G.A.1.3.5 Tilbagekaldelse af fordringer
►Indhold
Dette afsnit indeholder en beskrivelse af, i hvilke situationer fordringshaver kan/skal tilbagekalde en fordring, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Afsnittet indeholder:
- Tilbagekaldelse med henblik på tilføjelse eller fjernelse af skyldnere
- Tilbagekaldelse med henblik på ophævelse af suspension af inddrivelsen
- Tilbagekaldelse med henblik på afdragsvis betaling eller henstand
- Tilbagekaldelse med henblik på modregning.
Tilbagekaldelse med henblik på tilføjelse eller fjernelse af skyldnere
Hvis en fordringshaver, eller den som på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, ønsker at tilføje eller fjerne en eller flere medhæftende skyldnere på en fordring, der allerede er overdraget til inddrivelse, så skal fordringshaver eller den, som på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, tilbagekalde fordringen med dens renter og opkrævningsgebyr med henblik på fordringen overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden på ny med oplysninger om den eller de skyldnere, som fordringen fremadrettet skal inddrives over for.
Se gældsinddrivelsesloven § 2, stk. 5, 1. pkt.
Fordringshaveren, eller den som på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, skal så vidt muligt skriftligt underrette den eller de skyldnere, som er omfattet af tilbagekaldelsen.
Se gældsinddrivelsesloven § 2, stk. 5, 3. pkt.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan i særlige tilfælde beslutte, at fordringen ikke skal tilbagekaldes, når der skal tilføjes eller fjernes skyldnere. Det vil kunne være relevant, hvor der er særligt komplicerede hæftelsesforhold. Eksempelvis for selskaber, som deltager i sambeskatning. Beslutter restanceinddrivelsesmyndigheden, at fordringen ikke skal tilbagekaldes, betyder det, at fordringen forbliver under inddrivelse ved restanceinddrivelsesmyndigheden, som også foretager de nødvendige ændringer vedrørende hæftelsesforholdene.
Se gældsinddrivelsesloven § 2, stk. 5, 2. pkt.
Bemærk
Gældsinddrivelsesloven § 2, stk. 5 er kun gældende for fordringer registreret i inddrivelsessystemet PSRM jf. bekendtgørelse nr. 1332 af 9. december 2019 § 2, jf. lov nr. 1110 af 13. november 2019 § 1, nr.1.
Bemærk også
Inden en fordring, der tilbagekaldes med henblik på ændringer i, hvilke skyldnere fordringen fremadrettet skal inddrives overfor, overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden på ny, skal fordringen være opkrævet overfor de skyldnere, som fordringshaver oplysninger, når fordringshaver overdrager fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden på ny. Dette gælder også i tilfælde, hvor fordringen ikke tilbagekaldes.
Se desuden G.A.1.3.3 Flere skyldnere og skyldnerskifte Flere skyldnere og skyldnerskifte
Tilbagekaldelse med henblik på ophævelse af suspension
Fordringshaver skal tilbagekalde fordringer, der er berørt af datafejl som led i fordringshavers undersøgelse af fordringer, som restanceinddrivelsesmyndigheden har suspenderet inddrivelsen af på grund af kendskab til eller mistanke om datafejl, der kan henføres til forhold hos fordringshaveren eller den, som på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen.
Når fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, har undersøgt den population af fordringer, for hvilke inddrivelsen er suspenderet, og har identificeret de fordringer, der konkret er berørt af datafejlen og tilbagekaldt disse, ophæver restanceinddrivelsesmyndigheden suspensionen af inddrivelsen i forhold til den datafejl, som fordringshaver har undersøgt.
Se gældinddrivelsesloven § 2, stk. 6, 1. og 2. pkt. og G.A.1.3.4 Suspension af inddrivelsen pga. datafejl Suspension af inddrivelsen pga. datafejl
Bemærk
Hvis fordringshaver ikke identificerer og tilbagekalder fordringer, der er berørt af datafejl, inden en af restanceinddrivelsesmyndigheden fastsat frist, kan restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende samtlige fordringer omfattet af suspensionen inklusive renter og gebyrer.
Se gældinddrivelsesloven § 2, stk. 6, 3. pkt.
Tilbagekaldelse med henblik på afdragsvis betaling eller henstand
Hvis fordringshaver eller den, som på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, bliver bekendt med væsentlige ændringer i skyldners forhold, efter fordringen er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, skal fordringshaver underrette restanceinddrivelsesmyndigheden om ændringerne.
Hvis ændringerne i skyldners forhold afstedkommer forværrede økonomiske forhold, kan fordringshaver samtidig med underretningen til restanceinddrivelsesmyndigheden anmode om, at fordringen sendes tilbage til fordringshaver med henblik på, at denne kan tillade afdragsvis betaling eller henstand.
Fordringer, som er omfattet af refusionsret fra statskassen, sendes ikke tilbage til fordringshaveren.
Fordringshaver skal underrette skyldneren, hvis anmodning om tilbagesendelse af kravet efterkommes.
Se gældsinddrivelsesloven § 2, stk. 11 og gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 1, stk. 5.
Bemærk
Fordringshaver kan i stedet anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at give henstand eller tillade afdragsvis betaling, herunder i tilfælde, hvor fordringen er omfattet af refusionsret fra statskassen.
Bemærk også
Hvis fordringen tilbagesendes til fordringshaver medsendes renter, der er påløbet, mens fordringen har været under inddrivelse, forudsat renterne er under inddrivelse.
Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 8, stk. 3.
Tilbagekaldelse med henblik på modregning
Fordringshaver, eller den som på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, kan helt eller delvis tilbagekalde en fordring, som er oversendt til inddrivelse, med henblik på at foretage modregning for kravet.
Se gældsinddrivelsesloven § 2, stk. 12.
Bemærk
Det er en forudsætning for fordringshavers foretagelse af modregning, at fordringen er under opkrævning. Hvis fordringen også er under inddrivelse overfor en eller flere andre skyldnere, end den skyldner fordringshaver påtænker at foretage modregningen overfor, skal fordringen også tilbagekaldes fra inddrivelse i forhold til disse skyldnere, inden fordringen kan anvendes til modregning. Dette skyldes, at det er selve fordringen, der er overdraget til inddrivelse, og at restanceinddrivelsesmyndigheden overtager kreditorbeføjelserne, når fordringen er overdraget til inddrivelse.
Bemærk også
Når fordringen tilbagesendes til fordringshaver, medsendes inddrivelsesrenter, der er påløbet, mens fordringen har været under inddrivelse, forudsat inddrivelsesrenterne er under inddrivelse.
Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 8, stk. 3.◄
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed