Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2024-2
<< >>

F.A.21.7 Andre oplagstyper

Dette afsnit handler om andre oplagstyper end toldoplag.

Indhold

Afsnittet indeholder:

  • Proviantoplag
  • Ikke-konforme fødevarer af animalsk oprindelse
  • Provianteringsvirksomhed
  • Tilførsel til provianteringsvirksomhed
  • Fraførsel fra provianteringsvirksomhed
  • Afgiftsoplag.

Proviantoplag

.

Et proviantoplag består af told- og afgiftsfri varer til brug for forplejning og salg ombord på skibe og fly med endelig bestemmelsesanløb- eller landingssted uden for EU's toldområde. Se F.A.28 Proviantering om proviantering.

Et toldoplag kan godkendes som proviantoplag, hvis oplagshaver frembyder den fornødne sikkerhed, og skriftligt forpligter sig til at overholde visse betingelser.

Varerne skal opbevares i lokaler, der er godkendt af toldmyndigheden.

Tilførsel kan ske fra virksomheder her i landet eller andre EU-lande, samt ved overførsel fra andre proviantoplag.

Varerne kan fraføres til skibe, luftfartøjer og bore- og udvindingsplatforme samt overføres til andre proviantoplag.

I andre tilfælde af fraførsel skal toldmyndigheden underrettes, inden varerne fraføres proviantoplaget.

Ikke-konforme fødevarer af animalsk oprindelse

Ikke-konforme animalske fødevarer er fødevarer fra dyr, der af veterinære grunde ikke kan omsættes frit i EU, og dermed betegnes som ikke-konforme fødevarer af animalsk oprindelse. Disse kan importeres midlertidigt til oplagring med henblik på reeksport. Fødevarerne kan oplægges i Københavns Frihavn eller på et toldoplag.

De nærmere regler om import og veterinærkontrol af ikke-konforme animalske fødevarer mv. fremgår af BEK nr. 1570 af 12. december 2016, kapitel 6.

Når en importør ønsker at oplægge ikke-konforme fødevarer af animalsk oprindelse, skal importøren forinden rette henvendelse til Fødevarestyrelsen. Fødevarestyrelsen foretager den egentlige udpegning af virksomheden, hvor oplæggelsen skal ske. Se BEK nr. 1570 af 12. december 2016, kapitel 11.

Provianteringsvirksomhed

Toldstyrelsen kan meddele provianteringsvirksomheder bevilling til fritagelse for punktafgifter af varer i tilfælde, hvor

  • provianteringsvirksomheden kan kræve godtgørelse eller fritagelse for punktafgifterne,
  • varerne tilføres fra andre provianteringsvirksomheder.

Se TDL § 56, stk. 1.

I en provianteringsvirksomhed er der således mulighed for at opbevare punktafgiftspligtige EU-varer, fx øl, vin, spiritus og tobaksvarer, som er toldangivet , men ikke punktafgiftsberigtigede. Når EU-varerne tilføres provianteringsvirksomheden, fritages de for punktafgifter eller betalte punktafgifter godtgøres.

Hvis ikke-EU-varer skal oplægges uden betaling af told og afgifter, skal dette ske på et toldoplag.

Provianteringsvirksomheder kan opnå bevilling til opbevaring af varer, der er bestemt til

  • eksport fra EU's toldområde
  • proviantering af skibe og fly i EU's toldområde
  • brug for diplomatiske repræsentationer og internationale organisationer i EU's toldområde
  • brug for udenlandske militære styrker, der er på øvelse i EU's toldområde,
  • danske styrker, der er på øvelse udenfor det danske toldområde.

Se TDL § 56, stk. 2.

Ansøgning om bevilling til provianteringsvirksomhed indsendes til Toldstyrelsen. I ansøgningen skal anføres, hvilke varer, højtbeskattede eller ej, der ønskes opbevaret i de enkelte lokaler. Ansøgningen skal være vedlagt en målsat plantegning over lokalerne.

Provianteringsvirksomhedens lokaler skal godkendes af Toldstyrelsen. Se TBEK § 99, stk. 1.

Bevillingshaveren hæfter for afgifter af varer, der er tilført provianteringsvirksomheden, og som ikke forefindes ved Toldstyrelsens eftersyn, medmindre det godtgøres at

  • Varerne er fraført i overensstemmelse med reglerne om provianteringsoplag, eller
  • Varerne på en efter Toldstyrelsens skøn betryggende måde er gået til grunde under opbevaringen i godkendte lokaler af årsager, der kan henføres til varernes beskaffenhed, eller som følge af et hændeligt uheld eller force majeure.

Afgifter af de varer, der omfattes af hæftelsen, ansættes skønsmæssigt af Toldstyrelsen. Hvis tidspunktet for fraførslen kendes, lægges beskatningselementerne på dette tidspunkt til grund for ansættelsen af afgifter. Kendes fraførselstidspunktet ikke, lægges de beskatningselementer til grund, der var gældende på det tidspunkt, hvor lagermanglen konstateredes.

Se TBEK § 100.

Se også

Se også afsnit F.A.28 Proviantering for yderligere information om hvor meget og til hvem, der kan fraføres varer fra provianteringsvirksomheden.

Tilførsel til provianteringsvirksomhed

Ved tilførsel af ikke afgiftsberigtigede varer skal provianteringsvirksomheden afgive en angivelse. Angivelsen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for Toldstyrelsens kontrol med regnskabet. Se TBEK § 97.

De procedurer og dokumenter, der skal anvendes ved tilførsel af ikke-afgiftsberettigede varer afhænger af, hvorfra varerne tilføres.

Tilføres varerne fra:

Til angivelse benyttes:

Anden dansk provianteringsvirksomhed

Faktura

Dansk virksomhed eller anden EU-virksomhed

Faktura

Anden EU-virksomhed - harmoniserede punktafgiftsvarer: tobak, alkoholholdige drikkevarer og mineralolie

EU's ledsagedokument (ECMS). Provianteringsvirksomheden skal være punktafgiftsregistreret

Returproviant fra fly

Flydeklaration

Ved tilførsel fra virksomheder her i landet og fra virksomheder i andre EU-lande skal provianteringsvirksomheden kunne fremlægge dokumentation for tilførslen. Dette kan ske i form af en faktura, der indeholder tilstrækkelige oplysninger til identifikation af varerne. Fakturaen skal opbevares som bilag til oplagsregnskabet. Samme fremgangsmåde kan anvendes ved tilførsel af ikke-afgiftsberigtigede varer fra andre provianteringsvirksomheder.

Ved tilførsel af harmoniserede punktafgiftspligtige varer fra virksomheder i andre EU-lande, gives attest for varernes ankomst i EMCS.

Se også

Se også afsnit E.A.1.8.1 Det omarbejdede cirkulationsdirektiv 2020/262 om forsendelse af ubeskattede harmoniserede punktafgiftspligtige varer.

Førsel fra provianteringsvirksomhed

Førslen fra provianteringsvirksomheden sker på de kontrolbetingelser som Toldstyrelsen har fastsat. Provianteringsvirksomheden afgiver en specificeret angivelse over de leverede varer forsynet med modtagerens kvittering. Se TBEK § 98, stk. 3.

Ved og efter fraførslen er Toldstyrelsen berettiget til at foretage enhver undersøgelse af varerne, der er nødvendig for kontrollens udøvelse. Toldstyrelsen er ligeledes berettiget til at udtage prøver af varerne uden at yde erstatning herfor.

Provianteringsvirksomheden er berettiget til at få de prøver der ikke er medgået ved undersøgelsen leveret tilbage efter undersøgelsens afslutning.

Det påhviler provianteringsvirksomheden eller den, der handler på virksomhedens vegne, at foretage det nødvendige arbejde for undersøgelsen, herunder ud- og indpakning, opvejning, opmåling mv.

Se TBEK § 98, stk. 3 og 4

De procedurer og dokumenter, der skal anvendes ved fraførsel, afhænger af, hvortil varerne fraføres.

Fraføres varerne til....

Benyttes denne angivelsesform....

skibe og fly i det danske toldområde

proviantangivelse, i e-Export (DMS-eksport)

skibe og fly i EU's toldområde uden for det danske toldområde (varerne er undergivet harmoniserede punktafgifter)

udførselsangivelse i e-Export (DMS-esksport)og eventuelt EU's ledsagedokument (ECMS)

herværende diplomatiske repræsentationer

særlige tolddeklarationer, blanket 13.004 

herværende internationale organisationer

særlig tolddeklaration, blanket 13.005

udførsel direkte til tredjelande

udførselsangivelse i e-Export (DMS-eksport)

militære styrker

særlig proviantangivelse

anden dansk provianteringsvirksomhed

faktura

Ved fraførsel til skibe og fly her i landet skal der i forbindelse med den enkelte proviantering afgives en proviantangivelse til Toldstyrelsen. Se TBEK § 87, stk. 1.

Provianteringsvirksomheden skal sørge for, at provianteringsangivelsen MRN-nr. fremgår af virksomhedens regnskab.

Proviantangivelsen skal foruden specificerede oplysninger om provianten også indeholde oplysning om skibets eller flyets data, herunder navn, nummer og hjemsted. Desuden skal angivelsen indeholde oplysning om rejsens mål og varighed samt antallet af besætningsmedlemmer og passagerer. Endvidere anføres om provianten er til forbrug om bord eller til salg til passagerer. Se TBEK § 87, stk. 2.

Varernes indladning i skibet eller flyet skal anmeldes til Toldstyrelsen. Ved indladning skal varerne være ledsaget af ekspeditionsblanket 1 af proviantangivelsen fra e-Export (DMS-Eksport). Skibets eller flyets fører (eller en dertil bemyndiget person) skal kvittere for varernes modtagelse på dette eksemplar af proviantangivelsen. Se TBEK § 88.

Ekspeditionsblanket 1 med kvittering afleveres til Toldstyrelsen ved det ekspeditionssted, hvor anmodningen elektronisk er afgivet.

Ved fraførsel af varer til skibe og fly i andre EU-lande skal virksomheden til Toldstyrelsen afgive en udførselsangivelse til Toldstyrelsen i e-Export (DMS-eksort). Udførselsangivelsen skal være indsat i E-Export (DMS-Eksport) inden varerne frembydes for Toldstyrelsen.

Hvis de fraførte varer er omfattet af reglerne om EU's harmoniserede punktafgifter, gives attest for varernes udførsel i EMCS på baggrund af udførselsangivelsens udpassageattest.

Ved fraførsel til steder uden for EU anvendes de almindelige bestemmelser om eksport af EU-varer.

Se også

Se afsnit F.A.27 Varer, der føres ud af EU's toldområde om varer der føres ud af Unionens toldområde.

Se også afsnit E.A.1.8.1 Det omarbejdede cirkulationsdirektiv 2020/262 om forsendelse af ubeskattede harmoniserede punktafgiftspligtige varer.

Afgiftsoplag

Under visse omstændigheder kan visse varer oplægges afgiftsfrit på afgiftsoplag. Se ML (momsloven) § 34, stk. 4-5 og momsbekendtgørelsen kapitel 19.

Se også

Se også afsnit D.A.10.1.8.5.2 Afgiftsoplag Afgiftsoplag.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.