Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

I.A.1.10 Afregning af afgift og regnskab

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af afgift samt betaling af afgift fra private og ikke-registrerede virksomheder.

Afsnittet indeholder:

  • Registrerede virksomheder
  • Ikke-registrerede virksomheder m.m.
  • Hæftelse
  • Regnskabsbestemmelser
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Registrerede virksomheder

Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode på en måned (kalendermåned) og senest den 15. i den efterfølgende måned godkende månedsangivelsen direkte i Motorregistret.

Afgiften for en måned skal være indbetalt senest den 15. i den følgende måned.

Se REGAL (registreringsafgiftsloven) §§ 16-18 om afregning af afgift for registrerede virksomheder.

Motorstyrelsens besigtigelse af køretøjet

Motorstyrelsen kan i henhold til REGAL (registreringsafgiftsloven) § 18 indkalde et køretøj til besigtigelse inden for en frist på 14 dage fra modtagelsen af en angivelse fra en registreret virksomhed. Se REGAL (registreringsafgiftsloven) § 18 om Motorstyrelsens besigtigelse af køretøjer.

En anmodning om besigtigelse er afsendt rettidigt, hvis anmodningen er afsendt inden fristens udløb til den adresse, som den registrerede virksomhed har oplyst som led i registreringen.

Fristen gælder ikke, hvis der i angivelsen er meddelt urigtige eller mangelfulde oplysninger om køretøjet.

Ikke-registrerede virksomheder mm.

Hvis en autoforhandler ikke er registreret, eller der er tale om en privatperson, skal afgiften være betalt til Skatteforvaltningen, før køretøjet kan blive indregistreret og forsynet med nummerplader. For betaling af afgift hæfter ejeren eller den, i hvis navn køretøjet indregistreres. Se REGAL (registreringsafgiftsloven) § 19 om betaling af registreringsafgift før et køretøj kan blive indregistreret.

Hvis et køretøj i strid med lov om registrering af køretøjer (►lovbekendtgørelse nr. 179 af 22. februar 2023◄►◄) ikke er registreret og forsynet med danske nummerplader, påhviler afgiften den, der er pligtig til at lade køretøjet registrere.

Hæftelse

Det fremgår af REGAL (registreringsafgiftsloven) § 20, stk. 1, at den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder, hæfter for betaling af afgiften. Såfremt køretøjet registreres i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer i Motorregistret, der hæfter for betaling af afgiften. Ejeren eller den registrerede ejer, hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette. Det følger dog af REGAL (registreringsafgiftsloven) § 20, stk. 9, at køretøjets ejer ikke hæfter for afgiften efter § 20, stk. 1, hvis køretøjet er købt af en virksomhed, som har angivet afgiften på virksomhedens månedsangivelse.

Det fremgår af REGAL (registreringsafgiftsloven) § 20, stk. 2, at en virksomhed, der erhvervsmæssigt handler med motorkøretøjer eller påhængs- eller sættevogne til motorkøretøjer, ligeledes hæfter for afgiften, hvis virksomheden har solgt køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden.

Importøren hæfter jf. REGAL (registreringsafgiftsloven) § 20, stk. 3, for betaling af afgiften, hvis denne har bevirket eller medvirket til, at afgiftsgrundlaget er fastsat for lavt. Bestemmelsen er eksempelvis relevant i tilfælde, hvor en importør har oplyst en købspris i udlandet, der ikke svarer til den reelle pris for køretøjet. Bestemmelsen omfatter såvel tilfælde, hvor importøren har handlet på egen hånd, som tilfælde, hvor importøren har bistået en anden med at fejlinformere Motorstyrelsen.

Efter REGAL (registreringsafgiftsloven) § 20, stk. 4 hæfter en efterfølgende ejer af køretøjet, hvis den pågældende ved køretøjets erhvervelse vidste eller burde have vidst, at der ikke var betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter registreringsafgiftsloven. Eksempelvis som følge af, at købsprisen er så lav, at køberen vidste eller burde vide, at købsprisen ikke kan dække den fulde registreringsafgift af køretøjet.

Det følger af REGAL (registreringsafgiftsloven) § 20, stk. 5, at en fører eller bruger af køretøjet hæfter for betaling af afgiften, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter registreringsafgiftsloven. 

Efter REGAL (registreringsafgiftsloven) § 20, stk. 6, kan hæftelse for betaling af afgiften tillige gøres gældende overfor en reparatør af et køretøj, hvis køretøjet har skiftet ejer, og køretøjet i forbindelse med ejerskiftet er repareret eller ombygget, så køretøjet i afgiftsmæssig henseende ikke er identisk med det tidligere afgiftsberigtigede køretøj. 

Det fremgår af REGAL (registreringsafgiftsloven) § 20, stk. 7, at hæftelse kan gøres gældende overfor den, der har afsat køretøjet, til den i hvis navn køretøjet er blevet indregistreret i forbindelse med køretøjets registrering i Motorregistret, hvis køretøjet er blevet indregistreret, uden at den fulde afgift er blevet betalt. Dette gælder også ved et køretøjs indregistrering i Motorregistret, selvom køretøjet tidligere har været registreret på forholdsmæssig afgift eller som afgiftsfritaget.

Det følger af REGAL (registreringsafgiftsloven) § 20, stk. 8, at hæftelse efter bestemmelserne i REGAL (registreringsafgiftsloven) § 20, stk. 1-7 også gælder for eventuel rente eller gebyr for manglende rettidig betaling af afgiften. 

Hæftelse efter stk. 1 gælder ikke i tilfælde som nævnt i §§ 3 a, stk. 5, 3 b, stk. 6 og 17, stk. 1. 

Hæftelse efter stk. 2 gælder ikke i tilfælde som nævnt i §§ 3 a, stk. 5 og 3 b, stk. 6.

Regnskabsbestemmelser

Registrerede virksomheder skal føre regnskab over indkøb og salg af køretøjer.

Salgsdokumenter

Der skal udfærdiges en skriftlig kontrakt ved ethvert køb eller salg af et køretøj, der skal afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftsloven. Se REGAL (registreringsafgiftsloven) § 21 om krav til kontrakt ved salg af et køretøj. Pligten til at udarbejde en kontrakt gælder både ved køb og salg af køretøjer og gælder alle virksomheder, der køber eller sælger køretøjer. Motorstyrelsen har ved nyhedsbrev af 9. december 2019 præciseret kravet om én kontrakt ved køb og salg af køretøjer.

Hvis der ved kontant salg af et køretøj ikke bliver oprettet en skriftlig kontrakt mellem sælger og køber, skal der afgives en skriftlig erklæring om den indgåede aftale mellem parterne i handelsforholdet. Den skriftlige erklæring kan være indarbejdet i salgsfakturaen og skal være underskrevet af køber og sælger.

Kontrakten eller fakturaen skal omhandle køretøjet i den stand, hvori det skal leveres til køberen, og indeholde nærmere oplysninger til identifikation af køretøjet som fx:

  • Navn 
  • Adresse på sælger og køber
  • Køretøjets fulde pris
  • Prisen uden registreringsafgift (ved salg i forbindelse med registrering)

Det skal altså tydeligt fremgå af kontrakten eller fakturaen, hvordan forhandleren har opgjort den afgiftspligtige værdi for køretøjet. Leveret udstyr m.m. skal være specificeret, også selv om noget af det kan holdes uden for afgiftsberegningen.

Der må ikke oprettes andre kontrakter end den nævnte om salg af køretøjerne. Der må heller ikke indgås aftaler om køretøjernes omsætning, som ikke fremgår af denne kontrakt eller af salgsfakturaen.

Kontrakter og salgsfakturaer (erklæringer) eller genparter heraf skal opbevares hos sælgeren i mindst 5 år. Materialet skal stilles til rådighed for Skatteforvaltningens kontrol med, at reglerne for afgiftsberigtigelse bliver overholdt, og at alt afgiftspligtigt udstyr m.m. er medregnet til den afgiftspligtige værdi, hvis Skatteforvaltningen forlanger det. 

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser Afgørelsen i stikord Yderligere Kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2021.515.HR

Statskassens krav på registreringsafgift blev ikke nedsat med de registreringsafgifter, som senere ejere og brugere af samme køretøjer havde betalt.

Stadfæstelse af Østre Landsrets dom. Se SKM2021.133.ØLR
SKM2019.542.HR

Sagen angik, om en leasingaftale opfyldte betingelserne i REGAL (registreringsafgiftsloven) § 3 b og om hæftelse i REGAL § 20. Se SKM2018.412.ØLR nedenfor.

Stadfæstelse af Østre Landsrets dom. Se SKM2018.412.ØLR
SKM2013.447.HR

Højesteret stadfæstede landsrettens dom om efterbetaling af registreringsafgift af parallelimporterede luksusbiler i medfør af den dagældende REGAL (registreringsafgiftsloven) § 19, stk. 2.

Højesteret tiltrådte for det første, at bilens første indregistrerede ejer hæftede for afgiften, uanset at bilen var videresolgt, før SKAT rejste kravet. Højesteret tiltrådte endvidere, at køberen af bilen ikke var i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift, og at han derfor ikke var omfattet af SKATs praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift hos en godtroende bilkøber.

Bilkøberen havde derudover rejst krav om erstatning, idet han gjorde gældende, at SKATs praksis i forbindelse med afgiftsberigtigelse af parallelimporterede køretøjer var erstatningspådragende. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at SKAT havde handlet ansvarspådragende.  Højesteret bemærkede i øvrigt, at bilkøberen ikke havde lidt et erstatningsretligt beskyttet tab ved at blive afkrævet det manglende afgiftsbeløb, som han efter loven hæftede for.

Stadfæstelse af Østre Landsrets dom. Se SKM2012.656.ØLR 
Landsretsdomme
►SKM2023.93.VLR◄

►I sagen havde leasingtageren indgået en aftale med en leasingvirksomhed om, at leasingvirksomheden skulle købe et køretøj af leasingtageren, som han efterfølgende skulle lease. Det blev samtidig aftalt, at leasingtageren skulle købe køretøjet tilbage ved leasingaftalens udløb. Efter aftalen skulle leasingvirk­somhedens købesum erlægges ved modregning. Ved leasingaftalens indgåelse betalte leasingtageren der­for 15.172 kr. til leasingvirksomheden, svarende til differencen mellem købesummen og den første beta­ling i leasingforholdet, som ifølge leasingkontrakten udgjorde i alt 75.172 kr., heraf 42.000 kr. angivet som "deponering til frikøb". Dette beløb svarede til køretøjets værdi ved leasingaftalens udløb.

Landsretten fandt, at arrangementet indebar, at leasingvirksomheden ikke skulle præstere en effektiv be­taling og finansiering for at få ejerskabet til køretøjet. Leasingtageren skulle heller ikke erlægge effektiv betaling for køretøjet ved leasingperiodens udløb. Leasingtageren havde således i det hele finansieret kø­retøjet, og leasingvirksomheden havde ikke haft nogen økonomisk risiko.

Som følge heraf, og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, lagde landsretten til grund, at der ikke var tale om et reelt leasingforhold, idet ejendomsretten til køretøjet ikke reelt blev overdraget til leasingvirksomheden. Betingelserne for at anvende reglerne om betaling af forholdsmæssig registrerings­afgift var dermed ikke opfyldt, og køretøjet burde derfor have været afgiftsberigtiget med fuld registre­ringsafgift.

Landsretten fandt desuden, at leasingtageren var bekendt med de omstændigheder, der har ført til tilside­sættelsen af leasingaftalen, og landsretten tiltrådte herefter, at det var godtgjort, at leasingtageren havde brugt køretøjet med viden om, at der ikke blev betalt korrekt registreringsafgift af køretøjet. Leasingtageren hæftede derfor for afgiften, jf. REGAL (registreringsafgiftsloven) § 20, stk. 5.◄

►Stadfæstelse af SKM2023.91.BR◄

SKM2018.412.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt en leasingtager skulle hæfte for betaling af køretøjets fulde registreringsafgift.

Østre Landsret fandt det godtgjort, at leasingforholdet var uden realitet, og at ejendomsretten til køretøjet ikke reelt blev overdraget til leasingvirksomheden.

Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at der ikke var udarbejdet en købsaftale, at købesummen ikke var betalt og på vilkårene i leasingaftalen, hvorefter leasingvirksomheden ikke havde nogen økonomisk risiko. Landsretten lagde desuden vægt på, at leasingtageren i det hele havde optrådt som ejer af køretøjet, herunder foretaget istandsættelse af køretøjet, ligesom han ikke har villet aflevere køretøjet til SKAT, selv om det var beslaglagt.

På den baggrund fandt landsretten det godtgjort, at leasingtageren var klar over, at bilen ikke reelt tilhørte leasingvirksomheden, og at der ikke var tale om et reelt leasingforhold.

Leasingtageren havde derfor viden om, at der ikke var betalt den korrekte registreringsafgift af køretøjet, og han hæftede derfor for den fulde afgift.

Landsretten fandt desuden, at leasingtageren var bekendt med de omstændigheder, der har ført til tilside­sættelsen af leasingaftalen, og landsretten tiltrådte herefter, at det var godtgjort, at leasingtageren havde brugt køretøjet med viden om, at der ikke blev betalt korrekt registreringsafgift af køretøjet. Leasingtageren hæftede derfor for afgiften, jf. REGAL (registreringsafgiftsloven) § 20, stk. 5.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens frifindende dom.

Se SKM2019.542.HR

SKM2017.670.ØLR

A købte i 2007 en parallelimporteret bil af ST. ST fik bilen afgiftsberigtiget, og bilen blev indregistreret i A's navn. SKAT traf i 2010 afgørelse om, at A skulle betale yderligere registreringsafgift, idet den tidligere beregnede registreringsafgift var beregnet ud fra en faktura med angivelse af en urigtig lav pris.

Landsretten udtalte, at efter den dagældende REGAL (registreringsafgiftsloven) § 19, stk. 2, hæfter den, i hvis navn første registrering af en bil foretages, for afgiften. A hæftede derfor efter loven for den ikke-betalte registreringsafgift.

Spørgsmålet i sagen var, om SKAT som følge af en administrativ praksis om ikke at gøre den objektive hæftelse gældende over for en godtroende omsætningserhverver, som hos en forhandler havde købt en bil, der viser sig ikke at være korrekt afgiftsberigtiget, var forhindret i at gøre denne hæftelse gældende over for A.

Landsretten lagde til grund, at A havde købt bilen uden indgåelse af en skriftlig købsaftale og uden udstedelse af en faktura, at købesummen blev erlagt forud for leveringen i form af en check på 750.000 kr. samt kontant betaling af 800.000 kr., at A ikke modtog materiale om bilen eller besigtigede den forud for leveringen, og at ST ikke havde et fast forretningssted og ikke foretog markedsføring af salg af biler. Landsretten fandt på denne baggrund, at A ikke kunne anses for at have været i god tro om den manglende betaling af afgift.

Stadfæstelse af byrettens dom SKM2016.39.BR

SKM2017.46.ØLR

Et leasingselskab havde ved køb af to luksusbiler parallelimporteret fra Tyskland opnået besparelser på 31 pct. og 42 pct. i forhold til den danske vejledende udsalgspris. De lave priser skyldtes, at sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilerne havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorfor der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilerne.

Det var for landsretten ubestridt, at køberen havde været i ond tro om den manglende fulde betaling af registreringsafgiften, og at køberen som følge heraf hæfter for den manglende registreringsafgift, jf. den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2. Spørgsmålet for landsretten var udelukkende, om de danske regler om ejerens hæftelse for registreringen er i strid med EU-retten.

Landsretten fandt med henvisning til EU-domstolspraksis, at registreringsafgift på nye biler er en intern afgift af den i den dagældende artikel 90 TEUF omhandlede karakter, men at bestemmelsens forbud mod diskriminerende interne afgifter ikke kan finde anvendelse, når der ikke eksisterer nogen lignende eller konkurrerende indenlandsk produktion. Landsretten fandt på den baggrund, at de danske bestemmelser om opkrævning af registreringsafgift på fabriksnye biler og de accessoriske bestemmelser om hæftelsen herfor ikke er omfattet af eller i strid med forbuddet mod diskriminerende interne afgifter i den dagældende artikel 90 TEUF.

Landsretten fandt herefter, at forbuddet mod kvantitative indførelsesrestriktioner i den dagældende, artikel 28 TEUF var uden betydning for sagen, idet anvendelsesområderne for artikel 28 og artikel 90 gensidigt udelukker hinanden.

Efter det anførte fandt landsretten, at der ikke var grundlag for præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom (SKM2015.217.BR).

Stadfæstelse af byrettens dom SKM2015.217.BR

SKM2016.24.ØLR

Der var enighed om, at sagsøgeren som udgangspunkt hæftede for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende REGAL (registreringsafgiftsloven), § 19 stk. 2.

Byretten fandt, at omstændighederne ved den virksomhed, der havde solgt bilen, og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed, hvorfor sagsøgeren ikke kunne anses for at have været i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift. Sagsøgeren var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

Stadfæstelse af byrettens dom SKM2016.24.ØLR
SKM2015.776.ØLR

Sagen er en del af det sagskompleks, der er behandlet af Højesteret i en pilotsag i SKM2013.447.HR, som handler om, hvorvidt købere af parallelimporterede luksusbiler hæfter for betaling af den registreringsafgift, der mangler at blive betalt af bilerne som følge af, at afgiften ved afgiftsberigtigelsen hos SKAT blev fastsat for lavt på grund af svig fra importørens side.

Spørgsmålet i sagen var, om bilkøberen var omfattet af SKATs særlige administrative praksis, hvorefter der ikke efteropkræves registreringsafgift hos en godtroende køber, der har købt et køretøj hos en forhandler.

Køberen, der havde købt et køretøjet af samme sælger som i SKM2013.447.HR, fik modsat i byretten ikke medhold i, at han havde været i god tro om den manglende betaling af afgift, og at han derfor i henhold til SKATs praksis ikke var forpligtet til at efterbetale registreringsafgift af det omhandlede køretøj. Landsretten lagde bl.a. vægt på det for landsretten fremkomne om, at det køretøj, som bilkøberen erhvervede, ikke var det samme køretøj, som det han nogle måneder forud for købet havde fået et pristilbud fra den autoriserede danske forhandler om, men derimod et andet og dyrere køretøj med mere ekstraudstyr. Videre lagde landsretten vægt på en række omstændigheder ved handlen og sælgeren. På denne baggrund fandt landsretten, at køberen ikke havde været i god tro om den manglede betaling af registreringsafgift (ændring af SKM2014.803.BR).

Ændring af byrettens dom SKM2014.803.BR
SKM2015.771.ØLR

Sagen omhandlede, om appellanten hæftede for betaling af registreringsafgift vedrørende fem biler i henhold til den dagældende REGAL (registreringsafgiftsloven) § 19, stk. 2.

Landsretten fandt, at appellanten måtte anses for selvstændigt erhvervsdrivende i Tyskland, og at han derfor var omfattet af REGAL (registreringsafgiftsloven) § 1, stk. 4. Landsretten fandt imidlertid, at appellanten hverken havde løftet bevisbyrden for, at bilerne skulle anvendes i Tyskland i den erhvervsmæssige virksomhed, eller at kilometerkriteriet kunne føre til afgiftsfritagelse. Herefter hæftede appellanten for registreringsafgiften. 

Endelig fandt landsretten, at spørgsmålet om opgørelsen af størrelsen af registreringsafgiften, som følge at der efterfølgende var betalt registreringsafgift vedrørende fire af de fem biler, var et nyt spørgsmål. Spørgsmålet havde imidlertid en sådan sammenhæng med sagens hovedspørgsmål, at det kunne prøves under sagen i medfør af SFL (skatteforvaltningsloven) § 48, stk. 1, 2. pkt., fordi appellanten ellers kunne lide et uforholdsmæssigt retstab.

I den forbindelse fandt landsretten, at skattemyndighederne måtte anses for forpligtet til at tage stilling til, hvilken betydning den betalte registreringsafgift har for appellantens hæftelse. Sagen blev herefter hjemvist for fire af sagens biler, idet landsretten ikke fandt spørgsmålet egnet til afgørelse under retssagen. Byrettens dom vedrørende den sidste og femte bil blev stadfæstet.

Ændring af byrettens dom SKM2014.714.BR
SKM2015.431.ØLR

Sagen vedrørte en bilejers hæftelse for unddraget registreringsafgift af en parallelimporteret luksusbil i det såkaldte "G1 ApS" sagskompleks i medfør af den dagældende REGAL (registreringsafgiftsloven) § 19, stk. 1. Landsretten fandt modsat byretten, at bilejeren hæftede for afgiften, idet han ikke havde været i god tro om den manglende afgiftsbetaling.

Ændring af SKM2014.197.BR
SKM2015.204.ØLR

Sagsøgeren hæftede som udgangspunkt for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende REGAL (registreringsafgiftsloven) § 19, stk. 2.

Byretten fandt, at omstændighederne ved den virksomhed, der havde solgt bilen, og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed, hvorfor sagsøgeren ikke kunne anses for at have været i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift. Sagsøgeren var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

Østre Landsret stadfæstede byrettens dom.

Sagen er en del af det sagskompleks, der er behandlet af Højesteret i en pilotsag i SKM2013.447.HR

Stadfæstelse af SKM2013.913.BR

SKM2015.123.VLR

Ankesag indbragt af Skatteministeriet vedrørende spørgsmål om registreringspligt og registreringsafgiftspligt af et tysk indregistreret køretøj. Byretten havde givet indstævnte medhold i, at der ikke kunne rejses et afgiftskrav mod indstævnte, idet det ikke fandtes godtgjort, at indstævnte selv havde taget køretøjet i brug på færdselslovens område. Videre havde byretten fundet, at der ikke kunne lægges vægt på, at en af indstævntes venner havde ført køretøjet i Danmark. Retten tilføjede, at indstævnte ikke kunne antages at have givet samtykke til vennens brug af bilen i Danmark. Byretten fandt således, at indstævnte ikke hæftede for afgiften af køretøjet, jf. den dagældende REGAL (registreringsafgiftsloven) § 20, stk. 2. Byretten tog ikke stilling til sagens øvrige spørgsmål om, hvem der ejede køretøjet på ibrugtagningstidspunktet, og om indstævnte måtte anses for at have haft bopæl her i landet i registreringsmæssig henseende.

For landsretten var yderligere fremlagt en række observationsrapporter fra Politiet vedrørende observationer af køretøjet i den i sagen omhandlede periode, lige som der blev afgivet ny forklaring af en af politiobservatørerne, der havde deltaget i observationerne.

Landsretten bemærkede, at det var ubestridt, at indstævnte var den reelle ejer af køretøjet, da det blev indregistreret i Tyskland, selv om et tysk selskab stod som "halter" af køretøjet i det tyske motorregister.

Bilen var herefter registreringspligtig og registreringsafgiftspligtig her i landet, og indstævnte hæftede for afgiften heraf i medfør af den dagældende REGAL (registreringsafgiftsloven) § 20, stk. 2.

Sagen er en ændring af SKM2013.385.BR

SKM2012.655.ØLR

Sagsøgeren hæftede for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende REGAL (registreringsafgiftsloven) § 19, stk. 2.

Sagsøgeren fandtes ikke at være i god tro om den manglende afgiftsberigtigelse af køretøjet, hvorfor han ikke opfyldte betingelserne efter SKATs særlige praksis, der giver mulighed for at frafalde et krav på registreringsafgift, hvis køretøjet er købt af en forhandler og køberen er i god tro.

 

Byretsdomme

►SKM2023.209.BR◄

►Sagen angik, om en leasingvirksomhed hæftede for den fulde registreringsafgift af en Ferrari, der var afgiftsberigtiget efter reglerne om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift i REGAL (registreringsafgiftsloven) § 3 b.

Retten fandt, at det var en betingelse efter REGAL (registreringsafgiftsloven) § 3 b om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, at leasingaftalen er indgået på markedsmæssige vilkår. Retten fandt desuden, at den omhandlede leasingaftale, der var indgået mellem interesseforbundne parter, ikke var indgået på markedsmæssige vilkår, og leasingforholdet var derfor ikke omfattet af REGAL (registreringsafgiftsloven) § 3 b.

Leasingvirksomheden hæftede derfor for den fulde registreringsafgift i medfør af REGAL (registreringsafgiftsloven) § 17.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.◄

 
 SKM2022.563.BR

Sagen angik, om selskabet hæftede for betaling af yderligere registreringsafgift af otte biler, jf. REGAL (registreringsafgiftsloven) § 17, stk. 1. De omhandlede biler var afgiftsberigtiget på baggrund af "mindstebeskatningsprisen", der svarede til importprisen tillagt en mindsteavance på 9 %. 

Selskabet havde indgået leasingaftaler med en af selskabets autoriserede forhandlere. Den autoriserede forhandler indgik samtidig hermed leasingaftaler med slutbrugere. Retten fandt, at leasingforholdet mellem den autoriserede forhandler og "leasingtagerne" reelt var maskerede salgsaftaler. Bilerne kunne derfor ikke have været afgiftsberigtiget til "mindstebeskatningsprisen".

Retten fandt desuden, at der ved beregning af registreringsafgiftskravet skulle tages udgangspunkt i listepriser anmeldt af importøren, da disse priser måtte antages at give det mest retvisende billede af bilernes nyvognspriser umiddelbart før eller på tidspunktet for bilernes 1. indregistrering.

Idet betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt, blev Skatteministeriets frifindelsespåstand taget til følge. 

 
 SKM2022.358.BR

Retten fandt efter en samlet vurdering, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at bilen var stjålet, og at han derfor ikke vidste eller burde have vidst, at bilen var taget i brug på færdselslovens område. Det var derfor ikke godtgjort, at der var grundlag for at fritage skatteyderen for hæftelse for registreringsafgiften i medfør af REGAL (registreringsafgiftsloven) § 20, stk. 1, 3. pkt.

Retten lagde blandt andet vægt på, at skatteyderen havde afgivet til dels divergerende forklaringer til skattemyndighederne og til retten, at der var en nær familierelation mellem skatteyderen og den hævdede brugstyv, og at den hævdede brugstyvs forklaring ikke forekom sandsynlig.

Retten frifandt herefter Skatteministeriet.

 
SKM2020.447.BR

Retten fandt, at leasingforholdet var uden realitet, og at ejendomsretten til køretøjet ikke reelt blev overdraget til leasingvirksomheden.

Retten fandt derfor, at leasingtageren ikke kunne være i god tro om, at der blev betalt korrekt registreringsafgift af køretøjet i forbindelse med leasingaftalens indgåelse. Leasingtageren hæftede derfor for afgiften af køretøjet, jf. REGAL (registreringsafgiftsloven) § 20, stk. 5.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

 
SKM2020.347.BR

Retten fandt, at leasingforholdet var uden realitet, og at ejendomsretten til køretøjet ikke reelt blev overdraget til leasingvirksomheden.

Retten fandt derfor, at leasingtageren ikke kunne være i god tro om, at der blev betalt korrekt registreringsafgift af køretøjet i forbindelse med leasingaftalens indgåelse. Leasingtageren hæftede derfor for afgiften af køretøjet, jf. REGAL (registreringsafgiftsloven) § 20, stk. 5.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

 
SKM2019.613.BR

Sagen angik, om sagsøgeren skulle betale yderligere registreringsafgift og erhvervelsesmoms af to køretøjer af typen Mercedes-Benz, som blev parallelimporteret fra Tyskland i efteråret 2005 og kort herefter videresolgt til en dansk erhverver.

For så vidt angår køretøj nr. 1 fandt retten, at Skatteministeriet havde løftet bevisbyrden for, at sagsøgeren reelt havde betalt væsentlig mere for bilen end den pris, som sagsøgeren havde oplyst i forbindelse med indregistreringen. Skatteministeriet fik derfor medhold i, at sagsøgeren skulle betale yderligere registreringsafgift og erhvervelsesmoms vedrørende bilen.

Køretøj nr. 2 var ifølge købsfakturaen og registreringspapirerne importeret af en bekendt til sagsøgeren. Spørgsmålet i sagen var derfor, om sagsøgeren med henvisning til pengestrømmene vedrørende køb, indregistrering og videresalg af bilen skulle anses som den reelle importør og ejer af bilen. Henset til indholdet af forklaringerne fra sagsøgeren og dennes bekendt, og idet retten ikke fandt det dokumenteret, at sagsøgeren havde modtaget salgsprovenuet ved bilen, havde Skatteministeriet ikke løftet sin bevisbyrde for, at sagsøgeren var den reelle importør af køretøj nr. 2. Sagsøgeren hæftede derfor hverken for registreringsafgift eller erhvervelsesmoms, og sagsøgeren fik som følge heraf medhold i sin påstand vedrørende dette køretøj

 

SKM2016.39.BR

Sagen er en del af det sagskompleks, der er behandlet af Højesteret i en pilotsag i SKM2013.447.HR, som handler om, hvorvidt købere af parallelimporterede luksusbiler hæfter for betaling af den registreringsafgift, der mangler at blive betalt af bilerne som følge af, at afgiften ved afgiftsberigtigelsen hos SKAT blev fastsat for lavt på grund af svig fra importørens side.

Spørgsmålet i sagen var, om bilkøberen var omfattet af SKATs særlige administrative praksis, hvorefter der ikke efteropkræves registreringsafgift hos en godtroende køber, der har købt et køretøj hos en forhandler.

Køberen fik ikke medhold i, at han havde været i god tro om den manglende betaling af afgift, og at han derfor i henhold til SKATs praksis ikke var forpligtet til at efterbetale registreringsafgift af det omhandlede køretøj. Byretten lagde bl.a. vægt på, at køberen opnåede en rabat på omkring 16 % i forhold til den vejledende udsalgspris, at køberen havde kendskab til prisniveauet og leveringstiden for køretøjet, og at forudbetalingen af købesummen var usædvanlig, da der ikke forelå en skriftlig købsaftale. Derudover lagde byretten vægt på de øvrige omstændigheder ved aftaleindgåelsen og sælgeren. På denne baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Byrettens dom blev stadfæstet af Østre Landsret ved SKM2017.670.ØLR

SKM2015.348.BR

En køber af en luksusbil parallelimporteret fra Tyskland havde ved købet opnået en besparelse på 37 pct. i forhold til listeprisen. Den lave pris skyldtes, at sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorfor der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen. Køberen betalte kr. 1.040.000,- for bilen.

Der var under sagen enighed om, at køberen som udgangspunkt hæftede for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende REGAL (registreringsafgiftsloven) § 19, stk. 2. Spørgsmålet var imidlertid, om køberen var omfattet af SKATs særlige administrative praksis, hvorefter et krav om efterbetaling af registreringsafgift ikke gøres gældende mod en køber, der i god tro har købt en bil hos en bilforhandler.

Retten fandt ikke, at køberen havde godtgjort, at markedsprisen for en tilsvarende bil med afgiftspligtigt ekstraudstyr var væsentligt lavere end den vejledende udsalgspris. Da køberen endvidere var bekendt med det tyske prisniveau for bilen, fandt retten ikke, at køberen havde haft grundlag for at tro, at det inden for den pris, køberen betalte for bilen, ville være muligt at afholde registreringsafgift, moms og avance til sælgeren. Endvidere udtalte retten, at omstændighederne omkring sælgeren og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed.

Af disse grunde var køberen ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve registreringsafgift.

 

SKM2015.328.BR

Sagen omhandlede sagsøgerens hæftelse for registreringsafgiften af en bil af mærket ...(specialbil), jf. REGAL (registreringsafgiftsloven) § 20. Omdrejningspunktet i sagen var, hvorvidt bilen var blevet taget i brug på færdselslovens område og hvorvidt sagsøgeren var ejer af bilen.

Retten fandt, at sagsøgeren - bl.a. ved kørsel til G1 og til G2 - havde ført bilen med prøveskilte i strid med reglerne i registreringsbekendtgørelsens § 77, stk. 2 og 3. Bilen var således taget i brug på færdselslovens område og skulle derfor have været indregistreret, jf. KØREGL (køretøjsregistreringsloven) § 2, stk. 1, nr. 1.

Retten fandt endvidere, at sagsøgeren på tidspunktet for registreringspligtens indtræden var den reelle ejer af bilen. Retten lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at

  • sagsøgeren havde afgivet uoverensstemmende oplysninger om ejerskabet til bilen
  • sagsøgeren ubestridt havde haft bilen i sin varetægt i et år
  • sagsøgeren havde anvendt bilen i privat øjemed og
  • det selskab, som sagsøgeren hævdede var ejer af bilen, ikke havde købt biler i det relevante år.

Sagsøgeren hæftede derfor for registreringsafgiften af bilen, jf. REGAL (registreringsafgiftsloven) § 20, stk. 1.

 

SKM2015.221.BR

En køber af en luksusbil parallelimporteret fra Tyskland havde ved købet opnået en besparelse på kr. 413.729, svarende til 26 pct., i forhold til køretøjets vejledende udsalgspris i Danmark. Den lave pris skyldtes, at sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde oplyst en for lav pris til SKAT, hvorfor der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen.

Der var enighed om, at køberen som udgangspunkt hæftede for den manglende registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende REGAL (registreringsafgiftsloven) § 19, stk. 2. Spørgsmålet var, om køberen var omfattet af SKATs særlige administrative praksis, hvorefter krav om efterbetaling af registreringsafgift ikke gøres gældende mod købere, der i god tro har købt deres bil hos en bilforhandler.

Retten fandt, at køberen ikke var i god tro i henhold til SKATs administrative praksis. Retten lagde vægt herved vægt på, at køberen var bekendt med sælgerens indkøbspris for køretøjet i Tyskland og ikke havde anført omstændigheder, som kunne give ham grundlag for at tro, at sælgeren kunne opnå en så stor rabat på denne pris, at det ville være muligt at afholde dansk registreringsafgift, moms og sælgeravance inden for den pris, køberen betalte til sælgeren, samt at omstændighederne ved aftaleindgåelsen ikke kunne anses for sædvanlige.

 

SKM2015.220.BR

En køber af en luksusbil parallelimporteret fra Tyskland havde ved købet opnået en besparelse på 34 pct. i forhold til listeprisen. Den lave pris skyldtes, at sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorfor der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen. Køberen betalte kr. 770.000,- for bilen.

Der var under sagen enighed om, at køberen som udgangspunkt hæftede for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende REGAL (registreringsafgiftsloven) § 19, stk. 2. Spørgsmålet var imidlertid, om køberen var omfattet af SKATs særlige administrative praksis, hvorefter et krav om efterbetaling af registreringsafgift ikke gøres gældende mod en køber, der i god tro har købt en bil hos en bilforhandler.

Retten fandt ikke, at køberen havde dokumenteret, at det på købstidspunktet var muligt, at opnå en rabat på 34 pct. i forhold til listeprisen. Køberen havde endvidere betalt bilen i to rater, hvoraf den første rate udgjorde kr. 450.000,-. På kvitteringen for betalingen var det anført, at denne rate var til "afhentning" af bilen i Tyskland. På baggrund af disse oplysninger havde køberen ikke haft grundlag for at tro, at det inden for den pris køberen betalte for bilen ville være muligt at afholde registreringsafgift, moms og avance til sælgeren. Endvidere udtalte retten, at omstændighederne omkring sælgeren og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed.

Af disse grunde var køberen ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve registreringsafgift.

Anket til Østre Landsret. Anken er efterfølgende hævet.

SKM2015.217.BR

Et leasingselskab havde ved køb af to luksusbiler parallelimporteret fra Tyskland opnået besparelser på 31 pct. og 42 pct. i forhold til den danske vejledende udsalgspris. De lave priser skyldtes, at sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilerne havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorfor der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilerne.

Der var under sagen enighed om, at køberen som udgangspunkt hæftede for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende REGAL (registreringsafgiftsloven) § 19, stk. 2. Spørgsmålet var imidlertid, om køberen var omfattet af SKATs særlige administrative praksis, hvorefter et krav om efterbetaling af registreringsafgift ikke gøres gældende mod en køber, der i god tro har købt en bil hos en bilforhandler.

Retten fandt, at køberen ikke kunne anses for at være i god tro vedrørende den manglende betaling af registreringsafgift, hvorfor køberen ikke var omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve registreringsafgift.

Retten fandt det endvidere ikke godtgjort, at der forelå en forskelsbehandling af parallelimportører, hvorfor hverken SKATs administrative praksis eller registreringsafgiftslovens efteropkrævningsregler var i strid med artikel 110, subsidiært artikel 34 TEUF.

Byrettens dom er stadfæstet af Østre Landsret ved SKM2017.46.ØLR
SKM2014.842.BR

En køber havde ved købet af en luksusbil parallelimporteret fra Tyskland opnået en besparelse på 48 pct. i forhold til listeprisen, fordi sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorved der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen.

Køber hæftede som udgangspunkt for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende REGAL (registreringsafgiftsloven) § 19, stk. 2.

Byretten fandt, at køber ikke kunne anses for at være i god tro vedrørende den manglende betaling af registreringsafgift, idet køber var bekendt med bilens indkøbspris i Tyskland. Køber havde derfor ikke grundlag for at tro, at det inden for prisen var muligt at afholde registreringsafgift, moms og avance til sælgeren. Endvidere udtalte retten, at omstændighederne omkring sælgeren og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed.

Køber var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

 
SKM2014.803.BR

Byretten fandt, at køber havde været i god tro om den manglende betaling af afgift, og at han derfor i henhold til SKATs praksis omtalt i SKM2013.447.HR ikke var forpligtet til at efterbetale registreringsafgift af det omhandlede køretøj.

Sagen er en del af det sagskompleks, der er behandlet af Højesteret i en pilotsag i SKM2013.447.HR.

Byrettens dom er efterfølgende ændret af Østre Landsret med SKM2015.776.ØLR, hvorved Skatteministeriet frifindes.

SKM2014.714.BR

Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren hæftede for betaling af registreringsafgift på samlet 13.313.005 kr. vedrørende fem biler i henhold den dagældende REGAL (registreringsafgiftsloven) § 19, stk. 2.

Sagsøger ejede et tysk selskab, som havde været ejer af de fem biler. For fire af bilerne havde selskabet erklæret, at de ville blive anvendt af sagsøgeren som ansat i selskabet i forbindelse med ejendomsvirksomhed i Tyskland, mens det sidste køretøj ifølge selskabet ville blive anvendt af sagsøgers ægtefælle, ligeledes som ansat i selskabet.

Retten fandt, at hverken sagsøger eller dennes ægtefælle havde haft en reel eller faktisk beskæftigelse i det tyske selskab, som kunne begrunde, at de blev anset som arbejdstagere eller selvstændigt erhvervsdrivende efter EU-retlige principper. Herefter blev sagsøger anset for den reelle ejer af alle fem biler, og hæftede dermed for registreringsafgiften idet betingelserne for registreringsafgiftsfritagelse ikke var opfyldt.

Byrettens dom er efterfølgende ændret af Østre Landsret ved SKM2015.771.ØLR.
SKM2014.664.BR

Køber havde ved købet af en luksusbil opnået en besparelse på 38 pct. i forhold til listeprisen, fordi sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorved der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen.

Køber hæftede som udgangspunkt for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende REGAL (registreringsafgiftsloven) § 19, stk. 2.

Byretten fandt, at køber ikke kunne anses for at være i god tro vedrørende den manglende betaling af registreringsafgift, idet køber inden købet havde undersøgt, hvad bilens listepris i Danmark var, og var bekendt med bilens prisniveau i Tyskland. Der var derfor ikke grundlag for at tro, at det inden for prisen var muligt at afholde registreringsafgift, moms og avance til sælgeren. Endvidere udtalte retten, at omstændighederne omkring sælgeren og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed.

Køber var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

 
SKM2014.566.BR

Køber havde ved købet af en luksusbil opnået en besparelse på 34 pct. i forhold til listeprisen, fordi sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorved der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen.

Køber hæftede som udgangspunkt for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende REGAL (registreringsafgiftsloven) § 19, stk. 2.

Byretten fandt, at køber ikke havde dokumenteret, at bilen var købt af en bilforhandler, eller at han havde grundlag for at tro dette. Retten fandt endvidere, at køber heller ikke konkret havde kunnet være i god tro om, at registreringsafgiften var betalt.

Køber var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

 
SKM2014.197.BR Byretten fandt i to af sagerne, at sagsøgeren havde været i ond tro om den manglende betaling af registreringsafgift. I den tredje sag fik sagsøgeren medhold i, at han havde været i god tro om den manglende betaling af afgift, og at han derfor i henhold til SKATs praksis omtalt i SKM2013.447.HR ikke var forpligtet til at efterbetale registreringsafgift af det omhandlede køretøj.

Der er tale om tre sager i det sagskompleks, som er behandlet af Højesteret i en pilotsag i SKM2013.447.HR.

Byrettens dom er efterfølgende ændret af Østre Landsret ved SKM2015.431.ØLR.

SKM2014.63.BR

Sagsøger hæftede som udgangspunkt for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende REGAL (registreringsafgiftsloven) § 19, stk. 2.

Byretten fandt, at sagsøgeren, der var bekendt med bilens listepris i Danmark, ikke havde grundlag for at tro, at sælgeren ved køb af bilen i Tyskland kunne opnå en rabat på over 40% i forhold til den vejledende udsalgspris. Herudover henviste retten til omstændighederne ved den virksomhed, der havde solgt bilen og sagsøgerens kontakt med sælgeren, der ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed som fastslået af Højesteret ved dom af 26. juni 2013. Se SKM2013.447.HR. Sagsøgeren var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

 

SKM2013.890.BR

Sagsøgeren hæftede som udgangspunkt for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende REGAL (registreringsafgiftsloven) § 19, stk. 2.

Med henvisning til sagsøgerens forklaring afgivet under hovedforhandlingen, hvorefter sagsøgeren var bekendt med sælgerens anskaffelsespris i Tyskland, fandt retten, at sagsøgeren ikke kunne være i god tro om registreringsafgiftens betaling.
Herudover henviste retten til omstændighederne ved den virksomhed, der havde solgt bilen, og sagsøgerens kontakt med sælgeren.
Sagsøgeren var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

 

SKM2013.508.BR

Et køretøj blev indført fra Tyskland til Danmark i juli 2007 og indregistreret til et biludlejningsfirma, som havde tilladelse til at foretage valutaudlejning. Den 1. oktober 2007 købte sagsøgeren køretøjet. Det var under sagen ubestridt, at betingelserne for valutaudlejning ikke var opfyldt, og at køretøjet derfor var afgiftspligtigt, før sagsøgeren købte køretøjet.

Spørgsmålet var herefter, hvorvidt sagsøgeren hæftede for registreringsafgiften på 2.779.212 kr. SKAT havde rejst krav om betaling af registreringsafgift mod både sagsøgeren og det selskab, som havde udlejet køretøjet. Selskabet blev taget under konkursbehandling i november 2007.

Retten fandt med henvisning til den klare ordlyd af REGAL (registreringsafgiftsloven) § 19, stk. 2, hvorefter "ejeren" hæfter for afgiftens betaling og efter en gennemgang af retsgrundlaget tilbage fra 1924, at køberen/ejeren af et køretøj hæfter for registreringsafgiftens betaling. Den omstændighed, at kravet også var rejst mod selskabet, kunne ikke føre til, at sagsøgeren blev fritaget for sin hæftelse.

Sagen blev anket til Østre Landsret►, hvor der efterfølgende blev taget bekræftende til genmæle.◄

SKM2013.362.BR

Sagsøgeren hæftede for betaling af registreringsafgift af en parallelimporteret bil, selvom han ubestridt var i god tro, da han købte bilen på markedsvilkår af tredjemand.

Retten fandt, at REGAL (registreringsafgiftsloven) § 20, stk. 2, efter sin ordlyd er en objektiv hæftelsesbestemmelse, hvorefter sagsøger hæftede for betaling af registreringsafgift medmindre sagsøger var omfattet af SKATs administrative praksis, hvorefter der ikke opkræves registreringsafgift hos en godtroende aftaleerhverver som hos en forhandler har købt en bil.

Retten fandt ikke, at sagsøger var omfattet af SKATs administrative praksis, da de tidligere omsætningsled ikke var forhandlere, og derfor hæftede sagsøgeren for betaling af registreringsafgift.

 

SKM2013.311.BR

En registreret virksomhed efter registreringsafgiftsloven hæftede på objektivt grundlag i henhold til REGAL (registreringsafgiftsloven) § 17, stk. 1, for afgiften af 10 parallelimporterede køretøjer, som de havde anmeldt til SKAT til afgiftsberigtigelse.

Virksomheden hæftede for et af SKAT rejst efterbetalingskrav som følge af, at der var blevet betalt for lidt i afgift af køretøjerne, idet der var sket en overflytning af afgiftspligtig avance på køretøjerne til ikke-afgiftspligtigt ekstraudstyr.

Det var således uden betydning for hæftelsen, at virksomheden efter det foreliggende var i god tro om de avanceoverflytningstransaktioner, som var sket i tidligere omsætningsled i forbindelse med parallelimporten af køretøjerne. 

 

SKM2013.302.BR

Sagsøgeren, der var ansat i en bilforhandlervirksomhed, som var registreret efter registreringsafgiftsloven, hæftede ikke for den unddragne registreringsafgift af to parallelimporterede nye motorkøretøjer, for hvilke der var forevist falske tyske købsfakturaer for SKAT i forbindelse med anmeldelsen af køretøjerne til afgiftsberigtigelse. Hæftelsen efter loven påhvilede således den registrerede virksomhed.

Sagsøgeren fandtes dog at være erstatningsansvarlig for afgiften af det ene af køretøjerne, idet han efter omstændighederne havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med afgiftsberigtigelsen.

 

SKM2013.138.BR
SKM2013.139.BR
SKM2013.140.BR
SKM2013.310.BR

Der var enighed om, at sagsøgeren som udgangspunkt hæftede for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende REGAL (registreringsafgiftsloven) § 19, stk. 2.

Byretten fandt, at omstændighederne ved den virksomhed, der havde solgt bilen, og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed, hvorfor sagsøgeren ikke kunne anses for at have været i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift. Sagsøgeren var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

 

Landsskatteretsafgørelser

SKM2014.793.SANST

Kørsel var ikke i overensstemmelse med reglerne om kørsel med faste prøveskilte. Bilen var afgiftspligtig, da den var taget i brug på færdselslovens område, og kørslen i Danmark ikke kunne anses for bagatelagtig.

Sagen er indbragt for domstolene og er efterfølgende forligt.

SKM2014.124.LSR

Køberen af et registreringspligtigt motorkøretøj med falsk stelnummer hæftede ikke for manglende betaling af registreringsafgift.

 
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.