Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2005.460.HR

Landsskatteretten havde afslået genoptagelse. Højesteret fandt, at der ikke var fremkommet nye oplysninger som begrundede, at manglende indsendelse af ønsket materiale ikke kunne lægges klageren til last. Der forelå heller ikke særlige omstændigheder, der kunne begrunde genoptagelse. Højesteret stadfæstede afgørelsen om afslag på genoptagelse.

SKM2005.230.HR

Landsskatteretten havde givet genoptagelsestilsagn betinget af, at domstolene ændrede Landsskatterettens afgørelse i en tredjemands sag. Tredjemanden hævede sagen, og Landsskatterettens afgørelse blev derfor ikke ændret, Landsskatteretten afviste at genoptage sagen, da betingelserne for genoptagelsestilsagnet ikke var opfyldte. Højesteret stadfæstede afgørelsen om afslag på genoptagelse.

SKM2005.220.HR

En anmodning om genoptagelse ved Skatteankenævnet af skatteansættelserne for indkomstårene 1991 og 1992 blev afslået. Afslag var begrundet med, at 1991 ikke kunne genoptages, da der ikke var klaget til Skatteankenævnet over afgørelse vedrørende indkomståret. 1992 kunne ikke genoptages af skatteankenævnet, da Landsskatteretten havde realitetsbehandlet ansættelsen for indkomståret.

SKM2004.296.HR

Landsskatteretten havde afslået genoptagelse. Højesteret fandt, at det måtte lægges klageren til last, at de nye oplysninger ikke var fremlagt under Landsskatterettens første behandling af sagen. Højesteret stadfæstede afgørelsen om afslag på genoptagelse.

Landsretsdomme

►En skattepligtig anmodede i medfør af SFL (skatteforvaltningsloven) § 35 g, stk. 1, et skatteankenævn om at genoptage sin tidligere afgørelse over for den skattepligtige og henviste navnlig til, at en meddelelse om, at et møde med skatteankenævnet var flyttet fra Y1-by til Y2-by, ikke kom frem til den skattepligtige, før det var for sent. Skatteankenævnet havde afslået genoptagelsesanmodningen, hvilket den skattepligtige indbragte for byretten, som frifandt Skatteministeriet.◄

►Stadfæster SKM2023.592.BR.

(Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at det beløb, som A skulle betale i sagsomkostninger for byretten til Skatteministeriet, nedsættes til 25.000 kr.).◄

►Sagen angik værdiansættelsen af unoterede anparter.

Overdragelsessummen var i sagen aftalt mellem interesseforbundne parter, hvorfor overdragelsessummen ikke uden videre kunne lægges til grund som anparternes reelle handelsværdi på overdragelsestidspunktet.

Skattemyndighederne fastsatte værdien skønsmæssigt med udgangspunkt i TSS-cirkulære 2000-9 om værdiansættelse af aktier og anparter og TSS-cirkulære 2000-10 om værdiansættelse af goodwill.

Skatteministeriet anerkendte for landsretten, at der ved værdiansættelsen skulle foretages fradrag for udskudt skat af den ansatte værdi af goodwill.◄

►SKM2021.627.BR

(Landsretten tog Skatteministeriets principale påstand til følge, dog blev byrettens dom ændret, således at As aktieindkomst for indkomståret 2010 blev nedsat med 212.319 kr.◄

Sagen angik, om der var hjemmel til at genoptage Landsskatterettens afgørelse fra 2011, som angik skatteyderens skatteansættelse for indkomståret 2007, herunder om skatteyderen var skattepligtig af et beløb på 180.000 EUR. Landsskatterettens afgørelse fra 2011 blev ved dom af 24. oktober 2013 stadfæstet af Vestre Landsret.

Efter landsrettens dom fremlagde skatteyderen et gældsbrev vedrørende beløbet på 180.000 EUR, og skatteyderen anmodede i den forbindelse om, at Landsskatterettens afgørelse fra 2011 skulle genoptages i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 g. Landsskatteretten traf den 2. februar 2017 afgørelse om ikke at imødekomme genoptagelsesanmodningen. Skatteyderen indbragte herefter Landsskatterettens afgørelse for Retten i Kolding, som frifandt Skatteministeriet.

For landsretten nedlagde skatteyderen en subsidiær påstand om, at skatteansættelsen for 2007 skulle genoptages af Skattestyrelsen.

Landsretten fandt, at skatteansættelsen for 2007 allerede var blevet prøvet ved domstolene, herunder ved Vestre Landsrets dom af 24. oktober 2013. Spørgsmålet om lånet på 180.000 EUR indgik i domstolenes prøvelse. Som følge heraf var der truffet en materiel retskraftig afgørelse vedrørende skatteansættelsen, og der var følgelig ikke hjemmel til genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1-3. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at skatteyderen havde fremlagt et gældsbrev vedrørende det omhandlede lån som et nyt bevis i sagen.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens frifindelse af Skatteministeriet.

SKM2009.329.ØLR

En anmodning om genoptagelse ved Landsskatteretten blev afslået. Østre Landsret fandt, at det måtte lægges klageren til last, at de nye oplysninger ikke var fremlagt under Landsskatterettens første behandling af sagen. Østre Landsret stadfæstede afgørelsen om afslag på genoptagelse.

SKM2006.619.VLR

En anmodning om genoptagelse ved skatteankenævnet var fremsat efter udløbet af fristen for genoptagelse, og der forelå ikke ganske særlige omstændigheder, der talte for genoptagelse. Klageren fik derfor afslag på genoptagelse.

SKM2006.39.ØLR

En anmodning om genoptagelse ved skatteankenævnet blev afslået under henvisning til, at Landsskatteretten havde taget stilling til klagen, da retten havde afvist klagebehandling. Østre Landsret fandt, at Landsskatterettens klageafvisning ikke var til hinder for genoptagelse ved skatteankenævnet, da der ikke var taget ligningsmæssig stilling til klagen. Afslag på genoptagelse blev imidlertid stadfæstet, da der ikke forelå ganske særlige omstændigheder, der kunne begrunde genoptagelse.

SKM2005.10.ØLR

Landsskatteretten havde givet tilsagn om, at en sag ville blive genoptaget, hvis en tilhørende straffesag resulterede i nye oplysninger. Straffesagen blev opgivet. Landsskatteretten afslog genoptagelse, da der ikke var fremlagt nye oplysninger, som kunne have medført et væsentligt andet resultat og da der heller ikke forelå ganske særlige omstændigheder. Østre Landsret stadfæstede afgørelsen om afslag på genoptagelse.

SKM2004.27.ØLR

Landsskatteretten havde afslået genoptagelse, der blandt andet var begrundet i fremlagte kørselsregnskaber. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at der forelå nye oplysninger, og retten fandt heller ikke at der forelå ganske særlige omstændigheder, som kunne begrunde genoptagelse. Klageren fik derfor afslag på genoptagelse.

Retten, at de af sagsøgeren fremførte synspunkter til støtte for anmodningen om genoptagelse i al væsentlighed forelå forud for Landsskatterettens afgørelsen, og retten bemærkede, at Landsskatterettens afgørelse af 22. december 2021 ikke led af nogen begrundelsesmangel, at den retsformand, der traf Landsskatterettens afgørelser af 31. maj 2021 og 22. december 2021 ikke kunne anses for at have været inhabil, og at sagsøgeren ikke havde bevist, at Landsskatteretten ikke i fornødent omfang har realitetsbehandlet de fremsatte indsigelser. Retten fandt på den baggrund, at betingelserne for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 3, ikke var opfyldt.

Spørgsmål om genoptagelse af en skatteankenævnsafgørelse. Retten fandt det ikke godtgjort, at der skulle korrigeres for revisorudgifter i selskabets regnskaber, eller at skattemyndighederne ikke korrekt havde korrigeret for selskabets finansielle udgifter. Retten kunne derfor ikke konstatere en negativ resultatmæssig udvikling i de for sagen relevante beregningsår, og som følge heraf skulle der ikke beregnes fradrag for negativ udviklingstendens i tallene, der lå til grund for beregningen. Retten fandt heller ikke grundlag for at fradrage udskudt skat i sagsøgerens aktieindkomst, da selskabet ikke i sine regnskaber havde beregnet udskudt skat, hvorfor der ikke hvilede en latent skat på goodwill i selskabet. Endelig lagde retten vægt på, at indkomståret 2009, hvor selskabets resultat var negativt, indgik med faktor 3 i skattemyndighedernes beregning. Retten fandt det ikke med regnskabsoplysningerne godtgjort, at skønnet havde ført til et urimeligt resultat. Skatteministeriet blev derfor frifundet, dog således at sagsøgerens aktieindkomst for 2010 skulle nedsættes med 1 kr., og at aktieindkomsten skulle ansættes til 551.540 kr.

Sagen angik prøvelse af Landsskatterettens  afgørelse om ikke at genoptage en sag, der blev afgjort ved kendelse i 2012. Skatteministeriet blev frifundet for sagsøgerens påstand om genoptagelse af Landsskatterettens kendelse. Kendelsen, der angik ansættelse af indkomstskat for 2007, var blevet stadfæstet af Veste Landsret ved ankedom fra 2013. Retten fandt på den baggrund, at skattemyndighederne var afskåret fra administrativt at genoptage skatteansættelsen.

Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren i medfør af SFL (skatteforvaltningsloven) § 35 g, var berettiget til genoptagelse af Skatteankenævnets afgørelse, hvorved Skatteankenævnet havde stadfæstet SKATs skønsmæssige forhøjelse af sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2012.

Retten fandt, at sagsøgeren havde fremlagt nye oplysninger om hustruens indkomstforhold, en spillegevinst, en forsikringsudbetaling og salg af en virksomhed. De nye oplysninger vedrørte samlet et beløb på 260.000 kr. eller mere.

Retten vurderede på den baggrund, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen. Betingelserne for genoptagelse af sagen var derfor opfyldt.

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen var berettiget til genoptagelse af to afgørelser fra Landsskatteretten, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 35 g, stk. 1.

Landsskatteretten havde i sine afgørelser fundet, at skatteyderen ikke kunne anses for at drive erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende, hvorfor han ikke  havde fradrag for underskud. Landsskatteretten fandt også, at SKAT ikke ved at træffe afgørelse inden udløbet af indsigelsesfristen, men efter at have modtaget skatteyderens indsigelser, havde truffet afgørelse i strid med SFL (skatteforvaltningsloven) § 20, stk. 2.

Skatteyderen nedlagde under retssagen bl.a. påstand om genoptagelse af Landsskatterettens to afgørelser.

I relation til påstanden om genoptagelse af afgørelserne fra Landsskatteretten tog byretten Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge. Retten lagde herved vægt på, at skatteyderen ikke havde fremlagt nye oplysninger, der kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelserne, hvis de havde foreligget tidligere. I øvrigt bemærkede retten, at SKATs afgørelser ikke var foretaget i strid med SFL (skatteforvaltningsloven) § 20, stk. 2, idet SKAT med rimelighed måtte gå ud fra, at skatteyderens indsigelser fremsat inden udløbet af de fastsatte indsigelsesfrister var endelige.

Landsskatteretten afviste at behandle sagsøgerens klage over SKATs afgørelse, idet klagen var indgivet til Landsskatteretten efter udløbet af klagefristen i dagældende SFL (skatteforvaltningsloven) § 42, stk. 1. Sagsøgeren anmodede herefter Landsskatteretten om genoptagelse i medfør af dagældende SFL (skatteforvaltningsloven) § 46, hvilket Landsskatteretten afviste. Sagsøgeren indbragte herefter kendelsen for domstolene.

Det overordnede spørgsmål i sagen var, om betingelserne for genoptagelse var opfyldt og endvidere konkret, om der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der skulle ses bort fra klagefristoverskridelsen i medfør af dagældende SFL (skatteforvaltningsloven) § 42, stk. 1, 3. pkt.

Retten udtalte, at vurderingen af, om betingelserne i dagældende SFL (skatteforvaltningsloven) § 46 var opfyldt, skulle ske i relation til Landsskatterettens afgørelse vedrørende afvisning. Retten fandt, at sagsøgerens synspunkt om, at SKATs afgørelse led af en retlig mangel ikke kunne begrunde genoptagelse af afvisningssagen, hverken efter dagældende SFL (skatteforvaltningsloven) § 46, stk. 1, eller efter stk. 2. Da der heller ikke i øvrigt var fremkommet nye faktiske oplysninger, som kunne have medført et væsentligt andet udfald af afgørelsen om afvisning, blev Skatteministeriet frifundet.