Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C- 108/22, C. sp. z o.o. (under likvidation)

Virksomheden C indkøbte som såkaldt "hotelservicekonsolidator" i eget navn og for egen regning indkvarteringsydelser fra andre afgiftspligtige personer, og som virksomheden herefter videresolgte til selskabets kunder, som var erhvervsdrivende.

Det fremgår, at selskabet har leveret tjenesteydelser, som er magen til eller i det mindste sammenlignelige med de tjenesteydelser, som et rejsebureau eller en rejsearrangør tilbyder, ligesom det er oplyst, at selskabet, afhængigt af kundernes behov og forventninger, også ydede rådgivning om valg af indkvarteringssted og hjalp med at organisere rejsen.

Spørgsmålet var, om artikel 306 i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at bestemmelsen kan anvendes på en afgiftspligtig person, som konsoliderer indkvarteringsydelser, og som køber og videresælger indkvarteringsydelser til andre erhvervsdrivende, når disse transaktioner ikke er ledsaget af tillægsydelser?

Domstolen bemærkede, at det fremgår det af Domstolens praksis, at det at udelukke ydelser leveret af et rejsebureau fra anvendelsesområdet for momsdirektivets artikel 306 alene med den begrundelse, at de kun omfatter indkvartering og ikke transport af den rejsende, ville føre til en kompliceret afgiftsordning, hvorefter det ville afhænge af bestanddelene af de ydelser, der tilbydes hver enkelt rejsende, hvilke momsregler der skulle anvendes. En sådan afgiftsordning ville være i modstrid med direktivets formål (dom af 19.12.2018, Alpenchalets Resorts, C-552/17, EU:C:2018:1032, præmis 25-28 og den deri nævnte retspraksis).

Indkvartering leveret af et rejsebureau er omfattet af særordningen, selv om ydelsen kun omfatter indkvartering, og ikke transporten. Da rejsebureauets blotte tilrådighedsstillelse af ferieboliger er tilstrækkelig til, at den særordning, der er fastsat i momsdirektivets artikel 306-310, finder anvendelse, er omfanget af ydelser i form af varer eller ydelser, der eventuelt ledsager denne tilrådighedsstillelse af ferieboliger, i denne henseende uden relevans for den retlige kvalifikation af den omhandlede situation, nemlig at den er omfattet af særordningen for rejsebureauer. (jf. i denne retning dom af 19.12.2018, Alpenchalets Resorts, C-552/17, EU:C:2018:1032, præmis 29 og 33).

Artikel 306 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, aten afgiftspligtig persons ydelser, som består i køb af indkvarteringsydelser fra andre afgiftspligtige og videresalg til andre erhvervsdrivende, er omfattet af særordningen for merværdiafgift, der finder anvendelse på rejsebureauer, selv om disse tjenesteydelser ikke er ledsaget af tillægsydelser.

Bemærk, at selskabet, afhængigt af kundernes behov og forventninger, også ydede rådgivning om valg af indkvarteringssted og hjalp med at organisere rejsen.

C-552/17, Alpenchalets Resorts

Alpenchalets lejer boliger af husenes ejere og udlejer dem efterfølgende i eget navn til ferieformål. Ydelserne omfatter også rengøring og i nogle tilfælde linned- og morgenbrødsservice.

Domstolen bemærker, at særordningen kun finder anvendelse i tilfælde, hvor rejsebureauet leverer varer og ydelser, der er erhvervet hos andre afgiftspligtige personer. Forudsat dette er tilfældet kan rejsebureauets blotte tilrådighedsstillelse af en feriebolig være omfattet af særordningen.

Et rejsebureau tilbyder en række forskellige ferie- og rejseformer, således at den rejsende efter eget valg kan kombinere transport, indkvartering og alle de andre ydelser, rejsebureauer kan tilbyde. Når den blotte tilrådighedsstillelse af ferieboliger er tilstrækkelig til, at særordningen finder anvendelse, er omfanget af ydelser, der evt. ledsager denne tilrådighedsstillelse af ferieboliger, uden relevans for den retlige kvalifikation.

De forenede sager C-308/96 og C-94/97, Howden Court Hotel

Sagerne vedrørte et hotel, som tilbød gæster ophold, hvor der i prisen udover selve opholdet indgik transport til hotellet med busser samt udflugt med bus under opholdet.

Domstolen slog fast, at salg af et hotelophold med tilknyttede transportydelser er omfattet af særreglen om rejsebureauydelser. Momsen skulle derfor opgøres på basis af fortjenstmargin.

Særreglen gjaldt dog kun de dele af den samlede ydelse, som var indkøbt hos tredjemand, dvs. transportydelserne, men ikke opholdet.

Domstolen udtalte, at de grunde, der ligger bag den særordning, som gælder for rejsebureauer og for personer, der organiserer turistrejser, også gør sig gældende i det tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke er et rejsebureau eller en person, der organiserer turistrejser, i disse udtryks sædvanlige betydning, men udfører de samme transaktioner i forbindelse med anden virksomhed, som fx hotelvirksomhed.

Sag C-200/04, Internationale Sprach- und Studienreisen GmbH (ISt)

Sagen vedrørte et erhvervsdrivende selskab, der tilbød ydelser, som fx high school-programmer og collegeprogrammer, som bestod i organisering af sprogrejser og studier i udlandet.

Selskabet leverede i eget navn mod betaling af en pakkepris sine kunder et ophold i udlandet på tre til ti måneder og anvendte i den forbindelse ydelser, der blev præsteret af andre afgiftspligtige personer.

Domstolen fandt, at ISt i forbindelse med sin virksomhed vedrørende high school-programmerne og collegeprogrammerne udførte transaktioner, der er identiske med eller i det mindste sammenlignelige med dem, som et rejsebureau eller en person, der organiserer turistrejser, udfører.

Dommen fastslog, at selskabets virksomhed var omfattet af særreglen om rejsebureauer.

Formålet med en rejse og længden af opholdet på bestemmelses-
stedet er uden betydning for anvendelsen af særordningen for rejsebureauer.

Landsskatteretten

►SKM2024.157.LSR◄

►Et selskab drev virksomhed med at udvikle, etablere og drive professionelle netværk. Som led i denne virksomhed indkøbte selskabet hos et rejsebureau golfrejser, som netværksdeltagerne mod betaling deltog i. Spørgsmålet i sagen var, om selskabet var omfattet af særordningen i ML (momsloven) kapitel 16 a om "rejsebureauer", hvorefter afgiftsgrundlaget er rejsebureauets fortjenstmargen.

Landsskatteretten anførte, at selskabet drev virksomhed med at udvikle, etablere og drive professionelle netværk. En sådan virksomhed var ikke et rejsebureau. Der var hverken i lovens ordlyd eller andet sted støtte for et resultat, hvorefter selskabet kunne anses for et rejsebureau, der var omfattet af særordningen, i en situation som den foreliggende, hvor selskabet som led i netværksvirksomheden hos et rejsebureau indkøbte golfrejser, som netværksdeltagerne mod betaling deltog i. Allerede som følge heraf skulle selskabets afgiftsgrundlag opgøres efter momslovens almindelige regler, hvorfor det var med rette, at SKAT havde forhøjet selskabets salgsmoms.

Landsskatteretten stadfæstede dermed SKATs afgørelse.◄

SKM2005.363.LSR

Ved formidling af salg af flybilletter handlede et erhvervsrejsebureau i en andens navn og for en andens regning. Selskabets aktivitet med formidling af flybilletter var derfor momspligtig.

Der var tale om formidling, da det var flyselskaberne, der bar risikoen for flytransporten. Der var lagt vægt på den aftale, som var indgået mellem selskabet og IATA, samt til de forpligtelser, som var pålagt flyselskaberne i henhold til Warszawa-konventionen.

Erhvervsrejsebureauet handlede derudover i flyselskabets navn. Der var lagt særlig vægt på, at bureauet både oplyste på fakturaerne, at det optrådte som agent for flyselskaberne, og at det var flyselskaberne, som var ansvarlige for gennemførelsen af flytransporten, samt at kunderne fik oplyst navnet på flyselskabet samtidig med udsendelsen af fakturaen. Der var endvidere lagt vægt på, (a) at betalingen til erhvervsrejsebureauet bestod i en formidlingsprovision, mens selve billetprisen tilfaldt flyselskabet, og (b) at kundens betaling for flybilletten ofte gik uden om selskabet og direkte til flyselskaberne, der herefter afregnede formidlingsprovisionen til selskabet.

Endelig blev der lagt vægt på, at erhvervsrejsebureauet ikke havde egne standardbestemmelser for flytransporten, som kunden skulle tiltræde i forbindelse med købet af flybilletten. Det blev derfor ikke tillagt afgørende betydning, at bureauet også forestod sagsbehandlingen af nogle af de reklamationer, som vedrørte flyselskaberne. Det var endvidere ikke tillagt betydning, at selve faktureringen af flybilletten ikke var sket i flyselskabets navn.

Da erhvervsrejsebureauet ved formidling af salg af flybilletter derfor handlede for fremmed regning og i en andens navn, kunne bureauet ikke anses for selv at have modtaget og leveret flytransporten (idet ML (momsloven) § 4, stk. 4 kun omfatter formidlere, der handler i eget navn, men for en andens regning). Endvidere var erhvervsrejsebureauets formidling af salg af flybilletter ikke momsfritaget efter ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 16 (nu ophævet), idet denne bestemmelse kun omfatter rejsebureauvirksomhed i eget navn.

Landsskatteretten bemærkede, at der kun var taget stilling til erhvervsrejsebureauets aktivitet med formidling af salg af flybilletter, og at der derfor ikke var taget stilling til fx selskabets bureaus salg af en rejsebureauydelse, hvori der kan indgå en flytransport.

TfS2000, 155

• Et bureau, der arrangerede "kør-selv-ferier" mv., blev anset for momsfri rejsebureauvirksomhed.
• Bureauet tilbød sine kunder, hvad der i bureauets katalog var betegnet som "Gør det selv ferie - kør-selv eller flyv", herunder indkvartering i store dele af Europa hovedsageligt i feriehuse/-lejligheder eller hoteller, men også i luksustelte, teltbungalower/trigano, flodbåde, mobilhomes og caravanes.
• Landsskatteretten fastslog, at rejsebureaudefinitionen i ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 16, skulle forstås i overensstemmelse med bemyndigelsesbestemmelsen i Momssystemdirektivets artikel 371, dvs. at rejsebureauvirksomhed, der var omfattet af rejsebureaudefinitionen i direktivets artikel 306 - 310, var momsfritaget efter momsloven.
• Landsskatteretten fandt også, at bureauet opfyldte de to betingelser, der er angivet i momssystemdirektivets artikel 306 - 310, nemlig
• at selskabet skulle handle i eget navn over for den rejsende, og
• at selskabet til rejsens gennemførelse skulle anvende leveringer af ydelser, der var præsteret af andre afgiftspligtige personer.

Afgørelsen vedrører den nu ophævede ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 16, om rejsebureau-
virksomhed.

Landsskatteretten bemærkede, at det forhold, at bureauets kunder i de fleste tilfælde af den flerhed af tilbud, som bureauet tilbød i kataloget, kun tog imod tilbuddet om leje af feriebolig, ikke i sig selv kunne være til hinder for at anse bureauet for et rejsebureau.

Rejsebureau-
definitionen kan ikke begrænses til udelukkende at omfatte salg af pakkerejser mv. Afgørende er karakteren af ydelserne, samt den måde og form, under hvilken ydelserne tilbydes.

Skatterådet

SKM2018.114.SR

Skatterådet bekræftede, at spørger ikke er omfattet af momslovens særordning for rejsebureauer. Spørger indkøber hotelophold og ophold på hotellignende vilkår fra sine leverandører og videresælger opholdene. Skatterådet lagde vægt på, at såvel spørger som spørgers leverandører alene kan anses for at levere hotelophold og ophold på hotellignende vilkår. De tillægger ikke ydelser, som går ud over de opgaver, som traditionelt udføres af hotelejere og feriecentre.