Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2024-2
<<  

J.A.22.2 Udveksling af oplysninger om aftalt spil

Afsnittet indeholder

  • Aftalt spil (Matchfixing)
  • Spillemyndigheden kan udveksle oplysninger om aftalt spil
  • Medlemmer af den nationale matchfixing-platform kan ligeledes udveksle oplysninger om aftalt spil
  • Ansvar og begrænsninger ved deling af fortrolige oplysninger
  • Begrænsning i den relevant parts ret til indsigt
  • Modtagers offentliggørelse efter videregivelse af oplysninger

Aftalt spil (Matchfixing)

Spillemyndigheden kan udveksle oplysninger om aftalt spil

Spillemyndigheden kan udveksle nødvendige oplysninger om aftalt spil med tilladelsesindehavere og andre danske og udenlandske myndigheder og enheder. Databeskyttelsesforordningens artikel 13, 14 og 15 finder ikke anvendelse på spillemyndighedens udveksling af nødvendige oplysninger om aftalt spil.

Se SPILL § 12 a.

Bestemmelsen er indsat i forbindelse med L 100 Forslag til lov om ændring af lov om spil fremsat den 31. januar 2024, som trådte i kraft den 1. juli 2024.

Bestemmelsen er en videreførelse af SPILL § 11, stk. 4 og omfatter nu også deling af nødvendige oplysninger med tilladelsesindehavere, hvor det er nødvendigt i relation til forebyggelse og bekæmpelse af aftalt spil.

Andre myndigheder og enheder omfatter fx udenlandske myndigheder med ansvar for bekæmpelse af aftalt spil, såsom udenlandske spillemyndigheder samt danske og udenlandske idrætshovedorganisationer. Derudover omfatter det enheder, som har til formål at indsamle indberetninger eller analysere mistænkelige væddemål fra nationale og internationale spiludbydere.

Nødvendige oplysninger omfatter fx information om en irregulær ændring i fastsættelsen af et væddemål (oddsændring) på en sportsbegivenhed til brug for en tilladelsesindehavers vurdering af, om denne skal nægte modtagelse af indsatser på en sportsbegivenhed, hvilket følger af bekendtgørelse nr. 1276 af den 29-11-2019 om online væddemål § 26.

Nødvendige oplysninger omfatter fx også informationer, der kan bidrage til tilladelsesindehavers risikovurdering af aftalt spil eller en tilbagemelding til tilladelsesindehaver om, at Spillemyndigheden er bekendt med, at en underretning, som tilladelsesindehaver har videregivet på en sportsbegivenhed, ikke længere undersøges for aftalt spil.

Databeskyttelsesforordningens regler om oplysningspligt i artikel 13 og 14 samt retten til indsigt efter artikel 15 gælder ikke i forbindelse med Spillemyndighedens udveksling med henblik på forebyggelse og bekæmpelse af aftalt spil. Modtageren af oplysningerne vil dog fortsat være forpligtet til at sikre, at deres behandling af oplysningerne sker i overensstemmelse med databeskyttelsesretlige regler.

Medlemmer af den nationale matchfixing-platform kan ligeledes udveksle oplysninger om aftalt spil

Medlemmer af den nationale platform for koordinering af bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer i Danmark (medlemmer af matchfixing-platformen) kan uanset tavshedspligt videregive oplysninger, når de er nødvendige for at forebygge eller bekæmpe aftalt spil, til andre myndigheder, virksomheder og enheder, der deltager i en dansk eller udenlandsk national platform til bekæmpelse af aftalt spil.

Se SPILL § 12 a, stk. 2.

Medlemmerne kan dele nødvendige oplysninger direkte mellem hinanden med henblik på at koordinere indsatsen mod aftalt spil uden at blive begrænset af en tavshedspligt.

Tavshedspligt skal forstås som enhver form for tavshedspligt, som er fastsat i kontrakt, lov eller administrativ bestemmelse.

Bestemmelsen er en udvidelse af den tidligere SPILL § 11, stk. 4, og giver nu de øvrige medlemmer af den nationale platform hjemmel til at dele nødvendige oplysninger med andre medlemmer af nationale platforme i Danmark og i udlandet.

Ansvar og begrænsninger ved deling af fortrolige oplysninger

Modtageren af fortrolige oplysningerne er underlagt ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e om tavshedspligt, og er forpligtet til at hemmeligholde oplysningerne. Spillemyndigheden og medlemmerne af den nationale platform i Danmark kan kun videregive oplysningerne til udenlandske myndigheder eller enheder, når de er underlagt en tavshedspligt, som mindst svarer til den der følger af straffelovens §§ 152-152 e.

Se SPILL § 12 a, stk. 3.

For at sikre fortroligheden om oplysningerne bør myndigheder, virksomheder og enheder derfor have forretningsgange, der omhandler håndtering af sårbare oplysninger, så de fx kun deles blandt få og relevante medarbejdere.

Fortrolige oplysninger omfatter oplysninger vedrørende en fysisk eller juridisk persons økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet tilhørende forhold, som er kommet til kundskab uden, at oplysningerne allerede er offentligt tilgængelige. Fortrolige oplysninger omfatter ligeledes notifikationer og alarmer modtaget fra Spillemyndighedens samarbejdspartnere. Dog kan visse statistiske oplysninger vedrørende notifikationer og alarmer offentliggøres i det omfang, det efter Spillemyndighedens vurdering ikke vil være til skade for forebyggelse og bekæmpelse af aftalt spil. Statistiske oplysninger vil fx være antallet af samlede alarmer, men vil ikke omfatte konkrete oplysninger om enkelte sportsudøvere eller oplysninger, der vil kunne henføre til enkelte sportsudøvere.

Bestemmelsen er en skærpelse af den almindelige tavshedspligt i forvaltningslovens § 35, og medfører at der ikke kan søges aktindsigt i oplysningerne.

Ved videregivelse af oplysninger til udenlandske myndigheder eller enheder, der ikke er omfattet af straffelovens §§ 152-152 e, skal den danske afgivende part således sikre, at den modtagende part af fortrolige oplysninger enten er underlagt en lovbestemt tavshedspligt, som den i straffelovens §§ 152-152 e, eller at den danske afgivende part indgår en kontraktlig forpligtelse med den udenlandske modtager om at hemmeligholde fortrolige oplysninger, og at det i kontrakten forudsættes, at et brud på tavshedspligten sanktioneres med en økonomisk straf, der som minimum følger bødeniveauet for overtrædelse af straffelovens § 152-152 e.

Begrænsning i den relevante parts ret til indsigt

Tavshedspligten efter SPILL § 12 a, stk. 3 gælder også videregivelse af oplysninger til den fysiske eller juridiske person, som oplysningerne vedrører, uanset en eventuel retlig forpligtelse til at videregive oplysningerne til den pågældende efter anden lovgivning.

Se SPILL § 12 a, stk. 4.

Opklaring eller forfølgning af lovovertrædelser mv. kan hindres, hvis fortrolige oplysninger kommer til kundskab for den omhandlende part. Derfor gælder tavshedspligten i SPILL § 12 a, stk. 4 også over for de fysiske og juridiske personer, som oplysningerne vedrører. Dermed frasiges bl.a. forvaltningslovens § 9 om partsaktindsigt, § 19 om partshøring, § 24 om begrundelsespligt og databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14 om oplysningspligt og artikel 15 om retten til indsigt.

Modtagers offentliggørelse efter videregivelse af oplysninger

Oplysninger omfattet af SPILL § 12 a, stk. 3 kan efter samtykke fra den afgivende part inddrages i den modtagende myndighed eller enheds offentliggørelse eller videregivelse af oplysningerne. Foreligger der samtykke, finder de regler, der i almindelighed gælder for den modtagende myndighed eller enhed, og som i medfør af SPILL § 12 a, stk. 3 og 4 er fraveget, anvendelse.

SPILL § 12 a, stk. 5.

Et sådant samtykke er ikke underlagt særlige formkrav. Det vil således kunne meddeles mundtligt, hvorefter der påhviler de relevante myndigheder en forpligtelse til at sikre fornøden dokumentation af samtykket og dets omfang ved at opfylde sin notatpligt.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.