Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

D.A.13.6 Fakturering med moms ML § 46, stk. 7

Indhold

Dette afsnit handler om, at hvis der ved en fejl skrives moms på en faktura, så kan det få som konsekvens, at den fejlagtigt fakturerede moms skal betales til Skatteforvaltningen, medmindre der for at rette fejlen udstedes en kreditnota, hvor momsbeløbet tilbageføres. Se ML (momsloven) § 46, stk. 7 (tidl. stk. 6, der ved lov nr. 578 af 4. maj 2015 blev stk. 7).

Afsnittet indeholder:

  • Udgangspunkt
  • Adgang til berigtigelse
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Udgangspunkt

Enhver, der på en faktura anfører momsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indeholder moms, er pligtig til at indbetale momsen til Skatteforvaltningen. Se ML § 46, stk. 7, og momssystemdirektivets artikel 203.

Virksomheder, der ikke er registreret for moms, og afgiftspligtige personer, der foretager ikke-momspligtige leverancer af varer eller ydelser, må ikke skrive moms på fakturaen eller på anden vis oplyse, at fakturabeløbet er inkl. moms. Hvis en virksomhed alligevel gør dette, skal virksomheden betale momsbeløbet til Skatteforvaltningen.

Hvis en afgiftspligtig person modtager en faktura, der er udstedt af en kunde eller af en tredjeperson, hvorpå der åbenbart fejlagtigt er oplyst et momsbeløb, eller hvor der på anden vis er oplyst, at betalingen er inkl. moms, skal den afgiftspligtige person gøre den, der har udstedt fakturaen, opmærksom herpå og tilbagebetale det modtagne momsbeløb.

Se afsnit A.B.3.3.1.2 Faktureringspligten og ML (momsloven) § 52 a, stk. 6, og stk. 7, 1.-2. pkt.

Momssystemdirektivets artikel 203 (ML (momsloven) § 46, stk. 7), finder ikke anvendelse, når modtagerne af en ydelse, der er faktureret med en for høj momssats, udelukkende er slutforbrugere, der ikke har ret til at fradrage indgående moms. Se EU-Domstolens dom i sag C-378/21, P GmbH. 

Bemærk

Hvis moms er skrevet på en faktura i strid med momslovens regler, medfører det også, at den, der aftager den fakturerede leverance af varer eller ydelser, ikke har fradrag for købsmoms af varerne eller ydelserne efter ML §§ 37ff. Se afsnit D.A.11.1.4.2 Ikke fradrag for moms, som ikke skal betales efter momsloven.

Lønmodtagere, der med urette har optrådt som afgiftspligtige personer og udstedt fakturaer med moms, er ikke omfattet af betalingspligten efter ML (momsloven) § 46, stk. 7. Se EU-Domstolens dom i De forenede sager C-78/02, C-79/02 og C-80/02, Karageorgou m.fl. Det skyldes, at det fakturerede momsbeløb ikke anses for moms.

Om adgang til berigtigelse af allerede indbetalt moms, se nedenfor.

Adgang til berigtigelse

For at sikre princippet om momsens neutralitet påhviler det medlemsstaterne i deres interne retsorden at give mulighed for berigtigelse af enhver urigtigt faktureret afgift, når udstederen af fakturaen beviser sin gode tro eller rettidigt og fuldstændigt har afværget risikoen for statens tab af momsindtægter. Se D.A.11.1.4.3 Momsens neutralitet - Berigtigelse af salgsmoms.

I tilfælde, hvor den fejlagtigt fakturerede moms endnu ikke er indbetalt til Skattestyrelsen, er berigtigelsesadgangen reguleret i ML § 52 a, stk. 7. Se "Ikke registrerede virksomheder" og "Uretmæssigt opkrævede momsbeløb" i afsnit A.B.3.3.1.2 Faktureringspligten.

I tilfælde, hvor den fejlagtigt fakturerede moms er indbetalt til Skattestyrelsen, er berigtigelsesadgangen her i landet derimod kun reguleret af EU-domstolens praksis samt dansk retspraksis om tilbagebetaling. Kravet i ML § 52 a, stk. 7, om, at fakturaudstederen skal have berigtiget fejlen overfor fakturamodtager, finder dog som udgangspunkt også anvendelse i tilfælde, hvor den fejlagtigt fakturerede moms er indbetalt til Skattestyrelsen. Lønmodtagere, der med urette har optrådt som afgiftspligtige personer, er også omfattet af adgangen til berigtigelse. Se D.A.11.1.4.3 Momsens neutralitet - Berigtigelse af salgsmoms.

 

Bemærk

Udstedelse af en kreditnota for at rette en fejlagtig fakturering med moms er omfattet af reglerne, herunder fristerne, for genoptagelse af fastsættelsen af momstilsvar, ordinært efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 31, stk. 2, og evt. ekstraordinært efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1 og 2.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse Afgørelsen i stikord Kommentarer
EU-domme
 C-378/21, P GmbH Artikel 203 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv (EU) 2016/1065 af 27. juni 2016, 

skal fortolkes således, at

en afgiftspligtig person, der har leveret en tjenesteydelse, og som på sin faktura har anført et merværdiafgiftsbeløb (moms) beregnet på grundlag af en forkert sats, ikke er betalingspligtig i henhold til denne bestemmelse for den del af momsen, der er fejlagtigt faktureret, hvis der ikke foreligger nogen risiko for tab af afgiftsindtægter, med den begrundelse, at modtagerne af denne ydelse udelukkende er slutforbrugere, der ikke har ret til at fradrage indgående moms.
 
De forenede sager C-78/02, C-79/02 og C-80/02, Karageorgou m.fl.

EF-domstolen har udtalt, at et beløb, der er anført som moms på en faktura, udstedt af en person, der leverer ydelser til staten, ikke skal anses for moms i det tilfælde, hvor denne person fejlagtigt er af den opfattelse, at han leverer ydelserne som selvstændig erhvervsdrivende, skønt der i realiteten foreligger et arbejdstager-arbejdsgiverforhold.

Domstolen udtaler videre, at sjette momsdirektivs artikel 21, nr. 1, litra c) (Momssystemdirektivets artikel 203, ML (momsloven) § 46, stk. 7), ikke er til hinder for tilbagebetaling af et beløb, der fejlagtigt er anført som moms på en faktura eller et dokument, der tjener som faktura, når de pågældende ydelser ikke pålægges moms, og det fakturerede beløb derfor ikke kan anses for moms.

 
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.