Indhold

Dette afsnit handler om, hvornår en person er ansat i virksomheden. Se LAL (lønsumsafgiftsloven) § 4, stk. 4, sidste punktum, og lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.

Afsnittet indeholder:

• Lovgrundlag
• Regel
• Definition: Virksomhedens ansatte
• Forskel på at være ansat, honorarmodtager og selvstændig erhvervsdrivende
• Eksempler for bestyrelsesmedlemmer og kasserer m.v.
• Eksempler for forsikringsagenter og forsikringsformidlere
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Lovgrundlag

LAL (lønsumsafgiftsloven) § 4, stk. 4, sidste punktum har følgende ordlyd:

" ... . Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for opgørelsen af afgiftsgrundlaget efter 1. og 2. pkt."

Lønsumsafgiftsbekendtgørelsen § 3, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Til virksomhedens lønsum medregnes enhver form for løn, som virksomhedens ansatte har erhvervet inkl. alle tillæg, uanset om de indgår i lønnen eller ydes særskilt, jf. dog lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 3. Løn til ansatte, der er beskæftiget i filialer m.v. i udlandet, og for hvilke virksomheden betaler ATP-bidrag, skal medregnes i lønsummen."

Regel

Virksomheden skal til lønsummen medregne enhver form for løn, som virksomhedens ansatte har erhvervet inkl. alle tillæg. Se lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, og afsnit D.B.5.2 Lønsum om opgørelse af lønsummen.  

Det er kun løn m.v. til personer, som er ansatte i virksomheden, der skal medregnes til lønsummen. Vederlag, som udbetales til honorarmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, medregnes derfor ikke til lønsummen.

Se også

Se også afsnit

• D.B.5.2 om opgørelse af lønsummen.
• D.B.5.2.2 om, hvornår personalegoder skal medregnes til lønsummen.
• C.C.1.2.1 om sondringen mellem lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende.
• C.C.1.2.3 om honorarmodtagere.

Definition: Virksomhedens ansatte

Ved virksomhedens ansatte forstås personer, som modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold. De ansatte kaldes også for lønmodtagere.

Forskel på at være ansat, honorarmodtager og selvstændig erhvervsdrivende

Der skal foretages en konkret vurdering af, om en person er ansat, honorarmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende.

Ved afgørelsen af om en person er ansat lægges der vægt på, om den pågældende:

• skal have indeholdt A-skat af vederlaget
• skal have indeholdt AM-bidrag af vederlaget
• er underlagt virksomhedens instrukser, tilsyn og kontrol
• i overvejende grad arbejder for virksomheden
• har en aftale om en løbende arbejdsydelse
• er omfattet af anden lovgivning, der regulerer lønmodtagerforhold, fx ferieloven, lov om arbejdsløshedsforsikring og lov om ATP. Se SKM2011.299.SKAT.

Det er derimod ikke afgørende, om der rent faktisk betales A-skat.

En person, der ikke er omfattet af ferieloven og ATP, kan godt være ansat.  

Vurderingen af, om en person er ansat i virksomheden, er den samme skattemæssigt og lønsumsafgiftsmæssigt. Hvis Skattestyrelsen allerede har truffet afgørelse om, at en person skattemæssigt skal anses for lønmodtager i virksomheden, følges denne afgørelse også i relation til lønsumsafgiften.

Honorarmodtagere anses ikke for ansatte i virksomheden. En honorarmodtager er en person, som modtager vederlag for personligt arbejde uden for tjenesteforhold, og som ikke udøver selvstændig erhvervsvirksomhed. Virksomheden skal derfor ikke medregne vederlag til honorarmodtagere til lønsummen.

Indehavere af personligt ejede virksomheder, herunder interessentskaber, er ikke ansatte i virksomheden.

Direktører i selskaber anses for ansatte i relation til lønsumsafgiftsloven. Det gælder, uanset at den pågældende direktør ikke anses for at være i et tjenesteforhold efter ferieloven. Lønnen skal derfor medregnes til lønsummen.

Virksomheden skal ikke altid betale ATP af ansatte, fx hvis en social konvention regulerer forholdet, eller den ansattes arbejdsforpligtelse er af begrænset omfang. Se TfS 1993, 313. Ved vurderingen af, om personen er ansat i virksomheden, tillægges det derfor ikke selvstændig vægt, om virksomheden betaler ATP af den ansatte eller ej.

Eksempler for bestyrelsesmedlemmer og kasserer m.v.

Bestyrelsesmedlemmer i selskaber og foreninger er normalt ikke ansatte, men anses for honorarmodtagere.

Virksomheden skal derfor normalt ikke medregne honorarer mv. til bestyrelsesmedlemmer til lønsummen. 

Der skal foretages en helhedsvurdering, når det skal vurderes om bestyrelsesmedlemmer og medlemmer, som bestrider andre tillidserhverv i foreninger, er ansatte i foreningen.

Personen anses for ansat i foreningen, hvis den pågældende ved varetagelsen af sit hverv må anses for lønmodtager i foreningen, fx fordi arbejdet udføres på vilkår vedrørende aflønning, ATP, opsigelse, ferie osv. svarende til sædvanlige ansættelsesforhold. Se SKM2010.726.HR og SKM2011.299.SKAT.

Eksempel fra retspraksis på personer, som ikke blev anset for ansatte 

En bestyrelsesformand, en kasserer og klagenævnsmedlemmer i en lokalforening i en landsdækkende organisation var ikke ansatte i foreningen. Hverken bestyrelsesformanden, kassereren eller klagenævnsmedlemmerne havde et ansættelsesbevis eller ansættelseskontrakt med foreningen, og ingen af dem havde arbejdstid, opsigelsesvarsel eller pensionsordning. Der var heller ikke stillet lokaler eller udstyr til rådighed for udførelsen af de pågældende opgaver. Ingen af de pågældende havde i overvejende grad arbejdet for foreningen, arbejdets omfang var beskedent eller forholdsvis beskedent og opgaverne havde karakter af tillidshverv, hvortil de pågældende var valgt. Der var trukket A-skat (samt SP-bidrag og AM-bidrag) af honorarerne, men ikke ATP.  

Foreningen skulle derfor ikke medregne vederlagene til bestyrelsesformanden, kassereren eller klagenævnsmedlemmerne til lønsummen. Se SKM2010.726.HR og SKM2011.299.SKAT.  

Eksempel fra retspraksis på personer, som blev anset for ansatte

Amtskredsformænd og amtskredsnæstformænd i de enkelte kredse af en fagforening skulle sidestilles med ansatte. Det udførte arbejde kunne ikke karakteriseres som egentligt bestyrelsesarbejde. Amtskredsformændene og amtskredsnæstformændene var månedslønnede med afregning af A-skat, AM/SP-bidrag, ATP, pension og 6 ugers ferie med løn og arbejdsforholdet havde karakter af en levevej.

Foreningen skulle derfor medregne vederlaget til amtskredsformændene og næstformændene til lønsummen. Se SKM2008.653.ØLR og SKM2011.299.SKAT.      

Se også

Se også afsnit

• C.C.1.2.1 om sondringen mellem lønmodtager og selvstændigt erhvervsdrivende.
• D.B.5.2 om opgørelse af lønsummen.

Eksempler for forsikringsagenter og forsikringsformidlere

Når det skal vurderes, om forsikringsagenter og forsikringsformidlere m.v. er ansatte i virksomheden, skal der foretages en helhedsvurdering.

Eksempel fra retspraksis på personer som ikke blev anset for ansatte

Forsikringsformidlere skulle ikke anses for ansatte i virksomheden.

Virksomheden havde ikke adgang til at fastsætte generelle eller konkrete regler for arbejdets udførelse, herunder tilsyn og kontrol med formidlernes salgsarbejde. Der fandtes ikke en aftale om løbende arbejdsydelse, og der var ikke fastsat arbejdstid. Forsikringsformidlerne var ikke garanteret en minimumsprovision og kunne ikke antages at have rettigheder i henhold til funktionærloven eller ferieloven.  

Virksomheden var derfor ikke pligtig til at indeholde A-skat mv. i provisionerne og skulle derfor ikke medregne provisionen til forsikringsformidlere til lønsummen. Se SKM2002.239.LSR.

Eksempel fra retspraksis på personer som blev anset for ansatte

Forsikringsmæglere skulle anses for ansatte i virksomheden og ikke selvstændige erhvervsdrivende.

Virksomheden var registreret efter lønsumsafgiftsloven og medregnede provisionen til forsikringsmæglerne til lønsummen. Det fremgik af virksomhedens aftaler med forsikringsselskaberne, at virksomheden var forpligtet til at ansætte alle forsikringskonsulenter på funktionærvilkår og udstede ansættelsesbeviser. Der var derfor skabt formodning for, at forsikringsmæglerne var ansatte i lønsumsafgiftsmæssig henseende. Virksomheden kunne ikke godtgøre, at forsikringsmæglerne i forbindelse med arbejdet for virksomheden påtog sig en væsentlig økonomisk risiko, bortset fra den risiko, som følger af vederlæggelsen med provision. Virksomheden kunne heller ikke godtgøre, at forsikringsmæglerne havde væsentlige udgifter i forbindelse med deres arbejde for virksomheden, ud over kørselsudgifter, som forsikringsmæglerne i vidt omfang, blev kompenseret for ved udbetaling af skattefrie kørselsgodtgørelser.  

Virksomheden skulle derfor medregne provisionen til forsikringsmæglerne til lønsummen. Se SKM2005.154.VLR.

Se også

Se også afsnit

• C.C.1.2.1 om sondringen mellem lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende.
• D.B.5.2 om opgørelse af lønsummen.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området: