Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

►SKM2023.339.HR◄

►Sagen angik, om en skatteyder var berettiget til lempelse efter enten ligningslovens § 33 A eller dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Kina for en række vederlag, som skatteyderen havde modtaget i forbindelse med, at han fratrådte sin stilling hos sin tidligere arbejdsgiver. Skatteyderen, som var fuldt skattepligtig til Danmark, havde forud for fratrædelsen været udstationeret til Kina.

Højesteret tiltrådte, at skatteyderens ansættelsesforhold i relation til spørgsmålet om lempelse efter ligningslovens § 33 A skulle anses for ét ansættelsesforhold, og at dette spørgsmål ikke gav grundlag for at forelægge spørgsmål herom for Domstolen.

Højesteret tiltrådte endvidere, at der ikke var grundlag for at indrømme skatteyderen yderligere lempelse for løn i opsigelsesperioden, end det som Skatteministeriet anerkendte for landsretten. 

Højesteret fandt - i modsætning til landsretten - at fratrædelsesgodtgørelser efter ligningslovens ordlyd og forarbejder som udgangspunkt ikke er omfattet af adgangen til lempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 1. Skatteyderen var heller ikke berettiget til lempelse efter fast administrativ praksis, der forudsætter, at fratrædelsesgodtgørelserne kan anses for erhvervet udelukkende som følge af arbejdet i Kina.

Af de grunde, der var anført af landsretten, tiltrådte Højesteret endvidere, at Kina som kildestat ikke var tillagt en eksklusiv beskatningskompetence, og at lempelse efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten derfor forudsatte, at der var betalt skat til Kina. Højesteret fandt efter sagens forløb ikke at kunne tage stilling til, om der var betalt skat i Kina af de omtvistede vederlag.

Højesteret stadfæstede på denne baggrund landsrettens dom.◄

►Tidligere instans:

SKM2022.394.ØLR◄

SKM2006.547.HR

En dansker, der var bosiddende i England, blev anset for skattepligtig af beløb udbetalt af et engelsk selskab i forbindelse med, at han havde udført arbejde i Danmark for et dansk søsterselskab. Det danske søsterselskab var hans reelle arbejdsgiver, og der forelå ikke en skriftlig ansættelsesaftale mellem danskeren og det engelske selskab. Det engelske selskab havde kun udbetalt løn til danskeren i den periode, som han havde udført arbejde for det danske selskab, og det danske selskab havde fuldt ud godtgjort det engelske selskab den udbetalte løn. Betingelsen i den dansk-britiske DBO artikel 15 for at lade beskatningsretten tilkomme England var ikke opfyldt. En del af det samlede vederlag blev anset for at vedrøre et tysk forbundet selskab og skulle ikke beskattes i Danmark.  

Skatterådet

►SKM2023.158.SR◄

►Spørger var flyttet fra Danmark, og spørger ville for en længere og ikke afgrænset periode fremover bo, arbejde og hovedsageligt opholde sig i Tyskland.

Skatterådet fandt, at spørger havde stærke økonomiske interesser i Tyskland, hvor han havde sine erhvervsinteresser. Spørger havde også personlige interesser i Tyskland, herunder deltagelse i kulturelle aktiviteter og sport. Spørger havde samtidig stærke personlige interesser i Danmark, idet hans ægtefælle boede i Danmark.

På baggrund af en helhedsvurdering af spørgers ovennævnte livsinteresser, fandt Skatterådet, at det ikke var muligt at fastslå med fornøden sikkerhed, jf. OECD’s kommentar 10 til artikel 4, med hvilken af de to stater spørger havde de stærkeste personlige og økonomiske interesser og dermed spørgers midtpunkt for livsinteresser, jf. den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra a). 

Skatterådet kunne således ikke bekræfte, at spørger skulle anses for skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland, jf. artikel 4, stk. 2, litra a) (midtpunkt for livsinteresser) i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland.

Det var oplyst, at spørger forventedes at opholde sig i Tyskland i mindst 240 dage i 2023. Ligeledes forventede spørger i de efterfølgende år og så længe opholdet i Tyskland varede, at spørger i langt overvejende grad opholdt sig væsentligt mere i Tyskland end alle andre stater, herunder Danmark, tilsammen.

Skatterådet fandt på den baggrund, at spørger efter reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 4, stk. 2, litra b), måtte anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland, da det var i denne stat, hvor han sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, ville have ophold.

Spørger arbejdede for et kinesisk selskab med filial i Tyskland. Filialen var en del af det kinesiske selskab. Dette indebar, at der forelå en såkaldt triangulær situation, idet der var tre lande (Tyskland, Danmark og Kina), der potentielt kunne påberåbe sig en beskatningsret til spørgers indkomst.

Selvom arbejdet udførtes for det kinesiske selskab med arbejdssted ved dette selskabs filial i Tyskland, skulle dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland imidlertid anvendes ved vurderingen af beskatningsret til indkomsten, når der var tale om arbejde udført en person, som var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland.

Skatterådet kunne bekræfte, at det vederlag, spørger modtog fra sin kinesiske hvervgiver for arbejde udført i Tyskland, imens spørger havde skattemæssigt hjemsted i Tyskland, kun kunne beskattes i Tyskland, jf. artikel 15, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland.◄

SKM2021.647.SR

Spørgeren havde tidligere boet en årrække i Storbritannien, hvor hans ægtefælle stadig boede. Nu boede og arbejdede spørgeren sædvanligvis i Schweiz for et selskab på Jersey, der havde filial i Schweiz. Spørgerens løn og bonus kom dels fra Schweiz, dels fra Jersey. Spørgeren påtænkte at arbejde i forbindelse med ferie i Danmark, hvor han ville anvende sit sommerhus her i landet. Spørgeren påtænkte også at være medstifter af et selskab i Spanien, som i givet fald ville blive stiftet med det formål at købe en grund i Spanien, hvorpå selskabet skulle opføre en feriebolig. Det var tanken, at ferieboligen primært skulle udlejes, men den kunne også anvendes af ejerne af selskabet.

Skatterådet bekræftede, at spørgeren ville blive fuldt skattepligtig i Danmark i forbindelse med sit arbejde her. Skatterådet bekræftede også, at spørgeren ikke blev skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i den forbindelse. Dertil kom, at Skatterådet bekræftede, at spørgerens løn og bonus ikke blev beskattet i Danmark. Endelig bekræftede Skatterådet, at spørgerens rådighed over en eventuel feriebolig i Spanien, der skulle ejes af et spansk selskab ikke skulle beskattes i Danmark.

SKM2021.6.SR

Spørger og spørgers ægtefælle påtænker at flytte til USA ultimo 2020.

Spørger skal som led i sin stilling som administrerende direktør i det danske selskab H1 ApS og direktør i et datterselskab i USA arbejde på at udvide koncernens erhvervsmæssige aktiviteter i USA.

Skatterådet bekræfter, at spørgers fulde danske skattepligt ikke ophører. Derudover bekræfter Skatterådet, at spørger efter sin fraflytning har skattemæssigt hjemsted i USA. Skatterådet bekræfter derudover, at spørger ikke skal fraflytterbeskattes af optioner, som ikke er retserhvervet på tidspunktet for fraflytningen. Endelig svarer Skatterådet, at der baseret på dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA skal ske fordeling af optionerne mellem Danmark og USA i forhold til, hvor arbejdet er udført, når optionerne er tildelt spørger på grundlag af ansættelsen i H1 ApS. Der skal dog ikke ske fordeling, når optionerne er tildelt spørger, som medlem af bestyrelsen i det danske selskab G1 ApS.