F.A.14.1.4 Undtagelser
Indhold
Dette afsnit beskriver undtagelserne fra hovedreglen om, at varer der føres ind i EU's toldområde skal være omfattet af en summarisk indpassageangivelse.
Siden indeholder:
- Generelt
- Specifikke fritagelser
- Elektrisk energi
- Olie, gas og andre varer i rørledninger
- Brevforsendelser
- Løsøre og bohave
- Varer omfattet af en mundtlig angivelse
- Varer i rejsendes personlige bagage
- Varer, der sendes mellem privatpersoner
- Varer af kommerciel karakter
- Medicins-kirurgisk udstyr og laboratorieudstyr
- Organer, væv og blod
- Varer til militæret
- Militære aktiviteter (NATO-formular 302 og EU-formular 302)
- Våben og militært udstyr
- Katastrofeudstyr
- Varer angivet ved en handling
- Transportmidler, der importeres midlertidigt
- Varer ombord på skibe og fly
- Varer fra steder, som ikke er en del af EU's moms- og punktafgiftsområde
- EU-fiskerfartøjer
- Skibe, der alene tager forsyninger ombord
- Varer omfattet af ATA- eller CPD-carnet
- Affald fra skibe
- Ophør af fritagelser
- Varer omfattet af Verdenspostkonventionen
- Varer med en egenværdi på indtil 22 EUR
Bemærk: Toldstyrelsen tager løbende nye toldsystemer (it-systemer) i brug. På flere områder er overgangsregler gældende, indtil relevant it-system tages i brug. Disse regler gælder ikke, når det relevante it-system tages i brug. Du finder information om og vejledning til toldsystemerne på toldst.dk/toldsystemer.
Generelt
Der gælder en række undtagelser fra hovedreglen om, at varer, der føres ind i EU's toldområde, skal være omfattet af en summarisk indpassageangivelse:
- Transportmidler, der kun passerer gennem EU-medlemsstaternes søterritorium eller luftrum er fritaget for at skulle omfattes af en summarisk indpassageangivelse.
- Varer, der transporteres i transportmidler, der kun passerer gennem EU-medlemsstaternes søterritorium og luftrum, er fritaget for at skulle omfattes af en summarisk indpassageangivelse
- Varer kan i øvrigt være fritaget for at skulle omfattes af en summarisk indpassageangivelse, når fritagelsen er behørigt begrundet ud fra hensyn til varens type eller trafikkens form, eller når fritagelsen er påkrævet i henhold til folkeretlige aftaler.
Se EUTK art. 127, stk. 2, litra a) og b).
Specifikke fritagelser
Elektrisk energi
Der skal ikke indgives en summarisk indpassageangivelse for elektrisk energi, der føres ind i EU's toldområde.
Se DF art. 104, stk. 1, litra a).
Olie, gas og andre varer i rørledninger
Der skal ikke indgives en summarisk indpassageangivelse for olie, gas eller andre varer, der føres ind i EU's toldområde via rørledninger.
Se DF art. 104, stk. 1, litra b).
Brevforsendelser
Der skal ikke indgives en summarisk indpassageangivelse for brevforsendelser, hvilket vil sige breve, postkort, blindeforsendelser og tryksager, der ikke er pålagt import- eller eksportafgifter. Omvendt er forsendelser af breve, postkort og tryksager på elektronisk medium og breve, postkort og tryksager, som er pålagt import- eller eksportafgifter, ikke fritaget for summarisk indpassageangivelse.
Se DF art. 1, nr. 26 og art. 104, stk. 1, litra c).
Løsøre og bohave
Løsøre og bohave, der ikke transporteres på grundlag af en transportkontrakt, er fritaget for summarisk indpassageangivelse. Se DF art. 104, stk. 1, litra d).
Ved "løsøre og bohave" forstås personligt udstyr, hvidevarer, møbler og udstyr beregnet til de pågældendes personlige brug eller til brug i deres husholdning. Se Rådets forordning (EF) nr. 1186/2009 af 16. november 2009 om en fællesskabsordning vedrørende fritagelse for import- og eksportafgifter, art. 2, stk. 1, litra d).
Varer omfattet af en mundtlig toldangivelse
Varer omfattet af en mundtlig toldangivelse og som ikke transporteres på grundlag af en transportkontrakt, er fritaget for summarisk indpassageangivelse. Se DF art. 104, stk. 1, litra e).
Hidtil har det alene været et krav for fritagelse for summarisk indpassageangivelse, at løsøre og bohave, paller, containere og transportmidler, ikke blev transporteret i henhold til en transportkontrakt, mens et sådant krav ikke var gældende i forhold til andre varer, omfattet af en mundtlig toldangivelse. Som en følge af at bestemmelserne for mundtlig toldangivelse er ændret, er de tilfælde, hvor der ikke skal indgives en summarisk indpassageangivelse derfor også ændret.
For en beskrivelse af mundtlige toldangivelser, se afsnit F.A.16.1.3.1.1 Mundtlig toldangivelse.
Varer i rejsendes personlige bagage
Hidtil har varer uden erhvervsmæssig karakter i rejsendes personlige bagage kunnet angives mundtligt til fri omsætning. Se de hidtidige gennemførelsesbetingelsers art. 225 litra a), 1. led.
Fremover vil ikke kommercielle varer indeholdt i rejsendes personlige bagage kun kunne angives mundtligt til fri omsætning under visse betingelser. Se DF art. 135, stk. 1, litra a) i kombination med art. 1, nr. 21), litra b) og F.A.16.1.3.1 Toldangivelse af varer.
Denne ændring af reglerne for mundtlig angivelse til fri omsætning vil dog ikke få betydning i forhold til summariske indpassageangivelser, da varer indeholdt i rejsendes personlige bagage generelt er fritaget for summarisk indpassageangivelse. Se DF art. 104, stk. 1, litra g).
Varer, der sendes mellem privatpersoner
Hidtil har varer uden erhvervsmæssig karakter, der blev sendt til privatpersoner kunnet angives mundtligt til fri omsætning. Se de hidtidige gennemførelsesbestemmelsers art. 225, litra a), 1. led.
Fremover kan varer i sendinger fra en privatperson til en anden, kun toldangives mundtligt til fri omsætning, hvis sådanne sendinger opfylder følgende betingelser:
- Sendingerne finder sted lejlighedsvis
- Sendingerne indeholder udelukkende varer, som er bestemt til personlig brug for modtageren eller dennes familie, og som ikke ved deres beskaffenhed eller mængde giver anledning til at antage et kommercielt øjemed, og
- Varerne sendes fra afsenderen til modtageren uden nogen form for vederlag.
Se DF art. 135, litra a) i kombination med art. 1, nr. 21, litra a) og F.A.16.1.3.1 Toldangivelse af varer.
Hvis betingelserne er opfyldt, vil forsendelserne også være fritaget for summarisk indpassageangivelse, medmindre de transporteres på grundlag af en transportkontrakt. Se DF art. 104, stk. 1, litra e).
Varer af kommerciel karakter
►Som angivet ovenfor er varer for hvilke det er tilladt at indgive en mundtlig toldangivelse i henhold til DF art. 135 og 136, stk. 1 fritaget for indgivelse af en summarisk indpassageangivelse, forudsat at de ikke transporteres på grundlag af en transportkontrakt.
Varer af kommerciel karakter kan mundtligt angives og dermed fritages for indgivelse af summarisk indpassageangivelse, når der er indeholdt i rejsendes personlige bagage, forudsat at de ikke overstiger enten 1000 EUR i værdi eller 1000 kg i nettomasse. Se DF art. 135, stk. 1, litra b.◄
►◄
Den værdimæssige og vægtmæssige begrænsning af hvilke varer af kommerciel karakter i rejsendes bagage, der kan toldangives mundtligt, kan dog ikke antages at få indflydelse på, om varerne er fritaget for summarisk indpassageangivelse, da varer indeholdt i rejsendes personlige bagage generelt er fritaget for krav om summarisk indpassageangivelse ved en separat hjemmel i DF art. 104, stk. 1, litra g).
Medicinsk-kirurgisk udstyr og laboratorieudstyr
Medicinsk-kirurgisk udstyr og laboratorieudstyr kan toldangives mundtligt, når det udlånes til et hospital eller en klinik, der har akut behov for udstyret til brug i diagnostisk eller terapeutisk øjemed. Der skal ikke indgives en summarisk indpassageangivelse for udstyret, hvis det ikke transporteres på grundlag af en transportkontrakt.
Se DF art. 104, stk. 1, litra e), sammenholdt med art. 136, stk. 1, litra d) og art. 222.
Organer, væv og blod
Der skal ikke indgives summarisk indpassageangivelse for organer eller andet væv fra mennesker eller dyr eller humant blod, hvis organerne, vævet eller blodet er egnet til permanent transplantation, implantation eller transfusion i nødstilfælde.
Se DF art. 104, stk. 1, litra f), sammenholdt med art. 138, stk. 1, litra h).
Varer til militæret
Militære aktiviteter (NATO-formular 302 og EU-formular 302)
Der skal ikke indgives summarisk indpassageangivelse for varer, der transporteres eller anvendes i forbindelse med militære aktiviteter på grundlag af en NATO-formular 302 eller EU-formular 302.
Se DF art. 104 stk.1, litra h), og art. 1, nr. 50) og 51).
Se også F.A.16.1.3.1.5 Toldangivelser af varer til militære aktiviteter.
Våben og militært udstyr
Der skal ikke indgives summarisk indpassageangivelse for våben og militært udstyr, der føres ind i EU's toldområde af hæren, flåden, flyvevåbnet eller anden militær myndighed i en EU-medlemsstat. For at opnå fritagelsen kræves det, at transporten gennemføres enten som en militærtransport, eller som en transport der udelukkende sker til brug for de militære myndigheder. Dette indebærer, at våben og militært udstyr der transporteres på anden vis, vil skulle omfattes af en summarisk indpassageangivelse, medmindre der i øvrigt er undtaget herfor, fx fordi varerne indføres til militære aktiviteter og er omfattet af en NATO-formular 302 eller EU-formular 302.
Se DF art. 104 stk.1, litra i).
Se også F.A.16.1.3.1.5 Toldangivelser af varer til militære aktiviteter.
Katastrofeudstyr
Udstyr, der anvendes til afhjælpning af en katastrofe eller lignende, som berører EU's toldområde, kunne toldangives mundtligt, og er derfor fritaget for at skulle omfattes af en summarisk indpassageangivelse. Fritagelsen gælder dog ikke, hvis udstyret transporteres på grundlag af en transportkontrakt.
Se DF art. 104, stk. 1, litra e), sammenholdt med art. 136, stk. 1, litra h).
Varer angivet ved en handling
Varer anses i visse tilfælde for at være angivet til en toldprocedure fordi en bestemt handling er udført. En sådan handling kan fx bestå i at varen flyttes ind over grænsen til EU's toldområde eller i at varen medbringes igennem en grøn kanal i en lufthavn. Se F.A.16.1.3.1.2 Toldangivelse ved en handling Toldangivelse ved en handling.
Der skal ikke angives en summarisk indpassageangivelse for varer, der anses for at være angivet til en toldprocedure som følge af, at en bestemt handling er udført. Fritagelsen gælder dog ikke, hvis varerne er transporteret på grundlag af en transportkontrakt.
Se DF art. 104, stk. 1, litra f), sammenholdt med art. 138, litra a)-d) og h), art. 139, stk. 1, samt art. 141.
Hidtil har det alene været et krav for fritagelse for summarisk indpassageangivelse, at løsøre og bohave, paller, containere og transportmidler, ikke blev transporteret i henhold til en transportkontrakt, mens et sådant krav ikke var gældende i forhold til andre varer, som kan toldangives ved bestemte handlinger.
Transportmidler, der importeres midlertidigt
Transportmidler, der importeres midlertidigt til EU's toldområde, kan angives mundtligt til den særlige procedure for midlertidig import og er derfor fritaget for at skulle omfattes af en summarisk indpassageangivelse. Fritagelsen gælder dog ikke, hvis udstyret transporteres på grundlag af en transportkontrakt.
Se DF art. 104, stk. 1, litra e), sammenholdt med art. 136, stk. 1, litra a), samt art. 208-216.
Transportmidler, der kan angives mundtligt til midlertidig import, er tillige omfattet af den lempeligere angivelsesregel i DF art. 139, sammenholdt med art. 141, hvorefter den blotte udførelse af specifikke handlinger, så som at passere grænsen ind i EU's toldområde i køretøjet, medfører, at varen anses for at være angivet til midlertidig import.
Tidligere var en række transportmidler ikke omfattet af denne fritagelse, men med ikrafttrædelsen af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/1063, artikel 1, nr. 17, omfatter fritagelsen tillige:
- rullende jernbanemateriel. Se DF art. 214, litra a)
- påhængsvogne koblet på køretøjer registreret i EU. Se DF art. 214, litra b)
- transportmidler der anvendes i forbindelse med en nødsituation. Se DF art. 214, litra c)
- transportmidler anvendt af udlejningsvirksomhed med henblik på reeksport. Se DF art. 214, litra d).
- transportmidler anvendt af fysiske personer med bopæl i EU. Se DF art. 215 transportmidler, der skal registreres indenfor EU med henblik på efterfølgende reeksport. Se DF art. 216.
Varer ombord på skibe og fly
Varer ombord på skibe eller fly er fritaget for summarisk indpassageangivelse i det omfang varerne:
- er leveret til montering som dele af eller tilbehør til skibe og fly
- er varer til drift af skibe og flys motorer, maskiner og andet udstyr eller
- er fødevarer og andre varer, der skal forbruges og sælges ombord
Se DF art. 104, stk. 1, litra l).
Fritagelsen gælder alle skibe og fly uanset rute, men alene de nævnte varer.
Varer, der transporteres om bord på skibe, herunder på skibe i fast rutefart, eller fly mellem to havne eller lufthavne i EU uden mellemliggende ophold i havne eller lufthavne uden for EU, er fritaget for summarisk indpassageangivelse. Se EUTK art. 136 og art. 155, stk. 2 samt DF art. 119.
Der er således fortsat ikke krav om summarisk indpassageangivelse for varer, der transporteres ad søvejen eller ad luftvejen mellem to steder inden for EU, når transporten er foregået uden stop uden for EU's toldområde.
Varer fra steder, som ikke er en del af EU's moms- eller punktafgiftsområde
En række EU-medlemsstater har besiddelser, territorier, departementer, eller lignende, som er geografisk beliggende uden for Europa. EU's told- og afgiftslovgivning finder i forskelligt omfang anvendelse i disse områder. En række af disse steder er således en del af EU's toldområde, uden at de samtidig er en del af EU's moms- og punktafgiftsområde.
EU's toldområde er defineret i EUTK art. 4.
Før ikrafttrædelsen af EUTK var varer, der indføres fra alle territorier indenfor EU's toldområde, men udenfor EU's moms- eller punktafgiftsområdet, fritaget for summarisk indpassageangivelse. Se de hidtil gældende gennemførelsesbestemmelsers art. 181c, litra o). Denne generelle fritagelse er ophævet med ikrafttrædelsen af EUTK.
Der skal ikke indgives en summarisk indpassageangivelse for varer, der indføres fra:
- Ceuta
- Melilla
- Helgoland
- Republikken San Marino
- Vatikanstaten
- Kommunen Ligvinio
- Gibraltar, fra og med den 1. maj 2016
Se DF art. 104, stk. 1, litra m).
Der skal således indgives en summarisk indpassageangivelse for varer, der bliver indført fra:
- Athos-bjerget, fra og med den 1. maj 2016
- De Kanariske Øer, fra og med den 1. maj 2016
- Guadeloupe, fra og med den 1. maj 2016
- Fransk Guyana, fra og med den 1. maj 2016
- Martinique, fra og med den 1. maj 2016
- Réunion, fra og med den 1. maj 2016
- Saint-Barthelemy, fra og med den 1. maj 2016
- Saint-Martin, fra og med den 1. maj 2016
- Ålandsøerne, fra og med den 1. maj 2016
- Kanaløerne, fra og med den 1. maj 2016
- Området Büsingen, fra og med den 1. maj 2016
- Kommunen Campione d'Italia, fra og med den 11. juli 2020
- Den italienske del af Lugano-søen, fra og med den 11. juli 2020
EU-fiskerfartøjer
Produkter fra havfiskeri og andre produkter fra havet, som er taget ombord på et EU-fiskerfartøj uden for EU's toldområde er fritaget for summarisk indpassageangivelse.
Se DF art. 104, stk. 1, litra n).
Skibe, der alene tager forsyninger ombord
Skibe og varer, der transporteres med disse, er fritaget for summarisk indpassageangivelse, hvis skibet alene tager forsyninger ombord indenfor en EU-medlemsstats søterritorium uden at benytte havnefaciliteter.
Se DF art. 104, stk. 1, litra o).
Varer omfattet af ATA- eller CPD-carneter
Varer omfattet af ATA- eller CPD-carneter er fritaget for summarisk indpassageangivelse. Fritagelsen forudsætter, at varerne ikke transporteres på grundlag af en transportkontrakt.
Se DF art. 104, stk. 1, litra p).
Affald fra skibe
Affald fra skibe er fra 11. juli 2020 fritaget for summarisk indpassageangivelse. Fritagelsen forudsætter, at der er sket behørig forudanmeldelse af affaldet i overensstemmelse med direktiv 2019/883 om modtagefaciliteter i havne til aflevering af affald fra skibe.
Se DF art. 104, stk. 1, litra q) og art. 1, nr. 52).
Ophør af fritagelser
Varer omfattet af Verdenspostkonventionen
Den generelle fritagelse for forpligtelsen til at indgive en summarisk indpassageangivelse for varer, der forsendes i henhold til Verdenspostkonventionens bestemmelser, vil udgå. Dette vil senest skulle finde sted fra følgende tidspunkter:
- 1. oktober 2021 for postforsendelser, der transporteres af luftvejen og har et endeligt bestemmelsessted i EU
- 2. oktober 2023 for postforsendelser, der transporteres ad luftvejen og har et endeligt bestemmelsessted uden for EU
- 1. oktober 2024 for postforsendelser, der transporteres ad søvejen, vej eller jernbane
Se DF art. 104, stk. 2.
Varer med en egenværdi på indtil 22 EUR
Tilsvarende vil fritagelsen for varer, hvis egenværdi ikke overstiger 22 EUR udgå. Dette vil senest skulle finde sted fra følgende tidspunkter:
- 1. oktober 2021 for varer omfattet af en ekspresforsendelse, der transporteres ad luftvejen
- 2. oktober 2023 for varer i andre forsendelser end postforsendelser og ekspresforsendelser, der transporteres ad luftvejen
- 1. oktober 2024 for varer, der transporteres ad søvejen, indre vandveje vej eller jernbane.
Se DF art. 104, stk. 4.
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed