G.A.3.4.3.5.2 Afstemning
Indhold
Dette afsnit omhandler afstemningen om det fremsatte rekonstruktionsforslag, der behandles på mødet i skifteretten.
Se mere om mødet i skifteretten i G.A.3.4.3.5.1 Mødet om rekonstruktionsforslaget Mødet om rekonstruktionsforslaget.
Afsnittet indeholder
- Der skal være et flertal, der stemmer for forslaget (majoritetskrav)
- Hvilke fordringshavere har stemmeret?
- Afstemningsklasser
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Der skal være et flertal, der stemmer for forslaget (majoritetskrav)
For at et rekonstruktionsforslag er vedtaget, skal et flertal af fordringshaverne, der er repræsenteret på mødet, og som deltager i afstemningen, stemme for. Se konkurslovens § 13 d, stk. 1.
Udformningen af konkurslovens § 13 d, stk. 1 betyder, at det som udgangspunkt også i andre afstemningssituationer under rekonstruktionen er sådan, at et forslag, der er til afstemning, kun vedtages, hvis et flertal stemmer for.
Dette udgangspunkt gælder dog ikke i konkurslovens § 11 e. Her kræver det et flertal imod, hvis en rekonstruktionsplan skal forkastes. Se mere om afstemningen om rekonstruktionsplanen i G.A.3.4.3.3 Indledning af rekonstruktionsbehandling Indledning af rekonstruktionsbehandling.
Der stemmes efter fordringernes beløb og ikke efter antal fordringer. Se konkurslovens § 13 d, stk. 2, 1. pkt.
Hvilke fordringshavere har stemmeret?
Konkurslovens regler om afstemning i rekonstruktion bygger på et princip om, at alle berørte fordringshavere som udgangspunkt har stemmeret, medmindre der er tale om nærtstående til skyldner.
Indeholder rekonstruktionsforslaget en tvangsakkord, er der stemmeret for de fordringshavere, hvis fordringer er omfattet af akkorden efter reglen i konkurslovens § 10 a, stk. 4, uanset størrelsen på den foreslåede dividende. Se konkurslovens § 13 d, stk. 2, 3. pkt. I konkurslovens § 10 a, stk. 4 fremgår det, at det af tvangsakkorden skal fremgå hvilken af de tre grupper nævnt i § 10 a, stk. 3, der omfattes af tvangsakkorden. Se G.A.3.4.3.2 Indholdet af en rekonstruktion Indholdet af en rekonstruktion.
Fordringshavere, der har indvilliget i at deres fordringer bortfalder i forbindelse med rekonstruktionsbehandlingen, har alene stemmeret, hvis bortfaldet er betinget af rekonstruktionens stadfæstelse. Se konkurslovens § 13 d, stk. 2, 4. pkt. Det gælder dog ikke for fordringshavere, hvis fordringer bortfalder ved akkorden efter konkurslovens § 10 a, stk. 5. Det skyldes, at bortfaldet følger af loven og ikke af fordringshavers indvilligelse i bortfaldet.
De fordringer, der bortfalder ved en tvangsakkord, opregnes i konkurslovens § 10 a, stk. 5 og er
- Gaveløfter
- Krav på renter for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning af de fordringer, der er omfattet af tvangsakkorden,
- Krav ifølge visse leasingaftaler, og
- Fordringer, der efter § 10 a, stk. 3 er placeret i en lavere gruppe end den, som omfattes af tvangsakkorden.
Hvis flere grupper af fordringer giver stemmeret, har samtlige fordringshavere i gruppen stemmeret. Se konkurslovens § 13 d, stk. 2, 5. pkt. Der er således stemmeret på fordringer, der påvirkes af, om forslaget vedtages eller forkastes.
Begrænsning og udelukkelse af stemmeret
Det fremgår af konkurslovens § 13 d, stk. 2, 2. pkt., at konkurslovens § 120, § 121 og § 123, stk. 3 tillige finder anvendelse. Det betyder, at
- Der ikke er stemmeret for fordringer, eller dele af fordringer, der vil opnå hel eller ingen dækning, jf. konkurslovens § 120, stk. 1
- Fordringer, der er sikret ved pant, kun giver stemmeret for den del af fordringen, der efter skifterettens skøn ikke er dækket af pantet eller en anden sikkerhed, jf. konkurslovens § 120, stk. 2
- Bestridte fordringer kan give stemmeret, men det er skifteretten der bestemmer hvorvidt og for hvilket beløb, jf. konkurslovens § 121
- Stemmer kan afgives både mundtligt og skriftligt, jf. konkurslovens § 123 stk. 3.
Hvis en eller flere fordringer er bestridt, deltager fordringshaverne foreløbigt i afstemningen. Viser det sig, at disse stemmer er afgørende, bestemmer skifteretten, hvilke af dem der giver stemmeret og for hvilket beløb. Se konkurslovens § 13 d, stk. 3.
Fordringer, der tilhører en nærstående til skyldner, giver ikke stemmeret. Se konkurslovens § 13 d, stk. 4. ►Skyldners nærtstående kan ikke omgå reglen ved at overdrage deres fordringer til en ikke-nærtstående. Se afgørelsen UfR 2020.1661 HR, hvor tre selskaber, der var nærtstående til skyldner, overdrog fordringer til et ikke-nærtstående selskab dagen før der blev indgivet begæring om rekonstruktion. Højesteret fandt, at overdragelsen ikke var sket loyalt, idet der var tale om et forsøg på at sikre de nærtstående selskabers indvirkning på afstemningen om rekonstruktion. Det ikke-nærtstående selskab fik herefter ikke stemmeret med hensyn til rekonstruktionsforslaget◄
Afstemningsklasser
Opdeling
Konkurslovens § 10 a, stk. 3 inddeler fordringer i tre grupper, hvoraf en tvangsakkord kun kan omfatte fordringerne i én.
Indenfor de enkelte grupper kan fordringshaverne inddeles i afstemningsklasser, der afspejler et tilstrækkeligt interessesammenfald mellem fordringshaverne. Se konkurslovens § 13 d, stk. 5. Skyldner skal i rekonstruktionsforslaget foreslå en opdeling af fordringshaverne, men det er skifteretten der bestemmer opdelingen.
Fordringer der ikke giver stemmeret, indgår som udgangspunkt ikke i en afstemningsklasse, medmindre der er tale om pantefordringer. Pantefordringer udgør en særskilt afstemningsklasse. Se konkurslovens § 13 d, stk. 5.
Opdelingen i afstemningsklasser finder kun anvendelse ved afstemning om rekonstruktionsforslaget.
Stemmeafgivelse
Hver afstemningsklasse stemmer om rekonstruktionsforslaget. Rekonstruktionsforslaget er vedtaget, hvis et flertal af afstemningsklasserne har stemt for. Se konkurslovens § 13 d, stk. 6, 2. pkt.
Dermed kan et rekonstruktionsforslag potentielt stemmes igennem, selvom de fordringshavere, der repræsenterer en majoriteten af fordringerne, stemmer imod.
Er der stemmelighed mellem afstemningsklasserne, er rekonstruktionsforslaget forkastet.
Særligt om SMV’er
Reglerne om opdeling og afstemning i afstemningsklasser gælder ikke, hvis skyldner er en SMV, medmindre skyldner har begæret opdelingen ved fremsendelse af rekonstruktionsforslaget. Se konkurslovens § 13 d, stk. 7.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
Højesteret | ||
UfR 2020.1661 HR | Højesteret fandt, at en overdragelse fra skyldners nærtstående til et ikke-nærtstående selskab, ikke var sket loyalt, men med det formål at sikre skyldners nærtståendes indvirkning på afstemningen om rekonstruktion. Det ikke-nærtstående selskabet havde herefter ikke stemmeret med hensyn til rekonstruktionsforslaget. | Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at fodringer, der er overdraget fra en nærtstående til en ikke-nærtstående tredjemand, ikke har stemmeret i rekonstruktionen, medmindre overdragelsen er sket loyalt |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed