Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

A.B.1.2.2.3 Indberetning af øvrige beløb

Indhold

Dette afsnit handler om indberetning af øvrige beløb, som fremgår af kapitel 1 i SIL.

Afsnittet indeholder:

  • Regel ►◄
  • Indberetningen
  • Hvilke oplysninger skal indberettes
  • Naturalieydelser
  • Bekendtgørelse om indberetning af statsstøtte i medarbejderaktieordningen for nye, mindre virksomheder

Regel

Alle, der i en kalendermåned har udbetalt eller godskrevet en række nærmere opregnede beløb som led i deres virksomhed, skal hver måned indberette om beløbene m.v. som nævnt i stk. 2 til indkomstregisteret. Indberetningspligten gælder, hvad enten der er tale om løbende beløb eller engangsbeløb, men indberetningen omfatter ikke beløb, som er A-indkomst, da disse skal indberettes efter SIL § 1. Se SIL § 5, stk. 1

Bestemmelsen er en videreførelse af de tidligere regler i SKL (skattekontrolloven) § 7 A, stk. 2, nr. 4 og 5, nr. 7, 1. led, nr. 10, 11, 12 og 15, og af § 7 A, stk. 1, i relation hertil.

I SIL § 5, stk. 2, er det nærmere fastsat hvilke oplysninger, der skal indberettes efter stk. 1.

SIL § 5, stk. 2, er en videreførelse af dele af den tidligere SKL (skattekontrolloven) § 7 A, stk. 2.

Efter SIL § 5, stk. 3, omfatter indberetningspligten efter stk. 1, nr. 1-3, ud over pengeydelser også naturalieydelser.

SIL § 5, stk. 3, er en videreførelse af § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 890 af 10. juli 2015 om indberetningspligter m.v. efter skattekontrolloven, i relation til ydelserne omfattet af reglerne i bestemmelsens stk. 1, nr. 1-3.

►◄

Indberetningen

Efter SIL § 5, stk. 1, skal alle, der i en kalendermåned har udbetalt eller godskrevet en række nærmere opregnede beløb som led i deres virksomhed, hver måned indberette om beløbene m.v. som nævnt i SIL § 5, stk. 2, til indkomstregisteret.

Indberetningspligten gælder, hvad enten der er tale om løbende beløb eller engangsbeløb, men indberetningen omfatter ikke beløb, som er A-indkomst, da disse skal indberettes efter SIL § 1.

Da indberetning, jf. SIL § 5, stk. 3, sammenholdt med SIL § 5, stk. 2, nr. 1-3, vil kunne omfatte indberetning af naturalier, omhandler stk. 1 »beløb m.v.«, der er udbetalt eller godskrevet i en kalendermåned.

Bemærk

Indberetningen skal foretages til indkomstregisteret.

Hvilke oplysninger skal indberettes

Det er i  SIL § 5, stk. 2, nr. 1-7, fastsat hvilke oplysninger, der skal indberettes efter SIL § 5, stk. 1. Der skal foretages indberetning af følgende oplysninger:

  • Nr. 1 - værdien af gaver, godtgørelser og gratialer fra den skattepligtiges arbejdsgiver, som ydes i forbindelse med en medarbejders fratræden af sin stilling eller i forbindelse med arbejdsgiverens eller medarbejderens jubilæum. Efter bestemmelsen vil indberetningen skulle omfatte oplysninger om fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer, der ikke er A-indkomst, og som er omfattet af LL (ligningsloven) § 7 U. Derudover vil indberetningen skulle indeholde oplysning om den del af sådanne beløb, som arbejdsgiveren indbetaler til en pensionsordning, jf. PBL (pensionsbeskatningsloven) § 19.

  • Nr. 2 - vederlag omfattet af LL (ligningsloven) § 7 O, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter vederlag for afløsning af pensionstilsagn, der ikke er afdækket i et pensionsinstitut, jf. AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 8, jf. stk. 3. Efter bestemmelsen vil indberetningen skulle omfatte den del af vederlaget, der ikke er A-indkomst. Det vil sige, at også den skattefri del af ydelsen vil skulle indberettes.

  • Nr. 3 - erstatning for arbejdsindtægter. Arbejdsgivere, forsikringsselskaber og den selvejende institution Patienterstatningen m.fl. skal foretage indberetning om udbetalte erstatninger for tabt arbejdsfortjeneste, der er B-indkomst. Herunder vil også erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, der udbetales på civilretligt grundlag efter erstatningsansvarslovens § 2, blive anset som B-indkomst. Fagforeninger, der udbetaler en sådan erstatning efter forhandling med arbejdsgiveren, kan under visse omstændigheder blive omfattet af indberetningspligten, men som hovedregel vil det være arbejdsgiveren, der vil skulle foretage indberetningen. Indberetningspligten vedrørende tabt arbejdsfortjeneste, der er B-indkomst, vil også omfatte eventuelle naturalier.

  • Nr. 4 - markering for, at der er indgået en aftale om tildeling af vederlag i form af købe- eller tegningsretter til aktier, når købe- eller tegningsretten beskattes efter LL (ligningsloven) § 7 P. Se SIL § 5, stk. 2, nr. 4. Efter LL (ligningsloven) § 7 P skal personer, der som led i deres ansættelsesforhold modtager et vederlag i form af aktier, køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier, ikke beskattes af den modtagne værdi som løn, såfremt en række betingelser er opfyldt. Samtidig har selskabet ikke fradragsret for værdien af tildelte aktier m.v. Der gælder en række betingelser for ordningen. Det er for det første en betingelse, at arbejdsgiverselskabet og den ansatte har indgået en aftale om, at reglerne for den foreslåede ordning skal finde anvendelse. For det andet kan den ansatte modtage aktier, køberetter og tegningsretter til en værdi svarende til højst 10 pct. af årslønnen. For det tredje er det en betingelse, at aktierne m.v. er ydet af arbejdsgiverselskabet eller et hermed koncernforbundet selskab, og at der er tale om aktier i enten arbejdsgiverselskabet eller et hermed koncernforbundet selskab. For det fjerde må tildelte købe- og tegningsretter ikke overdrages. Formålet med krydsmarkeringen for købe- og tegningsretter, der beskattes efter LL (ligningsloven) § 7 P, er at sikre, at Skatteforvaltningen er orienteret om aftaler om tildeling af aktier, købe- og tegningsretter, som selskaberne og de ansatte har indgået. Et tilsvarende kontrolbehov er knyttet til LL (ligningsloven) § 28.

  • Nr. 5 - værdien af udnyttelsen af købe- eller tegningsretten, som tildeles af selskabet til selskabets ansatte. Bestemmelsen vedrører indberetning af købe- eller tegningsretter til arbejdsgiverselskabets aktier, når retterne beskattes efter LL (ligningsloven) § 28. Indberetningspligten vil endvidere omfatte værdien af afståelsen af sådanne retter, når afståelse sker af den, der har modtaget retterne fra det selskab, der har ydet retterne. Efter LL (ligningsloven) § 28 udskydes beskatningstidspunktet for lønvederlag i form af købe- og tegningsretter til aktier fra retserhvervelsestidspunktet til udnyttelses- eller salgstidspunktet for den modtagne ret. Ordningen indebærer således alene en ændret periodisering af beskatningen af vederlaget. Reglerne omfatter købe- og tegningsretter, der tildeles ansatte, bestyrelsesmedlemmer og personer, der har indgået en aftale om personligt arbejde i øvrigt. Personer, der har indgået en aftale om levering af personligt arbejde, f.eks. rådgivere og konsulenter, er også omfattet. Det er en betingelse, at købe- eller tegningsretten er udstedt af arbejdsgiverselskabet eller af et selskab, der er koncernforbundet med arbejdsgiverselskabet. Selskabet bestemmer selv, om alle eller kun nogle af de ansatte m.v. i selskabet skal tilbydes købe- eller tegningsretter. Indberetningspligten vil som udgangspunkt påhvile det selskab, der har ydet købe- eller tegningsretten. Er vederlaget ydet af et selskab i udlandet, men erhververen er ansat m.m. i et selskab her i landet i samme koncern, vil indberetningspligten påhvile det selskab, hvor erhververen er ansat m.m. på ydelsestidspunktet. Når der i bestemmelsen henvises til »er ansat m.m.«, skal det forstås således, at den personkreds, som er omfattet af LL (ligningsloven) § 28 vil være omfattet af bestemmelsen. Den pågældende personkreds omfatter personer, der som vederlag modtager køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier af det selskab, hvor de er ansat, der modtager køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier som led i en aftale om personligt arbejde i øvrigt, eller når køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier modtages af personer, der er valgt til medlem af eller medhjælp for selskabets bestyrelse. Værdiansættelsen vil skulle ske på udnyttelses- eller afståelsestidspunktet.

  • Nr. 6 - værdien af vederlag i form af købe- eller tegningsretter, der ikke er omfattet af bestemmelserne i LL (ligningsloven) §§ 7 P eller 28. Det vil sige skattepligtige tildelinger. Indberetningspligten vil skulle omfatte oplysninger om erhvervelsen og oplysning om værdien af købe- eller tegningsretten på erhvervelsestidspunktet. Indberetningspligten vil også gælde, når vederlaget er ydet af et selskab, der er koncernforbundet med det selskab, hvor erhververen er ansat m.m. Indberetningspligten vil som udgangspunkt påhvile det selskab, der har ydet købe- eller tegningsretten. Er vederlaget ydet af et selskab i udlandet, men erhververen er ansat i et selskab her i landet i samme koncern, vil indberetningspligten påhvile det selskab, hvor erhververen er ansat på ydelsestidspunktet. Når der i bestemmelsen henvises til »er ansat m.m.«, hænger det sammen med, at den omhandlede personkreds omfatter personer, der som vederlag modtager køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier af det selskab, hvor de er ansat, der modtager køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier som led i en aftale om personligt arbejde i øvrigt, eller når køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier modtages af personer, der er valgt til medlem af eller medhjælp for selskabets bestyrelse.

  • Nr. 7 - værdien af aktier eller anparter, der er ydet som led i et ansættelsesforhold, som led i aftale om personligt arbejde i øvrigt, eller som tildeles et valgt medlem af eller medhjælp for bestyrelser m.m., og som ikke er omfattet af LL (ligningsloven) § 7 P.  Det vil sige skattepligtige tildelinger. Værdien vil skulle opgøres på erhvervelsestidspunktet. Når der henvises til »bestyrelser m.m.«, skal det ses i sammenhæng med, at bestemmelsen omhandler ledelse af et selskab - såvel danske som udenlandske. Dette indebærer, at ledelsen kan være organiseret på mange forskellige måder. »M.m.« sigter således til selskabsorganser, der svarer til bestyrelser. Indberetningspligten vil også gælde, når vederlaget er ydet af et selskab, der er koncernforbundet med det selskab, hvor erhververen er ansat m.m. Indberetningspligten påhviler som udgangspunkt det selskab, der har ydet vederlaget. Er vederlaget ydet af et selskab i udlandet, men erhververen er ansat i et selskab her i landet i samme koncern, vil indberetningspligten påhvile det selskab, hvor erhververen er ansat på ydelsestidspunktet. Når der i bestemmelsen henvises til »er ansat m.m.«, hænger det sammen med, at den omhandlede personkreds, som er omfattet af ligningslovens § 28 vil være omfattet af bestemmelsen. Den pågældende personkreds omfatter personer, der som vederlag modtager aktier af det selskab, hvor de er ansat, som led i en aftale om personligt arbejde i øvrigt eller når aktierne modtages af personer, der er valgt til medlem af eller medhjælp for selskabets bestyrelse.

Naturalieydelser

Efter SIL § 5, stk. 3, omfatter indberetningspligten efter SIL § 5, stk. 1, nr. 1-3, ud over pengeydelser også naturalieydelser. Naturalieydelser skal værdiansættes til markedsværdien i overensstemmelse med de skattemæssige principper for værdiansættelse af naturalier.

Markedsværdien er som udgangspunkt den værdi, som det må antages at koste modtageren at anskaffe godet i almindelig fri handel.

Bekendtgørelse om indberetning af statsstøtte i medarbejderaktieordningen for nye, mindre virksomheder 

Selskaber, der modtager statsstøtte fra medarbejderaktieordningen for nye, mindre virksomheder, i form af at en eller flere af selskabets ansatte tildeles vederlag efter LL (ligningsloven) § 7 P, stk. 2, nr. 2, 4. pkt., jf. § 7 P, stk. 7, er omfattet af indberetningspligt efter bekendtgørelse nr. 796 af 2. juni 2022.

Det påhviler således selskaber, som benytter medarbejderaktieordningen for nye, mindre virksomheder, at indberette støttebeløbet til Skatteforvaltningen. Indberetning skal alene foretages, hvis den samlede støtte efter ordningen beløbsmæssigt overstiger 500.000 euro i et kalenderår. Omregningen fra danske kroner til euro skal ske efter den kurs, der gælder den første arbejdsdag i oktober i det kalenderår, som indberetningen vedrører.

Indberetning til Skatteforvaltningen skal ske senest den 1. september i året, der følger efter støttemodtagelsen.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.