Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

F.A.23.3.4 Containere

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for at importere containere til EU's toldområde under proceduren for midlertidig import med fuldstændig toldfritagelse.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Definitioner
  • Betingelser
  • Ækvivalente varer

Lovgrundlag

Bevilling til import af containere under proceduren for midlertidig import kan udstedes, uanset at ansøgeren og den person, der er ansvarlig for proceduren, er etableret i EU's toldområde. Se DF art. 207.

Der gives fuldstændig toldfritagelse for containere, der importeres midlertidigt til EU's toldområde med henblik på senere reeksport. Det er uden betydning for toldfritagelsen, om containerne importeres tomme eller med indhold af varer. Se DF art. 210.

Der kan ligeledes bevilges fuldstændig toldfritagelse for reservedele, tilbehør og udstyr til containere. Det er en betingelse, at reservedelene mv. reeksporteres, uanset om det sker som en del af en container eller særskilt. Se DF art. 211.

Definitioner

En container er en transportenhed, dvs. lift-van, løs tank eller lignende, som

  • udgør et helt eller delvist lukket rum, der er bestemt til at indeholde gods
  • er af varig beskaffenhed og således stærk nok til at kunne benyttes gentagne gange
  • er særligt indrettet til uden omladning at lette godstransport inden for en eller flere transportformer
  • er således indrettet, at den er let at håndtere, især ved overførsel fra én transportform til en anden
  • er således indrettet, at den er let at fylde og tømme
  • har et indre rumfang på én kubikmeter eller derover (dette gælder dog ikke for containere, som benyttes ved lufttransport).

Veksellad og ladeplatforme (flats) sidestilles med containere.

Veksellad defineres som et lastrum, der ikke er udstyret med nogen form for fremdriftsmiddel, og som specielt er fremstillet til transport på et landevejskøretøj, hvis chassis og karosseriunderstel er specielt konstrueret med henblik herpå. Betegnelsen omfatter også aftagelige kasser, der udgør lastrum, som er specielt fremstillet til kombineret transport på jernbane/landevej.

Ladeplatforme (flats) defineres som en platform uden overbygning eller med ufuldstændig overbygning, der har samme længde og bredde som containere og som er udstyret med øvre og nedre hjørnebeslag, så der kan anvendes de samme fastgørelses- og løfteanordninger.

Betegnelsen "containere" omfatter også containere bestemt til brug ved lufttransport med et indre standardrumfang på mindre end én kubikmeter.

Betegnelsen "containere" omfatter desuden det for den pågældende containertype normale tilbehør og udstyr, hvis dette transporteres sammen med containeren.

Tilbehør og udstyr til containere omfatter især følgende anordninger, også selv om de er aftagelige:

  • udstyr til kontrol, ændring eller bevarelse af temperaturen inde i containeren
  • små apparater som temperatur- eller stødskiver der er beregnet til at angive eller registrere ændringer i temperaturforhold samt stød
  • indre skillevægge, paller, hylder, støtter, kroge, presenninger, sække og lignende, som er specielt konstrueret til brug sammen med en container.

Derimod omfatter betegnelsen "containere" ikke køretøjer, tilbehør eller reservedele til disse, eller emballager.

Betingelser

Toldfritagelsen omfatter containere, der på et passende og let synligt sted er forsynet med følgende oplysninger i varig form:

  • Angivelse af ejeren eller operatøren. Ejeren eller operatøren skal kunne identificeres ved hjælp af det fulde navn eller et hævdvundet identifikationssystem, men ikke ved symboler i form af figurer eller flag,
  • De identifikationsmærker og -numre, som ejeren eller operatøren har givet containeren,
  • Containerens tara, herunder alt fast udstyr. Tara er betegnelsen for containerens vægt uden indhold.

For fragtcontainere til maritimt brug, eller en hvilken som helst anden container, der anvender et ISO-standardpræfiks (fire store bogstaver, der ender med U), skal angivelsen af ejeren eller hovedoperatøren samt containerens serienummer og kontrolciffer overholde den internationale standard ISO 6346 og tillæg hertil.

Se DF art. 210, stk. 1.

Når ansøgning om bevilling til midlertidig import indgives i form af en toldangivelse, skal containeren overvåges af en person, der enten er

  • etableret i EU's toldområde, eller

  • er etableret uden for EU's toldområde og som er repræsenteret i EU.

Denne person skal til enhver tid efter anmodning fra toldmyndighederne kunne give detaljerede oplysninger om flytning af containere, der er omfattet af bevillingen, herunder om dato og sted for containernes henførsel under proceduren og for afslutning af proceduren. Se DF art. 210, stk. 2.

Ækvivalente varer

Det er muligt at anvende ækvivalente EU-containere, når ikke-EU-containere er henført under proceduren for midlertidig import. Se EUTK art. 223, stk. 2, litra b) og DF art. 169, stk. 8.

Toldmyndighederne tillader således, at proceduren afsluttes, når containere af samme type eller samme værdi eksporteres eller reeksporteres i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i Konventionen om toldproceduren for containere, som inden for rammerne af en pool benyttes til international transport, jf. Rådets afgørelse af 7. april 1995 (EF-Tidende nr. L 091 af 22. april 1995). Se GF art. 322, stk. 3.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.