Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

Lsr.1984.63

En studerende klagede over, at skatterådet havde anset ham for almindelig indkomstskattepligtig af et legat på 700 kr., som han - efter at have taget studentereksamen i 1980 fra Haderslev Katedralskole - havde modtaget fra fabriksejer Max Schaumann og hustrus legat.

Ifølge legatets fundats var betingelserne for at komme i betragtning ved tildeling af legatportioner, at vedkommende var en dansksindet elev fra Haderslev Katedralskole, at vedkommende havde haft sit hjem i Sønderjylland i mindst fem år og søgte uddannelse på universitetet eller polyteknisk læreanstalt.

Klageren, der påstod legatet beskattet som særlig indkomst, gjorde gældende, at der var tale om en hædersgave, han havde fået tildelt som påskønnelse af, at han straks efter studentereksamen havde påbegyndt sin videregående uddannelse. Han gjorde desuden gældende, at han havde fået legatet uden selv at have ansøgt om det.

Landsskatteretten fandt, at tildelingen af legatet kunne sidestilles med en lejlighedsgave, og da det modtagne beløb ikke oversteg det efter forholdene naturlige niveau for en lejlighedsgave, skulle de 700 kr. ikke beskattes.

Ikke beskatning

Lsr.1969.28

A klagede over, at amtsskatterådet havde forhøjet hans selvangivne indkomst med 3.500 kr., fordi han havde modtaget gave fra en slægtning i USA.

A og hans hustru havde i det pågældende år haft besøg i fem uger af nogle slægtninge fra USA. Gæsterne havde under besøget villet betale A for hans ret betydelige udgifter ved opholdet, men dette han og hans hustru afslået, fordi det drejede sig om et familiebesøg. Efter hjemkomsten til USA havde en af gæsterne (A.'s hustrus mosters mand) alligevel sendt A 500 dollars, som A modtog til dækning af udgifterne.

A havde anset den modtagne udgiftsdækning for skattefri, mens amtsskatterådet havde anset beløbet for en indkomstskattepligtig gave for A.

Landsskatteretten fandt, at der var en så nær forbindelse mellem de udgifter A havde haft i forbindelse med besøget og det beløb, A havde modtaget fra gæsterne, at der ikke var grundlag for at beskatte beløbet som en gave. Den påklagede ansættelse blev derfor nedsat til det selvangivne beløb.

Ikke beskatning

Skatterådet

SKM2022.432.SR

Sagen vedrørte en virksomhed, der som en del af deres grønne profil havde indkøbt el-biler til anvendelse i deres drift og derfor ønskede at investere i en ladestander, der ville være placeret på virksomhedens adresse/domicil. Spørger ville selv forestå driften heraf for egen regning og risiko.

Udover den helt erhvervsmæssige anvendelse af el-ladestanderen, ønskede spørger også at tillade medarbejderne gratis at oplade deres private el-biler hos spørger. Derudover ønskede spørger også at tilbyde kunder, leverandører og andre samarbejdspartnere gratis opladning af deres biler, når de var på erhvervsmæssigt besøg hos spørger.

Spørger havde derfor nærmere spurgt til fradragsret for el-udgifterne til opladning af medarbejdere og kunder m.fl. ’s private biler samt om eventuel beskatning af dette gode. Derudover var der stillet spørgsmål om fradragsret for moms af udgifterne til den nævnte opladning, samt om godtgørelse for elafgiften til de nævnte opladninger.

Skatterådet kunne dertil bekræfte, at udgifterne til opladning af medarbejdernes private el-biler måtte anses for at være et lønaccessorium og dermed en fradragsberettiget lønudgift. Skatterådet fandt dog, at når en arbejdsgiver har stillet gratis opladning af medarbejdernes private el-biler til rådighed på arbejdspladsen skulle benyttelse af ladestationerne betragtes som et skattepligtigt personalegode, der skulle beskattes ud fra markedsprisen. Godet ville dog være omfattet af bagatelgrænsen for mindre personalegoder, således godet kunne beskattes, hvis den samlede værdi af sådanne goder, herunder julegaver, fra eller flere arbejdsgivere oversteg 1.200 kr. pr. år. i 2022.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at spørger kunne foretage fradrag for udgifter til gratis opladning af kunder, leverandører og andre samarbejdspartneres private biler, men at udgiften måtte anses som repræsentationsudgifter, hvor fradragsretten ville være begrænset til 25 pct. af de afholdte udgifter.

Derudover fandt Skatterådet, at værdien af sådanne opladninger for kunder, leverandører og andre samarbejdspartnere kunne anses for at være indenfor det typiske udgiftsniveau for en skattefri repræsentationsydelse som eksempelvis en middag på en restaurant og at værdien af sådanne opladninger ansås at kunne være meget beskeden. Endelig foregik opladningen hos spørger, mens kunderne m.fl. var hos spørger i erhvervsmæssigt ærinde, og dermed i tilknytning til udførelsen af arbejde, og dermed indkomsterhvervelsen, i forhold til den virksomhed, som modtageren repræsenterede. På denne baggrund fandt Skatterådet, at kunder, leverandører og andre forretningsforbindelser ikke skulle beskattes af værdien af den gratis opladning af deres biler.

For så vidt angik spørgsmål om elafgift ønskede spørger det bekræftet, at spørger kunne få godtgørelse for elafgiften af den elektricitet, der blev anvendt i spørgers ladestander til gratis opladning af medarbejdernes private el-biler, spørgers kunders, leverandørers og andre samarbejdspartneres el-biler på spørgers adresse/domicil.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at betingelserne for, at spørger kunne få godtgørelse for elafgiften efter elafgiftsloven var opfyldt, idet lovens krav om momsfradragsret ikke var opfyldt, jf. spørgsmål 11 og 12.

Skatterådet kunne derimod bekræfte, at spørger kunne få godtgørelse efter særordningen, jf. § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 (med senere ændringer), for elafgiften af den elektricitet, der blev anvendt til gratis opladning af spørgers medarbejders private el-biler samt spørgers kunders, leverandørers og andre samarbejdspartneres el-biler. Der var henset til, at spørger kunne anses som forbruger af elektriciteten i henhold til særordningen, da elektriciteten blev forbrugt af virksomheden ved opladningen, uanset at ladeydelsen blev anvendt gratis til spørgers medarbejders private el-biler, samt spørgers kunders, leverandørers og andre samarbejdspartneres el-biler. Det var forudsat at ladestanderen blev drevet for spørgers regning og risiko, og at spørger var involveret i driften af denne ladestander, samt de øvrige betingelser i særordningen var opfyldt.

For så vidt angik spørgsmålet om momsfradrag kunne Skatterådet ikke bekræfte, at spørger havde fradragsret for moms af udgifter (elektricitet og anskaffelse, drift og vedligeholdelse af ladestander) til opladning af:

• Spørgers egne personbiler
• medarbejdernes egne personbiler
• kunder, leverandører og andre samarbejdspartneres private personbiler

Skatterådet kunne dog bekræfte, at spørger havde fradragsret for moms af udgifter (elektricitet og anskaffelse, drift og vedligeholdelse af ladestander) til opladning af spørgers egne varebiler med tilladt totalvægt på ikke over 3 ton.

Endelig afviste Skatterådet at besvare spørgsmål 13, da det stillede spørgsmål ikke havde karakter af en skatte, afgifts- eller momsmæssig disposition, men derimod handlede om virksomhedens administration til håndtering af de skattemæssige regler.