Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2019.334.VLR

Sagen angik, om et litauisk selskab som følge af en samarbejdsaftale med et dansk selskab fik fast driftssted i Danmark efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a, jf. artikel 5.

Der var enighed om, at det litauiske selskab havde et fast forretningssted i Danmark. Spørgsmålet var derfor, om det litauiske selskab "udøver virksomhed" gennem dette faste forretningssted og dermed havde fast driftssted i Danmark.

Landsretten fandt, at det hverken efter ordlyden af artikel 5, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten eller efter kommentarerne til OECD’s modeloverenskomst er en forudsætning for etablering af fast driftssted, at det udenlandske foretagendes virksomhed udøves på det faste forretningssted af foretagendets eget personale eller af andre personer, der modtager instruktioner fra foretagendet. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at de nye kommentarer til OECD’s modeloverenskomst fra 2017 kunne inddrages ved fortolkningen af artikel 5, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten, da de nye kommentarer må anses for at præcisere fortolkningen af begrebet fast driftssted.

Vedrørende den konkrete sag fandt landsretten, at det litauiske selskab som følge af aftalerne med det danske selskab fik fast driftssted i Danmark. Landsretten lagde herved vægt på, at en væsentlig aktivitet i den virksomhed, som udøves af det litauiske selskab, efter aftalerne ville blive udøvet gennem det faste forretningssted i Danmark for det litauiske selskabs økonomiske regning og risiko med det danske selskab som underleverandør.

SKM2017.710.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen var begrænset skattepligtig til Danmark i medfør af KSL (kildeskatteloven) § 2, stk.1, nr. 4.

Skatteyderen gjorde blandt andet gældende, at artikel 5, stk. 3, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen fandt anvendelse, og at denne artikel udgjorde en undtagelse til den almindelige regel om fast driftssted i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 5, stk. 1, således at der først kan statueres fast driftssted, når et anlægs- og monteringsarbejde har varet i mere end 12 måneder.

Skatteministeriet gjorde heroverfor gældende, at den begrænsede skattepligt ikke blev støttet på artikel 5, stk. 3, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten, at bestemmelsen skulle fortolkes i lyset af artikel 5, stk. 1, og at artikel 5, stk. 3, ikke udelukkede, at der i forhold til en entreprenørvirksomhed kunne statueres fast driftssted efter artikel 5, stk. 1, når betingelserne efter artikel 5, stk. 1, var opfyldt.

Landsretten fandt, at skatteyderen i de omhandlede indkomstår havde udøvet et erhverv med fast driftssted i Danmark, og at han derfor var begrænset skattepligtig til Danmark, jf. KSL (kildeskatteloven) § 2, stk. 1, nr. 4.

Landsretten tiltrådte desuden, at artikel 5, stk. 3, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke udelukkede skattepligt til Danmark, jf. artikel 5, stk. 1, og artikel 7, i den foreliggende situation, hvor entreprenørvirksomheden er blevet udøvet fra et fast forretningssted i Danmark.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens frifindelse af Skatteministeriet. 

TfS 1997, 713 VLR

Landsretten har i forbindelse med et retsforlig givet fortolkningsbidrag til sondringen mellem kvalificerede agenter og formidleragenter.

Vedrører art. 5, stk. 5 og 6, om agenter.

Byretsdomme

SKM2017.460.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt en polsk personlig drevet virksomhed havde fast driftssted i Danmark.

Den polske virksomhed havde lejet lokaler i Danmark, der blev brugt til indkvartering af polske medarbejdere, der udførte håndværksmæssige ydelser i Danmark.

Retten fandt efter bevisførelsen, at de lejede lejligheder i Danmark alene blev anvendt til overnatning og ophold for sagsøgeren og dennes medarbejdere. På den baggrund fandt retten ikke grundlag for at fastslå, at virksomheden havde etableret fast driftssted i Danmark.

Landsskatteretskendelser

Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets bindende svar, hvorefter et udenlandsk selskab ville blive anset for at etablere fast driftssted i Danmark. Landsskatteretten lagde vægt på, at arbejdsopgaver for en medarbejder her i landet efter beskrivelsen ikke kunne anses for udelukkende at være alene af forberedende eller hjælpende karakter, men måtte anses for at udgøre en væsentlig og betydningsfuld del af selskabets virksomhed i sin helhed.

Landsskatteretten fandt, at et udenlandsk selskab ville være begrænset skattepligtig til Danmark af vederlag som komplementar i et dansk P/S, uanset selskabet ikke ville have ejerandele i P/S'et. Landsskatteretten stadfæstede derfor et bindende svar fra Skatterådet, hvor rådet ikke havde kunne bekræfte, at vederlaget ikke ville medføre skattepligt til Danmark af vederlaget.

Et dansk ApS, H3 ApS, var ejet af et selskab hjemmehørende i USA, H2 Ltd. H2 Ltd. var begrænset skattepligtig til Danmark, jf. § 2, stk. 1, litra a, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 2 A, stk. 6 (nu stk. 8) som følge af, at H2 Ltd. havde valgt at behandle H3 ApS som en transparent enhed efter de amerikanske check-the-box regler. H3 ApS foretog koncerninterne udlån, og sagen angik, om Danmark havde ret til at beskatte renteindtægterne efter DBO'en med USA. Landsskatteretten fastslog, at H2 Ltd. i henhold til bestemmelsens ordlyd anses for skattemæssigt at have et per se fast driftssted i Danmark. Landsskatteretten fastslog, efter enighed mellem selskabets repræsentant og Kammeradvokaten på vegne af SKAT, at H2 Ltd. via H3 ApS ikke havde fast driftssted i Danmark i DBO'ens forstand.

Vurdering af et SEL (selskabsskatteloven) § 2A har ikke noget med kvalificering af et fast driftssted i overenskomsts forstand at gøre.

TfS 1996, 619 LSR

En svensk kernekraftsvirksomhed deltog sammen med en dansk virksomhed som interessent i et interessentskab, hvis formål var at opføre, eje og drive et kraftværk i Danmark. I opførelsesperioden stillede det svenske selskab visse medarbejdere til rådighed, men arbejdet blev forestået af et andet dansk selskab, og det svenske selskab havde ikke indtægter herved og drev ikke bygge- og anlægsvirksomhed. Landsskatteretten fandt, at det svenske selskab først fik fast driftssted i Danmark fra det tidspunkt hvor kraftværket blev sat i drift.

Vedrører art. 5, stk. 1, definitionen af fast driftssted.

TfS 1989.165 LSR

Landsskatteretten fandt, at et tysk selskab ikke ville blive begrænset skattepligtig til Danmark ved at entrere med et herværende selskab om optagelse af ordrer, distribution heraf og udskrivning af fakturaer mv., idet de pågældende funktioner blev anset for at være af forberedende art, og det danske selskab ikke kunne binde det tyske selskab til aftaler.

Vedrører art. 5, stk. 5, om kvalificerede agenter.

Skatterådet

►Spørger var dansk statsborger og flyttede i 1991 fra Danmark til USA. Spørger var eneste ejer og ansatte i det amerikanske selskab, G1 Inc. Spørger var ansat som selskabets administrerende direktør [President]. Spørger påtænkte at etablere bopæl i Danmark (helårsbolig), hvorfra han også ville arbejde i de næste 5-10 år. Spørger forventede at have mellem 120-150 årlige opholdsdage i Danmark fordelt på 4-5 årlige ophold af hver 3-6 ugers varighed, og en forventet arbejdsindsats på mellem 15-20 timer om ugen. Opholdene i Danmark skyldtes familiemæssige årsager.

I sagen fandt Skatterådet blandt andet, at Spørgers arbejde fra bopælen i Danmark ville statuere fast driftssted for G1 Inc., jf. SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a. Der blev lagt vægt på, at Spørger i de perioder hvor han var i Danmark, ville udføre arbejde forbundet med den daglige ledelse af selskabet i en nærmere ubestemt fremtid. Arbejdet opstod herved ikke alene tilfældigt og sporadisk. Svaret var ikke i overensstemmelse med Spørges ønske.

Skatterådet kunne - imod Spørgers ønske - ikke bekræfte, at konsekvensen af det faste driftssted ville betyde, at det udelukkende var Spørgers lønindkomst, som ville blive beskattet i Danmark. Der blev lagt vægt på, at der til det faste driftssted i Danmark skulle henføres en fortjeneste svarende til de funktioner, som Spørger ville varetage, hvilket blandt andet udgjorde daglig ledelse og udøvelse af selskabets virksomhed i øvrigt.◄

►Skatterådet kunne bekræfte, at der ikke forelå et fast driftssted i Danmark, idet gaslageret ikke opfyldte alle betingelserne i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 5, da det efter konkret vurdering af de foreliggende oplysninger, var Skatteskattestyrelsens vurdering, at virksomheden i Danmark havde karakter af at være af forberedende eller hjælpende art. Spørgers virksomhed i Danmark bestod alene i midlertidig opbevaring af egen gas indtil den blev videresolgt.◄

►H4 (herefter Asset Co.) ejede køretøjer, som blev leaset til et dansk søsterselskab, H2 (Opco), som videreleasede dem til danske kunder. Asset Co. skulle bruge et dansk CVR-nr. for at kunne foretage online-registrering af sine køretøjer i Motorregisteret og for at kunne tinglyse samlet virksomhedspant i køretøjerne i Personbogen. Asset Co. havde derfor etableret en filial i Danmark. Der var ingen aktivitet i filialen.

Asset Co. havde en serviceaftale med et X-landsk søsterselskab, H3, ifølge hvilken H3 leverede services i forbindelse med leasingaftaler og aktiver, som blev leaset til danske kunder. Der var tale om opkrævning og vedligeholdelsesservice til danske kunder, og om nødvendigt markedsføringsydelser til Asset Co. i forbindelse med gensalg af køretøjer. Disse services blev i praksis udført af medarbejdere, der var ansat i det danske søsterselskab Opco. Opco modtog som underleverandør betaling for ydelserne på armslængdevilkår.

Asset Co. ønskede bekræftet, at etableringen af den danske filial ikke udgjorde et fast driftssted i Danmark efter artikel 5, stk.1, jf. stk. 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Y-land.

Skatterådet bekræftede, at etablering af filialen i kombination med arbejde udført af medarbejdere i det danske søsterselskab ikke udgjorde et fast driftssted efter hovedreglen i den dansk-Y-landske dobbeltbeskatningsoverenskomst, idet spørger ikke havde rådighed over et fast sted i Danmark.

Skatterådet bekræftede endvidere, at spørger ikke havde fast driftssted i Danmark efter "agentreglen" i den dansk-Y-landske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Det danske søsterselskab handlede på vegne af spørger ved udførelsen af registreringerne, men registreringerne udgjorde ikke kontrakter, således som dette begreb er defineret i SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 4. Registreringerne blev foretaget for at leve op til dansk lov. Det danske søsterselskab indgik ikke i forbindelse med registreringerne sædvanligvis aftaler eller spillede en afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler, som rutinemæssigt blev indgået uden væsentligt at blive ændret af selskabet, foreningen m.v.◄

►H1 var et selskab i DBO-land 1, med mere end 800 ansatte og X butikker i DBO-land 1. I forbindelse med driften af detailhandlen havde H1 for en del år siden oprettet en afdeling i X-by i Danmark. Afdelingen befandt sig i lokaler, som H1 havde lejet, og de daglige opgaver blev varetaget af 6 medarbejdere. Opgaverne i afdelingen bestod bl.a. i administrative opgaver i forbindelse med fragt af varer til DBO-land 1. H1 ønskede på den baggrund, om Skatterådet kunne bekræfte, at H1 ikke blev omfattet af begrænset skattepligt til Danmark som følge af at afdelingen i X-by i Danmark udgjorde et fast driftssted, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a. 

Skatterådet kunne bekræfte at afdelingen i X-by i Danmark ikke kunne anses for at udgøre et fast driftssted, da arbejdet måtte anses for at være af hjælpende karakter, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 3. Skatterådet lagde bl.a. vægt på, at der ikke blev varetaget opgaver inden for salg eller salgsarbejde fra afdelingen, som netop var H1’s kernevirksomhed. Endvidere fandt Skatterådet at afdelingen udførte opgaver af støttende karakter for H1 og kunne på den baggrund ikke anses for at være en væsentlig og essentiel del af H1.◄

Sagen omhandler dels spørgsmålet om ledelsens sæde i Danmark, dels spørgsmålet om fast driftssted i Danmark for de to norske indregistrerede `aksjeselskaber´, H2 AS og H1 Holding AS, som følge af, at selskabernes adm. direktør, A, i 2022 flyttede til Danmark. A arbejder ca. tre dage om ugen fra hjemmet i Danmark og ca. 2 dage om ugen fra selskabernes kontor i Norge. A har dog længere arbejdsdage når han er i Norge, og forventer derfor at benytte ca. 65 pct. af den samlede arbejdstid i Norge og ca. 35 pct. af den samlede arbejdstid Danmark. Skatterådet kunne i spørgsmål 3 og 4 ikke bekræfte, at H2 AS og H1 Holding AS ikke fik fast driftssted i Danmark som følge af det arbejde som A udfører i Danmark. Der blev lagt vægt på, at selskaberne havde en interesse i at være til stede i Danmark, som følge af A´s tilflytning til Danmark. A indtog efter det oplyste en så væsentlig position i selskaberne, og A kunne ikke umiddelbart erstattes. Det var ligeledes væsentligt for A som person at kunne arbejde fra Danmark. Skatterådet lagde ved vurderingen særlig vægt på det oplyste om A´s jobfunktion som administrerende direktør, og på, at H2 AS er en mindre virksomhed med 24 ansatte. Hertil kom, at A ejede 20 pct. af aktierne i H-koncernen, hvilket yderligere understøttede dennes væsentlige position. Svarene er ikke i overensstemmelse med Spørgers ønske.

Skatterådet bekræftede, i overensstemmelse med spørgers opfattelse, at spørger ikke statuerede fast driftssted i Danmark efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a, som følge af, at spørgers administrerende direktør ønskede at arbejde hjemmefra i Danmark, når arbejdet tillod det.

Det var oplyst, at arbejdet i Danmark opstod tilfældigt og sporadisk. Spørger var en global koncern hjemmehørende i X-land. Spørger havde et datterselskab i Danmark, som varetog de danske aktiviteter.

Skatterådet fandt, at spørger ikke rådede over et fast forretningssted i Danmark gennem medarbejderens arbejde i Danmark.

Skatterådet lagde blandt andet vægt på, at medarbejderen ikke ville være involveret i salgsopsøgende arbejde eller lignende i Danmark, idet denne funktion blev varetaget af datterselskabet, samt at arbejdet i Danmark ikke kunne planlægges, men opstod tilfældigt og sporadisk.

H8 stillede lagerkapacitet til rådighed for H2 eller H1 afhængig af de gældende leveringsbetingelser. Desuden havde H1 en serviceaftale med H6, der havde en tilsvarende aftale med H2, ifølge hvilken H2 leverede servicer i relation til indkøb og logistik i forbindelse med distribution af X-produkt i Q-område. Disse servicer udførtes af to medarbejdere, der var ansat af H2.

Spørger ønskede derfor bekræftet, at H1’s opretholdelse af et varelager i Danmark ikke udgjorde et fast driftssted i Danmark efter artikel 5, stk.1, jf. stk. 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Irland.

Spørger ønskede desuden bekræftet, at arbejdet udført af de danske medarbejdere i H2 på vegne af H1 ikke udgjorde et fast driftssted i Danmark, jf. artikel 5, stk. 5, jf. stk. 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Irland.

Skatterådet bekræftede, at varelageret og medarbejdernes arbejde ikke hver for sig udgjorde et fast driftssted efter den dansk-irske dobbeltbeskatningsoverenskomst, men varelageret set i kombination med medarbejdernes arbejde udgjorde et fast driftssted, jf. antifragmenteringsreglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten (MLI’ens art. 13, stk. 4). Skatterådet kunne derfor imod Spørgers ønske ikke bekræfte, at der ikke var et fast driftssted i Danmark efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Irland.

Spørger var direktør og eneanpartshaver i et dansk indregistreret anpartsselskab (Selskabet). Selskabets formål var at drive advokatvirksomhed. Spørger boede, og opholdt sig primært i Slovakiet, og rådgav i udgangspunktet Selskabets klienter fra hjemmekontoret i Slovakiet.

I spørgsmål 1 og spørgsmål 2 kunne Skatterådet ikke bekræfte, at Selskabet ikke ville være skattepligtigt til Danmark. Der blev lagt vægt på, at Selskabet var indregistreret i Danmark, hvilket Højesteret i SKM2007.151.HR fastslog, var en nødvendig og tilstrækkelig betingelse for skattepligt efter SEL (selskabsskatteloven) § 1. Hjemmekontoret i Slovakiet fandtes at udgøre et fast driftssted hvorigennem Selskabets virksomhed blev udøvet. De indtægter, som ikke kunne allokeres til indtægter fra det faste driftssted i Slovakiet, ville herefter skulle medregnes til Selskabets skattepligtige indkomst, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 8, stk. 1. Den indkomst, der kunne allokeres til det faste driftssted, ville Selskabet dog som udgangspunkt ikke skulle medregne til dets skattepligtige indkomst i Danmark, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 8, stk. 2.

I spørgsmål 3 og spørgsmål 4 blev det vurderet, at Spørger var skattepligtig til Danmark for udbytte udbetalt af Selskabet i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Slovakiet. Spørger ville på baggrund af det oplyste med stor sandsynlighed blive anset for at være retmæssig ejer af udbyttet fra Selskabet.

Skatterådet bekræftede, i overensstemmelse med Spørgers opfattelse, at Spørger ikke statuererede fast driftssted i Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, som følge af, at to danske medarbejdere ønskede at flytte hjem til Danmark og primært arbejde dérfra.

Spørger drev virksomhed i Norge og X-land, og producerede X-produkt for en række selskaber i Spørger-koncernen. Skatterådet fandt, at Spørger ikke rådede over et fast forretningssted i Danmark gennem medarbejdernes arbejde i Danmark.

Skatterådet lagde blandt andet vægt på, at medarbejderne ikke ville være involveret i salgsopsøgende arbejde eller lignende i Danmark. Der var heller ikke tale om, at Spørger var ved at etablere sig i Danmark, ved at have medarbejdere med afgørende funktioner for Spørger i Danmark. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at Spørger havde ansatte uden for Danmark, som varetog tilsvarende funktioner som medarbejdernes funktioner.

Skatterådet bekræftede, i overensstemmelse med Spørgers opfattelse, at Spørger ikke statuerede fast driftssted i Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, som følge af, at en medarbejder ønskede at flytte hjem til Danmark, og delvist arbejde dérfra. Medarbejderen var både økonomidirektør og medlem af direktionen i Spørger.

Spørger var hjemmehørende i Schweiz, og var en del af en koncern. Skatterådet fandt, at Spørger ikke rådede over et fast forretningssted i Danmark gennem medarbejderes arbejde i Danmark.

Skatterådet lagde blandt andet vægt på, at medarbejderen ikke ville være involveret i salgsopsøgende arbejde eller lignende i Danmark, samt at rollen som økonomidirektør var af intern karakter.

Endvidere lagde Skatterådet vægt på, at medarbejderen ikke ville kunne træffe beslutninger i direktionen, og arbejdet som direktionsmedlem ville primært blive varetaget i Schweiz.

H0-koncernen planlagde at etablere et datacenter i Danmark gennem et dansk selskab. Det danske selskab ville komme til at eje og drive serverne og udstyret, som blev benyttet af det danske selskab til at hoste H0s softwareløsninger. Det danske selskab ville selv supportere alle funktioner, herunder montering, inspicering, udbedring af fejl på hardware, fejlfinding, afvikling, flytning og genanvendelse af servere på datacentrene.

Spørger, H1, leverede distributionsrettigheder i forbindelse med H0-produkter og -tjenester i Y-regionen. Det danske selskab ville indgå en aftale med Spørger om udførelse af alle datacentertjenesterne og dermed levering af komplette løsninger til webstedshosting, behandling og relaterede tjenester.

Det ønskedes bekræftet, at Spørger ved køb af services fra et dansk datacenter ikke fik skattemæssigt fast driftssted i Danmark. Skatterådet kunne bekræfte dette.

Der blev lagt vægt på, at faktum i nærværende anmodning om bindende svar i det væsentlige var sammenligneligt med faktum i tilsvarende sager om danske datacentre i SKM2016.188.SR og SKM2020.390.SR, hvor der heller ikke blev statueret fast driftssted for den udenlandske køber af datacenter-ydelser fra et dansk selskab.

Skatterådet fandt, at et udenlandsk selskab ville få fast driftssted i Danmark, som følge af deres danske medarbejders aktivitet i Danmark. Medarbejderen var ansat til bl.a. at etablere salgskanaler og udvikle det skandinaviske marked. Skatterådet lagde vægt på, at medarbejderen ville have en central funktionen inden for udvikling af det skandinaviske marked, samt at medarbejderen var ansat med henblik på at etablere salgskanaler i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Medarbejderens geografiske placering i Danmark måtte derfor anses for at have en selvstændig værdi for Spørger. At medarbejderen udførte en del af sit arbejde fra Danmark, skyldtes således ikke alene private forhold. Det var derimod afgørende, at medarbejderen udførte Spørgers kerneaktivitet, samt at medarbejderen faktisk ville udføre en indtægtsskabende aktivitet (etablering af salgskanaler) fra sit hjemmekontor i Danmark.

Spørger drev en konsulentvirksomhed, hvor udenlandske virksomheder kunne købe ydelser med henblik på salg rettet mod det nordiske marked. Skatterådet kunne bekræfte, i overensstemmelse med spørgers opfattelse, at spørger ikke statuerede fast driftssted i Danmark, jf. artikel 5 i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst i relation til de tyske virksomheder, som måtte købe en salgsydelse af spørger.

Skatterådet fandt, at spørger herunder spørgers medarbejdere ville være uafhængige af de tyske virksomheder blandt andet fordi, at virksomhederne ikke kunne tilrettelægge spørgers arbejde, og fordi spørger havde flere andre kunder end de tyske virksomheder.

Det blev lagt til grund for besvarelsen, at de tyske virksomheder ikke selv råder over et fast forretningssted i Danmark.

Det ønskedes bekræftet, at det tyske selskab H2 GmbH ikke fik skattemæssigt fast driftssted i Danmark, når aktiviteten i det danske koncernselskab H1 A/S blev ændret fra at være et salgs- og distributionsselskab, der købte og videresolgte varer i eget navn, til at være et kommissionærselskab, der solgte varer i H2’s navn. Det danske selskab ville ikke have fuldmagt til at indgå aftaler i det tyske selskabs navn, men skulle forhandle priser, mængder og øvrige kontraktvilkår ud fra de rammer, selskabet var tildelt fra H2. Desuden skulle selskabet forberede kundekontrakter samt indhente og acceptere ordrer fra kunder og foranledige, at disse blev ekspederet af H2.

Spørgsmålet kunne ikke bekræftes. Det var Skatterådets opfattelse, at selvom H1 ikke formelt havde en fuldmagt til at indgå kontrakter i H2’s navn, så spillede selskabet sædvanligvis en afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler, som rutinemæssigt blev indgået uden væsentligt at blive ændret af det tyske selskab. Der var derfor fast driftssted efter den interne danske regel i SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 4 ("agentreglen"), som svarer til artikel 5, stk. 5, i OECD’s Modeloverenskomst fra 2017. Det var desuden Skatterådets opfattelse, at H1 var tildelt så brede beføjelser og forhandlingsmandat, at det i praksis måtte sidestilles med en fuldmagt til at indgå aftaler på vegne af H2. Det måtte have formodningen imod sig, at H2 ikke ville godkende en kontrakt, der var forhandlet ud fra de rammer, selskabet selv havde udstukket. Der var derfor også fast driftssted efter "agentreglen" i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 5, stk. 5, som svarer til artikel 5, stk. 5, i OECD’s Modeloverenskomst fra 2014.

Spørger ejede to husbåde beliggende i Danmark, hvor Spørgers formål var at sælge og korttidsudleje husbådene.

I spørgsmål 1 kunne Skatterådet ikke bekræfte, at kortvarig udlejning af husbådene var momspligtig. Skatterådet fandt, at der var tale om fast ejendom i momsretlig forstand i pågældende sag, men at udlejningen var sammenlignelig med momsfritaget udlejning af sommerhuse. 

I spørgsmål 2 kunne Skatterådet ikke bekræfte, at salget af husbådene var momspligtigt indenfor 5 år efter etableringen. Skatterådet lagde til grund, at korttidsudlejningen af husbådene var momsfritaget som udlejning af sommerhuse, hvorved et eventuelt salg af husbådene vil være momsfritaget i henhold til ML (momsloven) § 13, stk. 2 første led.

I spørgsmål 3 kunne Skatterådet ikke bekræfte, at Spørgers udlejning af husbåde til fritidsformål ikke udgjorde en erhvervsvirksomhed med fast driftssted i Danmark. Skatterådet fandt, at Spørger havde et fast forretningssted i Danmark til sin disposition, og at der gennem det faste forretningssted blev udøvet virksomhed. Virksomheden blev udøvet via Spørgers tyske medarbejder og en dansk underleverandør, der rengør husbådene.

I spørgsmål 4 kunne Skatterådet bekræfte, at husbåde kunne afskrives som driftsmidler, idet de efter praksis skattemæssigt anses for skibe.

Skatterådet fandt at det ikke ville føre til etablering af fast driftssted efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a, hvis Spørgers medarbejder udførte størstedelen af sit arbejde fra hjemmekontoret i Danmark. Skatterådet fandt at medarbejderens påtænkte arbejde fra sit hjemmekontor udelukkende var begrundet i private forhold. Der blev lagt vægt på medarbejderens jobfunktion, som bestod i at overvåge og gennemføre udviklingsrelateret forskningsprojekter i afrikanske lande. Medarbejderens arbejde var ikke salgsrelateret eller rettet mod kunder. Ligeledes blev der lagt vægt på, at spørger ikke havde nogen forretningsmæssig interesse eller fordel af medarbejderens tilstedeværelse i Danmark, henset til at spørger var en nonprofit organisation som ikke havde kunder i kommerciel forstand.

Skatterådet fandt, at det ville føre til et fast driftssted i Danmark, hvis et udenlandsk selskab ansatte en salgsrepræsentant i Danmark, som skulle udføre salgsaktiviteter for kunder i Sverige, Finland og Norge. Der blev lagt vægt på, at medarbejderen ville have en central funktion inden for salg samt at medarbejderen ville være ansat med henblik på udvikling af det nordiske marked, hvorfor medarbejderens geografiske placering i regionen måtte anses for at have selvstændig værdi for virksomheden. At medarbejderen udførte en del af sit arbejde fra Danmark, skyldtes således ikke alene private forhold. Det var ikke afgørende for vurderingen, at medarbejderens arbejde ikke rettede sig mod kunder i Danmark. Det var derimod afgørende, at medarbejderen faktisk ville udføre en indtægtsskabende aktivitet (salg) fra sit hjemmekontor i Danmark.

Skatterådet bekræftede, at Spørger ikke fik fast driftssted i Danmark, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a, som følge af medarbejderens aktivitet i Danmark. Spørger var et tysk selskab som beskæftigede sig med fremstilling, marketing og distribution af kemiske produkter. Spørger havde ansat en dansk medarbejder, som var bosat i Danmark og udførte størstedelen af sit arbejde for spørger fra medarbejderens hjemmekontor. Spørger havde dog ingen forretningsmæssig interesse i eller fordel af, at medarbejderen udførte sit arbejde fra Danmark. Ud fra de fremlagte oplysninger fandt Skatterådet at Spørgers tilstedeværelse i Danmark alene var begrundet i medarbejderens personlige forhold, som Spørger havde taget hensyn til.

Skatterådet bekræfter at spørgers aktivitet i Danmark ikke statuerer fast driftssted for H1, efter artikel 5 i den dansk-schweiziske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Spørger er ansat i H1, som er et schweizisk softwarefirma, hvis kernevirksomhed består i at udvikle, sælge og hoste softwareprodukterne, X1 og X2, til et internationalt klientel, herunder danske kunder. Spørger er overordnet ansvarlig for X2-produktet og ønsker af private forhold at flytte tilbage til Danmark efter i en årrække at have boet og arbejdet i Schweiz. Spørger vil arbejde to dage om ugen fra hjemmet i Danmark.

H1 har dog ingen forretningsmæssig interesse i, at spørger arbejder fra Danmark, og opnår heller ingen forretningsmæssig fordel heraf. Spørger har heller ikke fuldmagt til at forhandle alle en kontrakts dele og detaljer på en måde, som er bindende for H1, men kun forhold vedrørende indførslen og driften af X2-produktet, når kontrakten er underskrevet mellem H1 og køber.

Skatterådet bekræftede, at Spøger ikke fik fast driftssted i Danmark, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a, som følge af medarbejderens aktivitet i Danmark. Medarbejderen ville arbejde 1 dag om ugen fra sin private bopæl i Danmark i de første 18 måneder af ansættelsen. Derefter flyttede medarbejderen til x-land med familien, og fortsatte arbejdet dér på Spørgers kontor.

Spørger, der var et schweizisk selskab (H1) havde et tysk datterselskab (H2). Spørgers kunder var primært beliggende i Schweiz, Tyskland, og Østrig. Spørger havde ikke nogen danske kunder. H2 havde under Corona pandemien ansat en salgsmedarbejder og en supportmedarbejder, der begge boede i Danmark. Begge medarbejdere ville under Corona pandemien udelukkende arbejde fra deres respektive hjemmekontorer og ville efter Corona pandemien arbejde mindst 85% af tiden fra deres hjemmekontorer.

Det blev bekræftet, at de to medarbejdere i Danmark ikke ville udgøre et skattemæssigt fast driftssted for H1 eller H2, hverken under Corona pandemien eller efter Corona pandemien, da de to danske medarbejderes hjemmekontorer ikke udgjorde et fast sted. Der blev herved lagt særlig vægt på, at spørger ikke havde nogen interesse i, at medarbejderne arbejdede i Danmark, at spørger primært havde fokus på Tyskland, Schweiz og Østrig og ikke havde til hensigt at henvende sig til det danske marked eller markeder i det danske nærområde, at ansættelsen af de to danskere således ikke var et surrogat for etablering på det danske marked, og at spørger ikke havde krævet, at de to danskere skulle arbejde fra deres hjemmekontorer i Danmark. Endvidere udgjorde salgsmedarbejderen ikke en afhængig agent, eftersom al kontraktforhandling blev udført af H1 og alle endelige aftaler med kunder skulle godkendes og underskrives af H1.

Det blev endvidere bekræftet, at det ikke ville medføre fast driftssted, hvis spørger erhvervede en dansk kunde, men som de to danske medarbejdere ikke havde haft eller fik kontakt til. Det blev herved lagt til grund, at der alene ville være tale om en enkeltstående dansk kunde, at spørger fortsat primært havde fokus på kunder i Tyskland, Østrig og Schweiz, og at de danske medarbejdere på intet tidspunkt havde kontakt til eller betjente den danske kunde.

H AB er et svensk aktieselskab der har to danske medarbejdere, der udfører arbejdet fra deres hjem i Danmark. Den ene danske medarbejder er aktionær i selskabet og ansat som kreativ direktør.

Skatterådet kunne bekræfte, at selskabet ikke har ledelsens sæde i Danmark, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 1, stk. 6, idet den daglige ledelse af selskabet udføres fra Sverige af en der bosiddende direktør.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at selskabet ikke har fast driftssted i Danmark, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 2, som følge af de danske medarbejderes hjemmearbejdsplads.

H1 havde indgået aftaler med en række danske virksomheder om at udføre arbejde på jernbanespor. Arbejdet blev udført af medarbejdere ansat af H1. H1 havde indgået kontrakter med G1 DK, G2 A/S (A), G2 A/S (B), G3 og G4. Kontrakterne havde forskellig varighed og dækkede over et varierende antal arbejdsdage i Danmark pr. år. Det ønskedes bekræftet, at H1 ikke ville blive anset for at udøve fast driftssted i Danmark som følge den aktivitet, der udøvedes i henhold til kontrakterne. Skatterådet bekræftede i overensstemmelse med Spørgers ønske, at kontrakterne med G1 DK, G2 A/S (A), G2 A/S (B) og G3 ikke medførte fast driftssted i Danmark. Skatterådet bekræftede derimod ikke, at kontrakten med G4 ikke gav fast driftssted. Skatterådet bekræftede, at indkomst og udgifter fra de kontrakter, der ikke ansås for at give fast driftssted ikke skulle medregnes til den skattepligtige indkomst ved det danske faste driftssteds indkomstopgørelse.

Skatterådet bekræftede, at et tysk selskab, som solgte udstyr til grossister i Danmark og Norge, ikke fik skattemæssigt fast driftssted i Danmark, fordi selskabet ansatte en medarbejder i Danmark (produktspecialist), som bl.a. skulle besøge grossisterne i Danmark og Norge og uddanne deres sælgere i anvendelsen af det tyske selskabs produkter, hjælpe grossisterne med at organisere træning/uddannelse af slutbrugere samt deltage i messer og kongresser, hvor A repræsenterede det tyske selskab. Når A ikke var "på farten" udførte A administrative opgaver fra sit hjemmekontor.

Det blev vurderet ud fra det oplyste om medarbejderens arbejdsopgaver, at der alene var tale om opgaver af hjælpende eller forberedende karakter for det tyske selskab, hvorfor betingelserne for fast driftssted ikke var opfyldt.

Skatterådet bekræftede, at medarbejderen A ikke statuerede fast driftssted i Danmark for spørger.

I 20XX fik spørger et bindende svar fra Skatterådet på, at medarbejderens aktiviteter i Danmark ikke medførte fast driftssted.

I denne sag blev der taget stilling til, at medarbejderens nye arbejdsopgaver heller ikke skabte fast driftssted efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a. Der blev herudover taget stilling til, at medarbejderens nuværende arbejdssituation under coronasituationen ikke skabte fast driftssted efter styresignalet, SKM2020.298.SKTST, der præciserer, hvordan den aktuelle situation som følge af det globale udbrud af coronavirus (COVID-19) påvirker Danmarks fortolkning af dobbeltbeskatningsoverenskomster i forhold til vurderingen af blandt andet fast driftssted.

Skatterådet bekræftede i overensstemmelse med Spørgers ønske, at Spørger ikke fik fast driftssted i Danmark.

Spørger påtænkte at lade en medarbejder, der arbejdede fra kontoret i Storbritannien, arbejde i Danmark fra medarbejderens hjemmekontor. Medarbejderen ønskede at vende tilbage til Danmark på permanent basis af personlige årsager, herunder for at bo med sin familie i Danmark.

Skatterådet fandt i lighed med SKM2020.432.SR, at medarbejderens bolig i den foreliggende sag ikke kunne anses for at være til rådighed for selskabet i Storbritannien. Arbejdet skulle udføres fra Danmark på grund af medarbejderens private forhold, arbejdsgiveren havde ingen interesse i eller fordel af at arbejdet udføres fra Danmark og hjemmekontoret udgjorde ikke et surrogat for Spørgers etablering af kontor i Danmark.

Skatterådet lagde ved vurderingen særlig vægt på medarbejderens jobfunktion sammenholdt med, at Spørger ikke havde en forretningsmæssig interesse i, at medarbejderen skulle udføre sit arbejde for Spørger fra Danmark. Der skulle udføres ikke noget arbejde rettet mod kunder. Baggrunden for, at medarbejderen ville udføre sit arbejde fra Danmark, skyldtes alene private forhold.

Spørger var hjemmehørende i Y-land og producerede og solgte produkter. Spørger havde ansat en medarbejder i Danmark. Medarbejderen skulle udlevere spørgers vareprøver og deltag i messer 1-2 gange om året samt stå for service. Skatterådet kunne i overensstemmelse med spørgers ønske bekræfte, at spørger ikke fik fast driftssted i Danmark, da arbejdet i Danmark var af hjælpende og forberedende karakter.

Med virkning fra 1. januar 2021 var de danske regler om fast driftssted ændret. Der var blandt andet indført en værnsregel, der skulle sikre, at der ikke skete en opsplitning af aktiviteter i Danmark, som isoleret set kunne anses for hjælpende og forberedende. Det blev lagt til grund, at spørgers eneste aktivitet i Danmark var gennem medarbejderen, og at bestemmelsen derfor ikke fandt anvendelse.

Spørger var et svensk medicinalselskab, som havde ansat to medarbejdere i Danmark til at varetage forskellige funktioner for selskabet inden for bl.a. udvikling, support, uddannelse og træning samt promovering og salgsaktiviteter i forhold til en række læger, hospitaler og andet sundhedspersonale i Danmark. Medarbejderne havde ingen kontakt med de direkte aftagere af selskabets produkter (distributører og apoteker).

Det blev ønsket bekræftet, at de to medarbejdere i Danmark ikke ville udgøre et skattemæssigt fast driftssted for det svenske hovedkontor.

Spørgsmålet kunne bekræftes, da medarbejdernes aktiviteter kunne anses for at være af hjælpende eller forberedende karakter.

På grund af den særlige regulering, som salg og markedsføring af lægemider er underlagt, havde medarbejderne som udgangspunkt ikke mulighed for at give sundhedspersonalet økonomiske incitamenter til at anvende de konkrete lægemidler, herunder særlige pristilbud, rabatter, provisioner el.lign. Markedsføringen var således primært en formidling af faglig viden og ikke en økonomisk eller kontraktuel forhandling, ligesom der heller ikke var tale om ordremodtagelse. Disse forhold talte for at medarbejdernes markedsføringsaktiviteter kunne anses for at være hjælpende eller forberedende, da det var aktiviteter, der støttede selskabets salg uden at være en direkte del af selve salgsprocessen.

Spørger var et udenlandsk selskab, hvis kernevirksomhed bestod i salg af rejser. Hjemmekontoret udgjorde medarbejderens primære arbejdsplads, og der var ikke tale om en begrænset tidsperiode. Medarbejderens opgaver var blandt andet planlægning af disse rejser, herunder at tilbyde personlig og privat støtte til klienterne i løbet af rejserne. Spørger fik ikke fast driftssted.

En medarbejder hos H1 i Norge fratrådte sin stilling hos H1 i Norge, og blev overført til ansættelse hos H2 i Danmark. H1 i Norge påtog sig at benytte medarbejderen til underleverancer i 700 timer i 20XX og i 500 timer 20XX. Medarbejderen ville arbejde under instruks fra H2 i Danmark i alle opgaver.

Spørger ønskede derfor at vide, om Spørger ville etablere et fast driftssted i Danmark.

Skatterådet bekræftede, at H1 ikke ville få fast driftssted i Danmark efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a, ved medarbejderens ansættelse hos H2

Spørger ønskede bekræftet, at Spørgers ansættelse af en medarbejder i Danmark til varetagelse af salgsaktiviteter i Tyskland og et antal øvrige europæiske lande ikke førte til, at Spørger fik et skattemæssigt fast driftssted i Danmark.

Dette kunne dog ikke bekræftes.

Medarbejderen i Danmark ville udføre en del af sit arbejde fra sit hjemmekontor i Danmark, og henset til at der var tale om en ledende salgsmedarbejder, der udøvede en kerneopgave for virksomheden og havde en bærende rolle for virksomhedens indtjening, kunne medarbejderens funktion ikke anses for udelukkende at være af hjælpende eller forberedende karakter.

Spørger var et selskab hjemmehørende i Storbritannien. En medarbejder hos Spørger med dansk oprindelse ønskede at flytte tilbage til Danmark. Spørger havde accepteret, at medarbejderen kunne have en ugentlig hjemmearbejdsdag i Danmark. Medarbejderen ville stadig udføre det meste af sit arbejde fra kontoret i London. Skatterådet bekræftede, at Spørger ikke kunne anses for at udøve erhverv gennem et fast driftssted i Danmark ved medarbejderens arbejde fra sit hjem i Danmark.

Spørger ikke fik fast driftssted, når selskabet indgik en hostingaftale med et dansk selskab, H2, som drev et datacenter i Danmark. Spørger betalte et service fee til H2 for hosting af Spørgers data, websted m.v.Det blev ud fra de fremlagte oplysninger vurderet, at Spørgers hostingaftale med det danske datacenter ikke medførte, at Spørger fik skattemæssigt fast driftssted i Danmark. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at Spørger hverken ejer, leaser eller driver den fysiske hardware i datacenteret, at Spørger som udgangspunkt ikke har fysisk adgang til datacenteret, samt at den faktiske håndtering af Spørgers data foregår via fjernadgang fra udlandet.

Spørger ønskede en afklaring af, om de påtænkte aktiviteter i Danmark ville udgøre et fast driftssted for det udenlandske selskab. Det udenlandske selskab skulle udføre opgaver på offshore installationer. Medarbejderne ville overnatte i Danmark og blev sejlet til og fra offshore installationer dagligt. I tilfælde af dårligt vejr, ville medarbejderne udføre interne administrative opgaver. Skatterådet kunne bekræfte, at der i det konkrete tilfælde var tale om, at det faste driftssteds virksomhed i Danmark var af forberedende eller hjælpende karakter. Der var ved vurderingen heraf lagt vægt på, at der alene var tale om indkvartering i Danmark af de udenlandske medarbejder, der udfører mindre opgaver i begrænset omfang.

H1 var et japansk selskab som påtænkte at oprette en repræsentationsenhed i Danmark. H1 ville ansætte A, der var ansat i H1’s datterselskab H2. H1 ville leje kontorplads/skrivebord hos H2.

Repræsentationskontoret skulle være repræsentant for moderselskabet H1 i Danmark i relation til koncernselskaber, fremme teknisk og finansielt samarbejde mellem moderselskabet H1 og koncernselskaber og agere som kommunikationskanal mellem moderselskabet H1 og koncernselskaber. Repræsentations-enheden fik ikke kunderettede opgaver.

Skatterådet fandt, at H1 fik et fast forretningssted i Danmark, hvorfra selskabet udøvede dets virksomhed, men at det arbejde, som repræsentationsenheden udførte i Danmark via A, alene var af hjælpende karakter.
Skatterådet bekræftede, at H1 ikke fik fast driftssted i Danmark.

En medarbejder, der var juridisk ansat i H2, assisterede H1 med indkøb og logistik i forbindelse med distribution af produkter i Skandinavien. H8 stillede lagerkapacitet til rådighed for H1 afhængig af de gældende leveringsbetingelser.

Spørger ønskede derfor bekræftet, at H1´s opretholdelse af et varelager samt at arbejde udført af den danske medarbejder i H2 på vegne af H1 ikke udgjorde et fast driftssted her i landet, og at selskabet som følge heraf ikke var begrænset skattepligtigt til Danmark, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a. Skatterådet svarede bekræftende på spørgsmålet. Det bindende svar er offentliggjort i en redigeret form af hensyn til tavshedspligten.

Spørger, der var en tysk virksomhed, havde en dansk medarbejder. Medarbejderen skulle i en periode på 6 måneder arbejde fra et hjemmekontor i Danmark. Spørger havde oplyst, at der ville blive udøvet kernevirksomhed fra medarbejderens hjem. Medarbejderen skulle arbejde 3 dage om måneden i Tyskland, og resten af måneden i Danmark. Skatterådet svarede imod spørgers ønske, at spørger fik fast driftssted i Danmark.

Spørger driver virksomhed med produktion og salg af maskiner. De producerede maskiner distribueres gennem en dansk, uafhængig importør til forhandlere, der forestår det endelige salg til slutkunden.

Spørger påtænker at introducere en ny forretningsmodel på en lang række europæiske markeder, herunder det danske. Forretningsmodellen består i, at Spørger ønsker at udbyde en række nye funktioner, som kan købes og aktiveres i maskinerne. Spørger betegner funktionerne som henholdsvis "x-services" (herefter benævnt "XS") og "y-services" (herefter benævnt "YS").

Mulighederne for at købe disse funktioner kan oplyses af forhandleren på salgstidspunktet for maskinen eller på et senere tidspunkt, men forhandleren har ikke nogen pligt til at markedsføre ydelserne.

Skatterådet bekræfter, at den påtænkte forretningsmodel ikke giver anledning til, at der etableres et fast driftssted i Danmark for Spørger. Skatterådet henser til, at Spørger hverken har rådighed over lokaler, arealer eller udstyr, herunder server, i Danmark. Importøren kan heller ikke indgå bindende aftaler eller afgive tilbud på vegne af Spørger, og Spørger har ingen instruktionsbeføjelser over for importøren eller dennes medarbejdere.

Skatterådet bekræfter videre, at betalingen for købet af aktiveringen af en software/hardware funktion ikke kan anses for at være en royalty-betaling i medfør af KSL (kildeskatteloven) § 65 C, stk. 4. Skatterådet henser til, at rettighederne til det underliggende software og hardware forbliver hos Spørger, mens kunden får ret til at bruge de funktioner, softwaren gør mulige.

Spørger, der var hjemmehørende i Spanien, leasede fly ud med besætning. Såkaldt Wet Lease.

Spørger havde indgået aftale med G1 om levering af ACMI-ydelser (Aircraft, Crew, Maintenance og Insurance) til G1’s flyruter.

I forbindelse med ansættelse af dansk talende stewardesser havde Spørger oprettet en dansk filial.

Det arbejde personalet udførte skete hovedsageligt i luften. Kun en begrænset del af personalets arbejdsopgaver udførtes i danske lufthavne, herunder timeregistrering og andet administrativt arbejde samt kontrol af billetter.

Skatterådet fandt ikke, at Spørger kunne anses for at have et fast forretningssted i Danmark.

Ligeledes fandt Skatterådet ikke, at Spørger kunne anses for at have en agent i Danmark, jf. artikel 5, stk. 5 i Modeloverenskomsten.

Skatterådet bekræftede herefter, at Spørger ikke skulle anses for at have fast driftssted i Danmark, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a.

Spørger var et svensk selskab, som havde en svensk medarbejder, der var ansat i compliance-afdelingen. Primo 2019 havde medarbejderen opsagt sin bolig i Sverige for at flytte til Danmark af personlige årsager, herunder for at bo med sin samlever.

Spørger ønskede bekræftet, at Spørger ikke fik fast driftssted i Danmark, såfremt medarbejderen udførte en del af sit arbejde fra Danmark.

Spørger havde ikke en forretningsmæssig interesse i, at medarbejderen udførte en del af sit arbejde for Spørger fra Danmark. Medarbejderen udførte udelukkende en back-office funktion for Spørger og ikke en del af Spørgers kernevirksomhed. Medarbejderen havde ingen kontakt til Spørgers kunder.

Baggrunden, for at medarbejderen ville udføre en del af sit arbejde fra Danmark, skyldes alene private forhold.

Skatterådet bekræftede, at Spørger ikke ville have fast driftssted i Danmark, hvis medarbejderen udførte en del af sit arbejde for Spørger fra Danmark. Medarbejderens virksomhed blev anset for at være af udelukkende hjælpende karakter i forhold til Spørgers kernevirksomhed.

Skatterådet bekræftede, at Spørger ikke havde fast driftssted i Danmark. Ud fra en samlet konkret vurdering udgjorde skibet, der lægger til kaj i kortere perioder alene for at laste eller aflaste, ikke et fast forretningssted. Skibets tilstedeværelse ved kajen ansås for at være af midlertidig karakter i forhold til skibets primære funktioner.

Skatterådet bekræftede, at en udenlandsk virksomheds danske salgsmedarbejders aktiviteter ikke medførte, at spørger fik fast driftssted i Danmark efter den dansk-schweiziske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Salgsmedarbejderen var dansk statsborger og havde bopæl i Danmark, hvor han også var fuldt skattepligtig.

Salgsmedarbejderen udførte enkeltstående opgaver som f.eks. afrapportering om markedsforhold fra et hjemmekontor. Det var oplyst, at salgsmedarbejderen udførte mere end 80 % af sit arbejde udenfor Danmark, og at de arbejdsopgaver, han udførte fra bopælen i Danmark, udelukkende knyttede sig til kunder udenfor Danmark.

Skatterådet anså hjemmekontoret for at udgøre et fast forretningssted gennem hvilket spørgers virksomhed blev udøvet. Skatterådet fandt imidlertid efter en samlet konkret vurdering, at salgsmedarbejderens aktiviteter for spørger i Danmark ikke gik ud over, hvad der kunne karakteriseres som enkeltstående opgaver af hjælpende eller forberedende karakter. Skatterådet lagde ved afgørelsen vægt på det i høringsfasen oplyste om arten og omfanget af det arbejde, som faktisk blev udført fra hjemmekontoret i Danmark.

Skatterådet bekræfter, at Spørger ikke får skattemæssigt fast driftssted i Danmark efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a, som følge af en medarbejders hjemmekontor i Danmark.

Skatterådet bekræftede i overensstemmelse med spørgers ønske, at spørgers ansættelse af en fast medarbejder i Danmark, der skulle samle oplysninger om de skandinaviske lande, ikke medførte et fast driftssted i Danmark, idet det lagdes til grund, at de indsamlede oplysninger ikke bearbejdedes eller redigeredes i Danmark, men blev videresendt ubearbejdet til Tyskland, hvor redigeringen skulle ske, og at der med arbejdet i Danmark alene var tale om en beskrivelse af fakta.

Skatterådet bekræftede, at selskabets isoleringsarbejde i Danmark ikke udgør et fast driftssted efter artikel 5, stk. 3 i den fællesnordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der først opstod et fast driftssted fra byggefasen i et anlægsarbejde. Skatterådet kunne endvidere ikke bekræfte, at spørger skulle udstede fakturaer til et dansk interessentskab med dansk moms.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger ikke havde fast driftssted i henhold til KSL (kildeskatteloven) § 2, stk. 1, nr. 4. og artikel 5 i den dansk-schweiziske dobbeltbeskatningsaftale, idet Skatterådet fandt, at salgsmedarbejderens arbejdsopgaver udgjorde en væsentlig og essentiel del af spørgers virksomhed.

Skatterådet bekræftede, at et investeringsinstitut ikke fik skattemæssigt fast driftssted i Danmark efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a, udelukkende som følge af, at Investment Manageren var hjemmehørende i Danmark. Skatterådet fandt ved besvarelsen, at Spørger ikke kunne anses for at udøve erhverv i relation til SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a, jf. stk. 7.

Skatterådet bekræfter, at A Fund II SICAV-SIF ikke får skattemæssigt fast driftssted i Danmark efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a.

Skatterådet bekræftede, at selskabets aktiviteter ikke udgjorde et fast driftssted i Danmark. Medarbejdernes tilstedeværelse var så begrænset, at de lejede kontorfaciliteter ikke kunne betragtes som udgørende et fast forretningssted efter hovedreglen i artikel 5, stk. 1, i den fællesnordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Samtidig udøvede medarbejderne deres fuldmagt for at indgå kontrakter i så begrænset omfang, at fuldmagten ikke kunne anses for at ske "sædvanligvis". Selskabet kunne derfor heller ikke anses for at have fast driftssted efter agentreglen i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 5, stk. 6.

En udenlandsk organisation ønskede bekræftet, at de ikke var omfattet af begrænset skattepligt til Danmark efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a, ved deltagelse i et samarbejde med andre virksomheder. Skatterådet kunne bekræfte, at organisationen ikke kunne omfattes af denne bestemmelse, idet organisation var en del af den udenlandske stat og ikke var organiseret som et kapitalselskab eller en forening.

Skatterådet bekræftede imod Spørgers ønske, at H1 GmbH fik fast driftssted i Danmark, jf. art. 5, stk. 3, i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst for den kontrakt, der var indgået med H2 ApS.

Skatterådet kunne bekræfte, at udenlandske kommanditister i H1 K/S ikke vil have fast driftssted i Danmark efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a. Ikke fast driftssted.

Skatterådet kunne bekræfte, at udenlandske kommanditister i G1 K/S ikke vil have fast driftssted i Danmark efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a. Ikke fast driftssted.

Skatterådet kunne bekræfte, at udenlandske kommanditister i G1 K/S ikke vil have fast driftssted i Danmark efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a. Ikke fast driftssted.

Skatterådet bekræftede, at et tysk selskab vil være begrænset skattepligtig til Danmark via selskabets deltagelse i et partnerselskab, der driver et solcelleanlæg i Danmark. Fast driftssted.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at Spørgers aktiviteter i Danmark ikke vil medføre et fast driftssted for Spørger efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a, sammenholdt med artikel 5 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og X-land. Fast driftssted.

Skatterådet kunne bekræfte, at udenlandske kommanditister i H2 K/S ikke vil have fast driftssted i Danmark efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a. Ikke fast driftssted.

Skatterådet kan ikke bekræfte at Spørger (GmbH) ikke bliver begrænset skattepligtig i henhold til SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a, da en del af selskabets aktivitet udføres fra et fast driftssted i Danmark. Fast driftssted.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgerens aktiviteter ikke udgjorde et fast driftssted i Danmark. En tysk virksomhed drev virksomhed med handel med teknisk udstyr i Danmark. Virksomheden havde ansat en salgsmedarbejder og en servicemedarbejder, der skulle udføre forskellige aktiviteter i Danmark for den tyske virksomhed. Det kontorarbejde, der skulle udføres i salgsmedarbejderens private hjem, blev udført i tilknytning til hans arbejde for spørgeren. I det konkrete tilfælde blev aktiviteten anset at udgøre et fast driftssted i Danmark. Skatterådet kunne henvise til SKM2017.213.SR. Fast driftssted.

Et tysk byggeselskabs aktiviteter i Danmark udgjorde ikke et fast driftssted efter dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Tyskland art. 5, stk. 2 og stk. 4. To øvrige spørgsmål bortfaldt dermed. Ikke fast driftssted.

Spørger påtænkte, at indgå en serviceaftale om drift, rengøring og pleje af en nyopført bygnings facader. Spørger ville ikke selv udføre opgaverne, men udlicitere dem til en anden virksomhed. Spørger fik såvel kontorlokaler som lager til rådighed i bygningen. Spørger fik ikke selv nogen medarbejdere i Danmark og lokalerne skulle således alene anvendes af den udenlandske virksomhed, som opgaverne blev udliciteret til. SKAT mente, at spørger i kraft af den aftale der er indgået med Selskab B ville få et fast forretningssted til dets rådighed. SKAT mente ligeledes, at underleverandøren udførte spørgers virksomhed igennem det faste driftssted, idet det arbejde som underleverandøren udførte i Danmark var en del af spørgers samlede aktivitet.

Skatterådet bekræftede, at udenlandske kommanditister i A K/S eller parallelle K/S’er hertil samt eventuelle danske K/S’er eller tilsvarende udenlandske selskaber som A K/S måtte investere i, ikke ville have fast driftssted i Danmark efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a, alene som følge af en investering i A K/S. Ikke fast driftssted.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der efter ansættelsen af en salgsmedarbejder i Danmark fortsat ikke var etableret et fast driftssted i Danmark for Spørger, og selskabet derfor fortsat ikke var begrænset skattepligtig efter reglerne i SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk.1, litra a. Fast driftssted.

Skatterådet bekræftede, at den tyske virksomhed A´s aktiviteter i Danmark ikke vil udgøre et fast driftssted i Danmark i henhold til artikel 5, stk. 3, i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, når henses til, at A påtænker at udføre det som projekt 2 beskrevne byggearbejde, og at A tidligere har udført det som projekt 1 beskrevne byggearbejde på samme ejendom og for samme ordregiver.

Der er ved besvarelsen lagt til grund, at byggepladsen må anses for opgivet i perioden mellem projekt 1 og projekt 2, og at der ikke mellem parterne er indgået en rammeaftale vedrørende arbejder på ordregivers ejendom.

Perioden mellem projekt 1 og projekt 2 findes ikke skulle medregnes, når det skal vurderes, om A får fast driftssted i Danmark. 

Projekt 2 omfatter en aktiv byggeperiode på 6 - 7 måneder og en planlagt pause på 3 måneder.

Allerede fordi byggeperioden ikke overstiger 12 måneder, får A ikke fast driftssted i Danmark, såfremt projekt 2 iværksættes. Ikke fast driftssted.

Skatterådet kunne bekræfte, at udenlandske kommanditister i XXX K/S ikke vil have fast driftssted i Danmark efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a. Fast driftssted. 

Skatterådet kunne bekræfte, at udenlandske kommanditister i XXX K/S ikke ville have fast driftssted i Danmark efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a. Skatterådet fulgte ikke SKATs indstilling. Fast driftssted.

Skatterådet bekræftede, at et tysk selskabs aktiviteter i Danmark med vedligeholdelse og teknisk service på to vindturbiner i en vindkraftpark udgjorde et fast driftssted efter art. 5, stk. 1 eller stk. 3 i den Dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Der var indgået en femårig kontrakt om vedligeholdelsesarbejde, og det tyske selskab forventede at være til stede i vindmølleparken 120-150 dage om året. Fast driftssted.

Skatterådet bekræftede, at A Ltd. ved udførelsen af de beskrevne aktiviteter ikke var begrænset skattepligtig til Danmark efter reglerne i SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a.

Det var SKATs opfattelse, at arbejdet udført af medarbejderne i Danmark for A Ltd. skulle anses for at være af forberedende og hjælpende karakter, jf. artikel 5, stk. 4, litra e, i modeloverenskomsten. Der var tale om en konkret vurdering, hvor SKAT henså til, at de to medarbejdere alene skulle yde rådgivning om produkterne til de lokale distributører i Europa. SKAT henså endvidere til, at medarbejderne i repræsentationskontoret ikke kunne indgå bindende aftaler med kunder på vegne A Ltd., da det alene var distributørerne, der gjorde dette. Ikke fast driftssted.

Skatterådet kunne bekræfte, at udenlandske kommanditister i XX K/S ikke vil have fast driftssted i Danmark efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a.

Skatterådet fulgte ikke SKATs indstilling. Ikke fast driftssted.

Skatterådet bekræftede, at de beskrevne aktiviteter med ombygning af to skibe medførte et fast driftssted i Danmark for spørger, jf. art. 5, 3 i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Der blev lagt vægt på, at arbejdet på skibene varede i mere end 12 måneder. Fast driftssted.

Skatterådet bekræftede, at A GmbH & Co KG (spørger) ikke fik fast driftssted i Danmark i henhold SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a og artikel 5 i den dansk - tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Skatterådet fandt, at eksportlederens private bopæl udgjorde et "forretningssted", der var til disposition for spørger, og at aktiviteterne for spørger måtte anses for at være "faste" i tidsmæssig forstand. Det var imidlertid Skatterådets opfattelse, at eksportlederens aktiviteter i Danmark for spørger måtte anses for at være af forberedende og hjælpende karakter. Der var primært lagt vægt på, at 80 % af eksportlederens arbejde blev udført uden for Danmark, at arbejdsopgaverne primært knyttede sig til kunder uden for Danmark og at kontakten til danske kunder ikke indebar nogen forhandlingsposition. Ikke fast driftssted.

Spørger ejede et nyoprettet dansk anpartsselskab, der ville etablere et datacenter i Danmark. I datacenteret ville befinde sig servere og noget udstyr. Det danske selskab vil ansætte it-medarbejdere og rekvirere leverandører til driften af datacenteret. Serverne og udstyret ville blive anvendt af det danske selskab til at hoste websteder, data og applikationer på vegne af spørger. Skatterådet bekræftede, at den aktivitet, der skulle udføres af det danske datacenter ikke medførte fast driftssted i Danmark for spørger, og som følge heraf ville spørger ikke blive begrænset skattepligtig her i landet efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a. Ikke fast driftssted.

Skatterådet bekræftede, at der ved en medarbejders flytning til Danmark ikke blev etableret et fast driftssted i Danmark for A Ltd. (spørger), jf. SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a. Skatterådet fandt, at medarbejderens private bopæl udgjorde et fast forretningssted, der var til disposition for spørger. Det var imidlertid Skatterådets opfattelse, at medarbejderens aktiviteter i Danmark i form af supportrollen for spørger måtte anses for at være af forberedende og hjælpende karakter. Skatterådet henså til de særlige omstændigheder omkring medarbejderens flytning til Danmark, ændrede jobfunktion i form af supportrollen for spørger,  ansættelse på halv tid, at medarbejderen ikke længere havde egen kundeportefølje, herunder et kundeansvar, og at eventuel kundekontakt indebar, at medarbejderen ikke havde nogen form for forhandlingsposition for spørger. Ikke fast driftssted.

Et tysk selskab X producerede og distribuerede X-produkter. X's medarbejder Y bosiddende i Danmark, skulle udøve salg og support for X' skandinaviske kunder, herunder kunder i Danmark. Skatterådet fandt, at Selskab X fik fast driftssted i Danmark. Skatterådet begrundede dette med, at Y's hjemmekontor udgjorde et fast forretningssted, idet Y derfra udøvede selskabets kernevirksomhed over en længere periode. Endvidere fandt Skatterådet, at Y reelt afsluttede aftaler med kunderne, idet de fleste aftaler blev gennemført helt eller delvist, uanset om aftalerne formelt efterfølgende skulle godkendes. Fast driftssted.

Selskab A var et selskab i B Group. Selskab A påtænkte at levere en række undervisningsydelser til kunder i Danmark. Efter det oplyste forestod spørger undervisning her i landet p.t. for én enkelt kunde. Der blev udøvet virksomhed i form af undervisning og instruktion i kundens lokaler. Undervisningen blev gennemført enten af A's medarbejdere eller af medarbejdere i andre koncernselskaber / freelancere på A's vegne. Undervisningen strakte sig over et begrænset antal dage, og der var sædvanligvis et par uger/måneder imellem de enkelte kurser. Kontrakten omfattede imidlertid årene 2012-2017. Skatterådet fandt på den baggrund, at der forelå fast driftssted i Danmark, i forbindelse med de påtænkte undervisningsydelser til kunder i Danmark. Fast driftssted.

Skatterådet bekræftede, at A GmbH ikke fik fast driftssted i Danmark i forbindelse med ansættelsen af M ud fra de herom givne oplysninger.

Efter karakteren af det udførte arbejde og det forhold, at en stor del blev udført i udlandet, fandt Skatterådet, at det havde karakter af forberedende eller hjælpende karakter.

Efter en samlet konkret vurdering var betingelserne vedrørende fast driftssted i henhold til artikel 5 i modeloverenskomsten og dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke opfyldt. Ikke fast driftssted.

En person, der var bosiddende i Schweiz, ville anskaffe sig en lejlighed i København til brug for ferie og lignende. Personen drev erhverv i et schweizisk selskab, der havde danske kunder. Da selskabet ikke ville udøve erhverv fra lejligheden, ville selskabet ikke få fast driftssted her i landet efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a og artikel 5, stk. 1, i den dansk-schweiziske DBO. Ikke fast driftssted. 

Skatterådet fandt, at det forhold, at selskabet afviklede sine spil på servere i udlandet, medførte, at selskabet ikke fik et fast driftssted i det pågældende udland. Herefter skulle indkomsten derfra medregnes ved den danske indkomstopgørelse i henhold til SEL (selskabsskatteloven) § 8, stk. 2. Ikke fast driftssted.

Et selskab, der var fuldt skattepligtig til Nederlandene påtænkte at udføre sandsugning ud fra den danske kyst, med et af rederiets skibe, for herefter at losse sandet i to forskellige danske havne. Selskabet ønskede at få bekræftet, at denne aktivitet ikke ville medføre begrænset skattepligt til Danmark. SKAT indstillede, at Skatterådet bekræftede dette, idet der hverken efter selskabsskatteloven eller kulbrinteskatteloven var skattepligt for den påtænkte aktivitet.

For så vidt angår aktiviteten ud fra den danske kyst faldt denne aktivitet udenfor selskabsskattelovens anvendelsesområde, og da aktiviteten ikke kunne anses tilknyttet til kulbrinteindvinding ej heller omfattet af kulbrinteskatteloven. Den øvrige aktivitet kunne ikke anses som fast driftssted. Ikke fast driftssted.

Skatterådet bekræftede, at den danske filial af A var selskabsskattepligtig efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a.

Det var oplyst, at selskabets medarbejder i Danmark ikke udførte arbejde for selskabet på sin private adresse eller i et lejet lagerlokale, og under denne udtrykkelige forudsætning kunne det svenske selskabs virksomhed derfor ikke siges at blive udført på disse adresser. Medarbejderen modtog ved besøg hos kunderne ordrer og sendte dem til godkendelse hos det svenske selskab. Skatterådet fandt, at salget ved anvendelse af standardaftaler og på baggrund af standardpriser blev afsluttet ved ordreafgivelsen uanset, at medarbejderens ordreoptagelser skulle godkendes af det svenske selskab. Skatterådet fandt derfor, at selskabs medarbejder i Danmark havde og sædvanligvis udøvede en fuldmagt til at indgå aftaler i A's navn. Selskabet ville derfor have et fast driftssted i Danmark og være skattepligtigt efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a. Fast driftssted.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at når der ske registrering af en filial af spørgers selskab i Danmark, medfører det i sig selv fast driftssted. Efter hovedreglen skal der være et forretningssted, der er fast, og hvorfra der udøves en erhvervsmæssig aktivitet. Spørgeren kan derfor ikke alene ved registrering af en filial efter selskabslovens § 345, anses for at etablere fast driftssted i Danmark, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a, og artikel 5 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. I henhold til SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a, 6. pkt., vil spørgeren imidlertid blive anset for skattepligtig af et fast driftssted fra første dag i forbindelse med de enkelte bygge-, anlægs- og monteringsarbejder i Danmark. Danmark kan imidlertid kun udnytte den interne hjemmel, hvis der foreligger et fast driftssted i henhold til artikel 5 i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Skatterådet kan bekræfte, at spørgeren anses for at etablere fast driftssted efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a, hvis selskabet indretter et kontor i Danmark, hvorfra alle byggeaktiviteter styres og samordnes. Ikke fast driftssted / fast driftssted.

Skatterådet bekræftede, at B Limited hjemmehørende på Malta ikke vil få fast driftssted i Danmark. Datterselskabet skulle eje en ".com-licens" og drive en international online kasinovirksomhed via en international kasinohjemmeside rettet mod udenlandske kunder. Under hensyn til, at B Limited, hverken retligt eller faktisk, vil have rådighed over forretningslokaler i Danmark, at alle ansatte vil have arbejdssted i selskabets lokaler på Malta, og at selskabets spil-server vil befinde sig uden for Danmark, var det Skatterådets opfattelse, at B Limited ikke vil udøve erhverv fra et kontor eller lignende fast driftssted i Danmark, jf. definitionen i OECDs modeloverenskomst, artikel 5, stk. 1. Ud fra det oplyste vil B Limited ikke have en repræsentant i Danmark, der har og sædvanligvis udøver en fuldmagt til at indgå aftaler i B Limited's navn. På denne baggrund anser SKAT heller ikke, at B Limited får fast driftssted i Danmark på grund af reglen om afhængige agenter, som defineret i OECDs modeloverenskomst, artikel 5, stk. 5. Ikke fast driftssted. 

Skatterådet kan ikke bekræfte, at A UK Limited ikke får fast driftssted i Danmark i forbindelse med arbejdet på totalrådgivningsopgaven.

Skatterådet finder, at A UK Limited er omfattet af begrænset skattepligt i henhold til SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a, idet det er konsortiedeltagerne, der har vundet Totalrådgivningsopgaven og hæfter solidarisk overfor bygherren, B.

Konsortiedeltagernes, herunder A UK Limiteds, aktivitet i Danmark i henhold til Totalrådgivningsopgaven skal vurderes efter Modeloverenskomstens artikel 5, stk. 3.

De fire konsortiedeltagere, herunder A UK Limited, er ifølge Totalrådgivningsaftalen de faktisk forpligtede overfor bygherren, B, idet konsortiedeltagerne hæfter solidarisk for opgavens udførelse.

A UK Limiteds arbejde i relation til Totalrådgivningsaftalen medfører en betydningsfuld tilstedeværelse i Danmark. Det skyldes den tidsmæssige udstrækning for A UK Limited, indholdet af Totalrådgivningsaftalen og karakteren af A UK Limiteds opgaver. Endelig foregår opgaven jævnligt i Danmark.

C ApS er stiftet af konsortiet, idet selskabet skal fungere som et gennemfaktureringsselskab, der hverken skal oppebære overskud eller underskud, og selskabet skal likvideres, når arbejdet i forbindelse med Totalrådgivningsaftalen er afsluttet. Fast driftssted.

Det er Skatterådets opfattelse, at ud fra det oplyste om A K/S, at dette har fast forretningssted i det i Danmark beliggende managementselskabets lokaler. Det er desuden Skatterådets opfattelse, at der drives erhvervsmæssig virksomhed gennem disse lokaler. Dette betyder, at de udenlandske kommanditister ved deltagelse i A K/S får fast driftssted i Danmark efter artikel 5, stk. 1.

Skatterådet afviser at besvare spørgsmålene 2-4, da den forudsætning, der skal lægges til grund for besvarelsen af spørgsmålene, på grund af svaret på spørgsmål 1, ikke er til stede. Fast driftssted.

Skatterådet fandt, at X Limited ikke fik fast driftssted, jf. artikel 5 i den dansk-britiske DBO. X Limited havde ansat en dansk bosiddende medarbejder. Ud fra kommentarerne i Modeloverenskomsten om forståelsen af "fast driftssted" sammenholdt med samtlige momenter i sagen, var betingelserne i henhold til artikel 5, stk. 1 og 2, i Modeloverenskomsten og de lignende bestemmelser i DBO'en ikke opfyldte. Der blev henset til det oplyste om ansættelsesforholdet, den ansattes funktion, aktivitet og ophold i Danmark mv., sammenholdt med det oplyste om spørgerens virksomhed, organisering, forretningsområder og udøvelse generelt i forhold til Danmark. Ikke fast driftssted.

Medarbejdere på et fast forretningssted var hovedsageligt beskæftiget med produktinformation og marketing i Danmark. Medarbejderne havde ikke nogen egentlig beslutningskompetence. Funktionerne blev under omstændigheder i spørgsmål 1 karakteriseret som funktioner af hjælpende og forberedende karakter og medførte ikke fast driftssted. Hvis medarbejder A, efter forudgående godkendelse fra hovedkontoret, kunne underskrive enkelte rammerabataftaler med danske grossister, var der ikke tale om funktioner af hjælpende og forberedende karakter. I den situation ville der foreligge fast driftssted. Ikke fast driftssted / fast driftssted. 

B A/S (manager) skulle fungere som administrator for en investeringsenhed, A, der var organiseret som et K/S. Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering, at B A/S samt de øvrige forvaltnings- og beslutningsorganer, General Partner og Investment Committee, måtte betragtes som uafhængige agenter i henhold til artikel 5, stk. 6. Investorerne i A ville herefter ikke få fast driftssted i Danmark. Ikke fast driftssted.

Skatterådet fandt, at de opgaver, som spørgers ansatte udfører, ikke falder ind under modeloverenskomstens artikel 5, stk. 4, om forberedende og understøttende funktioner, hvilket indebar, at der blev statueret fast driftssted. Skatterådet lagde vægt på, at der fra kontoret i København bl.a. bliver solgt flybilletter og indgået kontrakter med travel agents. Fast driftssted.

Skatterådet fandt, at A ikke kunne anses for at have et "forretningssted", hvilket vil sige indretninger såsom lokaler eller i visse tilfælde maskineri eller udstyr. Den første betingelse for at der kan anses at foreligge et fast driftssted, var således ikke opfyldt. Der var herved henset til, at A efter det oplyste hverken har en faktisk eller retlig råden over forretningslokaler, kontor m.v. i Danmark, ligesom der var henset til det oplyste om placering af servere, spilleafviklingen, markedsføring, afregning m.v., og hvorefter A alene vil have kontor i X-land, og at selve spillet udbudt i Danmark alene vil skulle afvikles via en dansk website fra en server, der var fysisk placeret uden for Danmark. Ikke fast driftssted.

Skatterådet fandt, at et lokale, der udelukkende blev benyttet til pauserum for lokomotivførere ikke udgjorde et fast driftssted. Anvendelsen af lokalet måtte betegnes som virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter for foretagendet. Hvilerummet blev alene anvendt til ophold og hvilested for lokomotivførere. Der var ikke mødefaciliteter i rummet, og der blev ikke afholdt møder på stedet. Lokalet udgjorde ikke en væsentlig og betydningsfuld del af foretagendets virksomhed i sin helhed. De ydelser, der blev præsteret i lokalet, var så fjerne fra den faktiske overskudsfrembringelse, at det ville være vanskeligt at henføre noget overskud til det faste forretningssted. Ikke fast driftssted.

Skatterådet fandt, at der ikke var et forretningssted i Danmark for A. Der var herved henset til, at A efter det oplyste hverken havde en faktisk eller retlig råden over forretningslokaler i Danmark. Ifølge det oplyste havde A ikke en bestyrelse, direktion eller andet ansat personale i Danmark og ledelsesorganet i A ville alene bestå af en generalforsamling, som ville afholde møder i Danmark. Selv hvis det måtte antages, at de lokaliteter, hvor det var tiltænkt, at der skulle afholdes generalforsamlinger, kunne karakteriseres som værende et "forretningssted", var betingelsen om, at "forretningsstedet" skulle være "fast" ikke at være opfyldt. Der er herved henset til, at generalforsamlingerne efter det oplyste, ikke ville foregå et fast sted, men alene afhænge af, hvad der fandtes mest hensigtsmæssigt. Ikke fast driftssted.

SKM2008.844.SR

Skatterådet fandt, at et selskab fra et andet EU-land, som skal levere ydelser vedrørende sikkerhedscertificering ved udførelse af et byggeprojekt, ikke fik fast driftssted i Danmark. Dette uanset, at selskabet havde en filial registreret i Danmark. Det var oplyst, at registrering af en filial var nødvendiggjort af et EU direktiv. Endvidere var det oplyst, at selskabet ikke havde ansat personale i Danmark, og at opgaverne i det alt væsentlige ville blive udført uden for Danmark. Ikke fast driftssted.

Sammenhold med den nedennævnte afgørelse i TfS 1999.409 LR.

Vedrører art. 5, stk. 1, definitionen af fast driftssted.

TfS 1999, 409 LR

Ligningsrådet fandt, at et udenlandsk selskab, der havde fået til opgave at nedlægge et optisk kabel i Danmark, ville få fast driftssted, da det samlede projekt varede i mere end 12 måneder. Fast driftssted.

Der er i afgørelsen givet visse retningslinjer for, hvorledes indkomsten i det faste driftssted skal opgøres, samt en angivelse af anvendelsesområdet for SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a).

Vedrører art. 5, stk. 3, om bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde.

TfS 1991, 38 LR

Et amerikansk selskab, der havde datterselskaber i bl.a. Danmark, blev ikke anset for at have fast driftssted i Danmark efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a), ved at etablere et varelager her i landet hos en uafhængig tredjemand, da ordreoptagelse og salgsaftaler skulle finde sted i udlandet. Det danske datterselskabs opgave var således at ekspedere de solgte varer fra lageret til kunderne. Ikke fast driftssted.

Vedrører art. 5, stk. 4, om virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter.

TfS 1985, .375 LR

I denne sag blev et schweizisk selskab anset for at have et fast driftssted i forbindelse med overtagelse af en portefølje af leasingkontrakter i Danmark, idet hovedfunktionen for selskabet i forbindelse med erhvervelsen af leasingporteføljen udførtes af et dansk administrationskontor, der ikke kunne anses at udøve en virksomhed, der var af forberedende eller hjælpende karakter. Det fremgår nærmere af sagen, at kontorets opgaver primært ville bestå i udarbejdelse af faktureringsgrundlag til fakturering af danske kunder, opfølgning på og rykning af danske kundebetalinger og overførsel af kundebetalinger til Schweiz. Fast driftssted.

Vedrører art. 5, stk. 4, om virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter.