Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

G.A.3.4.1.2 Særlige bestemmelser om bobehandlingens aktører

Indhold

Dette afsnit handler om de krav konkursloven stiller til de personer, der udpeges af skifteretten til at varetage et tillidshverv i forbindelse med bobehandlingen. Bestemmelserne gælder for både forebyggende rekonstruktion, rekonstruktion, konkurs og gældssanering.

Afsnittet indeholder:

  • Habilitetskravet 
  • Kvalifikationskravet
  • Fastsættelse af salær
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Habilitetskravet

Hvis en person er nærtstående til, eller afhængig af, skyldner, kan personen ikke udpeges som kurator, rekonstruktør eller skifterettens medhjælper. Det samme gør sig gældende, hvis der som følge af personens interesse i sagens udfald, eller af andre grunde, er tvivl om dennes upartiskhed. Se konkurslovens § 238, stk. 1.

Habilitetskravet skal sikre, at kreditorerne kan have tillid til, at den udpegede varetager sit hverv på en ordentlig og objektiv måde. Af samme årsag gælder habilitetskravet også for medlemmer af kreditorudvalg, en sagkyndig bistand, en forretningskyndig medhjælper, revisor, en tillidsmand eller en vurderingsmand.

Retspraksis viser, at ikke enhver tilknytning til skyldner forud for bobehandlingen medfører inhabilitet. I en kendelse fra vestre landsret, trykt i FM.2020.287, fandt retten, at selvom en advokat havde været skyldners advokat i perioden op til konkursen, var omfanget og karakteren af advokatens arbejde ikke af en sådan art, at der som følge heraf kunne rejses tvivl om hans upartiskhed. I en kendelse fra østre landsret, trykt i UfR.2021.1637 ØLR, fandt retten, at en advokats rådgivning og involvering i perioden op til rekonstruktionen var af en sådan art, at advokaten ikke opfyldte habilitetsbetingelserne i konkurslovens § 238, stk. 1.► Kendelsen er dog omgjort af Højesteret i UfR 2023.1373 HR, hvor Højesteret lagde vægt på, at advokatens rådgivning af moderselskabet vedrørte enkeltstående forhold, og forsøget på at genforhandle nogle kontrakter var sket med henblik på at undgå rekonstruktion og måtte derfor anses at være i kreditorernes interesse.◄ I forbindelse med vurderingen af, hvorvidt habilitetsbetingelserne er opfyldt, skal der således foretages en konkret vurdering af vedkommendes tilknytning til skyldner, herunder fx omfanget og karakteren af det arbejde advokaten har udført inden konkursen.

Kvalifikationskravet

En person skal have de nødvendige kvalifikationer for at varetage hvervet som rekonstruktør, kurator, tillidsmand eller skifterettens medhjælper. Se konkurslovens § 238 a.  

Det er skifteretten, der skal vurdere, hvorvidt den foreslåede person har de fornødne kvalifikationer til at varetage hvervet. Skifteretten kan både tillægge erfaring og relevant uddannelse betydning i vurderingen, ligesom skifterettens erfaring med pågældendes tidligere resultater kan indgå i vurderingen.

Fastsættelse af salær

Vederlaget til de personer, der har varetaget et tillidshverv under bobehandlingen, fastsættes af skifteretten og afholdes af boet. Se konkurslovens § 239, stk. 1, 3, 4 og 5.

De pågældende personer skal udarbejde en begrundet indstilling om, hvad de bør få tildelt i salær, samt hvorfor. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om den tid, der er brugt på den pågældendes opgaver, samt hvornår de er udført.

Når skifteretten fastsætter salæret, sker det på baggrund af en samlet vurdering af det udførte arbejde. Se konkurslovens § 239, stk. 2. I vurderingen tages der særligt højde for arbejdets omfang, boets beskaffenhed, det med boet forbundne ansvar og det opnåede resultat.

I UfR.2019.1401 VLR fandt landsretten, at der ikke var grund til, at landsretten tilsidesatte skifterettens fastsættelse af kurators salær, idet salæret var fastsat på baggrund af en vurdering af arbejdets omfang og boets beskaffenhed, det med arbejdet forbundne ansvar og det under de givne omstændigheder opnåede resultat. 

Det medgåede timeforbrug er naturligvis en indikator på, hvor omfangsrigt bobehandlingen har været, men salæret skal ikke fastsættes alene på baggrund af tidsforbruget. Derimod skal salærfastsættelsen ske på baggrund af skifterettens skøn over, hvor meget tid der med rimelighed bør medgå til udførelsen af kuratorhvervet i det konkrete konkursbo.

I U.2016.3861 fandt landsretten, at kurators salær kunne fastsættes til 40.000 kr. med tillæg af moms på baggrund af en konkret vurdering af oplysningerne om boets beskaffenhed, herunder at det fra bobehandlingens start må have stået klart, at boet højst sandsynligt villige blive sluttet efter § 143 uden dividende til de simple kreditorer. Landsretten fastsatte dette til trods for kurators oplysninger om et større tidsforbrug.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv. 

Skemaet viser relevante afgørelser på området: 

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteret

UfR 2023.1373 HR

I en sag vedrørende en rekonstruktørs habilitet lagde Højesteret vægt på, at advokatens rådgivning af moderselskabet vedrørte enkeltstående forhold, og forsøget på at genforhandle nogle kontrakter var sket med henblik på at undgå rekonstruktion og måtte derfor anses at være i kreditorernes interesse. Advokaten ansås herefter ikke for at være inhabil i sit virke som rekonstruktør.

Landsretten

UfR.2021.1637 ØLR

I sagen blev en rekonstruktørs habilitet anfægtet, da rekonstruktøren, og den advokatvirksomhed som rekonstruktøren repræsenterede, havde rådgivet skyldner op til rekonstruktionen, samt deltaget i en række forhandlinger.

Landsretten fandt, at på baggrund af "de anførte omstændigheder" opfyldte advokaten ikke habilitetsbetingelserne. 

Kendelsen er omgjort af Højesteret (se UfR 2023.1373 H), men uanset viser kendelsen, at der skal tages konkret stilling til den pågældendes tilknytning til skyldner forud for bobehandlingen, når det skal vurderes, om der er grundlag for at rejse tvivl om vedkommendes upartiskhed.

FM.2020.287 VLR

Skifteretten havde fundet, at den udpegede advokat var inhabil som kurator, som følge af dennes arbejde for fallent op til dennes konkurs.

Landsretten fandt, at omfanget og karakteren af advokatens arbejde for fallenten ikke var af en sådan karakter, at dette kunne rejse tvivl om advokatens upartiskhed.

UfR 2019.1401 VLR

Efter en samlet vurdering af oplysningerne om arbejdets omfang og boets beskaffenhed, det med arbejdet forbundne ansvar og det under de givne omstændigheder opnåede resultat fandt skifteretten, at K’s salær passende kunne fastsættes til 425.000 kr. + moms. Salæret omfattede også et sædvanligt tidsforbrug til afslutning af boet. Landsretten tiltrådte af de grunde, som skifteretten havde anført, at salæret til K efter en samlet vurdering af de parametre, der er angivet i konkurslovens § 239, stk. 1 og 2, var fastsat som sket. Landsretten fandt således ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, som skifteretten havde udøvet vedrørende salærets størrelse, og stadfæstede derfor skifterettens kendelse.

UfR.2016.3861 VLR

Landsretten forhøjede kurators salær til 40.000 kr. med tillæg af moms, idet landsretten efter oplysningerne om boets aktiver og passiver ved afsigelsen af konkursdekretet fandt, at det allerede da måtte have stået klart, at der var tale om et konkursbo, som højst sandsynligt skulle afsluttes efter konkurslovens § 143, hvorfor salæret - uanset det af A oplyste højere tidsforbrug - passende kunne fastsættes til 40.000 kr. med tillæg af moms

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.