afsendt kendelse i sagen. Retten fandt efter en konkret væsentlighedsvurdering, at det ikke kunne føre til ugyldighed, at der blev truffet afgørelse i sagen efter der var indkommet høringssvar, men inden høringsfristen var udløbet. SKM2003.273.HR.

Se også

Afsnit A.A.7.4.8 "Underretning om afgørelsen" om SKATs underretning om afgørelse efter endt høring.

Konsekvenser af manglende høring

Reglerne om partshøring anses for garantiforskrifter, og tilsidesættelse af dem anses for en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der som udgangspunkt vil medføre en afgørelses ugyldighed. Efter en konkret væsentlighedsvurdering kan en afgørelse anses for gyldig på trods af manglende eller mangelfuld høring, hvis fejlen ikke anses at have haft betydning for afgørelses resultat. Det kan fx være tilfældet, hvis parten i forvejen er bekendt med oplysningerne i sagen, eller at den materielle afgørelse alligevel ville være uændret efter en korrekt høring.

Eksempel

Det blev under sagen lagt til grund, at selv om den skattepligtige ikke havde modtaget alle oplysninger fra ligningsmyndigheden, havde han selv medvirket til at bibringe ligningsmyndigheden den opfattelse, at han som kommanditist selv var bekendt med de manglende oplysninger. Han havde endvidere deltaget i et møde, hvor en af de øvrige kommanditister havde fremlagt disse oplysninger. Partshøringsforpligtelsen blev derfor ikke anset for tilsidesat. Se SKM2005.224.ØLR.

Eksempel

En afgørelse blev anset for ugyldig, fordi der ved efteropkrævning af told ikke var gennemført tilstrækkelig høring, idet relevante oplysninger ikke var indarbejdet i sagsfremstillingen. Selv om gennemførelse af korrekt høring kunne medføre risiko for, at toldkravet blev forældet efter toldkodeksens art. 221 stk.3, og EU dermed ville lide et tab, som kunne gøres gældende mod den danske stat, så kunne partshøring ikke undlades efter undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 2 nr. 3. Se SKM2005.290.LSR.

Eksempel

En skatteforvaltnings afgørelse var behæftet med to fejl i form af manglende yderligere høring og manglende indkaldelse til møde med forvaltningen trods fremsat begæring herom. Landsretten fandt, at den trufne afgørelse ubestridt var materielt rigtig, og at afgørelsen grundlæggende var baseret på oplysninger, som var meddelt skatteyderen i agterskrivelsen samt i den skriftlige korrespondance i sagen. Sagsbehandlingsfejlene havde ikke konkret haft væsentlig betydning for sagens afgørelse og kunne derfor ikke føre til afgørelsens ugyldighed. Se SKM2003.556.ØLR.

Se også

Afsnit A.A.7.5 Formelle mangler eller fejl.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

A.A.7.4.6 Sagsfremstilling

Indhold

Dette afsnit handler om SKATs brug af sagsfremstillinger.

Afsnittet indeholder:

• Hovedregel - sagsfremstilling før afgørelse
• Undtagelse - fuldt medhold
• Undtagelse - enighed om afgørelse
• Undtagelse - visse typer af afgørelser
• Sagsfremstilling udarbejdet efter afgørelse
• Krav til sagsfremstillingens indhold
• Høring og afgørelse
• Konsekvenser af manglende eller mangelfuld sagsfremstilling
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Hovedregel - sagsfremstilling før afgørelse

Told- og Skatteforvaltningen skal udarbejde en sagsfremstilling, inden der træffes afgørelse. Se SFL § 19 stk. 1, 1. pkt.

Der skal ikke udarbejdes sagsfremstillinger ved faktisk forvaltningsvirksomhed, men alene ved told- og skatteforvaltningens afgørelser.

Bemærk ankenævn og skatteråd

Skatteforvaltningslovens bestemmelser om told- og skatteforvaltningens udarbejdelse af sagsfremstilling før afgørelse finder også anvendelse ved Skatterådets sagsbehandling og ved ankenævnenes klagebehandling. Se SFL § 4 stk. 2, § 36 stk. 5, § 38 stk. 4 og § 39 a stk. 4. og § 6 i BEK nr. 1035 af 25/10/1035 Forretningsorden for Skatterådet og § 18 i BEK nr. 1058 af 10/11/2009 Forretningsorden for ankenævnene.

Se også

Afsnit A.A.2.2 "Afgørelsesbegrebet" om hvad der anses for en forvaltningsafgørelse.

Afsnit A.A.10.2.3.2 "Ankenævnenes klagebehandling" om ankenævnenes udarbejdelse af sagsfremstilling.

Undtagelse - fuldt medhold

Der er ikke krav om sagsfremstilling, hvis told- og skatteforvaltningen giver en part fuldt medhold i en anmodning. Se SFL § 19 stk. 1, 2. pkt

Bestemmelsen om sagsfremstilling er sammen med bestemmelsen om agterskrivelse partshøringsbestemmelser i skatteforvaltningsloven. Reglerne om partshøring skal sikre, at parten blive bekendt med afgørelsesgrundlaget og har mulighed for at kommentere det, før der træffes afgørelse. Når en afgørelse træffes efter anmodning fra en part og afgørelsen fuldt ud imødekommer partens anmodning, så er der intet i sagen, som parten skal gøres bekendt med.

Undtagelse - enighed om afgørelse

Der er heller ikke krav om sagsfremstilling, hvis told- og skatteforvaltningen og sagens parter i sagsforløbet bliver enige om afgørelsen, uanset hvem der har startet sagen. Se SFL § 19 stk. 1, 2. pkt.

Der er således ikke krav om sagsfremstilling, hvis fx told- og skatteforvaltningen har konstateret, at et selskab har glemt et rentefradrag og selskabet er enig i, at indkomstansættelsen skal nedsættes med beløbet. Der er heller ikke krav om sagsfremstilling, hvis det er selskabet, der har anmodet om et glemt rentefradrag, og selskabet ved sagsbehandlingen er enig med forvaltningen i, at det glemte fradrag er mindre end først antaget.

Undtagelse - visse typer af afgørelser

Følgende typer af afgørelser, skal told- og skatteforvaltningen ikke udsende sagsfremstilling til, inden der træffes afgørelse:

• En afgørelse, der kan påklages til skatteankenævn, vurderingsankenævn eller motorankenævn. Se SFL §§ 5, 6 og 7.
• En afgørelse, der kan påklages til Landsskatteretten, som afgør den uden deltagelse af læge retsmedlemmer, da landsskatteretspræsidenten har vurderet, at sagen er af en enkel karakter. Se SFL § 13, stk. 3. 1. pkt. og BEK 2007 nr. 1262 som ændret ved BEK 2009 nr. 799.
• Et bindende svar truffet af Told- og Skatteforvaltningen, Se SFL § 21 stk. 1 - 3.
• En afgørelse, der efter skatteministeriets bestemmelse ikke skal afgøres af ankenævn eller Landsskatteret. Det er afgørelser i disciplinær- og personalesager. Se SFL § 14 stk. 2 og BEK nr. 409 af 01/05/2007 og BEK. nr. 1036 af 25/10/2005.

Se SFL § 19 stk. 5.

Kravet om told- og skatteforvaltningens sagsfremstillinger vedrører således primært afgørelser om selskabsligning, moms, afgifter og told.

Der skal også udarbejdes sagsfremstillinger i de sager, hvor afgørelserne kan påklages til ankenævnene. Men det er ankenævnene og ikke told- og skatteforvaltningen, der skal udarbejde den. Sagsfremstillingen udarbejdes således til brug for klagebehandlingen og ikke til brug for told- og skatteforvaltningens afgørelse. Undtagelsesvist kan told- og skatteforvaltningen efterfølgende komme til at udarbejde en sagsfremstilling i en sag, hvor afgørelsen kunne påklages til skatteankenævnet, men hvor der er klaget direkte til Landsskatteretten. Se SFL §§ 19, 36 stk. 5, 38 stk. 4, 39 a stk. 4 og 42 b nr. 1.

Eksempel

Landsskatteretten fandt, at der ikke skulle udarbejdes sagsfremstilling ved afgørelse af et konkursbos skattepligt. En eventuel klage over konkursboets skattepligt skulle afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer og der var derfor ikke krav om en sagsfremstilling efter skatteforvaltningslovens § 19. Se SKM2007.283.LSR

Sagsfremstilling udarbejdet efter afgørelse

Landsskatteretten kan i forbindelse med klagebehandling anmode told- og skatteforvaltningen om at udarbejde en sagsfremstilling, når der ikke tidligere i sagsforløbet er udarbejdet en sagsfremstilling. Det vil sige:

• klager, hvor skatteankenævnene er oversprunget. Se SFL § 5 stk.2.
• klager over told- og skatteforvaltningens afgørelser om bindende svar. Se SFL § 21, stk. 1-3.
• og sager der afgøres af Landsskatteretten uden deltagelse af læge retsmedlemmer. Se SFL § 13 stk. 3, 1. pkt.

Se SFL § 42 b og § 4 stk.5 i BEK nr. 974 af 17/10/2005 Forretningsorden for Landsskatteretten.

Det er alene skatteankenævnets klagebehandling, der kan overspringes, så der vil altid være sagsfremstillinger i de sager, der kan påklages til de øvrige ankenævn. Se SFL § 19 stk. 5 nr. 1, 2 og 6, § 42 b nr. 1 og § 5 stk. 2.

Bemærk høring

Landsskatteretten kan vælge at anmode told- og skatteforvaltningen om at sende sagsfremstillingen ud til høring ved sagens parter. Se SFL § 42 b.

Se også

Afsnit A.A.7.4.5 "Høring" om høring af sagsfremstillinger.

Krav til sagsfremstillingens indhold

Sagsfremstillingen skal som minimum indeholde:

• En redegørelse for de oplysninger vedrørende de faktiske forhold, SKAT har tænkt sig, at tillægge betydning ved afgørelsen.
• Den afgørelse, som SKAT vurderer oplysningerne fører frem til.
• Begrundelse for afgørelsen, der opfylder forvaltningslovens krav til en begrundelse. Det vil blandt andet sige henvisning til retsregler og de hovedhensyn der har været bestemmende for en eventuel skønsudøvelse. Se FVL § 24.

Se SFL § 19 stk. 2.

Skatteforvaltningslovens krav til sagsfremstilling er de samme, uanset hvem, der udarbejder sagsfremstillingen. Men forretningsordenen for ankenævnene opstiller nogle yderligere krav til ankenævnenes sagsfremstillinger. Se SFL §§ 19, 36 stk. 5, 38 stk. 4 og 39 a stk. 4 og endvidere § 18 i BEK. nr. 1058 af 10/11/2009.

Eksempel

Dette eksempel viser, at der alene er krav til udsendelse af en sagsfremstilling og til sagsfremstillingens indhold, men at der ikke er krav til formen af told- og skatteforvaltningens sagsfremstillinger.

Et skattecenter udsendte enslydende agterskrivelse og afgørelse på opkrævning af moms. Der var ikke udarbejdet en sagsfremstilling. Landsskatteretten fandt efter en vurdering af omfanget af sagens oplysninger og skattecenterets begrundelse for afgørelsen, at den udsendte agterskrivelse kunne anses for at udgøre en sagsfremstilling efter skatteforvaltningsloven. Se SKM2009.278.LSR

Se også

Afsnit A.A.10.2.3.2 "Ankenævnenes klagebehandling" om ankenævnenes udarbejdelse af sagsfremstilling., hvor forretningsordenens krav til en sagsfremstilling er beskrevet.

Afsnit A.A.7.4.7 "Begrundelse" om forvaltningslovens krav til en begrundelses indhold.

Afsnit A.A.7.4.5 "Høring" om de oplysninger mm, som sagens parter skal høres om.

Høring og afgørelse

Sagsfremstillingen skal sendes til udtalelse (høring) hos sagens parter, før der træffes afgørelse. Fristen kan ikke uden parternes samtykke være på mindre end 15 dage, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. En part i sagen kan helt give afkald på høring af sagsfremstillingen, hvis fx der ønskes en hurtigere sagsbehandling. Se SFL § 19 stk. 3.

Told- og skatteforvaltningen kan meddele sagens parter, at afgørelsen vil blive truffet som anført i sagsfremstillingen, hvis der ikke modtages en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelser imod afgørelsen inden svarfristens udløb. Afgørelsen kan herefter træffes som varslet uden yderligere underretning, hvis der ikke modtages en udtalelse inden for fristen. Se SFL § 19 stk. 4.

Uanset at der ikke er modtaget en udtalelse imod den varslede afgørelse, så bør der sendes en afgørelse i følgende tilfælde:

• Hvis der ikke udsendes en maskinel afgørelse - fx en årsopgørelse - så skal der sendes en afgørelse af hensyn til SKATs mulighed for at dokumentere afgørelsen.
• Hvis der udsendes en maskinel afgørelse, men der skønnes at være risiko for, at den ikke vil blive udsendt inden for de gældende forældelsesfrister.

Se også

Afsnit A.A.7.4.5 "Høring" om den ubetingede høringspligt, høringsfristerne mm. i skatteforvaltningslovens § 19.

Afsnit A.A.7.4.8 "Underretning om afgørelsen" om SKATs underretning om afgørelse efter endt høring.

Konsekvenser af manglende eller mangelfuld sagsfremstilling

Hvis der ikke udarbejdes en sagsfremstilling, som sendes til høring hos sagens part, så er der tale om en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der som hovedregel vil medføre, at afgørelsen bliver ugyldig. Se SKM2009.278.LSR og SKM2007.283.LSR, der er refereret som eksempler ovenfor.

Eksempel

Det medførte ikke ugyldighed, at en sagsfremstilling ikke var afsluttet med indsættelse af den skattepligtiges bemærkninger til agterskrivelsen, idet bemærkningerne ikke gav anledning til yderligere begrundelse i forhold til begrundelsen i agterskrivelsen. Se SKM2005.276.VLR.

Se også

Afsnit A.A.7.5 "Formelle mangler eller fejl" om retsvirkningerne af en manglende eller mangelfuld Sagsfremstilling.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

A.A.7.4.7 Begrundelse

Indhold

Dette afsnit handler om kravene til begrundelse af SKATs afgørelser.

Afsnittet indeholder:

• Baggrund
• Hovedregel - begrundet
• Undtagelse - fuldt medhold
• Hvilke afgørelser omfattes af begrundelsespligten?
• Krav til en begrundelses indhold
• Konsekvenserne af manglende begrundelse
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
• Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand med videre.

Baggrund

Forvaltningsloven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning, hvor der behandles sager, hvor der bliver truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Se FVL §§ 1 og 2.

Forvaltningslovens bestemmelser om begrundelse er mindstekrav til en begrundelses indhold. Hvis der er bestemmelser i andre love, som har mere omfattende krav til begrundelse, så er det de krav, der skal opfyldes. FVL § 36.

Skatteforvaltningsloven gælder for Told- og Skatteforvaltningens udøvelse af forvaltning på myndighedens område. Der er ikke anført særlige regler om begrundelse i Skatteforvaltningsloven, og det er derfor Forvaltningslovens bestemmelser om begrundelse, der alene finder anvendelse ved de fleste af SKATs afgørelser. Se SFL § 20 stk. 1 og FVL kap. 6.

Bemærk told

På toldområdet gælder art. 6, stk. 3 i EF's toldkodeks nr. 2913/92 også for begrundelse af afgørelser.

Se også

Afsnit A.A.7.4.6 "Sagsfremstilling" om de sager, hvor der skal udarbejdes sagsfremstilling efter Skatteforvaltningsloven.

Hovedregel - begrundet

En skriftlig afgørelse skal være begrundet. Se FVL § 22.

Eksempel

Dette eksempel viser, at en afgørelse skal begrundes, uanset om det er en individuel afgørelse eller en masseafgørelse.

Meddelelse om 19. almindelige vurdering af landets ejendomme var vedlagt en pjece om vurdering, som Vurderingsrådet anså for fyldestgørende begrundelse for vurderingen af ejendommene. Ombudsmanden udtalte, at ejendomsvurderinger må betragtes som afgørelser i forvaltningslovens forstand, og lovens krav til begrundelse var ikke opfyldt ved den samtidigt udsendte pjece. Ombudsmanden henstillede, at oplysning om retsgrundlaget for vurderingen i fremtiden kom til at fremgå af vurderingsmeddelelserne. Se FOB1993.220OM

Meddeles en afgørelse mundtligt, kan parten forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, hvis der ikke er givet fuldt medhold. Begæringen kan fremsættes mundtligt såvel som skriftligt, og det skal ske inden 14 dage efter underretning om afgørelsen. Se FVL § 23 og FOB1993.220OM.

Begæring om skriftlig begrundelse af en mundtlig afgørelse udsætter ikke retsvirkningerne af afgørelsen. Men klagefristen antages at blive suspenderet, ind til der er meddelt en skriftlig begrundelse af afgørelsen. Se FOB1990.251OM.

Se også

Afsnit A.A.10.2.2.1 "Klagefrist" om suspension af klagefrist.

Undtagelse - fuldt medhold

Hvis den skriftlige afgørelse giver parten fuldt medhold, behøver den ikke være begrundet. Se FVL § 22.

Det kan være nødvendigt at vurdere, om der er givet fuldt medhold. Hvis fx der er knyttet vilkår til en tilladelse, så må det vurderes, om vilkårene begrænser tilladelsen. Hvis det er almindelige vilkår, der altid knytter sig til den type tilladelse, må parten anses for at have fået fuldt medhold. Se pkt. 126 i Vejledning 1986-12-04 nr. 11740 om forvaltningsloven.

Bemærk told

På toldområdet skal der også gives begrundelse ved begunstigende afgørelser om toldgodtgørelse/toldfritagelse. Se EF's toldkodeks art. 236 - 239.

Hvilke afgørelser omfattes af begrundelsespligten?

Forvaltningsloven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning, hvor der behandles sager, hvor der bliver truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Se FVL §§ 1 og 2.

Med udtrykket "truffet afgørelse" sigtes til udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i en konkret situation. Uden for lovens anvendelsesområde falder den administrative sagsbehandling, der har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed (beslutninger). Se Bemærkninger til § 2 i LFF 1984-10-02 nr. 4 Forvaltningslov og afsnit A.A.2 Afgørelser kontra vejledning "Afgørelser contra vejledning".

De "efterangivelser" fra afgiftspligtige, som SKAT behandler, har derfor ikke karakter af forvaltningsafgørelser, der skal begrundes. Se Bemærkninger til § 19 i LFF 2005-02-24 nr. 110 Skatteforvaltningslov og afsnit A.A.2 Afgørelser kontra vejledning "Afgørelser contra vejledning".

Grænsedragningen mellem forvaltningsafgørelser og beslutninger betyder, at det kun er afgørelsen af en sags realitet, der skal begrundes. Procesledende beslutninger og andre dispositioner i forbindelse med sagens behandling er kun omfattet af begrundelsespligten, hvis der er særskilt klageadgang som fx ved afslag over aktindsigt. Se bemærkninger til kapitel 6 i LFF 1984-10-02 nr. 4 Forslag til forvaltningslov og FVL § 16 stk. 4.

Afgørelse af en sags realitet omfatter også SKATs foretagelse af en ekstraordinær ansættelse.

Henvisning til anvendte lovregler omfatter derfor ikke alene begrundelsen for at foretage en ændring af en ansættelse, men også begrundelse for at ændringen foretages efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist.

Eksempel

Landsskatteretten anså en afgørelse om momstilsvar for ugyldig. Forslaget til afgørelse var afsendt efter udløbet af fristen for en ordinær ansættelse, og skatteregionen måtte derfor have anset betingelserne for en ekstraordinær ansættelse for opfyldte. Regionen havde imidlertid ikke omtalt den ordinære eller ekstraordinære frist for ændringer eller hjemmelen her til i sin afgørelse. Retten fandt derfor, at afgørelsen led af en væsentlig mangel, og at regionens afgørelse derfor var ugyldig. Se SKM2007.160.LSR.

Krav til en begrundelses indhold

En begrundelse skal fremstå som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået sit indhold. En afgørelses begrundelse har betydning for:

• Partens overvejelse af klage
• Partens accept af den trufne afgørelse
• Underordnede myndigheders administration og bidrag til praksisdannelse

Se s. 33 ff. i Betænkning om begrundelse af forvaltningsafgørelser og administrativ rekurs m.v. (nr. 657/1972) og pkt. 8 e og bemærkninger til kapitel 6 i LFF 1984-10-02 nr. 4 Forslag til forvaltningslov.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde følgende:

• Henvisning til de retsregler der ligger til grund for afgørelsen. Se FVL § 24 stk. 1, 1. pkt.
• De hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelse, hvis der er udøvet et administrativt skøn. Se FVL § 24 stk. 1, 2. pkt.
• Om fornødent en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Se FVL § 24 stk. 2.

Retsregler

I mange tilfælde vil en simpel henvisning til den anvendte lovregel eller administrativt fastsatte bestemmelse være tilstrækkelig. Retsreglen kan eventuelt gengives eller vedlægges i kopi. Det vil normalt ikke være tilstrækkeligt blot at henvise til en lov eller administrativ forskrift uden at præcisere hvilken bestemmelse, der er lagt til grund. Hvis afgørelsen beror på en fortolkning af en retsregel, skal der også redegøres for indholdet af den anlagte fortolkning. Fremgår fortolkningen af en fast praksis, som er offentlig tilgængelig eller almindelig kendt, så kan der henvises hertil. Der kan eksempelvis henvises til SKATs Juridiske Vejledning, der beskriver SKATs praksis. Se pkt. 133 i Vejledning 1986-12-04 nr. 11740 om forvaltningsloven.

Eksempel

Sagen vedrørte tobaksafgifter og moms. Told- og Skatteregionens afgørelse var mangelfuld, da der manglede henvisning til samtlige korrekte bestemmelser. Told- og Skattestyrelsen havde som rekursinstans afhjulpet manglerne, og det var styrelsen som rekursinstans berettiget til. Retten fandt, at afgørelserne ikke kunne anses for ugyldige. Se SKM2002.149.HR.

Bemærk - uden reelt indhold

Hvis begrundelsen for en forhøjelse er, at de selvangivne dispositioner er uden reelt indhold fx i anpartssager, så vil der undtagelsesvist ikke være krav om henvisning til retsregler. Se TfS1996,920.LSR.

Administrativt skøn

Det er ikke tilstrækkeligt at henvise til den lovbestemmelse, der angiver hovedhensynene for skønnet. Ved fastsættelse af en ejendoms udlejningsværdi er det derfor ikke tilstrækkeligt alene at henvise til SL § 4 stk. 1 litra b. Afgørelsen skal også angive, hvad der er lagt til grund for en konkret fastsættelse af udlejningsværdien.

Er der flere hensyn, der kan tillægges vægt ved udøvelse af skøn, så skal det fremgå af begrundelsen, hvis nogle hensyn er tillagt særlig vægt. Det skal også fremgå, hvorfor hensynene er tillagt forskellig værdi.

Hvis hovedhensyn for udøvelse af administrativ skøn fremgår af en fast praksis på området, og den er offentlig tilgængelig eller almindelig kendt, så kan der henvises hertil. Der kan eksempelvis henvises til SKATs Juridiske Vejledning, der beskriver SKATs praksis. Se bemærkninger til § 24 i LFF 1984-10-02 nr. 4 Forslag til forvaltningslov og pkt. 133 i Vejledning 1986-12-04 nr. 11740 om forvaltningsloven.

Eksempel

En revisor klagede over efterbeskatning af investeringsfondsmidler. Han gjorde bl.a. gældende, at begrundelsen var ugyldig, da den ikke angav de hovedhensyn, der var lagt vægt på. Landsretten anså afgørelsens begrundelse for fyldestgørende, da der var henvist til de retsregler, der lå til grund for afgørelsen, og da der var angivet de hovedhensyn, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for opfyldelse af arbejdskravet. Se SKM2002.8.VLR.

Eksempel

En skatteyder klagede over, at han kun havde fået godkendt et skønsmæssigt ansat kørselsfradrag på 10.000 kr. uden en nærmere angivelse af hovedhensynene for den skønsmæssige afgørelse. Byretten fandt, at afgørelsen var mangelfuld begrundet. Men manglen havde ikke haft betydning for afgørelsens materielle rigtighed, og den var derfor ikke konkret væsentlig. Manglen var efterfølgende blevet afhjulpet af ankenævn og Landsskatteret, og det var de berettigede til som rekursinstans. Se SKM2007.631.BR.

Sagens faktiske omstændigheder

Sagens faktiske omstændigheder skal ikke fremgå af en begrundelse. Men hvis SKAT vurderer, at der er behov for en redegørelse for de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund for afgørelsen, så skal det indgå i begrundelsen. Se FVL § 24 stk. 2.

SKATs vurdering må blandt andet forholde sig til, om:

• Sagens faktum er omtvistet eller uklart
• Parten må antages at være bekendt med sagens faktum i forvejen

Se bemærkninger til § 24 i LFF 1984-10-02 nr. 4 Forslag til forvaltningslov og pkt. 134i Vejledning 1986-12-04 nr. 11740 om forvaltningsloven.

Hvis parten har tillagt nogle faktiske omstændigheder særlig vægt, så kan det være nødvendigt med SKATs stillingtagen til dem, for at parten kan anses for at have fået en forklaring på afgørelsen. Se FOB2002.140OM.

Men SKAT er ikke forpligtet til udtrykkeligt at tage stilling til samtlige fremførte argumenter, når det ikke er nødvendigt for at begrunde afgørelsen. Se TfS1999,420HD

Eksempel

En skatteyder klagede over skatteforvaltningens fiksering af renter. Han mente, at ansættelserne var ugyldige, da de ikke opfyldte begrundelseskravet i forvaltningsloven. Skatteforvaltningen havde ikke kommenteret de indsigelser og anbringender, der var fremsat. Retten fandt ikke, at afgørelserne var truffet uden fyldestgørende begrundelse. Skatteforvaltningen havde givet en udførlig redegørelse såvel for de faktiske omstændigheder, der var lagt til grund, som for de synspunkter, der har ført til anvendelsen af de retsregler, der var henvist til i afgørelserne. Se SKM2008.238.BR.

Begrænsning af begrundelsen

Begrundelsens indhold kan begrænses, hvis SKAT vurderer, at partens interesse i oplysningerne bør vige for afgørende hensyn til parten selv eller til andres private eller offentlige interesser. Se FVL § 24 stk. 3, 2. pkt. og § 15.

Se også

Afsnit A.A.6 Offentlighed og tavshedspligt "Offentlighed og tavshedspligt" om forholdet mellem begrundelsespligt og tavshedspligt

Bemærk told

Begrundelsen i sager om toldgodtgørelse og toldfritagelse skal desuden indeholde følgende:

• Oplysninger til identifikation af varerne
• Oplysning om den pågældende artikel i EF's toldkodeks eller gennemførelsesbestemmelserne dertil
• Den toldmæssige bestemmelse eller anvendelse varerne skal angives til
• Frist for gennemførelse af formaliteter for godtgørelse eller fritagelse af told
• Oplysning om at godtgørelse eller fritagelse af told først vil finde faktisk sted, når formaliteterne herfor er opfyldte
• Angivelser af de betingelser varerne er undergivet ind til afgørelsens gennemførelse
• Oplysning om at den originale afgørelse skal afleveres til toldmyndighederne, når varerne frembydes

Se art. 236 - 239 i EF's toldkodeks og art. 886 i gennemførelsesbestemmelserne til toldkodeksen.

Konsekvenserne af manglende begrundelse

Begrundelseskravet anses for en garantiforskrift. Manglende eller mangelfuld begrundelse vil som hovedregel medføre, at afgørelsen bliver ugyldig. Hvis manglen er mindre væsentlig, kan der efter omstændighederne være tale om, at manglen afhjælpes med en korrekt begrundelse i rekursinstansen, så afgørelsen ikke bliver ugyldig.

Eksempel

En i sig selv mangelfuld begrundelse kunne ikke medføre ugyldighed, da der i afgørelsen var foretaget en udtrykkelig henvisning til en fyldestgørende begrundelse i afgørelsen fra den forudgående instans. Se SKM2001.54.VLR.

Eksempel

En mangelfuld udformning af begrundelsen havde ikke ugyldighedsvirkning, fordi manglen blev repareret ved behandlingen i de efterfølgende instanser, hvor manglen således ikke havde haft betydning for sagsbehandlingen. Se SKM2009.467.VLR.

Eksempel

En afgørelse blev anset for ugyldig, da begrundelseskravet ikke var opfyldt. Der var ikke angivet efter hvilke bestemmelser, afgørelsen var truffet. Der manglede desuden en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, der var tillagt vægt ved fastsættelse af en afdragsordning fastsat efter betalingsevnevurdering og ikke ud fra tabeltrækket. Se SKM2010.779.LSR.

Eksempel

En manglende begrundelse vedrørende henvisning til den dagældende skattestyrelseslovs § 35 og grundlaget for suspension af ordinær ansættelsesfrist var en så væsentlig mangel, som måtte antages at have haft betydning for skatteyderens vurdering af sine muligheder for at anfægte afgørelsen, at skatteansættelsen måtte anses for ugyldig. Se SKM2003.248.ØLR.

Se også

Afsnit A.A.7.5 "Formelle mangler eller fejl" om retsvirkningerne af en manglende eller mangelfuld begrundelse

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Skemaet viser relevante udtalelser på området:

A.A.7.4.8 Underretning om afgørelse efter forvaltningsloven og konsekvenser

Indhold

Dette afsnit handler om underretning om afgørelsen, herunder underretning til andre end adressaten og konsekvenserne af manglende underretning.

Afsnittet indeholder:

• Baggrund
• Regel
• Betingelser
• Konsekvenser, hvis betingelserne ikke er opfyldt
• Ugyldighed
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Baggrund

Af retssikkerhedsmæssige årsager er det lovfæstet i forvaltningsloven, hvordan en afgørelse skal udformes og kommunikeres.

Afgørelser skal meddeles særskilt og skriftligt til sagens parter ellers kan det medføre, at afgørelsen anses for ugyldig. Se FVL § 22 og 23.

Regel

Når sagen er afgjort, skal afgørelsen udformes i en kommunikerbar form for at kunne medføre de virkninger, den tilsigter.

Afgørelsen skal meddeles skriftligt, med mindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Se FVL § 22.

Bestemmelsen skal sammenholdes med FVL § 23, hvoraf fremgår, at den der har fået meddelt en afgørelse mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, med mindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Se også

Afsnit A.A.7.4.7 om begrundelse af afgørelsen.

Betingelser

Der knytter sig visse betingelser til underretning om afgørelsen, herunder form, parter, partsrepræsentation og særskilt meddelelse ifølge forretningsorden.

Dette skema viser de betingelser, der knytter sig til underretning om afgørelsen:

Konsekvenser af manglende underretning, hvis betingelserne ikke er opfyldte

Klagefristen regnes efter SFL fra det tidspunkt, hvor borgeren/virksomheden har modtaget underretning om afgørelsen. Se SFL § 42 stk.1.

Såfremt SKAT kan godtgøre, at afgørelsen er sendt på sædvanlig måde, vil bevisbyrden vende, på den måde, at modtageren særligt skal kunne godtgøre, hvis afgørelsen påstås ikke at være kommet frem (modtaget).

Hvis en borger/virksomhed har ladet sig repræsentere er afgørelsen, som udgangspunkt, først gyldigt meddelt, når den er sendt til repræsentanten

Ugyldighed

Manglende underretning om afgørelsen anses for en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der kan medføre, at myndighedens afgørelse bliver ugyldig.

Eksempel 1

Dette eksempel beskriver, at der ikke er ugyldighed efter en konkret væsentlighedsvurdering.

Der blev ikke statueret ugyldighed i en situation, hvor skattemyndighederne havde sendt den foreløbige ændring af ansættelsen og brev om ændring af ansættelsen til den adresse, der fremgik af folkeregistret (CPR-registret). Skatteyder havde meddelt til de lokale skattemyndigheder, at der ikke længere var bopæl på folkeregisteradressen. Ændringerne af ansættelsen blev samtidig sendt til revisors gamle adresse. Højesteret fandt, at skattemyndigheden var skyld i fejladresseringen og at det ikke var godtgjort, at foreløbig ændring af ansættelsen var modtaget. Uanset dette fandt Højesteret, at fejlen efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke havde haft betydning for sagens udfald, og dermed blev ansættelsen ikke anset for ugyldig. Se SKM2004.479HR.

Se også

Se afsnit (A.A.7.5) om væsentlighedsvurderingen.

Eksempel 2

Dette eksempel beskriver, hvornår der ikke er ugyldighed.

Der blev ikke statueret ugyldighed i en sag, hvor skattemyndighederne alene havde fremsendt underretning om et datterselskabs ændrede skatteansættelse til moderselskabet, allerede fordi moderselskabet havde påtaget sig at indsende ApS´ets selvangivelse og dermed måtte anses at have fuldmagt til at modtage svar. Se SKM2004.108.HR, der stadfæster kendelsen refereret i TFS 1999.925ØLD.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

A.A.7.4.9 Klagevejledning i afgørelser

Indhold

Dette afsnit handler om reglerne om:

• Klagevejledning i afgørelser, der kan påklages til en anden forvaltningsmyndighed (A.A.7.4.9.1)
• Vejledning i afgørelser, der kan indbringes for domstolene indenfor en nærmere angiven frist (A.A.7.4.9.2)

A.A.7.4.9.1 Klagevejledning i afgørelser, der kan påklages til en anden forvaltningsmyndighed

Indhold

Dette afsnit handler om reglerne om klagevejledning i sager, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Ikke omfattet af regel
• Klagevejledningens indhold
• Klagevejledning ved klage til skatteankenævnet
• Klagevejledning ved klage til vurderingsankenævnet
• Klagevejledning ved klage til motorankenævnet
• Klagevejledning ved klage til Landsskatteretten
• Klagevejledning i sager vedrørende told
• Konsekvenser af manglende klagevejledning

Regel

Når afgørelser, der kan påklages til en anden forvaltningsmyndighed meddeles skriftligt, skal de være ledsaget af en vejledning om klageadgang. Der skal gives oplysning om, hvor der kan klages til og om fremgangsmåden ved indgivelsen af klagen, herunder om en eventuel tidsfrist.

Der skal ikke gives klagevejledning, hvis afgørelsen giver den pågældende part fuldt ud medhold.

Se FVL § 25.

Ikke omfattet af regel

Reglen giver ikke en forpligtelse til at give vejledning om muligheden for at rette henvendelse til andre forvaltningsmyndigheder.

Det samme gælder muligheden for at klage til Folketingets Ombudsmand.

Det følger imidlertid af den almindelige vejledningspligt, at der skal gives oplysning om disse muligheder, hvis der i særlige tilfælde må skønnes at være behov for det.

Afgørelser, der træffes som led i selve forberedelsen af sagen (procesledende beslutninger), skal derfor kun ledsages af en klagevejledning, hvis afgørelsen kan påklages særskilt.

Se også

Afsnit A.A.7.4.1 om den almindelige vejledningspligt i FVL § 7.

Klagevejledningens indhold

Klagevejledningen skal indeholde oplysninger om

• hvilken myndighed der er klageinstans
• hvortil klagen skal indsendes
• fremgangsmåden ved indgivelsen af klagen
• eventuelle tidsfrister, herunder hvornår klagen skal være kommet i myndighedens besiddelse

Klagevejledning ved klage til skatteankenævnet

I sager, der kan påklages til skatteankenævn, skal der vejledes om, at

• afgørelsen kan påklages til skatteankenævnet, herunder oplysning om adressen på nævnets sekretariat
• afgørelsen efter klagerens valg i stedet kan indbringes for Landsskatteretten, medmindre det er en klage over en forskudsregistrering
• klage til skatteankenævnet kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over
• klagen skal være modtaget senest tre måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over, eller hvor særskilt underretning om afgørelsen er udeladt fra modtagelsen af årsopgørelsen
• klagen skal være skriftlig og begrundet
• at det offentlige efter anmodning yder godtgørelse af visse udgifter ved klage til skatteankenævnet

Se SFL § 36 og § 14 i forretningsordenen for skatteankenævn, vurderingsankenævn, fælles skatte- og vurderingsankenævn samt motorankenævn samt om dækning af omkostninger SFL kap 19.

Se også

Afsnit A.A.13 Omkostningsgodtgørelse i forbindelse med klagesager om omkostningsgodtgørelse.

Klagevejledning ved klage til vurderingsankenævnet

I sager, der kan påklages til vurderingsankenævn, skal der vejledes om, at:

• afgørelsen kan påklages til vurderingsankenævnet, herunder oplysning om at klagen skal indsendes til SKAT
• klage til vurderingsankenævnet kan indgives af ejeren af den faste ejendom og af andre, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i vurderingens resultat
• afgørelsen skal være modtaget senest tre måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Ved de almindelige vurderinger eller omvurderinger skal klagen dog være modtaget senest den 1. juli i året efter vurderingsåret, medmindre skatteministeren fastsætter en længere frist
• klagen skal være skriftlig og begrundet.

Se SFL § 38 og § 15 i forretningsordenen for skatteankenævn, vurderingsankenævn, fælles skatte- og vurderingsankenævn samt motorankenævn.

Klagevejledning ved klage til motorankenævnet

I sager, der kan påklages til motorankenævn, skal der vejledes om, at:

• afgørelsen kan påklages til motorankenævnet, herunder oplysning om at klagen skal indsendes til SKAT
• klage til motorankenævnet kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over
• klagen skal være modtaget senest tre måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over
• klagen skal være skriftlig og begrundet

Se SFL § 39 a og § 15 i forretningsordenen for skatteankenævn, vurderingsankenævn, fælles skatte- og vurderingsankenævn samt motorankenævn.

Klagevejledning ved klage til Landsskatteretten

I sager, der kan påklages til Landsskatteretten, skal der vejledes om, at

• afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten, Ved Vesterport 6, 6. sal, 1612 København V
• klage til Landsskatteretten kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over samt i klager over ejendomsvurderingen af ejeren af den faste ejendom
• klagen skal være modtaget senest tre måneder efter klagerens modtagelse af den afgørelse, der klages over
• klagen skal være skriftlig og angive på hvilke punkter afgørelsen anses for urigtig samt en begrundelse for det
• der med klagen i original eller kopi skal indsendes den afgørelse, der klages over, den sagsfremstilling, der har ligget til grund for afgørelsen og som er sendt til klageren, og dokumenter, som klageren ønsker at anvende som bevis
• der samtidig med klagens indgivelse skal betales en klageafgift på 800 kr. Afgiften tilbagebetales, hvis klageren får helt eller delvist medhold af Landskatteretten eller ved en efterfølgende domstolsprøvelse af spørgsmålet
• det offentlige efter anmodning yder godtgørelse af visse udgifter ved klage til Landsskatteretten

Se SFL § 40, § 42 og § 42 a samt § 2 og § 3 i forretningsordenen for Landskatteretten.

Se også

Afsnit A.A.13 Omkostningsgodtgørelse i forbindelse med klagesager om omkostningsgodtgørelse.

Klagevejledning i sager vedrørende told

Klagevejledningen i toldsager, hvor Landsskatteretten er klageinstans, skal indeholde et afsnit om såkaldt anfægtelse af afgørelser. Dette er af hensyn til EU's regler om afregning af toldbeløb.

Der er tale om anfægtelse af en afgørelse, når en part meddeler SKAT, at han ikke er enig i den trufne afgørelse, og at han derfor agter at påklage denne. Anfægtelsen skal ske skriftligt og inden fire uger fra datoen for afgørelsen.

For borgeren eller virksomheden er der ingen retsvirkninger knyttet til anfægtelse. Selv om afgørelsen ikke bliver anfægtet, afskærer det ikke parten fra at indbringe sagen for Landsskatteretten. Hvis afgørelsen er anfægtet, forpligter det ikke parten til at klage til Landsskatteretten.

Se også art. 6, stk. 3 i EF´s toldkodeks.

Konsekvenser af manglende klagevejledning

Manglende eller mangelfuld klagevejledning medfører ikke, at afgørelsen bliver ugyldig.

Derimod får det den konsekvens, at klagefristen suspenderes, indtil korrekt klagevejledning gives.

Hvis der ikke er givet korrekt vejledning om adgangen til betalingskorrektion, skal der efter en færdigbehandling af en efterfølgende anmodning om betalingskorrektion gives fornyet klagevejledning. Det gælder også for den ansættelsesændring, der har givet anledning til betalingskorrektionen.

A.A.7.4.9.2 Vejledning i afgørelser, der kan indbringes for domstolene indenfor en nærmere angiven frist

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvornår der skal vejledes om indbringelse af afgørelser for domstolene.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Overspringelsesreglen
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelser med videre.

Regel

Der skal vejledes om muligheden for sagsanlæg ved domstolene, hvis der gælder lovbestemte frister for et sagsanlæg. Se FVL § 26.

Overspringelsesreglen

En sag kan indbringes for domstolene, inden der er truffet endelig administrativ afgørelse, hvis der forløbet mere end seks måneder efter sagens indbringelse for den endelige administrative instans.

I sager, hvor sagsbehandlingstiden forventes at blive på mere end seks måneder, skal der derfor vejledes om overspringelsesreglen senest ved fristens udløb. Se SFL § 48, stk. 2.

Se også

Afsnit A.A.10.3 om domstolsprøvelse.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

A.A.7.4.10 Oplysningspligt efter persondataloven

Indhold

Dette afsnit handler om den dataansvarliges oplysningspligt efter persondataloven (PDL).

Afsnittet indeholder:

• Indledning og definitioner (A.A.7.4.10.1)
• Hovedreglerne om oplysningspligten (A.A.7.4.10.2)
• Undtagelser fra oplysningspligten (A.A.7.4.10.3)
• Meddelelse efter oplysningspligten (A.A.7.4.10.4)

A.A.7.4.10.1 Indledning og definitioner

Indhold

Dette afsnit definerer begreber i persondataloven.

Afsnittet indeholder:

• Indledning
• Definitioner

Indledning

Reglerne om den dataansvarliges oplysningspligt over for den registrerede findes i persondataloven (PDL). Se lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger, kapitel 8, §§ 28 - 30.

Oplysningspligten gælder for behandling af personoplysninger, som helt eller delvist foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, samt for ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register. Se PDL § 1, stk.1.

Definitioner

Her foretages definition af

• personoplysninger
• behandling
• behandlingsaktiviteter (funktionel afgrænsning)

Definition af personoplysninger

Ved personoplysninger forstås enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede). Se PDL § 3, nr. 1.

Oplysninger om enkeltmandsejede virksomheder er også omfattet af definitionen. I det hele taget gælder, at virksomhedsoplysninger, der kan identificere enkeltpersoner, er omfattet af begrebet personoplysninger. Reglerne om oplysningspligt gælder derimod ikke for behandling af oplysninger om juridiske personer (selskaber, fonde, foreninger mv.). Der gælder dog særlige regler om oplysningspligt for videregivelse af oplysninger til kreditoplysningsbureauer. Se PDL, kapitel 5.

En person er fx identificerbar, hvis den pågældende kan identificeres ved hjælp af CPR-nr., SE-nr., CVR-nr., journalnummer eller lignende.

Definition af behandling

Ved behandling forstås enhver operation eller række af operationer, som oplysninger gøres til genstand for. Se PDL § 3, nr. 2.

Begrebet omfatter bl.a. indsamling, registrering, opbevaring, tekstbehandling, brug, videregivelse og sletning.

Behandling kan fx finde sted i forbindelse med konkrete sager eller som led i udøvelse af kontrol.

Definition af behandlingsaktiviteter (funktionel afgrænsning)

Der skal være tale om en behandling af personoplysninger, der foretages ved hjælp af elektronisk databehandling - eller ikke-elektronisk databehandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register.

Eksempel 1

Oplysninger, som på et tidspunkt enten vil blive indberettet til et af edb-systemerne, som vil blive behandlet elektronisk i form af tekstbehandling, eller som vil blive indeholdt i et manuelt register.

Eksempel 2

En behandlingsaktivitet kan være elektronisk journalisering og sagsstyring.

Ikke-eksempel

Derimod er den manuelle behandling af oplysninger i mapper med sagsakter ikke omfattet.

A.A.7.4.10.2 Hovedreglerne om oplysningspligten

Indhold

Dette afsnit handler om hovedreglerne om oplysningspligtens indhold og omfang.

Afsnittet indeholder:

• Oplysningspligt af egen drift
• Oplysningspligtens omfang

Oplysningspligt af egen drift

Den dataansvarlige (her SKAT) skal af egen drift give den registrerede meddelelse om en række forhold ved indsamling af oplysninger om den pågældende. Se PDL § 28, stk. 1, og PDL § 29, stk. 1.

Bemærk

Der er ikke tale om regler, som kun skal opfyldes, hvis den registrerede anmoder om det.

Oplysningspligten skal opfyldes uanset om den dataansvarlige har været aktiv eller passiv i forbindelse med indsamlingen. Derfor skal oplysningspligten også opfyldes, hvis SKAT ikke har anmodet om de modtagne/indsamlede oplysninger.

Oplysningspligtens omfang

Reglerne om den dataansvarliges oplysningspligt over for den registrerede er inddelt efter om, oplysningerne er indsamlet hos

• den registrerede selv, se PDL § 28
• andre end den registrerede, se PDL § 29

Når den dataansvarlige (her SKAT) indsamler oplysninger, skal SKAT give den registrerede meddelelse om

• den dataansvarliges identitet
• formål med behandlingen
• andre nødvendige oplysninger

Den dataansvarliges identitet

Den dataansvarlige myndighed (her SKAT) er samme myndighed, som er ansvarlig for den behandling, der giver anledning til, at den registrerede skal informeres. Se PDL § 28, stk. 1, nr. 1, og PDL § 29, stk. 1, nr. 1.

Formål med behandlingen

Underretningen om formålet/formålene med behandlingen skal informere den registrerede om baggrunden for, at der indsamles oplysninger om den pågældende. Se PDL § 28, stk. 1, nr. 2, og PDL § 29, stk. 1, nr. 2.

Det betyder, at den dataansvarlige - som minimum - skal underrette den registrerede om, hvad de indsamlede oplysninger skal bruges til på indsamlingstidspunktet.

Andre nødvendige oplysninger

Den dataansvarlige skal endvidere i hvert enkelt tilfælde foretage en konkret vurdering af, om der er andre oplysninger, som den registrerede skal oplyses om. Den dataansvarlige skal under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, vurdere om der er andre oplysninger, der er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser. Se PDL § 28, stk. 1, nr. 3, litra a - c, og PDL § 29, stk. 1, nr. 3, litra a - c.

Opregningen i litra a - c i de to bestemmelser er ikke udtømmende, men det drejer sig fx om følgende informationer:

• Hvem oplysningerne videregives til, dvs. eventuelle kategorier af modtagere. Se PDL § 28, stk. 1, nr. 3, litra a, og PDL § 29, stk. 1, nr. 3, litra b.
• Om det er obligatorisk eller frivilligt at besvare stillede spørgsmål samt mulige følger af ikke at svare. Se PDL § 28, stk. 1, nr. 3, litra b.
• Hvilken type oplysninger der behandles, når oplysningerne ikke er indsamlet hos den registrerede. Se § PDL 29, stk. 1, nr. 3, litra a.

Der skal gives den registrerede meddelelse om typen af oplysninger, som er indsamlet, og ikke om konkrete oplysninger. Se PDL § 29, stk. 1, nr. 3, litra a.

Hvis den registrerede ønsker at få oplyst, hvilke konkrete oplysninger, der er indsamlet om vedkommende, må den registrerede anmode om indsigt heri efter reglerne i PDL kapitel 9. Se næste punkt om bl.a. retten til efter anmodning at få indsigt i behandlede oplysninger.

• Om retten til efter anmodning at få indsigt i og berigtigelse af de behandlede oplysninger. Se PDL § 28, stk. 1, nr. 3, litra c, og PDL § 29, stk. 1, nr. 3, litra c.

Reglerne om indsigtsret er regler om egenacces. Reglerne regulerer bl.a., i hvilket omfang den registrerede efter anmodning har ret til konkrete oplysninger om sig selv. Se eventuelt PDL kapitel 9, §§ 31 - 34, og afsnit A.A.6.3 Indsigt efter persondataloven.

Retten til berigtigelse mv. efter anmodning indebærer, at den registrerede over for den dataansvarlige kan kræve, at oplysninger om den pågældende berigtiges, slettes eller blokeres, hvis oplysningerne viser sig urigtige, vildledende eller på anden måde er behandlet i strid med lov eller bestemmelser udstedt i medfør af lov. Se eventuelt PDL § 37.

Som anført er opregningen i litra a - c i PDL § 28, stk. 1, nr. 3, og PDL § 29, stk. 1, nr. 3, ikke udtømmende. Derfor skal den dataansvarlige i visse tilfælde give den registrerede yderligere information end de oplysninger, der følger af bestemmelserne i litra a - c. Om der skal gives den registrerede yderligere information beror på en konkret vurdering af, om det er nødvendigt for, at den registrerede kan varetage sine interesser i det pågældende tilfælde.

A.A.7.4.10.3 Undtagelser fra oplysningspligten

Indhold

Dette afsnit handler om undtagelser fra hovedreglen om den dataansvarliges oplysningspligt over for den registrerede. Se PDL § 28, stk. 2, PDL § 29, stk. 2 og PDL § 30.

Afsnittet indeholder:

• Undtagelser fra hovedreglen
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
• Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand
• Oversigt over udtalelser fra Datatilsynet

Se også

Afsnit A.A.7.4.10.2 Hovedreglerne om oplysningspligten.

Undtagelser fra hovedreglen

Hovedreglen om den dataansvarliges oplysningspligt gælder ikke, når én af følgende fire betingelser er opfyldt:

1. Den registrerede kender den dataansvarliges identitet, formålet med behandlingen, mv.
2. Registreringen eller videregivelsen er udtrykkeligt fastsat ved lov
3. Underretning af den registrerede er umulig eller uforholdsmæssig vanskelig
4. Der foreligger afgørende hensyn til private eller offentlige interesser

A. Den registrerede kender den dataansvarliges identitet, formålet med behandlingen, mv.

Oplysningspligten gælder ikke, hvis den registrerede allerede kender de oplysninger, som er omfattet af oplysningspligten i PDL § 28, stk. 1 og PDL § 29, stk. 1, dvs. oplysninger om den dataansvarliges identitet, formålet/formålene med behandlingen samt yderligere oplysninger, der er nødvendige til varetagelse af den registreredes interesser. Se PDL § 28, stk. 2, og PDL § 29, stk. 2, 1. led.

Tilfælde, hvor oplysningerne indsamles hos den registrerede

Hvis indsamlingen af oplysninger sker ved, at den registrerede selv retter henvendelse til den dataansvarlige (her SKAT), vil det i almindelighed kunne lægges til grund, at den registrerede allerede er bekendt med de oplysninger, der efter PDL § 28, stk. 1, skal gives den pågældende.

Hvis den dataansvarlige (her SKAT) aktivt indsamler oplysninger hos den registrerede, vil det i mange tilfælde også kunne lægges til grund, at den registrerede allerede er bekendt med disse oplysninger. Det forhold, at det fremgår af brevpapiret, hvilken myndighed der er ansvarlig for sagen, vil være tilstrækkeligt til at opfylde oplysningspligten om den dataansvarliges identitet. Se PDL § 28, stk. 1, nr. 1.

Bemærk

I begge de nævnte situationer gælder dog, at oplysningspligten skal opfyldes, hvis den dataansvarlige er i tvivl om, hvorvidt den registrerede allerede er bekendt med de anførte oplysninger i PDL § 28, stk. 1, nr. 1 - 3.

Tilfælde, hvor oplysningerne indsamles hos andre end den registrerede

Hvis oplysningerne er indsamlet hos andre end den registrerede, fx andre myndigheder eller private, vil den dataansvarlige derimod som hovedregel ikke kunne lægge til grund, at den registrerede allerede er bekendt med de oplysninger, som den dataansvarlige skal give meddelelse om efter PDL § 29, stk. 1.

Bemærk

Oplysningspligten skal opfyldes, hvis den dataansvarlige er i tvivl om, hvorvidt den registrerede allerede er bekendt med de oplysninger, der er nævnt i PDL § 29, stk. 1, nr. 1 - 3.

Tilfælde, hvor oplysninger indsamles hos den registrerede og andre - flere dataansvarlige

Hvis en dataansvarlig myndighed, som har indsamlet oplysninger hos den registrerede og i den forbindelse har opfyldt sin oplysningspligt efter PDL § 28, efterfølgende videregiver de indsamlede oplysninger til en anden dataansvarlig myndighed, skal den nye dataansvarlige myndighed som udgangspunkt opfylde oplysningspligten efter PDL § 29.

Den nye dataansvarlige myndighed kan dog undlade at give den registrerede meddelelse efter PDL § 29, stk. 1, hvis den oprindelige dataansvarlige allerede har givet de fornødne oplysninger til den registrerede. Se PDL § 29, stk. 2, 1. led. Det samme gælder, hvis en af de øvrige undtagelsesbestemmelser i loven er opfyldt. Se PDL § 29 og § 30.

B. Registreringen eller videregivelsen er udtrykkeligt fastsat ved lov

Oplysningspligten i PDL § 29, stk. 1, gælder heller ikke, hvis registreringen eller videregivelsen er udtrykkeligt fastsat ved lov eller bestemmelse fastsat i henhold til lov. Se PDL § 29, stk. 2, 2. led.

Kravet om udtrykkelighed betyder, at der skal sondres mellem de bestemmelser, der indeholder en indberetningspligt, og de bestemmelser, der indeholder en oplysningspligt. Som hovedregel vil det kun være i de tilfælde, hvor der er tale om en egentlig indberetningspligt eller pligt til at indhente oplysninger, at kravet om udtrykkelighed er opfyldt.

I disse tilfælde vil det være klart for den registrerede (gennem bekendtgørelse i Lovtidende), at der vil blive indberettet/indhentet oplysninger om den pågældende. Den registrerede vil derfor have mulighed for at anmode om indsigt i de behandlinger, der forgår hos den modtagende myndighed.

Eksempel

Bestemmelsen i skattekontrollovens § 7F, stk. 1, hvorefter kommuner årligt skal foretage indberetning til SKAT om opkrævede underholdsbidrag, anses af Datatilsynet for at opfylde kravet om udtrykkelighed.

Ikke-eksempel

Datatilsynet anser derimod ikke skattekontrollovens § 8G, stk. 1, om oplysningspligt for vekselerere, advokater m.fl. "... i det omfang told- og skatteforvaltningen anmoder derom ...", for at opfylde kravet om udtrykkelighed, da det vil være usikkert, om der rent faktisk behandles (registreres eller videregives) oplysninger om den registrerede.

C. Underretning af den registrerede er umulig eller uforholdsmæssig vanskelig

Oplysningspligten i PDL § 29, stk. 1, gælder heller ikke, hvis underretning af den registrerede viser sig umulig eller er uforholdsmæssig vanskelig. Se PDL § 29, stk. 3.

Konkret afvejning

Der skal foretages en konkret vurdering i den enkelte situation. Ved denne vurdering skal der ske en afvejning af på den ene side betydningen af en sådan underretning for den registrerede og på den anden side den arbejdsindsats hos myndigheden, der vil være forbundet med en sådan underretning.

Der skal ved afvejningen af de to hensyn bl.a. lægges vægt på antallet af registrerede, som skal have meddelelse, oplysningernes alder, samt hvor indgribende det er for den enkelte, at der foretages behandling af oplysninger om vedkommende. Endvidere vil det være af betydning, om behandlingen af oplysninger foretages som led i enkeltsagsbehandling, hvor underretning kan ske i forbindelse med iværksættelse af andre sagsbehandlingsskridt, eller om behandlingen foretages som led i en række identiske sager, eventuelt som led i massesagsbehandling.

Eksempel

Når oplysningerne vedrører personer, der er bosiddende i udlandet, kan behandlingen efter omstændighederne være undtaget fra oplysningspligten, hvis underretning af den registrerede viser sig umulig eller uforholdsmæssig vanskelig efter en konkret afvejning.

Det antages i øvrigt, at denne undtagelsesbestemmelse har et snævert anvendelsesområde.

Eksempel, hvor undtagelsesbestemmelsen ikke kan anvendes

Det fremgår af en udtalelse fra Datatilsynet, at betingelserne for at fravige oplysningspligten med hjemmel i PDL § 29, stk. 3, ikke kan anses for opfyldt i en sag, hvor Arbejdsdirektoratet i forbindelse med tilsynet af kommunernes rådighedsvurderinger for kontant- og starthjælpsmodtagere indhenter oplysninger og opretter sager på de enkelte ydelsesmodtagere. Se Datatilsynets udtalelse af 1. december 2004, j.nr. 2004-321-0316.

Datatilsynet har i sin udtalelse lagt vægt på følgende forhold

• omfanget og karakteren af de oplysninger om borgeren, der indhentes og registreres
• direktoratets behandling kan (men ikke nødvendigvis vil) føre til ændringer i forhold til borgeren
• formålet med oplysningspligten (gennemsigtighed og overblik vedrørende personregistreringen)
• direktoratet opretter en sag for hver enkelt borger, og
• Datatilsynet har ikke grundlag for at antage, at det vil være forbundet med uforholdsmæssig stor arbejdsindsats at underrette de omhandlede personer.

Eksempel, hvor undtagelsesbestemmelsen ikke kan anvendes

Undtagelsesbestemmelsen i PDL § 29, stk. 3, kan derfor heller ikke anvendes som hjemmel for at fravige oplysningspligten i tilfælde, hvor der på grundlag af anmeldelser om borgere foretages registrering og enkeltsagsbehandling, og oplysningspligten derfor ikke vil være "uforholdsmæssig vanskelig" at opfylde, og hvor myndighedens behandling af oplysningerne i anmeldelserne eventuelt senere kan få "indgribende" betydning for den anmeldte.

D. Der foreligger afgørende hensyn til private eller offentlige interesser

Oplysningspligten i PDL § 28, stk. 1, og PDL § 29, stk. 1, gælder heller ikke, hvis den registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til private interesser, herunder hensynet til den registrerede selv. Se PDL § 30, stk. 1.

Oplysningspligten iPDL § 28, stk. 1, og PDL § 29, stk. 1, gælder endvidere ikke, hvis den registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til offentlige interesser, herunder navnlig hensynet til

1) statens sikkerhed

2) forsvaret

3) den offentlige sikkerhed

4) forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager eller i forbindelse med brud på etiske regler for lovregulerede erhverv

5) væsentlige økonomiske eller finansielle interesser hos en medlemsstat eller Den Europæiske Union, herunder valuta-, budget-, og skatteanliggender, og

6) kontrol-, tilsyns-, eller reguleringsopgaver, herunder opgaver af midlertidig karakter, der er et led i den offentlige myndighedsudøvelse på de i nr. 3 - 5 nævnte områder.

Se PDL § 30, stk. 2.

Bestemmelserne i PDL § 30, stk. 1 og 2, har kun betydning, hvis underretning af den registrerede ikke kan undlades efter undtagelsesbestemmelserne i PDL § 28, stk. 2, og PDL § 29, stk. 2 og 3.

Konkret afvejning

Der skal foretages en konkret afvejning af de modstående interesser, der er anført. Afvejningen skal foretages for hver enkelt oplysning for sig. Se PDL § 30, stk. 1 og 2.

Hvis de hensyn, der indebærer en undtagelse fra oplysningspligten, kun gør sig gældende for en del af de oplysninger, der er nævnt i PDL § 28, stk. 1, og PDL § 29, stk. 1, skal der gives den registrerede meddelelse om de øvrige oplysninger.

Endvidere indebærer udtrykket "afgørende hensyn", at undtagelse fra oplysningspligten kun kan gøres, hvor der er nærliggende fare for, at privates eller offentliges interesser vil lide skade af væsentlig betydning. Bevisbyrden påhviler den dataansvarlige.

Ad 6)

Undtagelsesbestemmelsen i PDL § 30, stk. 2, nr. 6, om hensynet til kontrol mv. kan anvendes, hvis det efter en konkret afvejning - af på den ene side hensynet til den registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne og på den anden side afgørende kontrolhensyn - vurderes, at der er nærliggende og konkret fare for, at det offentliges interesser vil lide skade af væsentlig betydning, fx i tilfælde hvor behandlingen sker i forbindelse med planlægning af uanmeldt kontrol.

Fortolkningsbidrag

Ordlyden og fortolkningen af undtagelsesbestemmelsen i persondatalovens § 30, stk. 2, nr. 6, svarer til forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 4, om undtagelse af oplysninger i sager om partsaktindsigt, for så vidt angår den afvejning, der skal foretages af modstående interesser samt begrebet "afgørende hensyn". Ligeledes svarer fortolkningen af ekstraheringspligten efter persondatalovens§ 30, stk. 2, nr. 6, som alene fremgår af bemærkningerne til loven, til fortolkningen af ekstraheringspligten efter ordlyden af forvaltningslovens § 15, stk. 2.

Ombudsmandens udtalelse i en sag om afslag på aktindsigt i anmeldelser efter forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 4, kan derfor også anvendes som fortolkningsbidrag til undtagelsesbestemmelsen i persondatalovens § 30, stk. 2, nr. 6, i relation til anmeldelser. Se FOB 2004, 346 om afslag på aktindsigt i skattekontrolsag.

Eksempel - anmeldelser

Ombudsmandens udtalelse i FOB 2004, 346 indebærer i relation til anmeldelser, at betingelserne for helt eller delvist at fravige oplysningspligten med hjemmel i persondatalovens § 30, stk. 2, nr. 6, er, at der for hver enkelt oplysning foreligger afgørende modhensyn af en sådan karakter, at der efter et konkret skøn er nærliggende og sandsynliggjort fare for, at kontrolhensyn vil lide skade af væsentlig betydning.

Det forhold at kontrolprocessen vanskeliggøres er ikke i sig selv et afgørende modhensyn, når selve kontrolformålet ikke samtidig lider skade af væsentlig betydning. Det er i denne sammenhæng uden betydning om partens interesse i at kende oplysningerne antages at være mere eller mindre tungtvejende, hvis der ikke foreligger sådanne afgørende hensyn, der taler imod meddelelse af de omfattede oplysninger.

Eksempel - anmeldelser

I forbindelse med iværksættelsen af den nye indsatsstrategi, der sætter fokus på såvel vejledning og information i forhold til borgerne som en effektiv kontrolstrategi, har SKAT, Hovedcentret anmodet Datatilsynet om en udtalelse vedrørende SKATs interne retningslinier for opfyldelse af oplysningspligten efter persondataloven ved anmeldelse af skatteunddragelse mv.

Det fremgår af udtalelsen, at Datatilsynet ikke har supplerende bemærkninger til retningslinierne for anvendelse af lovens bestemmelser i § 29, stk. 3, og § 30, stk. 2, nr. 6, om undtagelse fra oplysningspligten. Datatilsynet konkluderer endvidere, at en visiteringsperiode i sig selv ikke kan begrunde, at oplysningspligten ikke opfyldes snarest muligt. Det er herved forudsat, at registreringen foretages samtidigt eller umiddelbart efter modtagelsen af anmeldelsen.

På baggrund af Datatilsynets udtalelse gælder følgende hovedregler:

Når 3. mand anmelder en skatteyder for overtrædelse af skattelovgivningen, skal den anmeldte skatteyder straks underrettes, dvs. inden for 10 dage. Denne underretning kan dog udskydes, hvis den ansvarlige medarbejder efter et konkret skøn kommer til det resultat, at selve opklaringsmuligheden vil lide væsentlig skade, hvis underretning gives straks til den anmeldte. Dette konkrete skøn skal udøves straks ved modtagelsen af anmeldelsen.

I tilfælde, hvor underretningen udskydes, skal den ansvarlige medarbejder udarbejde et internt notat, der indeholder en begrundelse for, hvilke faktiske omstændigheder der bevirker, at opklaringsmuligheden vil lide væsentlig skade ved en underretning. Det forhold, at kontrolprocessen - altså arbejdet med at gennemføre kontrolprocessen - bliver vanskeligere, f.eks. mere tidskrævende, er ikke i sig selv nok til at udskyde en underretning. Se SKM2007.512.SKAT af 27. juli 2007, hvor også Datatilsynets udtalelse er offentliggjort.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Skemaet viser relevante udtalelser på området:

Oversigt over udtalelser fra Datatilsynet

Skemaet viser relevante udtalelser på området:

A.A.7.4.10.4 Meddelelse efter oplysningspligten

Indhold

Dette afsnit handler om formkrav, tidsfrist mm. vedrørende den meddelelse, der efter reglerne om oplysningspligten skal gives den registrerede.

Afsnittet indeholder:

• Formkrav
• Meddelelsens art
• Tidsfrist

Formkrav

Der gælder efter loven ingen formkrav til den meddelelse, der skal gives den registrerede, og der kan derfor efter bestemmelsen ikke stilles krav om, at meddelelsen skal gives skriftligt.

I tilfælde af uenighed om, hvorvidt der er givet den fornødne underretning til den registrerede, er det imidlertid den dataansvarlige, som skal kunne dokumentere, at oplysningspligten er opfyldt.

Underretningen skal derfor som hovedregel gives skriftligt.

Hvis oplysninger indhentes mundtligt, fx under et møde eller pr. telefon, og der samtidig mundtligt gives underretning til opfyldelse af oplysningspligten, skal der i alle tilfælde foretages notat, der kan dokumentere, at oplysningspligten er blevet overholdt.

Meddelelsens art

Forvaltningsmyndighedens stilling til, om - og i hvilket omfang - der i en given situation er oplysningspligt efter persondatalovens §§ 28 - 30, er ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men anses for en beslutning af processuel karakter.

Myndigheden skal derfor ikke begrunde en eventuel beslutning om ikke at give underretning, når indsamlingen finder sted. Tilsvarende skal underretning af den registrerede til opfyldelse af oplysningspligten ikke ledsages af klagevejledning.

Er der derimod tale om besvarelse af en efterfølgende klage fra den registrerede person over manglende underretning eller eventuelt indsigelse mod, at oplysninger om vedkommende gøres til genstand for behandling (se PDL § 35), er der tale om en afgørelse, som skal forsynes med både begrundelse og klagevejledning. Se afsnit A.A.7.4.7 Begrundelse og A.A.7.4.9 Klagevejledning i afgørelser. En sådan afgørelse kan påklages til Datatilsynet. Se afsnit A.A.10.1 Klagestruktur og særlige klageregler.

Tidsfrist

• Ved indsamling af oplysninger hos den registrerede
• Ved indsamling af oplysninger hos andre end den registrerede

Ved indsamling af oplysninger hos den registrerede

Når der indsamles oplysninger hos den registrerede, skal oplysningspligten opfyldes samtidig med indsamlingen. Se PDL § 28, stk. 1.

I de tilfælde, hvor oplysninger indsamles i forbindelse med, at den registrerede fx skal indlevere en ansøgning, blanket eller lignende til den dataansvarlige, kan oplysningspligten opfyldes ved, at de fornødne informationer er fortrykt på ansøgningen, blanketten mv.

Hvis indsamlingen foregår uden anvendelse af en fortrykt ansøgningsformular eller lignende, fx ved at den registrerede selv henvender sig i et almindeligt brev, skal oplysningspligten opfyldes snarest muligt eller senest inden for 10 dage.

Ved indsamling af oplysninger hos andre end den registrerede

Når oplysninger indsamles hos andre end den registrerede, skal oplysningspligten opfyldes ved registreringen, eller hvis de indsamlede oplysninger er beregnet på videregivelse, senest ved videregivelsen af oplysningerne. Se PDL § 29, stk. 1.

Udtrykket "ved registreringen" skal fortolkes som snarest muligt eller senest inden for 10 dage efter registreringen.

I tilfælde, hvor de indsamlede oplysninger er beregnet på videregivelse til tredjemand, kan opfyldelse af oplysningspligten vente til videregivelse af oplysninger første gang finder sted. Det er dog en betingelse, at det på tidspunktet for indsamlingen er klart, at oplysningerne skal videregives til tredjemand, og at videregivelsen finder sted inden for en forholdsvis snæver periode.

A.A.7.5 Formelle mangler eller fejl

Indhold

Dette afsnit handler om de konsekvenser der er, når regler om sagsbehandling ikke overholdes af SKAT.

Se også

Afsnit A.A.7.4. om sagsbehandlingsregler.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Garantihensyn
• Ugyldighed
• Udbedring af mangler
• Retlige konsekvenser af ugyldighed
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

I forvaltningsloven og/eller i skattelovgivningen er der ikke regler om virkningen af eller sanktioner over formelle fejl.

Derfor er gældende ret baseret på en gennemgang af praksis og udtalelser fra ombudsmanden. Det gælder både praksis på skatteområdet og praksis fra andre retsområder, hvor domstolene eller Landsskatteretten, har behandlet betydningen af formelle fejl.

Garantihensyn

Hovedparten af de formelle regler skal ses som en garanti for, at der bliver truffet en lovlig og rigtig afgørelse. Garantihensyn betyder, at der anlægges en generel vurdering af den enkelte sagsbehandlingsregel med hensyn til reglens egnethed til at sikre en materiel rigtig afgørelse.

I modsætning hertil står de regler, som alene har karakter af interne ordensforskrifter og hvis manglende overholdelse ikke kan medføre afgørelsens ugyldighed.

Ugyldighed

De administrative klageinstanser og domstolene kan tilsidesætte en afgørelse som ugyldig, hvis afgørelsen ikke er truffet i overensstemmelse med gældende sagsbehandlingsregler.

Hvis en afgørelse må anses for ugyldig, betyder det, at indholdet af afgørelsen bortfalder som følge af en retlig mangel, så afgørelsen ikke får virkning svarende til afgørelsens indhold.

En sagsbehandlingsfejl skal være væsentlig, for at kunne medføre ugyldighed. Det fremgår af praksis.

Væsentlighedskriteriet opdeles i praksis i to led:

• Det påses, om den tilsidesatte regel har karakter af en væsentlig garanti for afgørelsens lovlighed og rigtighed, dvs. der foretages en generel væsentlighedsvurdering af, om den begåede fejl generelt set er egnet til at medføre ugyldighed.
• Hvis fejlen konkret har været uvæsentlig, dvs. om det forhold, at der er begået en fejl i den konkrete sag, ikke kan antages at have medført, at afgørelsen materielt set er forkert.

>Eksempel 1<

>Dette eksempel viser anvendelsen af den to-ledede opdeling af væsentlighedskriteriet <

>Landsretten anså det som en sagsbehandlingsfejl, at SKAT i forbindelse med forhøjelsen af skatteyderens skattepligtige indkomst ikke havde foretaget nogen selvstændig vurdering af hans skattemæssige forhold, men alene henvist til en kendelse fra Landsskatterettten vedrørende selskaber personligt ejet af skatteyder og dermed til en sag, hvor han ikke var part.<>> <<

><>Landsretten fandt dog ikke grundlag for at tilsidesætte afgørelsen som ugyldig, idet Landsretten foretog en konkret væsentlighedsvurdering. I den forbindelse lagde Landsretten bl.a vægt på, at forhøjelsen havde karakter af en konsekvensændring i forhold til kendelser fra Landsskatteretten vedrørende skatteyders to selskaber. Se SKM2011.236.ØLR <

Eksempel 2

Dette eksempel viser anvendelsen af den to-ledede opdeling af væsentlighedskriteriet.

Det fremgår af præmisserne i dommen, at en tilsidesættelse af de forvaltningsretlige regler om partshøring og oplysning af sagen må anses for retlige mangler af generelt væsentlig betydning som garanti for rigtigheden af en truffet afgørelse.

Sagsøgte (en kommune) har ikke godtgjort, at der ved en korrekt høring eller ved tilstrækkelig sagsoplysning ikke ville fremkomme oplysninger, der kunne bevirke en anden afgørelse, hvorfor afgørelsen må anses for ugyldig. Se UFR1998.10/2HR.

Udbedring af mangler

Hvis en fejl eller mangel af proceduremæssig art er af mindre væsentlig karakter, vil klageinstansen efter omstændighederne kunne undlade at tillægge manglen ugyldighedsvirkning.

Eksempel

Dette eksempel handler om muligheden for udbedring af en mangel.

Det fremgår af sagen, at klageinstansen i sin afgørelse havde udbedret en mangelfuld begrundelse, hvorfor manglen ikke medførte ugyldighed. Se SKM2001.59.ØLR og tilsvarende TFS1999.132ØLD.

Retlige konsekvenser af ugyldighed

Såfremt afgørelsen fra 1. instans tilsidesættes som ugyldig af klageinstansen på grund af formelle mangler, er det muligt for 1. instansen at foretage en fornyet behandling af sagen og træffe en ny afgørelse med samme indhold, dog nu med korrekt procedure. Det er kun muligt, at træffe en ny afgørelse i det omfang frist og/eller forældelsesregler ikke hindrer det.

Eksempel

Dette eksempel handler om muligheden for at træffe en ny afgørelse i 1. instans.

Der kan træffes en ny afgørelse i det omfang, der ikke er frist og/eller forældelsesregler, der forhindre det. Se TFS1999.486HR.

Hvis det er en klageinstans, der tilsidesætter afgørelsen på grund af formelle mangler, er konsekvensen af tilsidesættelsen, at 1. instansens gyldige afgørelse står ved magt, og at borgeren kan kræve fornyet klagebehandling. Ved anmodning om fornyet sagsbehandling skal de almindelige sagsbehandlingsregler, herunder især frist- og forældelsesreglerne indgå i behandlingen af anmodningen.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området, hvis det er en overordnet klageinstans:

A.A.7.6 Digital kommunikation

Indhold

Dette afsnit handler om, i hvilket omfang skatteministeren har udnyttet bemyndigelsen i SFL § 35 - der er ændret ved § 1 i lov nr. 545 af 26. maj 2010 - til at fastsætte regler om, at henvendelser til og fra SKAT skal være i digital form og til i den anledning at fravige formkrav i lovgivningen. Endvidere rummer SFL § 35, stk. 3, en særlig bemyndigelse til i øvrigt at udstede dokumenter uden underskrift. Bemyndigelserne i SFL § 35 er udnyttet i BEK. nr. 784 af 24. juni 2010, der er trådt i kraft d. 1. juli 2010.

Afsnittet indeholder:

• En indberetters pligt til at oplyse e-mail-adresse
• En borgers pligt til at oplyse e-mail-adresse
• Ingen krav til skriftlighed eller underskrift i Skattemappen
• Øvrige tilfælde hvor underskriftskravet fraviges.

En indberetters pligt til at oplyse e-mail-adresse

Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, at en indberetningspligtig til SKAT skal oplyse sin e-mail-adresse på TastSelv-Erhverv på www.skat.dk. Tilsvarende gælder om opdatering af eventuelle ændringer af e-mail-adressen. SKAT kan anvende oplysningerne om e-mail-adressen til at kontakte den indberetningspligtige på denne adresse. Endvidere kan SKAT stille denne adresse til rådighed for en skattepligtig til brug for dennes kontakt til den indberetningspligtige om indberettede oplysninger.

SKAT har mulighed for at dispensere fra indberetterens pligt til at oplyse om e-mail-adresse.

En borgers pligt til at oplyse e-mail-adresse

Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, at en borger, der anvender TastSelv-Borger og vælger at modtage henvendelser fra SKAT digitalt, skal oplyse sin e-mail-adresse eller sit sms-nummer på TastSelv-Borger på www.skat.dk. Tilsvarende gælder om opdatering af eventuelle ændringer af e-mailadressen eller sms-nummeret.

Når en borger således har valgt at modtage digitale henvendelser fra SKAT, anses en underretning om nyt i Skattemappen via e-mail eller sms-nr. for at være kommet frem, når underretningen er tilgængelig for den skattepligtige. Dvs. at det er uden betydning, hvornår den skattepligtige faktisk gør sig bekendt med underretningen.

Ingen krav til skriftlighed eller underskrift i Skattemappen

Det fremgår af bekendtgørelsens § 3, at krav i skattelovgivningen om skriftlighed eller underskrift anses for opfyldt, når meddelelser m.v. til SKAT sendes via Skattemappen på www.skat.dk.

Endvidere kan SKAT - når en borger eller virksomhed har valgt digital kommunikation og har oplyst e-mail-adresse eller sms-nr. - sende meddelelser og afgørelser m.v. ved, at den pågældende meddelelse lægges i borgerens eller virksomhedens skattemappe. I givet fald modtager borgeren eller virksomheden underretning om afsendelsen fra SKAT i form af en e-mail eller sms-besked, jf. bekendtgørelsens § 5.

Øvrige tilfælde hvor underskriftskravet fraviges

Det fremgår af bekendtgørelsens § 4, at følgende dokumenter kan udstedes uden underskrift og i retlig henseende er sidestillet med et dokument med personlig underskrift

• årsopgørelser
• forskudsopgørelser
• ejendomsvurderingsmeddelelser
• underretninger efter SFL § 20, dvs. varslinger af afgørelser om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat.