Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

D.A.21.3.4.4 Momsgrundlag

Indhold

Dette afsnit beskriver momsgrundlaget for bygge- og anlægsvirksomheder, der er momspligtige af byggeri for egen regning. Se ML (momsloven) § 27.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Den almindelige salgspris
  • Når der ikke er nogen almindelig salgspris
  • Når der ikke er salg af tilsvarende byggeri til fremmede
  • Normalværdien
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

Regel

Momsgrundlaget ved byggeri for egen regning (jf. reglerne i ML §§ 6-7) skal opgøres efter ML (momsloven) § 28, stk. 3. Tilsvarende gælder ved udtagning efter ML (momsloven) § 5, stk. 6, hvis udtagningen sker til andre formål end privat brug for virksomhedens indehaver eller dennes personale.

Normalværdien

Med virkning fra 1. januar 2009 blev momsgrundlaget ved udtagning til andre formål end privat brug for virksomhedens indehaver eller dennes personale og momsgrundlaget for opførsel mv. af bygninger for egen regning ændret fra den almindelige salgspris til normalværdien. Se lov nr. 525 af 17. juni 2008. Se bekendtgørelse nr. 878 af 3. september 2008 om ikrafttrædelsestidspunktet. 

Efter lovændringen skal normalværdien fastsættes som hele det beløb, som en kunde i samme omsætningsled som det, hvori leveringen af varer og ydelser finder sted, under frie konkurrencevilkår skulle have betalt på dette tidspunkt for de pågældende varer eller ydelser til en selvstændig leverandør her i landet. I praksis betyder lovændringen ikke ændringer for momsgrundlaget ved byggeri.

Hvis der ikke kan fastsættes nogen sammenlignelig levering af varer eller ydelser, er momsgrundlaget købsprisen for varerne eller for tilsvarende varer og i mangel af en købspris kostprisen og for ydelser de udgifter, som den afgiftspligtige person har haft i forbindelse med leveringen af ydelsen, jf. ML (momsloven) § 28, stk. 4.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse        

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer          

Landsretsdomme

TfS1995, 66ØLD

Sagen vedrørte den problemstilling, at der ved fastsættelse af momsgrundlaget ved byggeri for egen regning skulle lægges vægt på sammenligneligt arbejde for fremmed regning. Derudover vedrørte den hvilke bruttoavancer, der "i almindelighed" indgår i ydelser af den pågældende art. Der var enighed om, at det avancetillæg på 45 pct. af den "rå løn," som sagsøgeren lagde til grund i sine momsangivelser, ikke gav sagsøgers byggeafdeling overskud. Avancetillægget var betydeligt lavere end både sagsøgers bruttoavance ved arbejde i fremmed regning indtil 1983 og de gennemsnitlige bruttoavancer i branchen.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at myndighedernes grundlag for skønnet over, hvad der måtte anses for bruttoavancen "i almindelighed" i området, havde været mangelfuldt, eller at man ved de fastsatte avanceprocenter, der var lavere end de gennemsnitlige avanceprocenter ifølge kildematerialet, havde udøvet et usagligt skøn. Bruttoavancen bør altså fastsættes, så den som minimum kan give en byggevirksomhed et vist overskud.

Landsskatteretskendelser

TfS1991, 329MNA

Der var brugt en kalkuleret salgspris, da der ikke fandtes en almindelig salgspris. Ved beregning af den momspligtige værdi for byggeselskabers byggeri for egen regning burde kalkulationsmetoden principielt ikke sammenblandes med andre metoder, såsom en gennemsnitsberegning for honorarer baseret på tilsvarende byggerier i området. I det konkrete tilfælde var værdigrundlaget for momsberegningen dog godkendt, da den beregningsmetode, som selskabet anvendte, gav et for lille dækningsbidrag.

Momsnævnet kunne altså ikke acceptere selskabets beregninger og det beregnede momstilsvar. Der blev lagt vægt på, at selskabets metode kun gav plads for et dækningsbidrag på 1,8 pct., mens selskabets arbejde for fremmed regning viste et dækningsbidrag på ca. 16 pct.

MNA1983, 835

Momsnævnet traf afgørelse om, at momsen skulle beregnes på grundlag af selskabets almindelige salgspris, dvs. prislisteprisen uden rabatfradrag.

Nævnet tilføjede, at en virksomhed, der byggede huse på egne grunde, respektivt byggede for eget salgsfirma, ville kunne opgøre momsen på grundlag af et momsgrundlag, hvori der var fradraget en mængderabat. Det var dog en forudsætning, at der til andre (fremmede) købere blev ydet samme rabat.

MNA1980, 688

Sagen omhandlede en skønsmæssig ansættelse af momstilsvaret for en byggevirksomhed for en 5 års-periode. Der var ved ansættelsen anvendt kalkulationstillæg på 6 pct. på materialeudgifterne og 35 pct. på lønudgifterne. Bygmesteren havde ikke foretaget kalkulationsopstillinger eller ført timeregnskab, herunder for egen indsats, over byggearbejderne, og der kunne derfor ikke foretages en nøjagtig opgørelse af momstilsvaret på grundlag af virksomhedens regnskaber. Toldvæsenet kunne derfor ikke stedfæste nøjagtigt, hvilke byggerier, som de indkøbte materialer havde været anvendt til, idet en del blev anvendt til reparationsarbejder, ligesom en del blev bearbejdet på et værksted.

Toldvæsenets repræsentanter fastslog, at oplysningen om tab på byggerierne var uden betydning i sagen.

Efter de foreliggende fejl og mangler ved regnskabsførelsen, herunder vedrørende fastsættelsen af den momspligtige værdi, konkluderede Momsnævnet, at betingelserne for en skønsmæssig ansættelse af momstilsvaret var til stede. Nævnet tiltrådte endvidere toldvæsenets skøn over størrelsen af momstilsvaret, herunder de anvendte kalkulationstillæg. Ansættelsen blev derfor stadsfæstet.

MNA1976, 441

En murermester opførte på egen grund et parcelhus med henblik på salg. Selv om murermesteren måtte påregne at skulle sælge huset med tab, skulle der betales moms af byggeriet efter reglerne for byggeri for egen regning (på egen grund), dvs. på grundlag af en kalkuleret salgspris. Salgsprisen skulle omfatte samtlige de omkostninger og den avance, der i almindelighed indgår i den momspligtige værdi for varer eller ydelser af den pågældende art. Det betød, at et eventuelt tab ved salg ikke gav mulighed for en reduktion af momstilsvaret.

MNA1969, 255

Momsregistrerede virksomheder, der opfører huse på egne grunde med henblik på salg eller udlejning, skal kun opkræve moms, hvis virksomheden selv udfører arbejdsydelser (håndværksarbejde) ved bygningens opførelse eller udfører projekteringsarbejde ved opførelsen (arkitekt- eller ingeniørarbejde). Der skal betales moms af de pågældende ydelser inkl. de materialer, som er anvendt til arbejdet. Momsen skal beregnes på grundlag af virksomhedens almindelige salgspris for et tilsvarende arbejde ved levering til en privat bygherre. Hvis en sådan salgspris ikke findes, skal momsen beregnes på grundlag af en kalkuleret salgspris.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.