F.A.31.2 VAB A, Offentlig kontrol af levende dyr og animalske varer samt IUU kontrol
Indhold
Afsnittet beskriver vareområdet og ressortmyndighedens lovgrundlag på området.
Afsnittet indeholder:
- Formål og lovgivning
- Ressortmyndighed
- Hovedregel om kontrol ved import af levende dyr, animalske produkter, sammensatte produkter, animalske biprodukter, avlsmateriale samt hø og halm
- Undtagelser vedrørende offentlig kontrol på grænsekontrolsteder
- Hovedregel om IUU-kontrollen
- Undtagelser vedr. IUU-kontrol
- Toldstyrelsens opgave
Formål og lovgrundlag
Formålet med denne vejledning er at beskrive proceduren for den offentlige kontrol på udpegede grænsekontrolsteder af levende dyr og animalske varer til fri omsætning i EU, henholdsvis i transit til tredjelande gennem EU, samt IUU-kontrol i forbindelse med import, og at præcisere ansvarsfordeling mellem Toldstyrelsen og Fødevarestyrelsen.
Offentlig kontrol på udpegede grænsekontrolsteder ved indførsel af levende dyr og animalske varer
Levende dyr og animalske varer er omfattet af denne varebestemmelse. Det betyder, at der umiddelbart efter ankomsten til EU’s område skal ske offentlig kontrol på et udpeget grænsekontrolsted af dyrene og varerne. I Danmark er det Fødevarestyrelsen, der gennemfører denne kontrol. Kontrollen skal foretages, uanset om dyrene eller varerne skal fortoldes i Danmark, i et andet EU-land eller ikke skal fortoldes, men føres til et toldoplag eller et land uden for EU efter transit gennem EU. Det er importørens ansvar, at sendingerne anmeldes på forhånd, og at der føres kontrol med sendingerne.
Fødevarestyrelsen gennemfører kontrol af levende dyr, animalske produkter, sammensatte produkter, animalske biprodukter, avlsmateriale samt hø og halm, der indføres eller transiteres fra lande uden for EU. Fisk og fiskevarer, der indføres direkte fra fabriksfartøjer, frysefartøjer eller frysetransportfartøjer, som er registreret i et tredjeland, kontrolleres også af Fødevarestyrelsen.
For området offentlig kontrol på grænsekontrolsteder af levende dyr og animalske varer gælder en række forordninger og nationale bestemmelser, bl.a.:
EU-regulering:
- Forordning (EU) nr. 2017/625 af 15. marts 2017 om offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter med henblik på at sikre anvendelsen af fødevare- og foderlovgivningen, og reglerne for dyresundhed og dyrevelfærd, plantesundhed og plantebeskyttelsesmidler.
- Gennemførelsesforordning (EU) 2021/632 af 13. april 2021 om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 for så vidt angår listerne over dyr, animalske produkter, avlsmateriale, animalske biprodukter, afledte produkter, sammensatte produkter samt hø og halm, der er omfattet af offentlig kontrol på grænsekontrolsteder, og om ophævelse af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2007 og Kommissionens beslutning 2007/275/EF.
- Delegeret forordning (EU) 2022/2292 af 6. september 2022 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 for så vidt angår krav vedrørende indførsel til Unionen af sendinger af dyr bestemt til fødevareproduktion og visse varer til konsum.
- Delegeret forordning (EU) 2019/2122 af 10. oktober 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 for så vidt angår visse kategorier af dyr og varer, der er undtaget fra offentlig kontrol ved grænsekontrolsteder, særlig kontrol af passagerers personlige bagage og af små sendinger af varer til fysiske personer, som ikke er bestemt til at blive markedsført, og om ændring af Kommissionens forordning (EU) nr. 142/2011.
- Forordning (EU) nr. 576/2013 af 12. juni 2013 om ikke-kommerciel flytning af selskabsdyr.
National regulering:
- Bekendtgørelse nr. 611 af 24. maj 2023 om offentlig kontrol af fødevarer, foder, hø og halm, fødevarekontaktmaterialer, animalske biprodukter og afledte produkter ved ind- og udførsel mellem lande i samhandelsesområdet og ved indførsel fra tredjelande samt straffebestemmelser for overtrædelse af relaterede EU-retsakter.
- Bekendtgørelse nr. 671 af 1. juni 2023 om offentlig kontrol ved eksport af levende dyr og avlsmateriale til tredjelande.
- ►Bekendtgørelse nr. 499 af 22. maj 2024 om ikke-kommerciel flytning af selskabsdyr, udstedelse af identifikationsdokumenter, overgangsforanstaltninger for flytning af unge hunde, katte og fritter og om straffebestemmelser for overtrædelse af relaterede EU-retsakter.◄
- Bekendtgørelse nr. 1441 af 30. november 2023 om indførsel af fødevarer, foder, animalske biprodukter, afledte produkter og fødevarekontaktmaterialer med særlige restriktioner og om straffebestemmelser for overtrædelse af relaterede EU-retsakter.
IUU-kontrol af fisk og fiskevarer
Vildtfangne fisk og fiskevarer, der importeres fra tredjelande (herunder Norge, Færøerne, Island og Grønland), skal, hvis de skal indfortoldes i Danmark, IUU-kontrolleres, før indfortoldning kan foretages. I Danmark er det Fødevarestyrelsens IUU-kontrol, der gennemfører denne kontrol. Fisk, der landes direkte i Danmark af tredjelandsfartøjer, IUU-kontrolleres af Fiskeristyrelsen.
For området IUU-kontrol af fisk og fiskevarer gælder følgende forordninger og nationale bestemmelser:
EU-regulering:
- Forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-forordningen).
- Forordning (EF) nr. 1010/2009 af 22. oktober 2009 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008.
National regulering:
- Bekendtgørelse nr. 1159 af 4. oktober 2013 om forhåndsanmeldelse i henhold til EU-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU).
Ressortmyndighed
Ressortmyndighed for denne varebestemmelse er Fødevarestyrelsen.
Hovedregel om kontrol ved import af levende dyr, animalske produkter, sammensatte produkter, animalske biprodukter, avlsmateriale samt hø og halm
Levende dyr og animalske varer, der indføres eller genindføres fra tredjelande, skal umiddelbart efter ankomsten til EU’s område føres til offentlig kontrol på et udpeget grænsekontrolsted.
Importøren eller dennes repræsentant skal foretage forhåndsanmeldelse til grænsekontrollen via IT-systemet IMSOC TRACES på det fælles sundhedsimportdokument (Common Health Entry Document): CHED-A (dyr) eller CHED-P (animalske varer).
Sendingerne frigives ligeledes på CHED-A og CHED-P.
Ved indførsel til dansk område er det Toldstyrelsen, der sikrer, at sendinger af levende dyr og animalske varer har været til offentlig kontrol på et udpeget grænsekontrolsted inden overgang til fri omsætning. Dyr og varer må først frigives, når denne kontrol er foretaget, og der foreligger godkendt CHED.
I Danmark er det Fødevarestyrelsens grænsekontrolpersonale, der udfører den offentlige kontrol på grænsekontrolstedet. Kontrollen foretages, uanset om dyrene eller varerne skal fortoldes i Danmark, skal fortoldes i et andet EU-land eller ikke skal fortoldes, men føres til et land uden for EU efter transit gennem EU. Transit kan ske med eller uden midlertidig oplagring.
Levende dyr og animalske varer må kun indføres til Danmark fra tredjelande via havne eller lufthavne, hvor der er oprettet et grænsekontrolsted, der er udpeget til kontrol af pågældende dyr/vare. Sendingerne må kun frigives til en toldprocedure, som grænsekontrollen har tilladt i sundhedsimportdokumentet CHED.
Ikke-kommercielle dyr, som rejsende selv har med, er generelt omfattet af den offentlige kontrol på grænsekontrolstederne. Der er en række undtagelser herfor (se nedenfor).
Indførsel af animalske varer til privat brug er omfattet af restriktive EU-retsakter. En del af disse produkter er dog undtaget fra reglerne om offentlig kontrol på et grænsekontrolsted ved indførsel til EU fra tredjelande (se nedenfor) og må som følge deraf indføres uden kontrol.
Undtagelser vedrørende offentlig kontrol på grænsekontrolsteder
Der er en række undtagelser for, hvad der skal føres til offentlig kontrol på grænsekontrolstederne:
- Ikke-kommercielle selskabsdyr, som anført i bilag I til forordning (EU) 576/2013, der medtages af indrejsende personer, skal i stedet kontrolleres af Toldstyrelsen i lufthavnes ankomsthal.
- Levende dyr og animalske varer fra Liechtenstein, Andorra, Norge, Nordirland og Schweiz skal ikke føres til offentlig kontrol på et grænsekontrolsted. De nævnte lande er samhandelslande.
- Animalske varer fra Island skal ikke føres til offentlig kontrol på et grænsekontrolsted, da Island er samhandelsland for disse varer. Levende dyr samt avlsmateriale skal dog kontrolleres på et grænsekontrolsted.
- Fisk og fiskevarer fra Færøerne og Grønland samt ubehandlet uld fra Færøerne skal ikke føres til offentlig kontrol på et grænsekontrolsted. Færøerne og Grønland har samhandelsstatus for disse varer.
- Private må indføre nogle animalske produkter og visse animalske biprodukter til eget brug enten som led i indrejsen eller ved modtagelse af pakker. Der er en række betingelser, f.eks. er det ikke tilladt at indføre kød- eller mejeriprodukter, og for andre produkter vil der ofte være en vægtgrænse. De nærmere betingelser for privat indførsel, herunder mængdebegrænsningerne, kan læses på Fødevarestyrelsens hjemmeside om privat indførsel og er angivet i VAB A, bilag 3.
Hovedregel om IUU-kontrollen
Vildtfangne fisk og fiskevarer må kun importeres til EU, når de er ledsaget af en fangstattest. Fisk og fiskevarer fra tredjelande, der skal indfortoldes i Danmark, skal som hovedregel underkastes IUU-kontrol ved et af Fødevarestyrelsens IUU-kontrolsteder. Der er dog visse undtagelser herfor (se nedenfor).
Vareprøver af fisk og fiskevarer fra tredjelande, bestemt til Danmark, skal IUU-kontrolleres ved et IUU-kontrolsted. Fisk og fiskevarer, der genindføres fra et tredjeland til Danmark, skal IUU-kontrolleres ved et IUU-kontrolsted.
Importøren eller dennes repræsentant skal foretage forhåndsanmeldelse til Fødevarestyrelsens IUU-kontrol.
Fisk og fiskevarer må kun toldfrigives, når IUU-kontrollen er gennemført og dokumenteret ved Fødevarestyrelsens underskrift og stempel af fangstattestens kontroldel. Ved fisk og fiskevarer fra Norge og Grønland kan kontrollen evt. være dokumenteret med mail fra Fødevarestyrelsen til importøren.
Undtagelser vedr. IUU-kontrol
Der er enkelte undtagelser fra IUU-kontrollen:
- Fiskevarer, der er anført i bilag I til forordning (EF) nr. 1005/2008, er undtaget fra kravet om IUU-kontrol (se også Taric).
- Privates indførsel af fisk og fiskevarer fra tredjelande er også undtaget fra kravet om IUU-kontrol.
Toldstyrelsens opgave
Toldstyrelsen kontrollerer stikprøvevist kommercielle importer af levende dyr og animalske varer fra tredjelande samt privates indførsel/modtagelse af levende dyr og animalske varer.
Toldstyrelsen skal ved sin kontrol sikre,
- At kommercielle sendinger af levende dyr og animalske varer bliver ført til offentlig kontrol på et udpeget grænsekontrolsted og derefter frigivet til den toldbestemmelse, som det godkendte CHED tillader.
- At fiskevarer omfattet af IUU-kontrol, forordning (EF) 1005/2008, ikke fortoldes i Danmark uden at være blevet IUU-kontrolleret og godkendt.
- At personer, der indfører animalske varer, som er undtaget fra kravet om offentlig kontrol på et udpeget grænsekontrolsted, har tilladelse fra Fødevarestyrelsen til indførsel, f.eks. som fødevareprøve eller prøve til forskning eller diagnostik.
- At animalske varer, der indføres til eget brug (privat indførsel), opfylder betingelserne herfor.
Toldstyrelsen skal ved fund af omfattede levende dyr, animalske varer mv.:
- Informere transportøren om, at transporten/sendingen omfatter varer, der skal til offentlig kontrol på et udpeget grænsekontrolsted, og at varerne skal registreres med særlige koder i rubrik 44.2 (C640 - levende dyr / N853 - animalske produkter) og med et A i rubrik 44.3. Det betyder, at registreringen ikke kan afsluttes, og varerne ikke kan frigives, før kontrollen på grænsekontrolstedet har fundet sted, og Fødevarestyrelsens grænsekontrol har udarbejdet et CHED, som angiver varens tilladte bestemmelse (f.eks. fri omsætning, transit til tredjeland eller returnering/destruktion).
- For fisk og fiskevarer, der skal fortoldes og IUU-kontrolleres i Danmark, informere transportøren om, at omfattede varer skal toldangives i rubrik 44.2 under kode C 673.
- Sikre, at transportøren ved fortoldning dokumenterer, at den offentlige kontrol på et udpeget grænsekontrolsted har fundet sted, og at Fødevarestyrelsens grænsekontrol har udarbejdet et CHED, som angiver varens tilladte bestemmelse.
- Sikre, at varepartiet frigives til den toldbestemmelse, der er bestemt i CHED.
- Sikre, at transportøren ved fortoldning af relevante fisk og fiskevarer dokumenterer, at Fødevarestyrelsens IUU-kontrol har IUU-kontrolleret varerne.
- Kontrollere identiteten af ikke-kommercielle selskabsdyr, som ikke skal føres til offentlig kontrol på et grænsekontrolsted, i henhold til Fødevarestyrelsens: "Guide om kontrol af selskabsdyr, som indføres til Danmark". Denne guide er sendt til Toldstyrelsen i både word- og pdf-format.
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed