Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

To hovedaktionærer skulle beskattes af rådigheden af fri bolig som følge af, at deres selskab havde stillet en ejendom til rådighed for to medlemmer af hovedaktionærernes familie. Udlejningen til familiemedlemmerne var sket til en leje, der lå væsentlig under markedslejen, og derfor skulle også selskabet beskattes af en fikseret lejeindtægt.

Rabatreglen i LL (ligningsloven) § 16, stk. 3, 2. pkt. kunne ikke finde anvendelse ved beskatning af hovedaktionærernes familie.

Argumentationen vedr. rabatreglen i LL (ligningsloven) § 16, stk. 3, 2. pkt., fremgår ikke af Østre Landsrets afgørelsen, men af den tidligere byretsdom:  SKM2021.97.BR.

Landsskatteretten

SKM2017.61.LSR

En ansat i et bilfirma købte af sin arbejdsgiver biler, som han senere solgte til arbejdsgiveren med en betydelig fortjeneste. Fortjenesten ansås for skattepligtig som yderligere løn.

Klagerens købspriser og gensalgspriser til arbejdsgiveren resulterede i en økonomisk gevinst, som Landsskatteretten fandt, var skattepligtig som yderligere løn jf. LL (ligningsloven) § 16, stk. 1, og SL (statsskatteloven) § 4. Klagerens køb og salg af bilerne skulle bedømmes samlet og blev ikke anset for omfattet af rabatreglen i LL (ligningsloven) § 16, stk. 3.

Skatterådet

A A/S var en del af en koncern, som ultimativt var ejet af andelshaverne i A a.m.b.a. A a.m.b.a. var moderselskab i en energi- og kommunikationskoncern med en række forskellige forretningsområder, som blev drevet i særskilte datterselskaber.

Spørger ville gerne have bekræftet, at en rabat fra A A/S, der blev givet på abonnementsprisen på en ladeboks til elbiler til privatkunder i A A/S, som opfyldte bestemte kriterier, var skattefri for den enkelte privatkunde.

Skatterådet svarede ja til, at rabatten var skattefri for den enkelte privatkunde.

Fsva. eventuelle medarbejdere hos A A/S, der også var kunder, blev det bemærket, at det var Skattestyrelsens opfattelse, at de ikke skulle beskattes i det omfang, medarbejdernes priser for abonnementet for ladeboksen mindst ville svare til arbejdsgiverens kostpris. Hvis medarbejderne fik rabat under samme vilkår som kunder, der ikke var medarbejdere, og rabatten ikke fulgte af ansættelsesforholdet, ville medarbejderne heller ikke skulle beskattes af en rabat på ladeboksen, der oversteg arbejdsgiverens kostpris, når rabatten var skattefri for de øvrige kunder, og rabatten måtte anses for målrettet kunderne og ikke medarbejderne.

Køkken- og serveringspersonale kunne få måltider skattefrit ved betaling af kostprisen. Se LL (ligningsloven) § 16, stk. 3, 2. pkt. Skatterådet lagde vægt på, at der var fremlagt et detaljeret regnskab over beregningen af kostprisen, hvor der indgik både direkte og indirekte omkostninger.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at kommune A kunne tilbyde alle medarbejdere 20 % rabat på billetter, klippekort, månedskort og årskort til svømmehallen i C, uden at medarbejderne blev beskattet af den deraf opnåede fordel.

Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at den selvejende institution B kunne tilbyde alle A kommunes medarbejdere 20 % rabat på billetter, klippekort, månedskort og årskort til svømmehallen i D, uden at medarbejderne blev beskattet af den deraf opnåede fordel.

Skatterådet fremhævede, at der i begge tilfælde var tale om institutioner, der hovedsageligt blev finansieret med de kommunale midler, hvilket indebar, at kommunen ikke havde nogen form for avance. Dette betød, at enhver rabat på adgangsbilletter, kort m.m. til svømmehallerne, der blev givet til de ansatte i kommunen, måtte anses for at være et skattepligtigt personalegode, som nævnt i LL (ligningsloven) § 16, stk. 1.

X-tv-programpakker betalt af A A/S for visse medarbejdere var ikke omfattet af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede personalegoder. Dette gjaldt også andre tv-programpakker betalt af A A/S, medielicens samt en kombination af X-tv-programpakker og øvrige programpakker.

Skatterådet bekræftede, at rabatreglen i LL (ligningsloven) § 16, stk. 3, 2. pkt., kunne anvendes for A A/S' tv-programpakker, da udbyder og arbejdsgiver var samme juridiske enhed.

Et internet tv-abonnement stillet til rådighed for medarbejdere, var ikke et arbejdsredskab. Skatterådet fandt imidlertid, at internet tv-abonnementet ud fra en konkret vurdering kunne anses for i overvejende grad at være stillet til rådighed til brug for medarbejdernes arbejde og dermed omfattet af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede personalegoder. Mht. værdiansættelsen kunne tv- internetabonnementet værdiansættes til arbejdsgivers kostpris, da abonnementet var udbudt af arbejdsgiveren.

SKM2007.567.SR

Skatterådet fandt, at koncernansatte, der fik tilbudt adgang til motionsfaciliteter i et datterselskab mod en egenbetaling på en tredjedel af den normale, skulle beskattes af den herved opnåede fordel. Skatterådet fandt, at godet ikke var omfattet af den særlige praksis for skattefrihed for goder af begrænset økonomisk karakter, der som velfærdsforanstaltning blev stillet til rådighed på arbejdspladsen. Skatterådet fandt endvidere, at rabatreglen i LL (ligningsloven) § 16, stk. 3, kun kunne finde anvendelse for ansatte i det pågældende datterselskab, men ikke for ansatte i andre selskaber i koncernen.

SKM2006.186.SR

En grossist holdt kurser for sine kunders ansatte. Kursisterne havde mulighed for at optjene point, som kunne udbetales i form af varer fra grossistens varesortiment til dennes salgspris. Kursisterne kunne uden beskatning købe tilsvarende varer hos deres arbejdsgiver med en rabat svarende til arbejdsgivers avance efter LL (ligningsloven) § 16, stk. 3, 2. pkt. SKAT fastslog derfor, at varernes skattepligtige værdi skulle ansættes på samme måde, som hvis de ansatte havde købt varerne gennem deres arbejdsgiver, dvs. efter LL (ligningsloven) § 16, stk. 3, 2. pkt.