A.A.6.1.4.2 Særlig tavshedspligt i international ret på skatteområdet
Indhold
Dette afsnit beskriver den særlige tavshedspligt i international ret på skatteområdet.
Afsnittet indeholder:
- Særlig tavshedspligt ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomster
- Modelkonventionen
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv. samt udtalelser fra Folketingets Ombudsmand
Særlig tavshedspligt ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomster
På skatteområdet findes bestemmelser om særlig tavshedspligt bl.a. i de dobbeltbeskatningsoverenskomster (DBO), som Danmark har indgået med andre stater.
Dobbeltbeskatningsoverenskomster er folkeretlige traktater, som er en del af gældende dansk ret - uanset om de er gennemført før eller efter bemyndigelseslovens ophævelse i 1994.
Modelkonventionen
De fleste dobbeltbeskatningsoverenskomster indeholder bestemmelser om udveksling af oplysninger og tavshedspligt, der med mindre afvigelser svarer til modelkonventionens bestemmelser om udveksling af oplysninger. Se OECD's modelkonvention, artikel 26. Se afsnit C.F.8.2.2.26.1.5 Tavshedspligt.
Efter denne artikel skal enhver oplysning, som er modtaget af en af de kontraherende stater i medfør af artiklens udvekslingsbestemmelser, behandles som hemmelig på samme måde som oplysninger modtaget i henhold til den interne lovgivning i denne stat. Det betyder, at opretholdelsen af hemmeligholdelse i en stat, der modtager oplysninger, er et spørgsmål om den nationale lovgivning i den pågældende stat.
Bestemmelsen fastsætter endvidere, at disse oplysninger kun må meddeles til personer eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med påligning, opkrævning, tvangsinddrivelse eller retsforfølgning af eller afgørelse af ankesager, med hensyn til skatter omhandlet af overenskomsten. Efter modelkommentaren omfatter denne kreds "også skatteyderen, hans befuldmægtiget eller vidnerne." Se artikel 26, stk. 1.
Efter stk. 2, skal stk. 1 i intet tilfælde kunne fortolkes således, at der pålægges en kontraherende stat pligt til at foretage forvaltningsakter, der strider mod dens egen og den anden kontraherende stats lovgivning eller forvaltningspraksis. Se artikel 26, stk. 2.
Det indebærer, at bestemmelser om tavshedspligt i dobbeltbeskatningsoverenskomster ikke begrænser parters ret til aktindsigt, i overensstemmelse med hovedreglen i FVL § 9, stk. 1.
En eventuel undtagelse af oplysninger fra aktindsigt skal derfor afgøres efter dagældende bestemmelser i FVL § 15, stk. 1, nr. 2 og 4 (svarer til de gældende bestemmelser i FVL § 15 a, stk. 1, og § 15 b, nr. 2). Se FOB 1992, 238 ff.
Ombudsmanden udtaler i sagen, som vedrører den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, at der ikke efter hans opfattelse vil kunne være "afgørende hensyn" af den art, som er omhandlet i den dagældende FVL § 15, stk. 1, nr. 2, om hensynet til fremmede magter, der medfører undtagelse af oplysninger fra aktindsigt i sager om dobbeltbeskatning. Derimod kan den dagældende FVL § 15, stk. 1, nr. 4, om kontrolhensyn efter omstændighederne anvendes, hvis der vil kunne påvises en konkret og nærliggende risiko for skatteunddragelse af ikke ubetydeligt omfang.
Eksempler
Korrespondance mellem Skattestyrelsen og den kompetente myndighed i Storbritannien, HMRC, i Mutual Assistance Procedure (MAP) sag var underlagt tavshedspligt efter artikel 25, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien (svarende til artikel 26, stk. 2, af OECD’s modeloverenskomsten). Se SKM2023.83.LSR
Tavshedspligtsbestemmelsen i artikel 26, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomstens mellem Danmark og Luxembourg, må forstås således, at den ikke kun omfatter de oplysninger, der anmodes om og eventuelt videregives, men også de dokumenter, hvori der anmodes om oplysninger, og hvori de anmodede oplysninger fremsendes. Se SKM2021.253.LSR.
►EU's bistandsdirektiv (DAC) artikel 16
Inden for EU gælder direktivet om administrativt samarbejde på beskatningsområdet (DAC), som finder anvendelse på alle skatter undtagen moms og harmoniserede punktafgifter. Direktivets artikel 16 omhandler videregivelse af oplysninger og dokumenter.
Artikel 16, stk. 1, bestemmer indledningsvis - i tråd med modelkonventionen - at modtagne oplysninger skal behandles som hemmelige på samme måde som oplysninger modtaget i henhold til national ret i modtagerstaten. Oplysningerne kan - uden indhentelse af samtykke fra afsenderstaten - anvendes til vurdering, administration og håndhævelse af national ret vedrørende skatter omfattet af direktivet samt moms, andre indirekte skatter, told og bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme. Tilføjelsen af told, bekæmpelse af hvidvask af penge samt finansiering af terrorisme er indsat i DAC ved ændringsdirektiv DAC8 og har virkning fra den 1. januar 2026.
Oplysningerne kan også anvendes til ansættelse og håndhævelse af andre skatter og afgifter, der er omfattet af artikel 2 i Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 (Inddrivelsesbistandsdirektivet) eller til ansættelse og håndhævelse af obligatoriske sociale bidrag.
Endvidere kan oplysningerne - ligeledes i tråd med modelkonventionen - anvendes i forbindelse med retslige og administrative procedurer, som kan medføre anvendelse af sanktioner, og som indledes på grund af overtrædelse af skattelovgivningen, med forbehold af generelle regler og bestemmelser om sagsøgtes og vidners rettigheder i sådanne procedurer.
Artikel 16, stk. 2, bestemmer, at modtagne oplysninger også må anvendes til andre formål end dem, der er opregnet i stk. 1, hvis den kompetente myndighed i den afsendende medlemsstat har tilladt dette. Den afsendende medlemsstat forudsættes at give en sådan tilladelse, hvis oplysningerne kan anvendes til lignende formål i denne medlemsstat.
Den kompetente myndighed i hver medlemsstat har mulighed for at sende en liste til de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater over de formål, som national ret tillader, at oplysninger bruges til. Ingen medlemsstat har dog udfærdiget sådanne lister.
Endelig indeholder artikel 16, stk. 2, en særregel, gældende fra den 1. januar 2026, hvorefter oplysninger og dokumenter må anvendes, uden tilladelse fra den afsendende medlemsstat, til formål, der er omfattet af en retsakt vedtaget på grundlag af artikel 215 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og til dette formål udveksle dem med den myndighed, der har ansvar for restriktive foranstaltninger i den pågældende medlemsstat.
Artikel 16, stk. 3, indeholder regler om videregivelse af oplysninger modtaget fra en medlemsstat til en tredje medlemsstat.
Se også
afsnit C.F.9.1.2.3.4 om DAC og ændringsdirektiver hertil.
◄
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv. samt udtalelser fra Folketingets Ombudsmand
Skemaet viser relevante udtalelser på området:
| Afgørelser | Udtalelsen i stikord | Kommentarer |
| Afgørelser fra Landsskatteretten | ||
| SKM2023.83.LSR | Korrespondance mellem Skattestyrelsen og den kompetente myndighed i Storbritannien, HMRC, i Mutual Assistance Procedure (MAP) sag var underlagt tavshedspligt efter artikel 25, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien (svarende til artikel 26, stk. 2, af OECD’s modeloverenskomsten). Skattestyrelsens afgørelse om afslag på aktindsigt efter FVL § 15 a, stk. 1, blev derfor stadfæstet. | |
| SKM2021.253.LSR | Tavshedspligtsbestemmelsen i artikel 26, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg, må forstås således, at den ikke kun omfatter de oplysninger, der anmodes om og eventuelt videregives, men også de dokumenter, hvori der anmodes om oplysninger, og hvori de anmodede oplysninger fremsendes. Retten til aktindsigt i denne korrespondance er derfor begrænset af FVL § 15 a, stk. 1, og overenskomstens artikel 26, stk. 2. | |
| Afgørelser fra Skatteankestyrelsen | ||
| SKM2021.254.SANST | Korrespondance mellem Danmark og Storbritannien vedrører proceduren i Mutual Agreement Proceduren (MAP) og er derfor omfattet af tavshedspligtsbestemmelsen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien artikel 25, stk. 1, 2 og 3. pkt. (svarende til artikel 26, stk. 2, i modeloverenskomsten). Retten er til aktindsigt i denne korrespondance er derfor begrænset af en folkeretlig forpligtelse. | |
| Udtalelse fra Ombudsmanden | ||
| FOB 1992.238 | Bestemmelser om tavshedspligt i en DBO begrænser ikke parters ret til aktindsigt. Hensynet til fremmede magter vil ikke kunne begrunde undtagelse fra parters ret til aktindsigt, men efter omstændighederne kontrolhensyn. |
,, Som advokat på borgernes side er det min oplevelse, at domstolene ikke udøver tilstrækkelig kontrol med forvaltningen
Højesteretsadvokat Michael Serup: Borgerne vinder kun otte procent af de skattesager, der indbringes for domstolene - afspejler det god retssikkerhed eller manglen på samme?, Berlingske 24. juli 2025
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
