Afgørelser 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

U2006.244H

Højesteret fandt, at den særskilte angivelse og størrelsesmæssige fastsættelse af rejsegodtgørelsen i overenskomsten for fem eksportchauffører var en følge af en ændring af ligningsloven i 1994, og at den var sket med henblik på at sikre, at godtgørelsen efter ligningslovens regler kunne ydes skattefrit til chaufførerne. Rejsegodtgørelsen måtte derfor i det hele anses for ydet til dækning af chaufførernes gennemsnitlige faktiske udgifter og kunne derfor ikke anses som løn eller andet vederlag, der var omfattet af dagældende konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1. G. Lønmodtagernes Garantifond skulle derfor ikke dække chaufførernes krav på rejsegodtgørelse.

Rejsegodtgørelse var ikke løn.

SKM2004.22.HR

En skatteyder, der ejede 50 pct. af anpartskapitalen i et selskab, havde et løntilgodehavende i selskabet. Tab på løntilgodehavendet blev fratrukket ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1991. Selskabet blev tvangsopløst i juni 1992. Højesteret fandt, at det ikke var godtgjort, at tabet på løntilgodehavendet blev konstateret i 1991. Det blev lagt til grund, at det regnskabsmateriale, der forelå for selskabet pr. 30. juni 1991, hvorefter der var et underskud på ca. 500.000 kr., og hvorefter indskudskapitalen var tabt, var mangelfuldt, at skatteyderen i december 1991 havde en betydelig rejseaktivitet for selskabet, og at han i juni 1992 havde forklaret i skifteretten, at selskabets drift ophørte i februar 1992.

Højesteret afviste at sætte indkomsten for 1992 ned med et beløb, der svarede til et eventuelt fradrag for tab på løntilgodehavendet. Afvisningen skete på baggrund af retsplejelovens § 383.

Skatteyderen anmodede også om rentefradrag for indkomståret 1991 for to opsagte pantebreve. Højesteret afviste anmodningen, allerede fordi det ikke var godtgjort, at der var betalt renter.

Højesteret fandt heller ikke, at skatteyderen var berettiget til fradrag for udgifter til rejser foretaget i 1991 i forbindelse med arbejde for selskabet. Højesteret henviste til Landsretten, der havde begrundet med, at skatteyderen ikke havde nogen lønindkomst fra selskabet i 1991, og at han ikke havde bevist, at selskabet i 1991 på anden måde havde honoreret ham for arbejde udført for selskabet. Iværksætterydelse modtaget fra det offentlige kunne ikke begrunde fradragsret i medfør af LL (ligningsloven) § 9, stk. 1. Højesteret tilsluttede sig landsrettens begrundelse.

Ikke fradragsret.

TfS 1998, 526 HRD

Skatteyderen var lønansat i et firma indtil 1. september 1989, da firmaet gik konkurs. Han fik udbetalt maksimal godtgørelse fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond og anmeldte en fordring på løn og feriegodtgørelse på 84.375 kr. i konkursboet. Skattemyndighederne anså hele beløbet 84.375 kr. for skattepligtigt i 1989. For landsretten gjorde skatteyderen gældende, at han først havde erhvervet ret til beløbet i 1992, da konkursboet godkendte kravet på 84.375 kr., hvoraf halvdelen blev udbetalt i 1992, mens resten af tilgodehavendet først blev udbetalt i 1996.

Landsretten fandt, at retserhvervelsesprincippet førte til, at hele beløbet var skattepligtigt i 1989. Højesteret fandt, at beløbet først var skattepligtigt i 1996, da udbetaling fra konkursboet fandt sted. Højesteret lagde vægt på, at der skal være samtidighed mellem beskatningstidspunkt og indeholdelsestidspunktet (boets), således at lønmodtageren godskrives indeholdt foreløbig skat i beskatningsåret.

Først skattepligt ved udbetaling fra konkursbo.

Tidligere ØLD i TfS 1997, 306

Landsskatteretskendelser

To brødre, der var ansat i deres fars firma, indgik på grund af dårlige konjunkturer en aftale om, at de gav afkald på løn i en periode, men at de senere, når det blev muligt, skulle have vederlaget udbetalt. Lønudgifterne blev fratrukket i selskabets regnskab. Beløbet blev anset som lån eller tilskud til selskabet og skulle beskattes på retserhvervelsestidspunktet, idet der var erhvervet ret til dem.

Lån/tilskud til selskabet. Beskatning på retserhvervelsestidspunktet.

En tidligere ansat havde fremsat et erstatningskrav over for sin arbejdsgiver for tabt arbejdsfortjeneste. Kravet blev anmeldt i arbejdsgiverens konkursbo, der blev afsluttet uden dækning af kravet. Erstatningen skulle beskattes på det tidspunkt, hvor konkursboet blev afsluttet. Spørgsmålet var herefter, om der var fradragsret for tab på fordring vedrørende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter KGL (kursgevinstloven) § 14, eller efter den gamle praksis. Landsskatteretten konkluderede, at skatteyder kunne vælge at følge den gamle praksis, hvorefter der var fradrag i den personlige indkomst, for den del af lønnen, som lønmodtageren ikke fik dækning for i arbejdsgiverens konkursbo.

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Fradragsret efter gammel praksis.

SKM2014.212.LSR

En lønmodtager havde fået udbetalt et beløb fra Lønmodtagernes Garantifond, der kun dækkede en del af løntilgodehavende. Lønmodtageren var berettiget til tabsfradrag efter KGL (kursgevinstloven) § 14. Tabet er fradragsberettiget som kapitalindkomst. Den fulde lønindkomst, som der er erhvervet ret til er skattepligtig som personlig indkomst. Tabsfradraget efter KGL (kursgevinstloven) § 14 ville derfor medføre et provenumæssigt tab for klageren.

Fradragsret for tab på løntilgodehavende.

TfS 1999, 658

En ansat ved et privathospital blev som følge af institutionens økonomiske situation opsagt med kontraktlig varsel til fratrædelse den 30. november 1995. Hun havde et løntilgodehavende på 209.150 kr. vedrørende perioden 1. februar til 30. november 1995, som ikke blev udbetalt. Der blev indgivet konkursbegæring for institutionen i 1998. Løntilgodehavendet blev anset for skattepligtigt i 1995, hvor hun måtte anses at have erhvervet endelig ret til lønnen.

Skattepligt i fratrædelsesår.

TfS 1996, 165 LSR

En lønmodtagers tab som følge af nulstilling af indeholdte A-skatter i et konkursramt selskab, hvor han havde været direktør, blev anset for fradragsberettiget som et ligningsmæssigt fradrag ud fra en lighedsbetragtning, fordi han havde indrettet sig på en praksis, som var udviklet på baggrund af SD-cirkulære 1982-16.

Nulstilling af A-skat var fradragsberettiget.

SD-cirkulære 1982-16 er ophævet ved TSS-cirkulære 1997-9.

TfS 1985, 291

Efter en lønmodtagers uberettigede afskedigelse i oktober 1980 fik han ved voldgiftskendelse tilkendt 41.081 kr. til fuld og endelig afgørelse af krav i forbindelse med ansættelsesforholdet. Beløbet blev søgt inddrevet hos arbejdsgiveren, der imidlertid blev erklæret konkurs i december 1980, hvorefter beløbet - med fradrag af A-skat - i maj 1981 blev udbetalt til lønmodtageren af Lønmodtagernes Garantifond. Landsskatteretten antog, at beløbet, der ikke var specificeret, vedrørte løn for 1980, fordi modtageren i dette år havde erhvervet endelig ret til beløbet. Det var derfor korrekt, at beløbet var medregnet i klagerens skattepligtige indkomst for 1980.

Skattepligt på tidspunktet for retserhvervelse.

TfS 1984, 111

Den virksomhed, hvor skatteyderen var ansat, standsede sine betalinger den 8. december 1980 og stillede ham frit. I april 1981 godskrev Lønmodtagernes Garantifond ham 10.724 kr. i løn og feriegodtgørelse for december 1980 og 43.891 kr. i erstatning for perioden 1. januar - 31. marts 1981 inklusive feriegodtgørelse og for optjent ferie med løn.

Skatterådet henførte hele det modtagne beløb til beskatning i 1980 ud fra et retserhvervelsessynspunkt. Landsskatteretten fandt, at Skatterådets ansættelse medførte en åbenbart urimelig forskydning af indkomstgrundlaget til det år, hvor skatteyderen mistede sin stilling, og Landsskatteretten så ingen afgørende principielle og administrative betænkeligheder ved at henføre udbetalingen til de år, hvor den naturligt hørte hjemme, dvs. henholdsvis 1980 og 1981.

Skattepligt ved de år, hvor betalingerne naturligt hørte hjemme.

LSRM 1972.108 LSR

En bogholder blev ansat den 1. august 1968 og opsagde sin stilling til fratræden den 1. september 1969. Den 23. juni 1969 meddelte han sin arbejdsgiver, at han var syg, og han mødte ikke på sin arbejdsplads førend den 7. august 1969. Da arbejdsgiveren nægtede ham løn for juli måned, forlod han arbejdsstedet og anlagde sag mod arbejdsgiveren. Ved underrettens dom af 5. august 1970 blev han tilkendt løn for juli og august 1969 samt feriepenge i tiden 1. januar til 30. august 1969.

Landsskatteretten fandt, at feriepengene i tiden 1. januar til 30. juni måtte anses for endeligt erhvervet i 1969 og skulle derfor beskattes i dette år, mens restbeløbet, hvortil skatteyderens ret først kunne anses for endeligt fastslået ved underrettens dom, skulle beskattes i indkomståret 1970.

Skattepligt for feriepenge i fratrædelsesår. Skattepligt for løn i året for domsafsigelse.

Skatterådet og Ligningsrådet

Løn og andre indtægter fra arbejdsgiveren skal beskattes efter de regler, som gælder for indtægter af den pågældende art.

I en konkurssituation, hvor den ansatte har erhvervet ret til løn, vil lønnen være skattepligtig som personlig indkomst efter de almindelige regler herom. Hele lønnen skal beskattes, uanset om lønnen udbetales fra konkursboet eller ej.

Når der er erhvervet ret til lønindkomst, opstår en fordring, der kan anmeldes i konkursboet. Et eventuelt tab på fordringen vil være fradragsberettiget efter KGL (kursgevinstloven) § 14, men man kan i stedet vælge at fradrage tabet i den personlige indkomst efter den gamle praksis.

Fradragsret for tab på løntilgodehavende.