A.A.4 Uformelle forhåndstilkendegivelser - forventningsprincippet

Indhold

Dette afsnit handler om adgangen til at støtte ret på en uformel forhåndstilkendegivelse.

Afsnittet indeholder:

• Hvad er en uformel forhåndstilkendegivelse - kendetegn og afgrænsning (A.A.4.1)
• Forholdet til vejledningspligten og SKATs pligt til at give en uformel forhåndstilkendegivelse (A.A.4.2)
• Betingelser for at støtte ret på en uformel forhåndstilkendegivelse (A.A.4.3)
• Der må ikke være urigtige eller ændrede forudsætninger (A.A.4.4)
• Forbehold i forhåndstilkendegivelsen (A.A.4.5)
• Forhåndstilkendegivelser fra før enhedsforvaltningen (A.A.4.6).

A.A.4.1 Hvad er en uformel forhåndstilkendegivelse ? kendetegn og afgrænsning

Indhold

Dette afsnit handler om, hvad en uformel forhåndstilkendegivelse er samt afgrænsningen til bindende svar og andre udtalelser fra SKAT.

Afsnittet indeholder:

• Individuel og konkret forhåndstilkendegivelse
• En uformel forhåndstilkendegivelse er ikke bindende for SKAT
• Afgrænsning til bindende svar
• Afgrænsning til andre udtalelser
• Overblik - hvad siger retspraksis.

Individuel og konkret forhåndstilkendegivelse

Mundtlige eller skriftlige tilkendegivelser med et konkret indhold, som er afgivet af SKAT til en bestemt borger eller virksomhed, betegnes under ét som uformelle forhåndstilkendegivelser.

At en forhåndstilkendegivelse betegnes som uformel, signalerer, at den kan have forskellig form og indhold, og der er ingen lovregler herom.

Synonymer til uformel forhåndstilkendegivelse

En uformel forhåndstilkendegivelse kaldes også en uformaliseret forhåndstilkendegivelse eller en uformel forhåndsbesked.

En uformel forhåndstilkendegivelse er ikke bindende for SKAT

En uformel forhåndstilkendegivelse er ikke bindende for SKAT. Men forhåndstilkendegivelsen kan helt undtagelsesvis blive bindende for SKAT ved en efterfølgende afgørelse, hvis den opfylder de særlige betingelser, som retspraksis stiller.

Bliver en uformel forhåndstilkendegivelse undtagelsesvis bindende, beskrives det i retspraksis således, at borgeren/virksomheden kan støtte ret ud fra et forventningsprincip. Se afsnit A.A.4.3.

Afgrænsning til bindende svar

Hvis borgeren/virksomheden ønsker en tilkendegivelse fra SKAT, som der med sikkerhed kan støttes ret på, skal borgeren/virksomheden i stedet anmode om et bindende svar. Se afsnit A.A.4.2 og A.A.3 Bindende svar samt bindende tariferingsoplysninger og bindende oprindelsesoplysninger.

Et bindende svar kan betegnes som en formel forhåndstilkendegivelse med et konkret indhold. Indholdet, formen og den bindende virkning er klart beskrevet i SFL kapitel 8. Bindende svar er med få undtagelser bindende for skattemyndighederne i 5 år. Se afsnit A.A.3.10

Afgrænsning til andre udtalelser

En generel udtalelse, der er rettet til en bestemt borger, og som er givet som led i SKATs opfyldelse af vejledningsforpligtelsen er ikke forhåndstilkendegivelser. Se FVL § 7. Se om SKATs vejledningspligt i afsnit A.A.7.4.1 og A.A.4.2.

En generel udtalelse fra SKAT, der ikke er rettet til en konkret borger/virksomhed, er heller ikke en uformel forhåndstilkendegivelse. Generelle udtalelser er i stedet udtryk for SKATs generelle praksis på et område. Tilsvarende er en intern regel i form af en intern meddelelse, et styresignal eller Skatteministeriets juridiske vejledninger ikke forhåndstilkendegivelser. Om der kan støttes ret herpå, afgøres i stedet ud fra lighedsgrundsætningen. Se afsnit A.A.7.1 om lighedsgrundsætningen.

Overblik - hvad siger retspraksis

Det er retspraksis, der afgør, om en uformel forhåndstilkendegivelse helt undtagelsesvis binder SKAT ved en efterfølgende afgørelse.

Retspraksis bygger på almindelige forvaltningsretlige principper om tilbagekaldelse og ugyldighed af forvaltningsafgørelser.

Det er en grundlæggende forudsætning for, at en uformel forhåndstilkendegivelse kan blive bindende, at spørgeren har modtaget en klar, positiv og entydig tilkendegivelse og disponeret i overensstemmelse med den. Se nærmere afsnit A.A.4.3 om betingelserne for, at en uformel forhåndstilkendegivelse undtagelsesvis binder SKAT.

Selvom de nævnte betingelser undtagelsesvis er opfyldt, vil relevante urigtige eller ændrede forudsætninger, under alle omstændigheder betyde, at den uformelle forhåndstilkendegivelse ikke bliver bindende for SKAT. Se afsnit A.A.4.4 om, at der ikke må foreligge urigtige eller ændrede forudsætninger.

Hvis der er taget et forbehold i den uformelle forhåndstilkendegivelse om, at den ikke er bindende, kan det betyde, at der ikke kan støttes ret på den, uanset, at den i øvrigt opfylder retspraksis krav til at blive bindende. Se afsnit A.A.4.5 om forbehold i forhåndstilkendegivelsen.

A.A.4.2 Forholdet til vejledningspligten og SKATs pligt til at give en uformel forhåndstilkendegivelse

Indhold

Dette afsnit handler om forholdet til vejledningspligten i forvaltningsloven (FVL) og SKATs pligt til at give en forhåndstilkendegivelse.

Afsnittet indeholder:

• Betydningen af vejledningspligten i forvaltningsloven
• Konkret vurdering om SKAT er forpligtet til at give forhåndsbesked
• Hvis anmodningen samtidig er omfattet af reglerne om bindende svar
• Hvis SKAT giver en forhåndstilkendegivelse uden at være forpligtet til det
• Oversigt over udtalelser fra Ombudsmanden.

Betydningen af vejledningspligten i forvaltningsloven

SKAT er forpligtet til at yde vejledning og bistand til borgere og virksomheder, der retter henvendelse om spørgsmål inden for SKATs afgørelsesområde. Se FVL § 7. Se om vejledningspligten i FVL § 7 i afsnit A.A.7.4.1.

FVL § 7 indeholder derimod ikke en forpligtelse for SKAT til at give en uformel forhåndstilkendegivelse. Ombudsmanden har i en sag udtalt, at FVL § 7 alene indebærer en pligt for en myndighed til at yde vejledning, men derimod ikke en pligt til at give forhåndsbesked om en fremtidig forvaltningsafgørelse. Om myndigheden er forpligtet til at give en forhåndstilkendegivelse skal afgøres ud fra andre kriterier. Se nedenfor om FOB 1995.258.

Men vejledning og forhåndstilkendegivelse kan ligne hinanden, og ofte er der en glidende overgang fra vejledning til forhåndstilkendegivelse. Det kan være svært at sætte en klar grænse for, hvornår vejledning bliver til forhåndstilkendegivelse.

Så længe vejledning alene er generel, fx alene angår de generelle regler om adgangen til aktieombytning, adskiller vejledning sig tydeligt fra forhåndstilkendegivelsen. Men vejledning kan også blive meget konkret, og vejledningspligten indebærer også, at myndigheden skal give vejledning om gældende ret, men afstemt til den konkrete sag, herunder oplyse om borgerens retlige muligheder og om hans aktuelle retsstilling.

Konkret vurdering om SKAT er forpligtet til at give forhåndsbesked

Om SKAT i særlige tilfælde kan forpligtes til at give en uformel forhåndstilkendegivelse skal afgøres ud fra såkaldte almindelige forvaltningsretlige principper om retten til forhåndstilkendegivelse, udviklet i retspraksis og ombudsmandspraksis.

Der skal i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret vurdering af, om SKAT er forpligtet til at give en uformel forhåndstilkendegivelse.

Der findes hverken almindelige forvaltningsretlige eller særlige skatteretlige regler om, hvornår en myndighed kan forpligtes til at give en uformel forhåndstilkendegivelse.

Ombudsmanden har udtalt, at pligten til at give forhåndstilkendegivelse beror på en samlet, konkret vurdering af

• om den, der anmoder, har en væsentlig retlig interesse i forhåndsbeskeden
• sagens art
• myndighedens placering og funktion
• de oplysninger, der er blevet forelagt den pågældende myndighed.

Se ombudsmandens udtalelse i FOB 1995.258.

Ved vurderingen af, om borgeren/virksomheden kan anses at have en væsentlig retlig interesse, kan der fx tages hensyn til økonomiske og personlige interesser samt om borgeren har handlemuligheder og valgmuligheder.

Samlet set skal der foretages en vurdering af på den ene side hensynet til borgerens situation og på den anden side hensynet til myndighedens sagsbehandling samt risikoen for at give et forkert svar.

Hvis anmodningen samtidig er omfattet af reglerne om bindende svar

Hvis en anmodning fra en borger/virksomhed samtidig må vurderes at falde ind under reglerne i SFL kap. 8 om bindende svar, kan SKAT henvise borgeren/virksomheden til at anmode om et bindende svar efter dette regelsæt.

Hvis SKAT giver en forhåndstilkendegivelse uden at være forpligtet til det

SKAT kan vælge at give en borger/virksomhed en uformel forhåndstilkendegivelse, selvom SKAT ikke er forpligtet til det. Se om muligheden for at indsætte forbehold om den bindende virkning i afsnit A.A.4.5.

Vælger SKAT således fx at give en uformel forhåndstilkendegivelse i et tilfælde, hvor anmodningen samtidig er omfattet af reglerne om bindende svar, gælder de sædvanlige betingelser for, om den uformelle forhåndstilkendegivelse undtagelsesvis er bindende. Se afsnit A.A.4.3.

Udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Skemaet viser relevante udtalelser på området:

A.A.4.3 Betingelser for at støtte ret på en forhåndstilkendegivelse

Indhold

Dette afsnit handler om betingelserne for, at en person eller en virksomhed kan støtte ret på en forhåndstilkendegivelse.

Afsnittet indeholder:

• Forhåndstilkendegivelse fra en kompetent myndighed (A.A.4.3.1)
• Forhåndstilkendegivelse til en bestemt borger eller virksomhed (A.A.4.3.2)
• Positiv og entydig (A.A.4.3.3)
• Indflydelse på den skattepligtiges handlinger (A.A.4.3.4)
• Klarhed og dokumentation (A.A.4.3.5).

A.A.4.3.1 Forhåndstilkendegivelse fra en kompetent myndighed

Indhold

Dette afsnit handler om kravene til den myndighed, der giver forhåndstilkendegivelsen.

Afsnittet indeholder:

• Kravene til myndigheden
• Særligt om forhåndstilkendegivelse fra de kommunale servicebutikker
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Kravene til myndigheden

Det er en grundlæggende forudsætning for, at en myndighed kan give en forhåndstilkendegivelse, der bliver bindende, at myndigheden har saglig kompetence inden for det område, den giver forhåndstilkendegivelse om.

Efter fusionen med de kommunale skatteforvaltninger i 2005, har SKAT enekompetence til at tage stilling til spørgsmål vedrørende skatte- og afgiftslovgivningen i 1. instans. SKAT er derfor kompetent til at give en forhåndstilkendegivelse inden for disse lovgivningsrammer.

Hvis en myndighed imidlertid har afgivet en forhåndstilkendegivelse inden for et område, hvor den ikke har kompetencen, vil det afhænge af styrken af forventningen hos modtageren af forhåndstilkendegivelsen, om der alligevel kan støttes ret på den.

I en sag havde en kommune givet et selskab en besked om, at der ikke skulle betales og indeholdes udbytteskat. Kommunen havde ikke kompetence på området, men landsretten slog fast, at selskabet kunne støtte ret på udsagnet. Der blev henvist til, at det hverken for selskabet eller deres rådgivere fremstod som åbenbart, at kommunen savnede saglig kompetence eller svævede i en vildfarelse. Se SKM2002.678.VLR.

En tilkendegivelse fra en borger/virksomhed kan derimod ikke anses for en bindende uformel forhåndstilkendegivelse fra en myndighed. I et brev havde den skattepligtige fremsendt faktuelle oplysninger til skattemyndighederne. Det blev anført, at brevet gjorde myndigheden i stand til at foretage en korrekt vurdering af selskabets subjektive skattepligt, og at myndighedens passivitet betød, at selskabet havde en berettiget forventning. Byretten slog fast, at brevet fra selskabet ikke kunne medføre en berettiget forventning, da det ikke var afgivet fra en kompetent myndighed. Se SKM2008.312.BR.

Særligt om forhåndstilkendegivelse fra de kommunale servicecentre

De kommunale servicecentre har ikke kompetence til at træffe konkrete, skriftlige afgørelser, men alene til at yde generel, mundtlig vejledning, der ikke har specifik juridisk karakter.

Hvis et kommunalt servicecenter vælger at give en tilkendegivelse, der opfylder kravene til en forhåndstilkendegivelse, vil forhåndstilkendegivelsen lide af en kompetencemangel. Det afhænger af styrken af forventningen hos modtageren, om forhåndstilkendegivelsen anses for bindende. Se SKM2002.678.VLR. Se afsnit A.A.1.4.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

A.A.4.3.2 Forhåndstilkendegivelse til en bestemt borger eller virksomhed

Dette afsnit handler om, hvem der kan påberåbe sig en uformel forhåndstilkendegivelse.

Det er kun adressaten til forhåndstilkendegivelsen, der kan støtte ret på den. Hvis forhåndstilkendegivelsen påberåbes af en anden borger eller virksomhed, er den ikke bindende for myndigheden.

Højesteret har afgjort, at et selskab ikke kunne støtte ret på en afgørelse om forpagtningsafgift for et søsterselskab om samme forhold. Højesteret slog fast, at der ikke kunne støttes ret, da selskabet ikke var part i den tidligere forpagtningsaftale. Se SKM2005.164.HR. Se tilsvarende SKM2003.335.VLR.

I en sag ønskede en skattepligtig at støtte ret på, at en anden skattepligtig havde fået godkendt afskrivningsret på en bygning, der nu var overtaget af den førstnævnte. Landsretten slog fast, at der ikke kunne støttes ret på den anden skattepligtiges godkendelse af afskrivningsretten. Se SKM2002.524.VLR

Hvis andre end modtageren af tilkendegivelsen er omfattet af samme konnekse forhold, viser retspraksis, at tilkendegivelsen dog kan påberåbes af disse.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

A.A.4.3.3 Positiv og entydig

Indhold

Dette afsnit handler om kravene til forhåndstilkendegivelsen. Myndighedens tilkendegivelse skal være såvel positiv som entydig og specifik, hvis borgeren eller virksomheden undtagelsesvis skal støtte ret på den.

Afsnittet indeholder:

• Krav om positiv tilkendegivelse
• Krav om entydig og specifik tilkendegivelse
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Krav om positiv tilkendegivelse

Myndigheden skal tage aktivt stilling, for at der foreligger en positiv tilkendegivelse. Passivitet overfor den skattepligtiges dispositioner kan ikke binde myndigheden.

Særligt om myndighedens passivitet ved selvangivelsen

Der findes en lang række tilfælde fra retspraksis, hvor en borger eller virksomhed har selvangivet på en gunstig måde i en årrække, og hvor myndigheden ikke har reageret, men blot har forholdt sig passiv.

Retspraksis slår utvetydigt fast, at myndighedens passivitet ikke kan resultere i en retsbeskyttet forventning hos borgeren eller virksomheden. Myndigheden har således adgang til at korrigere forholdet med tilbagevirkende kraft, alene med respekt af frist- og forældelsesreglerne.

For Højesteret er dette fastslået i en sag, hvor ligningsmyndighedens passivitet overfor den skattepligtiges selvangivelsesdispositioner ikke var udtryk for en retsbeskyttet forventning. Se TfS 1997, 100 HD.

Vestre Landsret har i flere afgørelser fulgt Højesterets praksis. I en sag var en phd-studerende uden påtale fra skattemyndighederne indrømmet fradrag for rejseudgifter og dobbelt husførelse i en årrække. Der kunne ikke støttes ret på den tidligere indrømmelse af fradrag. Se SKM2009.467.VLR

Et selskab havde i en årrække anset sig for næringsdrivende med handel med værdipapirer og valuta og havde selvangivet i overensstemmelse hermed. At skattemyndighederne ikke havde anfægtet dette, kunne ikke føre til en retsbeskyttet forventning om en tilsvarende skattemæssig behandling i fremtidige år. SKM2006.746.VLR.

Tilsvarende i et tilfælde, hvor en FN-observatør ønskede fradrag for opholds- og forplejningsudgifter i forbindelse med udstationering. Retten slog fast, at myndighedens passivitet ikke udgjorde en tilkendegivelse, der kunne danne grundlag for en retsbeskyttet forventning. Se SKM2002.201.VLR.

I overensstemmelse hermed i en sag, hvor en myndigheds anerkendelse af fradrag for sundhedsudgifter for et givent indkomstår ikke medførte, at myndigheden var bundet ved passivitet for fremtidige år. Se SKM2007.46.ØLR. Tilsvarende, hvor myndighedens godkendelse af, at virksomheden var erhvervsmæssig i nogle indkomstår, ikke var en forhåndstilkendegivelse om godkendelse for efterfølgende år. Se SKM2007.480.ØLR.

Tilsvarende var det ikke en tilkendegivelse, der kunne danne grundlag for en retsbeskyttet forventning, at en myndighed uden reaktion havde modtaget den skattepligtiges regnskab gennem 2½ år. Se SKM2009.397.BR.

Særligt om myndighedens kontrol eller gennemgang af materiale

Retspraksis viser, at skattemyndighedens kontrol hos virksomheden eller møde med den ikke er en aktiv stillingtagen, selvom myndigheden fx har foretaget en gennemgang af regnskabsmaterialet ved mødet. Indkaldelse og gennemgang af bogføringsmateriale er heller ikke en positiv accept, der binder myndigheden.

I en sag havde skattemyndighederne på besøg ved virksomheden ikke opdaget, at der ved en fejl ikke var betalt flyrejseafgift. Selskabet kunne ikke støtte ret på, at skattemyndighederne ikke havde opdaget den fejlagtige håndtering. Det havde ingen betydning, at myndighederne ved en grundigere gennemgang af selskabets angivelser antageligt ville have opdaget, at der ikke var betalt afgift. Se SKM2009.39.ØLR

En indkaldelse og gennemgang af bogføringsmateriale kunne ikke tages som udtryk for, at den kommunale skatteforvaltning havde taget stilling til, at tab på debitorer var fradragsberettiget. Se SKM2002.312.ØLR.

En kontrol, der var foretaget af myndighederne vedrørende energiafgifter havde ikke indebåret en egentlig prøvelse af spørgsmålet om afgiftsgodtgørelse, der kunne medføre, at der kunne støttes ret efter et forventningsprincip. Landsskatteretten slog fast, at der ikke forelå en entydig, positiv og klar tilkendegivelse. Se SKM2003.44.LSR.

Krav om entydig og specifik tilkendegivelse

Tilkendegivelsen skal tage stilling til netop det spørgsmål, som borgeren/virksomheden påberåber sig. Retspraksis udtrykker ofte dette som et spørgsmål om, at forhåndstilkendegivelsen entydigt og specifikt skal angå et bestemt forhold:

En ligningsmyndighed havde undladt beskatning under henvisning til, at der ikke forelå spekulationsbeskatning. Højesteret lagde til grund, at der herved ikke var givet en tilkendegivelse om, at der heller ikke kunne ske næringsbeskatning. Se TfS 1997, 414 HD.

En skattepligtig modtog en forhåndstilkendegivelse om, at der i relation til nogle gældsbreve ikke skulle ske beskatning efter kursgevinstloven. Landsretten slog fast, at tilkendegivelsen ikke tog stilling til, hvorvidt ejendommens anskaffelsessum skulle nedsætte ved avanceopgørelsen, hvorfor der ikke kunne støttes ret på en forventning herom. Se SKM2006.674.VLR

Myndighedens stillingtagen til den talmæssige opgørelse af resultatet af udlejningsvirksomheden, var ikke samtidig en anerkendelse af, at virksomheden havde erhvervsmæssig karakter. Se TfS 1999, 405 ØLD.

Landsskatteretten følger retspraksis i SKM2002.126.LSR og SKM2001.407.LSR.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

A.A.4.3.4 Indflydelse på den skattepligtiges handlinger

Indhold

Dette afsnit handler om kravet om, at forhåndstilkendegivelsen skal have indflydelse på den skattepligtiges handlinger for undtagelsesvis at kunne binde myndigheden.

Afsnittet indeholder:

• Indflydelse på den skattepligtiges dispositioner
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Indflydelse på den skattepligtiges dispositioner

Retspraksis viser, at tilkendegivelsen skal være egnet til at have indflydelse på den skattepligtiges efterfølgende dispositioner, således at den skattepligtige ville lide tab, hvis tilkendegivelsen ikke lægges til grund.

Tilkendegivelsen skal være afgivet før der disponeres

Tilkendegivelsen skal være afgivet før det tidspunkt, hvor den skattepligtige disponerer. Hvis tilkendegivelsen først er afgivet efter virksomhedens/borgerens dispositioner, kan der aldrig støttes ret på den.

Højesteret har således i en række afgørelser fastslået, at det forhold, at skattemyndighederne har godkendt en skattemæssig behandling af et bestemt forhold i relation til bestemte indkomstår, ikke medfører, at der nu kan støttes ret på godkendelsen for efterfølgende år.

I afgørelserne er det et fælles træk, at den skattemæssige disposition, der udløser retsstillingen er foretaget inden godkendelsen. Se TfS 1998, 394 HD. Højesteret nægtede fradrag for renter for 1989 og 1990. At myndighederne havde godkendt fradrag for indkomstårene 1984-1988 kunne ikke medføre en retsbeskyttet forventning. Se tilsvarende UfR 1997, 302 H, UfR 1996, 391 H og UfR 1994, 792 H.

Højesterets afgørelser er fulgt op af flere afgørelser fra landsretterne. Vestre Landsret slog fast, at der ikke kunne støttes ret på en tilkendegivelse fra det dagældende ToldSkat om, at der kunne afskrives på et kursuscenter. Tilkendegivelsen var afgivet flere år efter købet af ejendommen. Se SKM2008.350.VLR

Tilsvarende Østre Landsret i en sag, der angik den erhvervsmæssige status for et stutteri, der var erhvervet i 1988, og hvor den påberåbte tilkendegivelse først var givet i 1994, dvs. 6 år efter købet. Se SKM2003.132.ØLR. På samme måde Østre Landsret, hvor skattemyndighederne for tidligere år havde anset en discjokey for selvstændig erhvervsdrivende. Der kunne ikke støttes ret herpå, idet de dispositioner, der medførte, at der tidligere ansås at foreligge selvstændig erhvervsvirksomhed, var foretaget før tidspunktet for myndighedens udmelding. Se SKM2002.561.ØLR Se i overensstemmelse hermed Skatterådet i SKM2006.106.SR.

Dispositionen skal være affødt af tilkendegivelsen

Hvis tilkendegivelsen er afgivet før, der disponeres, er den egnet til at have indflydelse på den skattepligtiges dispositioner. Skal borgeren/virksomheden undtagelsesvis støtte ret på tilkendegivelsen, skal tilkendegivelsen samtidig være afgørende for borgerens/virksomhedens dispositioner, og der skal bestå en reel valgmulighed. I retspraksis formuleres det ofte således, at borgeren/virksomheden skal have indrettet sig på forhåndstilkendegivelsen.

En virksomhed havde modtaget en forhåndstilkendegivelse om betingelserne for skattefri rejsegodtgørelse. Virksomheden kunne ikke støtte ret på tilkendegivelsen, da virksomheden ikke havde forsøgt at indrette sig på den. Se TfS 1999, 601 ØLD.

En skattepligtig havde modtaget en forhåndstilkendegivelse om kravene til fradrag for plejebørn. Der kunne ikke støttes ret på tilkendegivelsen, da der ikke i overensstemmelse med tilkendegivelsen var forsøgt indsamlet dokumentation for udgifterne til plejebørnene. Se TfS 1994, 551 VLD.

En bank kunne ikke støtte ret på ToldSkats afgørelse for tidligere år, og Landsskatteretten bemærkede, at banken ikke havde disponeret i tillid til ToldSkats tidligere afgørelse. Se SKM2009.448.LSR.

En virksomhed kunne støtte ret på en ukorrekt tilkendegivelse fra det daværende tolddirektorat om, at der var tale om momspligtig virksomhed. Der blev henvist til, at virksomheden havde indrettet sig i tillid til tilkendegivelsen og ville lide tab, hvis tilkendegivelsen ikke blev fulgt. Se TfS 2000, 1019 LSR.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

A.A.4.3.5 Klarhed og dokumentation

Indhold

Dette afsnit handler om kravene til dokumentation for, at der foreligger en uformel forhåndstilkendegivelse samt kravene til forhåndstilkendegivelsens klarhed.

Afsnittet indeholder:

• Hvem har bevisbyrden
• Krav om tilstrækkelig klarhed
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Hvem har bevisbyrden

Det er borgeren/virksomheden, der skal bevise, at der foreligger en uformel forhåndstilkendegivelse fra myndigheden.

Højesteret har fastslået, at skattemyndighederne ikke havde afgivet en tilkendegivelse om fradrag for et driftstilskud for et moderselskab ved tidligere at have anerkendt selskabets opgørelsesprincipper. Højesteret henviste til, at det ikke var godtgjort, at der var givet en tilkendegivelse, der gav selskabet en berettiget forventning. Se TfS 1990, 214 HD.

Krav om klarhed

Det er en forudsætning for, at der kan støttes ret på en tilkendegivelse, at den har en tilstrækkelig klarhed. Byretten slog i en sag fast, at de sparsomme oplysninger, der forelå om den kommunale skatteforvaltnings indkaldelse og gennemgang af materiale for 1996 og 1997, ikke gav grundlag for at antage, at den skattepligtiges dispositioner var blevet påvirket deraf. Se SKM2009.47.BR.

Mundtlige tilkendegivelser er lige så bindende som skriftlige, men en mundtlig tilkendegivelse kan være svær at dokumentere. I to sager fra Østre Landsret kunne den skattepligtige ikke dokumentere, at der var givet en mundtlig tilkendegivelse. Se TfS 1997, 364 og 365 ØLD.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

A.A.4.4 Der må ikke være urigtige eller ændrede forudsætninger

Indhold

Dette afsnit handler om urigtige og ændrede forudsætninger og retsvirkningen af sådanne.

Dette afsnit indeholder:

• Urigtige forudsætninger og retsvirkningen heraf (A.A.4.4.1)
• Ændrede forudsætninger og retsvirkningen heraf (A.A.4.4.2).

A.A.4.4.1 Urigtige forudsætninger og retsvirkningen heraf

Indhold

Dette afsnit handler om urigtige forudsætninger og retsvirkningen af sådanne.

Afsnittet indeholder:

• Generelt om urigtige forudsætninger
• Særligt om urigtige faktiske forudsætninger og retsvirkningen heraf
• Særligt om urigtige retlige forudsætninger og retsvirkningen heraf
• Oversigt over afgørelse, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Generelt om urigtige forudsætninger og retsvirkningen heraf

En uformel forhåndstilkendegivelse er ikke bindende for myndighederne, selvom den opfylder betingelserne i afsnit A.A.4.3, hvis relevante forudsætninger viser sig at være urigtige eller ulovlige.

Forudsætninger kan opdeles i faktiske og retlige forudsætninger.

En faktisk forudsætning angår afgørelsens faktuelle grundlag. Er det faktiske grundlag for myndighedens forhåndstilkendegivelse ikke fuldstændigt, men mangelfuldt eller måske forkert, foreligger der urigtige, faktiske forudsætninger. Det er ikke alle urigtige, faktiske forudsætninger, der har betydning for, om der undtagelsesvis kan støttes ret på en uformel forhåndstilkendegivelse. Se gennemgangen af retspraksis i det følgende.

En retlig forudsætning angår afgørelsens retlige grundlag. Et forkert, retligt grundlag foreligger fx, hvis myndigheden har anvendt forkert regelgrundlag, hvis myndigheden har fortolket forkert, sat skøn under regel, eller overset en sagsbehandlingsregel. Det er ikke alle urigtige, retlige forudsætninger, der påvirker den bindende virkning af en uformel forhåndstilkendegivelse. Se gennemgangen af retspraksis i det følgende.

Særligt om urigtige faktiske forudsætninger og retsvirkningen heraf

Hviler myndighedens tilkendegivelse på et ukorrekt faktisk grundlag eller er de faktiske oplysninger ikke fyldestgørende, vil det normalt betyde, at den skattepligtige ikke kan støtte ret på tilkendegivelsen. Antages det, at den skattepligtige samtidig burde indse, at grundlaget ikke er korrekt, taler dette yderligere for, at der ikke kan støttes ret på tilkendegivelsen.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom, hvorefter der ikke kunne støttes ret på en retsbeskyttet forventning om overførsel af uudnyttet underskud og personfradrag. Der forelå ikke en retsbeskyttet forventning, allerede fordi den skattepligtige ikke i forbindelse med forskudsregistreringen havde oplyst, at han var blevet skilt. Forskudsregistreringen hvilede altså på et ukorrekt faktisk grundlag, som var den skattepligtige bekendt. Se SKM2004.377.HR.

På samme måde Østre Landsret i en sag, hvor myndighedens korrespondance vedrørende den skattepligtiges selvangivelse for indkomståret 1995 ikke medførte en berettiget forventning vedrørende skattefri rejsegodtgørelse for 1997 og 1998. Østre Landsret henviste til, at den skattepligtige måtte indse, at kommunen ikke havde indsigt i hans samlede arbejdsforhold, ligesom de faktiske omstændigheder, som kommunen tog stilling til, ikke var fyldestgørende. Se SKM2004.517.ØLR.

Vestre Landsret fastslog tilsvarende, at der ikke kunne støttes ret på en berettiget forventning, idet oplysningerne om virksomheden var givet på et ufuldstændigt grundlag. Ved vurderingen af, om virksomheden var erhvervsmæssig var der lagt vægt på en budgetteret indtjening, der var urealistisk høj. Se TfS 1999, 426 VLD.

Senest har Byretten taget stilling til en tilkendegivelse, der hvilede på et ukorrekt faktisk grundlag. Byretten fastslog, at der ikke kunne støttes ret på en tilkendegivelse om skattepligt, fordi det var klart, at tilkendegivelsen var baseret på fakta fra den skattepligtige selv. Se SKM2009.583.BR.

Særligt om urigtige retlige forudsætninger og retsvirkningen heraf

Hviler myndighedens tilkendegivelse på et forkert retligt grundlag, vil myndigheden sjældent kunne påberåbe sig dette som begrundelse for, at en forhåndstilkendegivelse ikke er bindende. Det gør sig fx gældende ved myndighedens fejlagtige fortolkning eller forståelse af en lovbestemmelse.

Er tilkendegivelsen åbenbar eller direkte ulovlig, vil myndigheden dog kunne påberåbe sig dette som en retlig vildfarelse, der medfører, at der ikke kan støttes ret på tilkendegivelsen. Se retspraksis i det følgende.

Praksis om indkomstskatter

Den ledende afgørelse er afsagt af Højesteret. Der kunne ikke støttes ret på et ukorrekt udsagn om, at der ikke skulle ske beskatning af privat benyttelse af en båd i henhold til ligningslovens § 16, stk. 6, 1. pkt. Der blev henvist til, at ligningsmyndighedens tilkendegivelse var i åbenbar strid med ligningsloven. Se SKM2006.553.HR.

På tilsvarende måde byretten, der forudsætningsvis ikke fandt, at en tilkendegivelse var åbenbart i strid med lovgivningen, men som blandt andet under henvisning til manglende klarhed, afviste, at der kunne støttes ret. Se SKM2008.197.BR.

Landsskatteretten har på samme måde fastslået, at der ikke kan støttes ret på en tilkendegivelse, der er klart i modstrid med gældende ret. Se senest SKM2008.86.LSR.

Praksis om afgifter

Østre Landsret stadfæstede Byrettens dom, hvorefter en interessent i et interessentskab ikke kunne støtte ret på en tilkendegivelse fra en medarbejder ved SKAT om, at hun havde krav på tilbagebetaling af interessentskabets momstilgodehavende. Der blev henvist til, at uanset, at tilkendegivelsen måtte have haft indflydelse på interessentens dispositioner, kunne der ikke støttes ret på den, idet den var afgivet i strid med loven. Se SKM2010.663.ØLR.

Et rederi kunne ikke fradrage moms af udgifter til etablering af et havneanlæg, selvom myndigheden tidligere havde tilkendegivet, at der kunne fradrages moms. Retten anså, at der ikke var en sådan tvivl om de anførte bestemmelsers virkning for afgiftstilsvaret, at den ukorrekte tilkendegivelse skulle tillægges betydning. Se SKM2005.182.VLR.

Østre Landsret slog fast, at et urigtigt udsagn fra en kompetent region medførte en retsbeskyttet forventning hos den afgiftspligtige om, at der kunne afløftes moms af ugifterne til transitflypassagererne. Det har formentligt haft betydning, at forståelsen og ordlyden af art. 15, nr. 13 i 6. momsdirektiv ifølge Østre Landsret ikke var ganske klar. Se SKM2002.117.ØLR.

Landsskatteretten synes umiddelbart mere restriktiv, da rettens flertal slog fast, at der ikke kunne støttes ret på en urigtig tilkendegivelse fra en kompetent told- og skatteregion om kompenserende momsregulering i forbindelse med salg af driftsmidler. Tilkendegivelsen beroede ifølge afgørelsens flertal på fejlagtig lovfortolkning. Landsskatterettens mindretal fandt, at der forelå en retsbeskyttet forventning. Se SKM2001.547.LSR.

Praksis om told og betydningen af EU-retten

Der findes flere afgørelser på toldområdet, hvor en tilkendegivelse ikke er bindende, idet den er anset for stridende mod gældende ret.

Et selskab kunne ikke støtte ret på en tilkendegivelse fra en told- og skatteregion om indrømmelse af toldgodtgørelse. Landsretten slog fast, at spørgsmålet om berettigede forventninger skulle afgøres efter EU-reglerne, idet tilbagebetaling af told udtømmende er reguleret af fællesskabsretten. Selskabet kunne ikke støtte ret på tilkendegivelsen, da EU-domstolens praksis er, at en praksis i en medlemsstat, der strider mod fællesskabsretten, ikke kan skabe en berettiget forventning om en bedre retsstilling. Se SKM2001.391.VLR.

På linje hermed er Landsskatterettens afgørelser. EF-toldkodeksen var til hinder for, at en importør kunne støtte ret på, at told- og skatteregionen ikke havde opkrævet tillægstold på kyllingefiletter. Der blev lagt vægt på, at regionen ikke havde begået en fejl som beskrevet i toldkodeksens art. 200, stk. 2 b. Se SKM2002.164.LSR. I overensstemmelse hermed SKM2002.376.LSR.

Erstatningspligt for myndighederne

Hvis der ikke kan støttes ret på en forhåndstilkendegivelse under henvisning til, at tilkendegivelsen er i strid med lovgivningen, kan der eventuelt blive tale om erstatningsansvar for den myndighed, der har afgivet det forkerte svar. Erstatningsansvar forudsætter, at de almindelige betingelser herfor er opfyldt, det vil sige, at der foreligger en ansvarspådragende fejl fra myndigheden, der har medført et tab for borgeren/virksomheden.

Vestre Landsret fastslog, at der ikke kunne gøres erstatningsansvar gældende mod Skatteministeriet, idet fejlen var begået af en kommune. Se SKM2001.616.VLR.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

A.A.4.4.2 Ændrede forudsætninger og retsvirkningen heraf

Indhold

Dette afsnit handler om ændrede forudsætninger og retsvirkningen heraf.

Afsnittet indeholder:

• Generelt om ændrede forudsætninger
• Særligt om ændrede faktiske forudsætninger og retsvirkningen heraf
• Særligt om ændrede retlige forudsætninger og retsvirkningen heraf
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Generelt om ændrede forudsætninger

En uformel forhåndstilkendegivelse, der opfylder betingelserne i afsnit A.A.4.3, er ikke bindende for myndighederne, hvis væsentlige, relevante forudsætninger for tilkendegivelsen efterfølgende ændrer sig.

Hvis en forhåndstilkendegivelse anses for uforbindende grundet efterfølgende ændringer i grundlaget, vil tilkendegivelsens bindende virkning bortfalde, men kun med virkning for fremtiden.

Efterfølgende ændringer i forudsætningerne betegnes også som bristende forudsætninger. Ændringerne kan angå det faktiske eller det retlige grundlag for forhåndstilkendegivelsen. Væsentlige ændringer i det faktiske grundlag betyder ofte, at forhåndstilkendegivelsen er uforbindende. Væsentlige ændringer i det retlige grundlag betyder ikke altid, at forhåndstilkendegivelsen er uforbindende. Der henvises til gennemgangen af retspraksis i det følgende.

Særligt om ændrede faktiske forudsætninger og retsvirkningen heraf

Højesteret har flere gange taget stilling til betydningen af ændrede faktiske forudsætninger.

Der kunne ikke støttes ret på en 17 år gammel landsskatteretskendelse om skønsmæssig fordeling af private og erhvervsmæssige kørselsudgifter for samme skattepligtige. Der blev henvist til, at sagsøgerens ændrede arbejdsmæssige forhold gav anledning til en ny bedømmelse, hvorfor der kunne ske ændring i fradragsretten uden forudgående varsel. Se SKM2002.229.HR.

Der kunne ikke støttes ret på ligningsmyndighedens tilkendegivelse om værdien af en boligret, fordi markedsværdien efterfølgende havde ændret sig væsentligt. Se TfS 1995, 661HD. Tilsvarende i en sag, hvor ligningsmyndigheden havde taget stilling til fordelingen af erhvervsmæssige og private kørselsudgifter. Tilkendegivelsen var ikke bindende efter det tidspunkt, hvor virksomheden var blevet omdannet til et selskab. Se TfS 1993, 316 HD.

Landsskatteretten er i overensstemmelse med Højesteret. Myndighederne havde godkendt en skønsmæssig opgørelse af udgifter vedrørende selskabets egne projekter. Da forholdene på tidspunktet for påberåbelse af tilkendegivelsen var ændret i forhold til tidspunktet for tilkendegivelsens afgivelse, idet selskabet for det berørte indkomstår havde foretaget en faktisk opgørelse over udgifterne, kunne der ikke længere støttes ret på myndighedens tilkendegivelse. Se SKM2002.186.LSR.

Særligt om ændrede retlige forudsætninger og retsvirkningen heraf

Ændres lovgivningen, der ligger til grund for en forhåndstilkendegivelse, vil det normalt betyde, at en tilkendegivelse ikke længere er bindende fra det tidspunkt, hvor lovændringen træder i kraft.

Østre Landsret har taget stilling til den bindende virkning af en skattefritagelseserklæring. Retten fandt, at der ikke kunne støttes ret på tilkendegivelsen om skattefritagelse efter det tidspunkt, hvor lovgivningen var ændret og ikke længere hjemlede fritagelse. Se TfS 2000, 543 ØLD.

Det er et mere åbent spørgsmål, om en ændret praksis betyder, at en ellers bindende, uformel forhåndstilkendegivelse, ikke længere er bindende. I en sag for Højesteret antoges det, at en ændret praksis medførte, at der ikke kunne støttes ret på en tilkendegivelse med fremtidig virkning. Se UfR 1973.18 HD.

Hvis myndigheden varsler, at forhåndstilkendegivelsen ikke er bindende med fremtidig virkning, vil dette normalt betyde, at der ikke længere kan støttes ret på forhåndstilkendegivelsen. Se SKM2003.408.ØLD.

Hvis den skattepligtige har indrettet sig afgørende i tillid til en forhåndstilkendegivelse, vil et varsel eller en generel praksisændring efter omstændighederne ikke kunne ændre den bindende virkning.

I en afgørelse fra Østre Landsret kunne der på trods af en generel praksisændring støttes ret på en tilkendegivelse, idet den skattepligtige havde indrettet sig afgørende på forhåndstilkendegivelsen. Se TfS 1984, 138 ØLD. I en anden sag kunne en retsbeskyttet forventning bringes til ophør med et forudgående varsel og med fremtidig virkning, idet det blev lagt til grund, at den skattepligtige kunne udtræde af projektet uden tab. Se TfS 1998, 469 ØLD.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

A.A.4.5 Forbehold i forhåndstilkendegivelsen

Indhold

Dette afsnit handler om, i hvilket omfang SKAT kan indsætte forbehold i en uformel forhåndstilkendegivelse.

Afsnittet indeholder:

• Generelt om forbehold
• Hvad siger retspraksis om forbehold
• Retningslinjer for at indsætte forbehold
• Særligt om forbehold for borgerservicecentrene
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Generelt om forbehold

Forbehold i en forhåndstilkendegivelse kan have forskellig karakter. Et forbehold er generelt, hvis det i forhåndstilkendegivelsen fx fremgår, at tilkendegivelsen alene er vejledende, og at der skal henvises til reglerne om bindende svar, hvis svaret skal være bindende.

Et forbehold kan også være helt konkret og angå et bestemt spørgsmål eller forhold i tilkendegivelsen, som SKAT ikke føler sig sikker på. Det kan fx være et forbehold om, at de faktiske forhold ikke er fuldstændig oplyst, om, at der tages forbehold for ændringer i det faktiske eller retlige grundlag, eller om, at forhåndstilkendegivelsen alene skal have tidsbegrænset virkning.

Hvad siger retspraksis om forbehold

Retspraksis vedrørende adgangen til at indsætte generelle eller konkrete forbehold i en forhåndstilkendegivelse er sparsom, og størstedelen af praksis vedrører tiden før etableringen af enhedsforvaltningen i 2005.

Højesteret har bestemt, at der ikke kan støttes ret på en tilkendegivelse fra en underordnet myndighed, når der var taget et udtrykkeligt forbehold om, at tilkendegivelsen ikke var bindende. Se SKM2001.497.HR, og TfS 1996,51 H. Forbeholdene var i begge afgørelserne generelle. Det fremgår ikke af afgørelserne, om Højesteret anerkendte forbeholdet, fordi tilkendegivelsen netop var afgivet af en underordnet myndighed. Rækkevidden af afgørelserne i dag er derfor tvivlsom.

Landsskatteretten har taget stilling til betydningen af et konkret forbehold. Sagen angik momsfrihed for sponsorindtægter. ToldSkat havde i 1995 truffet afgørelse, der gav momsfrihed for nogle sponsorindtægter ud fra helt konkrete omstændigheder. Det fremgik klart af afgørelsen, at der fremover skulle betales moms af sponsorindtægter. Landsskatteretten slog fast, at der ikke var givet en positiv tilkendegivelse om, at sponsorindtægterne i fremtiden var momsfrie, ligesom der blev lagt vægt på, at der var taget et konkret forbehold i afgørelsen herom. Se SKM2002.356.LSR.

Retningslinjer for at indsætte forbehold

Der kan ikke udledes klare retningslinjer fra retspraksis om adgangen til at indsætte forbehold i en forhåndstilkendegivelse. Men retspraksis om uformelle forhåndstilkendegivelser har i alle tilfælde anerkendt de i sagerne formulerede forbehold, og der findes ikke retspraksis, der underkender rækkevidden af et forbehold, som forvaltningen har indsat.

Det er SKATs opfattelse, at der er adgang til at indsætte forbehold i en forhåndstilkendegivelse om den bindende virkning.

I de tilfælde, hvor SKAT giver en forhåndstilkendegivelse og anmodningen vurderes samtidig at falde ind under reglerne om bindende svar, men SKAT, i stedet for at henvise til dette regelsæt, vælger at givet et uformelt svar, har SKAT ret til at indsætte et generelt forbehold om, at svaret ikke er bindende. Se om disse tilfælde i afsnit A.A.4.2.

I alle andre tilfælde skal et forbehold formuleres med et konkret indhold. Konkrete forbehold, der blot fastslår, hvad der allerede gælder som følge af retspraksis krav om, at der ikke må foreligge relevante, urigtige eller ændrede forudsætninger, kan altid indsættes. Se herom i afsnit A.A.4.4.

Det er således SKATs opfattelse, at der kan tages forbehold vedrørende de faktiske forhold, såvel vedrørende urigtigt eller mangelfuldt faktisk grundlag, som vedrørende ændringer i de faktiske forhold. Et forbehold kan fx formuleres således: "Der tages forbehold for, at de faktiske oplysninger er mangelfulde eller urigtige, ligesom der tages forbehold for ændringer i det faktiske grundlag."

Det er mere tvivlsomt, hvorvidt der er adgang til at indsætte forbehold for urigtigt retsgrundlag, idet SKAT under henvisning til officialprincippet har det fulde ansvar for tilvejebringelse af det retlige grundlag. Retsstillingen herom er dog ikke afklaret. Forbehold for ændringer i regelgrundlaget kan derimod indsættes, idet et sådant forbehold allerede følger af retspraksis om, at en forhåndstilkendegivelses bindende virkning bortfalder med fremtidig virkning, hvis der er ændringer i retsgrundlaget. Der vil formentlig ligeledes kunne tages forbehold for ændringer i retspraksis, men retsstillingen er ikke afklaret.

Særligt om retsstillingen for borgerservicecentrene

Borgerservicecentrene har ikke kompetence til at træffe afgørelser. Da de ikke besidder afgørelseskompetence, vil de ikke have ret til at give en uformel forhåndstilkendegivelse.

Hvis et borgerservicecenter yder vejledning til en borger ved en personlig henvendelse, vil centret derfor altid for en sikkerheds skyld kunne indsætte et generelt forbehold om, at svaret ikke er bindende, ligesom det kan indsætte et konkret forbehold om, at det ikke har kompetence til at træffe en bindende afgørelse på området.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

A.A.4.6 Forhåndstilkendegivelser fra før enhedsforvaltningen

Indhold

Dette afsnit handler om den bindende virkning af forhåndstilkendegivelser afgivet før etableringen af enhedsforvaltningen i 2005.

• Særlige forhold
• Forhåndstilkendegivelser fra de centrale myndigheder
• Forhåndstilkendegivelser fra de regionale skattemyndigheder
• Forhåndstilkendegivelser fra de kommunale skattemyndigheder
• Særligt om godkendelse af forskudsansættelser
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Særlige forhold

Retstilstanden om virkningen af en uformel forhåndstilkendegivelse for tiden før etableringen af enhedsforvaltningen er stort set identisk med den ovenfor i afsnit A.A.4.1 til A.A.4.5 beskrevne.

Men man skal være opmærksom på, at myndighedsstrukturen medførte, at de kommunale skattemyndigheder var underlagt en statslig revisionsbeføjelse. Det betød, at tilkendegivelser fra de kommunale skattemyndigheder ofte ikke blev tillagt bindende virkning, idet der blev henvist til revisionsbeføjelsen fra ToldSkat.

Kravet om, at forhåndstilkendegivelsen skal være afgivet af en kompetent myndighed, skal derfor ses i lyset af revisionsbeføjelsen. Se afsnit A.A.4.3.1.

Domspraksis for tiden inden etablering af enhedsorganisationen viser, at retstilstanden under den tidligere myndighedsstruktur var således, at det navnlig var tilkendegivelser fra de centrale skattemyndigheder, en skattepligtig kunne støtte ret under henvisning til forventningsprincippet.

Der vil stadig kunne forekomme tilkendegivelser fra før fusionen, som skal vurderes med henblik på at afgøre, om der foreligger en retsbeskyttet forventning. Under hensyn til områdets dalende aktualitet, er der alene medtaget et begrænset antal afgørelser.

Forhåndstilkendegivelser fra de centrale myndigheder

I en ledende dom fra Højesteret kunne en skattepligtig støtte ret på en tilkendegivelse fra Finansministeriet om, at kursgevinster ikke var skattepligtige. Se UfR 1976, 658 HD. Østre Landsret accepterede, at der kunne støttes ret på det daværende Statsskattedirektorats godkendelse af rentefradrag ved anerkendelse af et andelsprojekts erhvervsmæssige karakter. Se TfS 1994, 477 ØLD.

Forhåndstilkendegivelser fra de regionale skattemyndigheder

Der kan ikke fra domspraksis udledes en tilsvarende mulighed for at støtte ret på en forhåndstilkendegivelse fra en told- og skatteregion.

Der kunne ikke støttes ret på regionens tilkendegivelse om anvendelse af investeringsfondsmidler. Se TfS 1994, 74 VLD. Se tilsvarende TfS 1993, 420 VLD.

Forhåndstilkendegivelser fra de kommunale skattemyndigheder

Adgangen til at støtte ret på en forhåndstilkendegivelse fra den kommunale skattemyndighed er snæver. Der findes flere afgørelser, hvor der ikke kunne støttes ret på en forhåndstilkendegivelse, selvom de øvrige betingelser herfor var opfyldt, idet der blev lagt afgørende vægt på, at de statslige myndigheder havde revisionsbeføjelse.

Domspraksis om tilsidesættelse af kommunale tilkendegivelser

Fra Højesteret findes der ikke praksis, der fastslår, at der ikke kunne støttes ret på en tilkendegivelse fra de kommunale skattemyndigheder under henvisning til, at tilkendegivelsen var fra en underordnet myndighed. Landsretten og Landsskatteretten har derimod i flere tilfælde truffet afgørelse herom.

En skattepligtig ønskede at støtte ret på en tilkendegivelse fra den kommunale skattemyndighed om, at han ikke i henhold tilLL § 16, stk. 6, var skattepligtig af rådighed over en lystbåd, der var ejet af hans selskab. Den skattepligtige kunne ikke støtte ret på tilkendegivelsen. Højesteret slog fast, at der ikke forelå en retsbeskyttet forventning, da indholdet var i åbenbar strid med ligningslovens § 16, stk. 6, 1. pkt. Højesteret henviste altså ikke til det forhold, at forhåndstilkendegivelsen var afgivet af en underordnet myndighed. Se SKM2006.553.HR.

Østre Landsret fastslog derimod, at de statslige skattemyndigheders revisionsbeføjelse betød, at der ikke kunne støttes ret på en kommunes udsagn, der var i strid med gældende ret. Se SKM2004.205.ØLR. Tilsvarende Vestre Landsret, der fastslog, at der ikke kunne støttes ret på en ukorrekt kommunal tilkendegivelse om fradrag for ikke forfaldne studielånsrenter. Se SKM2003.396.VLR. På samme måde byretten i SKM2009.9.BR.

Domspraksis hvor der gives medhold - faktisk skøn

Der findes enkelte sager, hvor en skattepligtig har fået medhold i, at der kan støttes ret på en tilkendegivelse fra den kommunale skattemyndighed. Sagerne angår alle forhåndstilkendegivelser om faktisk fordelingsskøn eller lignende, som har betydet, at den skattepligtige ikke har haft anledning til at indsamle den fornødne udgiftsdokumentation.

Der var afgivet en fra en kommunal skattemyndighed om den skønnet fordeling mellem private kørselsudgifter og erhvervsmæssige kørselsudgifter. Østre Landsret slog fast, at der kunne støttes ret på tilkendegivelsen. Se Østre Landsrets afgørelse af 27. november 1981. Tilsvarende Landsskatteretten i TfS 1989, 556 LSR.

Domspraksis hvor der ikke gives medhold - regelanvendelse

Landsskatteretten har truffet afgørelse om, at der ikke kunne støttes ret på en tilkendegivelse, da den ikke vedrørte et faktisk fordelingsskøn men om regelanvendelse. Se TfS 1999, 129 LSR og TfS 1999, 142 LSR.

Østre Landsret traf afgørelse om, at der ikke kunne støttes ret på en tidligere godkendelse fra den kommunale skatteforvaltning af erhvervsmæssig benyttelse af bil uden fremlæggelse af kørselsregnskab. Der blev lagt vægt på, at den tidligere godkendelse ikke beroede på en sådan tilbundsgående prøvelse af grundlaget for ligningen, at de overordnede skattemyndigheders adgang til at omgøre underordnede myndigheders afgørelser var afskåret. Se SKM2003.277.ØLR.

Særligt om godkendelse af forskudsansættelser

Godkendelser af forskudsansættelser kan normalt ikke danne grundlag for en retsbeskyttet forventning, idet de pr. definition har foreløbig karakter. Se TfS 1999, 292. ØLD.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området: