Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

TfS1996.448HD

En person havde i årene 1973-1981 ydet sin datter lån på i alt 3.106.807 kr. Lånene var i første række anvendt til dækning af underskud ved driften af datterens og hendes mands landbrugsejendom. I 1986 eftergav faderen sin datter gælden, idet han ifølge gavebrev ydede hende en gave på beløbet. Der blev indgivet gaveafgiftsanmeldelse af datteren, hvor gaveværdien dog var angivet til 1.155.117 kr., idet der var fradraget andel inddækkende underbalance som følge af underskud i landbrugsvirksomheden. Landsretten fandt, at der var tale om gaver ydet i årene 1973-1981, idet man lagde til grund, at der ikke forelå aftale om tilbagebetaling af beløbene eller var betalt afdrag på dem. Gavemodtageren skulle derfor indgive anmeldelse om de årligt modtagne beløb. Kravet på gaveafgift var ikke forældet, da forældelsesfristen var suspenderet på grund af utilregnelig uvidenhed om afgiftskravet. Højesteret lagde til grund, at de pengebeløb, som gennem årene blev ydet af faderen til datteren, blev optaget i såvel faderens som datterens selvangivelser og blev omtalt i en ægtepagt, som datteren og hendes ægtefælle oprettede i 1983, samt at der ved enkelte lejligheder i årenes løb blev betalt afdrag/renter af lånebeløbene, der endvidere havde været sikret ved et ejerpantebrev på 1,2 mio. kr. Beløbene fandtes herefter overført til datteren som lån. Værdiansættelsen af den i 1986 ydede gave måtte bero på en vurdering af debitors solvens og dermed hendes mulighed for at indfri fordringen, og spørgsmålet om værdiansættelse hjemvistes til fornyet behandling ved told- og skatteregionen. Der skulle indgives gaveanmeldelse om gaver modtaget i årene 1982-1985 med 56.000 kr. pr. år, og kravet herom var ikke forældet. Dissens (Tidligere ØLD i TfS 1993, 145). Afgiftspligt.

HRD af 20. dec. 1979

Værdi af pantebrev kunne ikke, som antaget i langvarig praksis, uden videre ansættes til pari ved gaveafgiftsberegning. G fik i februar 1971 af A overdraget en fast ejendom for en købesum på 185.000 kr. Købesummen svarede til den vurdering skyldrådet have foretaget i januar 1971. Købesummen blev bl.a. berigtiget ved at G udstedte tre pantebreve på i alt 157.213 kr. I april 1971 døde A, og G var enearving efter ham ifølge testamente. Ved opgørelsen af bobeholdningen ansatte G pantebrevenes værdi efter kurs 75, hvilket svarede (rigeligt) til værdien i handel og vandel, men skattemyndighederne fastsatte ved beregningen af arveafgift værdien efter kurs 100 under henvisning til en langvarig praksis. Efter forarbejderne til de ændringer der skete i kildeskatteloven og arveafgiftsloven i 1969, var formålet med ændringerne bl.a. at sørge for en udstrakt koordinering af dødsbobeskatningen og reglerne om arveafgift, herunder en fælles skatte- og afgiftsmæssig værdiansættelse. Der fremgår intet om, at det skulle være forudsat, at den hidtil i praksis fulgte ansættelse af arvingsgæld til kurs 100 ved beregning af arveafgift skulle opretholdes. De omhandlede sælgerpantebreves værdi i handel og vandel kunne fastsættes på betryggende måde ud fra objektive kriterier, og der var enighed om at ansætte kursværdien til 75. Herefter fandtes det, jf. arveafgiftslovens § 17, stk. 2, sidste punktum, uforeneligt med lovens klare ordlyd at fravige den nævnte værdiansættelse ved beregningen af arveafgift af pantebreve som de foreliggende. 

Dissens for at anse den mangeårige praksis angående beregning af arveafgiften af udlagt arvingsgæld efter parikurs for opretholdt.

Landsretsdomme

SKM2012.721.ØLR

Sagen vedrørte, om SKAT havde været berettiget til at genoptage skatteyderens skatteansættelse for indkomståret 2003 i medfør af SFL § 27, stk. 1, nr. 2, og om skatteyderen i givet fald var skattepligtig af en gældseftergivelse i medfør af KGL (kursgevinstloven) § 21. Landsretten fandt, at SKATs ændring af skatteansættelsen for 2003 var en direkte følge af ændringen af skatteansættelsen for 2002. Det kunne ikke tillægges betydning, om SKAT allerede på det tidspunkt, hvor SKAT foretog forhøjelsen for 2002, var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt periodisering. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i medfør af SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 2, var derfor opfyldt. Retten fandt endvidere, at skatteyderen var skattepligtig af hans andel af gældseftergivelsen, jf. KGL (kursgevinstloven) § 21, idet fordringen var nedskrevet til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor. Det var således ikke dokumenteret, at der var givet transport i skatteyderens resthæftelse over for kommanditselskabet, ligesom det ikke var dokumenteret, at skatteyderen ikke var i stand til at betale sin del af gældseftergivelsen.

SKM2002.28.ØLR

Et forældrepar opgave en livsvarig, vederlagsfri boligret i en ejendom, som deres søn ejede. Retten anså dette som en gave fra forældrene til sønnen. Landsretten fastslog, at opgivelsen af boligretten havde værdi for sønnen, fordi ejendommen efterfølgende blev solgt i fri handel og en truende tvangsauktion blev undgået. Retten fandt derfor, at forældrene kunne have forlangt et vederlag for at opgive boligretten på trods af deres søns økonomiske situation. Opgivelsen af boligretten ansås for sket pr. 1. januar 1995 bl.a. fordi forældrene fra dette tidspunkt begyndte at betale husleje og ikke længere tog værdien af boligretten med i faderens selvangivelse. Skattemyndighederne havde ansat værdien af opgivelsen af boligretten til en skønnet markedsleje på opgivelsestidspunktet kapitaliseret på baggrund af forældrenes forventede levetid. Retten fastholdt denne værdiansættelse.
Afgiftspligt

Byretsdomme 

 SKM2013.908.BR

Sagen omhandlede, hvorvidt sagsøgeren havde modtaget gældseftergivelser, og i givet fald om han skulle beskattes heraf i medfør af KGL (kursgevinstloven) § 21. Retten lagde til grund, at der var sket gældseftergivelser. Henset til, at kreditorerne ikke havde forsøgt at inddrive gælden, at gældseftergivelserne således ikke beroede på en konkret vurdering af sagsøgerens betalingsevne, og at gældseftergivelserne skete i et gavemiljø, idet sagsøgeren var i familie med kreditorerne, fandt retten endvidere, at det påhvilede sagsøgeren at bevise, at gælden ikke var nedskrevet til et lavere beløb end fordringernes værdi for kreditorerne på gældseftergivelsestidspunktet. På grundlag af de oplysninger, der forelå om sagsøgerens økonomiske forhold på tidspunktet for gældseftergivelsen, fandt retten ikke, at sagsøgeren havde løftet sin bevisbyrde. Herefter måtte gælden anses for at være nedskrevet til et lavere beløb end fordringernes værdi for kreditorerne på gældseftergivelsestidspunktet, jf. KGL (kursgevinstloven) § 21, hvilket medførte skattepligt.

Landsskatteretskendelser

LSRM.1981.58

A klagede over, at amtsskatteinspektoratet havde ansat værdien af en gave for højt.

A havde i 1978 solgt en ejerlejlighed til sin søn for 290.000 kr.. Beløbet skulle bl.a. berigtiges ved udstedelse af et sælgerpantebrev til A på nominelt 166.100 kr., og ved at dette pantebrev skulle forrentes og afdrages gennem en årlig ydelse på 12 pct., heraf 9 pct. rente. Det var dog samtidig bestemt i skødet, at sælgerpantebrevet ikke skulle udstedes, fordi parterne var enige om, at køberen kunne få overdraget sælgerpantebrevet til kurs 55. Denne gæld havde A eftergivet sønnen i 1978.

I gaveanmeldelsen var værdien af A's gave til sønnen angivet til 91.355 kr., svarende til 55 pct. af 166.100 kr. Amtsskatteinspektoratet havde ansat gavens værdi til 166.100 kr. Inspektoratet havde anført, at der forelå to dispositioner. Dels overdragelsen af ejerlejligheden til sønnen for 290.000 kr., hvilken overdragelsessum inspektoratet ikke havde fundet grundlag for at anfægte, dels A's eftergivelse af sønnens gæld på 166.100 kr. Inspektoratet havde i denne forbindelse anført, at værdien af eftergivet gæld efter praksis ansættes til kurs 100.

Højesteret har i en dom den 20. december 1979 tilladt et pantebrev udlagt som arv til debitor til værdien i handel og vandel, og landsskatteretten fandt derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastholde amtsskatteinspektoratets værdiansættelse af gaven. Landsskatteretten fastslog, at gavens værdi passende kunne ansættes til 91.355 kr., som angivet i gaveanmeldelsen.

LSR.1974.28

Skatteyderens søster overtog i juli 1971 fra skatteyderen en ubebygget grund for 69.732 kr. Ved 14. almindelige vurdering var grunden ansat til 50.000 kr. Ved overdragelsen overtog søsteren kloakgæld 4.732 kr. og kvitterede et tilgodehavende hos skatteyderen på 65.000 kr. Ligningsmyndighederne ansatte grundens værdi til 50.000 kr. og betragtede differencen (efter fradrag af handelsomkostninger 639 kr.) på 19.093 kr. som en skattepligtig fordel for skatteyderen i forbindelse med, at søsteren kvitterede fordringen mod ham. Ligningsdirektoratet vurderede grunden til 55.000 kr. inklusive kloakgæld ved normal udbetaling og normalt sælgerpantebrev. Søsteren solgte grunden i september 1972 for 58.665 kr. mod at køberen overtog kloakgælden på 3.665 kr. og betalte 55.000 kr. kontant. Under disse omstændigheder og i betragtning af at skatteyderens økonomiske forhold ikke kunne anses for så gode, at søsterens tilgodehavende hos ham kunne vurderes til pari, nedsatte landsskatteretten den fordel, der var tilfaldet skatteyderen ved overdragelsen til 10.000 kr.

LSR.1954.194

En skatteyder havde mod betaling af 1.500 kr. fået saldokvittering for en gældspost på 4.602 kr. Skatteyderen oplyste, at dette kun var sket på grund af hans meget vanskelige økonomiske situation, og at fordringen mod ham i realiteten intet havde været værd. Landsskatteretten fandt, at der var et gaveelement i den ydede gældseftergivelse, særligt under hensyn til, at skatteyderen på tidspunktet for dekortens ydelse sad inde med aktiver, der kunne have været realiseret. Skatteyderen var derfor indkomstskattepligtig af den opnåede gældseftergivelse.
Beskatning

 Skatterådet

 SKM2012.624.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at C ikke vil være skattepligtig, såfremt A frasagde sig en ved testamente tildelt livsvarig beboelsesret uden beregning for C, som ved samme testamente ville arve ejendommen.