Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

C.E.4.3.2.3.2 Skatteberegning for bobeskatningsperioden

Indhold

Dette afsnit beskriver skatteberegningen for bobeskatningsperioden, når afdødes særbo skiftes, mens fællesboet overtages af ægtefællen efter skattereglerne om uskiftet bo.

Afsnittet indeholder:

  • Dødsboer omfattet af reglen
  • Regel
  • Skatter der indgår i skatteberegningen
  • Eksempel

Dødsboer omfattet af reglen

Reglen omfatter dødsboer, hvor skifte sker i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet, og hvor kun afdødes særbo skiftes, mens den længstlevende ægtefælle overtager fællesboet efter skattereglerne om uskiftet bo.

Regel

Skatteberegningen for særboet sker efter reglerne i DBSL (dødsboskatteloven) §§ 30 - 32, der omfatter dødsboer, der ikke er skattefritaget. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 69, stk. 1.

Skatter der indgår i skatteberegningen

Når der sker en skatteberegning for bobeskatningsperioden for særboet, indgår

  • virksomhedsskat eller konjunkturudligningsskat (DBSL (dødsboskatteloven) § 30 a, stk. 3)
  • udbytteskat (DBSL (dødsboskatteloven) § 32, stk. 2)
  • skat af negativ aktieindkomst (DBSL (dødsboskatteloven) § 32, stk. 3) og
  • acontoskat efter AL (afskrivningsloven) § 40 C, stk. 8-10

som forskudsbetalte indkomstskatter for bobeskatningsperioden.

Skatterne kan kun indgå i skatteberegningen, hvis de tilsvarende indtægter er med i indkomstopgørelsen. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 69, stk. 2.

Bemærk

Dødsboskatteloven har ingen regler lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter (Grøn check), når særboet skiftes, mens fællesboet skattemæssigt behandles efter reglerne om uskiftet bo mv. Kompensationsbeløbet vil derfor indgå i fællesboet. Se afsnit C.E.4.2.3 Skatteberegning i dødsåret mv. om skatteberegning i dødsåret ved uskiftet bo m.v..

Eksempel

Dette eksempel viser skatteberegningen for bobeskatningsperioden, når der sker skifte af afdødes særbo, mens den længstlevende ægtefælle overtager fællesboet efter skattereglerne om uskiftet bo.

Der er følgende forudsætninger for eksemplet:

  • Dødsfaldet er sket den 1. august 2023.
  • Særboet er afsluttet med skæringsdag den 1. december 2023.
  • Særboets formue den 1. december 2023 omfatter bankindestående og obligationer.
  • Inden skæringsdagen har særboet solgt aktier i Danske Bank. Den skattepligtige gevinst er opgjort til 90.000 kr. Aktierne har givet et udbytte på 10.000 kr.

Bobeskatningsperiode: 1. januar - 1. december 2022

Boets indkomst

Renter af bankindestående og obligationer

50.000

Bobeskatningsindkomst

50.000

 

Skattepligtig gevinst ved salg af aktier i Danske Bank 

90.000

Udbytte

10.000

Aktieindkomst

100.000

 

Skatteberegning

 

Dødsboskat, 50 pct. af bobeskatningsindkomsten

25.000

Skat af aktieindkomst:

 

27 pct. af 58.900

15.903

 

42 pct. af 42.800 (100.000 - 58.900)

17.262

33.165

Beregnet skat i alt

58.165

Mellemperiodefradrag, 8 måneder á 2.400

19.200

 

Bofradrag, 4 måneder á 6.400

25.600

-44.800

Skat af skattepligtig indkomst og aktieindkomst

13.365

Foreløbige indkomstskatter:

 

Indeholdt udbytteskat, 27 pct. af 10.000

-2.700

Restskat

10.665

Se afsnit

  • C.E.3.3.5 om de almindelige regler om skatteberegning for bobeskatningsperioden i et dødsbo, der ikke er skattefritaget
  • C.E.15 om hvor meget mellemperiodefradrag og bofradrag er reguleret til for de enkelte år.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.