F.A.31.6 VAB E, Fødevarer, foder og visse andre produkter af ikke-animalsk oprindelse
Indhold
Afsnittet beskriver vareområdet og ressortmyndighedens lovgrundlag på området.
Afsnittet indeholder:
- Formål og lovgrundlag
- Ressortmyndighed
- Import
- Undtagelse
- Toldstyrelsens opgave
Formål og lovgrundlag
Formålet
Fødevarer, foder og fødevarekontaktmaterialer af ikke-animalsk oprindelse kan i de fleste tilfælde indføres direkte fra et tredjeland til bestemmelsesstedet i EU uden krav om offentlig kontrol fra Fødevarestyrelsens side.
For visse ikke-animalske produkter fra visse tredjelande er der imidlertid fastsat importrestriktioner i EU, da disse produkter kan udgøre en sundhedsrisiko, eller der kan være risiko for, at produkterne indeholder ikke EU-godkendte ingredienser mv. Sendinger af ikke-animalske produkter under importrestriktion skal kontrolleres af Fødevarestyrelsen på et grænsekontrolsted (eller evt. et godkendt kontrolsted), før de kan overgå til fri omsætning i EU. Formålet med denne vejledning er at beskrive proceduren for den offentlige kontrol, der udføres på grænsekontrolsteder eller godkendte kontrolsteder, og at beskrive ansvarsfordelingen mellem Fødevarestyrelsen og Toldstyrelsen.
Lovgrundlaget
Reglerne for indførsel af visse produkter af ikke-animalsk oprindelse er fastsat i følgende EU-forordninger og -afgørelser samt nationale bestemmelser:
EU-regulering:
- Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 af 15. marts 2017 om offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter med henblik på at sikre anvendelsen af fødevare- og foderlovgivningen, og reglerne for dyresundhed og dyrevelfærd, plantesundhed og plantebeskyttelsesmidler.
- Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 2019/1793 af 22. oktober 2019 (som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2023/1110) om midlertidig forøgelse af den offentlige kontrol og beredskabsforanstaltninger, der regulerer indførsel til Unionen af visse varer fra visse tredjelande. Bemærk, at forordningen opdateres ca. hvert halve år.
- Kommissionens forordning (EU) nr. 284/2011 af 22. marts 2011 om fastsættelse af særlige betingelser og nærmere procedurer for import af plastkøkkenartikler af polyamid og melamin med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina og Det Særlige Administrative Område Hongkong, Kina
- Rådets forordning (EU) nr. 692/2014 af 23. juni 2014 om restriktioner på import af varer med oprindelse på Krim eller i Sevastopol som reaktion på den ulovlige annektering af Krim og Sevastopol
- Rådets Forordning (EU) 2022/263 af 23. februar 2022 om midlertidigt forbud mod indførsel af varer fra de ikkeregeringskontrollerede områder Donetsk og Luhansk i Ukraine
- Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2011/884 af 22. december 2011 (som ændret ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2013/287) om beredskabsforanstaltninger vedrørende ikke tilladt genetisk modificeret ris i risprodukter med oprindelse i Kina
- Kommissionens forordning (EU) nr. 2020/1158 af 5. august 2020 om betingelser for import af fødevarer og foder med oprindelse i tredjelande som følge af ulykken på kernekraftværket i Tjernobyl
Nationale bestemmelser:
- Bekendtgørelse nr. 1441 af 30. november 2023 om indførsel af fødevarer, foder, animalske biprodukter, afledte produkter og fødevarekontaktmaterialer med særlige restriktioner og om straffebestemmelser for overtrædelse af relaterede EU-retsakter.
Ressortmyndighed
Ressortmyndighed for denne varebestemmelse er Fødevarestyrelsen.
Import
Fødevarer, foder og andre produkter af ikke-animalsk oprindelse, der er omfattet af importrestriktioner m.v., og som indføres fra tredjelande, skal umiddelbart efter ankomsten til EU føres til offentlig kontrol på et grænsekontrolsted, der er godkendt til de relevante produktkategorier. Under visse omstændigheder kan en del af kontrollen foretages på et godkendt kontrolsted inde i landet.
Importøren eller dennes repræsentant skal foretage forhåndsanmeldelsen af sendinger af ikke-animalske varer under importrestriktion til grænsekontrollen via IT-systemet IMSOC TRACES på det fælles sundhedsimportdokument: CHED-D (Common Health Entry Document). Sendingerne frigives ligeledes på CHED-D'et.
Undtagelse
Nogle toldpositionsnumre er så omfattende, at det ikke er alle numre, som er underlagt importrestriktioner. Hvis der foran toldpositionsnummeret er anført "ex" betyder det, at ikke alle produkter tilhørende KN-koden skal føres til grænsekontrol.
Toldstyrelsen kan, når der i ovennævnte forordning 2019/1793 er angivet et "ex" foran toldpositionsnummeret, frigive en sending varer, hvis importøren kan dokumentere, at sendingen ikke er er omfattet af restriktion m.v. og dermed ikke skal til offentlig kontrol.
Privat indførsel og vareprøver, som importøren oplyser ikke skal anvendes til foder eller fødevarer, er ikke omfattet af reglerne. I tvivlstilfælde skal importøren sandsynliggøre, at sendingen er til privat brug eller skal anvendes som vareprøve.
Toldstyrelsens opgave
Toldstyrelsen skal sikre, at kommercielle sendinger af ikke-animalske produkter, der er underlagt importrestriktioner, bliver ført til offentlig kontrol på et relevant grænsekontrolsted eller et godkendt kontrolsted. Først derefter kan sendingen frigives til den toldbestemmelse, som CHED-D’et tillader.
Toldstyrelsen afslutter dermed ikke toldbehandlingen, før Fødevarestyrelsens importkontrol er afsluttet, og der foreligger et attesteret CHED-D. Toldstyrelsen ændrer således først en sendings statuskode, når grænsekontrollen har fundet sted, og Fødevarestyrelsens grænsekontrol har udarbejdet et CHED-D, som angiver varens tilladte bestemmelse (f.eks. fri omsætning).
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed