Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2013.70.HR

Politiet havde fået en henvendelse fra borgere, der havde set A køre i en Mercedes, der var forsynet med svenske nummerplader fra en afmeldt bil.

Byretten fandt, at A måtte anses som bruger af bilen, og han havde derfor overtrådt REGAL (registreringsafgiftsloven) § 27, stk. 1, nr. 3. Retten anså betingelserne for beslaglæggelse for opfyldt.

Landsretten tiltrådte, at der var en begrundet mistanke om, at A havde overtrådt REGAL § 27.

Efter TDL § 83, stk. 1, 2. pkt., kan varer med hensyn til hvilke told eller afgifter er unddraget eller søgt unddraget, tages i forvaring eller beslaglægges under iagttagelse af reglerne i retsplejelovens kapitel 74.

Da ejeren af bilen ikke var mistænkt, fandt retten ikke hjemmel til beslaglæggelse af bilen efter RPL § 802, stk. 1. Der er i henhold til denne bestemmelse ikke hjemmel til beslaglæggelse med henblik på at sikre det offentliges krav på bøde og sagsomkostninger.

Højesteret udtalte, at efter forhistorien bag TDL § 83, stk. 1, 2. pkt., samt bestemmelsens sammenhæng med § 83, stk. 3 og 5, fandt retten, at § 83, stk. 1, 2. pkt.'s henvisning til retsplejelovens kapitel 74 ikke indebar, at det er udelukket at beslaglægge varer, med hensyn til hvilke afgift var unddraget, selv om ejeren ikke er mistænkt for overtrædelse af afgiftsbestemmelserne og betingelsen i RPL § 802, stk. 2, om mistanke til ejeren, således ikke er opfyldt.

Højesteret fandt dog, at beslaglæggelsen ikke kan ske til sikkerhed for betaling af bøde og sagsomkostninger. Beslaglæggelsen kan kun ske til sikkerhed for det offentliges krav på betaling af afgifter.

Landsretsdomme

SKM2019.66.ØLR

Politiet havde den 18. marts 2018 beslaglagt T’s bil, der var indregistreret i udlandet. T var mistænkt for overtrædelse af registreringsafgiftsloven. T’s advokat påstod beslaglæggelsen ophævet. T indrejste i Danmark i 1991. T var dansk statsborger, ejede fast ejendom i Danmark, blev i 2017 registreret med A-indkomst fra en arbejdsgiver i Danmark og havde 3 køretøjer, som var dansk indregistreret. T havde siden den 29. august 2016 haft folkeregisteradresse i Danmark på samme adresse som sin kone og to børn.

T havde siden 29. august 2016 og på kontroltidspunktet den 18. marts 2018 registreret bopæl i Danmark på en af ham og hans hustru ejet helårsbolig i Y5-by, hvor også hustruen og deres to mindreårige børn havde registreret bopæl. De under sagen fremlagte oplysninger om T’s arbejde for en udenlandsk virksomhed og om hans rejseaktiviteter - hvoraf det i øvrigt fremgår, at T normalt rejste fra og til Y6-by - giver intet grundlag for at antage, at T på trods heraf på kontroltidspunktet havde opgivet dansk bopæl i skatte- og afgiftsretlig forstand. Det er uden betydning for beslaglæggelsens lovlighed, om han på et senere tidspunkt måtte have fraflyttet Danmark.

Den omtvistede beslaglæggelse er sket såvel til sikkerhed for afgiftskrav som til sikkerhed for bøder og sagsomkostninger. Som fastslået i bl.a. U 2012.1848/1 H (SKM2013.70.HR) og SKM2017.497.ØLR giver TDL § 83, jf. RPL § 802, hjemmel til at beslaglægge varer med henblik på at sikre unddragne afgiftskrav, uanset om der er grund til at antage, at ejeren har haft til hensigt at unddrage sig afgift. Idet beslaglæggelse i den foreliggende situation ikke er i strid med proportionalitetsprincippet i retsplejelovens § 805, tiltræder landsretten på den baggrund, at beslaglæggelsen er foretaget til sikkerhed for afgiftskrav.

Byretsdomme

SKAT havde i medfør af TDL § 83 beslaglagt og bortsolgt en gulpladebil, som havde mistet sin afgiftsmæssige identitet. Bilen var bortsolgt med henblik på at dække kravet på registreringsafgift, som var rejst mod den registrerede bruger. Sagsøger var oprindeligt panthaver i bilen og gjorde gældende, at denne panteret skulle respekteres ved bortsalget. Efter TDL § 83, stk. 3, går SKATs krav på fyldestgørelse forud for ejerens ret. Retten anførte, at det følger af SKM2013.70.HR, at der kan ske beslaglæggelse af en bil, selvom afgiftskravet er rejst mod en anden end bilens ejer. Herefter fandt retten, at sagsøgeren som panthaver ikke kunne opnå bedre ret end ejeren.