A.B.7.1 Angivelse/afregning af told
Indhold
Dette afsnit beskriver, hvornår der skal angives told, og hvordan afregning af told skal ske til Toldstyrelsen - alt efter om man som importør/varemodtager er importørregistreret eller ej.
Afsnittet indeholder:
- Lovgrundlag
- Angivelse af told
- Hvordan skal afregning ske til Toldstyrelsen?
Lovgrundlag
(EUTK), (TDL) og TBEK.
Angivelse af told
Der skal angives varer, der indføres til eller udføres fra det danske toldområde eller fraføres eller tilføres en frihavn eller et toldoplag i det danske toldområde, når en sådan angivelse er foreskrevet i TDL, TBEK eller i EUTK. art. 127, stk. 1, art. 145, stk. 1, art. 158, stk. 1, art. 263, stk. 1, art. 270, stk. 1, art. 271, stk. 1, og art. 274, stk. 1.
Se nærmere TDL § 13 og TBEK kapital 1 og 2, herunder den materielle gennemgang i F.A.
Overholdes fristen som fastsat i EUTK art. 149 for angivelse ikke, kan Toldstyrelsen foretage ansættelsen på grundlag af en skønsmæssigt ansat mængde eller værdi af varerne og efter de satser, der var gældende den dag, hvor varerne senest kunne være angivet ved rettidig fortoldning. Se TDL § 13.
Er en sådan ansættelse for lav, skal der inden 14 dage efter modtagelse af afgørelsen af den angivelsespligtige ske underretning til Toldstyrelsen. Se TDL § 13.
Se nærmere om de særlige sagsbehandlingsregler på toldområdet afsnit A.A.7 Sagsbehandling.
Hvordan skal afregning ske til Toldstyrelsen?
I forbindelse med, at en virksomhed bliver importørregistreret, skal der tages stilling til, hvordan den ønsker og kan betale told med videre.
Måden og tidspunktet for, hvornår told med videre skal betales til Toldstyrelsen, afhænger af, hvordan importøren/varemodtageren er importørregistreret.
Kontant
Virksomheden kan vælge at betale told mv. kontant i forbindelse med hver fortoldning ("5-dages afregner"). Der skal betales senest den 5. hverdag efter fortoldningsdagen. Se nærmere TDL § 33, stk. 4.
Kredit
For at opnå kredit med betalingen af tolden, så virksomheden betaler en gang om måneden, skal der stilles sikkerhed for tolden. Se EUTK art. 89 og TDL § 30, stk. 1 og 2.
Sikkerhed efter EUTK art. 89 og TDL § 30, stk. 2, kan stilles ved, at varemodtageren, det vil sige en importør af varer, stiller sikkerhed for kredit ved enten at deltage i told- og skatteforvaltningens sikkerhedsstillelsesordning eller anvender anden form for sikkerhed i form af fx bankgaranti, spærrede bankbøger eller børsnoterede obligationer, der er ihændehaverpapirer. Se nærmere TBEK i §§ 54-57.
Varemodtagere og afsendere, der ønsker at deltage i told- og skatteforvaltningens sikkerhedsstillelsesordning for allerede opstået toldskyld eller potentiel toldskyld, skal tilmelde sig ordningen, før import eller eksport af varer kan foretages. Til de tilmeldte varemodtagere og afsendere udstedes et bevis for tilmeldingen. Se nærmere TBEK § 56, stk. 1.
Sikkerhedsstillelsesordningen er baseret på, at der opkræves et bidrag på 3,5 promille af toldbeløbet ved hver fortoldning. Bidraget skal betales sammen med tolden den 16. i måneden efter afregningsperioden.
For allerede opstået toldskyld fastsættes bidraget for deltagelse i ordningen til 3,5 promille af toldbeløbet eller af eksportafgiftsbeløbet. Se nærmere TBEK § 56, stk. 3.
Efter EUTK, art. 97, art. 148, art. 211 og art. 262 skal virksomhederne stille sikkerhed for potentiel toldskyld, dvs. en mulig fremtidig toldskyld, hvilket fx er ved toldoplag og aktiv forædling. Se også TDL § 30, stk. 3. told- og skatteforvaltningens sikkerhedsstillelsesordning kan anvendes ved potentiel toldskyld.
Skatteministeriet har en bemyndigelse til at fastsætte regler om sikkerhedsstillelse efter TDL § 30, stk. 4, og anvendelsesområdet for potentiel toldskyld fremgår af TBEK § 56.
Fra 1. januar 2017 fastsættes bidraget for potentiel toldskyld vedrørende midlertidig opbevaring og særlig toldprocedure, bortset fra forsendelse, for at deltage i ordningen til 10 kr. pr. indgivet angivelse for de pågældende procedurer. Bidraget opkræves månedsvis og betales efter TDL § 30, stk. 4, jf. stk. 1. Se nærmere TBEK § 56. stk. 1
Virksomheden skal have en bevilling hos Toldstyrelsen.
Valget mellem de i TDL § 30, stk. 3, nævnte sikkerhedsstillelsesformer er bindende for et år. Ændringen kan finde sted pr. 1. marts. Anmodning om ændring skal være modtaget af Toldstyrelsen inden udgangen af den forudgående januar måned. Det kan tillades, at ændringen foretages på andre tidspunkter, når omstændighederne taler derfor. Se nærmere TBEK § 56, stk. 2.
Ved dækning af en varemodtagers eller afsenders toldskyld indtræder told- og skatteforvaltningens sikkerhedsstillelsesordning i kravet mod varemodtageren eller afsenderen. Se nærmere TBEK § 56, stk. 7.
Importørregistrerede virksomheder, der har stillet sikkerhed har toldkredit
Afregningsperioden for told og moms af varer, der indføres af varemodtagere, der er importørregistrerede, og som har stillet sikkerhed for told og afgifter og dermed har toldkredit, er kalendermåneden, se TDL § 30, stk. 1. Skønner Toldstyrelsen konkret, at der er nærliggende risiko for at der ikke betales rettidigt, kan varemodtager nægtes kredit. Se TDL § 29, stk. 2.
Importørregistrerede virksomheder, der ikke har stillet sikkerhed har ikke toldkredit
Varemodtagere, der er importørregistrerede, men som ikke ønsker at stille sikkerhed, skal betale tolden senest den 5. hverdag efter fortoldningsdagen, se TDL § 33, stk. 4. Skønner Toldstyrelsen konkret, at der er nærliggende risiko for, at der ikke betales rettidigt, kan varemodtager nægtes kredit. Se TDL § 29, stk. 2.
Varerne er ikke til fri disposition, før tolden er betalt.
Importørregistrerede virksomheder, der ikke har eller er frataget toldkredit
Varemodtagere, der er importørregistrerede, men som ikke har opnået eller er blevet frataget kreditten, skal betale told med videre ved fortoldningens afslutning, se TDL § 33, stk. 2-3.
Varerne er ikke til fri disposition, før tolden er betalt.
Ikke importørregistrerede virksomheder (fx private fortoldninger)
Er varemodtageren ikke importørregistreret, sker afregningen af told og moms med videre ved fortoldningens afslutning, se TDL § 32.
Varerne er ikke til fri disposition, før tolden er betalt.
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed