Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2024-2
<< >>

A.B.3.2.1.2 Mindre virksomheders oplysningsskema og regnskab

Indhold

Dette afsnit handler om krav til skattemæssige årsregnskab mv. for mindre virksomheder.

Afsnittet indeholder:

  • Supplerende oplysninger i oplysningsskemaet
  • Indberetning af skyldig moms
  • Skattemæssigt årsregnskab, indgivet efter Skatteforvaltningens anmodning
  • Oplysninger til skattemæssigt årsregnskab.

Supplerende oplysninger i oplysningsskemaet

Hovedregel

Mindre virksomheder skal til brug for Skatteforvaltningens kontrol af grundlaget for oplysningsskemaet give supplerende oplysninger i oplysningsskemaet.

Hvis selskaber, der sambeskattes nationalt efter SEL (selskabsskatteloven) § 31, pga. beløbsgrænsen for nettoomsætning anses for én samlet "mindre virksomhed" efter mindstekravsbek. for mindre virksomheder, skal felterne for supplerende regnskabsoplysninger, der evt. kun er oplysninger om revisorbistand og -erklæring, udfyldes i oplysningsskemaet for hvert enkelt af selskaberne i sambeskatningen og ikke kun i oplysningsskemaet for administrationsselskabet.

Uanset om de sambeskattede selskabers oplysningsskemaer med supplerende oplysninger indgives til Skatteforvaltningen elektronisk eller på papir, og uanset om Skatteforvaltningen alternativt vil kunne søge de supplerende oplysninger frem manuelt fra de sambeskattede selskabers årsrapporter, der i forvejen er indgivet til Erhvervsstyrelsen.

Se mindstekravsbek. for mindre virksomheder BEK nr. 1296 af 14. november 2018 §§ 4-5.

Undtagelser

Følgende mindre virksomheder er fritaget for at give supplerende oplysninger i oplysningsskemaet:

  • Foreninger mv., der beskattes efter SEL (selskabsskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 6.
  • Fonde og foreninger, der anvender erklæringsordningen efter FBL (fondsbeskatningsloven) § 15.
  • Andre skattepligtige juridiske personer, som for indkomståret har en nettoomsætning på u/500.000 kr., idet beløbsgrænsen ved sambeskatning anvendes på de sambeskattede selskabers samlede nettoomsætning.
    • Dog er den skattepligtige ikke fritaget for at give oplysninger i oplysningsskemaet om revisorbistand og -erklæring.
  • Virksomhed, der drives af fysiske personer, med udlejning af op til 2 lejemål i fast ejendom.
  • Virksomhed, hvor ejeren er omfattet af § 2 i bekendtgørelse om fysiske personers modtagelse af en årsopgørelse i stedet for et oplysningsskema (BEK nr. 1302 af 14. november 2018).
  • Virksomhed med en nettoomsætning i indkomståret på u/300.000 kr., idet beløbsgrænsen gælder for hver enkeltbogføringspligtig virksomhed.
    • Dog er den skattepligtige ikke fritaget for at give oplysninger i oplysningsskemaet om revisorbistand og -erklæring.

Se

  • Mindstekravsbek. for mindre virksomheder BEK nr. 1296 af 14. november 2018 §§ 4-5. 

Indberetning af skyldig moms

Med virkning for indkomståret 2015 og senere, skal selvstændigt erhvervsdrivende i forbindelse med afgivelse af selvangivelsen/oplysningsskemaet efter reglerne i skattekontrolloven, give Skatteforvaltningen oplysning om skyldig eller tilgodehavende moms ifølge regnskabet for det regnskabsår, der ligger til grund for oplysningen af indkomsten for virksomheden. Se ML § 78a. Se afsnit A.C.2.3.5 Skiltning på byggepladser

Skattemæssigt årsregnskab, indgivet efter Skatteforvaltningens anmodning

Indgivelse af skattemæssigt årsregnskab

Hvis Skatteforvaltningen anmoder om det, skal en mindre virksomhed inden for en frist på 1 måned indgive det skattemæssige årsregnskab, eller dele heraf, til Skatteforvaltningen. Se mindstekravsbek. for mindre virksomheder BEK nr. 1296 af 14. november 2018 §§ 6-11.

Hvis Erhvervsstyrelsen i forvejen modtager virksomhedens årsrapport, kan virksomheden undlade at indgive årsrapporten til Skatteforvaltningen som en del af det skattemæssige årsregnskab. Bestemmelsen tager sigte på skattepligtige, juridiske personer (selskaber mv.).

Det skattemæssige årsregnskab kan afgives digitalt til skat.dk/TastSelv Erhverv.

Bemærk

En skattepligtig fysisk person skal indgive oplysningsskemaet digitalt til Skatteforvaltningen via skat.dk/TastSelv Borger, hvis den skattepligtige som selvstændigt erhvervsdrivende er registreret for moms eller lønsumsafgift, og den skattepligtige alene skal indgive det skattemæssige årsregnskab efter Skatteforvaltningens anmodning som følge af mindstekravsbek. for mindre virksomheder BEK nr. 1296 af 14. november 2018.

Se § 1, stk. 1, i BEK nr. 1197 af 25. november 2019 om digital kommunikation på Skatteministeriets område (obligatorisk digital indberetning af oplysningsskemaet).

Udarbejdelse af skattemæssigt årsregnskab

En mindre virksomheds skattemæssige årsregnskab, som Skatteforvaltningen anmoder om at få indgivet, skal være udarbejdet efter skattemæssige principper eller skal indeholde skattemæssige korrektioner (konvertering) og specifikationer til regnskabet.

Det skattemæssige årsregnskab skal mindst bestå af hovedposterne resultatopgørelse, balance og bevægelserne i virksomhedens egenkapital samt konvertering i hovedposter fra opgørelse efter regnskabsregler til opgørelser efter skatteregler.

Endvidere består årsregnskabet af oplysninger, som den mindre virksomhed skal oplyse særskilt. Ved indsendelse af det skattemæssige årsregnskab indgår de oplysninger, som kun skal afgives efter Skatteforvaltningens anmodning, ikke i det skattemæssige årsregnskab, medmindre Skatteforvaltningen særskilt anmoder herom.

Regnskabet med tilhørende oplysninger skal på en klar og overskuelig måde kunne danne grundlag for Skatteforvaltningens kontrol. Dog kan oplysninger om hovedposter, som allerede er givet som supplerende oplysninger i oplysningsskemaet, udelades af det skattemæssige årsregnskab.

Den skattemæssige konvertering til årsregnskabet skal udarbejdes på en sådan måde, at det er muligt at konstatere sammenhængen til det foregående års skattemæssige opgørelser.

Det skattemæssige årsregnskab samt de oplysninger, som indgår i grundlaget for det skattemæssige årsregnskab, skal kunne udledes af bogføringen eller af specifikationer i tilknytning hertil. Bogføringen skal tilrettelægges, så alle registreringer kan følges til de skattemæssige opgørelser. De skattemæssige opgørelser skal kunne opløses i de bogførte registreringer, hvoraf de er sammensat.

Opbevaring af skattemæssigt årsregnskab

Bogførings- og regnskabsmateriale, der ligger til grund for udarbejdelsen af et skattemæssigt årsregnskab, som Skatteforvaltningen har anmodet om at få indgivet, skal opbevares i 5 år regnet fra udløbet af regnskabsåret.  Dog skal detailhandelsvirksomheders kassestrimler og tilsvarende interne bilag opbevares i 1 år fra tidspunktet fra underskrivelsen af årsregnskabet. Se mindstekravsbek. for mindre virksomheder BEK nr. 1296 af 14. november 2018 §§ 6-11.

Oplysninger til skattemæssigt årsregnskab

Oplysninger, der altid skal fremgå af et skattemæssigt årsregnskab

Hvis Skatteforvaltningen som sådan anmoder om, at en mindre virksomhed indgiver et skattemæssigt årsregnskab, skal følgende oplysninger fremgå af det skattemæssige årsregnskab: 

  • Nettoomsætningen, herunder regulering af værdien af igangværende arbejder for fremmed regning
  • Varelager og husdyrbesætning
  • Oplysning om nedslag for ukurans på varelager
  • Oplysning om en indregnet andel af indirekte produktionsomkostninger eller a conto avance af igangværende arbejder

Se mindstekravsbek. for mindre virksomheder BEK nr. 1296 af 14. november 2018 §§ 6-11.

Opgørelse af varelager ifølge det skattemæssige årsregnskab for en mindre virksomhed

Et varelager skal oplyses særskilt. Ved regnskabsårets udløb skal der foretages en fysisk optælling af varelageret, hvis størrelse skal kunne dokumenteres ved en optællingsliste, hvori de enkelte varer er anført og identificeret i nødvendigt omfang. Hvis lagerbeholdningen til enhver tid kan opgøres på grundlag af et betryggende ført lagerregnskab eller lignende, kan den fysiske optælling ske på andre tidspunkter end ved regnskabsårets udløb. Dette gælder også for et landbrugs husdyrbesætninger.

Se mindstekravsbek. for mindre virksomheder BEK nr. 1296 af 14. november 2018 § 14.

Oplysninger, der efter Skatteforvaltningens anmodning skal fremgå af et skattemæssigt årsregnskab

Følgende oplysninger skal kun fremgå af et skattemæssigt årsregnskab for en mindre virksomhed, hvis Skatteforvaltningen anmoder om det:

  • Tilgodehavender og gæld for varer og tjenesteydelser, indskud, der ikke er indberettet, kursgevinster og -tab samt andre tilgodehavender eller anden gæld.
  • Igangværende arbejder for fremmed regning.
  • Aktiver, der foretages afskrivning eller forskudsafskrives på efter afskrivningsloven.

Se mindstekravsbek. for mindre virksomheder BEK nr. 1296 af 14. november 2018 § 13 og §§ 15-17.

Bemærk

I sammenhæng med Skatteforvaltningens overvejelse, om der kan være anledning til at anmode om, at en mindre virksomhed som sådan indgiver skattemæssigt årsregnskab og eventuelt derudover skal fremkomme med en eller flere særskilte oplysninger om tilgodehavender og gæld mv., har Skatteministeriets departement tidligere udtalt, at oplysninger i et skatteregnskab, som Skatteforvaltningen kan anmode en virksomhed om at indgive, normalt ikke kan give anledning til ændring af skatteansættelsen for en mindre virksomhed efter ansættelsesfristens udløb, dvs. den ordinære ansættelsesfrist efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 26, stk. 1.

Se SKM2007.42.DEP.

Med virkning for indkomståret 2015 og senere, skal selvstændigt erhvervsdrivende i forbindelse med afgivelse af selvangivelse/oplysningsskema efter reglerne i skattekontrolloven, give Skatteforvaltningen oplysning om skyldig eller tilgodehavende moms ifølge regnskabet for det regnskabsår, der ligger til grund for oplysning af indkomsten for virksomheden. Se ML (momsloven) § 78a.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.