Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

C.G.2.3.3.1 Opgørelse af skattepligtigt afkast

Regel

Det skattepligtige afkast opgøres som summen af:

  1. Rente i henhold til forsikringsaftalen og rentebonus, der tilskrives depotet fratrukket betaling for garantier og kursværn. Forsikringens depot opgøres som indbetalte forsikringspræmier og overførsler fra særlige bonushensættelser med fradrag af omkostnings- og risikopræmie og gebyrer og med tillæg af rente i henhold til forsikringsaftalen, omkostnings-, risiko- og rentebonus, hensættelsesforøgelse og -nedsættelse i tilfælde af forsikringsbegivenhedens indtræden og med fradrag af forsikringsudbetalinger.
  2. Andre beløb, der tilskrives depotet, og som hidrører fra investeringsafkast.
  3. Rentebonus, der ikke er tilskrevet forsikringens depot, men som på anden måde er knyttet til forsikringen eller pensionskasseordningen.
  4. Tilskrivning til særlige bonushensættelser tilknyttet forsikringen eller pensionskasse-ordningen, der stammer fra investeringsafkast.
  5. Udbetalinger i årets løb med tillæg af skattebeløb indeholdt efter PAL § 21, stk. 2, 2. pkt., der i henhold til pensionsordningen udbetales fra midler fra livsforsikringsselskabets m.v. investeringsafkast direkte til den berettigede.
  6. Skattebeløb indeholdt efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 21, stk. 2, 2. pkt.
  7. Beløb, der hidrører fra rabat, provision og lign., som pensionsinstituttet har modtaget fra formueforvaltere m.v. (kickback og lign.), og beløb, der hidrører fra pensionsinstituttets fortjeneste ved formueforvaltning af de pensionsberettigedes midler (indregnet fortjeneste og lign.), der tilskrives forsikringens depot, der på anden måde er knyttet til forsikringen eller pensionskasseordningen, eller der udbetales direkte til den berettigede i årets løb med tillæg af skattebeløb indeholdt efter § 21, stk. 2.

Ad a) Rente og rentebonus mv.

Der sker beskatning af aftalt rente og rentebonus, der tilskrives den pensionsberettigedes depot. Det vil sige rentetilskrivningen på 2. ordens grundlaget.

Efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 4 a, stk. 7 skal pensionsinstituttet opgøre det realiserede resultat, der tilfalder forsikringsbestanden i et omkostnings-, risiko- og renteresultat for hver gruppe af forsikringer. Pensionsinstituttet skal også holde regnskab med tilskrivning af gruppens overskud på renteresultatet til hver forsikring.

Pensionsinstituttet kan derfor nøjagtigt redegøre for, hvor meget rentebonus der i året løb er tilskrevet hver enkelt af gruppens forsikringer.

Det følger af bestemmelsen, at der ved opgørelsen af pensionsafkastet er fradrag for betaling af garantier. Til en række produkter kan der mod betaling af en præmie opnås en garanti for et vist afkast på ordningen - eksempelvis en 0-pct. garanti. Sådanne garantier er fradragsberettigede.

Det bemærkes, at det er pensionsopspareren, der betaler for garantien, og det derfor også er opspareren, der får fradraget. Pensionsinstitutterne har således ikke fradrag for garantibetalingen.

Det bemærkes herudover, at garantiens aktualisering anses som tilskrivning af rente i henhold til aftalen, der beskattes efter § 4a.

Efter Skattestyrelsens vurdering kan kursværn ikke karakteriseres som en form for negativ aftalt rente eller rentebonus. Efter Skattestyrelsens vurdering skal kursværnet derimod karakteriseres som et gebyr/et genkøbsfradrag, som kun bliver aktuel i forbindelse med ophævelse eller flytning af en pensionsordning, jf. ovenstående. Kursværnet fragår ikke i opgørelsen af beskatningsgrundlaget efter PAL § 4a i indkomståret 2010, på samme måde som alle andre former for omkostninger heller ikke fragår i beskatningsgrundlaget, jf. SKM2010.686.SR. Bemærk dog, at der fra og med indkomståret 2011 er fradrag for kursværn, jf. § 1, nr. 9 og nr. 13 i lov nr. 1561 af 21. december 2010. Se mere om kursværn i afsnit C.G.2.3.2.1.2 Korrektion af depotet ved indkomstårets begyndelse og udgang (PAL § 4, stk. 3 og 4).

Ad b) Andre beløb end aftalt rente og rentebonus

Andre beløb end aftalt rente og rentebonus, der tilskrives den pensionsberettigedes depot, og som hidrører fra investeringsafkast skal beskattes.

Andre beløb er bl.a. eventuelle overførselstillæg og lignende, der tilskrives den pensionsberettigedes depot i forbindelse med et skifte fra en pensionsordning til en anden, hvis et sådan overførselstillæg og lignende hidrører fra investeringsafkast.

Ad c) Rentebonus, der ikke er tilskrevet depotet

Rentebonus, der ikke tilskrives den pensionsberettigedes depot, men er tilknyttet depotet således, at den indgår i forsikringens genkøbsværdi.

Rentebonus, der indgår i den skattepligtiges genkøbsværdi, beskattes således, uanset om rentebonus anvendes til køb af tillægsforsikring, kontant bonus, bonusopsamling m.v.

Ad d) Særlige bonushensættelser fra investeringsafkast

Den del af tilskrivning til særlige bonushensættelser tilknyttet forsikringen/ pensionskasseordningen, der stammer fra renteafkastet.

Ved særlige bonushensættelser tilknyttet forsikringen forstås særlige bonushensættelser, der indgår i forsikringens genkøbsværdi,. Det vil sige

  • individuelle særlige bonushensættelser og 
  • fordelte kollektive særlige bonushensættelser,

Reglerne for særlige bonushensættelser fremgår af bekendtgørelse nr. 1358 af 22. november 2016, udstedt med hjemmel i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 937 af 6. september 2019 med senere ændringer.

Efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 4 a, stk. 7 er det kun en betingelse for opgørelse efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 4 a, at instituttet laver en opgørelse over rente-, risiko- og omkostningsresultatet for bestanden eller grupperne efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 4 a, stk. 4.

Der skal derfor ikke opgøres et rente-, risiko- og omkostningsresultat for den del af det årets resultat, der tilfalder særlige bonushensættelser.

For forsikringer, der er omfattet af kontributionsbekendtgørelsen beregnes investeringsafkast, der tilskrives særlige bonushensættelser tilknyttet forsikringen på følgende måde:

  • Årets investeringsafkast ifølge årsrapporten, der kan henføres til særlige bonushensættelser som årets investeringsafkast ifølge årsrapporten
  • fratrukket den del af årets realiserede resultat, jf. § 2 i kontributionsbekendtgørelsen, der tilfalder bestanden af forsikringer, og som består af overskud på renteresultatet,
  • fratrukket investeringskast, der er tilskrevet bestanden af forsikringer, der ikke er omfattet af kontributionsbekendtgørelsen (f.eks. unit linked ordninger),
  • gange forholdet mellem særlige bonushensættelser og summen af egenkapital og særlige bonushensættelser.

Særlige bonushensættelser opdeles i

  • særlige bonushensættelser knyttet til forsikringen (individuelle særlige bonushensættelser og fordelte kollektive særlige bonushensættelser) og
  • ufordelte kollektive særlige bonushensættelser.

Den del af investeringsafkastet, der kan henføres til den enkelte forsikring, findes ved at gange

  • den del af investeringsafkastet, der kan henføres til særlige bonushensættelser tilknyttet forsikringerne,
  •  med forholdet mellem forsikringens andel af særlige bonushensættelser tilknyttet forsikringerne og summen af særlige bonushensættelser tilknyttet forsikringerne.

I tabellen nedenfor er opstillet et forsimplet eksempel for at illustrere mekanismen i den skematiske beregningsregel. I eksemplet skal rentebonusen på 1,25 før skat indgå i opgørelsen af beskatningsgrundlaget for forsikringen/pensionskasseordningen.

Eksempel med renteafkast, der tilskrives særlige bonushensættelser tilknyttet forsikringen

Årets investeringsafkast før skat jf. årsrapport                                                   150

Overskud på renteresultat (for bestanden, der er omfattet af kontributionsbekg.) - 80

Investeringsafkast (for bestanden, der ikke er omfattet af kontributionsbekg.)      - 20

Egenkapitalen og særlige bonushensættelsers afkast                                             50

 heraf særlige bonushensættelsers andel (eks. 50 pct.)                                          25

  heraf             1. Individuelle særlige bonushensættelser og fordelte

                         kollektive særlige  bonushensættelser (eks. 50 pct.)                    12,5

                      2. Ufordelte kollektive særlige bonushensættelser (eks. 50 pct.)      12,5

 Heraf forsikringens andel af særlige bonushensættelser 1. (eks. 10 pct.)                1,25

Ikke omfattet af kontributionsbekendtgørelsen

For forsikringer med særlige bonushensættelser tilknyttet forsikringen, der ikke er omfattet af kontributionsbekendtgørelsen beregnes investeringsafkast, der tilskrives særlige bonushensættelser tilknyttet forsikringen, på samme måde som beskrevet ovenfor.

Den del af årets investeringsafkast ifølge årsrapporten, som kan henføres til særlige bonushensættelser, beregnes dog som investeringsafkastet ifølge årsrapporten fratrukket årets renteresultat for bestanden.

Ad e) Årets udbetalinger og indeholdt PAL-skat

Årets udbetalinger plus indeholdt PAL-skat, der i henhold til pensionsordningen udbetales direkte til den pensionsberettigede af midler fra pensionsinstituttets investeringsafkast medregnes til beskatningsgrundlaget.

Der er bl.a. tale om de såkaldte pensionisttillæg. Pensionisttillæg udbetales typisk med det samme direkte fra årets investeringsoverskud eller fra tidligere års investeringsoverskud, der fx har været henlagt i pensionsinstituttets egenkapital i en kortere eller længere årrække. Midlerne tilskrives derfor ikke nødvendigvis depotet. Der er en formodningsregel om, at direkte udbetalinger til pensionsopsparerne hidrører fra investeringsoverskuddet. Pensionsinstituttet skal således kunne dokumentere at udbetalinger ikke hidrører fra investeringsoverskuddet, hvis der ikke skal ske beskatning efter bestemmelsen.

Ad f) Skattebeløb indeholdt efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 21, stk. 2, 2. pkt.

For markedsrenteprodukter sker tilskrivningen til depotet som en bruttotilskrivning. Det er derfor ikke er nødvendigt at bruttoficere depottilvæksten.

For forsikringer med ret til rentebonus er tilskrivningen til depotet med videre en nettotilskrivning, da opkrævningen af pensionsafkastskat i forsikrings- og pensionskasseordninger sker inden afkast eller særlige bonushensættelser tilskrives depotet.

Depotets nettotilvækst må omregnes til en bruttotilvækst for at få det rette beskatningsgrundlag. Det indeholdte skattebeløb skal derfor lægges til depotets værdi ved indkomstårets udgang.

Ad g) Kickback, indregnet fortjeneste og lign.

Reglen i PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 4 a, stk. 2, nr. 7 tydeliggør, at depotet skal tillægges beløb der hidrører fra rabat, provision og lign. som pensionsinstituttet har modtaget fra eksterne formueforvaltere mv. (kickback og lign.). Depotet tillægges også beløb der hidrører fra pensionsinstituttets egen fortjeneste ved formueforvaltning af den pensionsberettigedes midler (indregnet fortjeneste og lign.). Reglen omfatter samtlige ordninger i livsforsikringsselskaber, pensionskasser og pensionsfonde, der beskattes efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 4 a, uanset om det er en gennemsnitsrente- eller en markedsrenteordning.

Beløbet skal tillægges til markeds- eller gennemsnitsrenteproduktets depot, hvis de nævnte midler

  • tilskrives forsikringens depot,
  • hvis midlerne på anden måde er knyttet til forsikringen eller pensionskasseordningen, eller
  • hvis midlerne udbetales direkte til den berettigede i årets løb.

Skattebeløb der er indeholdt af de nævnte beløb i løbet af året efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 21, stk. 2 skal tillægges.

Beskatningen af indregnet fortjeneste og lign. skal ske i det år, hvor kunden får fradraget for betalingen af formueforvaltningsomkostningerne. Kickback og lign. beskattes i det år hvor beløbet modtages fra pensionsinstituttet.

Præciseringen hænger sammen med den tilpasning, der er sket af reglen om fradrag for formueforvaltningsomkostninger efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 9, stk. 2. Se afsnit C.G.2.6.3 Fradrag for formueforvaltningsomkostninger (PAL § 9, stk. 2). for en samlet beskrivelse af den skattemæssige behandling af kickback, indregnet fortjeneste og lign.

Bestemmelsen i PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 4 a, stk. 2, nr. 7 er indsat med virkning fra 1. januar 2022. Se § 6, stk. 1 i lov nr. 2610 af 28. december 2021.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Skatterådet

►SKM2023.265.SR◄

►En pensionskasse ønskede at tilbyde medlemmerne, at omlægge deres pensionsordninger fra gennemsnitsrenteprodukter til markedsrenteprodukter. Skatterådet tog i den forbindelse stilling til en række spørgsmål om kvalifikation af pensionsordninger efter PBL (pensionsbeskatningsloven) § 8, og om muligheden for overførsel mellem forskellige pensionsordninger efter PBL (pensionsbeskatningsloven) § 41.

Herudover blev der spurgt til den skattemæssige behandling af en nærmere beskrevet overførsel og individualisering af ufordelte midler til de omvælgende medlemmers depoter, herunder en individualisering af en større andel af de ufordelte midler end det beløb som på tidspunktet for omvalget "tilhørte" det enkelte omvælgende medlem.

Skatterådet bekræftede, at den beskrevne overførsel og individualisering ville være skattepligtig for de modtagende medlemmer efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 4 a, stk. 2, nr. 2 eller 3.

Skatterådet bekræftede videre, at pensionskassen ville opnå et korresponderende fradrag for de overførte ufordelte midler efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 7, stk. 2, nr. 1.


Skatterådet var enig med Spørger i, at hvis fradraget efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 7, stk. 2, nr. 1 oversteg årets beskatningsgrundlag efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 7, stk. 1, så kunne der beregnes en negativ skat til fremførsel efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 17, stk. 1. Skatterådet tog dog ikke stilling til, hvorvidt en eventuel negativ institutskat kunne føres på den særlige konto for negativ skat og forrentes efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 17, stk. 6.◄

 

SKM2019.199.SR

Skatterådet bekræftede, at udlodning fra pensionskassen As egenkapital til kollektivt bonuspotentiale skattemæssigt ikke skulle behandles som afkast, der tilskrives de individuelle ordninger i relation til reglerne i PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) kapitel 2.

Skatterådet bekræftede også, at udlodning fra As egenkapital til de individuelle depoter med livrente skattemæssigt skulle behandles som afkast, der tilskrives de individuelle ordninger i relation til reglerne i pensionsafkastbeskatningslovens kapitel 2, jf. PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 4a, stk. 2, nr. 2, og at udlodning fra As egenkapital til individuelle særlige bonushensættelser skulle behandles som afkast, der tilskrives de individuelle pensionsordninger i relation til reglerne i PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) kapitel 2, jf. PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 4a, stk. 2, nr. 4.

Skatterådet kunne endeligt bekræfte, at udskudte PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) skatteaktiver efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 17 i pensionskasserne A og B ikke fortabes ved en skattefri fusion efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 18, og at opgørelsen af eventuelle tilbagesøgningsbeløb i § 17, stk. 3, skulle opgøres på grundlag af summen af aktiver og passiver, herunder tidligere betalte skatter og beregnede renter for A og B, idet den fortsættende pensionskasse (dvs. B)  succederede i den ophørende pensionskasses (dvs. As) aktiver og passiver.

 

SKM2014.238.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at LIV DK ved opgørelsen af PAL-beskatningsgrundlaget efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 4 eller § 4a, for de individuelle depoter efter eksternaliseringen, ved beregningen af afkast og depotværdier, kunne anvende Solvens II-principperne og herunder månedsvist benytte Finanstilsynets opdaterede og offentliggjorte rentediskonteringskurve. Den danske filial - LIV DK - skal som filial i Danmark efter det oplyste opfylde danske og franske myndighedskrav.

LIV opgør pensionsforpligtelserne i LIV DK i overensstemmelse med de kommende internationale Solvens II-principper, konkret beregnet på baggrund af Finanstilsynets opdaterede og offentliggjorte rentediskonteringskurve.

At LIV i relation til pensionsforpligtelserne i LIV DK, i visse situationer, skal anvende de franske regnskabsregler (GAAP-regler) ved den samlede regnskabsrapportering i Frankrig, kunne ikke begrunde en tvungen anvendelse af de franske GAAP-regler ved opgørelsen af PAL-beskatningsgrundlaget.

Vedrører samme spørger som nedenfor i SKM2012.645.SR

Der er derfor tale om en konkret afgørelse vedrørende tilsagnsordninger som overdrages fra en firmapensionskasse til et livsforsikringsselskab.

SKM2012.645.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at et livsforsikringsselskab ved opgørelsen af PAL-grundlaget for de enkelte depoter (tilsagnsordninger overtaget fra en firmapensionskasse), som afkast efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 4a, stk. 1, nr. 1-4, skulle anvende Finanstilsynets rentediskonteringskurve pr. overdragelsesdatoen med tillæg af differencen (positiv eller negativ) mellem den faktiske indeksering og den forudsatte indeksering anvendt ved beregningen af depoterne i forbindelse med eksternaliseringen/overdragelsen, i den udstrækning, at denne difference medfører ændringer i de faktiske udbetalinger til de pensionsberettigede. Det blev ved besvarelsen lagt til grund, at der er tale om såkaldte tilsagnsordninger, hvor medlemmerne har ret til en pension som en procentdel af deres slutløn på pensioneringstidspunktet, og hvor pensionsordningen derfor ikke tilskrives og får fordel af investeringsafkastet. Det er endvidere lagt til grund, at netop Finanstilsynets rentediskonteringskurve anvendes ved værdiansættelsen af de overførte pensionsordninger fra firmapensionskassen til livsforsikringsselskabet. Der blev ved besvarelsen lagt vægt på, at pensionstagerne kun har ret til en indeksering i et spænd mellem 0 % og 7 %, og at den faktiske indeksering uden for dette spænd ikke kan påvirke beskatningsgrundlaget.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at der ikke skal ske tillæg af bruttotilskrivning til dækning af PAL-skat, da depoterne er beregnet ved brug af Finanstilsynets rentediskonteringskurve justeret for PAL-skat, mens tilskrivningen til depoterne vil ske efter den ikke-justerede rentediskonteringskurve, hvorfor tilskrivningerne fuldt ud vil tage højde for PAL-skat.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at eventuelle ændringer i depotværdien på grund af ændringer i den underliggende levetidsforudsætning benyttet til at beregne depotværdierne sammenholdt med forudsætningen på tegningstidspunktet ikke skal medregnes i PAL-grundlaget for det pågældende år, når den årlige tilskrivning i form af Finanstilsynets rentediskonteringskurve justeret for den faktiske indeksering tilskrives til det således forhøjede depot. Det blev ved besvarelsen lagt til grund, at de midler livsforsikringsselskabet anvender til opskrivningen af depoterne ikke hidrører fra livsforsikringsselskabets investeringsafkast, men derimod fra fx indbetalte risikopræmier.

Der er tale om en konkret afgørelse vedrørende tilsagnsordninger som overdrages fra en firmapensionskasse til et livsforsikringsselskab.

SKM2014.19.SR

I henhold til PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 4a, stk. 2, nr. 5, skal der ske beskatning af udbetalinger i årets løb med tillæg af skattebeløb indeholdt efter § 21, stk. 2, 2. pkt., der i henhold til pensionsordningen udbetales fra midler fra livsforsikringsselskabets m.v. investeringsafkast direkte til den berettigede. Bestemmelsen indeholder ingen undtagelser, heller ikke for investeringsafkast, der er optjent i tidligere indkomstår. Hverken ordlyden af PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 4a, stk. 2, nr. 5, eller lovens forarbejder understøtter spørgers synspunkt om, at udbetalinger til pensionskunderne fra pensionskassens egenkapital uden forbehold fritager medlemmerne fra beskatning efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 4a, stk. 2, nr. 5. Idet spørger havde oplyst, at en del af egenkapitalen er opbygget af tidligere års investeringsafkast, kunne Skatterådet ikke bekræfte, at alle udbetalinger fra egenkapitalen er fritaget for beskatning efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 4a, stk. 2. 

 

SKM2013.695.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, uden forbehold, at udbetalinger fra egenkapitalen i en tværgående pensionskasse direkte til medlemmerne uden om depoterne ikke indgår i det individuelle beskatningsgrundlag efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 4a, stk. 2.

Hverken ordlyden af PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 4a, stk. 2, nr. 5, eller lovens forarbejder understøtter, at udbetalinger til pensionskunderne fra pensionskassens egenkapital, uden forbehold, fritager medlemmerne fra beskatning efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 4a, stk. 2, nr. 5. Den del af udbetalingerne, der hidrører fra investeringsafkast er skattepligtigt.

Idet spørger havde oplyst, at en del af egenkapitalen var opbygget af tidligere års investeringsafkast, kunne det ikke bekræftes, uden forbehold, at alle udbetalinger fra egenkapitalen var fritaget for beskatning efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 4a, stk. 2.

 
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.