Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

C.E.3.7.4 Skatteansættelse for bobeskatningsperioden

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilken indkomst der kan indgå i skatteansættelsen for bobeskatningsperioden, når dødsboet er omfattet af reglerne for begrænset skattepligt.

Afsnittet indeholder:

  • Dødsboer omfattet af reglen
  • Hovedregel
  • Skattepligtens omfang
  • Undtagelse
  • Underskud i bobeskatningsindkomsten
  • Eksempel.

Se afsnit C.E.14 Definitioner og forklaringer om definition af bobeskatningsperiode og bobeskatningsindkomst.

Dødsboer omfattet af reglen

Reglen gælder for dødsboer, der er omfattet af DBSL (dødsboskatteloven) kapitel 9.

Hovedregel

Dødsboet beskattes efter de almindelige regler for fuldt skattepligtige dødsboer i DBSL (dødsboskatteloven) §§ 3-51 og §§ 84-96. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 53, stk. 2.

Skattepligtens omfang

Dødsboet er kun skattepligtigt af indkomst, der er omfattet af KSL (kildeskatteloven) § 2 eller kulbrinteskatteloven. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 54, stk. 1.

KSL (kildeskatteloven) § 2 omfatter bl.a.

  • A-indkomst
  • indkomst fra selvstændig virksomhed med fast driftssted her i landet
  • indkomst fra fast ejendom.

Det betyder, at indkomsten for bobeskatningsperioden i de fleste tilfælde kun vil omfatte indkomst fra dansk fast ejendom eller virksomhed med fast driftssted i Danmark.

Indkomst, som Danmark efter en dobbeltbeskatningsaftale ikke kan beskatte, skal derfor heller ikke indgå i skatteansættelsen. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 54, stk. 1.

Bemærk

Udlodningsmodtager og længstlevende ægtefælle beskattes efter reglerne i DBSL (dødsboskatteloven) §§ 34-51. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 56, stk. 1.

Se også

Se også afsnit

  • C.E.3.4 om beskatning af udlodningsmodtager og
  • C.E.3.5 om beskatning af længstlevende ægtefælle.

Undtagelse

Indkomst, hvor der er sket en særskilt og endelig bruttobeskatning, skal ikke indgå i skatteansættelsen for bobeskatningsperioden. Den betalte skat anses for endelig. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 56, stk. 2.

Det er indkomster, der er omfattet af

  • KSL (kildeskatteloven) § 48 B (arbejdsudleje)
  • KSL (kildeskatteloven) § 65 (aktieudbytter hvori indeholdes udbytteskat)
  • KSL (kildeskatteloven) § 65 A (udbytter og afståelsessummer til det udstedende selskab)
  • KSL (kildeskatteloven) § 65 C (royalty)
  • kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2 (kulbrintearbejdere)
  • sømandsbeskatningslovens § 9, stk. 1.

Se afsnit C.E.2.2.2.2 Dødsboers begrænsede skattepligt - specielle regler om begrænset skattepligt af udbytte, royalty og indkomst efter kulbrinteskatteloven.

Underskud i bobeskatningsindkomsten

Hvis dødsboet har underskud i den skattepligtige indkomst for bobeskatningsperioden, gælder de sædvanlige regler som for fuldt skattepligtige dødsboer om tilbagebetaling af 30 procent af underskuddet. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 31, stk. 1.

DBSL (dødsboskatteloven) § 31, stk. 2, bestemmer, at den samlede udbetaling efter DBSL (dødsboskatteloven) § 31, stk. 1, ikke kan overstige summen af de skatter, afdøde har betalt af skattepligtig indkomst og aktieindkomst i de to senest afsluttede indkomstår forud for dødsfaldet, samt de skatter, en længstlevende ægtefælle har betalt af skattepligtig indkomst og aktieindkomst i de to senest afsluttede indkomstår før dødsfaldet, i dødsåret og i indkomstår, der fuldt ud omfattes af boperioden. Når dødsboet er omfattet af begrænset skattepligt efter DBSL (dødsboskatteloven) kapitel 9 indgår kun dansk skat, herunder også skatter med bruttobeskatning. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 56, stk. 3.

Eksempel

Dette eksempel viser dødsboets indkomstopgørelse og beregningen af skat for bobeskatningsperioden, når dødsboet er begrænset skattepligtig. Der er følgende forudsætninger for eksemplet:

  • Afdøde er død i udlandet den 15. august 2023, og der har ikke medvirket en dansk skifteret til skiftet. Afdøde var fraskilt og har en søn, der er bosiddende her i landet. Afdødes formue omfatter:
  • Sommerhus på 3.200 m2 (ej skattefrit efter EBL (ejendomsavancebeskatningsloven)) er udloddet til sønnen den 1. december i dødsåret. Fortjenesten ved udlodningen er 800.000 kr.
  • Danske bankaktier, der er udloddet til sønnen den 1. oktober i dødsåret til 200.000 kr. Udbytte 1. april på 800 kr.
  • Bankindestående i udlandet på 400.000 kr. Indeståendet med renter på 12.000 kr. er udloddet til sønnen, den 1. november i dødsåret.
  • Forud for dødsfaldet har afdøde haft indkomst fra tjenestemandspension, som afdøde har været begrænset skattepligtig af.
  • Danmark har ikke indgået en dobbeltbeskatningsaftale med afdødes bopælsland, der forhindrer en dansk beskatning af tjenestemandspensionen eller af fortjenesten ved udlodning af sommerhuset.

Dødsboets danske bankaktier og indestående i udlandet er ikke omfattet af den begrænsede skattepligt og skal derfor hverken indgå i dødsboets skattepligtige indkomst eller i formuen i den særlige boopgørelse. Det vil også sige, at udlodningstidspunktet for disse aktiver ikke betyder noget for dødsboets skæringsdag efter DBSL (dødsboskatteloven) § 57, stk. 4. Skæringsdagen er derimod udlodningstidspunktet for sommerhuset, den 1. december i dødsåret.

Bobeskatningsperiode: 1. januar - 1. december 2023   Boets indkomst
Tjenestemandspension (betalt A-skat 70.000 kr.)  

200.000

Avance ved udlodning af sommerhus

 

800.000

Bobeskatningsindkomst

 

1.000.000

Skatteberegning

Dødsboskat, 50 pct. af bobeskatningsindkomsten

500.000

Bofradrag 4 måneder. à 6.400 kr.

-25.600

Fradrag 8 måneder à 2.400 kr.

-19.200

Beregnet skat efter fradrag

455.200

Betalt A- skat

70.000

Ejendomsværdiskat for perioden 1. januar - 15. august, fx

-3.000

67.000

Restskat, som dødsboet skal betale

388.200

Se også

Se også afsnit C.E.3.3.5 Skatteberegning for bobeskatningsperioden om beregning af skat for bobeskatningsperioden.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.