Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

TfS1984, 568HD

Sagen vedrørte telefonselskabet T, som besad ca. 1200 varevogne under 3 tons. Telefonselskabet havde indgået en ordning med sine montører, hvorefter disse kunne benytte vognene, der medførte værktøj og reservedele, til kørsel mellem hjem og de abonnenter, hos hvem de skulle udføre installations- eller reparationsarbejder. Højesteret anså telefonselskabet for berettiget til at fratrække moms for disse vogne i sit momsregnskab med henvisning til det anførte i dissensen til landsrettens dom.

Af dissensen fremgik, at tjenestevognene, der var særligt indrettet til service og montering, og som medførte værktøj og reservedele, var stationeret på montørernes bopæle for at fremme det sagsøgende selskabs rationelle og effektive drift. Kørslerne fra bopæl til første arbejdssted og fra sidste arbejdssted tilbage til bopælen var organiseret, i selskabets tjeneste og som et led i selskabets omsætning af varer og afgiftspligtige ydelser. Uanset at de ansatte herved sparede befordringsudgifter, som de ellers ville have haft, vedrørte kørslerne med tjenestevognene, der alene er indkøbt til brug for selskabet, udelukkende den nævnte omsætning, til hvilken de er nøje knyttet. Momsen ved indkøb af vognene kunne derfor medregnes til selskabets indgående moms.

Højesteretsdommen medfører en praksis om fradragsret ved kørsel mellem bopæl og skiftende arbejdssteder, se bl.a. TfS1986, 435MNA.

Landsretsdomme

SKM2012.357.VLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt en leaset varebil på gule plader, der ud over at være benyttet erhvervsmæssigt i appellantens bodegavirksomhed til transport af drikkevarer, også blev benyttet til privat kørsel af appellantens far med den følge, at appellanten alene var berettiget til at fradrage 1/3 af købsmomsen efter ML (momsloven) § 41, stk. 3. Landsretten fandt, at Skatteministeriet ikke havde løftet bevisbyrden for, at varebilen havde været anvendt privat. Landsretten lagde vægt på, at der ikke var fremkommet oplysninger i sagen, som gav grundlag for at tilsidesætte appellantens oplysninger om baggrunden for en konkret kørsel i bilen ved SKATs kontrolbesøg, hvor appellantens far kom kørende i bilen. Landsretten fandt også, at det ikke kunne lægges til grund, at appellantens far dagligt anvendte bilen til kørsel mellem hjemmet og bodegavirksomheden.

Tidligere SKM2011.500.BR

SKM2006.537.ØLR

Et ægtepar drev sammen virksomhed i personligt regi med forskellige ydelser inden for grafisk design, animation mv. Ægtefællernes virksomhed blev drevet fra lejede lokaler beliggende få kilometer fra ægtefællernes bopæl. Skatteministeriet gjorde for landsretten gældende, at bevisbyrden i sager om fradrag for erhvervsmæssig kørsel i egen bil, skulle svare til bevisbyrden i sager om beskatning af værdien af fri bil efter LL (ligningsloven) § 16, stk. 4, jf. herved SKM2005.138.HR. Ministeriet anerkendte således, at skattemyndighederne, som udgangspunkt har bevisbyrden for, at bilen er medtaget til den private bopæl og dermed er anvendt privat, når der ikke er sammenfald mellem virksomhedens adresse og den private bopæl. Bevisbyrden kan dog vende, hvis konkrete omstændigheder i sagen taler for, at bevisbyrden skal påhvile skatteyderen. I sagen havde ægtefællerne fremlagt et kørselsregnskab, der udviste betydelige kilometermæssige differencer. Af kørebogen fremgik det også, at bilen havde været udlånt til formål, der ikke havde sammenhæng med virksomheden. Landsretten udtalte, at selvom det måtte lægges til grund, at varevognen ikke havde været parkeret ved sagsøgernes bopæl, måtte det under de konkrete omstændigheder påhvile sagsøgerne at sandsynliggøre, at varevognen ikke havde været anvendt til privat kørsel.

SKM2005.494.ØLR

Det måtte lægges til grund, at bilen, der var velegnet til privat kørsel, uden for almindelig arbejdstid stod parkeret i nærheden af direktørens private bopæl, at han ikke selv rådede over en anden bil og ikke førte kørselsregnskab, medens han havde rådighed over bilen.

Disse forhold begrundede en formodning for, at bilen ikke udelukkende havde været anvendt i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser. Landsretten fandt ikke, at virksomheden heroverfor havde godtgjort, at bilen udelukkende var anvendt erhvervsmæssigt. Det blev i den forbindelse bemærket, at kørselsregnskabet, der er udarbejdet flere år senere til brug for retssagen, ikke kunne tillægges væsentlig betydning som bevis for en rent erhvervsmæssig brug af bilen.

SKM2005.415.ØLR

Tegnestuen havde anskaffet to biler indregistreret på gule plader, og det var anmeldt til Centralregisteret for Motorkøretøjer, at bilerne udelukkende blev erhvervsmæssigt anvendt. Tegnestuen havde foretaget fradrag for købsmoms. Bilerne havde lejlighedsvis været parkeret ved skatteyderens private bopæl, og der var ikke ført kørebog. Skatteyderen gjorde gældende, at bilerne ikke havde været anvendt privat, og at skattemyndighederne måtte godtgøre, at der havde været privat kørsel. Landsretten udtalte vedrørende momssagen, at efter sagens oplysninger om brugen af bilerne var det ubetænkeligt at antage, at bilerne ikke efter momslovgivningen kunne anses for anvendt udelukkende erhvervsmæssigt.

Landsskatteretsafgørelser

SKM2008.252.LSR

Det bemærkes, at udgangspunktet efter ML (momsloven) § 41, stk. 1, er at virksomheden ikke har momsfradragsret for anskaffelsen af de omhandlede varebiler. Det måtte påhvile virksomheden at godtgøre, at varebilerne udelukkende har været anvendt i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser. Det fremgår af sagens oplysninger, at de pågældende medarbejdere har anvendt de omhandlede varebiler til kørsel mellem privat bopæl og virksomhedens kontor. Ved sådan kørsel kan varebilerne i momsmæssig henseende som udgangspunkt ikke anses for udelukkende anvendt i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser. Der kan herved henvises til SKM2005.415.ØLR og SKM2005.494.ØLR. Retten skal tillige henvise til TfS 1984.568 H.

Retten fandt, at medarbejderne havde skiftende arbejdssteder, og at deres kørsel til virksomhedens kontor måtte karakteriseres som lejlighedsvis kørsel for afhentning af højtryksrenser, iltapparater eller arbejdssedler og aflevering af køreregnskab/arbejdssedler. Endvidere findes det dokumenteret, at køretøjerne var forsynet med det nødvendige værktøj for arbejdet i form af sikkerhedsudstyr mv. Ud fra de foreliggende oplysninger blev det lagt til grund, at medarbejderne hverken måtte anvende eller rent faktisk anvendte varebilerne til private formål. De omhandlede varebiler kunne derfor anses for udelukkende anvendt til brug for virksomhedens momspligtige leverancer.

Højesteretsdommen TfS1984, 568HD medfører en praksis om fradragsret ved kørsel mellem bopæl og skiftende arbejdssteder, se bl.a. TfS1986, 435MNA.

Bemærk, at den adgang der er indført til kørsel mellem hjem og arbejde i et specialindrettet køretøj medfører at reglerne om kørsel mellem hjem og skiftende arbejdssteder ikke længere er relevante for kørsel i specialindrettede køretøjer. Se SKM2008.354.SKAT. Dette er også nævnt i SKM2008.447.SR.

SKM2005.85.LSR

Landsskatteretten fandt det ikke godtgjort, at den omhandlede varebil udelukkende har været anvendt i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser. Der blev derved lagt vægt på, at bilen blev benyttet af virksomhedens indehaver, og at bilen efter det oplyste havde været anvendt til kørsel mellem virksomhedens forretningsadresse og indehaverens bopæl, samt at bilen havde været parkeret ved indehaverens bopæl uden for normal arbejdstid. Virksomheden havde ikke heroverfor sandsynliggjort, at varebilen udelukkende blev anvendt i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser, og det derfor var med rette, at virksomheden ikke var berettiget til fradrag for moms af udgifter til anskaffelsen.

SKM2002.374.LSR

Vedrørende moms af udgifter til anskaffelse af varebil fandt Landsskatteretten efter det oplyste ikke, at bilen kunne anses udelukkende at have været anvendt i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser. Retten lagde herved vægt på, at bilen var anvendelig som alternativ til en privat bil, at klageren ikke rådede over en anden bil, at der var tale om en virksomhed ejet og drevet af klageren, og at virksomheden lå på bopælsadressen. Klageren havde ikke sandsynliggjort, at bilen udelukkende blev anvendt i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser. Klageren var herefter ikke berettiget til fradrag for moms af udgifter til anskaffelse af varebilen.

TfS1996, 321MNA

Momsnævnet nægtede fradragsret i forbindelse med køb af en varevogn på højst 3 ton. Advokaten anførte bl.a., at momssagen skulle bedømmes isoleret, og at nævnet ikke måtte lade sin afgørelse påvirke af, at skattemyndighederne statuerede privat brug af varevognen, uden at dette var anket. Når skattesagen ikke blev yderligere forfulgt over for skattemyndighederne, skyldtes det de særlige bevisbyrderegler, der gælder på området, når der ikke er ført kørebog af virksomheden. Klageren havde så bevisbyrden for, at vognen blev anvendt 100 pct. erhvervsmæssigt, når han (eller ægtefælle/samlever) ikke havde en personvogn. Nævnet besluttede at stadfæste afgørelsen. Nævnet fandt det under de foreliggende omstændigheder, hvor klageren ikke havde ført kørebog for anvendelse af varevognen, og ikke havde en personvogn, at der var en formodning for privat brug af vognen. Nævnet fandt det på denne baggrund ubetænkeligt at lægge til grund, at klageren havde benyttet varevognen til privat kørsel.

MNA1990, 1099

En naturgasvirksomhed havde af hensyn til forsyningssikkerheden og som service over for kunderne en vagtordning, hvorefter medarbejderne kunne tilkaldes uden for almindelig arbejdstid. Denne service var betinget af, at medarbejderen havde en fuldt udstyret varevogn med værktøj og kommunikationsmidler til rådighed. De medarbejdere, der deltog i vagtordningen, skulle være til rådighed alle døgnets 24 timer, uanset hvor de opholdt sig. Denne ordning medførte store begrænsninger i det vagthavende personales bevægelsesfrihed. Virksomheden fandt, at vognene næsten udelukkende blev brugt i driften. Det fremgik af virksomhedens kørselsreglement, at vognene ikke var til privat brug, herunder transport til og fra arbejdspladsen. Virksomheden mente derfor, at fradragsretten i forbindelse med vognenes anskaffelse ikke burde begrænses. Nævnet traf afgørelse om, at virksomheden havde fuld fradragsret for momsen ved disse vognes anskaffelse. Nævnet fandt ikke, at kørslen under de anførte omstændigheder kunne betegnes som egentlig privat benyttelse af køretøjerne. Der var ikke tale om, at arbejdsgiverens vogne bruges til fx feriekørsel, men om, at medarbejderne kunne deltage i familiefester og lignende inden for området og med stærke begrænsninger, som anført foran: Når medarbejderne havde vagt, var de i virksomhedens tjeneste - uanset hvor de befandt sig.

MNA1990, 1099 omhandler naturgasvirksomheders vagtordninger men anses også for at gælde virksomheder inden for servicesektoren, se TfS1999, 336TSS og andre sektorer, se SKM2008.354.SKAT.

MNA1988, 1068

Nævnet traf afgørelse om, at vognene, bortset fra de to ledelsesvogne, udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt under de omstændigheder som firmaet havde oplyst. Kørsel mellem medarbejdernes bopæl og skiftende arbejdspladser, herunder lejlighedsvis kørsel til det faste forretningssted, samt kørsel mellem skiftende arbejdssteder kunne herefter anses som kørsel i forbindelse med virksomhedens omsætning af varer og momspligtige ydelser på betingelse af,

• at vare- eller lastvognene var forsynet med det for arbejdet relevante værktøj, eller der var etableret et lager på medarbejderens bopæl,
• at virksomheden havde ret til fuld skattemæssig afskrivning på vare- eller lastvognene,
• at medarbejderne ikke måtte og ikke anvendte vare- eller lastvognene til private formål, og
• at medarbejderne ikke blev beskattet for benyttelse af vare- eller lastvognene.

Momsnævnsafgørelsen er gengivet i TfS1988, 528MNA

TfS1986, 435MNA

Med udgangspunkt TfS1984, 568HD gives nærmere regler for fradragsret for moms ved anskaffelse og drift af varevogne og lastvogne, der anvendes til kørsel af medarbejdere mellem bopæl og skiftende arbejdssteder og mellem skiftende arbejdssteder.

Vare- og lastvogne:

Det tillades herefter, at kørsel mellem medarbejdernes bopæl og skiftende arbejdssteder samt kørsel mellem skiftende arbejdssteder anses som kørsel i forbindelse med virksomhedens omsætning af varer og momspligtige ydelser på betingelse af,

• at der eksisterer en fast aftalt ordning om brugen af køretøjerne,
• at vare- eller lastvognen er forsynet med værktøj eller lignende, eller der er etableret et lager på medarbejderens bopæl,
• at virksomheden har ret til fuld skattemæssig afskrivning på vare- og lastvognen,
• at medarbejderen ikke må og ikke anvend vare- eller lastvognen til private formål, og
• at medarbejderen ikke beskattes for benyttelse af vare- eller lastvognen.

Skatterådet

SKM2016.508.SR

Skatterådet kan ikke bekræfte, at de 25 gange, der undtagelsesvist og maksimalt må køres mellem medarbejderens hjem og den faste arbejdsplads også gælder for den enkelte bil, såfremt der er tale om en varebil, hvor anvendelsen kan have moms- og afgiftsmæssige konsekvenser, dvs. at forskellige medarbejdere kan bruge den samme bil mere end 25 gange tilsammen, uden at det har konsekvenser for betaling af moms og privatbenyttelsesafgift.

SKM2014.543.SR

Skatterådet kan ikke bekræfte, at spørgers medarbejdere (montører), der har firmabil på gule plader, kan fragte deres private campingvogn til brug for overnatning ud på en campingplads nær et arbejdssted uden, at det vil blive betragtet som privat kørsel.

Skatterådet bekræfter, at spørgers medarbejdere, der ønsker at fragte deres private campingvogn ud til et overnatningssted nær arbejdsstedet, skal købe dagsbevis til privat kørsel i firmabilen på gule plader.  

SKM2008.685.SR

Ved kørsel i specialindrettede køretøjer med tilladt totalvægt på ikke over 3 ton, til en midlertidig bolig i form af fx sommerhus, båd eller campingvogn er det en betingelse, at der er sket en egentlig flytning til den midlertidige bolig for en periode. Der kan altså ikke køres til den midlertidige bolig på enkelte dage eller for en enkelt week-end.

Spørger har fradragsret for moms af anskaffelse af specialindrettede køretøjer,

• hvis medarbejderne parkerer og arbejder hos A og derefter går hen og handler privat i B, som ligger lige ved siden af A, da kørslen til A alene er erhvervsmæssigt begrundet
• hvis medarbejderne gør stop på en erhvervsmæssig rute (eksempelvis i forbindelse med kørsel mellem to kunder) for at købe cigaretter eller sodavand til sig selv

Det er endvidere SKATs opfattelse, at der ikke er noget til hinder for at gøre stop, når der ikke sker afvigelse fra den erhvervsbetingede kørselsrute.

SKM2008.549.SR

Efter SKATs opfattelse er det meningen med reglerne om kørsel mellem hjem og arbejde som led i en vagtordning, at man uden momsmæssige konsekvenser skal have mulighed for at tage en bil med hjem for at varetage en tilkaldevagt ud over den almindelige arbejdstid i en kortere periode.

Der er ikke tale om en vagtordning der medfører, at varebilen udelukkende kan anses for at blive anvendt til momspligtige formål, når medarbejderen har bilen med hjem hele året bortset fra ferieperioder og enkelte weekends samt ved andre lejligheder, hvor medarbejderen ikke har mulighed for at være på vagt. SKAT finder ikke, at en sådan ordning kan anses for omfattet af praksis som beskrevet i SKM2008.354.SKAT. Der er ikke tale om kørsel til skiftende arbejdssteder, som medfører, at varebilen udelukkende anvendes til momspligtige formål. Kørsel mellem bopæl og skiftende arbejdssteder i ikke-specialindrettede køretøjer er en snæver undtagelse til hovedreglen om, at kørsel mellem hjem og arbejde er privat kørsel, og det er efter SKATs opfattelse afgørende, at vare- eller lastmotorkøretøjet er forsynet med det for arbejdet relevante værktøj. Arbejdsopgaverne med vægterrunder og ærindekørsel kræver efter SKATs opfattelse ikke relevant værktøj. Det er derfor SKATs opfattelse, at betingelserne for kørsel mellem bopæl og skiftende arbejdssteder i ikke-specialindrettede køretøjer ikke er opfyldt.