Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

F.A.33.11 Afregning af told mv.

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvordan og hvornår told mv. skal betales til SKAT - alt efter om man som importør/varemodtager, er importørregistreret eller ej.

Afsnittet indeholder:

  • Afregning
  • Betaling af told
  • Kontoregnskab og importspecifikation
  • Restancer
  • Bortfald af kreditret
  • Bagatelgrænse.

Afregning

I forbindelse med, at en virksomhed bliver importørregistreret, skal der tages stilling til, hvordan den ønsker og kan betale told mv. Måden og tidspunktet for, hvornår told mv. skal betales til SKAT, afhænger af, hvordan importøren/varemodtageren er importørregistreret.

Kontant

Virksomheden kan vælge at betale told mv. kontant i forbindelse med hver fortoldning ("5-dages afregner").

Kredit

Det er muligt for de fleste virksomheder at opnå kredit, så told mv. indbetales en gang om måneden, jf. TDL § 30, stk. 1.

For at opnå kredit med betalingen af tolden, så virksomheden betaler en gang om måneden, skal der stilles sikkerhed for tolden, jf. TK artikel 74.

I Danmark er der to former for sikkerhedsstillelse:

  • SKATs sikkerhedsstillelsesordning
  • Anden sikkerhedsstillelse.

Se også

Se også afsnit F.A.33.2 Vareindførsel i erhvervsmæssigt øjemed om vareindførsel i erhvervsmæssigt øjemed under Sikkerhedsstillelse.

Importørregistrerede virksomheder, der har stillet sikkerhed, har toldkredit

Afregningsperioden for told og moms af varer, der indføres af varemodtagere, der er importørregistrerede, og som har stillet sikkerhed for told og afgifter og dermed har toldkredit, er kalendermåneden, jf. TDL § 30.

Importørregistrerede virksomheder, der ikke har stillet sikkerhed, har ikke toldkredit

Varemodtagere, der er importørregistrerede, men som ikke ønsker at stille sikkerhed, skal betale tolden senest den 5. hverdag efter fortoldningsdagen, jf. TDL § 30.

Varerne er ikke til fri disposition, før tolden er betalt.

Importørregistrerede virksomheder, der ikke har eller er frataget toldkredit

Varemodtagere, der er importørregistrerede, men som ikke har opnået eller er blevet frataget kreditten, skal betale told mv. ved fortoldningens afslutning, jf. TDL § 33, stk. 2 og 3.

Varerne er ikke til fri disposition, før tolden er betalt.

Ikke importørregistrerede virksomheder (fx privatfortoldninger)

Er varemodtageren ikke importørregistreret, sker afregningen af told og moms mv. ved fortoldningens afslutning, jf. TDL § 32.

Varerne er ikke til fri disposition, før tolden er betalt.

Betaling af told

Importørregistrerede virksomheder, der har stillet sikkerhed, har toldkredit

Importører med toldkredit skal indbetale told mv. senest den 16. i måneden efter afregningsperioden, jf. TDL § 30.

Importørregistrerede virksomheder, der ikke har stillet sikkerhed, har ikke toldkredit

Er der ikke stillet sikkerhed for betalingen af told, skal tolden af varerne betales senest den 5. hverdag efter fortoldningsdagen. Virksomheden får sendt et indbetalingskort fra SKAT for hver fortoldning, jf. TDL § 33, stk. 4.

Overskrides denne frist, skal varemodtageren betale en afgift på 230 kr. for den pågældende fortoldningsangivelse, jf. TDL § 34, stk. 1.

Afgiften skal betales senest den 16. i måneden efter afregningsperioden.

Importørregistrerede virksomheder, der ikke har eller er frataget toldkredit

Tolden skal betales ved fortoldningens afslutning, hvis varemodtageren er nægtet eller har fået frataget sin toldkredit, jf. TDL § 33, stk. 2. Se afsnit F.A.33.2 Vareindførsel i erhvervsmæssigt øjemed om vareindførsel i erhvervsmæssigt øjemed under sikkerhedsstillelse.

Ikke importørregistrerede virksomheder (fx privatpersoner)

Virksomheder, der ikke er importørregistrerede, fx privatpersoner, skal indbetale told-, moms- og afgiftsbeløbet, som det fremgår af skemaet:

Virksomheder (der ikke er importørregistreret) eller privatpersoner

kan betale via netbank

Ved betaling skal oplyses:

med adresse i Nordsjælland/København

med kortart +73 til kreditnummer 81406731

  • Navn
  • Eventuelt CVR-nummer
  • Referencenummer
  • At betalingen vedrører fx told, moms osv.

med adresse i det øvrige Danmark

med kortart +73 til kreditnummer 81450536

  • Navn
  • Eventuelt CVR-nummer
  • Referencenummer
  • At betalingen vedrører fx told, moms osv.

Se om "Betaling af told" på www.skat.dk.

Ekspeditionsafgift ved skønsmæssig ansættelse

Ekspeditionsafgift for midlertidig oplæggelse eller forenklet ekspres, der er blevet skønsmæssigt ansat, skal betales efter de regler, der gælder for varemodtagerens betaling af told jf. TDL § 81, stk. 2 i. Se afsnit F.A.33.10 Skønsmæssige ansættelser af varer, der ikke er angivet til fortoldning om skønsmæssig ansættelse under ekspeditionsafgift. Ekspeditionsafgiften er 550 kr. for hver angivelse, jf. TDL § 81, stk. 3.

Kontoregnskab og importspecifikation

Den importørregistrerede virksomheds Skattekonto

De beregnede toldbeløb mv. debiteres importørens/varemodtagerens konto for den måned, hvor toldangivelsen er antaget.

Importspecifikation

Omkring den 10. i hver måned bliver importspecifikationen dannet og denne kan ses på TastSelv Erhverv. Af denne fremgår oplysning om de enkelte toldangivelser, godtgørelser, indbetalinger mv. for den nærmest forudgående afregningsperiode.

Importøren skal hente importspecifikationen via TastSelv Erhverv på skat.dk.

TastSelv

Ved at indsætte en mailadresse i TastSelv, modtager importøren en reminder pr. mail, om at importspecifikationen er dannet.

Hjælp til importspecifikation

Importøren/varemodtageren har mulighed for at få hjælp til de enkelte referencenumre på importspecifikationen. Der er mulighed for at få "spørge adgang", således at man kan se detailoplysninger som fx afsender, varekode, speditør m.m vedrørnde den enkelte toldangivelse. Der kan søges om adgang ved at udfylde blanket 49.027 og sende den til SKAT.

Betalingsform

Indbetaling af toldbeløb mv. skal indbetales af importøren/varemodtageren til SKAT. Der kan betales via netbank og Betalingsservice. Udbetaling af toldbeløb, som importøren/varemodtageren skal have tilbage fra SKAT, bliver overført til dennes skattekonto.

Virksomheder indbetaler beløbet ved at bruge betalingslinien, der fremgår af den elektroniske importspecifikation.

Indbetalingsdag

Hvis sidste rettidige betalingsdag falder på en lørdag, søndag eller helligdag, anses indbetalingen for rettidig, når der betales den første hverdag efter sidste rettidige indbetalingsdag.

Betaling er rettidig, når

  • beløbet er indbetalt til et posthus, et pengeinstitut, via netbank eller til SKAT senest sidste rettidige betalingsdag
  • beløbet er indbetalt via Betalingsservice. Godkendelse af betalingstræk skal være sket i TastSelv Erhverv senest kl. 15.50 på bankdagen før sidste rettidige indbetalingsdag. Godkendte betalingstræk sendes til NETS (Betalingsservice) kl. ca. 16 dagen før betalingsdagen.
  • beløbet er betalt kontant eller ved dankort hos SKAT.

Udbetaling

Toldbeløb mv. udbetales af SKAT til importøren/varemodtageren via Skattekontoen.

Restancer

Reglerne omkring inddrivelse af restancer står i G.A om inddrivelse.

Bortfald af kreditret

Fratagelse af kredit

SKAT kan fratage en importørregistreret virksomhed retten til kredit for betaling af told, jf. TDL § 38, hvis virksomheden

  • ikke afgiver en toldangivelse inden for den frist, der er fastsat efter TDL § 13, stk. 1
  • ikke betaler skyldig told rettidigt
  • hvis der er oplysninger om varemodtagerens forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at tolden ikke vil blive betalt rettidigt.

I visse tilfælde kan en importørregistreret virksomhed nægtes eller fratages en allerede opnået toldkredit, jf. TDL § 33, stk. 2 og 3. Det gælder hvis varemodtageren

  • er et bo under konkursbehandling eller tvangsakkordforhandling
  • er død
  • efter en udlægsforretning er fundet ude af stand til for tiden at betale sin gæld har standset sine betalinger
  • er under frivillig akkord eller likvidation
  • i øvrigt ikke vurderes kreditværdig.

Generhvervelse af toldkredit

Toldkreditten kan generhverves på betingelse af, at

  • importøren/varemodtageren har betalt rettidigt i et halvt år
  • importøren/varemodtagerens resultatopgørelse for den seneste periode viser overskud efter renter, men før evt. afskrivninger
  • der fremlægges kommenterede drifts- og likviditetsbudgetter, der dels har været overholdt i det halve år, hvor varemodtageren har betalt rettidigt, dels viser en fornuftig positiv udvikling.

SKAT har pligt til at undersøge kreditværdigheden af varemodtageren.

For mindre importører/varemodtagere kan regnskabskravene slækkes, men det kræves fortsat, at varemodtageren kan sandsynliggøre, at betaling fremover vil ske rettidigt.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.