G.A.3.4.4.4.8.5 Simple krav
Indhold
Afsnittet handler om de simple krav.
Afsnittet indeholder:
- Regelgrundlag
- Skatte- og afgiftskrav
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regelgrundlag
Efter fyldestgørelsen af de krav, der nævnes i konkurslovens §§ 93-96, betales i lige forhold de øvrige fordringer, bortset fra de krav, der nævnes i konkurslovens § 98. Renter og gebyrer af det simple krav for tiden indtil konkursdekretets afsigelse anmeldes også som simple krav. Se konkurslovens § 97.
Efterstillede krav, dvs. krav der anmeldes efter konkurslovens § 98, behandles i afsnit G.A.3.4.4.4.8.6 Efterstillede krav Efterstillede krav.
Skatte- og afgiftskrav
Skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv., der er opstået før fristdagen, anmeldes som simple krav. Det betyder, at skyldige moms- og afgiftsbeløb mv., der er stiftet i tiden, indtil skifteretten modtog begæring om rekonstruktionsbehandling eller konkurs, anmeldes som simple krav efter konkurslovens § 97.
Tilbagebetalingskrav vedrørende investeringsgoder, der overgår til en brug, for hvilken der ikke er fradragsret, er et simpelt krav, selv om kravet først kan konstateres ved konkursboets salg af investeringsgodet. Se UfR 1981.163 ØLR.
Selskabsskattekrav, der vedrører indkomstår forud for det indkomstår, hvori dekretet er afsagt, anmeldes i boet som simple krav.
Selskabsskatter, der vedrører det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, vil kun være et konkursindkomstskattekrav. Se konkursskattelovens § 3, stk. 1, og afsnit C.C.9.3 Skattemæssige regler kun for selskaber, fonde og foreninger mv. under konkurs.
Konkursmassen anvendes til at fyldestgøre krav på indkomstskat efter selskabsskatteloven og fondsbeskatningsloven for indkomstår, der udløber efter konkursdekretets afsigelse. Se konkurslovens § 38.
Er der truffet bestemmelse om, at selskabets konkursindkomst er skattepligtig, anmeldes konkursindkomstskattekrav i boet som et simpelt krav efter konkurslovens § 97.
Efter konkurslovens § 93, nr. 3, er der ikke grundlag for at indrømme fortrinsstilling for krav på indkomstskat, selv om skattekravet er opstået efter konkursen. Tilsvarende gælder for de følgende år indtil konkursens slutning.
Parkeringsafgifter udstedt af vejmyndigheden er et simpelt krav efter konkurslovens § 97. Dog skal bøder efter færdselsloven anmeldes efter konkurslovens § 98. Det er vigtigt i forhold til anmeldelsen, hvorvidt der er tale om en afgift eller en bøde.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelser | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsretten | ||
UfR.1981.163 ØLR | Et momsregistreret anpartsselskab med fradragsret for indgående afgift vedrørende et fabriksbyggeri blev erklæret konkurs. Boet fortsatte virksomhedens drift og blev momsregistreret. Efter en begæring, som blev indgivet på vegne af boet, blev den pågældende fabriksbygning solgt på tvangsauktion. Reguleringsforpligtelsen kunne ikke anses som en gæld, der var pådraget boet under dets behandling, og kunne derfor ikke anerkendes som massekrav. Kravet var et simpelt krav efter konkurslovens § 97. | Som udgangspunkt er gæld, der opstår efter afsigelsen af konkursdekretet masse krav efter konkurslovens § 93. I nærværende tilfælde kunne gælden dog ikke anses for at være stiftet under boets behandling, hvorfor kravet måtte være et simpelt krav efter konkurslovens § 97. |
Læs også:
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed