A.D.13.3.2 Tvungen ikke-konneks modregning
Indhold
Dette afsnit indeholder en beskrivelse af tvungen ikke-konneks modregning.
Afsnittet indeholder:
- Definition og regel
- Betingelser for tvungen ikke-konneks modregning
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Definition og regel
Konneksitet betyder, at der er tale om krav, som har fælles oprindelse.
Ved tvungen ikke-konneks modregning kan modregning ske, uden at der foreligger en aftale om modregning mellem parterne.
Tvungen ikke-konneks modregning iværksættes ved, at modregneren afgiver en modregningserklæring. Modregningserklæringen har karakter af påbud til hovedmanden. Han kan derfor ikke afvise erklæringen, og den har virkning, så snart den er kommet frem til ham.
Fordringer vedbliver således med at bestå med deres fulde beløb, indtil modregning er erklæret, og ophører først, når erklæringen er nået frem til hovedmanden.
Betingelser for tvungen ikke-konneks modregning
For at tvungen ikke-konneks modregning må finde sted, er der en række betingelser, der skal være opfyldte. Disse betingelser skal alle være opfyldte på det tidspunkt, hvor den tvungne ikke-konnekse modregning iværksættes.
Betingelserne er følgende:
- Kravene er udjævnelige
- Kravene er afviklingsmodne
- Kravene er gensidige
- Modkravet er retskraftigt
Kravene er udjævnelige
Betingelsen om udjævnelighed betyder, at kravene kan benyttes til korrekt opfyldelse af hinanden. Betingelsen om udjævnelighed er opfyldt, når både hovedfordringen og modfordringen er pengefordringer.
Kravene behøver ikke at være lige store, for at tvungen modregning må gennemføres. Blot kravene er delelige, må der modregnes over for en hovedfordring, der er større end modfordringen, og modregnes med en modfordring, der er større end hovedfordringen.
Kravene er afviklingsmodne
At kravene er afviklingsmodne betyder, at modfordringens forfaldstidspunkt er kommet, mens hovedfordringens frigørelsestidspunkt skal være kommet. Forfaldstidspunktet er det tidspunkt, hvor kreditor kan kræve, at debitor betaler, hvad han skylder. Frigørelsestidspunktet er det tidspunkt, hvor debitor har ret til at frigøre sig ved at betale, hvad han skylder.
Denne betingelse er begrundet i, at en kreditor kan kræve betaling, når forfaldstidspunktet er kommet, mens en debitor kan frigøre sig fra sin gæld, når frigørelsestidspunktet er kommet.
Med "forfaldstidspunkt" menes sidste rettidige betalingsdag, da betaling som udgangspunkt ikke må kræves før da.
Kravene er gensidige
Modregning må kun ske, hvor to personer (fysiske og/eller juridiske personer) har krav på hinanden, således at debitor efter den ene fordring er kreditor efter den anden fordring.
I nedenstående skema omtales en række særlige tilfælde i forbindelse med gensidighed.
| Staten er i modregningsmæssig henseende en enhed | Det er fast antaget i retspraksis, at staten i modregningsmæssig henseende skal betragtes som en enhed. Det betyder, at de forskellige statsinstitutioner og styrelser skal betragtes som en enhed, selv om de hører under hvert deres ministerium. Dette gælder, når staten modregner over for borgeren. Se U.1955.13 H. |
| Begrænset hæftelse | Kravet om gensidighed mellem kravene betyder her, at der som udgangspunkt ikke må ske modregning med restancer fra en virksomhed med begrænset hæftelse i krav, som en person, som er involveret i virksomheden, måtte have på statskassen. Der kan heller ikke foretages modregning i situationer, hvor fx et interessentskab har et krav på tilbagebetaling af negativ moms, og hvor statskassen har et krav på en af deltagerne, fx på skyldig restskat. |
| Overdragelse af krav | Gensidigheden mellem kravene må i almindelighed foreligge ved gennemførelsen af modregningen. Til illustration af en afgørelse på området, hvor der var sket overdragelse af et krav, og hvor gensidighedsbetingelsen var opfyldt, se fx SKM2013.512.LSR Hvis overdragelsen af et krav bevirker, at der ikke længere er gensidighed mellem kravene, er der dog alligevel i nogle tilfælde mulighed for at modregne. Se fx reglen i GBL § 28, der omtales i afsnit A.D.13.5 Særlige regler om modregning. |
| Udlæg i fordring | Gensidigheden kan også opstå som følge af RIMs udlæg i en fordring, som skyldneren A har mod B. Hvis B har et krav mod staten, og udlægget blev foretaget for et krav, der tilkommer staten, er der gensidighed, og RIM må derfor gerne modregne. Se SKM2007.414.VLR. |
| Koncern | Kravet om kun to parter medfører også, at der ikke kan ske modregning, hvor der er tale om en koncern. Skatteforvaltningen kan som hovedregel ikke modregne sit tilgodehavende hos en virksomhed i koncernen i et krav, som en anden virksomhed i koncernen har hos Skatteforvaltningen. Se SKM2010.641.LSR |
| Fællesregistrerede virksomheder | Er virksomhederne/selskaberne fællesregistreret i henhold til bestemmelserne i skatte- og afgiftslovgivningen, kan der dog ske modregning med en virksomheds restance i en anden virksomheds tilgodehavende. Fællesregistreringen indebærer, at virksomhederne hæfter solidarisk for betaling af A-skatter og afgifter. Denne hæftelse indebærer, at der også er adgang til modregning. Skal der i disse situationer modregnes fx negativ moms for et selskab i skyldig A-skat for et andet selskab, skal fællesregistreringen være efter begge regelsæt i skatte- og afgiftslovgivningen. |
| Omtvistede krav | Landsskatteretten afgjorde, at der kunne ske modregning i klagerens tilgodehavende moms for et formueretligt krav, som Udenrigsministeriet havde mod klageren, selv om kravet ikke var anerkendt og ikke fastslået ved dom. Se SKM2008.146.LSR I en anden sag fandt Landsskatteretten, at det var med rette, at SKAT havde foretaget modregning i selskabets momstilgodehavende til dækning af klagerens gæld til Fødevarestyrelsen, på trods af at kravet var omtvistet ved overdragelsen til inddrivelse. Se SKM2016.451.LSR. |
| Modregning i EU-støtte | Det er fastslået i retspraksis, at der kan ske modregning, når den støtteudbetalende myndighed er EU, og den danske stat vil modregne i støtten, da der er den fornødne gensidighed mellem kravene. Se U.2001.149H |
| Modregning ved henstand | Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 5, at der i henstandsbevillingen kan tages forbehold for modregning i henstandsbeløbet for krav, som klageren måtte få mod det offentlige. Det fremgår ligeledes af gældsinddrivelseslovens § 9, at henstand med betalingen ikke afskærer det offentliges adgang til at foretage modregning i udbetalinger fra det offentlige. Se SKM2017.171.LSR. |
Modkravet er retskraftigt
At modkravet skal være retskraftigt betyder, at modfordringen ikke må være bortfaldet, fx ved forældelse eller præklusion.
Hvis modfordringen er bortfaldet, er modregning udelukket.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM- meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
| Højesteretsdomme | ||
| U.2001.149H | Spørgsmålet i sagen var, om der var den fornødne gensidighed, når den støtteudbetalende myndighed var EU, og den danske stat ville modregne i støtten. Domstolen udtalte, at forvaltningen af støtten i henhold til EU-reglerne varetages af medlemsstaterne, og det er medlemsstaterne, som pligten til støtteudbetaling i henhold til EU-reglerne påhviler. Det var derfor den danske stat ved Landbrugsministeriet, EF-direktoratet, som var debitor i forhold til den støtteberettigede, og da samme stat var kreditor i medfør af modregningsfordringerne, var gensidighedsbetingelsen opfyldt. Der måtte derfor ske modregning. |
|
| U.1955.13.H | Overfor et kaptajn S' konkursbo tilhørende erstatningskrav i anledning af, at effekter tilhørende S var bortkomne, efter at de den 5. maj 1945 var taget i forvaring af frihedsbevægelsen, fandtes en S i henhold til lov nr. 500 af 9. oktober 1945 påhvilende tilbagebetalingspligt med hensyn til beløb, som var modtaget i tysk tjeneste, i medfør af konkurslovens § 15 at kunne bringes i modregning. Det antoges herved, at debitor ifølge erstatningskravet, Erstatningsudvalget af 1945, og kreditor ifølge tilbagebetalingskravet, Revisionsudvalget for tyske Betalinger, måtte betragtes som det samme retssubjekt, nemlig den danske stat, hvorhos begge krav måtte anses opstået inden konkursens begyndelse den 25. juli 1946, idet det efter omstændighederne måtte være uden betydning, at kravenes endelige størrelse først senere kunne fastslås. Der måtte derfor ske modregning. |
|
| Landsretsdomme | ||
| SKM2007.414.VLR | Spørgsmål om kravenes gensidighed i forbindelse med modregning via udlæg. Landsretten fastslog, at skattemyndighederne ved udlæggets foretagelse i et tilgodehavende mod sagsøgeren indtrådte som kreditor i forhold til denne. Gensidighedsbetingelsen for foretagelse af modregning med sagsøgerens negative momstilsvar mod skattemyndighederne var herefter til stede. Der måtte derfor ske modregning. | Højesteret stadfæstede dommen fra Vestre Landsret. Under sagen for Højesteret blev argumentet om, at skattemyndighedernes modregning var ugyldig, dog frafaldet. Se SKM2008.218.HR |
| Byretsdomme | ||
| SKM2019.133.BR | Sagen angik en prøvelse af Skatteankestyrelsens afgørelse, hvor Skatteankestyrelsen havde taget stilling, om SKAT var berettiget til at foretage modregning over for sagsøger. SKAT havde foretaget modregningen i sagsøgers personlige virksomheds momstilgodehavende til dækning af sagsøgers gæld til SKAT vedrørende B-skat. Sagsøger klagede over modregningsafgørelsen til Restanceinddrivelsesmyndigheden. Klagen var dels begrundet med, at B-skatten påhvilede sagsøger personligt, og SKAT derfor ikke kunne modregne B-skatten hos sagsøgers virksomhed. Sagsøgers påstand har to led. Det første er, at Skatteankestyrelsens afgørelse skal ophæves. Dette led kan og skal domstolene prøve. Det Skatteankestyrelsen og dermed retten skal prøve, er indsigelser, der vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration. Retten har forstået sagsøger sådan, at han kun har en indsigelse mod restancemyndighedens administration nemlig, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke sendte hans klage over fordringens beståen til rette klageinstans. Skatteministeriet har i påstandsdokumentet anerkendt, at restanceinddrivelsesmyndigheden har begået en fejl på dette punkt. Retten går ud fra, at restanceinddrivelsesmyndigheden nu sørger for, at denne fejl bliver rettet i det omfang, det er muligt, men retten ser intet grundlag for, at det skal medføre en ophævelse af Skatteankestyrelsens afgørelse. Det andet led i påstanden "idet hverken Sagsøgte 1) eller 2) har de påståede krav mod hverken Sagsøger 1) eller 2.", har Skatteankestyrelsen ikke taget stilling til. Det kunne og måtte de heller ikke jf. loven om inddrivelse af gæld til det offentlige § 2, stk. 2, jf. § 17, stk. 1. Skatteministeriet frifindes derfor. Der kunne således foretages modregning. | |
| Landsskatteretskendelser | ||
| SKM2021.369.LSR | Sagen drejede sig om, hvorvidt Gældsstyrelsen var berettiget til at foretage modregning i virksomhedens kreditsaldo fra skattekontoen til dækning af gæld vedrørende virksomhedens indehavers restskat og inddrivelsesrenter. Virksomhedens indehaver havde gæld til det offentlige i form af restskat og inddrivelsesrenter. Virksomheden fik udbetalt et lån fra en hjælpepakke i forbindelse med Covid-19 pandemien. Lånet blev krediteret på virksomhedens skattekonto, hvorved der opstod en kreditsaldo. Gældsstyrelsen foretog herefter modregning i kreditsaldoen på virksomhedens skattekonto for indehaverens gæld til det offentlige i form af restskat og inddrivelsesrenter. Landsskatteretten fandt, at Gældsstyrelsen ikke var berettiget til at foretage denne modregning. Landsskatteretten henså herved til, at gælden vedrørende restskat og inddrivelsesrenter ikke fremgik af virksomhedens debetsaldo på skattekontoen eller var blevet overdraget til inddrivelse efter reglerne i opkrævningslovens § 16 c, stk. 4, 4. pkt., og at der derfor ikke var hjemmel til den foretagne modregning i dagældende § 7, stk. 4, i lov nr. 572 af 5. maj 2020 om rentefrie lån svarende til angivet moms og lønsumsafgift og fremrykket udbetaling af skattekreditter m.v. i forbindelse med Covid-19 med senere ændringer. Herefter kunne modregning kun gennemføres, såfremt de almindelige betingelser for modregning var opfyldt. Landsskatteretten fandt, at disse betingelser ikke var opfyldt, idet hovedfordringen bestod af et lån ydet til virksomheden fra staten, hvormed virksomheden var debitor til staten vedrørende begge fordringer, idet lånet (hovedfordringen) skulle betales tilbage til staten, og da restskatten og inddrivelsesrenterne (modfordringerne) var virksomhedens indehavers gæld. Der forelå derfor ikke gensidighed mellem fordringerne, således at kreditor til den ene fordring var debitor til den anden fordring og omvendt, hvorfor modregningsbetingelsen om gensidighed ikke var opfyldt. Der måtte derfor ikke ske modregning | Afgørelsen er indbragt for domstolene. |
| SKM2021.81.LSR | Landsskatteretten fandt, at SKAT var berettiget til at foretage modregning i et revisionsfirmas tilgodehavende vedrørende omkostningsgodtgørelse til dækning af for meget udbetalt omkostningsgodtgørelse. Landsskatteretten fandt herved, at betingelsen om gensidighed var opfyldt, idet SKATs krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt omkostningsgodtgørelse som følge af overdragelsen af kravet på omkostningsgodtgørelse til revisionsfirmaet var et krav mod revisionsfirmaet, og da tilgodehavendet vedrørende omkostningsgodtgørelse ligeledes var overdraget til revisionsfirmaet, hvormed revisionsfirmaet havde et krav mod SKAT. | |
| SKM2018.442.LSR | Landsskatteretten fandt, med henvisning til UfR 1997.1638 H og UfR 2003.717 V, at et konkursbos krav på negativt momstilsvar var stiftet efter fristdagen, og at der derfor som udgangspunkt ikke kunne ske modregning i afgiftstilsvaret for april 2013, som var før fristdagen, jf. konkurslovens § 42, stk. 1. Da kravene endvidere ikke fandtes at være konnekse, havde SKAT ikke med rette kunnet foretage modregning. Afgørelsen er afsagt med dissens. Der måtte derfor ikke ske modregning. | |
| SKM2018.22.LSR | Da et krav vedrørende restskat for indkomståret 2008 ikke var forfaldent til betaling på modregningstidspunktet, kunne der ikke foretages modregning i et overskydende skattebeløb for indkomståret 2013. Landsskatteretten fandt derfor, at den af SKAT foretagne modregning var sket med urette. Landsskatteretten bemærker ligeledes, at opkrævningslovens § 16 c, stk. 6, ikke anses for at udgøre en særregel, som bryder med de almindelige modregningsbetingelser, eller på anden vis medfører en ændring af, hvornår et krav på restskat kan anses for at have sidste rettidige betalingsdag. Der måtte derfor ikke ske modregning. | |
| SKM2017.593.LSR | SKAT havde foretaget modregning, men havde anført en mangelfuld henvisning til modregningshjemlen. Landsskatteretten lagde efter en konkret væsentlighedsvurdering til grund, at en manglende henvisning til kildeskattelovens § 62A, stk. 3, i relation til modregning i overskydende skat til dækning af restskat, ikke kunne føre til ugyldighed. Der blev samtidig lagt vægt på, at afgørelserne indeholdte en henvisning til, at modregning skete efter reglerne i KSL (kildeskatteloven) § 62, stk. 3, og dansk rets almindelige regler om modregning, samt oplysninger om det beløb, der modregnes i, og om de restancer, der modregnes til. Landsskatteretten bemærkede i denne forbindelse, at der efter KSL (kildeskatteloven) § 62A, stk. 3, ikke skal foretages en konkret vurdering forud for modregningen. Der måtte derfor ske modregning. | |
| SKM2017.430.LSR
| SKAT havde foretaget modregning til dækning af klagerens studiegæld i et beløb fra klagerens virksomheds skattekonto, som var indbetalt til dækning af et specificeret momstilsvar. Momskravet havde sidste rettidige betalingsfrist efter 5 hverdage fra kreditsaldoens opståen. Landsskatteretten fandt derfor, at SKAT var berettiget til at foretage modregning, idet SKAT ikke skal afvente krav på virksomheden mere end 5 hverdage til kravets sidste rettidige betalingsfrist. Landsskatteretten bemærkede samtidig, at det ikke er muligt at øremærke en betaling til dækning af momstilsvar, og at en overholdt afdragsordning ikke er til hinder for modregning, jf. inddrivelseslovens § 9, stk. 1. Der måtte derfor ske modregning. | |
| SKM2017.397.LSR | Det udtales i afgørelsen, at der ikke gælder særlige modregningsregler vedrørende modregning i overskydende skat til dækning af sagsomkostninger til politiet. Modregning kan derfor gennemføres, hvis modregningsbetingelserne er opfyldte, hvilke de ansås at være i sagen. Hverken tilladelse til afdragsvis betaling eller henstand med betaling afskærer det offentliges adgang til at foretage modregning, jf. inddrivelseslovens § 9, stk. 1. Det er således uden betydning i forhold til Skatteforvaltningens modregningsadgang, om klageren har overholdt en betalingsordning vedrørende gælden. Det er heller ikke et krav for modregning, at der er sket en vurdering af klagerens økonomiske forhold jf. inddrivelseslovens § 9a. Der måtte derfor ske modregning. | |
| SKM2017.171.LSR | Politiet havde foretaget beslaglæggelse hos en skatteyder af nogle beløb i forbindelse med en straffesag, der senere blev opgivet. Det antoges, at SKAT kunne foretage modregning for skyldig skat i dette beløb, idet modregningsbetingelserne måtte anses for opfyldt. Landsskatteretten anførte i sagen, at der ikke gælder særlige modregningsregler vedrørende modregning i beslaglagte midler til dækning af restskat og rest AM-bidrag. Modregning kan derfor gennemføres, hvis modregningsbetingelserne er opfyldte på modregningstidspunktet. Landsskatteretten anførte ligeledes, at SKAT har mulighed for at foretage modregning, selv om klageren har henstand med betalingen af den offentlige gæld, jf. inddrivelseslovens § 9, stk. 1 samt skatteforvaltningslovens § 51, stk. 5. Dette fremgik ligeledes af den henstandsbevilling som klageren havde modtaget fra SKAT. Der måtte derfor ske modregning. | |
| SKM2016.451.LSR | Landsskatteretten fandt, at det var med rette, at SKAT havde foretaget modregning i selskabets momstilgodehavende til dækning af klagerens gæld til Fødevarestyrelsen, på trods af at kravet var omtvistet ved overdragelsen til inddrivelse. Ifølge Landsskatteretten er udgangspunktet fortsat, at indsigelser om kravets eksistens og størrelse ikke har opsættende virkning for inddrivelse af kravet, og at det derfor ikke anses for at være en betingelse for overdragelse af krav til inddrivelse, at kravet er uomtvistet. | |
| SKM2013.512.LSR | Landsskatteretten fandt, at betingelserne, herunder kravet om gensidighed, for at modregne et krav på for meget udbetalt omkostningsgodtgørelse til et selskab, som kravet på omkostningsgodtgørelse var overdraget til, i overskydende selskabsskat var opfyldt. Der måtte derfor ske modregning. | |
| SKM2010.641.LSR | Spørgsmål om gensidighed i forbindelse med modregning i et selskabs overskydende skat for restskat for et sambeskattet, men selvstændigt selskab. Kravet på overskydende skat var et krav mod staten, mens SKATs krav på restskat var et krav mod det sambeskattede selskab. Der forelå derfor ikke gensidighed mellem de to krav. Der måtte derfor ikke ske modregning. | |
| SKM2008.146.LSR | Skyldner havde været ansat i Udenrigsministeriet. I 2004 meddelte Udenrigsministeriet skyldner, at han skulle tilbagebetale i alt 6.025,64 kr., som var udbetalt til ham som udlæg til udgifter i forbindelse med hans hjemrejse til Danmark. Skyldner ejede en virksomhed, der var momspligtig. SKAT foretog modregning af tilbagebetalingskravet i skyldners overskydende moms for 3. kvartal 2006 på 1.295 kr. Det er ifølge retspraksis ikke et krav for at foretage modregning, at modfordringen er erkendt af debitor. Betingelserne for at foretage modregning til dækning af skyldners gæld til Udenrigsministeriet var derfor umiddelbart opfyldte, selv om klager bestred kravet. Der måtte derfor ske modregning. | |
| SKM2007.290.LSR | Spørgsmål om gensidighed i forbindelse med modregning i tilgodehavende registreringsafgift for krav på forskudsvis udbetalt børnebidrag. Kravet vedrørende forskudsvis udbetalt børnebidrag tilkom staten, der også var debitor for klagerens krav på tilbagebetaling af registreringsafgift. Kravene var derfor gensidige. Der måtte derfor ske modregning. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed