C.D.11.3.4 Oversigt over domme, kendelser, afgørelser mv.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

►SKM2024.255.HR◄

►Sagen angik en skønsmæssig transfer pricing forhøjelse af to selskaber i den daværende A-koncern, G1-virksomhed (G1-virksomhed, nu G1.1-virksomhed.) og A (virksomhedsforkortelse nr. 1) som følge af et dansk moderselskabs (G1-virksomhed) samhandel med to datterselskaber og disses udenlandske filialer. 

G1-virksomhed bestod frem til 2018 af flere aktiviteter. G1-virksomhed foretog indledende forundersøgelser i forskellige dele af verden med henblik på at finde olieaktiviteter. Fandt G1-virksomhed olieaktiviteter og indgik licensaftaler med et olieland, blev et datterselskab oprettet, som herefter foretog den videre efterforskning efter olie og iværksættelse af olieproduktion igennem filialer i det land, hvor der var fundet olieaktiviteter. I forbindelse med oprettelsen af datterselskaberne afgav G1-virksomhed performancegarantier over for olielandet på vegne af datterselskaberne, ligesom G1-virksomhed forhandlede relevante licenser m.v. til brug for olieudvindingen. Endvidere leverede G1-virksomhed en række tekniske og administrative ydelser til sine datterselskaber ifm. den videre efterforskning efter olie m.v. 

Den foreliggende sag angik to datterselskaber, som var oprettet mhp. olieaktiviteter i henholdsvis Y1-land og Y2-land. G1-virksomhed havde indledt forundersøgelser i Y1-land i årstal nr. 1) og havde i den forbindelse oprettet et dansk datterselskab med filial i Y1-land. Datterselskabet indgik i en licensaftale med en olieoperatør i Y1-land. I forbindelse med licensaftalen afgav G1-virksomhed en performancegaranti over for olieoperatøren. 

I Y2-land indledte G1-virksomhed sine forundersøgelser i (årstal nr. 2), hvorefter der blev oprettet et dansk datterselskab med filial i Y2-land. Det danske datterselskab indgik i en aftale med staten Y2-land om olieudvinding. I den forbindelse afgav G1-virksomhed en performancegaranti over for Y2-land. 

G1-virksomhed blev af datterselskaberne alene vederlagt for levering af en række tekniske og administrative ydelser til kostpris.

Spørgsmålet i sagen var, i hvilket omfang de stillede performancegarantier, de udførte forundersøgelser, den særlige viden og erfaring (knowhow), vedrørende bl.a. horisontale boringer, som G1-virksomhed løbende har stillet til rådighed for datterselskaberne, og de tekniske og administrative ydelser i perioden 2006-2008 var fastsat på armslængdevilkår, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. I forbindelse hermed var der blandt parterne uenighed om, hvorvidt performancegarantierne og forundersøgelserne udgjorde kontrollerede transaktioner omfattet af LL (ligningsloven) § 2, stk. 1. 

Højesteret fandt, at de forundersøgelser, som G1-virksomhed havde udført forud for indgåelse af olieaftalen med bl.a. landet Y2-land, og de performancegarantier, som G1-virksomhed havde stillet til rådighed for sine datterselskaber og disses udenlandske filialer, udgjorde kontrollerede transaktioner omfattet af LL (ligningsloven) § 2, stk. 1, hvorfor skattemyndighederne kunne ansætte indkomsten vedrørende disse transaktioner skønsmæssigt, jf. de dagældende bestemmelser i SKL (skattekontrolloven) § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3, da transaktionerne ikke var omtalt i G1-virksomhed’s transfer pricing dokumentation.  

Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at G1-virksomhed, forud for datterselskabernes stiftelse og erhvervelse af licens i Y1-land og Y2-land, havde udført nødvendige forundersøgelser til brug for vurderingen af, om der skulle etableres olieefterforskning m.v. Ligeledes lagde Højesteret vægt på, at G1-virksomhed havde spillet en væsentlig rolle i forbindelse med kontraktindgåelsen i Y1-land og Y2-land, da det måtte lægges til grund, at datterselskaberne kun kunne indgå kontrakterne, fordi G1-virksomhed påtog sig at garantere for alle datterselskabernes forpligtelser og at stille sine tekniske og finansielle kapacitet til rådighed (performancegarantierne). Endvidere blev der lagt vægt på, at G1-virksomhed havde en særlig viden og erfaring (knowhow) vedrørende bl.a. horisontale boringer, som G1-virksomhed løbende har stillet til rådighed for datterselskaberne.

Højesteret fandt videre, med henvisning til det af landsretten anførte i sin dom, at det var godtgjort, at G1-virksomhed’s levering af teknisk og administrativ bistand til datterselskaberne og disses udenlandske filialer til kostpris lå uden for rammerne af, hvad der kunne være opnået, hvis aftalen var indgået mellem uafhængige parter, jf. LL (ligningsloven) § 2, stk. 1. På den baggrund fandt Højesteret, at skattemyndighederne med rette havde ansat den skattepligtige indkomst skønsmæssigt vedrørende denne transaktion. 

Skattemyndighederne havde på den baggrund været berettiget til at ansætte G1-virksomhed’s skattepligtige indkomst fsva. G1-virksomhed udførte forundersøgelser, levering af teknisk og administrativ bistand og for at stille performancegarantier til rådighed for sine datterselskaber og disses udenlandske filialer. 

Højesteret fandt, at SKAT havde baseret sit skøn på en metode, som var anerkendt i OECD’s retningslinjer, ved at fordele det overskud, som de to datterselskaber og disses udenlandske filialer havde realiseret og herefter fordelt dette mellem de forbundne virksomheder på grundlag af en analyse af, hvilke funktioner den enkelte virksomhed havde bidraget med. 

Højesteret fandt videre, at de i sagen omhandlede transaktioner var så tæt forbundne, at de ved den skønsmæssige ansættelse måtte vurderes sammen, og at det ikke var godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn. Dette blev understøttet af en benchmarkrapport, som Skatteministeriet havde fremlagt for Højesteret. 

På den baggrund fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af den skattepligtige indkomst.◄

Tidligere instans:

SKM2022.195.ØLR

SKM2012.92.HR

Højesteret bemærker, at bestemmelsen i LL (ligningsloven) § 2, stk. 1, hvorefter der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for så vidt angår kontrollerede transaktioner skal anvendes priser og vilkår, der er i overensstemmelse med "armslængdeprincippet", ifølge bestemmelsens forarbejder omfatter alle forbindelser mellem de interesseforbundne parter, f.eks. levering af tjenesteydelser, låneforhold, overførsel af aktiver, immaterielle aktiver, der stilles til rådighed mv. Efter bestemmelsen kan skattemyndighederne foretage korrektion af transaktioner mellem interesseforbundne parter, når en transaktion ikke er i overensstemmelse med, hvad der ville være opnåeligt mellem uafhængige parter. Korrektionsadgangen omfatter alle økonomiske elementer og øvrige vilkår af relevans for beskatningen, herunder også f.eks. forfaldstid, periodisering af renter og kurstab samt den retlige kvalifikation af transaktionen. En aftale om lån på nulkupon-vilkår indgået mellem interesseforbundne parter med tilbagevirkende kraft vil således kunne korrigeres af skattemyndighederne med hjemmel i LL (ligningsloven) § 2, stk. 1.

Landsskatteretskendelser

►SKM2024.292.LSR◄

►Landsskatteretten fandt, at SKAT for indkomstårene 2011-2014 ikke med henvisning til armslængdeprincippet i LL (ligningsloven) § 2 var berettiget til at allokere driftsresultatet (lejeindtægter minus afskrivninger) vedrørende skibsudlejning i det koncernforbundne selskab H2 til det danske selskab H1 og beregne et risikojusteret afkast, som skattemæssigt skulle anses for henholdsvis en renteudgift for H1 og en renteindtægt for H2.◄

SKM2020.30.LSR

Landsskatteretten fandt det bevist af Skattestyrelsen, at der i forbindelse med en omstrukturering var blev overdraget værdifulde immaterielle aktiver, idet der blev lagt afgørende vægt på det forudgående aftalegrundlag og parternes faktiske adfærd, hvorefter royaltyindtægter tidligere var blevet delt 50/50 mellem parterne efter profit split metoden.

SKM2019.207.LSR

Sagen handler om en omstrukturering, hvorved immaterielle aktiver blev overdraget fra et dansk selskab til et udenlandsk selskab. Selskabet gjorde gældende at det kun var en begrænset del af selskabets immaterielle aktiver der var blevet overdraget, og at værdien heraf var 0 kr. SKAT [Skattestyrelsen] gjorde gældende, at størstedelen af de immaterielle aktiver var blevet overdraget, og at værdien heraf var betydelig.

Landsskatteretten anførte følgende om overdragelsen:

"SKAT har ved sit skøn vurderet, at samtlige af selskabernes immaterielle aktiver blev overdraget [dato] [årstal], herunder også værdien af goodwill, med undtagelse af "local marketing intangibles" og "sales and manufacturing workforce in place". SKAT har ved beregning af de overdragne immaterielle aktivers værdi taget udgangspunkt i den pris, som H2 betalte for aktierne i H6 A/S i [årstal]. SKAT har herefter lagt den regnskabsmæssige fordeling af aktivernes værdi, der blev foretaget i forbindelse med aktiekøbet, til grund, og vurderet, at de specifikke immaterielle aktiver, dvs. varemærker, know-how og patenter, blev overdraget i [årstal] sammen med posten goodwill (i koncernregnskabet benævnt […]). SKAT har efterfølgende fremskrevet værdien på baggrund af udviklingen i markedsværdien af H8 koncernen og udviklingen i markedsværdierne i sammenlignelige børsnoterede selskaber i den mellemliggende periode.

Landsskatteretten finder, at der ved indgåelsen af TSLA’erne blev overdraget sådanne væsentlige og værdifulde immaterielle aktiver, at også goodwill-posten må anses for at være blevet overdraget til det koncernforbundne amerikanske selskab. Der lægges her vægt på, at de danske selskaber igennem mange år havde udviklet værdifulde immaterielle aktiver i form af varemærker, herunder H5-varemærket, og værdifulde teknologier og patenter til fremstilling af komplicerede industriprodukter. Rettighederne til varemærker, know-how og patenter må anses for at udgøre en så afgørende bestanddel af H5-koncernens aktiviteter, at den merværdi, der blev identificeret i forbindelse med aktiekøbet i [årstal], betegnet goodwill, ikke kan adskilles fra disse immaterielle aktiver, jf. herved OECD Transfer Pricing Guidelines 2017 pkt. 6.27 og 6.95. På den baggrund finder Landsskatteretten, at SKAT med rette har anset samtlige af selskabernes immaterielle aktiver for at være overdraget per [dato] [årstal] med undtagelse af de i TP-dokumentationen beskrevne immaterielle aktiver, "local marketing intangibles" og "sales and manufacturing workforce in place"."

SKM2014.53.LSR

Sagen handlede om fastsættelse af renten på koncerninterne lån. Selskabet gjorde gældende, at SKAT [Skattestyrelsen] havde foretaget en omkvalificering af transaktionen. SKAT gjorde gældende, at man ikke havde omkvalificeret transaktionen men blot samlet selskabets koncerninterne lån for på den baggrund at fastsætte armslængde-prisen.

Landsskatteretten var enig med SKAT i, at der med afgørelsen ikke var tale om en anfægtelse af de foretagne dispositioner, men om en vilkårskorrektion.

SKM-meddelelser

Skatteministeriet har hævet sagen [SKM2018.511.LSR] ved Østre Landsret, da det - efter den senere praksis, herunder navnlig Højesterets domme i SKM2020.303.HR og SKM2019.136.HR - måtte forventes, at selskabet ville få medhold. Skatteministeriet er imidlertid ikke enig med Landsskatteretten i, at det forhold, at der er uenighed om, hvorvidt der manglede en betaling til det danske selskab, er et forhold, der skal vurderes efter TPG 2010, pkt. 1.64 og 1.65.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at Landsskatterettens inddragelse af TPG 2010, pkt. 1.65 (nu TPG 2017, pkt. 1.122) i sammenhængen ikke er korrekt. Punktet vedrører den situation, hvor der i skattemæssig henseende er grundlag for at tilsidesætte eller omkvalificere transaktioner eller arrangementer, som en koncern måtte have indgået i, som følge af at uafhængige selskaber, der handler økonomisk rationelt, ikke ville have indgået i disse. Punktet er nært forbundet med omgåelsesbetragtninger, som også kan genfindes i dansk ret.

Landsskatterettens henvisning til TPG 2010, pkt. 1.65, kan forstås således, at punktet også nødvendigvis er relevant i den - relativt ofte forekommende - situation, hvor der er tvist mellem virksomheden og skattemyndighederne om, hvorvidt der overhovedet foreligger en kontrolleret transaktion. Henvisningen kan i sammenhængen tages til indtægt for, at der skal foreligge helt særlige forhold, eller med rettens ord "en manglende kontrolleret transaktion bør kun statueres ganske undtagelsesvist", før skattemyndigheder kan statuere en kontrolleret transaktion, som virksomheden ikke er enig i.

Om der foreligger en kontrolleret transaktion, beror efter Skatteministeriets opfattelse på en konkret vurdering. Denne vurdering må foretages på baggrund af det foreliggende faktum, herunder aftalegrundlaget og parternes faktiske adfærd. Se TPG 2017, pkt. 1.35 og 1.36, om "accurately delineation of the actual transaction".